1.11.2006
Det politiske landskab er som regel flimrende, forvirrende og uklart – men samtidig er det ganske velkendt og genkendeligt. Først og fremmest er det orienteret om nogle institutionaliserede fokuspunkter. Christiansborg er det nationale fokuspunkt for politikken. Herfra udgår de love, der gælder i landet, her afgøres hvem der sidder i regering, og den politiske aktivitet har at gøre med, hvad der skal stå i lovene, og hvem der skal sidde på taburetterne. Der er naturligvis masser af landspolitisk aktivitet uden for Christiansborg. Men den er rettet mod at påvirke Christiansborg – lobbyisme, demonstrationer, mediesager – eller ændre styrkeforholdene på Christiansborg, mest intensivt naturligvis under valgkampe. Christiansborg er ikke det eneste formelle politiske fokus i Danmark. I kommunerne er der også et formelt politisk fokus – det hedder rådhuset. På det overnationale plan svæver et tredje politisk fokus, nemlig EU, og endnu længere væk FN og andre internationale organisationer (WTO, NATO, IMF, Verdensbanken osv.). Forholdet mellem de forskellige politiske fokusser er ikke konstant og bliver jævnligt gjort til genstand for debat.
Der er konstant aktivitet inden for og imellem disse formelle institutioner, der er rivalisering og modsætningsforhold, der er skiftende alliancer, der er konflikter og kampe – det er netop et af de vigtige formål med institutionerne, at de fungerer som en stabilitetsskabende ramme om mediering mellem divergerende interesser. Det høje konfliktindhold gør de politiske aktiviteter til godt stof, og derfor er mediernes politiske dækning i høj grad koncentreret om hele dette til tider kedsommelige, til tider farverige spil.
Hvis man spejder efter politiske tendenser, vil man typisk gøre det inden for politikkens institutionelle rammer og deres tilliggende opland. Ikke mindst hvis man er det, der hedder ”en politisk iagttager”. Der sker jo noget hele tiden, dagsordenen skifter, personer skifter, styrkeforhold skifter, den politiske kommunikation skifter, medierne ændrer sig, osv. Men man gør klogt i at kigge efter tendenser andre steder, for nye aktører er ved at skabe nye former for politik. Og det er måske ikke så galt, for det etablerede politiske spil synes til tider stivnet i rutiner, ritualer og mangel på fantasi. Det bidrager til den stemning af træthed og kynisme, som er en udbredt attitude i forhold til politikken.
Det nye landskab
Christiansborg og andre formelle magtcentre er stadig fokuspunkter for politik, men de har ikke længere monopol. De bliver suppleret af nye og anderledes aktører, der også er i gang med at skabe helt nye arenaer for politik. Det er en udvikling, der har været i gang længe. Først fik partierne konkurrence fra interesseorganisationer, der søgte og fik indflydelse i den politiske proces. Så blomstrede i 70erne græsrodsorganisationer op omkring enkeltsagsbaserede holdningsfællesskaber (miljøbevægelser, fredsbevægelser, nej til atomkraft, kvindebevægelsen, bøssebevægelsen osv.). Aktører af denne type har dog stadig Christiansborg som fokus for sine aktiviteter – det er først og fremmest magthavere og lovgivere, der skal påvirkes.
Men også det bliver der i stigende grad gjort op med. Den politiske forbruger, som især har gjort sig gældende fra midten af 90erne, har for alvor gjort det muligt at handle politisk uden at være organiseret – og uden at den politiske handling retter sig mod det formelle politiske magtcenter. Man kan sige, at den politiske handling ikke tager omvejen omkring et institutionelt politisk fokus. Den orienterer sig direkte mod målet – et bedre miljø, sundere varer, afskaffelse af børnearbejde. Nu har man ikke blot en stemmeseddel, men også en indkøbsseddel til rådighed. Dermed bliver også virksomheder inddraget som politiske aktører. Ikke gennem deres interesseorganisationer eller gennem lobbyvirksomhed overfor det politiske system, men gennem selve deres kerneaktivitet. I denne form for politisk proces er det markedet, der er debatforum, og politikken bliver ikke realiseret gennem love og reguleringer, men gennem beslutninger om produktion, køb og salg. Det er ikke så mærkeligt, at politisk kommunikation og markedsføring kommer til at ligne hinanden mere og mere.
