Med Kingo på dybt vand – et hologram fra fortiden

Tag med digteren Thomas Kingo ud på dybt vand i selskab med lektor og mag.art. Lars Arndal, der kaster nye perspektiver på Kingos forlisdigt Hierte-Suk. Arndal kommer hermed også med et bud på, hvordan man som lærer kan invitere eleverne med på opdagelse i digtet.

1.12.2014

For en rendyrket biografisk læsning ville Thomas Kingos 20. hjertesuk fra Aandelige Sjungekoors Anden part med indledningsverset ‘Når jeg oh Gud på Havet er’ rejse det grundlæggende spørgsmål: var Kingo nogensinde i stormvejr på dybt vand? Det ville blive et projekt at kortlægge, hvornår Kingo gjorde livserfaringer, der satte sig spor i digtets indledende verselinjer, der med en næstenhverdagsagtig selvfølgelighed taler om at færdes til søs. Men vi ved kun, at Kingo som biskop over Fyns stift – som også omfattede bl.a. Als og Lolland – gennemførte vistatsrejser, hvor han måtte lade sig transportere med skib, og at han mere generelt – som det bliver nævnt i Deichmanns ligtale – ofte måtte betro ‘sin Sjæl det ringe Træ mellem de stormende Bølger’ (Petersen1887: 242). Men om der ligger en form for specifik urerfaring bag digtet, lader sig ikke afgøre.

Så spørgsmålet må derfor blive: hvilket ‘jeg’ er det, der taler i digtet, og kan havets opdukken her i slutningen af Åndelige Sjungekoors Anden Part forklares med andet og mere end upræcise biografiske elementer?

En mulig indirekte forklaring på, at Kingo stikker til søs kan man finde i en helt anden sammenhæng: Den tyske idéhistoriker Hans Blumenberg har i en monografi, Schiffbruch mit Zuschauer,(Blumenberg1997) påpeget det paradoksale forhold, at ‘mennesket lever på land og indretter sine institutioner på den faste landjord. Men mennesket foretrækker at begribe bevægelserne i tilværelsen i metaforer om den farefulde sejlads’ (Blumenberg 1997: 9). I en række nedslag i filosofi og digtning fra antikken og frem aftegner Blumenberg et billede af, hvordan havet og truslen om skibsbrud står som den ultimative grænse for tilværelsen. Havet bliver i denne tradition bl.a. dæmoniseret, fordi det bliver indbegrebet af det ukontrollerbare, det grænseløse, det lovløs. Over for dette bliver landjordens stabile grund udpeget som et udsigtspunkt, hvorfra mennesker med skrækblandet fryd bl.a. kan iagttage, hvad der sker med dem, der har kastet sig ud i den farefulde færd på havet. Set i dette lys er Kingos tur på vandet langt mere end en personlig erfaring han måske har gjort sig: han betjener sig af en klassisk overleveret metaforik for at sætte fokus på den menneskelige tilværelse. I dag er fokus på Hjertesuk for Søfarende, men i parentes kan jeg notere mig, at Erik A. Nielsen i sin store bog om Kingo peger på at ‘Havets storhed og destruktivekraft er intet mindre end et – lidt ubemærket – hovedtema i Kingos forfatterskab’ (Nielsen 2010: 27)

At skibsbrudsforestillingen kan skabe forbindelser mellem barokken og vores egen tid, kan man overbevise sig selv om ved at sammenstille Bakhuizens En storm på havet, 1702 med Nina Steen Knudsens Raft fra 2002.

 1019

Men i litteraturhistorisk sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at denne forandring i opfattelse af havets kræfter, bæres frem af et kontroltab på digtets retoriske niveau. Forfølger man udviklingen af havmetaforen gennem digtet, viser det sig nemlig, at metaforen så at sige oversvømmer digtet selv. Her nærmer Kingo sig et decideret moderne formsprog.

Det er disse forskellige dimensioner, der er tilstede samtidig i digtet, som jeg kan indfange i hologrammets metafor. Digtet er på samme tid barok, begyndende pietisme og spirende moderne lyrik. Så er det på den ene side en todimensional tekst, åbner en nærlæsning af digtet på den anden sig op for tredimensionale perspektiver. På denne måde kan arbejdet med hjertesukket handle om forståelsen i litteraturhistoriske kategorier og åbne for det undervisningsmæssige potentiale i digtet. Især når det handler om at uddanne lærere, der selv skal undervise i litteraturhistorie, hvad enten det nu er i folkeskole eller gymnasium. For digtets flerstemmighed – den barokke ortodoksi med pietistisk islæt og moderne formsprog – peger på, at man i arbejdet med den litteraturhistoriske forståelse må være varsom med at klassificere et digt som hjertesukket for søfarende.

