“Giv mig en kniv, så jeg kan stikke i min tekst”: Om universitetsstuderendes skriftlige engagement

Hvordan erfarer studerende det at skrive? Hvorfor udløser eksamensskrivning ofte negative følelser hos mange studerende? Hvordan skabes der bedre vilkår for mere skriftligt engagement blandt studerende? Turbulens har interviewet Martin Hauberg-Lund Laugesen om den ph.d.-afhandling, han netop har forsvaret ved Syddansk Universitet. I afhandlingen fremstiller han en fænomenologisk undersøgelse af skrivning med afsæt i bachelorstuderendes erfaringer med eksamensskrivning.

06.07.2021

Af Kristoffer Balslev Willert

Martin Hauberg-Lund Laugesen indleverede sin ph.d.-afhandling ved Syddansk Universitet d. 13 april. 2021 og forsvarede den d. 30. juni. Under titlen “Written engagement: Towards an empirically grounded phenomenology of the experiential interrelation between undergraduate students’ exam writing and study engagement” foretager Laugesen en fænomenologisk undersøgelse af skrivning med afsæt i bachelorstuderendes erfaringer med eksamensskrivning. Hvordan erfarer studerende det at skrive? Hvorfor udløser eksamensskrivning ofte negative følelser hos mange studerende? Hvordan forbedrer vi det skriftlige niveau og engagement blandt studerende? Turbulens har interviewet Laugesen kort tid før det veloverståede forsvar fandt sted. Undervejs kommer vi ind på de studerendes generelle negative skriveerfaringer – såsom abjektion, angst og fremmedgørelse – selvoverskridelse i skriveprocessen, Heideggers reaktionære skrivemaskine-polemik, potentialet ved empirisk funderet filosofi samt forskellene mellem humanister og naturvidenskabere i forhold til erfaringer af at skrive.

Hvis du kan snævre det ind, hvilke områder forsker du i – hvis man ser lidt udover din netop indleverede ph.d.-afhandling?

Tager man afsæt i mine udgivelser, så har jeg primært beskæftiget mig med samtidig kontinentalfilosofi, nærmere bestemt: spekulativ realisme og objekt-orienteret ontologi. Derudover har jeg en stor interesse i tysk idealisme, oplysningsfilosofi, fænomenologi, eksistentialisme og kritisk teori, og meget mere. Alt i alt har jeg en bred smag. Jeg har svært ved at give en disciplinær afgrænsning af, hvad jeg laver. Det kommer også til udtryk i min afhandling, som er et interdisciplinært projekt. Blandt andet med afsæt i fænomenologi, uddannelsesforskning, affektteori, motivationspsykologi og psykoanalyse. I min interdisciplinære tilgang og generelle åndsvidenskabelige nysgerrighed er jeg bl.a. inspireret af Georg Simmel, som jeg også har lavet en bog om sammen med gode kolleger og venner, der udkom i 2019.

Derudover har jeg også en understrøm af naturvidenskabelig interesse; jeg har skrevet en del om den antropocæne epoke, global opvarmning og biodiversitetskrise i forhold til menneskelige spørgsmål om eksistens, politik og pædagogik. Det er også det, jeg efter ph.d.-forløbet skal forske videre i som postdoc, da jeg sammen med bl.a. min ph.d.-vejleder prof. Nikolaj Elf er lykkedes med at hive penge hjem til et nyt stort projekt, der handler om grøn omstilling i grundskolen. Vi skal sammen med en række andre forskere se nærmere på, hvordan både negative tilstande såsom klimangst og positive tilstande som håb, tillid og fællesskab, spiller vigtige pædagogiske roller i forhold til børn og unges læring om global opvarmning. Projektet hedder “Grøn omstilling i grundskolen” og er finansieret af DFF.

Du har indleveret dit ph.d.-projekt med titlen: “Written engagement: Towards an empirically grounded phenomenology of the experiential interrelation between undergraduate students’ exam writing and study engagement”. Din afhandling er en fænomenologisk og empirisk baseret undersøgelse af, hvorvidt og hvordan universitetsstuderende er skriftligt engagerede i deres eksamensskrivning. Hvad fik dig til at træde ind i det her felt?

