En, to, tre, mange kriser – Neoliberalisme eller tre årtiers sammenbrud

Kulturhistorikeren Mikkel Bolt stiller skarpt på de sidste 50 års økonomiske historie, som han læser som en lang opbremsning af de vestlige kapitalistiske økonomier. Teksten er første del af Mikkel Bolts bog \”Krise til Opstand\”.

30.1.2014 

Arbejderbevægelsen  skal ikke forvente en endelig katastrofe, men mange katastrofer, politiske i form af krige, og økonomiske i form af de kriser, som gentagne gange bryder ud, nogle gange regelmæssigt, nogle gange uregelmæssigt, men som, i takt med at kapitalismen udvikler sig, generelt bliver mere og mere ødelæggende. […] Hvis den nuværende krise aftager, så vil nye kriser og nye kampe dukke op. I disse kampe vil arbejderklassen udvikle sin evne til at kæmpe, opdage sine mål, uddanne sig, gøre sig uafhængig og lære at tage sin skæbne i egne hænder. Kapitalismens destruktion finder sted i denne proces. Proletariatets selv-emancipation er kapitalismens kollaps.

 – Anton Pannekoek (1)

 

Krisebilleder og panik

Det hele gik rigtig hurtigt i den anden halvdel af 2008. Og der var tilsyneladende ikke nogen, som vidste, hvad der foregik, hvad det var, vi var konfronteret med. Der var i hvert fald ikke umiddelbart enighed om, hvordan det skulle betegnes eller beskrives. Det var, som om alt var skrevet i sand og derfor hele tiden blev visket ud, fordi der hele tiden skete noget nyt, kom en ny bølge. Det var svært helt at se omridset af det, der var i gang, det der foregik, skalaforholdet. Der var tale om en eller anden form for krise, så meget stod klart. Men hvilken krise og for hvad? Var der én eller flere og hang de sammen? Huspriserne i USA var i frit fald, og investorer var på desperat flugt efter ‘sikre investeringer’, mens nationalbanker verden over holdt vejret. Politikerne anede ikke deres levende råd og understregede hele tiden, at ingen havde set det komme, at ingen kunne have forudset det, der var i færd med at ske, hvad det så end var. Underforstået, at de havde de bedste intentioner, og at de ville have handlet anderledes, hvis der var nogen, der havde haft den mindste mistanke om, at der kunne være noget galt. Politikerne lod sig afbilde i medierne med dybe panderynker, de holdt mange lange møder, og de så meget seriøse og alvorlige ud. Nu skulle der demonstreres statemanship. Billederne skulle dække over det manglende fodfæste og det forhold, at de tumlede ind i krisen og ikke vidste, hvad der foregik. Efterhånden stod det klart, at der ikke bare var tale om et oppustet ejendomsmarked, som det på et tidspunkt lød, men om en mere alvorlig krise, der også havde at gøre med finansmarkederne. Beskrivelsen gik fra ‘afmatning’ og ‘lavkonjunktur’ til ‘recession’ til ‘krak’ og videre til ‘depression’ og tilbage igen. 1930’erne blev hevet frem, billeder af det store krak og trillebøre med pengesedler cirkulerede i medierne, men det var der nu alligevel ikke mange, som troede på efter mere end 50 år med økonomisk vækst. Så stod den på ‘double-dip-recession’, indtil det viste sig, at der slet ikke kom nogen optur, at de globale markeder ikke lige stod foran nogen genopretning, og at der ikke var noget at vende tilbage til. Så langt havde Danske Bank ret, der var en ‘ny normal’.

De nye og de gamle medieringsmaskiner fra dagblade til Facebook var scene for den hektiske og opkørte dans, hvor krisen blev italesat og visualiseret som en naturkatastrofe (tsunami) eller en atomulykke (nedsmeltning). De selvsamme eksperter og økonomer, som ikke havde været i stand til at forudsige krisen og fraskrev sig enhver skyld i dens komme, optrådte nu på skærmen med bekymrede og alvorlige miner, mens de viste grafer og forklarede. Den ene dag beroligede de, og den næste dag advarerede de. Rådvildheden var manifest. Således fortsatte undtagelsesretorikken fra ‘krigen mod terror’ nu i regi af ‘finanskrisen’, og resultatet var selvfølgelig igen en eksalteret offentlighed, panik og frygt. Hvad er det, der sker? Sker det her? De billedpolitiske maskiner arbejdede på højtryk, og 00’ernes antioprørsregime skulle endnu en gang stå sin prøve, spørgsmålet var blot, hvem der denne gang ville komme om bord på redningsbåden.

Under hele forløbet stod panikken printet i øjnene på den herskende og besiddende klasse. I løbet af kort tid var tidligere visheder forvitret. En konsensus afløste overraskende hurtigt en anden. Længe havde markedet været vejen til økonomisk velsignelse, og staten skulle trække sig så langt tilbage som muligt, nu skulle der så pludselig reguleres, og staten var tilbage. Hvor Bush, Blair og Sarkozy privatiserede, der proklamerede Obama, Brown og Hollande nu, at de ville nationalisere. Nogle gange går det bare hurtigt. Pludselig dukkede ordet ‘kapitalisme’ op i massemedierne, og ‘neoliberalisme’ blev en kort overgang en noget nær legitim og kritisk  beskrivelse af periodens dominerende økonomiske politik. Financial Times kørte et tema om Marx og den marxistiske kriseanalyses aktualitet. Enkelte politikere gik langt for at signalere omstillingsparathed, den altid friske Sarkozy lod sig fotografere bladrende i den franske oversættelse af Marx’ Das Kapital, mens den tyske finansminister Peer Steinbrück udtalte, at Marx’ analyser af kapitalismen “måske ikke var helt irrelevante” i forhold til krisen.

I jagten på en nem forklaring på ‘krisen’, der i begyndelsen blev italesat som en finanskrise, præsenterede medierne først historier om uansvarlige boligkøbere, der havde optaget lån til alt for dyre boliger og derved sat sig for hårdt i det. Dernæst fokuserede de på historier om den såkaldte skyggebanksektor, hvor mange af de oppustede værdipapirer blev købt og solgt i store og små pakker uden nogen som helst regulering eller opsyn. Der var tale om lånetyper så komplekse, at ingen reelt syntes at være i stand til at redegøre for dem, og som hver dag åbenbarede nye sandheder om det globale finansmarkeds uigennemskuelige maskineri og opake produkter som de såkaldte CDO’ere (Collaterized Debt Obligations), der var blevet solgt videre til hele verden. Medierne kørte den ene historie efter den anden om sindrige lånesystemer og opake forsikringsplaner, hvor bankerne med de såkaldte CDS’ere (Credit Default Swaps) forsikrede sig mod og satsede på husejernes manglende evne til at tilbagebetale deres lån. Grådighed blev hurtigt en af de dominerende repræsentationer af krisen; det var relativt nemt for medierne, politikerne, eksperterne og kommentatorerne at være forfærdede eller ligefrem forargede over graden af grådighed, eksemplificeret af enorme lønninger til investeringsbankernes ansatte. Skuespilsamfundets rituelle pegen-fingre gik i gang, og alle havde travlt med at pege på nogle andre. Enkelte symbolske figurer blev sat i gabestok – Alan Greenspan blev dynget til med foragt og tvunget til at fremføre ‘mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa’ foran rullende kameraer i USA – og resten fortsatte med at gøre det, de havde gjort hele tiden. Ved at fokusere på bankernes og investorers grådighed, på dårlig ledelse, på skattelettelser for millionærer og på det uhensigtsmæssige ved en løssluppen og ikke-reguleret frihandelskapitalisme var det muligt at undgå en mere radikal – i betydningen tilbundsgående – analyse af krisen. Den dominerende fortælling blev således, at det var grådige kapitalister, der var roden til problemet. På den måde undgik man en mere grundlæggende diskussion om kapitalismens strukturelle modsætninger. 

Hele det dramatiske forløb nåede et foreløbigt kulminationspunkt i september 2008, da investeringsbanken Lehmann Brothers gik konkurs. Det var den største konkurs nogensinde i USA på over 600 milliarder dollars og med mere end 100.000 kreditorer. Tv-billederne af Lehmann Brothers’ ansatte, der én efter én nedbøjede og slukørede forlod det enorme koncernhovedsæde i glas og stål på Manhattan i New York var spektakulære og rystende. Som skoldede myrer væltede de ud af den høje bygning, der, idet den næsten strakte sig helt ind i himmelen, signalerede magt og penge, men nu pludselig fremstod som symbol på grådighed og vulgær dyrkelse af penge. Pludselig var det globale finansielle system tæt på kollaps, og den ene store amerikanske finansinstitution efter den anden gik fallit, da det viste sig, at det amerikanske boligmarked var en enorm boble, hvor boligpriserne i løbet af få år havde nået et absurd prisleje og var mange trillioner for høje. Den nederste del af Manhattan var pludselig igen scene for dramatiske situationer. Der var ikke tale om et udefrakommende angreb på Wall Street, der var ingen islamisk terrorisme på færde, der var hverken kidnappede fly eller turbanklædte mujahedinere, det var såmænd den globale finansverden selv, der stod bag. (2)

Lehmann Brothers fik lov til at falde, men så rullede det amerikanske borgerskab ærmerne op og greb dybt i statens lommer og overførte milliarder fra de offentlige finanser til private kontoer. De amerikanske politikere lagde ansigterne i de rette folder og så ovenud stålsatte og ansvarsbevidste ud. Ansporet af sin finansminister Henry Paulson, der var tidligere administrerende direktør for Goldman Sachs, og forbundsbankchefen Ben Bernanke trådte George W. Bush til og lancerede en gigantisk redningspakke til finanssektoren. Finansmarkedet skulle reddes, koste hvad det ville.

