Den negative opbyggelighed – kritik af kritikken

1.10.2005

Kritisk diskussion af Frederik Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens bog Kritik af den negative opbyggelighed, der ved udgivelsen i begyndelsen af 2005 vakte megen debat og afstedkom en massiv kritik fra flere fronter. Lars Qvortrup er delvis enig i kritikken af negativismen, men han mener, at Stjernfelts og Thomsens kritik slet ikke går dybt nok, bliver for bred og mangler præcision. Især Stjernfelts essays er problematiske, da de ikke går til roden af problemerne ved negationstænkningen, men mere tager sig ud som et aversionskatalog, der føjer uholdbare karikaturer sammen i en besynderlig sammensværgelsestænkning, hvor alle dårligdomme kan tilskrives én stor Satan: Negativismen. Men hvad går kritikken af negationstænkningen egentlig ud på, hvis man ser bort fra hele det aversions-katalog, som den desværre kobles sammen med?

Det hænder, i hvert fald for undertegnede, at man køber bøger, som man trods de bedste intentioner ikke får læst. Det gælder blandt andet for Frederik Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens bog Kritik af den negative opbyggelighed, som udkom tidligere i år.

Den vakte megen debat, husker jeg (eller ”virak” som det nu om dage hedder med et af disse morsomme eksempler på semantiske transformationer). Var det ikke noget om, at de kritiserede den såkaldte negativisme? At de kritiserede, at kunst nu om dage først og fremmest bestræber sig på at være negativ, dvs. overskridende? At de kritiserede kunstkritikken for at overtage negativismens smagsdom: At et kunstværk er godt, fordi det er overskridende, grænsebrydende – dvs. negativt? Eller at værket er godt, fordi kunstneren bag er grænsebrydende? Jvf. at Nobelprisen i 2004 blev tildelt Elfriede Jelinek, som primært har skabt sig et navn ved at være nedbrydende både i sit værk og i sine offentlige holdninger?

Altså: Ned med den grasserende negativisme. Op, må man så kunne slutte, med negativismens modsætning – positivismen, antager jeg. Ansvarligheden, omhuen, den gode smag.

Mange følte sig pikeret, husker jeg. Og selv havde jeg et syrligt angreb i pennen. Som klummeskriver skal man jo regelmæssigt levere en kommentar til tidens tilstand og fristes derfor let til en slags professions-negativisme. Mavesure og pirrelige vris over tidernes forfald, ”klummesyge” som Stjernfelt rigtigt kalder det. Mit angreb skulle, kan jeg huske, spille på den kendsgerning, at både Stjernfelt og Thomsen i en ung alder var blevet medlemmer af Det Danske Akademi. Ordener, ikke mindst åndslivets immaterielle ordener, gør jo noget ved folk. De blive pæne, konstruktive, ansvarlige. De bliver en del af den gode smag.

Sådan tænkte jeg – men fik altså ikke læst bogen. Så anstændigvis holdt jeg mig tilbage.

Kritik af negativismen går ikke dybt nok

Men så kom der en opfordring: ”Læs bogen, skriv en kommentar”. ”Debatten ebbede ud uden rigtigt at have fået konsekvenser”.

Og nu står jeg i den ærgerlige situation, at jeg i grundtrækkene er enig med Stjernfelt og Thomsen. Ja, skal jeg kritisere noget, så er det, at deres kritik af negationstænkningen ikke går dybt nok, men til gengæld er for bred. Jeg synes, at de godt kunne have gjort sig lidt mere umage, da de satte deres syv essays sammen. For i mange henseender er bogen jo bare et katalog over, hvad Stjernfelt og Thomsen – især Stjernfelt – ikke bryder sig om, indrammet af en kategori, der kaldes ”negationstænkning” eller bare ”negativisme”, som derved bliver så rummelig, at den mister præcision.

Hertil kommer, at de er ude i to forskellige projekter. Stjernfelt går til angreb på den æstetiske og politiske negationstænkning, polemisk og rasende. Thomsens stil er ikke den polemiske, men den ræsonnerende. Hans anliggende er at argumentere for, at man både kan tro på Gud og på oplysningen, altså at modernitet og religion kan forenes.