Der er primært to årsager til, at jeg i sin tid kastede mig over projektet. Den første er personlig. Skrivning har ganske enkelt spillet en meget vigtig rolle for mig siden jeg var en 13-14 år gammel. Jeg har beskæftiget mig meget med dagbogsskrivning som en form for følelsesbearbejdning; at have det private refleksionsrum til at sætte ord på tanker, tilstande og undren. Jeg har personligt fået meget ud af at bruge skriften som rum for den slags processer af eksistentiel karakter. Jeg var derfor filosofisk nysgerrig på helt grundlæggende at undersøge selve fænomenet skrivning. Den anden grund er, at jeg i tre år, fra 2014-2017, var ansat som fuldtidsunderviser på DPU ved Aarhus Universitet tilknyttet bacheloruddannelsen i Uddannelsesvidenskab. I løbet af min tid som underviser, vejleder og eksaminator, havde jeg formentlig at gøre med 250 til 300 studerende, som jeg underviste, vejledte, eksaminerede og gav feedback. Det var meget formativt for mig, især i forhold til at få et dybdegående indblik i, hvordan unge, der begynder på universitetet, har det med at skrive. Det er meget forskelligt, skal jeg hilse og sige. Det er meget disciplin- og fakultetsspecifikt. Der er forskellige ting, man går op i, er bekymret for, ængstes ved. Men der var påfaldende mange studerende, som havde svært ved at skrive; som ikke syntes, at det var spændende; som syntes, at det var følelsesmæssigt hårdt, næsten eksistentielt forkrøblende i perioder.

Det var jeg både frustreret over og ked af at opleve, især i lyset af mit eget meget positive forhold til skriften og det at skrive. Jeg var åbenbart undtagelsen, der bekræftede reglen, fik jeg pludselig oplevelsen af. Selvfølgelig har jeg også mødt dygtige og engagerede skrivere i min tid som underviser, vejleder og eksaminator. Helt sikkert. Men det er synd og skam, synes jeg, at det for så påfaldende mange er en mørk og tung byrde at skrive eksamensopgaver. Det burde være en faglig fest, hvor man kan undersøge fagligt interessante ting og italesætte, hvad man er i proces med at lære – en læringsproces, fremfor en afrapportering af noget, man allerede ved, så at sige. Det problem førte til mit forskningsprojekt, med hvilket jeg har skabt ny viden om og lagt et solidt fundament for udformningen af nye praktiske indsigter i, hvordan vi bør rammesætte, undervise og vejlede i skrivning på universiteterne.

Hvordan har du grebet undersøgelsen an? Og hvad er afhandlingens hovedteser?

Afhandlingens overordnede spørgsmål er: Hvordan er eksamensskrivning og studieengagement erfaringsmæssigt forbundet? For at besvare dette spørgsmål, har jeg formuleret tre underspørgsmål, der løber igennem afhandlingen: et empirisk spørgsmål, et teoretisk spørgsmål og et praktisk spørgsmål. Det empiriske spørgsmål lyder: Hvordan erfarer bachelorstuderende forholdet mellem deres eksamensskrivning og deres studieengagement? Det teoretiske lyder: Hvordan kan bachelorstuderendes skriftlige engagement forstås fænomenologisk? Og det praktiske spørgsmål lyder: Hvordan kan universitetspædagogik- og didaktik praktiseres således, at bachelorstuderende bliver mere engagerede i eksamensskrivning?

Vi kan måske tage de to første, og så vende tilbage til det praktiske spørgsmål til sidst …

I forhold til det empiriske, så handler det om følgende: Hvad er det for nogle aspekter ved eksamensskrivning på universitet, der gør, at nogle synes, at det er vildt fedt; at det tænder nogles faglige ild. Eller omvendt: at det udløser negative tilstande i form af fremmedgørelse over for skrivningen og fagene som sådan; at man som studerende bliver frustreret og træt af studiet. Man kan også stille spørgsmålet således: Hvad er det for nogle engagementsrelaterede aspekter, der gør, at nogle studerende er rigtig gode til at skrive eksaminer; at de er i stand til, for eksempel, at selvregulere i forhold til deres følelser og behov; at håndtere deres egne tankeprocesser metakognitivt i forhold til at bevare roen i pressede situationer. Det er de aspekter, jeg forsøger at udfolde i den empiriske del. Blandt andet ved at gå i dialog med læringsteori, engagementsforskning, motivationspsykologi, affektteori og psykoanalyse. Dette med afsæt i dybdegående interviews med syv BA-studerende fra henholdsvis biologi, økonomi og filosofi, som udgør det empiriske fundament for hele mit ph.d.-projekt.

