Kærlighedens apostel

Med de to udgivelser “Hvad er kærlighed?” samt “Lovprisning af kærligheden” fra henholdsvis 2017 og 2019 har forlaget Philosophia givet den danske offentlighed en unik mulighed for at dykke ned i én af de mest radikale og tankevækkende kærlighedsopfattelser, der findes i dag – nemlig den tolkning af kærlighed som en såkaldt sandhedsproduktion, som den franske filosof Alain Badiou abonnerer på. Kærligheden går som bekendt aldrig af mode. Men hvorfor egentlig ikke? Det har Badiou med en vis portion idealisme et seriøst bud på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alain Badiou, Lilian Munk Rösing, Anne Marie Pahuus, Kirsten Hyldgaard & Ejvind Hansen
Hvad er kærlighed?
Philosophia, 2017

&

Alain Badiou i samtale med Nicolas Truong
Lovprisning af kærligheden
Philosophia, 2019

20. juli, 2021

Med de to udgivelser Hvad er kærlighed? samt Lovprisning af kærligheden fra henholdsvis 2017 og 2019 har forlaget Philosophia givet den danske offentlighed en unik mulighed for at dykke ned i én af de mest radikale og tankevækkende kærlighedsopfattelser, der findes i dag – nemlig den tolkning af kærlighed som en såkaldt sandhedsproduktion, som den franske filosof Alain Badiou abonnerer på. Kærligheden går som bekendt aldrig af mode. Men hvorfor egentlig ikke? Det har Badiou med en vis portion idealisme et seriøst og tankeprovokerende bud på.

Kærlighed er intet mindre end et bevis på, at “evigheden kan eksistere i selve livets tid” (s. 37). Sådan siger Alain Badiou i Lovprisning af kærligheden, som egentlig er en interviewbog, der bygger på en offentlig samtale med den franske journalist Nicolas Truong fra 2008. Badiou forbinder ikke bare kærlighed med forelskelse og store følelser. Kærlighed er også dette, men det er samtidig noget mere – det er en universel kraft og en dyb erfaring, som giver os både lykke og sandhed, hvis vi forbliver tro mod den undervejs. Det er i den forstand, at kærligheden kan siges at vise os evigheden selv. Badiou er i den forbindelse meget kritisk over for nutidige tendenser til at planlægge og kalkulere dating og parforhold, som det ses i hans krasse kritik af datingsiden Meetic, der på dette tidspunkt havde reklamer med slogans som Opnå kærlighed uden risiko i Paris. Ifølge Badiou kan kærlighed nemlig ikke planlægges men består nødvendigvis i et tilfældigt møde, der altid kan gå galt. Spørgsmålet er så, hvordan man forener det tilfældige med det nødvendige eller det ‘evige’, som umiddelbart strider mod hinanden i vores tænkning om kærlighed? For Badiou handler dette om at forstå kærlighedens fremkomst som en begivenhed; en tilfældig udvikling, der alligevel viser sig at indeholde sin egen sandhed. Kærlighed er, når man undrer sig over, hvor heldig man er over tilfældigvis at møde én på livets vej, som man nu slet ikke kan forestille sig et liv foruden. Hvad det sidstnævnte, kærlighedens ‘sandhed’, så præcist består i, er til gengæld noget mere uklart.

Badiou nærmer sig et svar på dette i den anden udgivelse, Hvad er kærlighed?, som består af først en koncis og udfordrende tekst skrevet af Badiou selv med netop den førnævnte titel og derefter en række kommentarer til dette af danske forskere. Som Badiou erklærer i denne tekst, er kærlighedens sandhed nemlig lig med tohedens sandhed; en sandhed, der opstår af dét at leve sammen i forskel, en tohed i såkaldt “totalt disjunktion”, og forblive tro mod både forskellen og det møde, som trods alt bliver ved med at forbinde de to på trods (s. 14). Kærlighed kan således ikke reduceres til den enkeltes bevidsthed eller følelser, da den ‘totale’ adskillelse mellem de to betyder, at intet i oplevelsen af kærligheden er det samme set fra hver af de to parter. Således kan Hvad er kærlighed? med dens mere teoretiske tilgang læses i sammenhæng med Lovprisning af kærligheden, da Badiou holder fast i det samme vokabular og grundperspektiv gennem begge. Derudover er Badiou en systematisk tænkende filosof, hvis filosofis forskellige dele hænger tæt sammen, hvorfor resten af Badious forfatterskab også er relevant at dykke mere ned i, hvis man vil have en endnu dybere forståelse af denne kærlighedsopfattelse. Det er slet ikke alt, som er oversat til dansk, men af særlig relevans er oversættelsen af værket Paulus – grundlæggelsen af universalismen fra 1997, da dette værk kobler kærlighed og troskab mere eksplicit til både universalisme og subjektivitet på en måde, som Badiou ikke når omkring i disse udgivelser.

En intellektuel renselse af kærligheden?

Som nævnt er det vigtigt for Badiou, at kærlighed ikke består i nogen form for romantisk sammensmeltning eller fusion: “Kærlighed er ikke en ekstase i Enheden, som opstår af den strukturelt givne Tohed” (s. 11 i Hvad er kærlighed?). Men hvordan kan kærlighed være en sandhedsproduktion, en manifestation af noget både større og mere ophøjet end hver af de involverede parter, hvis de forbliver adskilte fra hinanden? For Badiou er dette bestemt et paradoks men et særligt paradoks, der kan gives mening til, hvis vi tænker, at det siger noget centralt om verden, at toheden findes; at vi faktisk kan leve sammen – og elske hinanden dybt – midt i en radikal forskel. For Badiou er det fra et sådant perspektiv irrelevant, at kærlighed også involverer et væld af forskelligartede følelser, da kærligheden i sidste ende er en tænkning om forskel. Det er således tænkningens kraft, som man erfarer bag alle lidenskaberne, hvilket gør Badiou til en stærk modstander af enhver psykologisk tilgang til kærlighed som fænomen. Som Badiou påstår: “Intet kræver mere ren logik end kærligheden” (s. 13). Men denne intellektuelle renselse af kærlighedens urenheder risikerer imidlertid også at reducere og simplificere den måde, hvorpå kærlighed i både det store og det små, til hverdag og til fest, manifesterer sig. Spørgsmålet er nemlig, om ‘ren logik’ fører os væk fra kærligheden i al dens forvirrende realitet og ind i en idealiseret forestilling om, hvordan kærligheden burde se ud fra et filosofisk perspektiv, der ser tænkning og kun tænkning alle vegne?

Denne problematik viser sig især i Badious påstand om, at de to adskilte positioner i kærlighedserfaringen samtidig kan beskrives som ‘maskulin’ og ‘feminin’, selvom det ikke betyder, at kærlighed nødvendigvis implicerer en mand og en kvinde. Ifølge Badiou er der nemlig altid én position i tosomheden, der insisterer på fastholdelse, at kærligheden er og forbliver, som den er, og dermed med Badious ord “sammenkobler imperativet og ubevægeligheden” (s. 25). Ikke overraskende beskrives dette som den maskuline position. Den anden og modsat feminine position er så den ‘omflakkende’, der forstår kærlighed som en rejse i konstant bevægelse og dermed også som noget, der hele tiden skal fornyes. Samtidig må denne forskel i positioner “mærkes” materielt, som den gør ved den kønnede forskel på kroppe (s. 22). Men alt dette ligesom Badious relaterede begreber om homoseksualitet og heteroseksualitet er ikke blot forvirrende i forhold til, at de distanceres fra gængse forståelser af køn og seksualitet – samtidig med at Badiou alligevel fastholder de samme problematiske begreber. Det er nemlig også muligt at stille kritisk spørgsmålstegn ved, hvad Badiou får ud af at reducere kærlighed til en relation mellem en maskulin og feminin part.

Dette handler ikke så meget om, hvorvidt ethvert forhold mellem to voksne mennesker, der elsker hinanden, udspalter sig i denne slags asymmetri – men mere om hvorvidt det overhovedet giver mening at snakke om en nødvendig kønslig forskel i andre slags forhold som kærligheden mellem forælder og barn eller menneske og dyr. Maskulin og feminin betegner hos Badiou begge aktive positioner, men når det f.eks. handler om en forælders kærlighed til et barn, der muligvis slet ikke er født endnu, kan aktiviteten og selve følelsen af kærlighed være fuldstændig på den enes side. Problemet er således ikke, at Badious kærlighedsbegreb er asymmetrisk; det er snarere, at det ikke er asymmetrisk nok i forhold til alle de tilfælde, hvor toheden ikke helt findes, men hvor der muligvis kan tales om ‘halvandenhed’ i stedet, fordi den ene part ikke kan siges at spille en bestemt rolle men mere bare passivt er til stede. Dette gælder i øvrigt også for den ugengældte og ofte ulykkelige kærlighed, som findes, når f.eks. ens barn eller en voksen ikke elsker én tilbage. At Badiou i sin karakteristik af kærlighed som et møde mellem to parter ekskluderer sådanne eksempler, er vanskeligt at forene med de erfaringer, som millioner af mennesker har gjort sig om dette. Hvis kærlighed er en såkaldt subjektiv kraft, som ifølge Badiou bør tages alvorligt af filosofien ud fra dens vedholdende manifestation blandt mennesker, så bør ovenstående også tages i betragtning.

