Kunstudstilling
Pussy Riot, Velvet Terrorism
Louisiana – Museum of Modern art, Humlebæk
13. september 2023 – 14. januar 2024
I en video står en elefanthueklædt kvinde. Hun bæller en flaske vand, løfter op i sin kjole, tømmer blæren ud over et billede af Vladimir Putin, sparker til billedet og rækker fingeren i vejret. Det her vrede, underfundige øjeblik indleder Pussy Riots Velvet Terrorism, og er også det mest rolige sted i hele udstillingen. For selvom humoren og vreden fortsætter gennem udstillingen, så er det, der følger på den anden side af videoprojektionen et informationsmylder i infernalsk støj.
Udstillingen giver nemlig én en smule hjernekatar, fordi man skal læse utallige linjer tekst i punket støj fra videoskærme, men det er som sådan ikke en kaotisk oplevelse. Barberer man meget af udtrykket væk, de farvede tapeoverskrifter, håndskrevne tekster, lyden og det at performancerne er utroligt modige og farlige, så er Velvet Terrorism en fuldstændig systematisk kronologisk gennemgang af Pussy Riots aktiviteter fra 2011 til i dag. Det er faktisk et arkiv.
På afstand kan det virke som om, Velvet Terrorism besidder en paradoksal energi. For hvad skal vi med punk protestperformances på Louisiana – Museum for moderne kunst i nordsjællandsk idyl? Det larmende, punkede DIY-udseende må forstås som et forsøg på at sætte arkivet i live og forbinde os til Pussy Riots aktivisme. Og man bliver revet med, netop fordi Pussy Riot i deres første museumsudstilling ikke forsøger at genoplive 12 års protester, så vi skulle ønske vi havde været der under de oprindelige performancer. De viser efterspillet, de dokumenterer, og museet spiller en central rolle for, at vi kan nærme os Pussy Riots aktivisme.
Ingen introduktion
Det antages helt klart, at vi kender Pussy Riot. Titlen på udstillingen, oversat til fløjlsterrorisme, har de fra biskop Tikhon Shevkunov, der er åndelig rådgiver til Putin, som brugte denne betegnelse om Pussy Riot efter den performance, der gjorde dem berømte, nemlig Punk Prayer, hvor de i 2012 spillede en punkkoncert midt i Moskvas Frelserkirke. Performancen og den efterfølgende fængsling af Nadya Tolokonnikova, Yekarterina Samutsevich og Maria Alyokhina, som har sammensat udstillingen, skabte så stort røre i vestlige medier, at navnet kun kan lyde velkendt. Men efter seancen med den pissende kvinde begynder en stramt opsat dokumentation af hver eneste peformance/handling/fængsling fra 2011 og frem. Derfor pryder også kun en kort kuratorisk tekst indgangen til Velvet Terrorism. Det er på en måde en total præsentation af Pussy Riot.
Det bør gå ret hurtigt op for en, at man ikke kender Pussy Riot, så godt som man skulle tro. Der er de mest berømte performances, som selvfølgelig, Punk Prayer og Police man enters the game, hvor baneløbere fra Pussy Riot afbrød VM-finalen i 2018 og gav en high-five til Mbappé, men der er så meget Pussy Riot aktivisme, som vi aldrig har hørt om. Fra de nyeste performances fra i år, der protesterer mod invasionen af Ukraine, til små aktivistiske handlinger og utallige retssager. Der er virkelig imponerende meget.
Systematisk larm
Der er en bias i, hvilke performances der fylder mest. Det gør de store og mest kendte, fx Punk Prayer og Police man enters the game, men systemet er det samme udstillingen igennem. Hver performance har en titel, klistret med tape i skrigende farve på forskelligfarvede vægge, tid og sted er indikeret, deltager er markeret med en tegnet elefanthue, konteksten er forklaret i trin, billed- og videodokumentation af perfomancen er præsenteret og ikke mindst er reaktionerne beskrevet, uanset effekt. I det mudrede lydunivers fra de mange videoskærme, der spredt i udstillingen, er der en salig orden, og selvom sproget i teksterne oser af vrede, med et skvæt humor, så er det ret nøgternt. Maria Alyokhina vægter tydeligt det at dokumentere performancerne højt, og at dokumentationen skal ledsages af støj, uro og forvirring. Metaforisk er er det et symbol på, hvad Pussy Riot laver: systematiske politiske handlinger, alt imens de oplever en larmende uretfærdighed i deres eget Rusland.
Man mærker denne anspændte trykken gennem hele Velvet Terrorism, og der er så mange aktivistiske handlinger, at det er uoverskueligt at opleve alt på nært hold. En de store perfomances er Putin will teach you to love the motherland i forbindelse med OL i Sochi 2014. Dokumenteret med stedet: Vinter OL, tidspunktet: 2014, de otte deltagere, og så en detaljeret beskrivelse i 23 trin. Her beskrives alt det, der sker i Pussy Riots forsøg på at lave en musikvideo med samme titel som performancen: De bliver interneret af den russiske efterretningstjeneste FSB, banket af lokale kosakker, chikaneret af kyllingeudklædte pro-Putin tilhænger, og meget mere, mens de filmer.
Et eksempel på hvordan de skriver, er teksten efter mødet med kossakkerne: “We wipe away the blood, put bandages on the wounds in the hospital, wash the tear gas out of our eyes and go to shoot the next and last episode of the video”. Alt imens er væggen fyldt med billeder, hvor de poserer ironisk med og uden de neonfarvede elefanthuer blandet med billeder af de skader, som er blevet dem forvoldt. Der er en hardcore trodsighed i deres blikke midt i volden, et overskud, som man ikke kan lade være med at blive ramt af. Og så peger beskrivelserne mindst lige så meget mod revolutionen i Ukraine, der foregår samtidig i 2014, og den efterfølgende russiske annektering af Krimhalvøen.
Fra de små handlinger
Når de mindre handlinger flettes ind blandt de store, opstår en mere rå poetik i udstillingen. Tag peformancen Don’t be afraid action, day 18, 2015, hvor Katrin Nenasheva bar en fængselsuniform i Moskva i 30 dage og dokumenterede folks reaktioner. Nadya Tolokonnikova deltog på 18 dagen i hendes oprindelig fængselsuniform fra den moravianske fængelskoloni den 12. juni på Ruslands Dag, Ruslands uafhængighedsdag fra Sovjet Unionen. Sammen forsøgte de at sy et russisk flag sammen med teksten ”Rusland fængselskoloni-1”, hvilket de aldrig nåede, da politiet efter kort tid stoppede aktionen.
Et andet rørende nedslag er House Arrest 2021-2022, dokumentationen af Maria Alyokhinas og Lucy Shteins husarrest. Efter de forsøger at deltage i en støttedemonstration for Alexei Navalnij, den russiske oppositionspolitiker, der blev forgiftet og efterfølgende arresteret ved sin ankomst i Rusland, har Politiet fjernet strømmen i Lucys bygning, og efter flere forsøg lykkes det dem at deltage i demonstrationen ved hoppe ind i en vens bil. De poster her også begge på Twitter, nu X, og deltager i demonstrationen. Hvad der følger, er et spin af husarrester og retssager. Der er billeder af dem blandt tekster, hvor de poserer, viser fredstegn og står i håndjern. Der er noget nonchalant over billederne, hvor instagram møder ren undertrykkelse. Mens teksterne beskriver, hvordan de til sidst endelig får lov til at være i husarrest sammen som den lyksalige konklusion.
De lidt mindre prangende aktiviteter besidder en styrke i, at de ikke virker så ekstreme og voldsomme. De er ikke tættere på vores hverdag, men fængselsperformancen er i sin essens simpel og at deltage i en demonstration er for os så ufarligt og ukompliceret. Fordi de er dokumenteret i samme system som de større og mere voldsomme aktioner, så anlægger den systematiske lighed en løbebane, der strækker sig mod at blive banket af kosakker eller sendt i fængsel. Alt det gør, at vi på en måde indhylles i et underkuet og rettighedsnedbrudt Rusland.
Dokumentation i museet
En udstilling der dokumenterer perfomancekunst, kan hurtigt blive et loddent minde om den flygtige ”rigtige” perfomance. Det er Velvet Terrorism dog ikke. Den punkede gør-det-selv attitude bliver til et billede på Pussy Riots tilgang, mens den overdrevne systematik og de detaljerede beskrivelser ikke udstråler nostalgi eller forherliger performancerne, og det er heller ikke en belærende samtidshistorisk affære, der beder om medlidenhed, selvom det nok er noget, som de får.
Systematikken viser en trofasthed mod at dokumentere. Derfor opnår den at få os til at indleve os i Pussy Riots Rusland, fordi det er æstetisk dokumentation af en performance og ikke dokumentation af en æstetisk performance. Det er det aspekt, der gør Velvet Terrorism så utrolig medrivende og gribende, og ikke at udstillingen beretter om vigtig og yderst aktuel aktivisme. Vi står altså overfor et arkiv, der vidner om undertrykkelse og modstand i Rusland, og det æstetiske udsagn kan trænge ind på os med arkivet som medie.
Velvets Terrorisms placering på et kunstmuseum giver et endeligt carte blanche til, at beskueren oplever udstillingen æstetisk. Kunstmuseer har en tyngde med sine lovforankrede samlinger, og udstillingen kan låne lidt af den stabilitet. Den har ikke behov for at afprøve dens kunstneriske evne på samme måde som i en kunsthal for slet ikke at tænke på oplevelsen på et kulturhistorisk museum. Så kan man jo sige, at Louisiana langt fra skriger oprør. Museet har engang set Nam June Paik smadre et klaver og faciliteret Bjørn Nørgaards hesteslagtning, men i dag rimer det mere på søndagstur med dyr frokost. Det berører dog som sådan ikke oplevelsen af udstillingen.
Vi mødes i sanserne
Hvis der er noget politisk mål for Pussy Riot med Velvet Terrorism, så er det vel at vække en mere vedvarende æstetiske indlevelse hos os. Det giver genklang i det mintgrønne rum sent i kronologien, der er et opbrud fra dokumentationen. Inden man træder ind ad den vippende dør, står der: ”Prison Wake Up 6 AM”, hvor den russiske nationalsang brager løs i det helt vinduesløse, tomme rum.
Det er et hul i kronologien, markeringen af skellet hvor Maria Alyokhina er i Rusland, og der, hvor hun er flygtet. Rummet er selvfølgelig fængslet, og nok et billede på der, hun ville være, hvis hun ikke havde flygtet. Det er definitivt den stærkeste sanselige appel i Velvet Terrorism. I en ellers fyldt udstilling stod ingen i rummet, da ingen nok kunne holde ud at være der særlig længe ad gangen. Det er på grænsen til det patetiske, men også en håndsrækning mod at opleve tilværelsen som Pussy Riot-medlem. Og som der står i begyndelsen, så kan alle jo blive medlem.
Institutions indlevelse
Enhver trang til indvindinger forstummer med den indlevelse, som Pussy Riot fostrer. Selv hvis man har harme mod aktivismens aggressive og ofte banale retorik og sprog, så viser Velvet Terrorisms systematiske støj aktivismens mere strategiske side sammen med vreden og afmagten. Den arbejder et sted langt fra vante kunstbegreber og prøver aldrig at forædle sine budskaber ved at erobre et unødvendigt akademisk sprog. Pussy Riot taler direkte og hårdt til os, og i det beholder Velvet Terrorism en charmerende og chokerende aura, der er nærværende og medrivende midt i alt det frygtindgydende. Både Louisiana og den kunstnerdrevne institution Kling & Bang i Reykjavik, hvor udstillingen først blev konceptualiseret, har forstået vigtigheden i ikke at kvase Pussy Riots sprog i unødvendig akademia.
Udstillingen sætter derudover nogle af de mest markante diskussioner om museets rolle på dagsorden. Åbenlyst er udstillingen en del af den håndsrækning, som museerne har foretaget mod mindre konventionelle kunstneriske grupper, som vi nok kommer til at se mere til de næste år. Den lander også et sted midt i kritikken af kunstmuseets som institution, og dets evne til at glorificere kunstværket. For den her virkelighedsfjerne tilværelse, som et kunstværk besidder i museet, der blåstempler værkernes kvalitet og som ofte er blevet kritiseret, har Velvet Terrorism gavn af. Måske fordi det udstillingen beretter om, er så virkeligt, og det giver os et æstetisk rum til, at vi faktisk kan føle os ind i det Pussy Riot laver. Derfor er det at præsentere en komplet dokumentation effektivt, den viser efterskælvet, og ikke den første chokterapi. Og vi har behov for at mærke dette efterskælv, for Pussy Riots kamp er langt fra overstået, og der er stadig behov for støj mod Putins velklingende autokratiske stat.