I forhold til den teoretiske del, så forsøger jeg at udfolde en fænomenologisk undersøgelse af BA-studerendes oplevelser med deres skriftlige engagement på universitetet. Her introducerer jeg den metodiske term “empirisk funderet fænomenologi”. Et vigtigt afsæt for afhandlingen har været en filosofisk undren, der knytter sig til spørgsmålet: Hvad er skrivning overhovedet? Man kunne nævne en lang række tænkere fra det 20. århundrede, der tager fat i det spørgsmål, og som jeg også går i dialog med i projektet. Da jeg begyndte at læse mig ind på skrift- og skrivefilosofien, særligt fra 1920erne og frem til 1980erne – især med afsæt i Heidegger, Merleau-Ponty, Sartre, Derrida, Bakhtin og Ricœur samt amerikanske Walter Ong – fandt jeg ud af, at meget af det filosofiske arbejde bar præg af en god portion normativ lænestolsspekulation. Det var utilfredsstillende for mig, at det var gennemstrømmet af en form for holdningsbaseret teoretisering, gennemstrømmet af normative idiosynkrasier. Det er for eksempel komisk tydeligt i Heideggers Parmenides-forelæsninger fra 1940erne, hvor provinsialismen er i højsædet, blandt andet når han filosofisk rasende udskammer skrivemaskinen som en samfundsundergravende opfindelse på højde med William Blakes “dark satanic mills”. Sådanne pseudo-filosofiske kritikker kan jo ikke, fandt jeg ud af, siges at være forankret i en reel vidensinteresse i, hvordan det faktisk opleves at skrive, uanset om det så er på skrivemaskine eller med gåsefjer. Det handlede om nogle andre ting, såsom modernitets- og teknikkritik i bred forstand.

Det er noget andet, jeg er ude efter i mit projekt. Jeg fokuserer i afhandlingen på selve oplevelsen af aktiviteten at skrive. Det kan være i hånden eller på et tastatur. Metodisk har jeg forsøgt at gøre analysen af skrivningen forankret i erfaringen af at skrive – fremfor i forestillingen om at gøre det. Jeg har undersøgt, fænomenologisk, selve fænomenerne skrift og skrivning med afsæt i den empiriske del af projektet, som introducerer syv forskningsdeltagere (studerende fra biologi, filosofi og økonomi på SDU) og deres konkrete erfaringer med skriftlige eksamensopgaver. Disse interviews har jeg så analyseret fænomenografisk, som er en oprindeligt svensk opfindelse. I modsætning til fænomenologien, i mere traditionel forstand, hvor det handler om sagen selv, om fænomenets eidetiske kvaliteter, som Husserl kaldte det, så handler fænomenografien om at fremstille analytisk, hvordan nogle bestemte personer oplever nogle bestemte fænomener på nogle bestemte måder. Vidensinteressen er forskellig i de to metoder.

