Vrede og tilgivelse – harme, storsind og retfærdighed
Martha C. Nussbaum
Forlaget Klim
Vrede og tilgivelse er evigt vedkommende og relevant for alle; vi oplever alle at blive uretfærdigt behandlet, vi bliver alle vrede, og vi oplever (næsten) dagligt, at andre mennesker bliver vrede. Hvis vreden har lagt sig, kan vi vælge at tilgive og komme videre med vores liv, men det er ofte sværere end som så. Mange mennesker har svært ved at slippe vreden, og for nogle ender vreden simpelthen med at æde dem op. Hævn og gengældelse kan ende med at fylde alt for de mennesker, som ikke kan komme videre. I utallige film og bøger er hævnen og hævnlysten blevet skildret, og ofte oplever man som publikum en overordentlig stor tilfredsstillelse, når filmens eller bogens protagonist til sidst får hævnet sig og gengældt den uretfærdige behandling, som han eller hun har været udsat for. Som i Quentin Tarantinos western-film, Django, hvor man filmen igennem hepper på, at hovedpersonen af samme navn på et tidspunkt vil få sin hævn over de dybt racistiske og sadistiske slaveejere, som har slavegjort hans kone.
Den altopslugende vrede
Hævn er et centralt tema i flere af Tarantinos film. Både i Kill Bill-filmene og i Inglourious Basterds er ønsket om gengældelse omdrejningspunkt for handlingen. I Inglourious Basterds støder vi på hævnmotiver hos den jødiske pige Shoshana, hvis familie i starten af filmen bliver opsporet og dræbt af den fiktive SS-officer Hans Landa og hans kumpaner. Shoshana er drevet af et brændende ønske om at hævne sin familie ved at slå en lang række af de vigtigste nazister (heriblandt Hitler) ihjel. På samme måde er en anden af filmens hovedpersoner, Aldo Rain, også drevet af ønsket om gengældelse. Hans jødisk-amerikanske gruppe af kommandosoldater har det ene formål at slå så mange nazister ihjel som overhovedet muligt – ofte på ydmygende og brutal vis. Hos personerne i Tarantinos film er ønsket om gengældelse bestemt berettiget, men spørgsmålet er, om vreden og ønsket om hævn virkelig også er værd at heppe på?
Nussbaum viser os, at vrede ofte er skadelig og ødelæggende. Vreden kan bruges som motivation og brændstof til handling, som hos hovedpersonerne i Tarantinos film, men den ender ofte med at opsluge den vrede person fuldstændigt. For Nussbaum er det derfor bedst at slippe vreden så hurtigt som muligt, og bevæge sig mod det, hun kalder Overgangen, hvor man i stedet for at fokusere på den uretmæssige handling, der er blevet begået mod én i fortiden, ser fremad, og forsøger at komme videre. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men bogen igennem viser Nussbaum os, med eksempler fra litteraturen og det virkelige liv, hvordan man ved hjælp af kærlighed og storsind kan befri sig fra vreden og komme videre. Man har eksempelvis set, hvordan tidligere KZ-fanger på imponerende vis har formået at undslippe vreden og endda tilgive de nazister, som begik uhyrligheder mod dem selv og deres nære. For Nussbaum er det dybt nødvendigt, at vi er i stand til at udvise denne form for storsind. For vreden er ødelæggende, irrationel, ukonstruktiv og (næsten altid) normativ forkastelig. Vi bør derfor lære at tøjle vreden gennem vores fornuft.
Vredens fejl og mangler
Men for at kunne tøjle vreden, må vi nok først forstå, hvad den egentlig er for en størrelse. Nussbaum læner sig op ad Aristoteles definition af vrede. Ifølge denne definition indeholder følelsen af vrede opfattelsen af, at der bliver udvist ringeagt eller fornedrelse over for en selv eller nogen eller noget, som er tæt på en. Derudover skal denne ringeagt eller fornedrelse være opfattet som uretmæssigt begået, den ledsages af smerte eller ulyst, og så involverer den et ønske om hævn eller gengældelse.
Da vreden er bygget på ét menneskes (den vrede persons) personlige opfattelse af uretmæssighed, kan vreden nemt være uberettiget. Det kan være, man forkert opfatter en handling begået mod sig selv eller nogen, som står en nær, som uretmæssig på trods af, at handlingen måske i virkeligheden slet ikke er uretmæssig eller foretaget for bevidst at forvolde skade. Hvis vreden er berettiget, og man er sikker på, at der virkelig er blevet begået en uretmæssig handling mod en selv, eller en, man holder af, så er ønsket om gengældelse ofte irrationelt, da gengældelse ikke kan rette op på den skade, der er sket. Derimod er ønsket om gengældelse et udtryk for, hvad Nussbaum kalder magisk tænkning – en fejlagtig forestilling om, at man kan rette op på tingene ved gengældelse og hævn. Ifølge Nussbaum er der få tilfælde, hvor vrede kan være på sin plads. Hvis man virkelig er blevet udsat for en uretfærdighed, så kan vreden fungere som et signal, en måde at gøre opmærksom på, at der er sket noget uhyrligt, som ikke skal ske igen. Men her vil man allerede være på vej mod Overgangen – man kigger altså fremad, og er på vej videre.
Vrede er altså en yderst uhensigtsmæssig følelse, som kan have alvorlige konsekvenser. Den kan være skadelig for ens forhold til sig selv og komme til at forpeste ens mentale velfærd og ikke mindst ens dagligdag, hvis man fx har tendens til vredesudbrud i trafikken, eller når man er ude og handle ind. Det er dog ikke kun for den vrede person, at vreden har konsekvenser. Nej, Nussbaum viser os, hvordan vreden også kan have konsekvenser på et mellemmenneskeligt og samfundsmæssigt plan. Den kan skabe splid mellem personer og ødelægge forhold mellem nære venner, familiemedlemmer eller kollegaer. Derudover kan den være både ødelæggende og farlig i den politiske sfære, hvor vrede og ønsket om gengældelse kan føre til konflikter og krige, men også til uhensigtsmæssig indretning af vores politiske institutioner. I den forbindelse insisterer Nussbaum på vigtigheden af, at vores retssystemer er præget af objektivitet, fornuft og storsind, ikke fokuserer på hævn, og kan tænke på det bedst mulige scenarie for alle parter.
At undgå vreden og komme videre
Samtidig med at Nussbaum skitserer vredens udtryk i disse forskellige sfærer, kommer hun med strategier for, hvordan man kommer videre fra sin vrede, eller helt undgår at blive vred. Tilgivelse og evnen til at tilgive bliver ofte, med inspiration fra jødisk-kristen tænkning, fremhævet som en særlig vigtig egenskab i vores del af verden. For Nussbaum er tilgivelsen, som vi kender den fra den jødisk-kristne tradition, utilstrækkelig. Tilgivelse er ofte en meget hård og næsten inkvisitorisk proces med fokus på fornedrelse og ydmygelse af synderen. Desuden er der ofte et asymmetrisk magtforhold mellem synder og offer, som ikke er fordelagtigt. Ofte vil offeret hævde sig moralsk overfor synderen, og på den måde er tilgivelsen ikke så væsensforskellig fra gengældelsen. Nussbaum er i stedet optaget af, hvordan vi kan fokusere på det, hun kalder den fremtidige velfærd. Både tilgivelsen og gengældelsen er tilbageskuende, og fokuserer på fortiden og ikke på, hvordan man kommer videre. I stedet peger Nussbaum i retning af det, som hun kalder for betingelsesløs kærlighed, hvor man ved hjælp af storsind og kærlighed fokuserer på fremtiden uden et ønske om gengældelse eller ønske om, at synderen skal fornedre sig i en hård tilgivelsesproces.
Der er selvfølgelig også situationer, hvor man bare bør undgå at blive vred. Her beskriver Nussbaum, hvordan man ved hjælp af en modificeret stoicisme kan hæve sig op over de små irritationsmomenter, som kan fremkalde vrede i dagligdagen og i den mellemmenneskelige sfære, hvad end det er i supermarkedet, på cykelstien eller i kantinen på kontoret. De fleste vil kunne nikke genkendende til Nussbaums argumenter og anerkende, at det da selvfølgelig vil være at foretrække, hvis vi alle var i stand til at udvise storsind og kærlighed og lade fornuften råde i stedet for at lade vores følelser løbe af med os. Men skal man så ikke være en benhård stoiker, som aldrig lader sig rive med af sine følelser, eller skal man ikke være et menneske med et overnaturligt overskud? Jo, det kan der være noget om, men Nussbaum argumenterer overbevisende for, at vi hverken behøver være overmennesker eller følelsesforladte. Der er ikke noget i vejen med at udtrykke følelser – hun er kritisk over for sådan en radikal stoisk position – men i stedet for vrede, er det bedre at udvise sorg og kærlighed. Det er bedre at se fremad og være forsonende end at fokusere på fortiden.
Anti-vredens bud
Hos Tarantino hyldes hævneren, og den vrede og hævnlystne person portrætteres som stærk og handlekraftig. Nussbaum præsenterer i stedet et mere nuanceret billede af vreden, og efter at have læst bogen er man ikke i tvivl om, at Tarantinos pop-kulturelle fremstilling af vrede, som vi også kender fra westerns, i virkeligheden ikke er hensigtsmæssig. Spørgsmål om vrede, tilgivelse og gengældelse er langt mere komplekse, hvilket Nussbaum fremstiller på fremragende vis ved at udfordre vores gængse opfattelse af disse spørgsmål. Vi bør i stedet lade os inspirere af de antikke græsk-romerske kulturer, som var optagede af, hvordan man tøjler sin vrede. Vi bør i stedet lade os inspirere af Nussbaums opfordringer til at udvise sorg i stedet for vrede, hvis man selv eller ens nære udsættes for fornedrende behandling, og vi bør udvise betingelsesløs kærlighed over for vores medmennesker i stedet for at forlange bodsgang. Og hvis der er blevet begået et voldsomt overgreb, bør vi lade vores (ideelt set) objektive og rationelle retssystemer tage over, i stedet for at søge personlig hævn for den ugerning, man har været udsat for. Tarantinos film ville nok være mindre actionmættede og sprængfarlige, hvis de fulgte Nussbaums bud, men der ligger absolut også stor handlekraft og styrke i den sårbarhed, det kræver at udvise storsind og kærlighed.
