1.2.2005
En dansk kanon er ok, men den skal suppleres af verdenslitteraturens ”great books”, så vi ikke lukker os inde omkring os selv.
”At koncipere Quixote i begyndelsen af det XVII århundrede var et fornuftigt forehavende, nødvendigt nærmest en skæbne; i begyndelsen af det XX er det næsten umuligt”. Ordene er fra Jorge Luis Borges’ geniale fortælling ”Pierre Menard, forfatter til Quijote” om manden i det 20. århundrede, der grebet af galskab ikke ulig Don Quijotes satte sig for at skrive en ny Don Quijote, som viste sig at være identisk med Cervantes’ værk, men alligevel så helt forskellig, da den jo blev til i en anden tid.
Der er aldrig noget, der er det samme, men alligevel er der værker, som vi bliver ved med at læse, vi kalder dem klassikere, og begynder vi at remse dem op, så ender vi med det, som vi kalder en kanon, en liste over værker, som på en eller anden særlig måde indgår i vor bevidsthed, således at vi uden hensyn til værkernes kvalitet læser dem med en særlig ”iver” og ”mystisk hengivenhed” for nu igen at citere Borges. Set i det perspektiv er debatten om en kanon meningsløs. Klassikerne er der og bliver læst, og om de kanoniseres ved at blive opført på en liste over særlig vigtige bøger eller ej, gør naturligvis hverken fra eller til.
Det er i år firehundrede år siden, at første bind af Cervantes’ udødelige roman om Don Quijote udkom. Inden for de sidste år har to nye oversættelser fundet vej til danske læsere, og de er led i en mere end to hundrede års oversættertradition af netop denne klassiker, så på en eller anden måde er Don Quijote ikke bare spaniernes, men også vores klassiker. Ligesom Dantes guddommelige komedie, som er oversat tre gange, og som også for få år siden udkom igen på mundret dansk. Både Dante og Cervantes har fundet deres form på dansk. Det er meget sværere med vor tids måske største klassiker Shakespeare, hvis ordspil slet ikke lader sig rigtigt gengive på vort modersmål, som tit bliver plat på den danske scene, og som måske derfor i virkeligheden undertiden tit opleves allerbedst på film, når vi kan høre Shakespeare’s egne ord, og samtidig have en oversættelse til at støtte forståelsen.
En forfatterinde som Juliane Preisler siger, at hun ikke siden skolen har læst dansk litteratur af egen drift, mens forfatterinden Hanne-Vibeke Holst som sit personlige bud på en kanon nævner tre udlændinge Thomas Mann med ”Buddenbrooks”, Leo Tolstojs ”Anna Karenina” og Astrid Lindgrens ”Pipi Langstrømpe” og to danske H.C. Andersen og Karen Blixen. Man kan derfor spørge, om det overhovedet giver mening at opstille en dansk kanon. Skal vi ikke hellere springe ud i det og orientere os efter amerikaneren Harold Bloom’s ”Western Canon”, hvor Thomas Mann ganske vist er overset, men som jo ellers med Chaucer, Cervantes, Montaigne, Shakespeare, Goethe, Wordsworth, Dickens, Tolstoy, Joyce og Proust som de store hit kommer ret nær på dansk smag, hvis vi skal dømme efter de senere års danske oversættelser Vi kunne godt bruge en opdateret ”Faust”, men ellers har vi jo det meste af det, der skal til for at skabe en kanon på dansk, som ikke lukker os inde omkring os selv, men netop peger ud mod de forfatterskaber, der er led i vor egen tradition, og som danske forfattere spiller op imod.
En dansk kanon er ok – men den skal suppleres af verdenslitteraturens “great books”
Alligevel er det da i orden med en dansk kanon. Hvis vi ikke laver den selv, hvem skal da hjælpe os med at fastholde vort eget fra folkeviserne til i dag. I hvert fald ville det være synd, hvis Holberg blev glemt, mens vi for min skyld bedre kunne undvære den lidt triste Martin A. Hansen og hans antihelte. Og H.C. Andersen skal nok klare sig trods ethvert forsøg her i to hundredeåret på at gøre ham til noget andet end han er, nemlig en vidunderlig digter, som bare skriver verdens bedste dansk. Hvis der var noget, der skulle være kanon, så skulle det være en pligt for alle danske forældre til i løbet af børnenes opvækst at læse alle eventyr og historier højt for familien. Det er sjovt, det skaber familiesammenhold, og så bliver man rigtig god til det med sproget. Så det kanoniske forslag herfra til at gøre noget for børnefamilierne er at den ny regering efter valg sikrer, at der ikke er nogen dansk børnefamilie uden H.C. Andersen!
Summa summarum: Kanon ja – men selvfølgelig skal en dansk kanon suppleres af verdenslitteraturens ”great books”.
Og hvad er så ”great books”. For ikke længe siden talte jeg med en ung englænder om dannelse. Han var uddannet på et af de kendte universiteter. Havde sin eksamen i fransk litteratur og var nu ansat i Skotland i et investeringsfirma. Sådan gør de i Storbritannien. Det handler ikke nødvendigvis om at være økonom, men om at være ”bright” i det hele taget. Sådan var strategien i det firma, og det er ikke et isoleret tilfælde. Vi talte litteratur, og specielt om bøger, der skildrer den akademiske verden. Det har kun i begrænset omfang været et emne for danske forfattere, men englænderne har nogle moderne klassikere på området.