I afhandlingens teoretiske del forsøger jeg at hæve mig op over det empiriske vidensniveau, dvs. det fænomenografiske, til et filosofisk, alment erkendelsesniveau, dvs. det fænomenologiske. Det gør jeg i to kapitler, som handler om det, jeg henholdsvis kalder for andenrelaterethed og selvoverskridelse. Det er de to centrale meninger med erfaringen af at skrive, som jeg mener går på tværs af alle mulige forskellige skrivehændelser – også på tværs af universitetsfag. Når vi skriver, er vi altid allerede overgivet og henført til en anden i rollen som modtager – også selvom vi som skrivere ikke selv føler eller er bevidste om, at den tekst, vi skriver, bliver skrevet til nogen. Adressiviteten er konstant, kan vi sige med Bakhtin. Og når vi skriver, så overskrider vi altid os selv og vores egen allerede etablerede måde at forstå og være i verden på. Skrivningen kan være eksistentielt transformativ på en intens fagligt lærerig måde som den talte dialog sjældent formår at være i samme grad. Ved at fremskrive disse almene indsigter i skriftens væsen bliver mit ph.d.-projekt fænomenologisk på et filosofisk erkendelsesniveau. Med afsæt i det partikulære hæver undersøgelsen sig op til det almene. Det, der således har været min målestok, eller ledetråd, har været de indledende fænomenografiske analyser af mine interviews med de studerende om deres konkrete oplevelser af at skrive. Dermed kan man også sige, at min afhandling understreger og illustrerer, at det bestemt er muligt at sige noget helt grundlæggende om virkeligheden med afsæt i konkrete empiriske analyser af enkeltstående cases. Metodisk betragter jeg selv mit udkast til en empirisk funderet skrivefænomenologi som et selvstændigt forskningsbidrag.

Kan du give nogle empiriske nedslag fra din afhandling? Hvad har forskningsdeltagerne erfaret i forhold til skrivning? 

De studerende har, på tværs af fag, mange forskellige slags følelser på spil, når det kommer til eksamensskrivning. Dét er i sig selv interessant at afdække. Noget af det, jeg fandt ud af, på baggrund af interviewene, er, at følelser såsom stolthed, skam, frygt og angst, samt interesse og abjektion er til stede hos de studerende. Særligt stolthed, skam, abjektion og interesse fandt jeg ud af er væsentlige. Det er ligetil at forestå interesse: Mange oplever, at når man skriver om noget, så bliver man mere interesseret i det, end man som udgangspunkt var. Altså: Verdens kompleksitet åbner sig op igennem skrivningen og fascination, undren og interesse opstår. Det er udtryk for en engagerende rejse ind i ukendt territorie, som jeg analytisk viser går igen som beskrivelse i mange af interviewene med de studerende. Nogle af forskningsdeltagerne beskrev en positiv overraskelseserfaring. For eksempel så en af de filosofistuderende sig slet ikke som en, der gik op i politik og politisk teori, men da hun så på 3. semester skrev en eksamensopgave om ideologier og politiske grundpositioner fandt hun ud af, at hun faktisk syntes, det var ekstremt spændende og vedkommende. Hun brugte selv udtrykket, at hendes verden var blevet åbnet op. En meget rammende formulering i forhold til, hvad skrivning kan. Der var noget eksistentielt forandrende og udviklende ved hendes skriveengagement. Med Heidegger kunne man sige, at en ny “lysning” viste sig, at verden var blevet et rigere sted i ontologisk forstand. Igennem skrivningen havde væren tilskikket sig på en ny måde for hende.

For alle de syv studerende, jeg har interviewet i forbindelse med min afhandling, gælder det, at deres engagement i eksamensskrivning udgør en særligt potent læringsmodus sammenlignet med f.eks. gruppedialog og mundtlige eksaminer. At de bliver sat til at skrive fravrister dem muligheden for at modificere deres udsagn ’on the fly’ og tvinger dem til en højnet bevidsthed og sensibilitet overfor ordlyd og sproglig præcision. At de skal komponere tekster, der skal bedømmes i isolation, og at de dermed ikke har mulighed for at foretage situationsspecifikke korrektioner, skærper helt grundlæggende deres læringsprocesser og faglige selvforståelser sammenlignet med, hvis de blot taler med hinanden eller med deres undervisere. Her kan skrivningen altså noget, som talen ikke formår at indfri på samme måde.

Og hvad med abjektion?

