27.5.2016
I den brede offentlighed bliver flygtningekrisen ofte skildret som et moralsk dilemma. Udfordringen er, at millioner af flygtende mennesker har akut brug for vores hjælp. Krisetilstanden opstår, fordi vi i realiteten ikke er i stand til at give flygtningene den hjælp, de har et moralsk krav på. Europa er dermed fanget i et af vor tids største moralske dilemmaer: Hvilke flygtninge hjælper man, når man ikke kan hjælpe dem alle?
I denne artikel vil jeg forsøge at påvise, hvorfor ovenstående portræt af flygtningekrisen som et moralsk dilemma i sit udgangspunkt er unuanceret og skændigt. I stedet for at tale om en humanitær krise burde vi tale om en intrikat moral-politisk krise.
Når vi fremstiller flygtningekrisen som et moralsk dilemma, er det en fortælling om en politisk tragisk situation, hvor de europæiske ledere – på trods af velmenende (og positive) intentioner – er forudbestemt til at fejle moralsk. Flygtningekrisen er med andre ord et uløseligt problem, hvor vi tvinges til at vælge imellem utilfredsstillende løsninger; en mildt sagt urimelig opgave for de folkevalgte.
Skulle Europa godhjertet beslutte at øge flygtningehjælpen markant, fx fordoble nødhjælpsbistanden og tilbyde asyl til et væsentligt højere antal flygtninge end hidtil, er den brede folkelige og politiske opfattelse den, at Europas økonomiske, sociale og kulturelle teksturer ganske enkelt ville kollapse.
Skal vi tro denne velkendte fællesfortælling, er det altså helt fejlagtigt, at Danmark og Europa er fyldt med snæversynede, kyniske egoister, som ikke har i sinde at leve op til sine moralske forpligtigelser. Problemet er, at vi ganske enkelt ikke kan leve op til disse moralske krav. Den europæiske flygtningepolitik er således et slags ærgerligt stykke nødværge i en gennemført elendig situation, hvor masseindvandringen bør og skal stoppes, hvis vi ønsker et fredeligt, stabilt og fungerende Europa.
Kort sagt har flygtningekrisen skiftet karakter fra en umiddelbar moralsk humanitær udfordring til en sikkerhedspolitisk opgave.
I min optik er ovenstående portræt af flygtningekrisen falsk. Og det er denne løgn, som er den rigtige og egentlige ”flygtningekrise” . Vi fralægger os kynisk vores ufravigelige moralske forpligtigelser over for millioner af mennesker og camouflerer skammeligt situationen som et dilemma uden gunstige løsningsmuligheder.
Sandheden er, at der findes masser af gode og fuldkommen realistiske muligheder for at tilbyde millioner af flygtninge en håbefuld og værdig fremtid og dermed leve op til vores moralske forpligtigelser over for vores medmennesker. Den anden sandhed er desværre, at der ganske enkelt mangler politisk og folkelig vilje til at tage moralens imperativer seriøst.
Men forklaringen på denne egentlige flygtningekrise er alligevel ikke den, at Danmark og Europa er en forsamling kyniske kujoner. Sådan et narrativ ville være mindst lige så unuanceret som overstående falske dilemma.
Rettere skal forklaringen findes i nogle helt konkrete forhold ved den menneskelige moralpsykologi. Det er nemlig et velkendt kendetegn ved vores moralske intuitioner, at de svækkes proportionalt, når den fysiske distancering øges imellem os. Når vi ikke kan se, høre eller mærke – og dermed føle med – de mange millioner af ofre, bliver de moralske bånd ofte alt for abstrakte til, at de kan bevæge og påvirke os. Dette karakteristika ved vores psykologi sætter sine spor i den politiske sfære.
Af denne grund er der derfor tale om en politisk- snarere end en humanitær krise. For det er præcis denne akilleshæl ved den menneskelige moral- og retfærdighedsfølelse, som vores politiske systemer og bureaukratier er sat i verden for at modvirke. Gennem et universelt retssamfund skulle der kunne blokeres for de subjektive moralske variationer.
Når vi som storpolitisk samfund ikke formår at leve op til vores moralske forpligtigelser, som det åbenlyst er tilfældet med flygtningekrisen, så skyldes det en kronisk krisetilstand i vores samfund, som ikke kun gælder vores manglende vilje til at hjælpe flygtninge, men i lige så høj grad en tilbøjelighed til at ignorere de svageste i samfundet – de, som falder uden for de universelle og normative rammer, fra den hjemløse dansker over den arbejdsløse franskmand til det gældsplagede græske folk.
Fra konflikt til flygtningekrisens moralske ansvarsforhold
Den indeværende flygtningekrise er ikke opstået ud af den blå luft. Siden begyndelsen af dette århundrede har den nordafrikanske og mellemøstlige region været præget af en tiltagende social uro qua en manglende politisk stabilitet. Denne langvarige konflikttilstand har langsomt, men sikkert dannet en flygtningestrøm, hvis historiske sidestykke skal findes i årene under og efter 2. Verdenskrig.
I bagklogskabens lys kan vi utvivlsomt betragte den omstridte Irakkrig (2003-2011), som det kausale epicenter for udviklingen i området; et slags storpolitisk meteornedslag, der affødte en flodbølge af regionale og sekteriske konflikter, som senere forankrede sig i en lang række samhørige borgerkrige i Libyen, Egypten, Yemen, Irak og (ikke mindst) Syrien (for ikke at glemme andre sideløbende konflikter i regionen, såsom i Eritrea, Afghanistan, Sudan, Nigeria, Chad, Niger, etc.).
Resultatet af dette kaos er, at Europa har en af historiens største humanitære kriser på dets sydlige dørtrin, hvor mere end 15 millioner mennesker har behov for akut og kontinuerlig nødhjælp (primært i nærområderne til konfliktzonerne).
Som helhed bærer Europa af flere årsager et særligt moralsk ansvar over for denne gruppe flygtninge. Først og fremmest fordi det er denne gruppe flygtninge, som vi rent geografisk (og derfor praktisk set) har bedst mulighed for at hjælpe. Samtidig grunder vores udvidede ansvarsforhold også i det faktum, at europæiske nationer i vid udstrækning har været involveret i de konflikter, som har skabt de massive flygtningestrømme (fx Danmarks centrale involvering i Irakkrigen og NATOs bombning af Libyen).
Sidstnævnte forhold bliver ofte forbigået, men er ikke desto mindre væsentligt. Hvis man som menneske bærer et vist skyldforhold ift. en given situation, er man forpligtiget til at løfte et tilsvarende ansvar for at afhjælpe situationen. Denne argumentation baserer vi store dele af vores strafferetssystem på, og det er et princip, vi dagligt opdrager vores børn efter. Kort sagt: If you break it, you fix it.
Så langt er de fleste mennesker i debatten formentlig enige, nemlig, at Danmark og resten af Europa ikke kun bærer et gennemsnitligt ansvarsforhold som et led i den globale flygtningebyrde, men i en eller anden udstrækning bærer et udvidet ansvar over for de mennesker, som nu appellerer om hjælp i Nordafrika og Mellemøsten; de selvsamme mennesker, som de seneste to år har krydset Middelhavet for at søge asyl ved vores grænser.
Men faktum er, at langt de fleste europæiske nationers indsats indtil videre har været forsvindende lille, og at EU som helhed ikke har formået at stykke en seriøs fællespolitisk løsningsmodel sammen. Kun Grækenland, Tyskland og Sverige synes forbilledligt at have levet op til et deres moralske ansvar. Tyskland og Sverige fordi de tilsammen i 2015 tog imod ca. 50% af det samlede antal asylansøgere i EU. Grækenland fordi de som first-responders (jf. flygtningeruten fra Tyrkiet til Grækenland) har leveret en eksemplarisk (Nobelpris-værdig) humanitær indsats, midt under en af landets største økonomiske og politiske kriser nogensinde.
Tragiske moralske dilemmaer
Men hvis situationen i realiteten er for overvældende, som det ofte påstås af EU- landenes ledere, hvordan kan man så alligevel hjælpe? I vores søgen efter svar vil en kort perspektivering måske hjælpe:
I filmen Pianisten foreviger Roman Polanski, hvad der må være et af vor tids mest brugte moralske dilemmaer. Da tyske soldater invaderede Polen i 1939, oplevede indbyggerne i Warszawa en tiltagende forfølgelse af de mange polske jøder. Passivt måtte indbyggerne i Warszawa se til, mens Nazisterne gradvist fratog jødiske familier deres menneskelige integritet og til sidst deres eksistens.
Hvis vi forsøger at sætte os selv i den (dengang) almene polaks sko, så findes der vel ikke en mere frustrerende moralsk situation at stå i end denne? At se sine medmennesker blive ydmyget og forfulgt uden at have reel mulighed for at modvirke de åbenlyse uretfærdigheder – rent ud sagt bundet på hænder og mund.
For indbyggerne i Warszawa var der tale om et ægte moralsk dilemma karakteriseret ved, at man i realiteten intet kunne stille op. Hvis man trodsede besættelsesmagtens forfølgelse af jøderne, var det med enorme risici, som kunne betyde enden på ens eget og ikke mindst ens families liv. Foretog man sig derimod intet for at hjælpe jøderne, måtte man leve med skammen over ens manglende mod og vilje til at stå imod nazisternes afskyeligheder.
Overordnet set er det rimeligt at betragte datidens polske befolkning som handlingslammede – hvorfor det ligeledes ville være forkert at tillægge dem for meget skyld for de polske jøders skæbne i nazisternes varetægt. At situationen her er et dilemma medfører i sig selv helt konkrete formildende omstændigheder i en moralsk sammenhæng.
Flygtningekrisens moralske dilemma
Men vil fremtidens historikere være lige så forstående overfor vores situation i henhold til flygtningekrisen, som vi er i forhold til krigstidens polakker?
Mange vil påstå, at europæerne i dag befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med krigstidens Warszawa, hvor indbyggerne resignerende måtte erkende, at jøder trinvist blev degraderet til menneskeligt affald. De samme mennesker vil måske påstå, at europæerne naturligvis ønsker at hjælpe de mange flygtninge syd for grænsen, men at situationen – som i Warszawa – ikke tillader det.
Vi kan måske hjælpe et vist antal, men som udgangspunkt må vi passivt se til, mens de resterende millioner kvinder og børn går til i nærområdernes overbefolkede lejre med ligelig mangel på mad, vand og en værdig fremtid.
I en artikel fra Politiken (18. februar 2016) beskrev min kollega Malte Frøslee Ibsen flygtningekrisen netop som et moralsk dilemma. Ifølge Ibsen tvinger flygtningekrisen os til at vælge imellem to urimelige handlingsmuligheder:
”Hvis vi giver hundredtusindvis af flygtninge asyl på dansk jord, risikerer vi, at velfærdsstaten bryder sammen. Det vil i sig selv være en moralsk tragedie, og det vil givetvis gøre det sværere at holde antidemokratiske strømninger fra døren i et Europa, der er forpligtet af sin historie til aldrig at lade Auschwitz gentage sig.”
”Hvis vi omvendt nægter flygtninges ret til asyl, fratager vi dem deres menneskerettigheder; så overlader vi dem til en uvis skæbne i en radikalt destabiliseret region, hvor flere og flere stater kollapser i kaos og anarki, og hvor vi allerede har bevidnet forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab såsom Assads gasangreb og tøndebomber og Daeshs massemord på yazidierne.”
Malte Frøslee Ibsens flygtningedilemma kan (således) skitseres i ret så klare realpolitiske termer:
1. Enten hindrer vi flygtninge i at få asyl i vores land og bevarer dermed vores velfærdsstat til gavn for de nuværende borgere,
2. Eller også anerkender vi flygtninges moralske krav på hjælp og asyl, hvilket fører til enden på de europæiske velfærdsstater, som vi kender dem i dag.
Ovenstående narrativ bygger på synspunktet, at Europa tilsammen ikke besidder den nødvendige kapacitet til at yde en tilstrækkelig hjælp – hverken økonomisk, socialt eller kulturelt.
Lige siden 2013, hvor den indeværende flygtningekrise for alvor blev synlig, har politikere krydset klinger over lige nøjagtig dette dilemma, der ofte har materialiseret sig i diskussionen om, hvor mange flygtninge det danske samfund overhovedet kan tage imod – underforstået, at hvis dette maksimum overskrides, vil hele det sociale korthus vælte.
Det er svært at være totalt uenig i sådan en grundbetragtning. Selvfølgelig er der en grænse for et lands nødhjælpskapacitet. Skulle Danmark rent hypotetisk opjustere sin flygtningehjælp fra 0,85% til 5% af bruttonationalindkomsten og eksempelvis give 400.000 flygtninge opholdstilladelse (modsat de ca. 10.856 der fik tildelt asyl i 2015) – ja, så er det naturligvis svært at se, hvordan dette skulle kunne ske helt gnidningsfrit for den økonomiske og socialpolitiske tilstand i kongeriget.
Mange vil nok mene, at ovenstående hypotetiske flygtningehjælp i realiteten ikke er mulig, ligesom det i realiteten ikke var muligt for de polske indbyggere at gøre oprør mod nazisternes systematiske forfølgelse af jøderne i Warszawa.
Ud fra dette synspunkt har Malte Frøslee Ibsens måske ret, når han således konkluderer, at det er et forfejlet synspunkt, når kritikere gør flygtningekrisens hidtil forfejlede løsninger ”til en anklage om, at danskerne blot er nogle usolidariske nationalegoister, der ikke vil dele ud af deres rigdom.”
Flygtningekrisen kan altså, ifølge Malte Frøslee Ibsen, ikke sættes på spidsen, som eksempelvis pave Frans gjorde det under sin Påsketale, hvor han kaldte Europas flygtningehjælp for ”ligegyldig og bevidstløs.”
Flygtningekrisens falske dilemma
Problemet med ovenstående rationalisering er bare, at denne portrættering af flygtningekrisens dilemma er stærkt karikeret, og egentlig decideret usand.
Når eksempelvis Malte Frøslee Ibsen skriver, at ”hvis vi giver hundredtusindvis af flygtninge asyl på dansk jord, risikerer vi, at velfærdsstaten bryder sammen,” så mener jeg, at han (som så mange andre) begår to fejltagelser. (1) Ikke at sætte sig ordenligt ind i flygtningekrisens omfang, (2) at jonglere med de forkerte modeller for, hvordan flygtningeudfordringen kan og bør løses.
For der er på ingen måde tale om, at hundredtusindvis af flygtninge vil komme til Danmark, hvis Europa en dag beslutter at sammenstykke en komplet og målrettet flygtningeindsats. Dette skal jeg vende tilbage til om lidt. Men først lige et par nødvendige kontekstuelle kommentarer.
Som nævnt har politikerne ret i, at der er en grænse for hvor stor en hjælp de europæiske nationalstater kan yde. Men der er umiddelbart ingen grund til at tro, at kapaciteten ikke rækker til at tage hånd om de akutte udfordringer, såsom byrderne forbundet med fx konflikterne i Syrien, Afghanistan og Irak (hvor hovedparten af de flygtninge, som rejser mod Europa, stammer fra).
Globalt set er der i dag omkring 65 millioner mennesker på flugt. I princippet har langt de fleste af disse mennesker et retsligt krav på asylophold i ét af de lande, som har underskrevet flygtningekonventionen i Geneve af 1951, heriblandt Danmark og langt de fleste europæiske nationer.
Det er naturligvis ikke alle disse 65 millioner mennesker, som har relevans for den europæiske situation. Langt størstedelen af disse mennesker får allerede hjælp i nærområderne eller er på anden vis helt eller delvist selvforsørgende i de lande, de opholder sig i – for ikke at glemme, at mange slet ikke ønsker at forlade deres region, venner og familie.
Hvad Europa skal sigte efter er en løsningsmodel, som er tilstrækkelig først og fremmest for de mennesker, der opholder sig i regionerne nærmest Europa, dvs. Nordafrika og Mellemøsten. Resten af den globale flygtningekrise går under et større globalt fællesansvar og kan med rette prioriteres under eksempelvis den syriske flygtningekrise, som er af mere akut karakter.
Dette betyder i praksis, at man primært bør opjustere nødhjælpen i de brændpunkter, hvor flygtningetallet er steget det sidste årti (UNHCR melder et ønske om en fordobling af denne hjælp) og sekundært åbne op for et øget antal asylansøgere for dermed at afhjælpe de nærområder, hvor nødhjælpskapaciteten (økonomisk og logistisk) for længst er udtømt, og hvor der tillige kan stilles spørgsmålstegn ved den overordnede sikkerhed (Tyrkiet, Libanon, Jordan, Yemen, etc.).
Den primære løsning – dvs. hjælpen i nærområder via nødhjælpsorganisationer – er en mere formel opgave for nationalstaterne end den sekundære nødhjælpsproces, som vedrører tildeling af asylophold. Derfor skal jeg i det efterfølgende fokusere mest på spørgsmålet om asylansøgere, hvilket jo også synes at være det mest debatterede emne (det er blot vigtigt, at man forstår, at disse to opgaver i praksis går hånd i hånd).
Og her er vi så tilbage ved den helt konkrete politiske opgave, altså at vurdere hvor mange asylansøgere, Europa kan tage imod, uden at de økonomiske og socialpolitiske rammer, som frygtet, bryder sammen.
Inden man går i gang med denne diskussion, bør man først gøre sig klart, hvor stort et problem flygtningekrisen egentlig er. Det kunne jo være, at flygtningekrisen slet ikke havde de dimensioner, som man ellers fristes til at tro. Faktisk mener jeg, at det er her, mange kommentatorer hopper i med begge ben, da et faktatjek vil vise, at indeværende flygtningeudfordring slet ikke har de dystopiske perspektiver, som der ofte gives udtryk for.
Det er svært at sætte et fuldkommen præcist tal på flygtningebyrdens størrelse, da denne er under konstant forandring. Dog har vi en lang række vurderinger og forudsigelser fra organisationer og eksperter, som alle synes at tegne et nogenlunde ens billede.
Eksempelvis forventer Amnesty International et akut behov for at give asyl til op imod 1,5 millioner flygtninge over de næste 2 år. Når der tales om et akut behov, skal det forstås som det antal mennesker, der af flere årsager ikke vil kunne indlemmes i den hjælp, som tilbydes i nærområderne.
Det er værd at bemærke, at dette tal er fuldkommen afhængigt af, hvordan konflikterne udvikler sig, og hvorvidt nødhjælpsorganisationerne formår at rejse det kapitalbehov, der nu engang måtte være. Altså hænger tallet 1,5 millioner sammen med, hvordan EU og resten af verden formår at hjælpe i nærområderne. Jo mindre vi hjælper i fx Tyrkiet og Libanon, desto flere asylansøgere vil vi se ved vores grænser – om vi vil det eller ej. Forsømmelse af nødhjælp i nærområderne var bl.a. en af de større årsager bag masseimmigrationen i 2015.
For at indeværende argument skal fremstå tydeligere, har jeg taget udgangspunkt i et langt højere tal end de 1,5 millioner som foreslået af hhv. Amnesty International (og til dels UNHCR). I nedenstående tabel ses en fordelingsnøgle på baggrund af, at 3 millioner mennesker rejser til Europa for at søge asyl hen over de næste 24 måneder.
Kilde: Eurostat.
Hvis vi tager udgangspunkt i kolonne 2, hvor de 3 millioner flygtninge er fordelt på landets samlede rigdom (i stedet for landets størrelse, som i kolonne 1), ser vi, at Danmark vil skulle tage imod ca. 50.000 flygtninge de næste 24 måneder, hvis Danmark skal leve op til sine maksimalt forventelige og tilstrækkelige moralske forpligtigelser i en fælleseuropæisk løsningsmodel.
De 50.000 svarer til en befolkningsforøgelse på ca. 0,89%. Eller sat i perspektiv, så svarer det til, at Købehavns Universitet, som har omkring 40.000 studerende, skulle tage imod ca. 89 nye studerende de næste 4 semestre, i alt 356 nye studerende, svarende til 50 pr. fakultet og ca. 8 pr. institut.
Undergravende for samfundets sammenhængskraft?
Når politikere og meningsdannere taler om hundredtusindvis af flygtninge i Danmark, er retorikken mildt sagt karikeret. Selv hvis antallet af asylansøgere steg til 10 millioner, så ville Danmark ”kun” snige sig op på ca. 150.000. Kun hvis Europa skulle bosætte samtlige flygtninge i verdens nødlejre (ca. +30 millioner), ville det danske fællesansvar betyde, at flere hundrede tusinde flygtninge – ca. 500.000 – ville komme til landet.
Men det er jo slet ikke her, flygtningesituationen er.
For i grunden er der i værste fald måske kun tale om, at Danmark skal forberede sig på at tage imod 20-30.000 asylansøgere pr. år. En udfordring der kan placeres i en størrelsesorden, som Danmark tidligere har løst, senest under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, hvor der i 1995 alene blev givet danske opholdstilladelse til ca. 20.000 personer.
Den økonomiske side af denne udfordring er forholdsvis nem at udregne. Skulle Danmark tage imod 50.000 flygtninge, ved vi, at det vil koste Staten ca. 10 milliarder om året (givet at en asylansøger koster staten 200.000 årligt). Dette tal er naturligvis afhængig af forskellige parametre, så som hvor hurtigt disse mennesker bliver integreret på arbejdsmarkedet, om de vælger at vende tilbage til deres hjemstavn samt den danske stats effektivitet.
Omkostningen på 10 milliarder er naturligvis en væsentlig økonomisk postering, men ærlig talt ikke noget, som bør ryste en finansminister i et rigt land som Danmark. Dertil kommer der selvsagt en lang række potentielle indirekte udgifter, da man fx må forvente en stigning i kriminalitet, da man i praksis øger den socialøkonomiske underklasse i samfundet (kriminalitet hænger stærkest sammen med ens økonomiske status). Men omvendt kan vi måske også forvente, at et veluddannet folkefærd, som eksempelvis det syriske folk, vil kunne indgå i det danske samfund, med en højere frekvens end tidligere erfaringer, og dertil bidrage positivt til de socialøkonomiske forhold.
Set i lyset af disse tal må den foreløbige konklusion være, at der er en mangel på politisk lederskab og vilje – og altså ikke en mangel på økonomisk og logistisk kapacitet. De europæiske nationer har tidligere tacklet udfordringer, der var væsentlig større end denne.
Moralens ufravigelige imperativer
Vi kan altså lynhurtigt tilbagevise tesen om, at Danmark – sammen med resten af Europa – står i et såkaldt moralsk dilemma. De enkelte nationalstater i Europa kunne uproblematisk sætte et worst-case scenarie op, hvor man seriøst forholdte sig til sine konkrete moralske forpligtigelser og dermed gjorde sig parat til at løfte opgaven.
Men hvorfor overhovedet reagere på disse moralske imperativer? Er moral ikke bare en dyr hobby?
De moralske motivationer er vigtige, fordi måden hvorpå vi vælger at reagere på dem, siger en hel del om os som mennesker.
Spørgsmålet, vi bør stille os selv, er, om vi kan kalde os selv for mennesker, hvis vi samtidig ignorerer de lidende mænd, kvinder og børn, hvis skæbne om noget ligger i vores hænder? Kan man, med andre ord, uproblematisk ignorere de moralske bud, som binder os qua det at være menneske?
Vores menneskelighed grunder selvfølgelig i mange forskellige forhold, men mest af alt hæfter vores menneskelighed sig på, hvordan vi gebærder os i henhold til det moralske domæne. At være menneske er netop at lade sig forpligte moralsk.
Denne moralens mulighed, som mennesket bærer i sig, er ikke en banalitet, som vi efter forgodtbefindende kan ignorere. Forkastes moralens imperativer, så ændres den menneskelige grundforståelse ved dens rod. Dette kender vi fra vores hverdag. Forrådes vi én gang af en ven, så ændres vores syn på personen for altid. Ligeledes kender vi skammen ved at snyde og bedrage vores næste.
I stedet for en række banale værdier, er moralen snarere det, som gør mennesket til en fascinerende skabning. Som Immanuel Kant lod skrive på sin gravsten: ”Der er to ting, der fylder mig med ærefrygt: stjernehimlen over mig og moralloven i mig.”
Men det er også de moralske intuitioner, som fylder livet med værdier og motivationer. Havde vi ingen sans for, hvad der var rigtigt og forkert, så havde livet blot været et hedonistisk sansemæssigt kapløb om mest mulig nydelse. Det er pga. vores moralske fakultet, at livet løftes til en højere sfære, hvor tætte venskaber og kærlighedsforhold trives og giver livet egentlig værdi.
Og det er netop dette moralske bånd, som eksisterer imellem mennesker, der gør flygtningekrisen speciel. Hvis ikke vi bredt anerkendte, at vi som mennesker har et ansvar over for de flygtende individer, så ville de europæiske grænser for længst være lukket, og de fremmede menneskestrømme ville uproblematisk (og belejligt!) fortæres af Middelhavets vinterkolde bølger.
På trods af flygtningehjælpens utilstrækkelighed viser den vel derfor om noget, at moralen allerede har bundet os; at vi som samfund føler os forpligtiget? Så problemet er nok rettere, at moralen ikke binder os stærkere, end hvad den har gjort indtil videre.
Moralens psykologiske skrøbelighed
Spørgsmålet er, hvor denne skrøbelighed i moralens motivationer opstår?
Det er vigtigt at fastslå, at der findes utallige variationer af moral og etik på tværs af kulturer. Men det interessante er, at folk egentlig er rørende enige om, hvilke sociale situationer, som har moralsk karakter. Og ligeledes er vi som regel også enige om, hvordan vi som mennesker bør reagere i disse selvsamme situationer, som kræver en moralsk overvejelse.
Eksempelvis er få mennesker uenige i, at hvis der lå et fremmet nødlidende barn ved ens hoveddør, så har dette barn et moralsk krav på vores umiddelbare hjælp – og langt de fleste mennesker ville da også påstå, at de aldrig kunne drømme om at ignorere dette moralske ansvarsforhold.
Nogle ville måske tage barnet indenfor i deres hjem og give det al den omsorg, de kunne. Andre ville måske ringe efter politiet eller se håbefuldt til, mens naboen endelig tog sig af barnet. Pointen er, at meget få mennesker ville ignorere barnet totalt, og dermed lade det dø grædende på ens dørtrin.
Således kunne vi sætte en lang række moralske tankeeksperimenter op, der i det store hele ville tegne et mønster: De menneskelige moralske grundintuitioner afviger ikke nævneværdigt fra person til person. Denne påstand kan måske forekomme en anelse idealistisk, men den er generelt pænt efterprøvet i den social-psykologiske forskningslitteratur (fx forskere såsom Paul Bloom, Joshua Green og Laura Helmuth).
Men når vi nu alle kan blive enige om, at vi vil hjælpe det grædende barn på vores dørtrin, hvordan kan det så være, at europæiske borgere ikke føler den samme trang til at hjælpe ditto på Europas sydlige dørtrin? Hvorfor lader vi bevidst millioner af skæbnesvangre børn på flugt fra krig og ødelæggelse græde forgæves?
Svaret kan måske findes i nogle helt konkrete forhold ved den måde vores moralpsykologiske holdning påvirkes, når den fysiske distance imellem os øges. Med andre ord, når det grædende barn ligger på vores dørtrin, så bevæges vi ret så drastisk, men når barnet er ude af syne, så er vores moralpsykologiske strukturer så svage, at det grædende barn nemt ryger ud af sind.
I starten af 1960’erne gennemførte den amerikanske psykolog Stanley Milgram en lang række sociale (kliniske) eksperimenter, som testede den almene moralske vilje. Ved hjælp af et minimalistisk setup kunne Stanley Milgram demonstrere, hvordan helt ”almindelige mennesker” indvilligede i at medvirke til at torturere uskyldige mennesker, så længe disse personer var ude af syne.
Eksperimentet involverede tre personer, hvoraf to af dem var statister og altså eksperimentets egentlige bagmænd. Den tredje person, som var den uvidende testkandidat, blev bedt om at fysisk afstraffe en anden testkandidat (altså, statisten) – som befandt sig i et andet afspærret lukket lokale – hvis denne svarede forkert på de spørgsmål, som testkandidaten læste op fra et skema.
Den fysiske afstraffelse var at give statisten et elektronisk stød ved at trykke på en knap. Jo flere fejl, statisten lavede, desto højere blev strømstyrken. Hvad testkandidaten ikke vidste var, at statisten i det andet lokale slet ikke blev afstraffet, men at det hele blot var et spil for galleriet, hvor statisten bevidst svarede forkert på testpersonens spørgsmål.
I hans bog Obedience to Authority (som udkom senere i 1974) beskriver Stanley Milgram hvordan langt de fleste af hans testkandidater endte med at sende enorme strømstyrker af sted mod statisten, velvidende at denne styrke potentielt var dødelig. Og selvom eksperimentet rent faktisk var opsat således, at testkandidaten havde gode grunde til at tro, at statisten allerede var død eller bevidstløs, så endte ca. 65% af testkandidater med at følge eksperimentet til ende.
Hvad Stanley Milgrams eksperimenter var tiltænkt at demonstrere var, at helt almindelige mennesker har ringe forudsætninger for, at modstå autoriteter i bureaukratiske strukturer. Naturligvis med en subtil hentydning til, at de tyskere, som medvirkede i udførelsen af Nazi-Tysklands Holocaust, ligeså havde haft dårlige forudsætninger for at bremse de åbenlyse uretfærdigheder. Når mennesket indgår i autoritære rammer, så transformeres langt de fleste af os helt automatisk til dorske medløbere (uanset hvor ædle mennesker vi tror, vi er).
I Stanley Milgrams eksperiment var autoriteten symboliseret ved den tredje person, som også var involveret i forsøget; en professor i en hvid kittel. Når testpersonen eksempelvis viste tegn på ubehag ved at afstraffe manden i nabolokalet og eventuelt foreslog at stoppe forsøget for at tjekke statistens tilstand, så bad manden i den hvide kittel blot testpersonen pænt om at fortsætte, hvilket så skete uden nævneværdig palaver.
Eksperimentet demonstrerede i praksis det, som den tyske filosof Hannah Arendt i samme periode havde argumenteret for, nemlig, at ondskab ubesværet kan stortrives i bureaukratiske strukturer. Ifølge Hannah Arendt var det bureaukratiets systematiske autoritetsstruktur, som reelt set muliggjorde holocaust i datidens Nazi-Tyskland: Folk parerede simpelthen ordrer.
Det er umiddelbart let at se, hvordan Stanley Milgrams eksperimenter underbygger Hannah Arendts tese. Men Hannah Arendts tese var ikke kun et spørgsmål om autoriteter, som Stanley Milgram havde lagt vægt på, men tillige et spørgsmål om, at moralens bånd blev brudt i og med, at den fysiske distance mennesker blev forøget. En påstand, der i samme periode også blev de franske fænomenologers centrale bidrag til moralfilosofien (herunder Emmanuel Levinas, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, etc.).
Tesen er, at hvis Stanley Milgrams testpersoner vitterligt havde siddet fysisk placeret foran den anden testkandidat, og set dennes voldsomme lidelser, så havde de fleste af Stanley Milgrams testkandidater stoppet eksperimentet længe før, at strømstyrken havde nået et dødeligt niveau.
Vi har altså her at gøre med en konkret viden om den menneskelige moral-psykologiske adfærd, som derfor er tvingende nødvendig at tage højde for, når vi taler om den sociale sfære, dvs. politik og retfærdighed.
Den kroniske moral-politiske krise
I hans A Theory of Justice fra 1971 åbner John Rawls med ordene: ”Retfærdighed er de sociale institutioners fremmeste dyd, ligesom sandheden er det i tankesystemerne. En teori må forkastes eller revideres, hvis den er usand, uanset hvor elegant eller økonomisk den end måtte være; ligeledes må love og institutioner reformeres eller afskaffes, hvis de er uretfærdige, uanset hvor effektive og velordnede de end er.”
At vores samfund gentager tidligere forfejlede flygtningepolitikker, skyldes ikke, at vi igen står i et moralsk dilemma. Nej, der er formentlig tale om nøjagtig de samme bagvedliggende mekanismer, nemlig, at vi endnu ikke er kommet det moral-politiske problem til livs i vores samfundsstrukturer.
Hvad Stanley Milgram et al. viser os er, at moralen trives ringe i et socialt (og derfor også et storpolitisk) setup. Og dette stiller nogle helt klare krav til, hvordan vi aktivt bør inddrage denne viden i vores politiske beslutninger.
Det ideal, vi som samfund bør stile efter, må være et samfund, som behandler sine medmennesker nøjagtig, som vi selv ville behandle vores allernærmeste, skulle denne fænge os i en moralsk situation.
Der er ingen tvivl om, at vi alle ville reagere og hjælpe det nødlidende barn på vores dørtrin. Så hvorfor skulle der være forskel på, hvordan staten skal behandle det nødlidende barn på dets landegrænse? Ambitionen må være, at der netop ikke er forskel.
Den rigtige flygtningekrise er et produkt af en større og kronisk moral-politisk krise, som endnu ikke bliver taget seriøst. Denne krise sætter ikke kun sine spor i forhold til, hvordan vi negligerer flygtningenes krav om hjælp, men tillige i, hvordan de vestlige demokratier stadig ikke har formået at hjælpe dets svageste samfundsborgere tilstrækkeligt. Disse tendenser spores i en konstant fortløbende kamp om retten til værdighed, fra de store politiske kriser (fx gældskrisen i Grækenland), til de små kriser (fx den danske kontanthjælpsreform i 2015).
Hvad Danmark og Europa derfor mangler, er ikke et udvidet vagtværn ved de interne grænser eller en skammelig studehandel med Tyrkiet, men rettere et ambitiøst politisk lederskab, som for alvor tager de moralske forpligtigelser seriøst – helt i trit med de rammer og grundregler, John Rawls skitserer ovenfor.
Sådan en kurs er ikke kun en nødvendig ambition i håbet om et bedre samfund, det synes mest af alt at være eneste ansvarsfulde vej for de europæiske demokratier. I en hastigt globaliseret verden vil vores samfund blive lige så hastigt udfordret af nye krisetilstande, som den flygtningesituationen har igangsat. Det vil utvivlsomt være tragisk, hvis vi fortsat behandlede vores naboers kald om hjælp som et sikkerhedspolitisk spørgsmål frem for den humanitære forpligtigelse, det unægteligt er.
