Demokratiet er ikke i krise

Det er en ofte gentaget påstand, at demokratiet er i krise. Men det er lidt for tidligt til at skrive demokratiets mindetale, hvis man spørger Jan-Werner Müller. I sin nyeste bog “Demokratiet styrer” fra 2021 inviterer Müller læseren ind i et historisk perspektiv på demokratiet. Gennem anekdoter fra historien og referencer til mange af demokratiets fædre giver Müller et overbevisende argument for det repræsentative demokrati som den bedste styreform.

Jan-Werner Müller
Demokratiet styrer – Frihed, lighed, uvished
Informations Forlag, 2021

 

 

 

 

 

29.03.22

Det er en ofte gentaget påstand, at demokratiet er i krise. Det har foranlediget nogle politiske tænkere til at påstå, at krisen skal løses med eksperternes kyndige vejledning (epistokrati) eller ved at udskifte politikere med tilfældigt udvalgte borgere (lottokrati). Men det er lidt for tidligt til at skrive demokratiets mindetale, hvis man spørger Jan-Werner Müller. I sin nyeste bog Demokratiet styrer fra 2021 inviterer Müller læseren ind i et historisk perspektiv på demokratiet. Gennem anekdoter fra historien og referencer til mange af demokratiets fædre giver Müller et overbevisende argument for det repræsentative demokrati som den bedste styreform.

Ved første øjekast er Demokratiet styrer en overskuelig størrelse. 279 sider og stor linjeafstand. Desværre er bogen pakket med lange indskudte sætninger og knudrede formuleringer, så man er ikke altid sikker på, hvad Müller faktisk mener. Dette medfører, at bogen ikke læses i det “inviterende stræk”, som udtalelsen af The New York Times på forsiden giver indtryk af. Men hvis man som læser kan finde tålmodigheden frem til at rede hoved og hale i de lange knudrede sætninger, venter der til gengæld en tankevækkende diskussion af demokratiet. Bogens undertitel er frihed, lighed, uvished, hvor ‘uvished’ i denne danske version er understreget med kraftigt rødt på forsiden. Det giver et godt fingerpeg af, hvor Jan-Werner Müller vil hen med sin bog: Demokratiet er karakteriseret ved uforudsigelighed, fornyelse, omskiftelighed og vigtigst af alt – valg af nye personer på magten.

En hyldest til det repræsentative og deliberative demokrati

Det er tydeligt, at Jan-Werner Müllers bog er et forsvar af demokratiet i sin nuværende deliberative og repræsentative form. Dette forsvar kommer i en kontekst af, at demokratiets fætre og kusiner har fået mere medieomtale i de seneste par år. Eksempelvis har Jason Brennans Against Democracy fra 2016 vundet stor opmærksomhed. Brennans bog argumenterer for, at epistokrati (også kaldt ekspertvælde, teknokrati eller meritokrati) vil producere langt bedre resultater politisk set end demokratiet, hvorfor vi bør skrotte demokratiet. Et andet eksempel er det såkaldte “lottokrati”, hvor en tilfældig udvægelse blandt befolkningen dikterer, hvem der sidder ved magten. Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps spøgelse går igennem både disse proklamationer om demokratiets krisetilstand og den stigende opbakning til andre styreformer. Jan-Werner Müller beder os falde til ro og have tillid til demokratiet som den mindst dårlige styreform.

Ifølge Müller mangler både meritokrati og lottokrati den dynamik og kreativitet, som findes i det repræsentative demokrati. Han har den vigtige pointe, at dem, som foreslår lottokrati eller meritokrati har en fejlagtig forståelse af politik. De misforstår politik som noget, teknokrater skal føre – med andre ord at politik blot består af en række veldefinerede problemer som skal løses af de bedste eksperter. Repræsentativt demokrati, mener Müller, er god til at finde problemer. Problemer forstået på den måde, at konkurrerende narrativer om samfundets problemer (ideologier, om man vil) kan have en sameksistens. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle karakteriseringer af samfundets problemer er lige gode – som Hannah Arendt har udtrykt det, så bør meninger være begrænset af kendsgerninger. Men som Walter Lippmann har formuleret det, så afhænger de kendsgerninger vi har af, hvor vi står og af de vaner, vores øjne har. De ligger ikke bare klar til at blive opdaget som objektive fakta. Er det indvandring, høje skatter, lav velfærd eller klimaforandringer, som er de vigtigste problemer i dag? Det kan partier gå sammen om at definere – og den offentlige debat kan bestride eksisterende synspunkter. Vælgerne afgør dernæst, hvilke af samfundets problemer er mest presserende, og partipolitikerne får magt til at indføre deres erklærede politik proportionelt med folkelig opbakning. Her kommer Demokratiet styrer som et forfriskende og pragmatisk forsvar for demokratiet.