Ja, altså det er jo et af de andre interessante analytiske perspektiver, som jeg prøver at skrive frem i afhandlingen. Selve begrebet abjektion har fået en vis omtale siden Julia Kristeva lancerede det i bogen Powers of Horror fra 1980. Det handler grundlæggende om, at noget, man føler tilhører en selv, noget nærværende for en, pludselig erfares på en uhjemlig, fremmedartet, ulækker eller frygtindgydende måde. Det velkendte bliver fremmed og det, man troede man elskede og holdt af afsløres som uelskværdigt, frastødende og måske ligefrem grænseoverskridende. I afhandlingen bruger jeg et eksempel med en digtoplæsning af Amalie Smith fra 2012 på forfatterskolen. Man kan finde oplæsningen på Youtube. Hun siger, som en slags nervøs forbemærkning inden hun går i gang med at læse sine digte højt, at hun ville ønske, at hun havde en kniv i hånden, så hun kunne stikke bogen foran publikum. Altså begå en slags offentlig henrettelse af sin egen skrift. Smiths nervøse bemærkning kan man læse som et tilfælde af skriftlig abjektion, som kan ske for alle skrivere i overgangen fra at have teksten for sig selv til at skulle præsentere den i en offentlighed. Denne erfaring kan relateres til mange af de studerendes egne erfaringsmæssige beskrivelser af det at skrive eksamensopgaver, som deres undervisere så har skullet bedømme fagligt. I en enkelt studerendes tilfælde førte abjektionen en grundlæggende præstationsangst med sig, som virkede meget negativt ind på hendes studieengagement og førte til, at hun fik voldsom hjertebanken, stress og søvnproblemer og måtte tage betablokkere for at klare sig igennem.

Du anvender løbende termen “skriftligt engagement” eller de studerendes “levede erfaring af skriftligt engagement”. Hvad skal vi forstå ved “skriftligt engagement”?

Grunden til, at projektet hedder noget med “engagement”, er, at der inden for uddannelsesforskningen er en hel underskov af undersøgelser af det, man på engelsk kalder for “student engagement”. Der findes grundlæggende to tilgange til at undersøge engagementsfænomenet. Den ene er amerikansk inspireret og kvantitativ. Det er baseret på store datasæt, hvor man analyser korrelationer mellem forskellige parametre i de studerendes eget liv, studiemæssige præferencer og universitetsmiljøerne. Ud fra den slags statistiske analyser forsøger man så at foretage forskellige abstrakte generaliseringer omkring, hvad det er, der gør studerende engagerede i deres studier. Men som regel formuleres indsigterne på et meget overordnet eller vagt niveau, f.eks. fremhæves det, at god adgang til biblioteker er vigtigt, at relationen til underviserne er afgørende, og at gode muligheder for gruppearbejde spiller en rolle. Dvs. institutionelle og pædagogiske forhold, man i forvejen formentlig godt var klar over, havde en vis betydning. Det er ikke den metode, jeg har fulgt. Jeg har derimod undersøgt de eksistentielle, levede beretninger, som de studerende selv kommer med. Tit, inden for uddannelsesforskning og -policy making, lytter man ikke til dem, det egentlig handler om, nemlig de studerende. Med mit ph.d.-projekt har jeg bestræbt mig på at stå på de studerendes side og lytte til deres førstepersonsperspektiver og så fremstille disse på en loyal, detaljeret og troværdig måde. For at lykkes med denne ambition har jeg gjort brug af en kvalitativ og case-baseret tilgang.

Tidligere indenfor engagementsforskning handlede det meget om, hvor meget tid man brugte på studiet og hvor umage man gjorde sig (“time on task”, “effort”). Fra 1980’erne og frem er begrebet om “student engagement” så blevet gradvist mere komplekst, så man nu taler om studieengagements tre grundlæggende dimensioner: det adfærdsmæssige, det kognitive og det følelsesmæssige. Tre aspekter af, hvad det vil sige at være engageret. I min afhandling udforsker jeg alle tre dimensioner. Et af mine empiriske hovedfund er, at dimensionerne spiller sammen og interagerer i måden, hvorpå studerende bliver engagerede eller disengagerede i deres studier. Følelserne påvirker adfærden, som så igen kan påvirke den kognitive tilstand angående tænkning og selvregulering. Derudover gennemgår jeg i afhandlingen også en række konkrete eksempler på, hvordan de såkaldte “pathways” eller veje til engagement indgår i et konstant og komplekst samspil igennem de studerendes engagement i skriftlige eksaminer. F.eks. påvirker studerendes niveau af selvværd og selvtillid, dvs. deres følelse af at være god nok og deres tro på egne evner, hvordan deres grad af tilhørsforhold kan påvirke deres grad af adfærdsmæssigt engagement i skriftlige eksaminer. Det kan lyde lidt abstrakt, når jeg formulerer det i kortform her i interviewet, men min analytiske fremstilling i afhandlingen er gennemgående understøttet af illustrative citater og detaljer fra mine interviews med de studerende, hvorfor det dér blive ganske konkret og håndgribeligt.