Men Lehmann Brothers’ kollaps den 15. september blev begyndelsen på en omfattende omlægning af den amerikanske finansverden: Lehmann Brothers gik ned, Bears Stearn gik også fallit, men blev opkøbt af Morgan Stanley, og det samme skete med Merrill Lynch, mens Morgan Stanley oplevede store aktiefald, og det samme var tilfældet for den anden investeringsbank, der overlevede, Goldman Sachs. Alle de store investeringsbanker  gik med andre ord ned eller ændrede status, da Morgan Stanley og Goldman Sachs ansøgte om at blive almindelige banker. Virkningerne af fallitterne spredte sig hurtigt til resten af verden, hvor aktiemarkederne tog et ordentlig dyk. Så spredte rystelserne sig fra investeringsbankerne til andre dele af finanssystemet; USA’s største sparekasse, Washington Mutual, gik fallit, Wachovia blev overtaget af CitiGroup, og de to låneinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac blev nationaliseret, mens forsikringsselskabet AIG, som havde forsikret bankernes risikable lån, fik en indsprøjtning på 85 milliarder dollars, mod at staten overtog 79,9 % af selskabet. Det finansielle system var på randen af sammenbrud, og den amerikanske nationalbank sænkede renten til lidt over nul. Med henvisning til truslen om en ‘total nedsmeltning’ foreslog Paulson en 700 milliarder dollar stor redningsplan, der skulle redde de finansielle institutioner, der var ‘for store til at gå fallit’. Efter få ugers behandling blev pakken vedtaget, hvorved bankernes omkostninger reelt blev socialiseret.

Paulsen havde ellers så sent som i juli 2008, da han skulle forholde sig til halvdårlige tal for den amerikanske økonomi i første halvår af 2008, været fortrøstningsfuld og forudsagt, at økonomien ville komme i omdrejninger i andet halvår af 2008. Sådan gik det ikke, og den såkaldte ‘subprime mortgage crisis’ tog yderligere fart i takt med, at omfanget af de ‘giftige’ pant-backed værdipapirer blev synligt. Kurserne blev bare ved med at falde, der blev flere arbejdsløse, og flere og flere huse kom på tvangsauktion overalt i USA. Og nu ikke kun i fattige afroamerikanske bydele, men i hvide middelklasseområder i Florida, Californien, Nevada og Arizona.

Den store redningspakke var ikke nogen mirakelkur, og der var stadigvæk ingen penge i omløb, men til gengæld alt for mange huse på markedet. Den amerikanske økonomi var i knæ, der var ingen efterspørgsel, butikker drejede nøglen om, og det blev nødvendigt med en midlertidig redningspakke til den store bilindustri i Detroit. Banker og finansinstitutioner faldt sammen, og halvdelen af de såkaldte Private Equity Funds og Hedge Funds lukkede i løbet af 2008. Det gik ikke meget bedre i Europa, hvor flere lande med Island, Grækenland og Irland i spidsen var i alvorlige problemer. Mønstret var det samme som i USA, først faldt priserne på ejendomsmarkederne, og så kom bankerne i likviditetsproblemer. I Storbritannien blev først Northern Rock og senere Bradford & Bingley overtaget af staten i 2008, i Island blev en række banker med Glitnir Bank i spidsen nationaliseret. Billedet var det samme stort set overalt i Europa, hvor banker krakkede på stribe eller offentliggjorde kæmpetab. I begyndelsen af 2009 faldt eksporten i lande som Kina, Japan, Taiwan og Sydkorea med over 20 % på blot to måneder, og der udbrød optøjer mange steder i Kina. Ifølge IMF var 500 milliarder dollars forsvundet ud af verdensøkonomien på blot et år.

Selvom det efterhånden stod klart for flere og flere, at det nok ikke bare var et spørgsmål om grådige bankmænd og uigennemskuelige lånemodeller, skete der ikke rigtig noget ud over signalpolitiske gestus som François Hollandes millionærskat, der, når det kom til stykket, aldrig blev gennemført. Vejen ud af krisen skulle være mere neoliberal økonomisk politik og besparelser, masser af besparelser.

Baggrunden for krisen forblev således for en stor dels vedkommende uigennemsigtig i en bredere offentlighed. Der var nogenlunde enighed om forløbet: I løbet af 2000’erne tilbød banker og andre kreditvirksomheder amerikanske forbrugere med en ringe solvens at optage huslån, de såkaldte subprime-lån, selvom det ikke var sandsynligt, at lånene ville blive betalt tilbage (deraf også navnet sub-prime, næstbedst). Men længere nåede analysen desværre sjældent, og derfor når vi ikke frem til de strukturelle forhold, der er afgørende. Strukturelt var lånene nemlig en nødvendighed for den amerikanske økonomi på et tidspunkt, hvor reallønningerne faldt, fordi efterkrigstidens lange økonomiske boom døde ud. I en art afdæmpning af den økonomiske opbremsning blev der pumpet enorme mængder kredit ind i kredsløbet, kredit som i en årrække kom den vestlige arbejderklasse til del. I stedet for at hæve lønningerne fik almindelige amerikanere og vesteuropæere mulighed for at låne de midler, der tillod dem at købe de produkter, som den globale kapitalisme skal omsætte for at kunne eksistere. For de amerikanske og europæiske forbrugere var det en måde, hvorpå de kunne opretholde en vis levestandard på et tidspunkt, hvor reallønnen faldt som følge af neoliberale omstruktureringer som outsourcing, teknologisk udvikling, nye ansættelsesformer og rationalisering af produktionen. Subprime-lånene gjorde det simpelthen muligt at opretholde et vist forbrugsniveau på trods af faldende lønninger. Der er således mindre tale om grådige bankfolk, der var gået for langt i deres jagt på profit, og som det derfor er nødvendigt at regulere, og mere tale om en objektiv logik i det kapitalistiske system. Der var ikke tvivl om, at de amerikanske bankfolk havde gjort sig skyldige i ‘grådighed’, men grådighed er en essentiel del af kapitalismen, og det giver ikke rigtig mening at rubricere den som forkert eller for meget. Berigelse driver systemet, og at skelne mellem mere eller mindre berigelse er i sagens natur umuligt; i den forstand er det en ‘misforståelse’ at forestille sig en ‘flink’ fabriksejer, der kun vil berige sig en lille smule, og så en ‘ond’ bankmand, der vil tjene alt for meget. Sagt lidt populært, er der i dag i virkeligheden ikke nogen væsensforskel på Stein Bagger og Mærsk McKinney Møller. I kapitalismen skal alle berige sig; som Marx skriver, er kapitalismen netop uendelig valorisering. Derfor har krisen heller ikke sin forklaring i enkelte bankfolks grådighed, men i objektive økonomiske processer, som imidlertid for en stor dels vedkommende forbliver skjulte. Uden en analyse af overgangen fra efterkrigstidens fordistiske akkumulationsregime  til den neoliberale kapitalisme er det ikke muligt at forstå den nuværende krise, der er en intensivering af processer, der har været i gang længe. Historikeren Robert Brenner hjælper os med at komme et spadestik dybere.

De lange 1970’ere

Som Brenner overbevisende har argumenteret for, skal de seneste årtiers økonomiske udvikling, inklusive introduktionen af subprime-lånene, ses som et langt og forgæves forsøg på at overvinde den økonomiske krise, som satte ind i begyndelsen af 1970’erne. Krisen er i den forstand ikke ny, den nåede blot et andet stadium i 2008. Ifølge Brenner har krisen sin oprindelse i en langtidssvækkelse af de avancerede kapitalistiske økonomier, USA, Vesteuropa og Japan, hvis økonomiske præstationer er blevet forringet årti efter årti siden 1973, uanset hvad man ser på, om det er vækst i output, investeringer, beskæftigelse eller lønninger. (3) Som Brenner tørt konstaterer, var den laveste årlige profitrate for den amerikanske industrisektor i perioden fra 1948 til 1973 højere end den højeste årlige rate i den efterfølgende periode. På intet tidspunkt i perioden fra 1973 og frem, hverken i Reagans 1980’ere, i Clintons 1990’ere eller i Bushs 2000’ere, nåede den amerikanske økonomi i nærheden af den foregående periode. Konklusionen er naturligvis, at den neoliberale økonomi har været en art ikke-bæredygtigt pyramidespil, hvor væksten ikke har kunnet finansiere rentebetalingerne, og debitorerne derfor har været nødsaget til hele tiden at optage nye lån. Det er, hvad Brenner kalder en bobleøkonomi.

Brenner er klar i mælet, når det kommer til baggrunden for udviklingen: “Den aftagende fremdrift i de avancerede kapitalistiske økonomier har sin oprindelse i et stort fald i profitabiliteten og en manglende evne til at sætte skub i denne som følge af en vedholdende tendens til overkapacitet i den globale fremstillingssektor, der skyldes intensiveret konkurrence fra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne.” (4) Det er denne situation, som ikke er blevet løst. Trods en konsekvent reduktion i den del af indtægterne, der går til lønninger og velfærd, er det ikke lykkedes profitraten at komme sig. Reallønninger for arbejdere i produktionen i de avancerede økonomier var stort set den samme i 2000’erne som i 1970’erne, viser Brenner. Konsekvensen af overkapaciteten har været en negativ spiral: Undertrykkelsen af lønningerne for at genoprette forrentningen, regeringernes beskæring af sociale udgifter for at opretholde kapitalistiske profitter og det lange fald i kapitalakkumulationens tempo resulterede i en sænkning af væksten i investeringer såvel som en sænkning af forbrugernes og det offentliges efterspørgsel. Den faldende efterspørgsel blev forsøgt modvirket gennem gældsstiftelse. Med USA i spidsen blev løsningen på den reducerede profitabilitet og den faldende efterspørgsel at stifte mere og mere gæld. Brenners analyse er således, at den ‘værdinedskrivning’ eller ‘kreative destruktion’, der har fundet sted siden den amerikanske økonomi i den sidste halvdel af 1960’erne og i 1970’ernes begyndelse bremsede op, har taget form af en langtrukken og træg nedgang, der imidlertid til en vis grad har været usynlig takket være den enorme gældsstiftelse.