Dette sidste projekt er jeg i øvrigt også enig i. Allerede i 2002 skrev jeg i artiklen ”Paradoksgud” i bogen Interesse for Gud, at man godt kan være moderne og tro på Gud. Ja, netop vor tids moderne menneske synes at finde ud af, at fornuften og oplysningen har grænser. At der ved siden af det, vi ved eller kan vide, er noget, som vi ikke kan vide: Det man kunne kalde den absolutte ikke-viden. Her træder religionen – og ifølge mit ræsonnement ikke mindst kristendommen – ind: Den hjælper os med at forstå, at vi ikke forstår, hvad vi ikke forstår. Den leverer ikke falsk sikkerhed, men hjælper os med at håndtere tilværelsens uomgængelige usikkerhed.

Men hvad har det at gøre med negationstænkningen? Meget lidt. Jo, Thomsen antyder da, at der er en strukturel lighed mellem den negationstænkning i kunsten, som tror at man når ind til sagens kerne, hvis man overskrider de formelle rammer og bliver spontan, formløs og vitalistisk, og så de kirkeretninger som kæmper mod liturgiens snævre rammer og drømmer om en spontan og autentisk gudsdyrkelse. Jeg synes nu, at forbindelsen er tynd.

Og så leverer han et par herlige eksempler på, at negationstænkningen tilsyneladende er blevet så konform, at selv pæne bankdirektører trækker i lædermundering og realiserer deres indre provokatør på Harly Davidson’en i weekenden. Fint nok – men det har så til gengæld ikke noget med religionsdiskussionen at gøre.

Stjernfelts fire essays – et aversionskatalog

Bogen hænger ikke sammen. Og så er den som sagt især i Stjernfelts fire essays et katalog over, hvad han ikke kan lide. Et aversionskatalog.

Stjernfelt kan ikke lide den nye gymnasiereform med dens angivelige prioritering af projektarbejde, fokus på sociale kompetencer, leflen for erhvervslivets management- og ledelsesfilosofier osv. Et stærkt polemisk signalement, må man sige. Men er alt dette virkelig et udtryk for negationstænkning? Ja, svarer Stjernfelt, for det bygger på en negation af vidensindlæring, pensumkrav, eksaminer og karaktergivning. Vorherre til hest. I så fald er enhver reform et udtryk for negationstænkning: At reformere betyder jo som bekendt at give noget en ny form – dvs. kritisere den gamle. Og så er kritikken af negationstænkningen i realiteten blot et kulturkonservativt angreb på alt det nye.

Han påstår, at den negative vestlige tænkning automatisk fører til at man omfavner alt det der er anti-vestligt, ”fra Sovjetkommunisme til maoisme, fra Pol Pot til Al-Qaeda.” (s. 49). Men er det nu rigtigt, at der er en sådan sammenhæng, eller er det ikke blot undtagelsen? Jeg synes, du smider barnet ud med badevandet, Stjernfelt. Selv om evnen til refleksivitet, til at medtænke det ikke-identiske, ganske vist kan misbruges, er det langt fra nogen automatik i denne sammenhæng. Tværtimod er den en af de kvaliteter ved den vestlige tænkning, som jeg sætter højest.

Han hævder, at vor tids dagbladskritik kun bruger karaktererne 00 eller 13 (s. 78). Enten nedrakning, dvs. anvendt negationstænkning, eller begejstring for det værk, der selv inkarnerer grænseoverskridelsen som æstetisk praksis og livspraksis. Men det er jo forkert, Stjernfelt. De fleste kunstanmeldelser i de danske dagblade er jo tværtimod midtvejssøgende, på-den-ene-side og på-den-anden-side agtige. Hvis der er noget galt med kunstkritikken, så er det at den domineres af konsensus-tænkning. At ingen rigtigt tør stille sig uden for mainstream. Først hvis kritik bliver ufarlig, bliver dumpekaraktererne taget i brug. Nej, Stjernfelt, jeg synes ikke af 00 og 13 bliver brugt for meget, men for lidt. Og først og fremmest bliver de aldrig brugt til at sætte sig selv på spil. Her savner jeg lidt mere negationstænkning.

Han besværer sig over, at læreren til hans otte-årige barn aldrig retter barnets regnestykker, selv om halvdelen af dem er regnet forkert (s. 84). Hvorfor? Angiveligt fordi læreren hylder princippet om ”ansvar for egen læring”, og fordi lærerens holdning er, at man ved at påpege fejl vil kunne krænke barnet. Jamen – jeg er enig, Stjernfelt: Hvis dette virkelig er ikke blot sandt, men signifikat, er det helt ude i hampen. Men er det udtryk for anvendt negationstænkning? Nej, det er for upræcist blot at karakterisere reformpædagogikken som negationstænkning. Problemet er reformpædagogikkens opfattelse af, at læring bedst stimuleres, hvis forholdet mellem lærer og elev udviskes. At læreren ikke må fremstå som klogere eller mere vidende end eleven. At forholdet mellem lærer og elev ikke skal være kunstigt, men – ”autentisk”. Det er ikke alene noget vås, men det er også dybt skadeligt for de pædagogiske resultater. For i så fald må man ikke rette, kontrollere, afholde eksaminer osv.