Der kommer altså ikke kun nye politiske aktører på banen, de skaber også en helt ny bane at spille på. Et politisk spil uden om formelle institutioner og organisationer.
Til gengæld er det i høj grad stadig afhængig af medierne. Hvis det politiske forbrug skal have effekt, skal det i reglen fremprovokeres af en opmærksomhed i medierne. Mest iøjnefaldende i form af boykot-kampagner. Ikke mindst virksomheder, der investerer uhyre summer i branding, er meget sårbare overfor medie-historier om uetisk adfærd og produktrisici. Omvendt kan interesse-organisationer og pressionsgrupper bruge medierne som løftestang for deres dagsorden – ikke ved at lægge pres på politikerne, men ved at mobilisere en forbrugerreaktion til at lægge pres på virksomhederne. Politikerne vil i reglen også melde sig på banen i en sådan proces, men de vil ofte blot reagere på en dagsorden, der er sat af andre. Det nye i politik sker så at sige uden for politik.
Tendensen til, at politikken kører uden om de etablerede politiske institutioner, har en klar parallel i medierne. Det nye i medierne foregår uden for medierne – forstået som de etablerede dagblade og elektroniske medier. Udbredelsen af internet, mobiltelefoner, sms-kæder, minikameraer, wikis, blogs, podcasts osv., tilvejebringer nye kanaler og former for kommunikation og koordination – og udgør et konstant eksperimenterende laboratorium for innovativ social kontakt.
De nye medier er en væsentlig forstærker og understøtter af det nye politiske landskab. Mobilisering og koordinering kan ske uformelt og lynhurtigt. Dermed får man ikke bare nogle nye typer af holdningsfællesskaber, men også handlingsfællesskaber. Det gør det muligt for mange flere at tage initiativer til og deltage i processer, der sætter dagsordenen – og får ting til at ske. Det kan både være lokalt, nationalt, og sågar internationalt. Hermed har vi pludselig fået nye fokuspunkter for politik.
Dagsordenen involverer ikke nødvendigvis den etablerede politiske verden, men i første række de deltagende individer, grupper og virtuelle fællesskaber. Men også den etablerede politiske verden bliver i høj grad berørt. F.eks. er blog-fænomenet på rekordtid blevet en faktor i det politiske liv i USA. Og også i Europa ser vi det. Således spillede en gymnasielærers nej-blog en væsentlig rolle for den franske debat op til sidste års folkeafstemning om forfatningstraktaten.
Både politikere og de etablerede medier bliver altså i stigende grad omgået som politisk fokus og arena for politisk aktivitet. Dette næste skridt i udviklingen er decideret ”gør-det-selv” politik. Hvis man har et ønske eller et problem, så snakker man sammen og arrangerer en løsning. Lokalt – eller på nettet. Det kan være Natteravne, fædregrupper, lektiecafeer til indvandrere, eller misbrugere, der etablerer deres egne væresteder. Uddannelse, praktisk service eller netværksdannelser – der er kommet tryk på den spontane udvikling af politisk iværksætteri. Ofte bliver det slet ikke opfattet som politik. Men det er det. Det er bare en ny form for politik, som ikke retter sig mod at påvirke et formelt system. Det handler om at få tingene til at ske. Politik: Just do it!
Konsekvenser?
Udviklingen vil have mange konsekvenser for politikken – og, hvad der er nok så interessant, den vil have mange konsekvenser for samfundet. De udspiller sig allerede på mange måder, og det er i sagens natur vanskeligt at have et bare nogenlunde systematisk overblik.
Det betyder ikke, at man skal opgive forsøget, for det er en udvikling, der i høj grad former betingelserne for vores fremtid, hvad enten vi er politikere, borgere eller virksomheder. Men indtil videre må jeg nøjes med at komme med nogle bud på fænomener, der vil være interessante at holde øje med.