Brenner fortæller historien om efterkrigstidens boom og den efterfølgende boble. Det lange boom fra 1948 til 1973 tog form af en intens og brutal konkurrence mellem industrielle firmaer, der investerede massivt i ny teknologi på bekostning af arbejde. I takt med at lande som Vesttyskland og Japan i løbet af 1960’erne fik adgang til relativt avancerede teknologier, intensiveredes konkurrencen på verdensmarkedet, og profitmarginen faldt, hvad der tvang især amerikanske firmaer til at udvide produktionen. Jo mindre der blev tjent på de enkelte produkter, jo flere produkter skulle der nu produceres, men som følge af udskiftningen af arbejdere med maskiner var der færre arbejdere til at købe produkterne. Efterkrigstidsperiodens eksplosive vækst og industrielle ekspansion kollapsede med andre ord under egen vægt, investeringerne i maskiner blev for store, og den finansielle sektor måtte træde til. Som Brenner konstaterer, har hvert opsving i perioden fra 1973 og frem imidlertid været mere overfladisk end det foregående, og problemerne i realøkonomien er forblevet uløste og afgrundsdybe.

Brenners analyse er for en stor dels vedkommende bygget op i overensstemmelse med Marx’ lov om den faldende profitrate, der var en udfordring af forestillingen om ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, som formuleret af politiske økonomer som Jean-Baptiste Say og Frédéric Bastiat. (5) Ifølge Marx er den kapitalistiske markedsøkonomi kendetegnet ved disharmoniske aspekter, der kommer til udtryk som udsving og kriser. På den ene side er det produktive arbejde det arbejde, som skaber merværdi for kapitalismen, på den anden side tvinger konkurrencen mellem kapitalejerne dem til at blive mere produktive og erstatte arbejdet med maskiner. Med Marx’ termer vokser det døde arbejde på bekostning af det levende arbejde og dermed forsvinder den værdikilde, som kan skabe profit. Kapitalismen vil således uundgåeligt komme i krise, fordi arbejde både er den eneste kilde til ny værdi og samtidig konsekvent forsøges udstødt fra produktionsprocessen. Nødvendigheden af hele tiden at udvikle produktiviteten og producere billigere medfører en stadig skærpet konkurrence med en centralisering og koncentration af kapital til følge. For lønarbejderne tager denne proces form af en krisefyldt udvikling, hvor der efterspørges færre arbejdere, og hvor arbejdere løbende udstødes og presses ind i den industrielle reservearmé. 

For Brenner er den nuværende krise et ubønhørligt udtryk for den shake out, der endnu ikke har fundet sted efter efterkrigstidens lange boom eller har fundet sted i en pinefuld art slow motion. Selvom neoliberalismen har været karakteriseret af løbende nedskæringer og kapitalflugt fra en overfyldt fremstillingssektor til billigere produktionssteder og finansielle aktiver, en glidende shake out, så er det lykkedes at begrænse eller langsomt udskyde nedsmeltningen gennem bobler og gæld; realøkonomiens dybe problemer er blevet forsøgt dækket til med gældspapirer. Med den nuværende krise og implosionen af den amerikanske finans- og ejendomsboble er det imidlertid ikke længere muligt, konstaterer Brenner, der forudsiger en ny langvarig depression, hvor spørgsmålet om alternativer til kapitalismen vil manifestere sig hen ad vejen i forskellige former. Og jo længere krisen varer, jo mindre legitimitet vil den kapitalistiske akkumulationsmåde have, og jo mere legitimitet vil alternative måder at indrette verden på få, noterer Brenner i et af sine mest håbefulde øjeblikke. 

Brenners teoretisk sofistikerede og empirisk detaljerede analyse beskriver udviklingen fra midten af det tyvende århundrede og frem med særligt fokus på det skifte, der finder sted med overgangen fra statsdrevet modernisering til neoliberalisme i løbet af 1970’erne. Analysen gør det muligt at forankre finanskrisen i et længere historisk perspektiv, hvor det bliver klart, at det neoliberale akkumulationsregime har været én lang nødlanding, hvor kapitalismen har kørt i tomgang, siden den kom i krise sidst i 1960’erne, og hvor drivkraften i ‘væksten’ for en stor dels vedkommende har været kredit i ufattelige mængder, men også inklusionen af flere lønarbejdere, hvorved akkumulationen er blevet spredt ud på flere kapitaler. Brenners beskrivelse fokuserer fortrinsvis på nationale økonomier og interaktionen mellem dem på verdensmarkedet, men vi kan supplere Brenners analyse med et klassekampsperspektiv – det vigtige i denne sammenhæng forbliver den mulige overskridelse af det kapitalistiske samfund og ophævelsen af klasserne – der giver analysen mere ‘krop’.

Kapitalistisk modoffensiv

Brenners periodisering passer perfekt som ramme for den næsten endeløse række af nederlag, som den reformistiske arbejderbevægelse har lidt siden sidst af 1970’erne, hvor efterkrigstidens boom blev afløst af recession. Ophobningen af gæld har forlenet perioden med et skin af normalitet, men det er signifikant, at der stort set hele tiden har været kriser: 1973-1975, 1980-1982, 1990-1991, 2001-2002 og 2007 og frem. Fra 1970 til 2007 var der ikke mindre end 124 bankkriser, 208 valutakriser og 63 gældskriser. (6) Selv om mange af dem har haft relativt begrænset omfang, fortæller det store antal os noget om perioden. Hvis man betragter den neoliberale epoke fra et social reproduktionsperspektiv, antager den næsten karakter af en ny trediveårskrig ikke ulig den, der fandt sted fra 1914 til 1945. (7) Som dengang er kapitalen nødsaget til at devaluere de eksisterende varer i form af arbejdskraft, maskiner og konsumobjekter, indtil der er muliggjort en tilstrækkelig profitrate til en ny ekspansion. Perioden siden 1970’ernes begyndelse har derfor været karakteriseret af en faldende produktion, massearbejdsløshed og destruktionen af gammel kapital i Vesten. Der har reelt været tale om én lang krise, hvor kapitalismen desperat har forsøgt at genskabe en dynamisk ligevægt ved at sprede akkumulationen til flere kapitalkommandoer.

Tallene taler egentlig for sig selv: I USA er levestandarden faldet mellem 20 og 30 % siden 1970’ernes begyndelse, og det er ikke længere muligt at forsørge en familie med en enkelt indkomst (i 1960 var en arbejdsuge på 40 timer nok til at forsørge en familie, i dag er 80 timer ikke altid nok), lønforskellene er samtidig eksploderet (siden 1970 er forskellen mellem den rigeste femtedel af den amerikanske befolkning og den fattigste vokset eksponentielt, og den er i dag større end i 1929) og mere end 7 millioner mennesker eller mere end 3 % af den amerikanske befolkning sidder i fængsel eller er prøveløsladt.

 I Vesteuropa er billedet ikke meget bedre, her har der været en mere eller mindre konstant arbejdsløshed på 8 til 10 %, behovet for to lønninger er også blevet generaliseret her, og velfærdsstaten har været under konstant pres og er i dag reelt afviklet de fleste steder. I Østeuropa og Rusland har en voldsom destruktion af det statskapitalistiske sikkerhedsnet fundet sted, og samfundene er blevet radikalt opdelt mellem få ekstremt rige (der for Ruslands vedkommende har tjent penge på udnyttelse af naturressourcer) og en forarmet befolkning, hvis eksistensvilkår er blevet markant forringet. Det er selvfølgelig ingenting sammenlignet med den udvikling, der har fundet sted i Afrika, det ikke-olieproducerende Mellemøsten, Latinamerika og de tidligere sovjetiske republikker i Centralasien. Her har perioden primært været kendetegnet ved sygdom, slum og død for millioner af mennesker. Mere end 100 lande i disse dele af verden blev i løbet af 1980’erne og 1990’erne ofre for IMF’s ‘strukturtilpasningsprogrammer’, der totalt smadrede samfund efter samfund med henvisning til markedets primat, reelt var der tale om en genkolonisering af landene. I Latinamerika har en massiv forarmelse fundet sted, og i flere lande som eksempelvis Brasilien er store dele af befolkningen blevet ekskluderet i en sådan grad, at de slet ikke deltager i nogen form for økonomi. Situationen i det ‘sorte’ Afrika er blot værre, her har krige hærget kontinentet, og mange lande er såkaldte ‘failed states’, hvor der stort set ikke har fundet nogen investering sted i årtier.

Den primære undtagelse til den generelle tilbagegang i perioden finder vi i Sydøstasien og især i Kina, der er gået fra falleret autarkisk statskapitalisme til at være den næststørste økonomi i verden, men også her har omkostningerne været store. Udviklingen har været baseret på en veldisciplineret og meget billig arbejdskraft, men op imod 750 millioner bønder har ingen andel i den voldsomme modernisering, og 100 millioner mennesker udgør en reservearmé, som rejser rundt mellem storbyerne ved kysten på jagt efter arbejde. Landene i Sydøstasien har ligeledes generelt klaret sig langt bedre end gennemsnittet, men her er billedet også broget, da Sydkorea, Thailand og Indonesien sidst i 1990’erne oplevede en voldsom krise, der ramte arbejderklassen hårdt. Selv hvis vi betoner udviklingen i Kina og Sydøstasien, er det generelle billede én lang tilbagegang, hvor kapitalen har forsøgt at ‘genfinde’ sig selv ved at spare på den sociale reproduktion i Vesten og benytte nye lønarbejdere med arkaiske familieproduktive forhold.

Listen over den reformistiske arbejderbevægelses nederlag efter 1973 er næsten uendelig lang: I Latin- og Sydamerika eksperimenterede brutale diktatorer med neoliberalisme og ‘forsvinding’ op gennem 1970’erne og i den første halvdel af 1980’erne, i Iran smadrede Khomeini de iranske arbejderråd i den iranske revolution ved at sende millioner af iranere i krig mod Irak, i Polen blev arbejdermodstanden i 1980’ernes begyndelse hurtigt uskadeliggjort, i Algeriet blev ungdomsoprøret i 1988 kanaliseret over i islamisme, i Sydafrika blev de sydafrikanske arbejderes mere radikale krav annulleret i overgangen fra apartheid til ANC’s neoliberale krisestyre, i Sydkorea bremsede den asiatiske krise i 1997 de gevinster, som den lokale arbejderklasse havde opnået i løbet af 1990’erne, i Argentina blev piqueteros-bevægelsen omfavnet af Kirchner og uskadeliggjort, og i den vestlige verden er arbejderklassen gået fra nederlag til nederlag og har konsekvent tabt terræn; fra konflikten i FIAT i 1980 over de amerikanske flyledere i 1981 og de britiske minearbejdere i 1984 til den californiske supermarkedsstrejke i 2004 har den stået på afindustrialisering og lønnedgang.

