28.10.2013
Oversat af Bjarke Skærlund Risager
Krisen i Grækenland har været en dramaforestilling med politikere, økonomer og eksperter på rollelisten, og den nu tidligere premierminister George Papandreou i hovedrollen som Samson Agonistes. I den ulige kamp mod Trojkaen rev han det græske samfund med i sit fald, da han overgav sig. Alt imens denne tragedie er blevet opført, er fokus blevet fjernet fra de sociale og politiske problemer. Turbulens.net bringer her et uddrag fra juraprofessor Costas Douzainas’ seneste bog, Philosophy and Resistance in the Crisis.
Den intense dramatisering af det offentlige liv er en enestående egenskab ved senmoderniteten. Under tidligere premierminister Andreas Papandreous og den nu afdøde ærkebiskop Christodoulos’sygdomsforløb i henholdsvis 1996 og 2007 fulgte tv-nyhederne enhver udvikling. Nyhederne flød over med læger, der forklarede kardiologiens og hepatologiens finere detaljer. Var en marsboer kommet til Athen, ville han have troet, at den græske befolkning var ved at uddanne sig til læger. Det var også, hvad jeg tænkte, da jeg dengang besøgte restauranter og barer. Diskussionerne var domineret af medicinske spørgsmål, der reducerede ethvert andet emne til usynlighed og ligegyldighed. Når nyhederne bliver til en forestilling, giver det folk noget at tale om, at skændes og være uenige om, hvilket skaber et nyttigt afbræk fra mere presserende anliggender. Det er som om, formålet med politik er at skaffe stof til medierne og underholdning til folket.
Under den nuværende krise blev tv-skærmene domineret af grafer magen til dem, der fortæller om spredningen af vulkansk aske eller en tsunamis hærgen. Graferne kortlagde stigningen af ʻspreads’ og renter. ‘Datavisualiseringens’ seneste påfund oversatte ødelæggelsen af familier og liv til smukke billeder. Grækerne lærte betydningerne af kreditswaps, hedgefonde, obligationsmarkeder, off shore-investeringer, kreditvurderingsinstitutter, PSI og andre uudgrundelige akronymer. Hvorvidt de blev finansielle eksperter kan diskuteres. Denne fodring med information, der i det store og hele er irrelevant, har forvandlet krisen til en forestilling, hvis roller er besatte af økonomer og eksperter. Der tages to strategier i brug for at gøre den kontroversielle kur, der er værre end sygdommen, spiselig for ofrene. Med den første hævdes det, at den neoliberale diagnose og opskrift er den eneste tilgængelige ʻsandhed’. At forstå problemet (dets historie, årsager og kontekst) og diskutere alternativer afvises kategorisk som uvidende og naivt. Politiske beslutninger i Bruxelles, Berlin og Frankfurt og de strategiske valg, der træffes af bankfolk og handlende, fremlægges som uundgåelige. Krisen er en force majeure, en naturens kraft, der ikke kunne forhindres. Den fremherskende retoriske trope er prosopopoeia; en abstrakt størrelse (markederne) bliver et uforudsigeligt, uudgrundeligt ondt væsen. Hvis Grækenland er som Titanic, som Papandreou sagde til de europæiske ledere i 2009, er ʻmarkederne’ det nådesløse isbjerg. Når man står over for sådan en force majeure, er det eneste modsvar at anvende civile forsvarsprocedurer for at begrænse antallet af tilskadekomne og inddæmme skaderne.
Denne ‘naturalisering’ af økonomien kan kaldes ‘katastrofefetichisme’. Hvis den økonomiske krise er en naturkatastrofe, bør politik holdes ude af den, på samme måde som politik bør holdes ude af nødhjælp i forbindelse med jordskælv. I løbet af 2011 og 2012 gentog tv-nyhederne kedsommeligt ʻdet er økonomien, idiot’, mens de kortlagde stigningen af ʻspreads’ på samme måde, som de følger stigende temperaturer under en hedebølge. ʻHvad er alternativet?’ var det retoriske spørgsmål, der stoppede debatten. Lovforslag, der lå uden for de neoliberale dogmer, blev afvist, fordi der kun er ét rigtigt svar. Hvis den naturaliserede økonomis veje er uforudsigelige, gudfrygtige og uransagelige, bliver politik et område inden for økonomien og må således implementere økonomiens forskrifter. […] Forestillingen om, at ʻder ikke findes noget alternativ’ eksisterer ikke i politik. Demokrati handler netop om at give udtryk for uenighed og konflikt; det er en livsform, gennem hvilken problemer, der hverken kan måles eller vejes, kan sættes på dagsordnen og testes, og løsninger kan findes. Regeringer og eksperter blev nødt til at foregribe den offentlige mening ved at annoncere, at det mest kontroversielle problem i vor tid ikke er genstand for evaluering og vurdering, men for den objektive videns ʻsandheder’. Det er grunden til, at listen af irrelevant fakta og uforståelige figurer nåede hidtil usete niveauer.
