14.11.2013
Af Maiken Fredsøe
Under ”Golden Days-festivalen” holdt Ole Thyssen et foredrag om forskellen mellem religion og filosofi. Filosofien er en særlig livsform, der adskiller sig fra religionen ved at være indstillet på dialog og udveksling mellem parter – og som har rod i den demokrati- og handelstradition, hvor filosofien først spirede frem.
Hvordan adskiller filosofi sig fra religion – og hvorfor er det vigtigt at skelne mellem dem?
Det er vigtigt, fordi vi har at gøre med lukkede og åbne tanke-universer. Filosofiens tankeunivers er åbent fra starten af. Filosofi er dialog, udveksling af idéer mellem folk, som er uenige, og har hver deres blik. Filosofi er polemos, krig med ord, ikke med tohåndssværd. Man kan skelne mellem den form for krig, der hersker mellem folk som stort set er enige, og den form for krig, der kan være mellem folk, som er grundlæggende uenige og derfor anfægter hinandens grundlag. Men derudover kan der også være krig mellem folk, der simpelt hen ikke forstår hinanden, fordi de har så forskellige udgangspunkter. Jeg kan f.eks. næsten ikke snakke med en fundamentalist – simpelthen fordi det hele bare er så forkert. Men inden for filosofien kan man udsætte hinanden for den test, der ligger i filosofisk tænkning, i modsætning til det krænkelsesberedskab man finder hos de mere radikale former for kristne, muslimer, buddhister …
Kan filosofien bringe os nærmere en forståelse af hinanden end religionen kan?
Ja, fordi filosofien bygger, på samme måde som demokratiet og handelen i øvrigt, på at der foregår en dialog og udveksling mellem parterne. Udveksling sker mellem to parter, som har hver deres blik og interesse, så logos bliver til dialogos. Det sker, når folk handler, når de forhandler og når de diskuterer. Her er de nødt til at høre på hinanden. De kan ikke straffe hinanden for at sige noget forkert, selv om de kan synes hinanden tager fejl – så må de overbevise modparten. Det handler det ikke alene om den retoriske overtalelse, men også om om at overbevise med gode grunde. Hver livsform er indstillet på fornuft. Men hver livsform har også sine egne forudsætninger, der skyldes den måde, man lever på. Vi lever og handler, inden vi tænker og reflekterer. Og den måde vi lever og handler på, er udtryk for de selvfølgeligheder, som vi har fået indarbejdet i hverdagen og som synker ned og bliver en tavs teori og en blind praksis. Dem kan vi ikke bare slippe. Det kan godt være, at tanken fører til skepsis, som den f.eks. gør det for Hume; men så er det jo heller ikke værre? Det kan jo godt være, at vi ikke er sikre på noget som helst, men det ændrer sig, så snart vi rejser os fra skrivebordet og går ud i verden igen. Vi har vores vaner, og jeg er sikker på, at du er der og at stolen står der.
Argumentet mod skepticisme er, at hverdagen har sine egne selvfølgeligheder, som ikke blot er træge, men uafviselige. Man handler, spiser, taler. Hverdagens livsform er bærende for alle mennesker og gør det muligt for alle mennesker at kommunikere. Der er noget fælles, vi refererer til. Jeg kalder det Iagttagelsens Trekant: Et Jeg er sat over for et Du og findes i kraft af Du, og begge indgår i en fælles verden, et Det, som de kan handle med og tale om. Vi er grundlæggende mennesker, der er sat over for andre mennesker i en verden af ting. Da Fredag mødte Robinson Crusoe på stranden var de vidt forskellige. Men de havde en række fælles erfaringer af at leve, at spise og trække vejret. Derfor kunne de godt kommunikere. Oven på det kom så deres tankevaner, som gjorde, at Robinson hurtigt kaldte sig selv for guvernør og Fredag undersåt.
Hvordan adskiller filosofien sig så fra hverdagserfaringen?
Filosofi er besindet på at forklare de ting, som ligger til grund for hverdagen og som derfor er usynlige i hverdagen. Filosofi er ikke praktisk tænkning i hverdagen og hjælper ikke med at få hverdagens mange hensyn koordineret bedre. Den hjælper derimod til at forklare, hvordan vi skal forstå de ting, vi normalt tager for givet i hverdagen. Kan vi nu være sikre på vores viden og erfaringer? Er rigtigt og forkert ikke bare konventioner, der er opstået af sig selv og derfor svæver i vinden? Hvem er jeg – er jeg blot et bundt af perceptioner, eller har jeg en substans, en indre kerne? Filosofien vil gerne forklare, hvordan verden grundlæggende hænger sammen – det er filosofi og religion fælles om. Men religionen svarer bedst til et landbrugssamfund med traditioner og med fornemmelsen af, at det er naturen og guderne, der arbejder for mennesket. Filosofien opstod, da et landbrugssamfund også blev et handelssamfund. I det antikke Grækenland ske tre kulturelle fornyelser omtrent samtidig – demokratiet, filosofien og de prægede mønter blev opfundet. De tre ting hænger tæt sammen. De er alle tre former for udveksling mellem ligestillede.
Der er stadig af hybrider i filosofi, mange filosoffer bruger stadig ordet gud. Men der er forskel på religionens gud og filosofiens gud. Den sidste er egentlig blot en stor ingeniør. Platon dyrkede stadig guderne, men Sokrates blev dræbt, fordi han ikke dyrkede guderne mere. I Kants filosofi er gud sådan en slags praktisk garant, som skal sikre, at gode gerninger belønnes, også selv om det ikke sker på jorden.
Kan filosofien da give et bud på, hvordan vi opnår retfærdighed?
Der er mange former for retfærdighed. Distributiv retfærdighed handler om fordeling og er noget andet end retfærdighed i forhold til lovene. Det er et begreb, som alle filosoffer beskæftiger sig med. På hvilken måde skaber vi retfærdighed i samfundet – er vi nødt til at acceptere standsforskelle? Er ligestilling ideelt, når vi er meget forskellige? Forholdet mellem frihed og lighed er et vitalt spørgsmål, som ikke er lige til at løse, for vi ved jo godt, at hvis vi giver frihed, så ophæver vi lighed, og hvis vi kræver lighed, så ophæver vi friheden. Og blot at sige “balance” er et udtryk for forlegenhed – for hvilken balance er der tale om? Hvad indebærer f.eks. lighed mellem kønnene? Hvis alle har frihed til at jagte deres lykke, skal man så give frihed til rockere og til alle med fikse ideer? Sådanne grundspørgsmål har filosofien beskæftiget sig med op gennem tiden, og selv om hver tid har sit blik eller bedre, sine blikke, så er der en fælles kerne i spørgsmålene. Derfor afkaster filosofien ikke sin fortid. Det gør derimod teknologien. En bil fra John Fords tid og en pumpe fra Leonardos tid er fortidige og ikke længere gode nok. Filosofien bliver derimod ikke bedre og bedre. Kant erstatter ikke Hume og gør Hume irrelevant. Derfor kan vi stadig læse Platon med stor interesse. Platons kritik af demokratiet er f.eks. stadig relevant.
Vi lever i en tid, hvor de store fortællingers tid er forbi. Kan religionen forklæde sig som en fortælling, som filosofien ikke på samme måde kan levere?
En fortælling skaber en anskuelig og meningsfuld ramme. Det kan godt være, at de store fortællinger er døde. Hverken kristendommen eller marxismen har længere magt som de har agt. Men ironisk nok er tesen om de store fortællingers død selv en stor fortælling om friheden til at lave sin egen lille fortælling.
Fortællingen er vigtig, fordi det er den måde, vi organiserer vores erfaring på. Når der er sket noget, fortæller vi om det. Fortællingen indeholder et Jeg, som fortæller noget om Det til et Du. Den udfolder sig i tid med en serie af valg, som hverken er strengt logiske eller helt uforståelige. Med et “Der var engang” kastes vi ind i en fortælling og følger så en dramatisk sammenhæng, et plot, hvor mennesker og ting støder sammen. En fortælling følger et konkret forløb og giver en større intuitiv forståelse end et abstrakt filosofisk system, som er længere fra hverdagen.
Du siger, at filosofien er en særlig livsform. Hvordan kommer filosofien som livsform til udtryk i dag?
Den giver sig f.eks. til kende i Platons krav om, at vi skal “følge tanken derhen, hvor den vil”. Lad os acceptere, at fornuften ikke er en sådan gennemsigtig, krystallinsk enhedsform, men har teoretiske og praktiske forudsætninger. Den udfolder sig ikke i et socialt tomrum. Hvilken udgangsforskel man starter med, kan man ikke begrunde yderligere. Man må starte et sted. I stedet for at fortabe sig i en uendelig regres, hvor man endeløst vil “begrunde begrundelserne” vælger man et udgangspunkt og kaster sig ud i det. Det er et udkast, et spring ud i fremtiden, og så kan man se, hvad der kommer ud af det. Derfor er filosofi et tilbud, og man må så undersøge, om én af dem forløser min erfaring, eller om jeg selv må udkaste en ny filosofi, så verden kan finde de rette ord. Nogle sværger til strukturalismen, andre synes Foucault er fin, og de forskellige filosofiske retninger tester hinanden. Det foregår alt sammen civiliseret, altså uden at man slår hinanden ihjel. Det er netop det, som filosofien har til fælles med demokratiet og med handelen – en fri udveksling, hvor handel retter sig mod rigdom, demokrati mod magt og filosofi mod sandhed. Man kan ikke være filosof og fundamentalist.
Du nævner det ”filosofiske blik”. Kan filosofien nogensinde indtage en metaposition, kan vi nogen sinde stille os uden for det, vi iagttager?
Vi er som udgangspunkt nødt til at arbejde med en forskel mellem iagttager og det iagttagne. Hvis grænsen mellem dem flyder ud, forsvinder alting. Også kroppen må have sin grænse, sin hud, for ikke at smelte sammen med omverdenen og dør. At iagttage kræver altså, at man er på afstand af det, man iagttager. Det man kan iagttage, det er man på afstand af. Altså – man må tage udgangspunkt i en forskel. Det kan være ”transcendens-immanens” som i religionen, ”væren-intet” som hos Heidegger eller ”system-omverden” som hos Luhmann. En sådan udgangsforskel kan ikke begrundes yderligere. Herfra udkaster man sig og ser hvad der sker. Om det bliver en privat øvelse eller en filosofi, som mange andre kan genkende sig i og gerne vil bruge til at beskrive sig selv og verden. Der er jo mange, der føler sig kaldet til at levere den filosofi, der er bærende for en tid. Få er udvalgte, og resultatet er en slags markedssituation, hvor filosofier byder sig til og nogle af dem bliver bærende for deres tid.