Ved hjælp af ny telekommunikation og nye transportteknologier svarede kapitalen igen og globaliserede produktionen og spredte de vesteuropæiske arbejdere og umuliggjorde dermed flere vilde strejker som dem, der udfordrede kapitalen fra 1967 til 1974 i Frankrig, Storbritannien, USA, Italien, Sverige, Portugal og Spanien. For at undgå konfrontationen med deres egne arbejdere etablerede de avancerede kapitalistiske lande et globalt arbejdsmarked, hvor de kunne få billigere og mindre stridige arbejdere i Asien, Latinamerika, Nordafrika og Sydafrika, og samtidig lægge yderligere pres på dem, de beholdt ‘derhjemme’ gennem forhøjet arbejdstempo og mindre i løn. Perioden siden midten af 1980’erne har været ét langt nederlag for proletariatet, og boblen over en voksende ulighed lokalt og globalt skjulte effektivt kapitalens akkumulationskrise.

Prekær, forgældet og lønløs

Som Brenner skriver, har kapitalen siden 1970’erne systematisk forsøgt at spare på udgifterne til lønarbejde og derved annullere muligheden for en sammenhængende arbejdermodstand, som den der manifesterede sig sidst i 1960’erne. Jagten på lave omkostninger og en verden uden en modstandsdygtig arbejderklasse har taget form af en eksplosiv vækst af prekært arbejde i de såkaldt udviklede lande, og en decideret eksplosion af den uformelle økonomi i den såkaldte tredje verden.

Hartz-reformerne i Tyskland i begyndelsen af 00’erne er eksemplarisk for den første tendens, hvor der er blevet skabt en institutionaliseret lavtlønssektor, der ikke blot tvinger flere og flere mennesker til at have flere jobs, men også nødvendiggør en kontinuerlig gældsstiftelse. I 1995 var lavtlønsbeskæftigelsen i Tyskland omkring 15 %, i 2010 var den vokset til omkring 25 %. Samtidig har de lavtlønnede oplevet den største reallønsnedgang, og deres arbejdstid er forøget mere end andre arbejdsgrupper. Med henvisning til at omkostningerne skulle ned, fordi de belastede virksomhederne, blev millioner af tyskere på den måde skubbet ud i en omskiftelig og usikker eksistens som under-producenter og under-konsumenter, der ved, at de mister deres job inden længe og kun illusorisk kan håbe på, at det næste arbejde er lidt mindre usikkert og en anelse mere spændende, for bedre lønnet vil det ikke være. Set udefra er det en paradoksal proces, der er i gang, for selvom arbejde er nødvendigt for produktionen af merværdi, synes det som om kapitalismen i den nuværende periode forsøger at skabe et samfund uden arbejdere. Arbejderklassen har selvfølgelig siden kapitalismens fremvækst gentagne gange med jævne mellemrum været udsat for noget sådant, men ikke tidligere i den grad, der nu er tale om, hvor svaret på 1960’ernes arbejdermodstand (fra de belgiske strejker i 1961 til ‘det varme efterår’ i Italien i 1969) er så voldsomt, at det tenderer til at ødelægge selve det forhold, der muliggør kapitalismens eksistens, nemlig forholdet mellem kapital og arbejde. Det er selvfølgelig historien om, hvordan det kapitalistiske arbejde har skiftet karakter i løbet af de seneste årtier. Allerede sidst i 1960’erne beskrev de italienske arbejderister denne udvikling som opløsningen af grænsen mellem fabrikken og samfundet, hvor den kapitalistiske produktion i de avancerede lande ikke længere primært fandt sted bag fabrikkens mure, men fandt sted udenfor, hvor hele samfundet var blevet forvandlet til en fabrik. Disse udviklingstendenser  var udgangspunktet for Michael Hardt og Antonio Negris efterhånden klassiske beskrivelser af fremkomsten af det postmoderne eller immaterielle arbejde, som stadig flere i de avancerede lande er en del af. (8) Definitionen på det immaterielle arbejde er, at viden, information, affekt og kommunikation bliver centrale i skabelsen af værdi. Som Hardt og Negri formulerer det, udbytter kapitalen nu menneskets krop, intelligens, kreativitet og affektive forhold til andre mennesker. Væksten af denne type arbejde var den anden side af den omfattende afindustrialisering, der fandt sted i disse lande som svar på den opblussende arbejdermodstand i løbet af den anden halvdel 1960’erne.

Hinsides Hardt og Negri er det vigtigt at forstå, at prekaritet ikke kun er betegnelsen for en bestemt ny type arbejde, men er et generelt vilkår i dag, der også angår ansættelser, vi ikke almindeligvis  vil betegne som prekære. I dag har såkaldt stabile jobs jo netop de samme karakteristika som det prekære arbejde, de er også fleksible, projektbaserede og tager form af en opløsning af skellet mellem arbejde og fritid. Overordnet kan man sige, at arbejdsmarkedet i de avancerede lande er blevet delt ind tre grupper i løbet af de seneste 30 år: 1) den nederste gruppe består af ufaglærte, som fortrinsvis er ansat inden for det socialpolitiske område, men den inkluderer også manuelle arbejdere, der eksempelvis arbejder i transportsektoren, 2) en midtergruppe, der udgøres af de, der arbejder i serviceerhverv inden for uddannelse, medier og forskning af forskellig slags, og endelig 3) den øverste gruppe, som er alle, der er ansat på ledelsesniveau, og som får udbetalt en stor løn for at lede de to andre grupper. (9) De to sidste grupper arbejder begge med kommunikation og deler for en stor dels vedkommende værdier, trods det faktum at kun en lille del af gruppe 2 reelt kan kravle op og blive en del af gruppe 3, mens den første gruppe er afskåret fra muligheden for social opstigen og kun har adgang til informationssamfundets billigste produkter. Den arbejdende befolkning i de avancerede samfund er på den måde blevet delt op, adskilt ville situationisterne sige. Det er denne udvikling, prekarisering og afindustrialisering, som en række avancerede lande på regeringsniveau er blevet opmærksom på i løbet af den såkaldte finanskrise og nu uden held forsøger at gøre noget ved, da der immervæk stadig er forskel på lønniveauet i eksempelvis Danmark og Kina.

Et af de centrale karakteristika ved den lange neoliberale nødlanding har således været skabelsen af prekært arbejde, der erstatter tidligere garanterede permanente ansættelser med dårligt betalte og mere usikre og midlertidige ansættelser. Sagt på en anden måde sætter neoliberalismens markedsdrevne institutionalisering af usikkerhed sig igennem på arbejdsmarkedet som en konstant ekspansion af usikre ansættelsesforhold. Prekaritet er således lig med mangel på sikkerhed, hvor den enkelte er ude af stand til at forudsige sin fremtid og mangler en sikker grund, på hvilken man kan planlægge sit liv. Man skal hele tiden være klar og er i udpræget grad underlagt eksterne kræfter. Det prekære arbejde er desuden kendetegnet ved en manglende sammenhæng mellem arbejde og ansættelse, hvor varigheden af ansættelser reelt ikke stemmer overens med det arbejde, der udføres. Ansættelsen dækker kun delvist ‘arbejdet’, og lønnen står heller ikke mål med det ‘arbejde’, der udføres (uddannelse, læretid, samarbejde, hvile som betingelse for arbejde etc.). (10)

De franske sociologer Boltanski og Chiapello har i et idéhistorisk register analyseret transformationen, hvor kapitalen svarer igen på 1960’ernes kritik af det fordistiske arbejde ved at forvandle stabile jobs til midlertidige og fleksible ansættelsesforhold.  De to sociologer fokuserer på “de ideologiske forandringer, der har muliggjort kapitalismens seneste forandringer”, og beskriver fremkomsten af et ny normativt retfærdiggørelsesregime, en ny kapitalistisk ånd, der har fået breddevirkning i løbet af 1980’erne som en rekuperation af dele af den antiautoritære kritik, der blev artikuleret i maj-juni ’68, hvor arbejderbevægelsens  sociale kritik af kapitalismens udbytning smeltede sammen med den kunstneriske kritik af det kapitalistiske arbejdslivs kedsomhed og manglende kreativitet. (11) Kapitalismens nye ånd er ifølge Boltanski og Chiapello den delvise overtagelse af den kritik, som unge, studerende og arbejdere ytrede mod det fordistiske arbejde. I 1980’erne instrumentaliserede kreative øverst i det socio-kulturelle hierarki kunstnerkritikken og omsatte den til managementsprog. Den kunstneriske kritiks krav om frihed, autonomi og autenticitet blev på den måde forvandlet til en ny kapitalistisk ånd, til nye organisations- og ledelsesformer, der problematiserede fordismens hierarkiske og autoritære organisationsformer til fordel for fleksible netværksbaserede strukturer, der trak på den kunstneriske kritiks idéer om deltagelse og individuel og kreativ selvudvikling. Det er som et element i denne proces, at kunstneren blev idealtype for det prekære arbejde, fleksibel, disponibel og dårligt lønnet. Resultatet af denne proces er, at distinktionen mellem arbejde og fritid tenderer til at blive opløst i en art udvidet arbejde, der smelter sammen med livet, og hvor det prekære arbejdes karakteristika bliver generaliseret til at gælde mange typer arbejde, der ideologisk antager form af selvudviklingsprojekter og netværksbaserede samarbejder.