Jeg vil nærme mig disse pointer gennem en række stationer: For det første vil jeg aftegne et billede af hjertesukket forstået som det kanonudvalget i forbindelse med Kingo omtaler som at ‘Den lutherske ortodoksi er åbenbar: Mennesket som synder, verden er et blændværk, og kun håbetom nåden står tilbage‘ En liste over de forfatterskaber som studerende på de gymnasiale uddannelser anbefales at få kendskab til gennem undervisningen findes her: http://pub.uvm.dk/2004/kanon/kap08.html. Dernæst vil jeg prøve at tegne konturerne af den side af den litterære billeddannelse i barokken, der betoner det kontrollerede og tæmmede. Denne karakteristik af det barokke billedsprog kommer i næste skridt til at udgøre et kontrast billede, idet jeg vil pege mere specifikt på, hvorledes digtets formsprog løber af med Kingo og løfter ham ud af en snæver ortodoksis tilværelsestolkning. Med dette som afsæt vil jeg reflektere over, hvad en sådan læsning kan betyde forundervisning i ældre litteratur.

Så lad os lægge fra land. Nous somme embarqué! (Pascal)

Hierte-Suk

Naar jeg, O GUd paaHavet er

Og Bølge-ryggen giennemskiær,

Da kand jeg mig erindre,

At i mig selv der er et Hav
Ræt ved min dybe Hierte-grav
Hvor sterke Storme tindre
Og tunder om ved Dag og Nat,
Endog en Stang der for er sat,
Saa hver dog ikke kiender,
Hvordan det ulmer i min Barm,
Hvordan det pebler, naar jeg varm
Af Harm og Vrede brender,
Hvordan Bekymrings Storme gaae
I mine Aarers lønlig Vraa,
Hvor Frygt udi mig velter,
Hvor Blodet rutter om min Aand,
Hvor Pulsen pikker ved min Haand,
Til Hiertet nesten smelter!
Da seer jeg salte Taare-vand
Igiennem Øyet trilde kand,
At viise mig dend Kilde,
Som i mit Bryst sin Udspring hâr,
Hvor salt dend er, hvor suur og baêr,
Og hvor dend smager ilde!
Da sukker jeg: O JEsu! giv
At Havet ikke skal mit Liv

Med Vold og Grumhed stekke:

Men skal jeg qvælis i en Søe,
Da, søde JEsu, lad mig døe
I Øynis Boode-bekke.

AMEN.

Alt det som haver Aande love

HERREN

Den åbenbare ortodoksi og sjælens trængsler

Strukturen i digtet udgør en ramme: de første to verselinjers ‘Når jeg oh gud på Havet er.. ’griber frem til slutningens frygt for at havet skal stække livet med vold og gru, foregrebet i apostrofens ‘oh’. Denne opfattelse af havets faretruende karakter falder smukt ind i tilværelsesmetaforikkens gængse tema: havet er uregerligt, hjemsøgt af Poseidon, der umotiveret og overraskende kan sende sine storme ind over de intetanende mennesker. Men digtets centrale dele bruger nu denne ramme til at snævre fokus ind på en psykologisk realitet: de følelser der rører sig i digterens indre. I sin læsning af digtet i Dansk Litteratur setfra Månen viser Thomas Bredsdorff, hvordan Kingo i digtet benytter sig af ‘den klassiske krydsstillingsfigur: sømanden på havet leder tanken hen på havet i sømanden’ (Bredsdorff 2006: 18). I dette indre hav finder sømanden – in casu digteren ‘Kingo’ – ‘Ræt ved min dybe Hierte-grav’ et virvar af ‘stormfulde’ følelser: Harmen, vreden og bekymringen tager magten over legemet, så det pebler og suser og digter-jeg’ets kropslige agitation sætter sig igennem – understreget gennem det anaforiske ‘hvor’, der markerer en stigning frem mod en situation, hvor ‘Hiertet næsten smelter’.

Hvor Frygt udi mig velter,
Hvor Blodet rutter om min Aand,
Hvor Pulsen pikker ved min Haand,

Alene den stoiske selvbeherskelse, markeret med den ‘Stang’ der er sat for jeg’ets indre, gør, at følelserne tilsyneladende tæmmes og ikke slipper ud. Og det skal de heller ikke. For ophidselsen er en påmindelse for digter-jeg’et om, at det er bitre og dårlige impulser som bobleri hans indre ‘Der kommer (som Bredsorff bemærker) intet godt fra hans indre’(ibid.), og det han bliver påmindet om, er at det er Jesus, der skal frelse sømanden fra både havet og fra de voldsomme kræfter i ham selv, hvilket træder klart frem i den gentagne apostrofe ‘O Jesu..’ Frelsen kommer så at sige udefra, den er givet på ortodoksiens præmisser – ortodoksien er ‘åbenbar’.

I Bredsdorffs optik går der et markant skel mellem dette digt og Johannes Ewalds ca. hundrede år yngre fragment Svulmende vellyst, idet ‘oplysningstidensforestilling om sjælen er ankommet: forestillingen om det autonome menneske,der er i stand til at træde ud af den umyndighed det ældste digt skildrer’ (Bredsdorff 2006: 20). Den afgørende forskel består angiveligt i, at ‘det jeg, der taler hos Kingo… ingen magt har til at udstede befalinger: Kingos jeg er i elementernes vold’ (ibid). Konkluderende peger Bredsdorff på, hvordan selvet hos ‘den gamle’ = Kingo er ‘et hav man drukner i, hvis ikke der kommer en redningsmand’ (ibid).

Men lige på dette punkter der et forhold som Bredsdorff ikke har med i sin analyse, og som kan kastelys over, hvorfor Erik A. Nielsen (uden for øvrigt at kvalificere det yderligere) med ret kan hævde, at det 20. hjertesuk måske ‘er det mest moderne digt Kingo overhovedet har skrevet’(Nielsen 2010: 380). For Bredsdroffs påstand om, at der skal komme en redningsmand for at undgå, at man drukner i følelsernes hav, passer dårligt med digtets slutning. Det bemærkelsesværdige ved Kingos transformation af sejladsens tilværelsesmetaforik er det paradoksale forhold, at han jo faktisk ikke ønsker en redning fra havet, men derimod ønsker ’lad mig døe /I Øynis Boode-bekke’. Skal man forstå, hvordan dette ønske så at sige kan vokse frem af digtet er det imidlertid nødvendigt kort at kaste et blik på digtet i forhold til barokkens poetik.

kunsten at beskære

I Det Kongelige Biblioteks Arkiv for Dansk Litteratur finder man følgende summariske beskrivelse af barokken:

‘en litteratur, som stræber efter at udtrykke og fremkaldevoldsomme følelser ved et sprog, der præges af mange, tætte og sammensatte billeder, af kontraster, variationer, gentagelser, af personifikationer,udbrud, påkaldelser, ordspil, udsøgte og overraskende ordsammenstillinger, af sjældne og frapperende ord. Dette effektsøgende sprog er underlagt en gennemgribende vilje til enhed og orden, som er afgørende for værkets form i alle aspekter fra den samlede komposition til rytmen, fra stillejet til typografien’.

Det er denne dobbelthed mellem voldsomhed og kontrol, der på mange måder giver barokkens sin spændstighed og sin transhistoriske rækkevidde: på den ene side en næsten euforisk hengivelse til en udforskning af sprogets udtrykssider, og på den anden side en insisteren på at denne eufori kunne tæmmes og – inddæmmes – for nu at blive i de nautiske metaforer. Hvad Bredsdorff på et tematisk niveau beskriver som den bom, der er sat for selvets udfoldelse hos Kingo, finder altså på det æstetiske niveau sin pendant i barokkens stadige etablering af en orden og balance, der skal afspejle en større universel orden. Så selv om der altså på den ene side ligger en bestræbelse i barokken på at skabe et sprog på dansk der er kunstfærdigt, righoldigt, blomstrende, ekspansivt og dynamisk, er der – som det påpeges i Eira Storstein og Peer E. Sørensens bog om Den barokke tekst (Storstein1999) – på den anden side vedvarendeen insisteren på, at det skal finde sin form:

‘Barokkens tekst er altså modsætningsrig: den vil på den ene side være ny, være kunst og kunstfærdighed, og kan på den anden side ikkebegribes uden om en meget traditionel kosmologisk tænkning…’ (Storstein 1999:27)

Disse bestemmelser harmonerer også fint med Erik A. Nielsens kongeniale betragtninger om nogle af barokkens bærende tankestrukturer, hvor han kalder ‘barokken for disciplineringens tidsalder par exellence’ (Nielsen 2010: 35) 35, men også peger på, hvordan denne disciplinering ‘”sætter” en levende orden, som muliggør en række frie og sommetide højt kvalificerede valg ‘(ibid.) På det litterære område handler denne disciplinering om retorik: om inventio-fasens afløsning af den ordnende og strukturerende compositio.

Man kan kigge på billedet af det beskårne træ, som sindbillede på denne tankegang.

1021

Det er imidlertid disse inddæmningsforsøg, der så at sige mislykkes i Hjertesukket, og det der kan forklare hvori det uspecificerede ‘moderne’ ved Kingos digt består. Når Storstein og Peer E. Sørensen således hævder, at barokkens tekster kan rumme næsten moderne æstetiske træk, men kun i ‘embyronal form’(Storstein 1999: 16), så er Hjertesukket måske et velvalgt eksempel. Så lad os stille skarpt på billeddannelsen i digtet, og det kan passende gøres under overskriften:

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med

På baggrund af den korte karakteristik af barokken kan vi nu forstå Hjertesukkets billedstorm. Digteren afsøger sprogets registre og over/undertoner – der er blæs på! Det sker med fuldt udtræk, men også i tilsyneladende god orden. Tænk fx bare alliterationernes insisterende st… fra sterke storme frem til stang eller tindre og tunder..eller antitesen dag og nat, paradigmet harm og vrede… sammenstillingen Haand og Aand. I den forstand er digtet stadig et stykke solid barok. Det interessante er imidlertid, at denne billeddannelse så at sige løber af med digteren, så han kun nødtørtigt får hentet den kosmologiske pointe hjem – og det måske endda i strid med bibeltekstensord (det ortodokse).

For betragter man digtets udsigelsesmæssige struktur er der noget, der ikke lader sig begribe under tæmningens logik. For vel nok er det rigtigt, at de første 18 verselinjer skildrer, hvordan følelsesmæssige storme hærger i jeg’ets indre, og at disse ikke kan blive synlige i kraft af den følelseskontrol, som er sat som ‘Stang’ mellem jeg’ets indre bevægelser og udtrykkets yderside. Og vel er det rigtigt, at øjet med Bredsdorffs ord bliver ‘sjælens overløbsventil’. Men på det tidspunkt, hvor bevægelsen når sit højdepunkt og ‘Hiertet næsten smelter’, sker der det bemærkelsesværdige, at det lyriske jeg hæver sig over følelsernes forvirrende stormvejr og ser sig selv udefra.

I en tankevækkende dobbeltbevægelse bliver øjet her både kilde og iagttagelsespunkt: ‘Da seer jeg salte Taare-vand/ Igennem Øiet trille kan.’ (min fremh.) Selv om jeg’et altså tilsyneladende er i følelsernes vold, kan det på dette punkt stille sig i en position, hvor selve sindsbevægelsen i det mindste kan observeres. Men iagttagelsen af tårerne, er også paradoksal, fordi den nu skal ‘Viise’ hvor ildesmagendekilden til disse strømmende væsker er. Med denne synæstesi lægges der også afstand til den agiterede tilstand, for jeg’et er på betragtningens afstand i forhold til den bitre smag.

Nu får formuleringen ‘havet i sømanden’ en ganske anden betydning. For med dette afsæt transformeres digtets billeddannelse (markeret grafisk med afsnit) i en eksalteret forestilling om, at tårestrømmen – der nu vel at mærke udgår fra det bevægede jeg – kan være så voldsom, at den kan danne en sø, som digteren kan drukne i. Sømandens indre hav breder sig ud og bliver så voldsomt, at jeg’et kan opsluges af det. Man kan spidsformulere det og hævde, at hvor havet i første omgang bliver til metafor for sjælens stormomsuste indre, bliver metaforen mod slutningen af digtet på paradoksal vis til en fantasi om, at bodstårerne kan være så overvældende, at de kommer til et udgøre et veritabelt hav, som den troende kan gå restløst op i:

Men skal jeg qvælisi en Søe,
Da, søde Jesu, lad mig døe
I Øynis Boode-bekke.

Men dermed er digtet også på vej ud over den ‘åbenbare ortodoksi’. Her er det det lyriske jeg’s emotionelle overtryk, der er anledning til frelsen, og Kingos tekst på overraskende vis forløber for pietismens inderliggjorte kristendom.