Fra politiske forbrugere til politiske producenter: De faktorer, der i 90erne skabte den politiske forbruger, skaber nu den politiske producent. Det kan ses i virksomhedernes arbejde med socialt ansvar – som ikke blot er blevet et veletableret begreb, men som også i de mest aktive virksomheder er ved at blive videreudviklet. Det handler ikke om, hvor man donerer sit overskud. Det handler mere om, hvordan man opnår det. Men i fremtiden vil det derudover også handle om, hvordan man bidrager med virksomhedens specifikke kompetencer på en måde, der skaber social værdi. Og om at gøre det i samarbejde med andre aktører, f.eks. frivillige organisationer. Ligesom Microsoft, der har udviklet en ”alarmknap” til deres chat-funktion og er gået sammen med Red Barnet om implementeringen. Mere jordnært viser tendensen til politiske producenter sig i den generelt forøgede vilje til frivilligt arbejde. Både i foreninger, idrætsklubber og sociale organisationer. Fra besøgsvenner over værestedsfrivillige til patientstøttenetværk.
Fra offerpolitik til ansvarspolitik: Den gamle model for interessevaretagelse går ud på at fremstille sig som et offer, for så at organisere sig, demonstrere/aktionere på forskellig vis, opnå støtte i offentligheden og derved lægge pres på beslutningstagerne. Modellen er blevet brugt af fagbevægelsen såvel som af landmænd og fiskere. Den nye bliver at organisere sig spontant og uformelt og til gengæld tage et ansvar for selv at gøre noget ved problemerne. Dette er en del af baggrunden for de politiske producenter og ”gør-det-selv” politikken nævnt ovenfor. Men det er vigtigt, fordi det peger på en ny forståelse af politik. Eller rettere, en supplerende forståelse af, hvordan problemer og ønsker, der vedrører et fællesskab, kan løses uden at appellere til formelle politiske institutioner. Og i givet fald mere som kilde til opbakning og støtte til de initiativer, der allerede er blevet iværksat, end som myndighed og leverandør.
Visionære praktikere bliver de nye politiske eksperter: Når det politiske landskab ændrer sig, kommer der også det, man kunne kalde nye kvalifikationskrav til de væsentlige politiske aktører. En gang spillede adel og godsejere vigtige politiske roller. Så blev billedet domineret af gårdejere og jurister, siden af økonomer, og dernæst politologer, så journalister og kommunikationseksperter. I dag er politisk ekspertise et spørgsmål om at kunne analysere, kommunikere og tænke mediestrategisk. At kunne servere politikken i den rigtige indpakning. I fremtiden bliver det et spørgsmål om at kunne skabe politiske dagsordener og initiativer, så politikken virker i praksis i forhold til nye udfordringer. Det bliver de visionære praktikere, der laver sociale innovationer, der fungerer. Det bliver de nye politiske entreprenører. Og de vil ikke nødvendigvis opfatte sig som politikere, eller tænke i retning af karrierer og livsbaner.
Hvor det gamle politiske landskab matchede et givet samfund og de fællesskaber, der var forbundet dermed, vil det nye politiske landskab matche de nye mønstre og nye fællesskaber, der er under udvikling i det nye samfund.
Som allerede nævnt, er de tendenser, som jeg her har peget på, ikke udtryk for, at det politiske system – det repræsentative demokrati – som vi kender det, vil blive overflødigt og visne bort. Det har stadig mange afgørende kvaliteter. Ikke mindst har det en tyngde i forhold til at få implementeret og fastholdt initiativer i stor skala. De nye typer af politiske initiativer risikerer at blive lokale og kortlivede.
Der er trods alt også indbygget væsentlige feedback-mekanismer i det gamle landskab, der kan sikre tilstrækkelig fleksibilitet og dynamik til, at det fortsat kan tilpasse sig til udviklingen.
I første omgang vil det nye politiske landskab udvikle sig som et supplement til det gamle. Hvor hurtigt og hvor stor en udfordring det bliver, afhænger af mange ting. Herunder, hvor godt aktørerne i det gamle landskab er i stand til at spille sammen med det nye. Det er ikke umiddelbart det, de er indrettet på. Men hvis de oplever at blive irrelevante og komme halsende bagefter i flere og flere sager, vil de om ikke andet have et stort incitament til at lære det.
