Naturen som politisk rettesnor?

Peter Høilund
Naturret som samfundskritik
Multivers, 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

11.07.2021

Peter Høilunds forsvar for naturret i værket Naturret som samfundskritik fra 2016 er et tankeprovokerende bud på, hvordan vi kan basere globale principper for rigtigt og forkert på en idé om, at vi er en del af en meget større natur. Men desværre lykkes det ikke for Høilund at komme med en overbevisende forklaring af, hvorfor vi egentlig skal følge denne tankegang i det 21. århundrede – og hvad den i første omgang går ud på.

Normativ politisk tænkning i dag synes i høj grad at være splittet mellem et fokus på lokale eller nationale forhold og så mere og mere insisterende krav om globale perspektiver. Lidt mere teknisk kan man sige, at den politiske tænkning stadig er plaget af modsætningerne mellem det partikulære og det universelle, det specifikke og det generelle, det relative og det absolutte. Det ses f.eks. i spørgsmål omkring multikulturalisme og i hvor høj grad der kan gives plads til forskellige slags normer og standarder inden for et politisk fællesskab. Som fortaler for en klassisk naturretsforståelse indtager professor emeritus i samfundsvidenskab ved RUC Peter Høilund et næsten helt ledigt standpunkt i sådanne diskussioner ved at insistere på, at vi bør gå tilbage til en sammenkobling mellem naturens gang og universelle normer. Naturen i sig selv giver os svar på – eller i hvert fald en anelse om – hvilke principper vi bør sætte op for både etik, politik og ret på én og samme tid. Spørgsmålet er dog, om der ikke er en god grund til, at dette er blevet et ledigt standpunkt med tiden, og at Peter Høilund skal helt tilbage til den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas (1225-1274) for at finde en seriøs fortaler for en sådan position.

I hvert fald virker det besynderligt at sætte næsten al moderne samfundskritik og politisk filosofi til side – alt lige fra liberalisme til konservatisme, fra socialisme til kritisk teori – for udelukkende at fokusere på en førmoderne naturretstænkning, der til gengæld hævdes at udgøre en “universel tilgang til samfundet” og at være “frigjort fra ideologier, spin og økonomiske særinteresser” (s. 9). Høilunds ambitiøse forsvar for ‘naturens ret’ må siges at mangle gode argumenter for, at lige præcis naturretstænkningen skal anses som universel; særligt i lyset af dets historie, hvor det i høj grad har været brugt til at retfærdiggøre undertrykkelse og hierarkiske opdelinger af samfundet, der bestemt også har handlet om økonomiske særinteresser hos f.eks. religiøse autoriteter.

Vokset af naturen selv? 

Ifølge Høilund handler naturret ikke blot om principper for menneskelige relationer men også om, at mennesket er del af “en levende og skabende natur” (s. 10). Det fælles gode handler således ikke bare om, at vi inden for retfærdige institutioner forfølger en vision om det gode liv, men at der skal regeres og handles bæredygtigt for både naturen selv og kommende generationer. Dette fører Høilund til at formulere tre overordnede naturretslige principper, som er formuleret så bredt, at forskellige kulturer og traditioner selv kan fortolke, hvad de f.eks. forstår som ‘det gode liv’. Disse principper minder i høj grad om den såkaldte kapabilitetstilgang formuleret af bl.a. Martha Nussbaum og Amartya Sen, der også handler om at skabe mulighederne for, at vi hver især kan realisere, hvad vi opfatter som en meningsfuld tilværelse. Hvordan naturen så spiller ind i alt dette, er imidlertid mere uklart. Høilund advokerer eksplicit for, at naturret må bygge på Aristoteles’ påstand om, at naturen i sig selv er en målrettet proces, som “bør følges” (s. 58). En anden oldgræsk tænker, Antifon (480-411 fvt.), citeres ligeså for at hævde, at “naturrettens bud er vokset af naturen selv, og hviler ikke på vedtægt” (s. 43). Men hvordan Høilunds naturretslige principper helt præcist kan siges at være vokset af naturen selv, fremstår ikke klart og tydeligt. Der er i hvert fald forskel på, at vi har et ansvar for naturen, og så at dette ansvar er en fordring med udspring i naturen selv.

Det er således som om, at Høilund ikke følger sin egen præsentation og videreudvikling af naturretstænkningen hos især Aristoteles og Thomas Aquinas til dørs. Høilund kritiserer med rette vestlig tænkning og den moderne tid for i høj grad at ignorere ethvert ansvar for den levende verden og de økosystemer, som vi selv udgør en del af, om vi ønsker det eller ej. Men spørgsmålet er, om naturret er den eneste måde, hvorpå vi kan gentænke og organisere vores samfund på ny ud fra et sådant ansvar for særligt de hus- og kæledyr, som vi er tættest på. Høilund er klar på det punkt: “Påstanden i bogen er, at demokratiernes tilstand og naturens forfald i høj grad kan tilbageføres til tabet af naturrettens kritiske målestok for over 500 år siden” (s. 13). At dyre- og miljøetik i århundreder og særligt siden et gennembrud omkring 1970’erne for den vestlige miljøbevægelse har formuleret andre slags kritiske målestokke, tages til gengæld ikke op til diskussion af Høilund. I dag findes der således alt fra marxistisk økologi til økofeminisme, fra dyb økologi til alskens teorier omkring bæredygtighed, der giver forskelligartede bud på vores etiske forhold til naturen.

Alt dette hænger sandsynligvis sammen med, at Høilund forstår naturret som en intuitiv, ikke-sproglig “anelse” om rigtigt og forkert, godt og ondt, som må forstås at komme ikke bare fra os mennesker isoleret set men fra en dyb forbundethed med resten af verden. Men hvordan kan en ikke-sproglig anelse formuleres og diskuteres som en etisk og politisk teori? Der synes i hvert fald at mangle nogle mellemled før, at naturret som anelse og naturret som teori kan tænkes sammen. Til gengæld er den anden halvdel af bogen, der i højere grad handler om samfundskritik og problemerne i vores nutidige samfund mere overbevisende. Hertil bruges bl.a. Michel Foucault til at kritisere såkaldt ‘governmentalitet’ i moderne samfund, som er et udtryk, der dækker over en række styringslogikker, som tager sigte på hele befolkningen gennem f.eks. omfattende overvågning. Høilunds radikale tese er, at vi egentlig ikke lever i demokratier, da valghandlinger i realiteten ikke er frie på grund af blandt andet det førnævnte og økonomiske særinteresser. Den demokratiske kontrol med magthaverne mangler ifølge Høilund simpelthen i dag. Muligvis tenderer denne kritik nogle steder til en mere overdreven forfaldsfortælling, men det er interessant, at Høilund skriver om både civil ulydighed og oprør som i visse tilfælde legitime måder at protestere mod nutidens magthavere. Selvom Høilund henviser gentagne gange til Thomas Aquinas’ fordring om oprør mod tyranniske herskere, så virker det dog ikke til, at han vil tage skridtet fuldt ud og advokere for et globalt revolutionært oprør, selvom meget peger i den retning.

Naturlig harmoni – og disharmoni

Uanset fremstår det ikke tydeligt, hvorfor Høilunds samfundskritik egentlig behøves at bygge på naturretstænkning. Høilund har beskæftiget sig en del med retsfilosofi og retsvidenskab i tidligere bøger, og det kan ses, at han også her har kritisk fokus på nutidige diskussioner omkring retslige spørgsmål. Særligt retspositivisme som tradition kritiseres for blot at analysere og udlede “gældende ret” med videnskabelig præcision uden nogen tanke for retfærdighed eller det fælles gode (s. 34). I modsætning hertil er det i Høilunds naturretsforståelse væsentligt at understrege, at en lov slet ikke bør forstås som en lov, hvis den ikke lever op til visse normative standarder: “En lov kan blive så uretfærdig, så social skadelig, at selve dens karakter af lov må nægtes” (s. 50). Men de fleste i samfundet er heldigvis ikke retspositivister og kan sagtens vurdere og diskutere gældende lovgivning – det accepteres ikke blot uden videre, at ‘lov er lov’. Vi er givetvis ikke gode nok til at gøre dette i dag, men spørgsmålet er, om naturret kan give os den rettesnor, som hjælper os til at forholde os både mere kritisk og mere konstruktivt til lovgivning.

Igen falder meget tilbage på Høilunds manglende forklaring af, hvad det egentlig er for en natur, som han mener, at vi bør bygge globale principper for retfærdighed på. Høilund bruger bl.a. Thomas Aquinas’ ide om, at naturen er én stor helhed, hvor alle dele passer ind som i et stort puslespil, til at kritisere dét, at særligt økonomi og politik ikke er forenet i et større hele i dag. Dette synes at implicere en forestilling om, at naturen allerede er harmonisk; at det kun er mennesket, der som i den kristne tradition har brudt den tidligere harmoni med alle sine excesser. Men ud fra et moderne perspektiv synes dette at være åbenlyst forkert; hvad er jordskælv, tsunamier og andre ekstreme vejrfænomener andet end naturens egen form for disharmoni? Desuden må der også stilles spørgsmålstegn ved, at det altid er godt at passe ind som en brik i en større helhed. Byttedyr overalt på jorden, der jævnligt bliver spist levende af rovdyr såsom løver og tigre, passer ind i økosystemer men med ekstrem lidelse som pris. Er den form for natur virkelig en rettesnor for os? Trods alt dette er Naturret som samfundskritik stadig et interessant værk, fordi det stiller os over for den påtrængende udfordring at finde ud af i dag, hvordan vores ideer om rigtigt og forkert kan baseret i andet end intuitioner og gisninger. Hvordan kan de med andre ord henvise til og samtidig udvikles igennem en virkelighed, en praksis, som er større end os hver især? Men at det skulle være ‘naturen’, som giver et svar på den udfordring, lykkes Høilund ikke med at argumentere for – dertil fremstår naturen i dag som alt for kaotisk, uharmonisk og nogle gange direkte amoralsk til, at den kan give os en normativ ramme for både etik, politik og ret.