11.04.2022
Af Frederik Kirst Müntzberg
På dette års udgave af CPH:DOX har klimaet, naturen og de såkaldte antropocæne kriser endnu engang fået en hel del opmærksomhed. Den vilde natur forsvinder med lynets hast, og det anslås, at op imod 94% af den danske natur har det skidt. Biodiversitetskrisen er altså allerede i gang med at forandre livet på jorden for altid. Derfor er det også væsentligt, at vi overvejer og gentænker forholdet mellem natur og menneske, og netop dét forsøger dokumentaren After Nature. I After Nature, som er den danske instruktør Esther Elmholts første film, får vi et minutiøst indblik i biodiversitetskrisen, og undertiden bliver der endda sat grundlæggende spørgsmålstegn ved vores forståelse af, hvad naturen er. Filmen er bygget op i fem kapitler, som fra forskellige vinkler belyser menneskets påvirkning på naturen. Vi møder undervejs fire forskere og en kunstner, som hver især gennem deres arbejde anskueliggør biodiversitetskrisen og redegør for dens omfang. Filmen er et detaljeret vidnesbyrd om livet i en antropocæn tidsalder, og på en afdæmpet og nøgtern måde formår filmen at sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvor grænserne mellem det menneskelige og det naturlige går. Turbulens har interviewet instruktør Esther Elmholt om filmen og om livet i en antropocæn tidsalder.
Hvordan fik du idéen til at lave en dokumentarfilm om biodiversitetskrisen, og hvilke overvejelser gjorde du dig i forhold til at belyse emnet filmisk?
Jeg synes, at biodiversitetskrisen er en krise, der står lidt i skyggen af klimakrisen. Man kan sige, at alle de antropocæne kriser – klimakrisen, biodiversitetskrisen, ressourcekrisen og coronakrisen – er flettet sammen, men de er også på nogle punkter forskellige, og de kræver forskellige løsninger. Vi snakker enormt meget om klima, og det er også vigtigt, men jeg kan godt være en smule nervøs for, at vi kommer til at vælge nogle forkerte løsninger i forhold til den grønne omstilling, hvis ikke vi tager højde for biodiversitetskrisen. Derudover har jeg altid været fascineret af naturen og de processer, der er i naturen, hvor alting er forbundet, og arter tilpasser sig hinanden. Og så tror jeg også, at der er et grundlæggende håb i forhold til den situation, vi nu står i. Som de siger i Jurassic Park: ”Life finds a way”. Fascinationen for naturen kan være en vigtig drivkraft og motivation for at handle, og her tror jeg, at der er et stort potentiale i filmmediet. Æstetikken er et af filmmediets forcer, da man kan skabe en sanselig og poetisk fortælling, og det tror jeg er vigtigt for erkendelsen af det her problem. Nu er vi i lang tid blevet præsenteret for tal og fakta, men jeg tror, at det er vigtigt, at vi kan formidle biodiversitetskrisen på flere forskellige måder.
I filmen giver du meget eksplicit ordet til forskere for at lade dem og deres forskning fortælle historien. Hvad er dine tanker bag det?
Filmen er på mange måder en forlængelse af det arbejde, som vi laver på festivalen Bloom og vores tilgang til videnskabsformidling. På Bloom er vi meget interesserede i at forstå naturvidenskaben samt de mere filosofiske spørgsmål, som udspringer af den moderne videnskab, som kræver, at vi gentænker hvad det vil sige at være menneske, vores forhold til naturen og hele den menneskelige udviklingshistorie. Det er derfor vigtigt at forstå forskningen og også give ordet til forskerne for at opnå en dybere forståelse af de her problematikker.
I filmen er det tydeligt, hvordan den menneskelige kultur hele tiden medierer naturen – forskernes redskaber, motorvejen ved Kasted mose, byrummet i Holland, kunstnerens ”lydpistol” – er det et velovervejet greb, der er en del af et større budskab om at forstå naturen på en særlig måde, eller er det simpelthen et vilkår ved al natur; at den alle vegne er medieret af vores menneskelige kultur?
Fra starten af var det meningen, at filmen skulle udforske, hvordan mennesket påvirker naturen, så det giver egentlig meget god mening, at filmen er endt på den her måde, hvor der nærmest er motorveje, mennesker og maskiner overalt i filmen. Men det var først, da filmen begyndte at samle sig, at det blev tydeligt for os, hvor lidt vild natur vi egentlig havde fået med. Derudover er det også bare svært at filme i naturen, uden at der er mennesker – man møder næsten altid en hundelufter eller en skoleklasse. Jeg havde aldrig før været i Kasted Mose, før vi skulle filme der, og jeg havde egentlig tænkt, at det var et større område. I virkeligheden var det bare svært at filme derude, uden at man fik en vej med i baggrunden. Vi har jo næsten ikke noget vild natur i Danmark. Det vi kalder natur, såsom rapsmarker, det er jo ikke vild natur. Så man kan jo føle, at der er lang vej til at få løst den her krise. På den anden side synes jeg også, at der er noget vildt smukt over den her antropocæne natur, som vi også ser inde i byerne. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi også kan værdsætte den natur, fordi der er så mange af os, der er i berøring med den til daglig.
Man kan, i filmen, fornemme en form for dobbelthed i samspillet mellem kultur og natur. Det er jo kulturen, der har været med til at ødelægge naturen, men er det så også den menneskelige kultur, der kan genoprette og genopbygge naturen?
Det er i virkeligheden ikke i særlig mange år, at vi har været opmærksomme på, at det er os, der er problemet. Man kan håbe, at nu hvor vi for alvor ved det, kan lave lidt mere radikale omlægninger, så vi for alvor kan gøre noget ved problemet. Det er i hvert fald vigtigt, at vores syn på naturen ændrer sig – og det føler jeg også, at det gør, og her kan forskerne og forskningen virkelig være med til at flytte os. I mange år tror jeg, at vi er mange, der har mistet kontakten til naturen, men under corona kunne man se, hvordan mange også har genfundet en glæde ved den. Jeg er selv begyndt at blive klogere på naturen; hvis jeg før i tiden gik en tur i skoven, så havde jeg måske ikke tænkt så meget over, om det var en plantage eller vild skov, for det kræver, at man kan kende forskel på de to ting. Når man lærer naturen at kende, lærer man også at sætte pris på den vilde skov eller den skov, der ikke er forvaltet; man sætter pris på, at der er væltede træer, og at der ikke er så meget kontrol ved naturen. Jeg håber, at vi er ved at være på vej væk fra de velfriserede græsplæner og rent æstetisk kan begynde at sætte pris på natur, hvor biodiversiteten trives.
I filmen fremhæves det, at vi skal give plads til, at naturen kan være fri, samtidig med at mennesket også ses som en positiv igangsætter, der kan genskabe naturen. Hvor går grænsen mellem den fri natur og den antropocæne kultur?
Jeg synes, at der er to ret interessante erkendelser, som er opstået i kølvandet på den moderne forskning. Den ene er, at kultur og natur er smeltet sammen, fordi vi påvirker naturen så meget, at vi ikke længere kan tale om, at der er noget, der er natur (hvis man taler om natur som noget, der er uberørt af mennesker). På samme tid er der også en erkendelse af, at vi i virkeligheden er meget tættere på naturen, end man hidtil havde troet. Man har fundet ud af, at vi deler gener med simple organismer og planter, og at vi egentlig har meget mere tilfælles med dem end hidtil antaget. Især inden for den moderne bevidsthedsforskning begynder man at have rimelig solide teorier om, at bevidstheden ikke er noget, der er særligt for os mennesker eller noget guddommeligt eller uforklarligt, men at det i virkeligheden bare er et biologisk fænomen, som også eksisterer hos alle mulige andre arter. Vi har bare ikke helt fundet ud af, hvordan vi kan måle det endnu. Det gør jo mennesket til en del af naturen, og så er alt jo bare natur – det er meget interessant.