Der er jo store forskelle på de forskellige studier, og sikkert også ofte på de typer, rent eksistentielt, der påbegynder de forskellige studier, du udforsker i dit ph.d.-projekt. Har du mødt væsensforskellige oplevelser alt efter, om du har interviewet filosofi- eller biologistuderende?

Lad mig citere den tidligere danske folketingspolitiker Søren Pind, som engang i “Mads og Monopolet” har udtalt, at det at få børn indebærer en “ekstremisering af følelseslivet”. Det udtryk passer godt til, hvad der kan foregå i forhold til at skrive, hvis man studerer filosofi på universitetet. Jeg har kunnet se, at filosofistuderende har både flere og stærkere følelser involveret i deres skrivning end de biologistuderende. Det mener jeg, at der er en række grunde til, er tilfældet. En er, at der generelt er nogle eksistentielle forskelle mellem dem, der henholdsvis vælger at studere filosofi og biologi. Mange filosofistuderende har et mere åbent sår i tilværelsen, sagt lidt dramatisk, da de måske er på jagt efter livets mening; i hvert fald er der noget karakterformativt ved selve deres valg af fag. De er ikke kommet for at danse, så at sige. Det er alvor for dem. Biologistuderende kan derimod have en tendens til en mere nytte- og resultatorienteret tilgang til deres studier. De vil gerne ud at virke og have den sanselige, empiriske virkelighed bragt i spil. Men interessen er særligt faglig og hænger også ofte sammen med at få sig en god uddannelse, så man kan få et godt job, gøre en forskel, osv. Filosofien er derimod meget mere nyttesløs i sit udgangspunkt. Det er en eksistentiel drift, der får mange til at læse filosofi. Hvis det er tilfældet, så er det ikke underligt, at ens forhold til at skrive eksaminer også farves af den tilgang og motivation for at starte på universitetet.

Der er også en anden komponent, som er vigtig at nævne. Den handler om, hvad det som sådan vil sige at skrive i humaniorafaglige kontekster. De tendenser, jeg kan spore, er, at den måde, man skal skrive på, er ikke prædetermineret inden for humaniora, som det for eksempel er tilfældet inden for biologifaget og andre naturfaglige uddannelser. Førsteårsstuderende på biologi på SDU får allerede i introduktionsugen udleveret en systematisk rapportskrivningsmanual, som er udarbejdet meget minutiøst i forhold til struktur, indhold, formatering af tekst osv. På den måde træder man som ny studerende ind i en allerede etableret diskursiv orden, som man så har til opgave at tilegne sig. På filosofi, men også på andre humanistiske fag, er det anderledes. Dér spiller stil, stemme og selve måden, man formulerer sig på en vigtig rolle for at klare sig godt fagligt. Man er simpelthen mere identitetsmæssigt og eksistentielt involveret i, hvad det vil sige at skrive – og hvad det vil sige at blive opfattet og vurderet som en, der skriver godt. Der er mere stolthed, status og anerkendelse i forhold til skrivningen. Når man klarer det godt eller skidt til eksamen, så er det også en selv, på et personligt plan, der har klaret det godt eller skidt. Der er således for mange filosofistuderende ikke den samme psykologiske afstand til eksamensbedømmelsen som for f.eks. biologistuderende. Man tager det personligt på en anden måde, og det tror jeg, at de studerende gør både på grund af filosofiens indhold og på grund af selve måden, hvorpå man implicit forventes at formulere sig i eksamenssammenhænge.

Fra et metodisk standpunkt er dit projekt ganske originalt, og tydeligt tværfagligt: du kombinerer fænomenologi, movitationspsykologi, psykoanalyse, literacy studies, affektteori og meget andet. Og helt overordnet kombinerer du empiriske undersøgelser med filosofisk tænkning – lidt ligesom Freud, som du nævner. Hvilket potentiale ser du i den her form for studier sammenlignet med “rene” filosofiske eller “rene” empiriske projekter? Er det hovedsageligt praktiske omstændigheder der gør, at du er endt i den type af projekt, eller er du parat til at give en forsvarstale for, at filosofi skal gøres mere “anvendeligt” i empiriske kontekster?