Den anden side af det prekære arbejde er fremkomsten af gæld som overlevelsesmåde. For når lønningerne stagnerer, må arbejderklassen låne for at klare til dagen og vejen. Arbejderklassen  skal dække ‘forbrugsomkostningerne’ gennem gæld. Reproduktionen af husstandens arbejdskraft finder nu sted gennem kredit, det er kun sådan, at den private mikro- økonomis konjunktursvingninger kan udjævnes. Derfor er gæld gået hen og blevet et generelt vilkår i dag. For at overleve er det ganske enkelt nødvendigt at optage lån, hvad enten det er til ens bolig, bil, uddannelse eller til det daglige forbrug. Eksplosionen af denne gælds- og kreditøkonomi hænger selvfølgelig sammen med de seneste 30 års vedholdende og konsekvente – på tværs af politiske skel – udhulning af de avancerede kapitalistiske landes velfærdssystemer, som blev opbygget i løbet af efterkrigstidens økonomiske boom. På grund af forvitringen af den keynesianske produktivitetsaftale er det næsten overalt i den avancerede verden blevet nødvendigt selv at betale, hvis man vil have en uddannelse eller have adgang til forskellige former for velfærdsservice. Da folk blev fattigere, fordi reallønnen faldt, og da der blev skåret i deres sociale ydelser, tilbød neoliberalismen folk kompensation gennem gæld.

Mønstret har været klart, siden Reagan og Thatcher indledte deres massakre på det sociale sikkerhedsnet i USA og Storbritannien i 1980’ernes begyndelse: Din løn og pension stiger ikke, men det er ikke noget problem, da du får adgang til konsumlån og selv kan spare op til din alderdom; du har ikke længere råd til en bolig, men du kan låne til den; du har ikke længere råd til en uddannelse, men du kan betale for den ved at tage et studielån; du er ikke længere sikret i tilfælde af ulykker eller katastrofer, men du kan selv forsikre dig mod sådanne begivenheder. Gældsøkonomien overlejrer sig på den måde mere eller mindre alle sociale forhold og udstyrer alle med gæld, de skal betale tilbage; arbejderen bliver en forgældet arbejder, forbrugeren bliver en forgældet forbruger, og statsborgeren bliver en forgældet statsborger (der skal betale for bankernes tab). I det neoliberale samfund har det store flertal af mennesker gæld.

Sociologen Maurizio Lazzarato læser denne udvikling som fremkomsten af det forgældede menneske, mennesket som en debitor, der skal betale for alt selv. (12) Han ser det som neoliberalismens specifikke proletariseringsproces, hvor udveksling suppleres af gæld som basis for udbytning. Der er tale om en såvel økonomisk som eksistentiel prekarisering, hvor befolkningen gøres ansvarlige for alt det, som finanskapitalen og den udhulede velfærdsstat har eksternaliseret. Denne ansvarliggørelse tager form af en selvdisciplinering, gælden disciplinerer, som Lazzarato skriver i forlængelse af Foucault. Gældsøkonomien producerer nogle ganske specifikke subjektiviteter, det er på den måde, den ikke blot er et økonomisk, men også et eksistentielt regime. Som Lazzarato formulerer det: “Den neoliberale politik producerer […] en ‘selv-entreprenør’, som er mere eller mindre forgældet, som er mere eller mindre fattig, men som altid er prekær. For størstedelen af befolkningen begrænser denne bliven ‘selv-entreprenør’ sig til styring af ens egen beskæftigelsesegnethed, gæld, løn- og indkomstnedgang og reduktionen af sociale ydelser i overensstemmelse med virksomhedens og konkurrencens kriterier.” (13) 

Gældsøkonomien producerer det forgældede menneske, der er styret af idéen om at maksimere værdi og forvalte risici gennem radikalt individualiserede valg. Der er tale om et regulært kontrolregime, hvor den enkelte underlægges en individualiseret udgave af et IMF-spareprogram, der udstikker linjerne for den enkeltes arbejde og forbrug. Denne kontrol rammer også firmaer og lande, som det er tydeligt i tilfælde som eksempelvis Grækenland, der konstant evalueres af såvel ratingfirmaer som EU og IMF, der sikrer sig, at den græske regering gennemfører drastiske besparelser uanset omkostningerne for befolkningen. Neoliberalismens individualisering når på den måde et kulminationspunkt med gældsøkonomien, som når finanskrisen blev forklaret som amerikanske husejeres eller den græske befolknings uansvarlige opførsel. Valgmulighederne i en neoliberal gældsøkonomi er ganske sparsomme, hvis du fx har studiegæld, kan du være nødsaget til at tage det første og det bedste job, du får tilbudt, uanset hvor prekært og dårligt betalt det er.

Som Lazzarato skriver med henvisning til Nietzsche, har gæld en moralsk dimension, gæld installerer ansvarlighed og skyld. Du er jo selv ansvarlig for din gæld, ligesom du selv er ansvarlig for din manglende evne til at afdrage på dine lån. Tv-programmer som “Luksusfælden” på TV3 er udtryk for denne iboende skyldsretorik i gældsøkonomien, som individualiserer sociale forhold (vi har jo alligevel alle sammen gæld!). Gæld er således ikke bare et økonomisk forhold, det er et socialt forhold, der har at gøre med tillid og indeholder et løfte: jeg vil betale mit lån tilbage. Jeg dedikerer min fremtid til at tilbagebetale lånet. På den måde sker der en annulleringen af tiden, gælden udraderer såvel den enkeltes agens som kritiske stillingtagen. Lazzarato beskriver dette som en total fremmedgørelse, da det ikke kun er en specifik del af arbejderens tid, der beslaglægges, men hele livet. Det er den enkeltes evne til at disponere over og planlægge sin tid, der forsvinder. Fremtiden er jo i bogstavelig forstand lånt eller pantsat, da det ikke kun angår ens fremtidige arbejde, men hele ens eksistens, idet gæld og afbetalingen af den også angår subjektets moral. Der finder med andre ord en kolonisering af fremtiden sted. Gælden er et løfte, der udstikker rammen for fremtidig handling, gældsrelationen kvæler på den måde fremtiden og fratager den enkelte virkekraft og handlemuligheder. Fremtiden tilhører nu kapitalen, og den enkelte er bundet af usynlige gældslænker til kreditorer og skal regulere sit liv med henblik på at kunne tilbagebetale sin gæld.

Gæld og prekære arbejdsforhold er den ene side af den neoliberale omstrukturering, der har taget form af globalisering, outsourcing og teknologisk innovation, den anden side er den deciderede eksklusion af flere og flere mennesker fra akkumulationen i det hele taget. De neoliberale omstruktureringer har nemlig skabt en overbefolkning af såvel dårligt betalte servicearbejdere som slumbeboere, der har problemer med overhovedet at få et arbejde eller kæmper for at overleve i den såkaldt uformelle økonomi. Vi står over for en situation, hvor stadigt flere mennesker på globalt plan er blevet ekskluderet fra den kapitalistiske økonomi. De er henvist til, hvad historikeren Michael Denning kalder et lønløst liv, hvor de både er uden adgang til de goder, hvormed de kan opretholde livet, og samtidig er overflødige for akkumulationen og ikke længere kan generere kapital. (14) Det er selvfølgelig historien om, hvorledes store dele af klodens befolkning i løbet af den anden halvdel af det 20. århundrede og særligt siden 1980’erne er blevet proletarer, idet de er gået fra at være en selvforsynende landbrugsbefolkning til at blive lønslaver, hvis de altså er så heldige at kunne finde et job, for den neoliberale omstrukturering har medført et faldende behov for arbejdskraft. Denne proces er i overensstemmelse med Marx’ beskrivelse af den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation, ifølge hvilken kapitalen producerer en relativ overbefolkning, som er overflødig i forhold til kapitalens behov. Denne udvikling finder, som Marx beskriver i Kapitalen, sted løbende; når profitraten falder, trækker kapitalen sig tilbage og udstøder arbejderne. Marx beskriver det som “den simple proces, der hele tiden ‘frigør’ en del af arbejderne ved hjælp af metoder, der formindsker antallet af arbejdere, der beskæftiges i forhold til den forøgede produktion. Hele den form, hvori den moderne industri bevæger sig, skyldes altså, at en del af arbejderbefolkningen hele tiden bliver forvandlet til arbejdsløse eller kun halvt beskæftigede ‘hands’.” (15) Vi er konfronteret med en proces, hvor kapitalen udstøder flere og flere fra produktionsprocessen. Flere og flere arbejdere oplever, at de er ude af stand til at finde plads i reproduktionsprocessen, hvorved proletariatet tendentielt bliver en eksternalitet til sin egen reproduktion. Flere og flere arbejdere bliver på den måde ‘frie’ for såvel reproduktionsmidlerne som lønarbejdet. De bliver ikke bare prekært afkvalificeret arbejde, de er nu diskvalificeret, de er overflødige. De er, hvad Denning betegner som lønløse liv, og hvad Marx betegnede proletarer, dem “der producerer kapital og øger dens værdi, og som bliver smidt på gaden, lige så snart han er unødvendig for monsieur Capital’s behov.” (16) De, der ikke har noget, men som ikke desto mindre stadigvæk skal overleve gennem markedet og derfor må slås for at underkaste sig de mest abjekte former for lønslaveri.

