Mikkel Thorup (red.)
Kønnets idéhistorie
Baggrund, 2020
18.01.2022
En lille perle af artikler om kønnets rolle inden for de tæt beslægtede discipliner idéhistorie, filosofi og historie. Sådan opsummeres bedst Kønnets idéhistorie fra 2020. Køn fylder mere i vores offentlige debat end nogensinde før, som det f.eks. ses i diskussioner af #MeToo og transkønnethed. Derfor er forståelsen af alle kønnene og deres historie vigtigere end nogensinde før, hvis man vil forstå den verden, vi lever i. Hvis du vil vide mere om, hvordan køn har været – og stadig er – en social og kulturelt betinget kategori gennem historien, er denne bog lige for dig. Selvom ikke alle bidrag lyser lige stærkt, er der nok interessant læsning at vælge mellem.
Ved første øjekast er Kønnets idéhistorie fra 2020 en lille sag af A5-dimensioner på 240 sider. Bogen starter med en aldeles lang men fagligt vidtrækkende og overbliksskabende indledning af redaktør Mikkel Thorup. Herefter følger seksten spændende bidrag af både cand.mag.’er, lektorer, ph.d.’er, professorer og kløgtige bachelorstuderende. Bogen er, ifølge Mikkel Thorup, tiltænkt som et bidrag til en større diskussion om køn som et specifikt idéhistorisk genstandsfelt, og hovedparten af artiklerne er forfattet af forskere fra Afdeling for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet – men det er samtidig også “en invitation til alle slags idéhistorikere og alle andre til at tænke med om, hvordan vi analyserer vores kønnede fortid og nutid” (s. 14). Den invitation har undertegnede accepteret med glæde. Hvis du kunne være fristet til også at tage imod sådan en invitation, men du er i tvivl om hvad du siger ja til, så er den følgende anmeldelse et ærligt forsøg på at give et fyldestgørende overblik over og vurdering af denne antologis projekt. Første stop er indledningen. Indledningen fortjener et par selvstændige ord, da dens fyrre sider gør den til det klart længste bidrag i antologien.
En indledning – for idéhistorikere (og alle andre)
Indledningen alene giver et imponerende indblik i feltet mellem henholdsvis kønsforskning og idéhistorie, filosofi, historie eller litteratur. Hvis man har brug for en kyndig og inspirerende introduktion til hovedtænkerne og de mest centrale værker inden for kønsteori og et overblik over graden af kønnet bias i forskningen, er Thorups indledning et godt sted at starte. Thorup kommer omkring kvindehistorie, kønsstudier, feministisk tænkning og kønshistorie samt argumenterer for, at disse er tæt forbundne. Indledningen udgør et slags opslagsværk af referencer til alt fra centrale feministiske teorier til kønshistoriske værker, hvilket ses i de tætpakkede litteraturhenvisninger. Thorup kommer omkring centrale og velkendte tekster inden for køn og idéhistorie, særligt Joan W. Scotts Gender: A useful category of historical analysis fra 1986 og andre velkendte værker såsom Det andet køn af Simone de Beauvoir fra 1949 og Michel Foucaults indledning til Hercule Barbin fra 1978. Der kommer dog også en bred vifte af de nyeste og for undertegnede ukendte værker og artikler i de mange fodnoter, både i Thorups indledning og i de mange efterfølgende analysespækkede artikler. Antologien indeholder derfor en guldgrube af henvisninger til videre læsning, hvis man vil forstå den kønnede bias i akademiske discipliner såsom filosofi, historie, litteratur og idéhistorie – eller hvis man vil se eksempler på, hvordan disse humanistiske fag kan kaste lys over problematiske kønskonstellationer i samfundet og stille dem til skue.
Små bidrag med et fyrværkeri af tanker og idéer om køn
Selvom hvert bidrag kun fylder cirka ti små, overskuelige sider, indeholder de fleste af dem tætpakkede og velinformerede analyser, der danner stof for eftertanke. Det kan derfor være lidt svært at udpege de bedste, da langt størstedelen af bidragsyderne giver grundige og velformulerede analyser på de ti sider, som de er givet. En af mine personlige favoritter er Anna Cornelia Plougs skarpe og indsigtsfulde kritik af den mistænkelige mangel på kvinder i den filosofihistoriske kanon. Ploug kommer dertil også med løsningsforslag til, hvordan filosofihistorien kan få kvinderne tilbage og et par bud på, hvilke kvindelige tænkere der fortjener en plads i kanonen. Sara Kier Praëms artikel om ‘Matilda-effekten’ giver navn til det efterhånden velkendte fænomen, at kvindelige forskere bliver nægtet anerkendelse af deres arbejde. Effekten er navngivet af Margaret Rossiter i 1993 efter 1800-tallets forsker Matilda Gage, som selv oplevede den uretfærdige behandling. Praëms artikel giver derfor konkrete eksempler på Matilda-effekten – dvs. hvordan kvinder er blevet systematisk diskrimineret og udelukket fra forskerlig anerkendelse – og særligt i naturvidenskabens historie. Eksempelvis nævner Praëm Lise Meitner, hvis bidrag til opdagelsen af nuklear fission blev nægtet anerkendelse. I stedet tog hendes kollega Otto Hahn al æren for arbejdet og fik en nobelpris oven i hatten, alt imens han aktivt nedtonede Meitners betydelige bidrag, der var den reelle grund til det gennembrud, han tog æren for. Andre artikler, som jeg også varmt kan anbefale, er de to diskuterende artikler af hhv. Anna Kvam og Morten Haugaard Jeppesen om, hvorvidt Immanuel Kants tåbelige og fordomsfulde syn på kvinders kapacitet for intellektuel aktivitet og rationel tænkning burde have en indflydelse på, hvordan vi læser og dømmer hans tænkning og filosofi i dag. Særligt interessant er det, at Kvam overbevisende argumenterer for et “ja”, mens Jeppesen giver andre gode grunde for et “nej” – men jeg vil lade læseren drage sine egne konklusioner om, hvorvidt Kant skal kasseres af denne grund.
Langt de fleste bidrag indeholder spændende analyser, som kan udvide horisonter. Nogle åbner op for spændende nye perspektiver på køn i historien. Hertil kan nævnes Anders Dræbys artikel om det tredje køn som et åndeligt ideal i kristendommens apokryfe evangelier, Niels Nyegaards analyse af danske homoseksuelles forhandlinger af deres medborgerskab i starten af 1900-tallet trods stigmatiseringen (og ulovligheden) af deres seksualitet og Nicolai von Eggers’ udlægning af kvinders kamp for menneskerettigheder under den franske revolution. Andre artikler behandler repræsentationer og fortolkninger af kønnethed gennem historien. For eksempel giver Lone Kølle Martinsen en kyndig udlægning af kønnethed som social kategori blandt 1800-tallets store danske tænkere og lyrikere (f.eks. Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann og H.C. Andersen), og hvordan samtidens borgerlige kvinder såsom Mathilde Fibiger og Lucie Marie Ingemann kritiserede og stillede spørgsmålstegn ved kvinders eksklusion fra den offentlige sfære. Et andet eksempel er Linnea Amalie Høyers artikel om, hvordan den alkoholiske litterære karakter Sarah Gamp, fremmanet af Charles Dickens’ fantasi, blev hevet ind i debatten om en professionalisering af sygeplejersker i Storbritannien i 1800-tallet som et kulturelt skrækeksempel på sygeplejerskefagets elendige tilstand.
… Men ikke alt fyrværkeri er lige spektakulært
Nogle af artiklerne har dog mindre gennemslagskraft. Det er ikke alle analyserne, der står lige skarpt – måske på grund af det meget korte format på artiklerne. Tag for eksempel Louise Rognliens artikel. Selvom Rognliens analyse har nogle gode og tankevækkende pointer – f.eks. hvordan mediernes fremstilling af kvindelige terrorister frarøver kvinderne mulighed for politisk agens eller fremstiller dem som tragiske fejlslagne kvinder – ender analysen med at blive lidt retningsforvirret og flad. Rognlien nævner som det første, hvordan den belgiske kvinde Myriam Goris bliver misrepræsenteret i medierne ved at blive karakteriseret ud fra hendes privatliv, fordi Goris (mod mediernes forventning om kvinder som ikke-voldelige, moderlige og milde typer) har sprængt sig selv i luften i politisk protest. Dette er en udmærket analyse fra Rognlien, men teksten hænger desværre dårligt sammen. For selvom konklusionen vender tilbage til Myriam Goris og fremhæver hendes portrættering i medierne som en inkarnation af samtlige af de nævnte arketyper på diskriminerende kønsnarrativer om voldelige kvinder (heriblandt Medusa, den sorte enke, og forelskede zombier), mangler teksten en rød tråd. Som resultat leverer analysen desværre ikke en rygende pistol på, hvordan voldelige kvinder bliver diskrimineret og miskarakteriseret sammenlignet med deres mandlige modpart.
Til gengæld bliver der undervejs i Rognliens artikel lavet nogle interessante fremhævninger af kulturelle popikoner såsom Medusa. Medusa er ifølge Rognlien “inkarnationen af det feminine monster” (s. 213) og myten om Medusa bliver gengivet nogenlunde således: En smuk og passiv kvinde bliver voldtaget af Poseidon og må som straf for at have været udsat for denne voldtægt (ja, du læste rigtigt), bliver hun forvandlet til et monster, der forstener mænd med hendes blik, indtil helten Perseus redder dagen ved at hugge Medusas hoved af. Myten om Medusa er et fremragende eksempel på, hvordan kvinder bliver uretfærdigt karakteriseret som parasitære væsener og deres skæbner defineret ud fra mænds handlinger frem for deres egne. Desværre bliver koblingen mellem Medusa (og andre kulturelle arketyper) og de kvindelige terrorister, som ellers udgør den røde tråd i artiklen, ikke særlig stærk. Det ville måske havde fungeret bedre, hvis Rognlien havde sammenlignet mediernes narrativer og sprogbrug om kvindelige terrorister med mandlige terrorister. Eller hvis andre kategorier af voldelige kvinder ud over kvindelige terrorister også var inddraget i analysen. Det er en skam, da teksten berører nogle tankevækkende indsigter. Men alt i alt har der heller ikke været meget plads at arbejde med for Rognlien og de andre bidragydere. Det er jo trods alt et kort format, og der er ikke meget plads til at udfolde analysernes utvivlsomme dybde. Derfor kan det sagtens være, at andre læsere vil finde glæde i denne eller andre artikler, som jeg personligt synes var forvirrede eller mindre interessante såsom Christian Olaf Christiansens artikel om Amartya Sen og Mikkel Thorups artikel om økonomi og køn. Heldigvis er der mange bidrag at vælge mellem.
En højaktuel kønsantologi med noget for enhver smag
Hvis man vil have en grundig introduktion til kønnets betydning for tænkningen og historieskrivningen, eller få udvidet sit kendskab til emnet betydeligt, er Kønnets idéhistorie altså et godt sted at starte. Størstedelen af artiklerne har spændende perspektiver og originale analyser. Således vil antologien, afhængigt af læserens interesser i køn og historie, byde på alt fra kritiske analyser af kønnets rolle i forskning til præsentationer af nyere kønsforskning, fra kønnets snørklede idéhistorie til kønnets rolle i den filosofiske kanon. Perspektiverne på køn kan vække interessen hos enhver læser næsten uanset faglig baggrund, så længe man har en generel interesse for idéhistorien, filosofien, litteratur, kulturstudier, kønsteori eller historie. Som nævnt i starten af anmeldelsen er køn trods alt en varm kartoffel, som figurerer i mange samfundsdebatter lige nu, f.eks. i #MeToo’s belysning af uønskede seksuelle overgreb på kvinder, den nye danske øremærkede barsel til mænd og transkønnedes usikre og omdiskuterede status i alt fra sport til jura. Læser du Kønnets idéhistorie, bliver du uden tvivl klogere på, hvordan idéhistorien kan lære os nye perspektiver på vores komplekse og uomtvisteligt kønnede samtid.