For mig er det et – dybt banalt, men ikke desto mindre fornægtet – grundvilkår for undervisning, at lærer og elev har forskellige forudsætninger, at denne forskel bør komme til udtryk i undervisningen, og at dette naturligvis ikke krænker barnet. Og at højtformaliserede tests og eksaminer dels er lærerens redskab til at se, om eleven har lært noget, og dels er garanten for, at elevens karriereselektioner bygger på hans evner og ikke på, om læreren kan lide ham. Om alt dette er vi sandsynligvis enige, Stjernfelt. Men det har efter min bedste mening ikke noget at gøre med negationstænkning. Nej, jeg synes tværtimod at du forplumrer kritikken af reformpædagogikken ved at gøre den til et resultat af negativismen.

Hokus pokus og konspirationstænkning

Stjernfelt kritiserer den såkaldte socialkonstruktivisme sønder og sammen. Den skulle angiveligt være en videnskabelig position der hævder, at videnskab er umulig, og at alle sandheder er sociale konstruktioner. Og ja, der er ganske rigtigt tossehoveder, som har påstået noget sådant. Men fremmer det målet at karikere din modpart, Stjernfelt? Er det sandt, som du påstår, at disse socialkonstruktivister for eksempel har misbrugt Gödels usikkerhedsteorem? Og gælder dette misbrug da også for det indsigtsfulde og prisværdige projekt om Dansk Filosofihistorie, som i bind fem, s. 195 netop påstår, at Gödels usikkerhedsteorem lagde en bombe under både den danske og den internationale positivistiske erkendelsesteori? Nej, efter Gödel var intet det samme. Og muligheden for at vende tilbage til en naiv korrespondanceteori er i hvert fald udelukket.

Men ikke nok med det: Denne karikerede socialkonstruktivisme går ifølge Stjernfelt hånd i hånd med den forskningspolitik, der er blevet lanceret under mottoet ”Fra forskning til faktura”. Hvorfor? Jo, vi kender nu efterhånden konstruktionen: De er begge resultater af negativismen. Socialkonstruktivismen er erkendelsesteoretisk negativisme, faktura-politikken er forskningspolitisk negativisme. Og hokus pokus er de i ledtog med hinanden, ja de ”…flyder sammen, indtil de […] er uskelnelige.” (s. 95)

Så selv om jeg er enig i hovedprojektet – hvilket jeg vender tilbage til – så skæmmes bogen unægteligt af at være polemisk i dårlig forstand. Metoden er dels at kritisere en række karikerede antagonister, og dels at føje disse karikaturer sammen i en besynderlig sammensværgelsestænkning, hvor alle dårligdomme kan tilskrives én stor Satan: Negativismen.

Kritikkens essens

Men hvad går kritikken af negationstænkningen så ud på, hvis vi ser bort fra hele det aversions-katalog, som den desværre kobles sammen med?

Jo, essensen er en kritik af den forestilling, at vor tids afgørende æstetiske kriterium ligger i overskridelsen af givne kunstneriske, kulturelle, politiske eller andre normer (s. 14). Af denne negativisme som æstetisk norm udspringer en række erstatningskriterier, som både kan referere til værket (det er godt, hvis det er overskridende, grænsenedbrydende osv.) eller til personen bag værket (værket er godt, hvis kunstneren er grænseoverskridende, sætter sig selv på spil, støder den gode smag osv.). Man tænker på den i Stor-Århus omkringvandrende kunstner Uwe Max Jensen, der senest fik en bøde på 2000 kr. for at have pisset på en gavl i Brande. Tidligere, husker jeg, præsterede han en uge i træk hver dag kl. 14 at skide på lokummerne i Århus Kunstmuseum, uden at det dog desværre førte til pågribelser. Eller man tænker på det ligeledes i Stor-Århus omkringvandrende dagblad Jyllands-Posten, der for nylig pissede på muslimernes modvilje mod at latterliggøre profeten Muhammed. Både Uwe Max Jensen og Jyllands-Posten må siges at have scoret højt på negationstænkningens erstatningskriterier, for så vidt som de har stødt den gode smag og derved skabt furore. Og det er jo negationstænkningens fremmeste kvalitets- og succes-kriterium. Kunsten eller kunstneren, avisen eller dens chefredaktør, har vakt forargelse. Ergo er den god.

Essensen er endvidere, at negativismen udvikler en særpræget figur. Uanset hvor meget vind i sejlene den har, lever den af at være i opposition, at være forfulgt. I 1960’erne og 1970’erne blev den daværende venstrefløj ved med at iscenesætte sig som forfulgt, selv da den havde sejret af helvede til. Og også i dag jamrer den tilsvarende højrefløj – tænk bare på stakkels Bent Jensen, eller på den stakkels Jesper Langballe, der ikke har fået Morten Korch-prisen – med at være forfulgt af de onde og magtfulde kulturradikale. Ja, man har Brian Mikkelsen mistænkt for bevidst at forkludre kanon-projektet for at give de nødlidende modstandere lidt fornyet vind i sejlene og dermed sig selv lidt mere modstand.

Kritikken retter sig imidlertid ikke alene mod negationstænkningen, men også – og måske først og fremmest – mod at denne negativisme er blevet vor tids kulturelle pænhed. Stjernfelt og Thomsens kritik er ikke først og fremmest en kritik af negativismen, men en kritik af at den er blevet normativ, at den er blevet til vor tids opbyggelighed. Den ægte, autentiske negativitet er så vidt jeg forstår OK. Men når negativitet bliver til opbyggelighed, skal den kritiseres. Man skal stå af i tide, med andre ord. Og det får vi da også rørende auto-biografiske eksempler på i bogen. For både Stjernfelt og Thomsen har angiveligt selv i deres ungdom været nogle værre anarkistiske negativister. Men de er blevet klogere, er de. De er blevet voksne, modne – og så må jeg alligevel tilføje: Medlemmer af Det Danske Akademi. Og det har begge givet dem respekt for formens betydning, hvad enten denne form findes i René Thoms formteori eller i gudstjenestens liturgiske form.

Kritikken af negativismen som vor tids kulturelle pænhed er jeg enig i, selv om jeg som tidligere anført mener, at den skyder for bredt og er for generaliserende. Når kritikken rammer, rammer den rigtigt. Fint er det også at påpege negativismens tværpolitiske karakter. Den hører lige vel hjemme på venstre- som på højrefløjen. At kritikken har været relevant, har alle de ømskindede reaktioner dokumenteret.

Fælden klapper – kritikken er paradoksal

Problemet er imidlertid, at kritikken samtidig også på en sandsynligvis utilsigtet måde er paradoksal.

For hvad er Stjernfelt og Thomsens projekt? Det er at etablere hvad man kunne kalde en anden-ordens negationstænkning, nemlig en kritik af kritikken. I dag er det positivitetstænkningen, der er den ægte avantgarde. Det er den, der skaber bevægelse og fornyelse. Det er den, der er provokerende. Så det, Stjernfelt og Thomsen har gjort, er at fortsætte negationstænkningen ved at foretage en dobbelt-negation.

Hvorfor opstår dette problem? Fordi Stjernfelt og Thomsens kritik ikke er tilstrækkeligt radikal. Fordi den ikke går til roden.

Problemet er, at kritikken af negationstænkningen selv bliver en negationstænkning. Fælden klapper. Hvorfor? Fordi det ikke er nok at skifte fortegn. Det er ikke nok at ville det modsatte af negationstænkningen. Det arbejde, Stjernfelt og Thomsen burde have taget på sig, var at finde ud af, hvordan negationstænkningen kommer i stand. Hvad ligger bag, med andre ord? Lad mig i det mindste give en idé til, hvor tampen brænder.

I 1986 skrev den tyske sociolog Niklas Luhmann den brillante artikel ”The Individuality of the Individual”. Den udkom senere i en lidt revideret version i bogen Essays on Self-Reference fra 1990 og på dansk i artikelsamlingen Iagttagelse og paradoks fra 1997.

Her rekapitulerer Luhmann den semantiske udvikling af det moderne individ. Fra det traditionelle samfunds inkluderede individ – det individ der var, hvad det var, i kraft af sin plads i samfundet – har der udviklet sig et ekskluderet individ: Et individ der er sit eget produkt og projekt. ”Homo viator” kaldes det, det frit rejsende individ.

Dette har affødt en paradoksal tilstand. På den ene side er individet blevet tilværelsens centrum. Individet er den moderne skaber og det modernes skaber, jvf. allerede Giovanni Pico della Mirandolas berømte ord om det moderne individ, som stående i verdens centrum må skabe sin egen natur i overensstemmelse med sin egen fri vilje.

På den anden side er individet blevet koblet af. Netop fordi det skaber sig selv – og ikke er skabt af verden – er det blevet anbragt uden for verden eller, som Luhmann udtrykker det, i samfundets omverden. Anbragt i den udstrakte verden – ”res extensa” kaldte Descartes den – er mennesket noget kvalitativt andet, nemlig ”res cogitans”. Individet er konge – og samtidig magtesløst. Det er verdens centrum – og udstødt fra verden.

Mellem positiv pænhed og negativ opbyggelighed

Dette dilemma forsøgte den klassiske moderne tænkning at løse. Tænk bare på Kants æstetiske projekt, nemlig at gøre det individualiserede individs smagsdom alment tilgængelig. Hvordan kan vi overhovedet diskutere kunst, dvs. smagsdomme, spurgte Kant? Det kan vi, fordi der findes almene kriterier på det skønne. Og disse kriterier findes ikke uden for os selv, dvs. i den kunstværket selv eller i sociale smag, men i individets smagssans. Når individet fælder en smagsdom (som kunstner eller som kunstpublikum), virkeliggør det det almene i sig selv.

Men holder Kants projekt? Kan vi virkelig bygge bro over det forskellige ved at realisere den indre almenhed? Det er det, det 20. århundrede har betvivlet og debatteret, ikke mindst i avantgardekunsten. Så måske er avantgarde undertiden blevet til avantgardisme, som Stjernfelt og Thomsen fremhæver, men kerneprojektet har været at genskabe Kants projekt i et nyt medie, nemlig i formen: Derfor var ikke mindst Duchamp livet igennem optaget af det, han kaldte formens minimale forskydninger. Derfor var han optaget af at undersøge, hvad det er, der gør ting til kunst, hvis det nu ikke er tingens indre kvaliteter og heller ikke individets almene smagssans. Det – og ikke futile provokationer – var hans anliggende.

Og noget tilsvarende gælder for religionen. Den kan ikke længere legitimere sig i kraft af sin inklusionsydelse. Det er kun de færreste der stadigvæk tror at man bliver en god og rigtig dansker af at være kristen. Nej, men den er så sandelig heller ikke blevet overflødig. Den kan hjælpe os med at reflektere over vores grundlæggende paradoksalitet: På én gang unikke og udstødte. Det er derfor, Thomsen, at vi ikke føler os trøstet af det inkluderende følelsesfællesskab. Men det er også derfor, at vore tiders sene version af eksistensteologien, som kun tror på Jesus og ikke på Jesus Kristus, har spillet fallit. Det er derfor, at vi alene kan trøstes ved at indgå i et formens fællesskab – i det man kunne kalde den trinitariske form, hvor søn og fader på én gang er forskellige og dog fælles.

Det er derfor, at vor tids dannelse efter min mening er den dannelse, der hylder evnen til at sætte sig i modpartens sted, samtidig med at den forkaster dem og det, der ikke vedkender sig en sådan tolerance. Det er den evne til refleksivitet, dvs. evnen til at omfavne det ikke-identiske der ikke giver slip på sig selv.

Men det gør jo unægtelig projektet mere kompliceret. For så er det ikke nok blot at finde modpolen til den negative opbyggelighed. Så er det nødvendigt at finde ud af, hvad der udgør den form – bemærk: form – der konstituerer forskellen mellem negativ og positiv opbyggelighed. Der på én gang sætter individet uden for og gør det til verdens centrum. Fra denne position bliver det tydeligere, hvor tæt beslægtet den positive pænhed er med den negative opbyggelighed.

Læs også:
Alexander Carnera og Bent Meier Sørensens artikel Skal krisen negeres eller fordobles? To ulovlige kombattanter svarer Stjernfelt og Thomsen. “De herrer Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen har gjort kritik ideologisk (…) Spørgsmålet er om kritikkens sted ikke snarere må findes i en bevægelig midte, der ikke allerede har indtaget en position hvorfra der dømmes?”. Carnera og Meier Sørensen plæderer for kombattanten som en position, der producerer interne forskelle, er kritisk og skabende uden at hævde at stå udenfor.