En stor del af verdens befolkning, fortrinsvis i ‘det globale syd’, er således blevet proletariseret i løbet af de seneste årtier, og mange er blevet forvandlet til overskudsproletarer, som kapitalen ikke kan bruge til noget (i forhold til at skabe værdi). På verdensplan drejer det sig formodentlig om op mod en milliard mennesker. Økonomen Serge Latouche har indgående beskrevet den verden, denne masse af skibbrudne lever i. (17) Han betegner det som “den fjerde verden”, et sted uden liv, hvor man blot overlever og er blevet materielt og moralsk efterladt af udviklingen. Der er en tilstand af absurditet og råddenskab over denne fjerde verden, hvor mennesker stues sammen i metropolernes margin uden udsigt til at blive inkluderet i akkumulationen. Denne fjerde verden er resultatet af den neoliberale globalisering og demografisk vækst, der tilsammen effektivt har ødelagt traditionelle agrare systemer i det globale syd med den konsekvens, at landdistrikter er blevet kastet ud i en krise, der resulterer i en massiv migration i retning af byerne, hvor det imidlertid er usandsynligt svært at finde arbejde, da mange storbyer i Latin- og Sydamerika, Afrika og Indien (eksempelvis São Paulo, Johannesburg og Mumbai) har været ofre for en massiv afindustrialisering i de seneste årtier. De enorme slums er således mindre opstået som følge af vækst i byerne, men mere på grund af den omvæltning, der har fundet sted på landet, der ofte er blevet igangsat af de strukturtilpasningsreformer, som IMF har tvunget lande til at følge. Konsekvenserne af liberalisering af landbrugsmarkederne har stort set hver gang været, at mange landmænd er gået bankerot i konkurrencen på det globale landbrugsmarked. Selvom der er blevet skabt millioner af nye job i Latinamerika, Nordafrika, Sydafrika og især Sydøstasien fra 1970’erne og frem, så dækker de på ingen måde den enorme efterspørgsel efter lønarbejde. Behovet er langt, langt større, da eksklusionsprocessen har revet en milliard mennesker op med rode, mennesker som nu overlever i den såkaldt uformelle økonomi. Hvad enten vi definerer dem som flygtninge, arbejdsløse, glemte på flugt fra landet eller fordrevne i byen, så lever denne enorme mængde mennesker i en form for limbo, uden for loven og uden for kapitalismens stofskifte. Det er dem, der ikke har noget, indbyggerne i ‘den virkelige globale landsby’, nutidens ‘rettighedsløse og frie’ proletarer, dem der for alvor er underkastet markedsrelationernes daglige systematiske vold. I forlængelse af filosoffen Giorgio Agamben kan vi betegne dem som “nøgent liv”, mennesker der er skubbet ud af den politiske og økonomiske orden og er placeret i en undtagelsestilstand uden adgang til ressourcer eller politiske rettigheder. (18) De er værdiløse, overflødige, expendable. Som følge af den neoliberale globaliserings privatisering af ressourcer eller offentlige goder og ophævelse af barrierer for markedskræfterne er millioner af mennesker verden over blevet forvandlet til nøgent liv og overlever nu i dette helvede efter bedste evne og med de rester, den kapitalistiske økonomi lader dem tilegne sig. Afrika, Latinamerika og Asien udgør den historiske kulmination på en brutal negation af afkoloniseringsprocessens håb om udvikling og lighed. Et håb der i 1960’erne manifesterede sig både som nationale befrielsesbevægelser i Afrika og Indokina og som den brede koalition af udviklingslande, der i regi af FN i 1970’ernes begyndelse forsøgte at lancere “The New International Economic Order” (NIEO). Men fra begyndelsen af afsporede Vestens kapitalinteresser imidlertid succesfuldt ethvert forsøg på regional autonomi, hvad enten det var i Mellemøsten, Afrika, Asien eller Latin- og Sydamerika. Den potentielle udfordring blev hurtigt lagt død, og afkolonialiseringens potentiale blev ikke realiseret, men blev i stedet erstattet af pjaltedespotier (Marokko, Algeriet, Ægypten, Tunesien etc.), militærdiktaturer (Argentina, Brasilien, Chile og Uruguay), ‘markedssocialisme’ (Vietnam) eller bare massakrer og plyndring (Congo, Liberia, Sierra Leone, Rwanda). De nationale befrielsesbevægelser kollapsede over en bred kam i 1970’erne, og mere end 100 lande blev i løbet af 1980’erne og 1990’erne objekt for strukturtilpasningsprogrammer, der skabte grobund for slum og lønløs overlevelse. Det er blandt andet denne annullering af afkoloniseringsprocessen, som revolterne i Nordafrika og Mellemøsten forsinket reagerer på.

Historikeren Mike Davis beskriver denne udvikling som forvandlingen af jorden til en slumplanet, hvor flere og flere mennesker tvinges mod byerne, der vokser og vokser uden at kunne tilbyde migranterne lønarbejde. (19) I modsætning til den industrielle kapitalismes højtid i 1900-tallet, hvor arbejdere, der var blevet smidt ud af landbruget, kom til byen og hurtigt fandt arbejde, så er der ingenting i dag. De enorme menneskemasser er nødsaget til at overleve i den uformelle økonomis helvede. De arbejder for ekstremt fattige arbejdsgivere på spisesteder eller fabrikker eller er selvansatte som gadesælgere. I modsætning til hvad Verdensbanken forudsagde i begyndelsen af 1970’erne, da termen ‘uformel økonomi’ dukkede op – ‘den uformelle økonomi er et overgangsfænomen, så der er ikke grund til at bekymre sig om de afgrundsdybe lave lønninger’ – er denne sektor på ingen måde forsvundet eller blevet integreret i det organiserede arbejdsmarked, tværtimod er den blot vokset eksponentielt, og i dag er eksempelvis 90 % af den indiske arbejdsstyrke beskæftiget i den uformelle økonomi. Da denne sektor bare voksede, ikke mindst på grund af IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer ofte med tvungne afhændinger af naturrigdomme til vestlige investorer og finanspolitiske stramninger, konkluderede Verdensbanken uden en snert ironi, at det var den formelle sektor, der var problemet, at problemet var, at fagforeningerne var for stærke, så løsningen var naturligvis mere fleksibilitet og yderligere liberaliseringer. Nu præsenterede Verdensbanken den uformelle arbejder som en kreativ entreprenør, der takket være sin fleksibilitet kunne stige op i det økonomiske og sociale hierarki. I det globale syd var det med andre ord slumarbejderen, der var den nye model, i det globale nord var det den kreative kontraktløse, der blev hypet. Davis afviser effektivt myten om den uformelle arbejders avancementsmuligheder og konkluderer, at “majoriteten af arbejdende fattige er radikalt hjemløse i den nutidige internationale økonomi”. (20)

Efter 3 årtiers intens styring af de fattige landes økonomier genereres der ikke bare en overbefolkning, der kan rykke op og blive del af den formelle økonomi, migranterne er simpelthen tilovers, de kan ikke finde jobs i hverken den gamle eller nye industri, der begge i stigende grad benytter sig af teknologier, der kræver mindre arbejdskraft. Derfor kommer de overflødige ikke ind i kapitalens akkumulationsproces og tvinges til at overleve uden for den eller i dens absolutte margin. Såvel Latouches som Davis’ analyser aktualiserer Marx’ beskrivelse af produktionen af den industrielle reservearmé: “På den ene side tiltrækker således den tilskudskapital, der er dannet ved akkumulationens fremskriden i forhold til sin størrelse, stadig færre og færre arbejdere. På den anden side frastøder den gamle kapital, der periodisk reproduceres i ny sammensætning, flere og flere af de arbejdere, den tidligere beskæftigede.” (21) I 2030 vil det dreje sig om 2,4 milliarder mennesker. De vil være ekskluderet fra såvel landet som byen, de kan hverken få job i landbruget eller industrien, men må slæbe sig igennem på bedste vis i den uformelle økonomis sump.

 

Biokrise

Den lange udmagrende neoliberale nedslibning af samfundet, hvor der spares på den sociale reproduktion, har imidlertid også en anden dimension, nemlig den igangværende biosfæriske nedsmeltning, der langsomt og tøvende er blevet objekt for politisk debat, men ikke handling i løbet af de senere år. Den økonomiske og politiske krise suppleres således af endnu en krise, biokrisen, der ligeledes er intimt forbundet med kapitalens behov for konstant vækst. Dette behov tilsidesætter nemlig totalt det økosystem, der garanterer menneskehedens kollektive overlevelse på jorden. Der er videnskabeligt betragtet tale om hard facts, det er efterhånden svært at finde seriøse videnskabsmænd, som afviser biokrisen. Men det er ikke desto mindre ikke muligt at gøre noget politisk ved klimaproblemerne, da det vil kræve et gennemgribende opgør med den kapitalistiske modernitet og forestillingen om vækst.

Det er ellers ikke, fordi biokrisen er usynlig. Konsekvenserne bliver tydeligere og tydeligere og manifesterer sig både i form af de klimaforandringer, der finder sted over hele kloden, og i den intense reduktion i biodiversitet, der betyder at flere og flere dyre- og plantearter dagligt uddør. Følgerne af den globale opvarmning, hvor temperaturen på jorden stiger, slår igennem som smeltende iskapper, stigende vandstand, tørke, storme og omfattende migration. Afbrændingen af kuldioxid, som er en hovedbestanddel i olie, naturgas og kul, og skovfældning producerer en langt større mængde kuldioxid, end naturen kan optage, hvad der medfører, at mængden af kuldioxid i luften stiger, hvorved temperaturen stiger, fordi en større mængde af jordens varme holdes inde. Temperaturstigningen vil resultere i, at isen omkring Nordpolen vil smelte, hvad der er lig med oversvømmelser  ikke blot i lavtliggende områder, men overalt på kloden; samtidig vil mange gletsjere udtørre, og der vil komme en yderligere mangel på rent drikkevand. Udviklingen er klar: Klimaændringerne medfører ekstremt vejr som storme, tørke og oversvømmelser. Men biokrisen er ikke blot den globale opvarmning og de medfølgende klimaændringer, den sætter sig også igennem som en diversitetskrise. Der forvinder nemlig gennemsnitligt tre arter hver time, det er 100 eller 1000 gange så hurtigt, som før kapitalens profitbehov blev den styrende samfundsmæssige logik. Inden for de næste to årtier kan denne masseudryddelse accelerere til 10.000 gange mere end den naturlige og normale baggrundsrate for arters uddøen. Kun fem gange tidligere i klodens milliard- årige lange historie har der fundet en sådan massedød sted, sidste gang var for 65 millioner år siden, da dinosaurerne uddøde. Som biologen E. O. Wilson skriver, er vi godt i gang med den sjette masseudryddelse af arter og nedbrydelse af økosystemer, og denne gang er det mennesket, der er årsag til miseren. (22) Og så er den globale opvarmning og reduktionen i klodens biodiversitet endda blot de to mest synlige eksempler på destruktionen af biosfæren, dertil skal lægges forurening, overfiskeri, ørkendannelse og tilsyring af verdenshavene. Vi er i færd med at ødelægge planeten, og det går hurtigt.