Der er nogle slags filosoffer, der skulle gøre den slags mere, og nogle, der ikke skulle, fordi det ikke er relevant for dem. Dem, som for eksempel laver det, Peter Strawson engang har kaldt for “revisionær metafysik” – altså metafysik på den store klinge i forhold til generelle verdensbilleder og begrebssystemer – de har nok ikke så meget behov for det, da de primært beskæftiger sig med metafysik og epistemologi. Men der er også mange filosoffer, som udtaler sig omkring meget jordnære fænomener, såsom tillid, empati, legitimitet, retfærdighed og ansvar, dvs. fænomener, som alle mennesker på en eller anden måde er eksistentielt indrulleret i. Og i så fald er den metode, jeg har anlagt, meget relevant. Jeg er i høj grad inspireret af Merleau-Ponty og hans metodiske overvejelser fra Perceptionens fænomenologi. Det er noget, der har skilt vandene i det 20. århundredes fænomenologi, fordi mange kritiserede Merleau-Ponty for ikke at være en rigtig filosof, da han lod sig inspirere af den empiriske psykiatriforskning og det naturvidenskabeligt eksperimentelle i forhold til at undersøge hjernen og det kropslige substrat for bevidsthed og fænomenologisk intentionalitet.

Jeg er meget på Merleau-Pontys hold. Jeg tror, at det på et overordnet plan er den rigtige vej at gå. Der er mange filosofiske spørgsmål, som vi kan undersøge bedre, hvis vi først får lagt et ordentligt empirisk fundament at stå på. Nogle ledetråde og bander for spekulationen og tænkningen at tage bestik af og afstemme sin udfoldelse efter. Det er imidlertid meget magtpåliggende for mig at understrege helt tydeligt, at jeg ikke mener, at vi bør reducere det, du kalder for “rene filosofiske projekter” til “rene empiriske projekter”. Altså, jeg er jo ikke på nogen måde positivist eller empirisk reduktionist i stil med Carnap og Wienerkredsens hedengangne projekt, der i øvrigt baserede sig på en vanvittig og overfladisk fejllæsning af den tidlige Wittgenstein. En fejllæsning, der afslørede, hvordan deres tænkning var blottet for filosofisk substans, og hvordan de ikke havde gjort deres hjemmearbejde ordentligt ift. at læse Kant, Hegel, Marx og Nietzsche. Man kunne pege på mange udgivelser af f.eks. Paul og Patricia Churchland eller Daniel Dennett som mere nutidige eksempler på reduktionister, der ikke har fattet menneskeåndens egentlige dybder. Men lad nu det ligge … Pointen er for så vidt bare, at jeg mener, at mange filosofiske undersøgelser ville få mere faglig og erkendelsesmæssig substans, relevans og pondus, hvis filosofferne interesserede sig lidt mere for verden og lidt mindre for, hvad de selv går og synes og tænker om verden. Sådan lidt poppet sagt. Og til det formål mener jeg, at mit metodiske bud på en “empirisk funderet fænomenologi” kan bidrage til samtalen om, hvordan vi lykkes med en sådan nyorientering af tænkningen.

I forhold til dit tredje forskningsspørgsmål om praktiske implikationer: Som du indikerer, er det for letkøbt bare at tilskrive de studerendes manglende skriftlige evner deres dovenskab eller at det kan løses med flere tests. Som du skriver, kræver det “radical and thorough initiatives to be taken in order for the problems addressed by the collective lament of Danish academics to be solved. The solutions, it turns out, are not at all simple – like, for instance, the implementation of frequent testing – but are socioculturally delicate and revolve around how we as academics answer fundamental questions concerning the ideas about and ideals of what a university is and ought to be”, og at der er “fundamental sociocultural dynamics that we must take into consideration if we are to legitimately hope for future change for the better with regard to the quality of student’s exam writing. A change that has to do with the way writing is taught, supervised and examined, as well as the way in which students are given feedback on their exams.”. I afhandlingens konklusion kommer du med nogle pædagogisk-didaktiske bud på, hvordan opgaveskrivningen som proces kan forbedres for universitetsstuderende. Blandt andet i forhold til feedback, vejledning og kursusplanlægning. Hvad kan du konkludere ud fra din undersøgelse om universitetets didaktiske fremtid? Hvad bør forandres? Hvad bør bevares?