Kærlighedens grammatiske paradoks

Badious teoretiske udfoldelse af kærlighed i særligt Hvad er kærlighed? er vanskelig at gå til, og derfor er det en tiltrængt hjælp, at en række danske forskere bagefter fortolker og diskuterer Badious kærlighedsforståelse. Lilian Munk Rösing er særligt god til at forklare direkte og præcist, hvad de centrale elementer i denne forståelse går ud på såsom idéen om tohed, der på fransk egentlig konstituerer et slags grammatisk paradoks, le deux, da det er et ord i flertal, der samtidig er sat i ental. Kirsten Hyldgaard præsenterer derefter læseren for et bredere indblik i Badious filosofi med særligt fokus på begreberne begivenhed og sandhed, mens Anne Marie Pahuus og Ejvind Hansen mere bringer andre perspektiver ind i diskussionen om, hvad kærlighed med Badiou egentlig er for noget.

Eksempelvis argumenterer Pahuus for, at Badiou bryder med to klassiske måder at forstå kærlighed på, som med deres oldgræske betegnelser ofte blot betegnes som eros og agape, fordi der i begge mangler den sandhedsproducerende erfaring af verden gennem forskel, som Badiou efterlyser. For Pahuus minder Badious kærlighedsforståelse dermed mere om philia, det klassiske venskabsideal, som bygger på en fælles udadvendthed mod verden og respekt for hinandens forskelle. Men uanset om dette er en interessant og givende sammenligning, forklarer den stadig ikke Badious fastholdelse af, at køn og seksualitet også nødvendigvis spiller en rolle i kærlighedens udfoldelse – medmindre det altså hævdes, at der også findes en ‘maskulin’ og ‘feminin’ part i enhver venskabsrelation. Til gengæld kan netop venskabet bruges til igen at stille spørgsmålstegn ved, om kærlighedens sandhedsproduktion har brug for kønslig forskel – hvorfor kan et såkaldt platonisk forhold, et venskab hinsides køn og seksualitet, ikke også manifestere denne disjunktive tohed, som ifølge Badiou udgør selve kærlighedens kerne?

Således bør det diskuteres, hvorvidt det er et for snævert kærlighedsbegreb, som Badiou udfolder og advokerer for. Som Ejvind Hansen også skriver i sit bidrag til Hvad er kærlighed?, giver det næppe mening at sige, at Badiou leverer en “udtømmende beskrivelse” af kærlighed som både erfaring, fænomen og praksis – hvis det overhovedet er muligt for nogen at gøre dette (s. 56). Særligt kærligheden mellem forældre og børn synes at være vanskeligt at placere i Badious udlægning; måske kan det endda siges at udgøre et symptom på et grundlæggende problem hos Badiou. Som Badiou selv udlægger det, er barnet et såkaldt “punkt” i en længere kærlighedsproces, der går forud for barnet, og hvori barnet spiller en rolle som både et mirakel og en vanskelighed, hvorved toheden fornyes igen (s. 38 i Lovprisning af kærligheden). Men dermed synes barnet og kærligheden til denne heller ikke at eksistere i egen ret; som om at dette ikke kan siges at danne en ny begivenhed, en ny start på livet, som enhver kærlighed bringer med sig. Polemisk formuleret er kærligheden til barnet underordnet parforholdets ophøjethed. Men alt dette ændrer ikke på, at Badious begrebsapparat og grundperspektiv stadig er både tankeprovokerende og dybt interessant at dykke ned i for enhver, der ønsker at se og fortolke sin og andres kærlighed i et nyt lys. Badious radikale udfordring til os alle er særligt at få os til at tænke over, om kærlighed indebærer lige meget adskillelse som forbindelse; om den romantiske idé om kærlighed som en stor sammensmeltning af tidligere adskilte personligheder ikke bør skrottes én gang for alle. At det synes at være mand-kvinde, som udgør den paradigmatiske model for Badious kærlighedsforståelse snarere end f.eks. forældre-barn, bror-søster eller menneske-dyr, er en åbenlys begrænsning – men dette åbner samtidig op for, at vi kan tænke endnu længere end Badiou selv og tage ham på ordet i forhold til kærlighedens mange manifestationer.