En af dem er den ubetaleligt morsomme David Lodge, som med stor indsigt i den lærde verden har tegnet billedet af den globaliserede universitetslærer, der farer verden rundt. Vi talte også om nye bøger, og han anbefalede mig varmt Tom Wolfe’s ”I am Charlotte Simmonds”. Her møder vi den akademiske verden med studenterøjne og ikke som hos Lodge fra den mere eller mindre succesrige universitetslærers synsvinkel. Det var et godt råd at læse den bog, som ikke i Times Literary Supplement, som er min almindelige livlinie til tidens gode bøger, fik helt så god en anmeldelse, som den fortjener.
Det er en dannelsesroman næsten i Goetheske dimensioner om en højt begavet 18-årige pige det første halve år på et fiktivt college af ”Ivy League” format møder USA i hele dets sammensathed. Hun kommer fra en beskyttet tilværelse og et ubogligt hjem og møder en livsstil og unge mennesker fra miljøer og med en livsstil, som ligger milevidt fra det hun kender fra sin lille by i Bibelbæltet. Selvfølgelig klarer hun sig og finder ligesindede, for hvem mødet med universitetet ikke blot er en rituel overgang til uhæmmet seksuel frihed, men også et sted, hvor idealer om viden og lysten til ny erkendelse holdes i hævd. Der er ubetalelige scener i bogen om hendes skuffelse over, at der undervises i Flauberts forfatterskab med engelske oversættelser, af den måde, hun vækker opmærksomhed på ved at faktisk at have læst ”The Origin of Species” eller hendes optagethed af at få en ung atlet til at følge et avanceret filosofikursus. Det begynder jo nu en gang alt sammen med Sokrates, Platon og Aristoteles. Det ved de derovre. Tom Wolfe beskriver, han tager ikke stilling, men ingen kan være i tvivl om, at vi her ser et globalt dannelsesideal bryde igennem. Charlotte Simmons personlighed er knytte til hendes viden, som hun har erhvervet sig, fordi en lærer opdagede og støttede hende og gav hende de rigtige bøger at læse.
Dannelse på den rigtig fede måde
Tom Wolfe kan det med ordene. En af bogens personer forklarer den ny tid for intellektuelle med fremkomsten af ”the bad-ass”, som ”doesn’t want to do anything som boring and lowpaid and like… codified… as teaching”. Det gælder om at skabe sin egen ”matrix”. Sådan en bog kan selvfølgelig læses som underholdende collegehistorie, en feature over nutidens sprog og manglende idealer o.s.v., men er selvfølgelig langt sjovere, hvis de små giftige detaljer, som kræver paratviden kommer med. Kompetence er godt, men reel viden er den basis, som giver en pige som Charlotte Simmons en chance for at komme frem i et kompetitivt samfund som det amerikanske. Der er selvfølgelig ingen morale af den art hos Tom Wolfe, men det er svært at læse bogen uden at tænke på den danske diskussion om folkeskolen og betydningen af, at netop elever, som ikke har det med hjemmefra, lærer noget. Charlotte Simmons blev ikke ladt i stikken af sit skolesystem. ”I am Charlotte Simmons” burde stå på enhver dansk lærers personlige kanon.
Måske skulle vi også se at få oversat den tyske professor Dietritz Schwanitz’ bog ”Bildung – alles was man wissen muss” fra 1999 til dansk. Hans projekt er på sin vis lige så idiotisk som det at skrive en ny Don Quijote. En bog om dannelse og alt det, man skal vide samlet på 544 sider. Mest humaniora. Det kniber stadig med udbredelsen af lektor i matematik Tage Bai Andersens markante sætning om naturvidenskabelig dannelse som ligestillet med den humanistiske: ”Jeg forventer et kendskab til Euklid, Johann Carl Friedrich Gauss og Leonhard Euler, der modsvarer dine forventninger om mit kendskab til Det nye Testamente, William Shakespeare og Nikolaj Frederik Severin Grundtvig”. Sådan – lige for lige.
Dannelse er ikke bare et ideal, en proces eller en tilstand, skriver Schwanitz, det er en social leg – ”ein soziales Spiel”, hvor det også gælder om at fremstå som dannet. Det er et spørgsmål om at opfylde andres, f. eks. en samtalepartners forventninger, og en evne til at skjule det, hvis man ikke kan leve op til forventningerne. Dannelse er også et trossamfund, skriver han, som bygger på en fælles tro på ”Shakespeare og Goethe og de kanoniske værker, som har fundet anerkendelse i Himlen og her på jorden”.
Kanon er græsk og betyder egentlig en stang eller en vævebom, og i overført betydning er det blevet en rettesnor. Det er sjovt at diskutere, hvordan sådan en kanon ser ud. Og det er sjovt at prøve at beherske de sociale spilleregler, som dannelse og kanon er en del af. Det er i det hele taget sjovt at vide noget. Meget sjovere end at være uvidende. Det er in, og det er cool at være nørd, hvis det bare er på den rigtige fede måde. Så er det nemlig alle tiders kommunikationsmiddel. Dannelse er slet ikke bare alt det, man har glemt eller evnen til at være med i en høflig borgerlig middagskonvention. Dannelse er noget med at leve med i sin tid og se den i perspektiv og om at møde andre på kvalificeret grundlag. Gerne med et skævt smil fremkaldt af den sunde skepsis, som viden om, at det eneste vi ved, at vi ikke ved, hvordan det nu er, naturligt fremkalder, men også en begejstring for al den rigdom, som sand viden nu en gang giver. Det handler kort sagt ikke om at skrive Don Quijote en gang til, men om at læse ham som en af vore. Derfor er der grund til at være rigtig glad for et initiativ som ”Turbulens.net”. Turbulens er godt, især når man har noget at stå fast på!