Forsøget på at kue folk under økonomernes mystiske viden og diskvalificere alternativer blev efterfulgt af en strategi om at normalisere det ekstreme. Det var den fattige mands version af den frygtpolitik, der blev udviklet i den angloamerikanske ʻkrig mod terror’. Forskellige former for frygt er blevet mobiliseret: frygten for at forlade euroen og EU, at miste opsparinger og ejendom, for tomme supermarkeder og søgen efter mad. ʻGrækenland er i krig’, sagde Papandreou i 2010. Men hvem kæmper Grækenland mod? Svaret kan kun være, at den græske regering under et udenlandsk mandat kæmper mod det græske folk. Frygt ledsages af en paroksysmal nationalisme, der retorisk angriber de udenlandske ʻårsager’ til de græske kvaler samtidig med, de slutter sig til udlandets befalinger. Grækenland er som Titanic, der på uretfærdig vis angribes. Det er også et stolt land, der modsætter sig tyskerne, men samtidig trygler om deres medlidenhed. Højdepunktet var de tragisk kitschede episoder, hvor en anonym pensionist henvendte sig til premierministeren for at donere sin opsparing, og da millionærsangeren og tidligere parlamentsmedlem Nana Mouskouri ofrede sin pension fra parlamentet for nationens frelse.
Krisens-bliven-forestillinger både angstprovokerende og formildende. Mens folk endeløst diskuterer de seneste informationer og forudsigelser eller sludrer om, hvordan politikere og bankfolk klarer sig og tager sig ud i nyhederne, trøster forestillingen dem. De samme kloge ʻtalende hoveder’ dukker dagligt op og skaber en følelse af stabilitet og tillid. Folk, der har mistet hjem, arbejde eller familie, er på den anden side ikke at se; de dukker kun op som tal i statistikker. Denne dramatisering af krisen skaber et heideggersk ‘verdensbillede’. ‘Krisen’ bliver en endelig og imaginær størrelse, der både er visuel og fantastisk. Som en endelig størrelse kan den forstås og beherskes med eksperternes vejledning. Som en imaginær størrelse er forståelsen af den et spørgsmål om dramatisk optræden og accept af ʻekspertviden’, om politisk underholdning og kognitiv konformitet. Krisen som forestilling er vare- og katastrofefetichismens sidste trin. Forestillingen, der er koreograferet af eksperterne, præsenterer den sociale ulykke som en midlertidig afvigelse i en i øvrigt selvhjulpen og gennemsigtig virkelighed. Forestillingen giver inden for sin ramme (grafen, de flygtige videoer, tv’et) en følelse af beherskelse og forståelse. Hvis folk handler, som foranstaltningerne og økonomerne forlanger, vil de uheldige sprækker og brudlinjer blive kureret, og den sociale harmoni vil vende tilbage. Forestillingen får folk til at glemme deres elendighed. Dette helsebringende billede skjuler den smerte, de økonomiske stramninger har påført og heler den sociale splittelses fremmedgørelse. Kriseforestillingen er organiseret som en tretrinsdans: anerkendelse af fiaskoen, som en vrangvillig stat og modarbejdende borgere får skylden for; energiske forhandlinger med europæerne og IMF, der med tiden opnår kæmpe indrømmelser som en quid pro quo for nye økonomiske stramninger; efterfulgt af frustrationer over forventninger og fiasko. Den virtuelle redning falder snart fra hinanden for at blive efterfulgt af endnu en tretrinskoreografi og en ny række af hårdere økonomiske stramninger. Tiden står stille. Ks ‘ubegrænsede udsættelse’ i det endelige opgør i Kafkas Processen er den bedste tilnærmelse af krisens temporalitet. Statisk tid skaber det terræn, på hvilket den kyniske kapitalisme konsoliderer sig selv og kultiverer følelsen af pine, hjælpeløshed og passivitet, der faciliterer vedtagelsen af yderligere økonomiske stramninger.
Papandreous optræden
Hr. Papandreous medieoptræden var særligt oplysende i denne sammenhæng. Papandreou fremførte et dramatisk koncentrat af årsager, effekter og affekter. Krisens forestilling blev dagligt projiceret på hans ansigt, der er tilstrækkeligt ligefremt, kan antage alle nuancer og er åbent for fortolkning. På det første trin i denne tretrinsdans var Papandreous ansigt højtideligt og strengt, mens han fordømte statens og økonomiens fiasko, trak paralleller mellem Grækenland og Titanic, på kanten af afgrunden med en ʻladt pistol’ i hånden. I den anden fase fremstod Papandreou fast besluttet på at kæmpe for rettighederne for de grækere, der ifølge det tidligere scenarium ikke var værdigt trængende. Endelig blev den (hule) succes efterfulgt af en selvtilfreds tone, der mindede grækerne om, hvor hårdt og med hvilke personlige omkostninger han havde kæmpet den ulige kamp. Statsmand og censor, kæmper, vinder var profilen på Papandreou Agonistes. Uheldigvis for ham var der ingen Milton til stede til at nedskrive hans kamp. Uheldigvis for grækerne var kulminationen på Papandreous spil for galleriet enhver ‘redningspakkes’ fiasko og yderligere afstrafning.
Udtrykt med historiefilosofien er den onde spiral, som Grækenland er trådt ind i, en del af en historisk nødvendighed. L’ancien régime havde nået et point of no return. Papandreou, der med sit navn og sin regeringsførelse lige præcist repræsenterede dette regime, gjorde alt, der stod i hans magt, for at sikre dets død. På den måde var hans rolle historisk; ʻhistoriens list’ valgte dette højest symbolske navn til at rive bygningsværket ned på Samson-manér. Måske fandt det eneste autentiske øjeblik i Papandreous dramatiske optræden sted den 15. juni 2011 efter en stor forsamling på Syntagma-pladsen og med næsten alle grækere imod nye økonomiske stramninger. Papandreou, der lignede en slagen og udtæret mand, tilbød at gå af og støtte en regering ledet af Antonis Samaras, hans bitre fjende. Dette var Georges Getsemane og det postødipale øjeblik samlet under ét. ʻFader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig’, lod han til at sige. Ved at vise tøven og ubeslutsomhed – tegnene på menneskelighed – bad Papandreou om at bliver løst fra faderens spøgelse med dets aura af ekstrem maskulinitet, styrke og autarki. Det var Hamlets hævn over myriaden af bagtalere og smædeskrivere. For et øjeblik blev George den ven, jeg kendte og holdt af i midten af 70’erne: følsom, ydmyg, i en tilstand af ødipal sårethed. I løbet af timer trak Papandreou imidlertid tilbuddet tilbage og vendte tilbage til sin sædvanlige facade af ødipal faderidentifikation. Hamlet var igen sat på plads. Papandreous skæbne var beseglet; fire måneder senere var han tvunget til at fratræde premierministerposten og snart derefter lederposten i det parti, hans fader havde grundlagt.
Hovedpersonernes roller har bogstaveligt talt været dramatiske gennem af krisen. ʻForhandlingerne’med Trojkaen ender altid med en accept af dets krav. Græske politikere er ofte skuespillere på en scene, der optræder for det nationale publikum og håber, at ethvert bifald derhjemme måske vil medføre fordele udenlands. Denne græske passion fremføres som en tragedie for folket og en kabaretfarce for dets ledere.
Costas Douzinas er juraprofessor på Birkbeck, University of London, og leder af Birkbeck Institute for the Humanities. Han er forfatter til en række bøger og artikler om menneskerettigheder, kritisk juridisk teori og politisk filosofi og kommentator i den britiske avis The Guardian. Denne tekst er en oversættelse af afsnittet ʻThe crisis as spectacle’ fra Douzinas’seneste bog, Philosophy and Resistance in the Crisis: Greece and the Future of Europe (Cambridge, Polity, 2013), s. 66-70.
© Polity Press og Turbulens.net
