Emmanuel Gras
Un peuple
2022
&
Maia Kenworty & Elena Sánchez Bellot
Rebellion
2021
01.04.22
Desperation er ikke nødvendigvis bare et negativt begreb – i politik kan desperation også være aktiverende og mobiliserende. Dette ses tydeligt i de to dokumentarer, Un people og Rebellion, der hver især vises i den årlige CPH:DOX-festival. Dokumentarerne, som omhandler henholdsvis De Gule Veste i Frankrig og Extinction Rebellion i Storbritannien, er ikke blot vidnesbyrd om det repræsentative demokratis krise; de handler lige så meget om, hvordan man i Europa allerede i dag famler sig frem i desperate forsøg på at tænke og praktisere politik på ny.
En af den nu internationale bevægelse Extinction Rebellions grundlæggere, Roger Hallam, er en tankevækkende figur. Som Hallam formulerer det i sit interview til Rebellion, er den basale idé bag Extinction Rebellion at skabe “disruption” i det politiske system gennem civil ulydighed for at presse magthavere til at tage klimakrisen seriøst. Ved de første planlægningsmøder i 2018 blev det endda formuleret sådan, at helst så mange som muligt skulle bryde loven og arresteres – som det også lykkedes dem for alvor at gøre i april 2019, hvor de nærmest besatte indre London i en kort periode. Alt imens skaber De Gule Veste i Frankrig på samme tid en anden form for disruption med deres krav om social retfærdighed samt opgør med den økonomiske og politiske elite. I den lokale gruppe fra Chartres laves det sigende plakatslogan til en demonstration: Han, som sår armod (la misère), høster vrede. Snarere end en eksplicit strategi omkring civil ulydighed er det indignation og et reelt ønske om at få magthaverne til at lytte, der driver De Gule Veste i Chartres.
For disse aktivister befandt man sig allerede i en politisk undtagelsestilstand lang tid før COVID-19, som de sidste år har taget en stor del af opmærksomheden. De er gadens revolutionære, offentlige symboler på en anden slags politik end den parlamentariske. Men samtidig handler de kun på den statslige gadeordens nåde – og kan imens ikke undgå selv at blive til platforme for intern politisk splittelse og konflikt. Begge dokumentarer fokuserer også på sådanne konflikter, som når den lokale talsmand i Chartres, Benoit, til de andres forargelse ikke møder op til en demonstration, som han selv har arrangeret. Men det er vigtigt ikke at bruge dette som en måde at affeje bevægelserne på – som om at den eneste rigtige protestbevægelse er én, der handler i perfekt forening. Snarere tværtimod kan enhver håndteret konflikt, der ikke fører til frafald og opløsning, betegnes som en lille sejr for sådanne bevægelser.
Un peuple er i den forbindelse bedre til at dokumentere disse konflikter uden at lægge en særlig vinkel ned over dem. I Rebellion kommer særligt én personlig konflikt mellem Roger Hallam og hans datter, Savannah, til at fylde uforholdsmæssigt meget – nærmest som om at instruktørerne Maia Kensworty og Elena Sánchez Bellot vil illustrere en pointe om, at det kan være svært både at have et godt familieliv og samtidig være radikal aktivist. Men uanset hvad er det vigtigste at tage med omkring alt dette, at individuelle konflikter sagtens kan udspille sig i politiske bevægelser, uden at alting går i stå af den grund.
‘Ekstrem’ aktivisme og revolutionsiver
For der er hele tiden noget langt større på spil for både Extinction Rebellion og De Gule Veste. På nogle punkter kan disse to bevægelsers aktivistbaser dog også siges at være meget forskellige – for de fleste i De Gule Veste handler den politiske kamp også om deres eget liv her og nu, som når de har svært at betale deres regninger sidst på måneden, mens Extinction Rebellion ikke er drevet af fortvivlelse over ens eget liv lige nu men et større perspektiv på planetens fremtid og konsekvenserne for andre. Lidt forenklet tilhører aktivisterne næsten hver sin sociale klasse, hvilket blandt andet giver sig udslag i en bedre organisering og flere økonomiske ressourcer bag Extinction Rebellions aktioner. Som det især ses, når Un peuple følger aktivisterne til de store demonstrationer i Paris, har De Gule Veste også meget sværere ved at blive enige om, hvorvidt brug af vold mod statsmagten kan være legitimt i nogle tilfælde eller ej.
Endelig viser begge dokumentarer på subtil vis, hvordan disse radikale bevægelser i nyere tid er ekstremt ambivalente i forhold til deres syn på det repræsentative demokrati og det politiske system. På den ene side advokerer de begge for langt mere direkte indflydelse til borgere gennem forskellige slags borgerting. Eksempelvis snakker de lokale aktivister i Chartres flere gange om behovet for at ændre Frankrigs forfatning, så det kommer til at indeholde et element af direkte demokrati i form af et “Référendum d’initiative Citoyenne” – så borgere f.eks. kan afvise love fra politikernes side, hvis tilstrækkeligt mange stemmer for det. Og i Paris hører vi endda demonstranterne råbe “révolution”, hvilket er et begreb, som i Frankrig stadig har en stor historisk kraft og betydning.
Men på den anden side er begge bevægelser hele tiden optagede af at stille høje krav til politikerne – som om at det bedste egentlig ville være, hvis vi kunne beholde det eksisterende system men bare med en politik, som var radikalt anderledes. Det er som om, at der således stilles en usynlig skillelinje op mellem de faktisk valgte politikere samt partiers illegitimitet og så det bagvedliggende systems i hvert fald potentielle legitimitet – hvis det blot fungerede bedre. Eller med andre ord: Hvis nu politikere overtager alle vores holdninger i morgen, er systemet måske ikke så dårligt alligevel. Spørgsmålet er imidlertid, om både Extinction Rebellion og De Gule Veste ikke bør skille sig af med dette skjulte håb én gang for alle? Ligesom bankmænd og investorer inden for den finansielle kapitalisme kan være nok så godhjertede uden, at det nødvendigvis ændrer på økonomiske strukturer og systemiske uretfærdigheder, peger de problemstillinger, som begge bevægelser er optagede af, muligvis på, at vi faktisk har brug for en form for revolution af vores politiske systemer og særligt det repræsentative demokratis dominans i dag.
Desperation i hjertet af Europa
Se derfor Un peuple og Rebellion – og gerne lige efter hinanden – for at blive mindet om nogle af de uafsluttede politiske kampe, som stadig har et potentiale til grundlæggende at forandre vores samfundsinstitutioner. Især fra et globalt perspektiv er der selvfølgelig mange flere kampe og mange flere politiske bevægelser, som også fortjener vores opmærksomhed. CPH:DOX viser eksempelvis samtidig en dokumentar om den libyske revolution og borgerkrig – Giovanni Buccominos After a Revolution – som handler om, hvordan krig og politik i dag også er flettet sammen i et spil om liv og død andre steder i verden. Men Un peuple og Rebellion vidner trods alt om en desperation i hjertet af Europa, som i kølvandet på coronakrisen stadig er værd at tage alvorligt.
