Brian Benjamin Hansen
Eksempelvis – eksempler der tænker
Aalborg Universitetsforlag, 2020
15. juli, 2021
Med Eksempelvis – eksempler der tænker har filosof Brian Benjamin Hansen forfattet en skarp, velskrevet og tankevækkende introduktion til det at arbejde med eksempler inden for teoriudvikling og særligt filosofisk tænkning. Eksempler er nemlig mere end blot illustrationer af eksisterende teori hos Hansen; de besidder deres helt eget liv og tænkning.
Hvad skal man egentlig med en bog om eksempler – er et eksempel ikke bare ekstra drys på en videnskabelig fremstilling eller teoretisk præsentation, som gør det hele lettere at fordøje? Ifølge Brian Benjamin Hansen er eksempler meget mere end dette; der findes selvfølgelig masser af eksempler, som blot bruges til at illustrere en bestemt idé eller pointe, men alligevel synes eksempler altid at indeholde lidt mere end det, som var tiltænkt med dem. Det er derfor Hansens udfordrende tese og samtidig motivation for at skrive denne bog, at det at bruge eksempler i sig selv er en form for teoretisk metode, der kan videreudvikle enhver begrebslig tænkning. Som Hansen selv formulerer det: “Eksemplerne puster liv i begreberne; de udsætter begreberne for noget, som vedrører dem, på samme tid som det udfordrer dem” (s. 7). Hansen kunne godt have skrevet mere om, hvordan man kan forstå ‘eksempelarbejde’ som en del af særligt filosofisk metodik på linje med det at stille gode spørgsmål. Men uanset hvad argumenterer Hansen overbevisende for, at eksempler ikke bare er passive illustrationer men også kan forstås som “aktive, tankevækkende og tankeformende” (s. 12). Hvis filosofi og teoriudvikling kan siges at have en eksperimenterende side, findes den især i den rolle, som velvalgte eksempler spiller; de er således udfordringer, som udspringer af teorien selv, men som samtidig kan sætte den på prøve.
Hansen opererer i bogen med en overordnet typologi, der skelner mellem fire forskellige slags måder at bruge eksempler – den idealistiske, realistiske, dialektiske og materialistiske tilgang. Hver af disse tilgange henviser til lange traditioner inden for teori og videnskab, og da flere af disse traditioner er tæt forbundne såsom idealisme og dialektik, lykkes det ikke at lave en så klar og tydelig opdeling, som Hansen ellers lægger op til. Men udgangspunktet synes at være en grundlæggende skillelinje mellem de teoretikere, som giver begrebet ‘forrang’, og dem, som modsat ser eksemplet som det primære og væsentlige. For den slovenske filosof Slavoj Žižek handler dette om en basal modsætning mellem idealisme og materialisme. Som Hansen citerer Žižek for at skrive i den forbindelse: “I den platonisk-idealististiske tilgang er eksempler altid ufuldkomne, de aftegner aldrig det, de skulle eksemplificere, mens der for en materialist altid er mere i eksemplet, end det, det eksemplificerer” (s. 25).
Med andre ord står det eksemplificerende således over det eksemplificerede selv i den sidstnævnte tilgang. Mens førstnævnte forbindes af Hansen med idealisme og det dialektiske perspektiv, som især ses hos G.W.F. Hegel (1770-1831), viser sidstnævnte sig inden for realisme og materialisme. Disse to skelnes dernæst fra hinanden ved, at det hævdes, at den realistiske tilgang, som f.eks. ses i Michel Foucaults tilgang til historie og samfundsudvikling, stadig anser eksemplet som “mindre end begrebet”, mens den materialistiske tilgang repræsenteret af især Slavoj Žižek forstår eksempler som mere end deres begreber, hvormed de også kan rykke grundlæggende ved dem. Denne sidstnævnte skillelinje fremstår dog som noget mere uklar, og Hansen forklarer heller ikke præcist, hvad der menes med udtrykkene ‘mere’ og ‘mindre’ i denne sammenhæng. Hvordan kan det f.eks. være, at én som Foucault beskrives som en tænker, der giver sine eksempler, sit historiske materiale, forrang foran sine begreber – men samtidig behandler dem som ‘mindre’ end begreberne?
Det rene og eksemplariske eksempel
Det synes i hvert fald som om, at den realistiske og materialistiske brug af eksempler har mere til fælles, end der adskiller dem. Hansen advokerer eksplicit for den materialistiske brug af eksempler, som han forsvarer i det allersidste kapitel med Žižek selv som et ‘eksempel’ på dette. Men det er svært at se, hvorfor den realistiske tilgang ikke kan supplere alt det, som Hansen mener, at vi bør tage til os som en frugtbar måde at gå til eksempler på. I hvert fald er det sådan, at den måde, som paradigmer forstås og anvendes af f.eks. Foucault og videnskabsteoretikere som Thomas Kuhn, handler om, at et ‘mønstereksempel’, et specielt tilfælde, kan skabe et helt nyt begreb eller teori på ny – med Hansens udtryk kan den “sætte en klasse”, som når Foucault i sit arbejde med historiske arkiver finder en bestemt idé, udtryk eller model, som på omfattende vis sætter rammen i forhold til at begribe en historisk periode (s. 41). Det var f.eks. den rolle, som det såkaldte ‘panoptikon’ fik i Foucaults værk Overvågning og straf fra 1975. På lignende vis skriver Hansen også, at den materialistiske brug af eksempler fokuserer på de særlige skoleeksempler, der synes at kalde på et “nyt eller anderledes struktureret begreb”, en helt anderledes form for tænkning i kraft af deres ubestemmelige og uplacerbare karakter (s. 96). Forskellen er tilsyneladende, at den materialistiske tilgang er mere fokuseret end den realistiske på sådanne eksempler som særtilfælde, der udgør nærmest uudtømmelige reservoirer af ny mening, men som samtidig er så forholdsvist sjældne, at deres fremkomst skaber en slags begivenhed i tænkningen selv. Hansen synes således at tale for et øget fokus på det eksemplariske eksempel, på den slags eksempel der bliver ved med at give og give.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor vi egentlig bør fokusere mere på sådanne særtilfælde frem for som Foucault at grave i historiske arkiver eller andre materialesamlinger med store mængder af eksempler, som hver især kan give et lille men alligevel også nyt perspektiv på tingene? Man kan sige, at en materialistisk tilgang vil have en større åbenhed for – og konstant søgen efter – den slags eksempler, der mere eller mindre fuldkomment kan sprænge vores eksisterende rammer for tænkning. Som Hansen selv nævner, opererer den materialistiske brug af eksempler implicit med en idé om et rent eksempel, der sprænger enhver teoretisk indramning. Og ifølge Hansen kan dette give os et blik for, at der hele tiden synes at være noget i verden, som overrasker os og kan give os nye perspektiver på tingene – med et ledende spørgsmål skriver Hansen således: “For hvad nu, hvis verden er langt mere fyldt med skæve, overraskende fænomener, end vi er klar over?” (s. 66). Det kan skam være både interessant og underholdende at lede efter det sære og overraskende i eksempler på dét, som vi ellers tror, at vi kender så godt – men det fremstår dog ikke klart, hvorfor det er vigtigere at lede efter det fuldkomment nye frem for at analysere og dvæle ved det gamle. I hvert fald risikerer dette perspektiv at tendere til en slags mystifikationsproces og overdreven tro på, hvad eksempler kan give os; et brændende ønske eller måske endda fordring om, at der hele tiden må findes mere og mere ‘bag overfladen’ i de forskellige eksempler, som vi drager frem.
Den excessive hermeneutiks genvordigheder
Ikke desto mindre er det en gennemgående og overbevisende pointe, at eksempler særligt kan bruges til teoriudvikling gennem et fokus på den “produktive uoverensstemmelse” mellem eksempel og begreb (s. 23). Slavoj Žižeks forfatterskab, hvor der nærmest indgår eksempler på hver eneste side, er i sig selv interessant at udforske i den forbindelse, hvad enten det er Coca-Cola, Kinderæg eller den nyeste Hollywood-film, som Žižek analyserer og ‘overfortolker’. Som Hansen skriver, kan man forstå Žižeks og andre materialistiske teoretikeres tilgange til eksempler som en form for excessiv hermeneutik, hvor delen aldrig helt passer ind i det hele, som man ellers tog udgangspunkt i. Igen forbliver det dog mere ubesvaret, hvad det præcise formål ifølge Hansen er med at praktisere en sådan form for hermeneutik; er det f.eks. at finde frem til en større ‘sandhed’, eller er det snarere at intervenere i bestemte samfundsdebatter? Det kan selvfølgelig variere alt efter kontekst, men det har stadig en betydning for, hvilke validitetskriterier man sætter for, hvornår det nye, der fremkommer ved et givent eksempel, også er relevant og brugbart for os.
Til gengæld skriver Hansen forrygende godt fra start til slut, hvilket er en force, når man vil formidle svært tilgængeligt filosofi såsom det berømte værk Åndens Fænomenologi (1807) af G.W.F. Hegel. Nogle gange glider vi let henover især de teoretikere, som bringes op i den anden halvdel af bogen såsom Hegel og Žižek samt Sigmund Freud. De mere problematiske aspekter ved disse teoretikeres tilgange til eksempler synes især at blive underspillet såsom Žižeks tendens til i det mindste nogle gange at bruge eksempler på komplet modsat vis af dét, som Hansen ellers roser ham for; nemlig blot at nævne et eksempel lynhurtigt for at illustrere en bestemt pointe. Men Hansens ærinde er på den anden side heller ikke at levere færdige domme eller en slags brugsanvisning til, hvordan man skal bruge eksempler, samt hvem der gør det godt eller dårligt. Det er snarere at skitsere og forsvare en særligt frugtbar måde at gå til eksempler som et essentielt redskab i enhver form for teoriudvikling – og dette har han leveret til læseren på eksemplarisk vis.
