Henri Bergson
Intuition – Introduktion til metafysikken
Forlaget Mindspace, 1. november 2023
100 sider – 160 kr.
Oversat af Søren Rosendal – Indledt af Martin Hauberg-Lund Laugesen
Forlaget Mindspace har netop oversat og udgivet den indflydelsesrige franske filosof Henri Bergsons (1859–1941) bog Introduction à la Métaphysique fra 1903. I indledningen skriver Martin Hauberg-Lund Laugesen, at bogen kan læses “som en samlet introduktion til Bergsons filosofi” (s. 14). Som læser oplever man også en indføring, der ikke forudsætter forudgående kendskab til Bergsons filosofiske værker.
Bogen formår, udover at indføre, at inddrage læseren med sine velformulerede og skarpe billedbeskrivelser. Man hører sig selv ofte sige, “prøv lige at hør det her…” til personen tættest på, som f.eks. når Bergson i sin kritik af empirismen beskriver dens på forhånd umulige opgave som “at søge originalen i oversættelsen, hvor den naturligvis ikke kan findes, og at benægte originalen under påskud af, at man ikke kan finde den i oversættelsen” (s. 54-55). Dette vidner om Bergsons skrivestil, og man forstår, hvorfor han i 1927 blev tildelt Nobelprisen i litteratur for “hans rige og oplivende ideer og den brillante evne, med hvilken de er blevet præsenteret” (s. 11).
I dag, 120 år efter Bergson skrev bogen, finder vi en opfordring til at kigge ud i verden, ind i tingene, og ikke mindst, at se ud over os selv for at forstå, i stedet for at observere udefra og placere tingene i generaliserende kategorier. Intuition tilbyder en måde at skabe nye tilgange til, hvordan vi kan nærme os virkeligheden på en anden måde, hvordan vi kan få en bedre forståelse af verden, økosystemet, dyrevelfærd og medmenneskelighed. En sådan tilgang kan måske give os en mere nuanceret forståelse og intelligent sympati i forhold til de udfordringer, verden står overfor. Dermed falder bogen naturligt ind i Forlaget Mindspaces bogserie AFTRYK, der vil samle vedkommende filosofiske tekster.
Analyse og intuition; skyggebilleder og essens
Bogen vil noget med os. Den henvender sig ikke blot til metafysikere, filosoffer og videnskabsmænd, selvom det ofte er denne gruppe, bogen adresserer mest direkte. Den appellerer til os alle. Bogen ønsker at åbne vores øjne for, at der findes to tilgange til erkendelse. Det første afsnit i Bergsons bog indikerer dette tydeligt:
“Den første [af de to erkendelsesformer] indebærer, at man kredser omkring tingen; den anden, at man trænger ind i den. Den første afhænger af det synspunkt, man indtager, og af de symboler, igennem hvilke man udtrykker sig. Den anden indtager intet synspunkt og støtter sig ikke til nogen symboler. Om den første form for viden siger man, at den bliver stående ved det relative; om den anden, hvor den er mulig, at den opnår det absolutte” (s. 32).
Bergson betegner den relative erkendelsesform som analysen og den absolutte som intuitionen. Set i et filosofihistorisk perspektiv udfordrer dette synspunkt Immanuel Kant – en konfrontation der også er et centralt tema i de sidste sider af bogen. Kant hævdede, at vi aldrig kan kende ‘tingen i sig selv’ (noumenon), men kun hvordan den fremstår for os (phenomenon) gennem vores kognitive strukturer, de transcendentale betingelser. Meget forenklet kunne man sige, at Bergson mente, at Kant overså en metode, der kommer tættere på objektets sande natur end ren analyse gør. Selvom Bergson ikke nødvendigvis mener, at intuition giver direkte adgang til ‘tingen i sig selv’ i samme forstand som Kant definerede noumenon, kan man sige, at den intuitive fremgangsmåde giver os mulighed for at transcendere Kants transcendentale betingelser eller i det mindste udvide dem.
Intelligent sympati
Bergson argumenterer for, at vi via intuitionen kan udøve en intelligent sympati med objekter uden for os selv. Med andre ord kan vi med intuitionen placere os inde i objektet og forstå det indefra i stedet for at analysere det udefra. Således kunne Bergson medgive Kant i, at vi ikke kan opnå absolut viden om ‘tingen i sig selv’ ved udelukkende at observere den udefra, idet vores (relative) viden, formidlet gennem generaliserede begreber, altid vil komme til kort i beskrivelsen af et objekts unikke væsen.
Bergson bruger eksemplet med en romanforfatters heltekarakter for at beskrive begrebers begrænsning og intuitionens styrke: “Symboler og synspunkter placerer mig […] uden for karakteren; de viser mig kun alt det, som han har tilfælles med andre, og som ikke hører til hans særegenhed. Men det, som er hans særegenhed, det, der udgør hans væsen, kan ikke ses udefra, det er per definition indvendigt, og det kan heller ikke udtrykkes med symboler, da det er inkommensurabelt med alle andre ting” (s. 34).
For Bergson handler det om, at vi gennem vores begreber og symboler kun ser skyggebilleder af virkeligheden. Hvad Kant antager er ‘tingene for os’, er ifølge Bergson snarere ‘tingene for analysen’. For Kant er noumenon en uopnåelig viden om ‘tingen i sig selv’, men for Bergson er det ‘tingene for intuitionen’ – og dermed ikke uopnåelig viden, men blot en viden, der er ubegribelig med begreber. Vi er “nødt til at overskride begreberne for at nå frem til intuitionen” (s. 46), den ikke-sproglige, absolutte viden.
Virkelighedens bevægelighed
I bogen får man også indblik i Bergsons forståelse af tid. Bergson ser tiden som en kontinuerlig varighed, en udelelig kvalitativ strøm. Man må forstå, at øjeblikke ikke eksisterer isoleret; hvert øjeblik integreres med det næste som en flydende kontinuitet, og er på den måde aldrig helt sig selv, hvis man tager det ud af strømmen. Det er den oplevede tid, Bergson undersøger her. “Hvis ikke fortiden således overlevede ind i nutiden, ville varigheden ikke findes, men kun øjeblikkeligheden” (s. 64). Det Bergson henviser til her, er ikke vægurets tik og efterfølgende tak, altså den mekaniske repræsentation af tid, men varigheden, den virkelige tid, der mister sit væsen idet den opdeles i særskilte øjeblikke.
Den græske filosof Heraklit (ca. 540-480 f.Kr.) mente, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange, hvorved han påpegede universets ustandselige forandring. På samme måde opfatter Bergson varigheden som en uophørlig strøm. Varigheden repræsenterer en konstant forandring, som samtidig inkorporerer det, den tidligere har været, det den nu er, og det den er på vej til at blive. Og ifølge Bergson følger menneskets bevidsthed samme mønster.
Han illustrerer dette med et eksempel, der minder om Heraklits tanke om floden og mennesket: “Prøv at tage den mest simple følelse, antag så, at den er konstant, og lad hele din person absorberes i den: Den bevidsthed som følger denne følelse, ville i løbet af to på hinanden følgende øjeblikke ikke kunne forblive identisk med sig selv, for det efterfølgende øjeblik indeholder altid erindringen om det foregående” (s. 40). Vores hukommelse sørger for, at vi altid mærker spor af, hvad vi netop har været, selvom vi ikke fuldt ud er det længere. Samtidig er vores nuværende selv kun muligt på grund af vores fortid, fordi vi lige har været det, vi var. På den måde er vi altid i gang med at blive til. Eller med Bergsons ord, virkeligheden er “en stadig tilblivelse” (s. 65).
Varigheden ustandselige natur er, ud over begrebernes og symbolernes begrænsning, en yderligere årsag til, at analysen altid fjerner os fra objekternes egentlige væsen. Når vi analyserer, forsøger vi at isolere bestemte øjeblikke, at tage dem ud af den strøm de naturligt tilhører. Men dette er en paradoksal tilgang, da man i undersøgelsen af objektets væsen, undergraver dets autentisk strømmende natur. I stedet for at forstå helheden fokuserer vi fejlagtigt på det, vi antager er elementer af helheden. Problemet er bare, at “elementet er uforanderligt per definition, […] [det er] kun et stillbillede af den strømmende virkelighed” (s. 66), Bergson refererer også til dem som “analysens ubevægelige billeder af bevægeligheden” (s. 67).
Hinsides nytten
En væsentlig pointe, som Bergson fremhæver i bogen, er tendensen i vores intelligens til at søge det nyttige. Selv når vi bestræber os på at forstå ‘tingen i sig selv’, ender vi ofte med at analysere den baseret på dens nytteværdi for os: “Generelt set sigter vi ikke mod at opnå viden for videns egen skyld, men for at opnå viden for at vælge side, for at drage fordel, kort sagt, for at tilfredsstille en interesse” (s. 61). Vores nysgerrighed er indlejret med et brugbarhedskriterium, som vi sjældent er beviste om.
Denne programmering er ikke ligefrem noget dårligt. Den er god, når vi vil vide, hvordan man laver skipperlabskovs, når it-personen skal hjælpe os med at få internet på computeren eller når politikerne skal lægge planer for, hvordan man får bedre velfærd i kommunerne. Problemet opstår, når denne nytteorienterede tilgang breder sig til domæner, hvor den ikke hører hjemme, hvor den er malplaceret, som f.eks. i filosofien. Hvis vores grundlæggende forståelse af verden konstant filtreres gennem et latent brugbarhedskriterium, risikerer vi at misse det væsentlige ved tingene. Måske er dette grunden til, at Mindspace på bogens bagside har bemærket, at Bergsons filosofiske intuition er “en økologisk bevidst etik”.
Intuitionen i dag
Bergsons filosofi i 2023 fremstår som en opfordring til at forankre dele af vores tænkning i intuitionen. Det er en opfordring til at placere vores forestillinger om verden i noget uden for os selv, og til at opfatte helheden. Vi bør ikke lade os forlede af begrebers forførende kraft eller af politikeres, videnskabsfolks og filosoffers anvendelse af dem. I denne forståelse er man “nødt til at bevæge sig omvendt i forhold til, hvordan intelligensen sædvanligvis arbejder” (s. 61). Vi er ifølge Bergson vant til at bevæge os fra begreberne til tingen, men vi må, hvis vi vil opnå absolut viden, stå fast på, at tænke omvendt, for “[m]an kan gå fra intuitionen til analysen, men ikke fra analysen til intuitionen” (s. 66).
Der er talrige områder, hvor man kunne forestille sig, at denne omvendte tænkning kunne være til gavn. Fra et dyreetisk perspektiv kan vi ved at prioritere intuition bedre forstå dyrs behov og følelser, hvilket kan føre til en dybere indsigt i, hvad dyrevelfærd er. I stedet for udelukkende at analysere dyrene udefra vil intuitionen tillade os en indlevelse i, hvad det vil sige at være et ikke-menneskeligt dyr. Set fra et miljø- og klimaperspektiv kan intuition styrke vores forbindelse til naturen på baggrund af en dybere forståelse for økosystemer og deres skrøbelighed og dermed styrke vores ønske om at beskytte dem. Ved at fremhæve intuition fremfor analyse på disse områder kan vi opnå en dybere, mere autentisk og absolut viden om verden og dens komplekse udfordringer, og derfor er Bergson ikke mindre relevant i dag.
Kunstig intelligens eller intelligent sympati
Et andet område, hvor man kan se nødvendigheden af at inddrage intuitionen, er i forbindelse med kunstig intelligens (AI). I takt med at AI cementerer sin rolle i vores hverdag og udfordrer forestillingen om menneskets unikke kognitive fortrin, står vi over for en uundgåelig selvrefleksion: Hvad er det, der essentielt definerer menneskelig tænkning?
Når mange af de analytiske aspekter inden for videnskab og tænkning kan outsources til maskiner, hvis præstationer ofte overgår menneskets, bliver det afgørende at identificere og værdsætte de færdigheder, som forbliver unikt menneskelige. Bergsons intuition med sin intelligente sympati kan her fremstå som en fundamental menneskelig egenskab, der potentielt kan tilføre videnskaben en dybere mening og kontekst. Intuitionen kan være den indsigt, som algoritmerne ikke kan efterligne.
Udgivelsen af Bergsons tanker i en dansk oversættelse kan ses som en invitation til os om at genoverveje værdien af intuition i en tid, hvor datadrevne beslutninger og algoritmisk tænkning dominerer. Måske er det netop i denne genopdagelse og værdsættelse af den menneskelige intuitions kraft, at vi finder en nøgle til at balancere teknologi og menneskelighed. I erkendelsen af at AI kan overtage en stor del af byrden inden for analyse og logik, bliver Bergsons fokus på intuition ikke en modpol, men et supplement, der beriger den menneskelige oplevelse og forståelse af verden – en komplementær dyd i samspillet med de digitale kræfter.