Universitetsstuderende synes helt generelt at trives bedre som eksamensskrivere, hvis man som faglig autoritet, altså underviser, vejleder og feedbackgiver, lytter til dem og har kvalitetstid med dem, og gider at bruge tid med dem i forhold til at lære deres motivationer og interesserer at kende. Hvorfor studerer de overhovedet på universitetet? Hvad går de op i? Hvad har de svært ved? Hvornår synes de, det er fedt at studere? Og hvornår synes de, at det træls og svært på den dårlige, nedbrydende måde? Og så hjælpe dem i et fagligt fællesskab til at kunne indfri de ønsker og forhåbninger, som de har i forhold til deres faglige engagement. Og så skal alle studerende have adgang til et faglokale, som er deres og som de kan administrere og tage vare på uden synderlig indblanding fra ledelsens side. Det er vigtigt at styrke de studerendes autonomi og sikre dem gode rammer for, at de selv kan opbygge og værne om den fagkultur og det universitet, de vokser ind i igennem deres studiemæssige engagement. I øjeblikket findes der beklageligvis mange studerende, som ikke har adgang til et sådant selvstændigt faglokale, hvilket jo på sin vis frarøver dem muligheden for at mobilisere sig i forbindelse med faglige tiltag og universitetspolitisk engagement.

Hvis der så sidder en administrativ regneperson og hører/læser det her interview, så vil personen nok sige: “Uha, det lyder dælme dyrt, du!” Og så må man bare spørge: Hvad er det bl.a., vi har universiteterne for? Svar: Uddannelse, læring og faglig identifikationsudvikling. Det må og skal da være blandt universitets kerneydelser, vil jeg mene. Universiteterne skal jo ikke bare være diplomfabrikker, hvor der produceres et bestemt antal kandidater om året, fordi det nu er dét, der passer til arbejdsmarkedets økonomisk-rationelle dekreter. Det er klart, at “employability” i en eller anden udstrækning er vigtigt at tage højde for blandt vores universitetsledelser. Klart! Men den form for menneskelig ressourcelogik, der har hersket indenfor uddannelsespolitikken og på universiteterne i de seneste par årtier, har haft store negative konsekvenser for den undervisningskvalitet, vi byder de studerende i dag. Det er empirisk veldokumenteret. Så sent som i 2019 var Anders Bjarklev, formand for det danske rektorkollegium, ude med en bredt medunderskrevet kronik for at gøre opmærksom på, at hvis de danske politikere fortsætter den økonomiske slankekur og hetz mod de danske universiteter, så kan vi være sikre på, at der sker yderligere drastiske fald i kvaliteten af undervisningen og vejledningen på universiteterne. Ingen gavnes af den tilgang – hverken underviserne eller de studerende. Og for så vidt heller ikke arbejdsgiverne i organisationerne og virksomhederne på arbejdsmarkedet. Alle taber, hvis vi ikke tager de studerende og de faglige fællesskaber seriøst og yder de studerende en pædagogisk-didaktisk ordentlig og forsvarlig behandling. Vi skal bruge mere tid og energi på at gå op i de studerende og mindre tid og energi på det administrative pseudoarbejde, der desværre fylder påfaldende meget på mange institutter rundt omkring på de danske universiteter. En sådan opprioritering af undervisning, vejledning og feedback, dvs. læringsfremmende og identitetsudviklende kvalitetstid med de studerende, vil kunne gavne hele vejen rundt. Det er bl.a. dét, jeg anser min afhandling for at påvise empirisk, specifikt i kontekst af skriftlige eksamensopgaver.

 

Ønsker du at læse Martins afhandling, kan du skrive ham en e-mail: mhl@sdu.dk