Back to basics: Demokrati er…

Jan-Werner Müller argumenterer dog også, at demokratiet (hvad enten det er USA eller Spanien – to lande, som Müller fokuserer på i bogen) har plads til forbedring. Eksempelvis foreslår han, at det handler om at styrke institutionerne og at have tillid til, at vælgerne ikke er så dumme, som nogle hævder, at de er. De er udemærket klar over, hvad de laver, når de stemmer på Donald Trump eller på det populistiske parti Podemos. Han mener ikke, at det bliver domstolene eller de højtuddannede, som redder demokratiet – men mobiliseringen af borgere.

Ifølge Jan-Werner Müller har demokratiet, når man vender tilbage til grundprincipperne, to væsentlige karakteristika (s. 121):

1) For det første skal der være et sted og særlige tidspunkter til at træffe kollektivt bindende beslutninger for at kunne udtrykke politisk vilje gennem lovgivning (dvs. et parlament eller lignende). Som han udtrykker det: “Et flertal får sin vilje, efter at oppositionen har givet udtryk for sin mening”.

2) For det andet er der brug for et sted, hvor der løbende kan dannes meninger og fremføres politiske vurderinger om samfundet i almindelighed. Med andre ord: “Enhver kan komme til orde, mere eller mindre til enhver tid”.

Det er generelt et gennemgående træk for Demokratiet styrer, at klassiske demokratitænkere som Jean-Jacques Rousseau og Alexis Toqueville bliver støvet af og genbesøgt. Det er forfriskende, at Jan-Werner Müller konsulterer med de oprindelige tanker bag det moderne demokrati. Det sker også med en vis skepsis, heldigvis, for Müller bruger de klassiske politiske tænkere som sparringspartnere for tænkningen snarere end en reel kilde til ekspertise. Disse afbalanceres med samtidens politiske tænkere med over 300 forskellige henvisninger til f.eks. Elizabeth Anderson og Thomas Piketty. Generelt bygger Jan-Werner Müller sin diskussion og argumentation på et stort forfatterskab inden for politik, økonomi, skønlitteratur og så videre – hvilket helt sikkert er med til at give det dens ambitiøse og berigede karakter.

Coda: Håb for demokratiet

Jan-Werner Müller afrunder diskussionen i et ‘coda’ ved at liste flere grunde til at føle håb for demokratiet. Den første grund indebærer, at selvom mange mennesker i dag er skuffede over eller utilfredse med demokratiets tilstand, så er det de færreste, der vil vende ideen om et demokrati ryggen. De fleste mennesker støtter ideen om et demokrati og vil til hver en tid vælge denne styreform frem for autokrati, oligarki eller “lottokrati” af tilfældigt udvalgte borgere. Dette leder også til Müllers anden grund til håb, nemlig at selv de mest udemokratiske partier og bevægelser ønsker at fremstå demokratiske. Dette ‘hykleri’ mener Müller kan give håb. Når mange autoritære skikkelser bliver ved med at lade som om, at de er demokratiske, giver det en åbning for, at folket kan kritisere og udfordre autoritære ledere. En tredje grund til håb er, at faktorer, som udgør en trussel for demokratiets helbred, f.eks. den stigende ulighed og kulturkampe i USA, er politisk skabte og kan derfor også afskaffes af politik. De konflikter og den store grøft i f.eks. amerikansk politik er ikke statiske men netop mulige at forandre. Det er denne forsigtige optimisme på demokratiets vegne og opfordring til civil handling, som jeg vil tage med mig efter at have læst Jan-Werner Müllers Demokratiet styrer. Derfor en varm anbefaling til at læse dette knudrede men tankevækkende forsvar for demokratiet.