Det har længe været et mantra inden for diskussionen af global opvarmning, og det blev endda anerkendt ved klimatopmødet i København 2009, at det er nødvendigt at begrænse opvarmningen til to grader. I så fald vil der være tale om en såkaldt ‘håndterbar’ opvarmning. Der er imidlertid intet, der tyder på, at det vil lykkes at holde dette niveau, et niveau som blandt andre videnskabsmanden James E. Hansen betegner som “en recept for langsigtet katastrofe”. (23) Et hav af rapporter peger således alle på, at opvarmningen går meget hurtigere end forudset, og at det overhovedet ikke er muligt at begrænse opvarmningen til to grader. I 2012 opererede Verdensbanken med fire grader som forventeligt mål inden for en overskuelig fremtid. Og temperaturen er da også allerede blevet hævet med 0,8 grader. Med den nuværende hastighed vil vi nå de to grader om blot 15 år, så vil de 565 gigaton kuldioxid, vi kan slippe løs i atmosfæren og stadigvæk holde os inden for grænsen på to grader, være brugt. Desværre har de store energiselskaber og stater som USA og Kina allerede planlagt at brænde 2.795 gigaton kuldioxid af i atmosfæren. (24) Altså fem gange så meget. Tallet fremgår af regnskaber og budgetter. Og det er nok ret svært at forestille sig andet, end at de vil blive udvundet og brændt af, for de 2.795 gigaton har en værdi af 27 billioner dollars.

At jagten på profit ikke er kompatibel med artens overlevelse, fremgår også af det forhold, at de 200 største energifirmaer i 2012 alene brugte 674 milliarder dollars på at lokalisere nye kilder af olie, gas og kul, så der kan blive brændt endnu mere af. Vi er med andre ord langt hinsides de to grader, og hvis ikke der anlægges et radikalt anderledes energispor allerede nu, taler vi ikke blot om yderligere smerte for de fordømte på jorden, men decideret om destruktionen af klodens biodiversitet.

Videnskabsfolk som den nobelprisbelønnede atmosfærekemiker Paul Crutzen taler om, at der er sket en vending, hvor mennesket er blevet en geologisk aktør, der ændrer planetens liv. (25) De sidste 12.000 års historie er ved at være tilendebragt, vi bevæger os fra den holocæne periode over i den antropocæne, hvor mennesket så at sige folder sig ind i luften, i havet, i jorden og i dyrene og ændrer planetens biosfære. Videnskabsfolkene taler om de stratigrafiske signaler, som mennesket har sat i form af byer og veje, der er mejslet ind i landskabet, men selvfølgelig også om de allerede omtalte biokemiske processer, drivhusgas, genetisk modificerede afgrøder etc. Konklusionen er, at den moderne, industrialiserede, fossilt afbrændende økonomi forvandler planetens evolutionære kurs ved at asfaltere jorden, fælde skovene, omlægge floderne, forsure havene, opvarme atmosfæren og udrydde arterne. Og det så effektivt, at det vil kunne mærkes titusinder af år frem.

Selvom biokrisens forskellige aspekter også har at gøre med specifikke processer, der er knyttet til de enkelte biosystemer, så er de alle et resultat af modsætningen mellem den kapitalistiske produktions behov for udvidelse eller profit og menneskeartens overlevelse i et relativt stabilt økosystem. Som Gene Ray parafraserende Horkheimer formulerer det, må vi i dag konstatere, at den, der ikke vil tale om kapitalisme, også bør tie om klimaændringer. (26) Den marxistiske sociolog James O’Connor beskriver modsætningen mellem kapitalens jagt efter profit og biosfærens overlevelse som kapitalismens anden modsætning. Ifølge ham er den løbende miljømæssige krise et resultat af kapitalens ‘underproduktion’ af naturen. Kapitalismen er afhængig af naturen og kan ikke selv producere den. Men kapitalen behandler naturen, som om den er et gratis gode, den er afhængig af naturen, men ‘underprissætter’ naturen. Sagt på en anden måde, så udplyndrer kapitalen naturen og betaler ikke ‘genanskaffelsesprisen’, hvorved den reelt ikke genopretter sine egne produktionsbetingelser. Kapitalen er således ifølge O’Connor konfronteret med en ‘ydre’ modsætning, der er lige så vigtig som dens ‘indre’ modsætninger. Kapitalismen er med O’Connors termer “antiøkologisk”. Fordi kapitalismen er baseret på en abstrakt vækstlogik, er den i direkte modstrid med naturen. Som O’Connor lakonisk formulerer det: “Den grundlæggende (og ikke særligt omtalte) kendsgerning er, at kapitalen er dårlig til at bevare ting, hvad enten det drejer sig om menneskers sociale velbefindende, fællesskabsværdier, jorden, moderne bekvemmeligheder, livet på landet, naturen eller privat konstant kapital.” (27)

Den neoliberale fase af kapitalismen har ifølge O’Connor selvfølgelig blot yderligere accentueret denne grundlæggende modsætning, stormfloden af afreguleringer og privatiseringer spænder modsætningen mellem kapitalens profitkrav og biosfærens reproduktion til bristepunktet. Udplyndringen af naturen er blot blevet intensiveret i takt med, at nationalstatslige reguleringer er blevet løsnet, og markedet er blevet det grundlæggende verdensbillede, som alt skal oversættes til.

I forlængelse af O’Connor kan vi tale om kapitalens plyndring af naturen som en variant af det, Marx i Kapitalen kalder primitiv eller oprindelig akkumulation. Marx introducerer begrebet som en kritik af tidligere idylliserede beskrivelser af kapitalismens oprindelse med henblik på at beskrive, hvorledes en klasse lønarbejdere historisk adskilles fra produktionsmidlerne og derfor tvinges til at sælge deres arbejdskraft for at overleve. Som Marx formulerer det, rives “store menneskemasser […] med vold løs fra deres subsistensmidler og bliver slynget ud på arbejdsmarkedet som rets- og ejendomsløse proletarer”. (28) Overgangen til kapitalisme var ikke mulig uden en omfattende destruktion af individuelle og kollektive produktionsmidler, som løsrev arbejdere, der “til sidst ikke havde andet at sælge end deres eget skind”. Selvom Marx kun bruger termen til at beskrive ekspropriationen af landbefolkningens jord i England i løbet af det 16. til det 19. århundrede, så kan vi i forlængelse af Rosa Luxemburg anvende det som en beskrivelse af den fortsatte tilstedeværelse af kapitalismens plyndring, der kompenserer for den kapitalistiske dynamiks indre uligevægt. (29) Plyndringsprocessen er en permanent dimension i kapitalismen, der er ikke blot tale om en historisk afgrænset begivenhed. Den neoliberale globalisering demonstrerer dette til overmål, såvel udflytningen af arbejdspladser, hvor den vestlige kapital ikke betaler for reproduktionen af den tredje verdens billige arbejdskraft, som de ikke-reproducerbare lønninger i vesten, der gør det umuligt at producere en ny generation af arbejdere eller nødvendiggør gæld, som udplyndringen af naturen, hvor kapitalen ikke betaler for de ofte permanente skader, såsom plyndringen af Mellemøstens ressourcer, hvor vestlige stater og firmaer stjæler olie og brænder den af, samt udpiningen af infrastruktur og industrianlæg, der ikke vedligeholdes og derfor langsomt blot forfalder. Alle er de eksempler på den fortsatte tilstedeværelse af primitiv akkumulation.

Hinsides den neoliberale fase af kapitalismen, der er baseret på gæld, outsourcing og teknologisk innovation, der sætter sig igennem som eksklusionen af hundredevis af millioner af mennesker globalt, the slow shake out, så er vi altså konfronteret med en helt grundlæggende modsætning mellem den fortsatte eksistens af det kapitalistiske samfund og artens fysiske overlevelse. Hinsides den herskende klasses tilegnelse af en stadig større del af kagen, så er vi konfronteret med en grænse, hvor den kapitalistiske modernitet er ved at ødelægge planetens biosfære. Opdelingen af verden i to skarpt adskilte rum, hvor de privilegerede  forskanser sig, vil derfor intensiveres voldsomt, men de er selvfølgelig i lige så høj grad underlagt kapitalens destruktive behov for ekspansion. På et tidspunkt vil der heller ikke være nogen redningsbåde for de rige. Som Amadeo Bordiga formulerer det, “når skibet synker, så synker passagererne på første klasse også. […] Den herskende klasse, der er ude af stand til at kæmpe mod forretningens, overproduktionens og overkonstruktionens djævel, demonstrerer således sin manglende kontrol over samfundet, og det er fjollet at forestille sig, at den kan producere skibe, der er mere sikre.”30 End  of story for everybody.

Men der er vi ikke endnu, selvom det går meget hurtigt. Indtil videre indgår klimaændringerne og biokrisen som ingredienser i forsøgene på enten at fortsætte den neoliberale akkumulation – i USA er antallet af folk, der bekymrer sig om klimaændringerne faldet fra 72 % i 2000 til 55 % i 2012, og antallet af benægtere er steget fra 33 % til 42 % i samme periode, og republikanerne afviser da også troligt ethvert miljøindgreb som anti-amerikansk – eller lave en New Deal med en grøn profil, der kan løse såvel den økonomiske krise som klimakrisen. Men planerne om ‘grøn kapitalisme’ modelleret over efterkrigstidens keynesianske lønpolitik vil selvfølgelig ikke håndtere de grundlæggende problemer, som biokrisen konfronterer os med. Kun en langt mere radikal stillen spørgsmålstegn ved den kapitalistiske modernitet vil kunne muliggøre en exit fra et biosfærisk sammenbrud. Indtil videre er vi imidlertid som paralyseret over for biokrisen, ude af stand til at forholde os kritisk til vækst og akkumulation.

