Filosofien i Frankrig – en smagsprøve

“Filosofien i Frankrig” er trods forfatterens antydninger intet filosofisk ‘tag-selv-bord’, hvor værten har helgarderet sig ved i behandlingen af sit emne at forsøge at få alt det mest velkendte med. Og den er bedre for det. I Søren Gosvig Olesens behandling af den franske filosofi præsenteres vi for en række nøje anrettede tænkere, der hver især behandles på forfatterens egne betingelser.

Søren Gosvig Olesen
Filosofien i Frankrig
Forlaget Wunderbuch, 2021

 

 

 

 

 

04.02.22

Filosofien i Frankrig er trods forfatterens antydninger intet filosofisk ‘tag-selv-bord’, hvor værten har helgarderet sig ved i behandlingen af sit emne at forsøge at få alt det mest velkendte med. Og den er bedre for det. I Søren Gosvig Olesens behandling af den franske filosofi præsenteres vi for nøje anrettede tænkere, der hver især behandles på forfatterens egne betingelser.

Med Filosofien i Frankrig indtager Søren Gosvig Olesen en prisværdig position i den filosofiske litteratur: Han er en af de sjældne formidlere, som formår den dobbelte kunst både at være tilgængelig for udefrakommende og at tage læseren seriøst. Olesen afkræver ikke læseren en baggrund i filosofien – endsige den franske – men han kræver, at man tager sig tiden til at læse seriøst. Olesens bekendtskab med den franske filosofi er i forvejen en kendt sag, og denne tryghed i litteraturen skinner tydeligt igennem i det godt 240 sider lange værk. Her er ingen populærfilosofiske forvanskninger eller rastløshed i konfrontationen med de filosofiske idéer. Hver af bogens seks tænkere – René Descartes, Alain, Gaston Bachelard, Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, og Jacques Derrida – behandles dybdegående fra en række forskellige vinkler. Dybden begrænses naturligvis af temaets omfang sammenlignet med værkets længde – her er snarere tale om en smagsprøve end en fyldestgørende indføring – men behandlingen virker aldrig fortravlet eller overfladisk.

Med sikker hånd fører Olesen os igennem et kurateret udvalg af franske tænkere – og hos hver tænker igennem en tilsvarende selektion af deres mest interessante idéer. Og han gør det med et imponerende overskud. Med rigelig brug af citater lader Olesen gerne filosofferne tage del i scenografien, men han lader dem aldrig diktere stykkets gang. De nøje udvalgte citater bruges af forfatteren som springbræt for behandlingen af filosoffens idéer: Teksten forfalder aldrig til den kedelige kunst blot at forklare, hvad tænkeren mener med den ene eller anden obskure formulering. Nej, filosofferne får gerne lov til at snakke med, men kun i det omfang de kan bidrage til formidlingen uden at mudre den unødigt. I denne forstand er Olesen en aldeles økonomisk formidler, og det er mere end noget andet denne egenskab, som lader ham komme så vidt omkring, som han gør på de godt 40 sider, han har tildelt hver tænker.

Selvom formatet kræver, at hvert afsnit sætter skarpt på en enkelt tænker, lader Olesen dog aldrig tænkeren stå alene. Der er altid plads til en perspektivering ud over Frankrigs grænser – gerne øst over Rhinen mod Kant, Hegel og Heidegger. Disse hyppige perspektiveringer er ikke et skår i Olesens ellers økonomiske skrivestil men snarere en anerkendelse af, at ingen tænker i grunden kan forstås blot i kraft af sin egen intellektuelle produktion men altid bedst kan forstås som et punkt i det netværk af tænkning, som danner grundlag for denne produktion.

Valg og fravalg

Filosofien i Frankrig er ikke en bog, som kunne være blevet skrevet uden fravalg, og som læser er det vanskeligt ikke at studse over nogle af valgene, når det kommer til hvem der behandles i værket – og særligt hvem der ikke behandles. Der er ingen mangel på store navne i den franske filosofi – tværtimod er der adskillige navne, som ingen gennemgang af landets filosofi kan virke komplet uden: Jean-Jacques Rousseau og Voltaire, Louis Althusser og Jacques Lacan, Simone de Beauvoir og Simone Weil, Auguste Comte og Henri Bergson. Ingen af ovenstående behandles af Olesen. En sådan mangel må forventes i et værk, som blot er en indføring i Frankrigs filosofi snarere end et encyklopædisk overblik. Men netop grundet disse begrænsninger kan bogen heller ikke læses som nogen generel indføring i den franske filosofi.