Når jeg kan tillademig at påstå, at denne konstruktion er på kollisionskurs med det ortodokse, skyldes det også en lille apokalyptisk detalje, som man kan blive klogere på ved at konsultere Blumenbergs udlægning af skibsbrudsmetaforen. For i den nævnte monografi peger han på, at det hører til forjættelserne i Johannes Åbenbaringen ‘at der i den messianske tilstand ikke længere er noget hav’ (Blumenberg 1997: 10). Carsten Bach Nielsen har i en artikel om Kingos brug af den barokke emblemata-tradition vist, hvordan hjertets åbning er et gennemgående motiv i Aandelige Sjungekoors Anden Part. Hjertet er i princippet – i kraft af den guddommelige nåde – allerede fyldt af Guds ånd. Men for at denne skal blive synlig og tilgængelig for den enkelte, er det nødvendigt, at hjertet tages i ‘hjertets skole’, hvor det med slag, ris og pisk, men også lægende salver stadigt mindes om syndigheden som et vilkår: ‘Lovens tugt er smertefuld, men nødvendig. Dét erkender det syndige menneske i processen. Kun langsomt modnes evnen til under slag og smæk – at bede med de dybe sukke’(Bach-Nielsen 2003, 22).

Denne tankegang træder tydeligt frem i det første hjertesuk i Aandelige Sjungekoor: ‘Steenig Hierte, gid du kunde/Blødne udi Herrens Haand’, ‘Hjertet skal blive blødt i Guds hånd. Det skal tøs op ved åndens varme’ (Bach-Nielsen 2003: 17). På dette punkt i sin fremstilling peger Bach Nielsen på en bemærkelsesværdig parallel mellem åbningsstroferne i Aandelige Sjungekoor og en af datidens store emblembøger, Daniels Cramers Emblemata sacra, som Kingo formentlig har kendt, og hvor det første emblem viser et hjerte, der bliver knust af Gudshammer.

1022

For dette emblem udtrykker ’mulighedsbetingelsen for overhovedet at komme i gang med andagten. Det stenige hjerte må først knuses og gøres blødt og formbart’ (ibid.). For såvidt, at Aandelige Sjungekoor indledes med ønsket om, at hjertet skal tøs op, kan man tale om at det 20. hjertesuk indfrier dette ønske, fordi vi heri ser det opblødte hjertes tårestrømme. Men der er to tankevækkende nuanceringer til denne betragtning. For det første kan man noteres sig, at åbningen af hjertet ikke er sket ved at hammeren har ramt hjertet, men at hjertet så at sige tør op indefra. For det andet har indfrielsen af ønsket samtidig har karakter af en sprængning og overstigning af projektet i Sjungekooret. For på det tidspunkt, hvor hjertets frosne sø tør op, viser det sig at være et altopslugende hav. På det tidspunkt, hvor projektet lykkes, er det allerede overskredet; hjertets optøen slipper kræfter løs, som viser ud over tugtelsens grænser.

Litteraturhistoriens fælder eller litteraturhistoriens fæller – revisionisme

Som det er blevet påpeget af litteraturhistoriografien (bl.a. Perkins 1992), er litteraturhistorie en konstruktion, som søger at skabe et overblik over litteraturens historiske mangfoldighed ved bl.a. at uddestillere forskellige periodiseringer. Periodebetegnelser som f.eks. barok og pietisme er mærkater som en eftertid har hæftet på tekster, der i deres samtid indgår i en smeltedigel af tanker, som er under stadig omformning. Litteraturhistoriegrafien gør såledeslitteraturforskeren opmærksom på, at han ved at tilforordne tekster til bestemte strømninger kan gøre teksten uret, eller i det mindste kommer til at betone visse sider af teksten på bekostning af andre, som måske kunne danne et andet billede.

Den luksus, som ligger i, at den professionelle litteraturforsker kan tage sig sine forbehold og nuancere sine betragtninger, kan i en pædagogisk sammenhæng forekomme overdådig. Men ikke desto mindre mener jeg, at den ikke bare må betragtes som en nødvendighed. Den rummer også i sig et pædagogisk potentiale, som jeg ikke mener bliver udnyttet tilstrækkeligt. Kanonrapporter og kanonudgivelser med håndfaste kategoriseringer kan på den ene side fungere godt som heuristiske støttepiller i arbejdet med at strukturere en form for historisk forståelse(som man med Johan Fjord Jensen begreb fra artiklen: Historiens Trædesten (Jørgensen 1996) kunne kalde minimalistisk). I den forstand kan klare inddelinger à la Kingos ‘åbenbare ortodoksi’ fungere som gode fæller i arbejdet med den ældre litteratur.