Som finanskrisen indgår den biosfæriske nedsmeltning i stigende grad i en frygtpolitisk proces, hvor skræmmende billeder af katastrofer legitimerer politiske og juridiske indgreb, der reelt ikke gør noget som helst ved de grundlæggende problemer, men blot bekræfter den allerede eksisterende verdens ulighed og er med til at forværre situationen. Som filosoffen Frédéric Neyrat skriver, har enhver agiteret katastrofetale i dag primært til hensigt at forlænge og intensivere det kapitalistiske massesamfunds kontrol, overvågning, stress og konsum. (31) Der er i stadig stigende grad tale om, at forsøg på at dæmme op for kommende katastrofer selv blot accelererer og udløser katastrofen. Nu retfærdiggør truslen om klimakatastrofer autoritære indgreb, hvor staten håndterer den medfølgende sociale uro. Kampen om at undgå eksklusion eller at blive overladt til et stadig mere voldsomt vejr er i gang. Den sociale proces tvinger alle til at spidse knivene, såvel det enkelte menneske som nationalstaterne. Vækst er alfa og omega. Kapital og biosfære er tilsyneladende dømt til at kollidere, jagten på profit destinerer truede arter til udslettelse, og fortsat forbrug smadrer klodens biodiversitet. Al snakken om grøn kapitalisme er et godt eksempel på det forhold, Neyrat beskriver, den kapitalistiske markedsøkonomi har øjnet et nyt marked og forsøger at profitere af biokrisen, men løse den kan den ikke. De grundlæggende processer pilles der ikke ved. I stedet skrues der op for kontrollen, og klimaet gøres til et sikkerhedsspørgsmål.

Fra efterår til vinter, fra finanskrise til uro, kaos og opstand…

Krisen startede ikke i 2008. De seneste tre årtier har været én lang krise, og den neoliberale krisehåndtering har taget form af eksklusion af flere og flere mennesker, opbygningen af en gigantisk gældsøkonomi, generaliseringen af usikre jobs og en eksplosiv vækst i uformelle økonomier og intensivering af udnyttelsen af klodens begrænsede ressourcer. Vi er tre årtier inde i en lang og dyb krise for kapitalismen, og det er helt igennem uklart, hvad der kommer til at ske, men klimaødelæggelsen, den ødelagte infrastruktur, byernes forfald, omorganiseringen af produktion og reproduktion under værdiloven og overskudsproletariatet er alle symptomer på krisens omfang. Der er tale om en global krise, kapitalismen kan ikke reproducere menneskeheden, og vi er tilsyneladende på vej ind i en endnu mere omfattende og barbarisk shake out, hvor kapitalen må forsøge at opretholde en profitabilitet. Alternativet er selvfølgelig en revolution, som ophæver kapitalismen, dens arbejdsdeling, klasserne, pengeformen, enhver forestilling om ejendom og distinktionen mellem privat og offentlig.

Med økonomen Giovanni Arrighis termer er vi vidner til, at finansens efterår er ved at blive afløst af vinter, det neoliberale akkumulationsregime er ved at løbe tør for energi, og det amerikanske imperium er svækket. (32) Krisen er alvorlig, det er en nedadgående dobbeltspiral, hvor USA’s hegemoni smuldrer, og verdensøkonomien kollapser. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe vinteren vil vare, hvilken form krisen vil antage, og hvad der kommer bagefter. Som Arrighi skriver, var afslutningen på de italienske bystaters periode ikke identisk med afslutningen på Nederlandenes imperium, selvom der har været en overordnet mekanik i verdenskapitalismens fire historiske faser (fra de italienske bystater til Nederlandene til Storbritannien og til USA) fra industrikapitalisme til finanskapitalisme og videre til et nyt akkumulationsregime. Men hvordan bliver den kommende vinter, og hvad sker der bagefter? Taler vi om verdenskrig og fascisme, som da USA afløste Storbritannien som det dominerende imperium? Er det Kina som ny hegemon, eller taler vi om det store brud, afskaffelsen af kapitalismen, ophævelsen af lønarbejdet og nationalstaten? Det er detmåske endnu for tidligt at sige noget om; såvel afslutningen på det neoliberale akkumulationsregime som den mulige begyndelse på noget nyt er endnu uforudsigelig, selvom kapitalen gør alt for at komme en revolutionær løsning i forkøbet. Men at der er sket noget: at krisen ikke er et forbigående fænomen, det står klart. Spørgsmålet er så, hvordan vi forholder os til den. I forlængelse af Arrighi kan vi selvfølgelig se den som en afslutning, men vi kan også se den som en begyndelse. Som en udgang fra det lange 20. århundrede. Hvad der er i færd med at begynde, er måske endnu uklart. Men uanset hvad, så kalder denne begyndelse på afslutningen mere på en kapitalnegerende satsning end på venstremelankoli. Det handler om at give slip på den narcissistiske identifikation med historiske idealer – uanset om det er statskapitalisme med et menneskeligt ansigt eller New Deal – til fordel for politisk praksis nu. Som Benjamin i sin tid skrev, handler det om at erstatte overleverede tænkemåder med intervention i den historiske situations komplekse og evigt omskiftelige netværk af kræfter. (33)

 

Referencer:

1: Anton Pannekoek: “Die Zusammenbruchstheorie des Kapitalismus” [1934], in: idem et al.: Die Zusammenbruchstheorie des Kapitalismus  Oder Revolutionäres Subjekt (Berlin: Karin Kramer Verlag, 1973), p. 46. 

2: For beskrivelser af forløbet i 2008, se: Robert Brenner: “What is Good for Goldman Sachs is Good for America: The Origins of the Current Crisis”, 2009, http://escholarship.org/uc/item/0sg0782h#page-1, Jean-Luc Gréau: La grande récession (depuis 2005). Une chronique pour comprendre (Paris: Gallimard, 2012), Karl Heinz Roth: Die Globale Krise (Hamburg: VSA Verlag, 2009), pp. 18-52. 

3: Robert Brenner: The Boom and the Bubble: The US in the World Economy (London & New York: Verso, 2002); idem: The Economics of Global Turbulence (London & New York: Verso, 2006).

4:Brenner: “What is Good for Goldman Sachs is Good for America: The Origins of the Current Crisis”, p. 9.

5: Karl Marx: Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi, 3. bog 2[Das Kapital, 1867],oversat af Gelius Lund (København: Rhodos, 1972), pp. 281-350.

6:Luc Laeven og Fabian Valencia: Systemic Banking Crises: A New Database(Washington: IMF Working Paper 8/224, 2008), http://www.imf.org/external/pubs/ft/wp/2008/wp08224.pdf 

7:For en analyse af perioden 1914til 1945 som det tyvende århundredes trediveårskrig, se EnzoTraverso: À feu et à sang. De la guerre civile européenne 1914-1945 (Paris:Stock, 2007).

8: Michael Hardt & Antonio Negri: Imperiet [Empire, 2000], oversat af Karsten Wind Meyhoff (København: Informations Forlag, 2003), pp. 269-287.

9: Jean-Claude Milner redegør i sin Le salaire de l’idéal. La théorie des classes et de la culture au xxe siècle (Paris:Seuil, 1997) for denne udvikling, hvor borgerskabet er blevet godt betalte lønmodtagere, og analyserer forholdet mellem løn og klasse i dag.

10: Maurizio Lazzarato: Le gouvernement des inégalités. Critique de l’insécurité néolibérale (Paris: Éditions Amsterdam, 2008), p. 9.

11: Luc Boltanski & Eve Chiapello: Le nouvel esprit du capitalisme (Paris: Gallimard, 1999), p. 35.

12: Maurizio Lazzarato: La fabrique de l’homme endetté. Essai sur la condition néolibérale (Paris: Éditions Amsterdam, 2011).

13: Ibid., p. 74

14: Michael Denning: “Wageless Life”, in: New Left Review, nr. 66,2010, pp. 79-97

15: Karl Marx: Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi. 1. Bog 4, pp. 891-892.

16: Ibid., p. 866.

17: Serge Latouche: La planète du naufragés (Paris:La Découverte, 1991)

18: Giorgio Agamben: Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv [Homo sacer. Il potere sovrano e la nuda vita, 1995], oversat af Carsten Juhl (Århus:Klim, 2013).

19: Mike Davis: Planet of Slums (London & New York: Verso, 2006).

20: Ibid., p. 178

21: Karl Marx: Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi. 1. Bog 4,pp. 885-886.

22: Edward O. Wilson: The Future of Life (New York: Knopf, 2002)

23: James E. Hansen: Storms of My Grandchildren: The Truth of the Coming Climate Catastrophe and Our Last Chance to Save Humanity  (London & New York: Bloomsbury, 2010)

24: Will Hutton: “Burn our planet or face financial meltdown”, n: Guardian, 21.april, 2013,

25: Paul Crutzen et al.: “The New World of the Anthropocene”,   in: Environmental Science & Technology,nr. 7, 2010, pp. 2228-2231. Chance to Save Humanity (London & New York: Bloomsbury, 2010).

26: Gene Ray: “History, the Sublime, Terror: Notes on the Politics of Fear”, in: Left Curve, nr. 32, 2008, p. 10

27: James O’Connor: Natural Causes: Essays in Ecological Marxism (New York: Guilford, 1998), p. 317.

28: Karl Marx: Kapitalen, 1. bog 4, p. 1001

29:”Vi ser dog, at kapitalismen også i sin fulde modning i enhver henseende er henvist til, at der samtidig eksisterer ikke-kapitalistiske lag og samfund.”   Rosa Luxemburg: Kapitalens akkumulation. Et bidrag til den økonomiske forklaring af imperialismen (1913),oversat af Hans Christian Fink et al. (København:Rhodos, 1976), 270.  

30: Amadeo Bordiga: “Drammi gialli e sinistri della moderna decadenza sociale.  Technica rilasciataed incurante questione parassitaria e predona” [1956]

31: Frédéric Neyrat: Biopolitique des catastrophes (Paris: Dehors, 2008).  

32: Giovanni Arrighi: The Long Twentieth Century: Money, Power and the Origins of Our Time  (London & New York: Verso, 1994). 

33: Walter Benjamin: “Linke Melancholie” [1931], in: idem: Gesammelte Schriften III, pp. 279-s. 283

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *