1.6.2005
Det tidlige internet var en udfordring til vores kompetencer, både i relation til teknologi og menneskeligt samvær. Måske derfor blev det i høj grad italesat på samme måde som storbyen 100 år tidligere, der grundlæggende gav andre vilkår end hidtil for det levede liv. Men der er faktisk også mange umiddelbare lighedspunkter mellem det urbane og det computermedierede, og der sker konstante betydningsudvekslinger mellem storbyernes stadige forandringer og vores forestillinger om en fremtid gennemsyret af avanceret digital teknologi. Denne artikel beskriver i korte træk bysociologiens grundlag og de senere paralleller til nettets udfordringer, samt diskuterer nutidens sammenvævninger af storbyens kommunikative og materielle infrastruktur. I sidste ende bliver det svært (måske ligefrem meningsløst) at adskille nettet og det urbane, og istedet skal vi sandsynligvis fokusere på forskellige former for netværk samlet under én hat: the cybercityAt en af de første internetudbydere herhjemme netop tog navnet Cybercity var særdeles forudseende. Samtidig gør det ordet kommercielt ladet i en dansk kontekst, hvilket kun er beklageligt – i den engelsksprogede forskningsverden er der en stadigt voksende og tværfaglig aktivitet med cybercities som omdrejningspunkt..
Med vandringen fra land til by (urbaniseringen) og de forandrede produktionsvilkår (industrialiseringen) blev 1800-tallets mennesker udfordret på deres kompetencer I Danmark skete denne proces i århundredets sidste halvdel, og er fx beskrevet i Martin Andersen Nexøs ‘Pelle Erobreren’ (1906-1910). . Bylivet var uden tvivl en stor forandring, og den spirende sociologis italesættelse af forskellen til det oprindelige landsbyliv var med til at fastholde kontrasten op gennem hele det tyvende århundrede. Begreber som Gemeinschaft und Gesellschaft (Tönnies 1884) indfangede en af modernitetens store fortællinger om netop oprindelighedstab, og her kom byen som sådan til at fremstå som skræmmebilledet på den umenneskelige organisering af nutid/fremtid. Simmel beskrev i 1904 byen som forandringens sted, hvor tempoet og de mangfoldige indtryk var overvældende, og hvor det var nødvendigt med nye kompetencer til håndtering af både sociale og materielle relationer. Erfaringsdannelsen var hidtil sket i tætte og nære netværk (slægt og lokalitet), men bymennesket skulle istedet lære at begå sig mellem ukendte naboer, arbejdskammerater, flygtige bekendtskaber og anonyme fremmede. Den afgrænsede lokalitet blev ligeledes udskiftet med et sammensat mylder af forskelle funktioner og organiseringer, arbejdsdeling, transportbehov og hastighedsforøgelse.
Men man skal ikke glemme, at byen parallelt med skræmmebilledet også fremstod (og fremstår) som et mulighedsrum, hvor man kan være sig selv (nok), tjene penge og realisere drømme der er for store til landsbyen, konkret eller i overført betydning. Med andre ord er storbyen, og i særdeleshed italesættelsen af storbyen, udspændt mellem det negative og det positive – storbyen kondenserer på én gang vores angst og vores håb for fremtiden. I dag ses dette også i mainstream-kulturens produkter, i særdeleshed indenfor filmen, hvor visualiseringer af den nære fremtids metropol ofte viser dysfunktionelle og disintegrerede byrum, hvor mennesket kun overlever på trods og i øvrigt i en evig kamp mod den teknologi, der startede ud som hjælpemiddel og værktøj (fx Blade Runner, 12 Monkeys, Det femte elementDet femte element har en væsentlige lysere og mere humoristisk udlægning af fremtidens by end de øvrige film, hvilket kan skyldes kulturelle forskelle i måden at opfatte storbyen på – Det femte element er fransk, mens resten af de nævnte film er amerikanske. USA har langt flere eksempler end Europa på skræmmende byudvikling, med funktionstømning af centrum, udflytning af handel, beboerflugt til forstæderne osv., kombineret med fattigdom, bander og kriminalitet. , Johnny Mnemonic, Terminator, Matrix). Selve den dystert-symbolske sammenvævning af storby og teknologisk vækst peger tilbage på industrialiseringens logik og også på realiteternes netværk i dag, hvor centrale del af det materielle rum organiseres og værdisættes udfra adgang til (relativt) immaterielle informationsnetværk. Forskydningen fra det materielle til det virtuelle har vist sig at være en udfordring for den enkeltes håndtering af dagliglivet på linie med den, tidligere tiders immigranter fra land til by oplevede, og også i nutiden er der behov for og udvikling af nye kompetencer og betydningsmønstre. Men jeg vil hævde, at der primært er tale om justeringer koblet til anvendelsen af den nye teknologi – mens vi tilpasser sproget og kompenserer for den manglende synlighed, trækker vi på 100 års erfaringer med moderne storbyliv.
Nettet som storby
Som allerede nævnt blev internettet ved sin popularisering op gennem 1980’erne (USA) og 1990’erne (Europa) i høj grad italesat parallelt med storbyen, både negativt og positivt.
Ved siden af den metaforiske rekonstruktion af nettets rum som noget by-agtigt (med informationshovedveje, caféer, biblioteker og mødesteder) er der også tale om en sammenstilling af de nødvendige sociale kompetencer. Trods den væsensforskellige fremtrædelsesform (i byen har man kroppen med sig, på nettet er den usynlig for de andre) og trods den forandrede rumlighed (fra byens tredimensionelle virkelighed til nettets ofte tekstbaserede repræsentation på skærmen) er der et væld af lighedspunkter mellem de færdigheder, der sikrer kompetent navigation og adfærd. Man kan også sige, at bemestringen af de urbane koder med stor sandsynlighed giver et godt erfaringsgrundlag for færdsel på de virtuelle hovedstrøg. Dette er ikke det samme som at kun bymennesker er istand til at begå sig på nettet – urbaniteten rækker takket være massemedier og kulturelle produkter som fx bøger og film langt ud over bygrænsen, og de fleste af kompetencerne kan således og mere overordnet siges at være grundlæggende moderne.
Udfordring
Man skal ville mere end sin lokalitet, og man skal gerne have en nysgerrighed og opdagelsestrang overfor det ukendte. I nogle af de første amerikanske reklamer for internettet blev der spillet på byen som både forudsætning (man var tiltrukket af allehånde kulturelle tilbud og udfordringer) og skræmmebillede (der var farligt at færdes ude; vold og disintegration ventede på den anden side dørtrinnet), og nettet blev dermed søgt solgt som løsningen: få stillet trangen til eventyr og mangfoldighed hjemme fra din egen sikre sofa! Storbyen fremstilles som det paradoksale fysiske rum, eftertragtet og frygtet, og nettet bliver i den optik en sikker genvej til den kreative klasses by, kontrasteret som det er ikke bare til landsbyens sociale kontrol, men også til nedslidte, isolerede og ressourcetømte bykvarterer. Den samme sikkerhed spilles der på, når der tales om bestemte potentialer ved at afprøve roller som personlig udvikling på nettet – hvis det bliver for ‘farligt’ (provokerende, grænseoverskridende, skræmmende) kan man jo bare slukke. Essensen af reklamerne er, at byens udfordringer venter dig hvis du tør – og på nettet bliver det lettere at turde.
Anonymitet
På nettet kan man være anonym, man kan færdes ubemærket i åbne mængder af fremmede, man kan tage kontakt med ukendte og (ikke mindst) spille med sin rolle og sin identitet.
Dette er præcis de sociale faktorer, der også gør sig gældende i storbyen, hvor man som anonymitetens vilkår frisættes fra den direkte sociale kontrol. Man kan være alene blandt mange, og dermed omgå bekendtskabets forventningshorisont. Og selv i realiteternes slagfaste rum er det muligt at lege med fx sin fremtrædelsesform – mellem påklædningens variationer og direkte manipulationer med selve kroppens udtryk er der et stort spillerum. På nettet er sådanne rekonstruktioner og identitets-spil selvsagt mere tilgængelige, da de ikke er bundet til kroppens repræsentation af rollen, og dermed er sikret en endnu større anonymitet. I de positive udlægninger af potentialerne udgør nettet således et medieret mulighedsrum, hvor man kan gøre sig erfaringer med forandrede fremtrædelsesformer, enten i deres egen ret eller som forberedelse til mere kropsligt involverende eventyr. De negative udlægninger kan i høj grad ses som ekkoet af de positive; også handlinger på nettet har konsekvenser, involverer andre mere eller mindre frivilligt og kan være potentielt skadelige. Handlinger på nettet, hvori der også deltager ukendte andre (hvem de end er og udgiver sig for at være) er sociale på samme måde som i byens rum, hvor flygtige grupperinger opstår og opløses i stadigt nye mønstre. Fællesnævneren er anonymiteten og tilsvarende, potentialet for at ændre anonymiteten gennem karakterudbygning og bekendtskaber.
Social navigation
At færdes på nettet handler også i høj grad om det sociale, selvom vi i første omgang har en håndfuld hjælpeværktøjer – portaler, søgemaskiner, links osv. De svarer til byens repræsentation på kort, stedregistre og vejskilte, og hjælper målrettet den konkrete navigation. Men at færdes i byen – og på nettet – er mere end blot at finde den korteste vej; det er en stadig vurdering af det faktiske rum, det tilstedeværende liv, aktiviteter og deres spor, enkeltpersoner og deres fremtrædelse. Man kan havne steder man ikke ønsker at udforske nærmere, finde morsomme krinkelkroge i et ellers velkendt område, tage forsigtige skridt ind i ukendt territorie – og hele tiden vil det blive evalueret i relation til sociale kriterier, der omfatter en vurdering af de andres hensigter samt risici, tryghed og genkendelighed. Sproget i et chatrum kan signalere et særligt sammenhold, så man som udefrakommende symbolsk set skifter fortov, eller bestemte fremtrædelsesformer kan forekomme så fremmedartede, at man altid rejser udenom netop dét kvarter. Storbyen – urbaniteten – har lært os at færdes tempofyldt gennem både ønsket og uønsket mangfoldighed, har til en vis grad gjort os blaserte og istand til automatisk at frasortere store mængder irrelevant information – og det er kompetencer uden hvilke en tur på nettet vil være hurtigt overstået.
The cybercity
I dag smelter nettet og byen sammen. Sociologen Manuel Castells viser hvordan netværk er blevet den sammenbindende kraft, der har flyttet byens fokus væk fra bestemte lokaliteter (space of places) til aktiviteterne og udvekslingerne (space of flows) imellem lokaliteterne. Dette gælder både aktiviteten i de materielle strukturer der understøtter diverse informationsnetværk og i de sociale mønstre, hvor mængden af mellemmenneskelig kommunikation stiger konstant – det er ikke polerne som sådan, men spændingen mellem dem, der er interessant i afdækningen af sammenhængskraften. Samtidig ligger der nye versioner af storbyens skrækscenarie lige under overfladen – arkitekter og byplanlæggere frygter funktionstømning og affolkning af det fysiske rum, ligesom politologer frygter for den demokratiske funktion af åbne offentlige rum, og deres discipliner kæmper med en relevant håndtering af den materialle realitets forandringer. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der faktisk er tale om funktionstømning eller måske om forskydning eller forandring. Når netadgangen kan ske fra gaden, opstår der nye former for aktivitet, og det bliver meningsløst at opretholde en rigid adskillelse mellem fysisk og virtuelt rum. Når man navigerer i byen ved hjælp af mobiltelefonens adgang til digitale repræsentationer af byens rum, hvornår er man så hvorhenne? Når man også er i kontakt med sit sociale netværk gennem kommunikationsteknologien, når der er vigtige venner man aldrig møder fysisk, hvad er så betydningsforskellen? Det er netop i de frugtbare overlap mellem socialitet, rumlighed og teknologi, at vi i dag kan finde den interessante urbanitet – der hvor byens og nettets koder er smeltet sammen og på forskellig vis peger på både tilpasning og innovation i udviklingen af social og materiel sammenhængskraft.
