“Det største mål for de fleste mennesker er at få et job – at tjene en mester”. Sådan begynder After Work (2023) med en unavngiven voice-over, men hvis stemme der alligevel virker lidt bekendt. Den samme stemme taler jævnligt over filmen, og med filmens slutning ser man endelig hvem denne anonyme person, som har brummet over filmens billeder på diverse tidspunkter, er. Det er socialkritikeren Noam Chomsky. Med denne udtalelse bliver filmens tonen sat. Dokumentaren stiller skarpt på hvad arbejdet betyder for os, hvorfor arbejdet betyder sådan for os, og hvordan vi måske bliver nødt til at forstå arbejde på en ny måde, når vi går en ny fremtid i møde.
Gandini er ikke dogmatisk i sin kritik af arbejde, og stiller sig ikke konsekvent imod det, men prøver derimod igennem dokumentaren at vise myriader af forskellige perspektiver og vise, at det ikke blot er fra arbejde mening kan komme, og at vi bliver nødt til at se ud over arbejdets næsetip, for at forstå, at det måske ikke bør være det største mål at tjene en mester.
Det arbejdende liv er det dydige liv
Sociologen Max Weber skrev i 1920: “The protestant ethic was characterized by a sense of duty to work hard”. Work ethic, eller arbejdsmoral, er et perspektiv, som Gandini bruger noget energi på at beskrive og bearbejde. I After Work hører vi filosoffen Elizabeth Anderson fortælle om arbejdsmoralens historie ikke ulig Webers udlæg af den protestantiske etik. Ideen om at det dydige liv er det travle og arbejdsomme liv kommer, ifølge hende, fra den protestantiske revolution og puritanerne, hvor det hårdt arbejdende liv er et dydigt liv i guds ånd. Dette mener Anderson er sivet ind i den moderne idé om arbejdsmoral. Dokumentaren zoomer ind på dette perspektiv, og undersøger ideen om at være travl.
“I’m just so busy” bliver gentaget igen og igen. “You can’t even understand how busy I am”. Sådan lyder det fra Josh Davies, direktør for Center for Work Ethic Development. En meget energisk mand, der nærmest springer rundt på skærmen, mens hans ord “I’m just so busy” konstant gentages som underlægningsmusik. Det virker næsten som en beat fra en Wu-Tang Clan sang. Som at høre C.R.E.A.M. hvor ordene “I’m just so busy” er grundbeatet. Eller som at høre buddhistiske munke sidde i trance mens de mumler, her forstå man blot tranceordene; “I’m just so busy.”
Det er i samvær med Davies, den amerikanske arbejdsmoral bliver fremført. 57% af amerikanerne arbejder, selv i deres lønnede ferie, som de kun har ret til to af om året. Dette betyder at der bliver brugt 578 millioner timer på arbejde, som egentlig skulle være lønnet fri. Dette opfatter Davies ikke engang som noget negativt, men kalder det bare god arbejdsmoral. Amerikanerne føler simpelthen, de bliver nødt til at arbejde, fordi travlhed er en dyd og dovenskab er en synd. Josh Davies spørger intervieweren tilbage “How much holiday do you on average take a year?” Da der svares seks uger, bryder Davies ud i et hysterisk grin – det er for ham fuldstændig uforståeligt, ja det virker nærmest til at han finder det latterligt.
Sydkorea har en lignende arbejdskultur. En yngre sydkoreaner fortæller bekymret om sin fars tilgang til arbejde. En far, som hun sjældent ser, fordi han arbejder så meget. Ifølge farens generation defineres man som god, hvis man arbejder flest mulige timer, fordi det betyder, at man brødføder sin familie godt. Ifølge den yngre sydkoreaner, er der ikke andet i sine forældre end arbejde. De forstår ikke værdien af eller ideen om lykke, men oversætter alt til arbejde. Dyden ligger i at være travl.
Denne kultur prøver Sydkorea dog at modarbejde, hvilket nok også er årsagen til, at den yngre generation ser anderledes på arbejde. Sydkorea prøver på at nedsætte den gennemsnitlige arbejdsuge fra 68 til 52 timer. Derudover indfører nogle arbejdspladser pc-off, hvilket betyder, at arbejdscomputere automatisk slukkes kl. 18 – simpelthen for at undgå, at folk arbejder sig selv i stykker. Sydkoreas regering og diverse arbejdspladser prøver altså at ændre en arbejdsmoral, en kultur gennem disse tiltag. Sydkorea virker som en ekstrem, hvad angår arbejde, men i det mindste prøver de at gøre noget, hvilket er mere, end man kan sige om USA.
Den nærmest religiøse ide om dyden gennem arbejdsmoral er i mange dele af verden fasttømret i kulturen. Det er næsten et uudtalt dogme: Vi bør bruge vores tid på arbejde, ikke spilde den på fritid eller frihed. Dokumentaren fremlægger en undersøgelse fra Gallup om hvor engageret mennesker er i deres arbejde. I denne undersøgelse fandt de frem til, at det kun er 15% af medarbejdere der er engageret i deres job. Kun 15% der aktivt engagerer sig i sit job. De resterende 85% af medarbejdere er enten ikke-engageret, eller med andre ord er de ligegyldige, vrede eller uden nogen form for interesse i deres arbejde. Selvom hele 85% af medarbejdere ikke engagerer sig i sit arbejde, vælger de stadig at bruge deres tid, som ellers burde have været deres egen tid, på et arbejde de sandsynligvis ikke interesserer sig for. Over 500 millioner amerikanske ferietimer bliver brugt på arbejde, fordi det føles forkert at have tid til sig selv. En sydkoreansk regering, der bliver nødt til at regulere befolkningens mulighed for arbejde, for at arbejdsmoralen ikke tager overhånd, og bliver skadende for samfundet. Arbejdsmoralens religiøsitet får altså mennesker til at kaste deres liv til siden for arbejdets skyld. Et arbejde som 85% alligevel ikke engagere sig i. Det virker som om, at Gandini med denne skildring af arbejdsmoral prøver at vise absurditeten i vores ide om arbejde. En ide om, at vores tid bør blive brugt i arbejdets tegn. Vi bør og skal forstå vores egen tid på en ny måde, og se vigtigheden af at bruge den på noget vi engagerer os i, i stedet for at tjene en mester.
Hedonisme over arbejde
Arbejde har i den moderne tid fået en meningsgivende status. Hvad skulle man dog bruge sin tid på, hvis man ikke arbejdede… bare dovne den? I Gandinis rejse rundt i verden for at undersøge ideen om arbejde, kommer han forbi Italien, hvor vi ser en kvinde gå rundt i en smuk have. Hun hygger om planter og krydderurter. Pludselig bliver der klippet videre til en velklædt mand, der går igennem flotte gange med loftsmalerier i sand italiensk stil. Dette er et modsatfyldt par, men alligevel så ens. Det er et velhavende italiensk par, som har fuldstændig forskellige forhold til det at arbejde. Kvinden har arbejdet i sine yngre dage, men valgte at stoppe, fordi det ikke var det hun ønskede med sit liv, og fordi hun havde midlerne til det. Manden er derimod hårdtarbejdende, ikke fordi det er nødvendigt for deres økonomi, men fordi han nyder det. Hun opfordrer ham “du skal da også have dig en hobby” til hvilket han svarer “arbejdet er min hobby,” som de så sidder og klukker lidt over. De er meget forskellige, men alligevel så ens. De er begge engageret i det, de foretager sig i dagligdagen, noget som 85% af arbejdende mennesker ikke kan prale af. Det de foretager sig, er lystbetonet. De har truffet et valg om, hvordan deres tid skal bruges, i stedet for at lade et valg være truffet for dem. Det Gandini vil fortælle med det velhavende italienske par er ikke, at vi alle skal leve som dem. Det kan vi ikke – de færreste er velhavende. Men det, som parret gør, og som Erik Gandini vil provokere os til, er at reflektere over vores egen tid. Hvordan ønsker vi, at vores tid skal bruges, hvis vi helt selv kunne vælge? Måske skal vi turde forholde os kritisk til vores egen tid, i stedet for at acceptere, at den utvetydigt skal bruges på arbejde.
Gandini bliver i det italienske med hans næste case study, hvor han undersøger fænomenet NEET (Not in Education, Employment or Training). NEET er et akronym for personer, som hverken er i job, i træning til et job eller under nogen form for uddannelse altså med andre ord: personer som ikke stræber mod et arbejdende liv. I Italien, og for den sags skyld Grækenland, falder ca. 30% af unge ind under denne kategori. De gør simpelthen ikke noget for at få et arbejdende liv. De vælger derimod at bruge sin tid på samvær med venner, drikke kaffe, feste, og på andre måder leve fri fra arbejdets tugt. Det er let at kritisere dem som dovne, men det Gandini bruger dem til er at vise, en form for modsvar til den amerikanske og sydkoreanske arbejdsmoral. Det er to modsatrettede ekstremer indenfor ideen om hvordan ens tid skal bruges; på arbejde eller på en anden form for værdsættelse af livet, en form for hedonisme. Det virker ikke som om Gandini advokerer for den ene eller anden indstilling til arbejde, men at han undersøger denne for mange nærmest forbudte ide for at vise, at der kan være en anden måde at leve på, end under arbejdets klo, og at en smule hedonisme måske er sundt for mennesket.
Moderne teknologificering:
Med industrialiseringen kom der et øget behov for arbejdskraft. Alle mænd skulle arbejde, og de skulle arbejde meget, for at følge med den enorme vækst i produktionen. Industrialiseringen var en tid, hvor produktion og fremstilling var i højsædet og hvor robotter ikke eksisterede til at lette arbejdsbyrden. Nu befinder vi os i en anden tid, hvor teknologien er begyndt at overtage flere og flere arbejdsfunktioner, hvilket giver mulighed for at lette arbejdsbyrden. Men det har vi endnu ikke, ifølge Gandini, omstillet vores system til. “Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet,” ytrer Noam Chomsky, idet dokumentaren stiller skarpt på den moderne teknologis indvirkning på behovet for arbejde i samfundet. Gandinis pointe er her, at der overhovedet ikke er behov for at arbejde så meget som den vestlige verden gør, og at mange af vores opgaver blot skal udfylde det x-antal timer, samfundet nu engang nummerer til at være en fuld arbejdsuge.
Det kan vi se i Danmark, hvor der har været diskussioner indenfor sundhedssektoren om, hvorvidt bureaukratiseringen og registreringsarbejdet nu har taget overhånd. Om vi måske har fået for meget spildarbejde, for arbejdets egen skyld.
Gandinis rejse går også til Kuwait, en oliestat som har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre af dem. Hvis man er statsborger i Kuwait, har man ret til et velbetalt job inden for det offentlige. Det er et privilegie, som kun en økonomisk velhavende oliestat har. Det betyder dog også, at der ofte er 20 ansatte til at udføre én persons arbejde. De skal møde op til aftalt tid, sidde på et kontor hele dagen, og til sidst på dagen gå hjem igen, højst sandsynligvis uden at have foretaget noget som helst andet, end blot at sidde der. Det giver simpelthen seeren eksistentialistisk depression at overvære. Alle de penge, nok til at betale gode lønninger til folk, der intet laver – og alligevel kan man ikke forestille sig en anden struktur end klassisk kontorarbejde. Kuwait er et ekstremt eksempel på vores manglende fantasi til hvad tiden ellers kan bruges til, når det ikke behøver at være arbejde. Kuwaits arbejdsprogram er et tankevækkende eksempel, der fint afspejler, hvordan Gandini anser spildarbejde i den nuværende arbejdsstruktur. Måske skulle man i stedet for at bruge energien på nytteløst eller i bedste fald ekstremt ineffektivt arbejde, bruge energien på noget kreativt, noget skabende. Måske bør vi stoppe med at arbejde for arbejdets skyld og i stedet vælge at kaste spildarbejde og overbureaukratisering ud ad vinduet. Vælge at bruge tiden på noget kreativt i stedet for noget overflødigt. Kreativ udfoldelse gennem kunst, fritænkning, skabelse… alt det, der ikke er plads til i den traditionelle arbejdsfunktion.
Gandini bruger robotteknologiens fremgang som en udfordring, eller måske endda en trussel, mod behovet for arbejde og vores nuværende forståelse af arbejdsliv og karriere. Denne teknologi har overtaget det repetitive manuelle arbejde, og endda siden Gandini optog After Work, er der sket kvantespring inden for AI-teknologi. Fremtiden med AI-teknologi betyder måske endda at det ikke kun er det rutineprægede arbejde, der bliver overflødigt, men mange andre arbejdsformer. Igennem de seneste måneder er der foretaget forskning angående AI-teknologiens indvirkning på arbejdets fremtid, hvor flere af dem spår, at AI-teknologien vil kunne overtage flere millioner jobs. Goldman Sachs har i år lavet en rapport der indikerer, at AI-teknologien kan påvirke op til 300 millioner jobs. Dette kan betyde flere ting: enten ender mange mennesker som arbejdsløse, fordi AI gør dem overflødige, eller vi finder på nye ligegyldige opgave til at holde folk beskæftiget, hvilket man kan argumentere i store træk er sket hidtil med robotteknologiens indpas i samfundet. En anden mulighed ville også være at reformere ideen om arbejde, hvilket Gandini nok håber på. Som Chomsky har sagt i dokumentaren: Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet. AI-teknologien kan give mennesket mere frihed, men vi skal turde gentænke ideen om arbejde og vores egen tid.
Hvad ville du så gøre?
Gandinis afspejling af arbejde, som han foretager gennem sin rejse gennem verden, stiller et kritisk blik på behovet for arbejde og arbejdets mening for mennesket. Men hvordan skal man så have en indkomst, hvis det ikke ene og alene er gennem arbejde? Erik Gandini argumenterer i sit manuskript, med hjælp fra Chomskys stemme, for ideen om basisindkomst, altså en grundlæggende indkomst, som dækker basale behov, og som ALLE i samfundet får ligeligt, lidt ligesom den danske folkepension, bare gældende for hele voksenlivet. Dette vil frigive muligheden for ikke at være tvunget til at være lønslave. Der ville ikke længere være et krav om at arbejde for at overleve, og derved give friheden til at kunne udfolde sig kreativt, både i den klassiske forstand gennem kunst, men også til at udvikle og skabe noget nyt, uden frygten for økonomisk dommedag. Det virker ikke på dokumentaren, som om det er noget, Gandini mener er muligt lige nu. Som systemet er nu, er der ikke mulighed for det, men med teknologiens hastige fremskridt og i takt med at arbejdets nødvendighed bliver mindsket, håber Gandini fremtidens arbejde ikke er drevet af den nuværende arbejdsmoral og manglende engagement. Håbet er derimod, at arbejdets udvikling går i modsat retning. En retning, der er fyldt af mere frihed til kreativitet, nytænkning og økonomisk frihed fra arbejde.
Det er en provokerende tanke. Ideen om ikke at behøve at arbejde. Det er en provokation, der på den ene eller anden måde sidder i kroppen af seeren, når dokumentaren når sin ende, og man sprøger sig selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere?
Arbejdet afsluttes
Se derfor After Work for at genkalibrere. For at få et kritisk, men også håbefuldt syn på arbejdets natur. Hvor vi er blevet kaliberet til at tænke, at det travle menneske er det dydige menneske, skal vi søge at blive et mere frigjort menneske. Mulighederne er der, men vi skal turde udnytte dem. Vi skal turde generobre vores tid.
Gandini bevæger sig elegant gennem dette tunge og komplicerede emne, ved hjælp af et fantastisk brug af filmiske virkemidler, såsom underlægningsmusik og fine klipninger mellem tid og sted, hvilket giver dette noget bestandige emne en lethed. Der er humor hele vejen igennem, hvilket er med til at holde seerens interesse, og lyst til at se videre. Emnet er tungt, kontroversielt og vigtigt, men Gandini bevæger sig igennem dette med en fængende lethed.
Filmen er anbefalingsværdig til folk, der ønsker at udvide deres perspektiv på arbejde, eller folk som blot ønsker en velproduceret og underholdende dokumentar.