Den er som sagt en kurateret selektion, og til tider virker denne selektering af filosofiens repræsentanter snarere til at afspejle forfatterens interesser end nogen desinteresseret vurdering af tænkernes filosofihistoriske rolle. At Descartes vitterligt hører til i enhver gennemgang af den franske filosofihistorie kan næppe betvivles – ifølge den radikale skribent og russisk-franske emigrant Charles Rappoport er enhver tænkende franskmand trods alt cartesianer (Rappoport, 1922) – men kan det samme siges om Alain? Kan det siges om Bachelard?

I forordet forsøger Olesen at retfærdiggøre udvalget ved at hævde, at hver af de udvalgte tænkere repræsenterer et skift i filosofihistorien – en slags ‘kopernikansk vending’, hvoromkring der findes et tydeligt før og efter (Olesen, 2021, s. 14-15). På forlagets hjemmeside retfærdiggøres udvalget lidt mere ydmygt med, at hver af de udvalgte filosoffer eksemplarisk skulle repræsentere en af de kendteste hovedstrømninger i fransk filosofi: Alains betydning for filosofiens rolle i det franske uddannelsessystem, Frankrigs særlige bidrag til videnskabsfilosofien via Bachelard, Sartre som modefilosof og eksistentialismens renæssance, et cetera.

Disse underliggende overvejelser bag værkets opbygning virker for mig utroværdige – som et retroaktivt forsøg på at retfærdiggøre en strukturering, som ikke kræver retfærdiggørelse. Det er sandt, at hver af de udvalgte tænkere eksemplarisk repræsenterer en interessant strømning i fransk filosofi, men det er tvivlsomt, om de udvalgte strømninger vitterligt udgør “de kendteste strømninger i fransk filosofi”, og at tænkerne i højere grad end så mange andre repræsenterer et skift i den filosofiske tænkning. Adskillige andre strømninger – Althussers strukturalisme, de Beauvoirs feminisme, Lacans psykoanalyse med flere – kan lige så vel som Olesens udvalg gøre krav på en indflydelsesrig plads i såvel den franske som den internationale filosofihistorie.

Olesens panteon

På mange måder er det dog netop et frisk pust ikke blot at skulle konfronteres med alle de samme sædvanlige skikkelser. Jeg vil ikke lege dommer over prioriteringerne mellem Alain og Althusser eller Bachelard og Bergson. Når man læser et værk af Olesen, må man forvente at få med Olesen at gøre – man skal blot være opmærksom på denne dimension af teksten og ikke bilde sig ind, at man med Filosofien i Frankrig får et fyldestgørende overblik over den franske filosofi.

Derfor kan titlen også virke en anelse misvisende; her er ikke tale om en nøgternt distanceret grundbog i fransk filosofi. I stedet må værket læses i samme ånd som Alain Badious glimrende Petit pantheon portatif – som en indføring i forfatterens eget lille panteon. Dette panteon beskriver ikke ’filosofien i Frankrig’ som sådan men må i stedet begribes som én persons indføring i et udsnit af fransk filosofi, der utvetydigt afspejler hans egne præferencer.

Med denne indrømmelse løfter værket sin opgave upåklageligt. Bogens indhold matcher perfekt det simple og uimodståelige omslag, som værket af forlaget Wunderbuch er blevet indpakket i: Teksten er gennemgående knivskarp – koncis når det er muligt, dvælende når det er passende og usentimentalt selektiv i sine filosofihistoriske nedslag. Her er et værk, som er skåret ind til benet og aldrig spilder læserens tid. Som en simpel men sjældent forsimplende indføring i nogle af den franske filosofis mest interessante tænkere er Filosofien i Frankrig en fornøjelse at læse.