Men disse holdepunkter skal netop kun fungere som midlertidige stilladser for en mere grundig forståelse, som indfanger flertydigheden og ressonansbunden i de konkrete tekster. Ellers bliver klassifikationerne til fælderi stedet, stivnede kasser, som teksterne skal passe ned i. Denne risiko er ikke blevet mindre i dag, hvor enhver elev eller studerende lynhurtigt i søgefeltet på google kan skrive ‘Kingo’og ‘barok’ og så finde masser af nyttige tekster, der gør det muligt lynhurtigt at sige eller skrive noget fornuftigt om Kingo som barokdigter.

Men som læsningen af hjertesukket har vist, så gælder det i hvert fald for dette digt, at der er meget andet end ‘barok’ på spil. Fx den pietisme før pietismen, som også Erik A. Nielsen antyder i et kort kapitel i monografien om Kingo. Men altså også som læsningen har vist: en udsigelsesstruktur og en sprængning af retorikkens metaforbrug, som peger frem mod moderne digtning. Det er her, at jeg mener, at hologrammet kan fungere som en virksom metafor for, hvad tekstarbejdet må rumme. For skal en den historiske bevidsthed være andet end gengivelser af fallerede eksisterede kategoriseringer i forestillingsverdener, tankegods, stil og retorik må enhver læsning i sig selv udfordre de klassifikationer, som den benytter sig af. Her er jeg på linje med Per Stounbjerg, der tidligere i en artikel på turbulens.net pegede på det, han kalder den nødvendige revisionisme:

‘Min antagelse er, at en art revisionisme stadig er nødvendig for at holde historien levende som paradigme og ikke som pligtstof, kanonlister og kedelig kulturarv. Derfor er mottoet Benjaminsidé om, at hver epoke på ny må prøve at vriste overleveringen fri af konformismen.’

Konkret ville det i forbindelse med Kingos digt betyde, at man skulle åbne teksten ikke ved først at søge om Kingo, barok,enevælde, ortodoksi mv. Men man kunne gå ad veje, hvor svarene ikke findes på google, men hvor elevernes/de studerendes forestillinger og idéer om en tidmeget langt væk fra deres egen bringes i spil og udfordres.

Helt specifikt kunne man derfor som springbræt ind i digtets brydningstid udspænde et billedgalleri bestående af emblemer fra barokkens emblemtradition, fx nogle af de emblemer, som indgår som illustration til nærværende artikel. Et sådant billedgalleri ville på den ene side tale ind i elevernes/de studerendes multimodale medieverden, hvor man i dag kan registrere, hvordan billede og tekst konstant er knyttet sammen. Men det ville på den anden side være en gådefuld verden, som eleverne ikke umiddelbart vil kunne åbne med søgninger på nettet. For hvis opgaven bestod i at prøve at forklare, hvilken form for mentalitet eller opfattelse af verden, der kommer til udtryk i emblemernes mysteriøse sammenstilling af billede og skrift, ville der ikke være lette genveje til de første tentative epokebestemmelser.

Man kunne håbe at et sådant afsæt ville give en mere dynamisk forståelse af ‘barokkens’tidsalder. En forståelse der netop ikke er stivnede typologier, men faktisk –som havet hos Kingo – flydende strømme.


Litteratur

Bach-Nielsen,C. (2003): Kingo CCC: Studier udgiveti 300-året for salmedigterens død. Frederiksberg: Anis.

Blumenberg,H., (1997): Schiffbruch mit Zuschauer:Paradigma einer Daseinsmetapher. Frankfurt: Suhrkamp.

Bredsdorff,T., (2006): Dansk litteratur set framånen: om sjælen i digtningen. Kbh.: Gyldendal.

Jørgensen,A. (f.1938, 1996): Dansk til eksamen. Kbh.:Dansklærerforeningen.
Nielsen,E.A., (f.1941, 2010): Thomas Kingo:barok, enevælde, kristendom. Kbh.: Gyldendal.
Perkins, D., (1992) Is literary history possible? Baltimore: Johns HopkinsUniversity Press.
Petersen,R.,(f.1838, 1887) Thomas Kingo og hansSamtid. Kbh.: Schønberg.
Storstein,E., (1999) Den barokke tekst. Frederiksberg:Dansklærerforeningen.

Netsteder
http://pub.uvm.dk/2004/kanon/kap08.html

http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=7&p_fpkat_id=fskab#d6
https://www.turbulens.net/Temaer/Litteraturhistoriensfremtid/?article=352

Illustration øverst til venstre: Nina Sten-Knudsens Raft, 2002

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *