Goffmani og mikrosociologi

https://imgcdn.saxo.com/_9788757449112/0x500Michael Hviid Jakobsen
Erving Goffman
Djøf Forlag, 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

08.07.2021

Michael Hviid Jakobsens introduktion til den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman er lidt af en anderledes tilføjelse til Djøf Forlags serie om ‘statskundskabens klassikere’. For Goffman arbejdede slet ikke med statskundskab i den traditionelle forståelse af det begreb. Til gengæld blev han med sin mikrosociologiske tilgang én af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige forskere fra det 20. århundrede. Denne introduktion viser, hvad den status egentlig bygger på – og hvordan han i løbet af sit forfatterskab snarere opfordrede os til at tænke selv og kritisk undersøge de mest hverdagslige former for social interaktion snarere end blot at acceptere sine egne resultater som eviggyldige sandheder.

Der findes en anekdote om Goffman, som lyder, at en kollega på et tidspunkt skulle have hævdet over for ham: “Til sidst vil hele verden være marxistisk”. Hertil svarede Goffman efter sigende: “Det benægter jeg ikke. Men fortæl mig lige én ting: Børster marxister tænder om morgenen?” Goffman var nemlig ikke interesseret i politik i klassisk forstand, hvis man overhovedet kan sige, at han var politisk interesseret i sit arbejde. I stedet handlede det om, hvorvidt ‘marxister børster tænder‘ – eller med andre ord om med et mikrosociologisk blik at undersøge, fortolke og diskutere, hvad der egentlig foregår på selv de mindste dele af det sociale livs kringelkroge. Goffmans arbejde blev desværre afbrudt før tid, da han i 1982 døde af mavekræft i en alder af blot 60 år. Men inden da nåede han blandt andet at blive udnævnt til den prestigefyldte post som formand for den amerikanske sociologforening, hvor han skulle have holdt tale lige efter sin død. Manuskriptet hertil bærer titlen Samhandlingsordenen (the interaction order), som ifølge Goffman selv netop kan siges at have været genstandsfeltet for hans arbejde som sådan; en ‘orden’, som befinder sig midt imellem individet og store samfundsstrukturer, men som fylder en enorm rolle i vores liv. Michael Hviid Jakobsen karakteriserer derfor også Goffman som en “metodologisk situationist” (s. 47).

Den sociale situation er således afgørende for Goffman som “de syntaktiske relationer mellem handlinger udført af mennesker, der gensidigt er til stede for hinanden”, som han selv formulerede det (s. 47). Men som med andre kendte samfundstænkere fra det 20. århundrede såsom Michel Foucault skiftes der alligevel fokus en del gange i løbet af forfatterskabet. I løbet af introduktionen formår Jakobsen at komme godt omkring de forskellige værker, som Goffman er kendt for som især The Presentation of Self in Everyday Life fra 1959, Asylums eller i dansk oversættelse Anstalt og menneske fra 1961 og Stigma fra 1963 – samt hvordan disse er blevet læst og har inspireret andre forskere sidenhen. Bogen indeholder også til allersidst korte tekstuddrag fra lige præcis disse tre værker, hvilket giver både et indblik i Goffmans skrivestil og hans tilgang til at undersøge så forskellige ting som selvfremstilling, stigmatisering af andre og livet i ekstremt regulerede institutioner såsom psykiatriske hospitaler. Som med andre introduktioner i Djøf Forlags serie er de imidlertid også lige på grænsen til at være for korte; det er ikke meget fra Goffmans egen hånd, som man får for pengene i den omgang, men heldigvis er Goffman nem at læse og forstå.

Et dramaturgisk samfund?

Erving Goffman var født og opvokset i Canada i en familie af ukrainske jøder men begyndte sin tidlige forskningskarriere hos University of Chicago. I perioden 1949-1953 arbejdede Goffman på sin ph.d.-afhandling om interaktionsadfærd på den nordligste af Shetlandsøerne, som kun har 300 indbyggere. I feltarbejdet på denne ø blev der allerede udviklet en del af den tilgang til det sociale liv, som udfoldes og udforskes i løbet af Goffmans forfatterskab. Inspireret af sociologer som Émile Durkheim var Goffman nemlig fra starten optaget af spørgsmålet om social orden, og hvordan man på samfundets mikroniveau gennem dagligdagens normer opretholder en vis orden i stedet for det, som Durkheim beskrev som ‘anomi’. Af denne grund er Goffman også blevet karakteriseret som mikrofunktionalist i den forstand, at interaktion blandt eksempelvis venner og familie i Goffmans perspektiv indeholder ‘funktioner’ som roller, forventninger og normer, der får en sådan orden til at fungere.

Spørgsmålet er imidlertid, om Goffman også satte lidt for meget fokus på orden i stedet for at undersøge i lige så høj grad alle de steder, hvor dagligdagen er præget af uorden. Det er muligvis svært at svare én gang for alle på det spørgsmål, men i hvert fald synes den dramaturgiske metafor fra The Presentation of Self in Everyday Life om, at social interaktion kan forstås som et teater, ofte at blive tolket som om, at alt i det sociale liv faktisk er ‘orkestreret’ ned til mindste detalje og ud fra et fast manuskript. Goffman selv insisterede på, at det blot skulle forstås som en metafor, men samtidig diskuterer han også senere i forfatterskabet, hvordan dele af vores interaktion faktisk er teatralsk i en mere direkte betydning. Som Jakobsen påpeger, er dette blandt andet blevet brugt til nutidige analyser af sådan noget som politisk kommunikation, og sociologer som Norman K. Denzin er endda gået endnu videre og har hævdet, at det postmoderne samfund faktisk er et dramaturgisk samfund på alle leder og kanter. Men problemet med sådanne samtidsdiagnoser, hvilket Jakobsen ikke får nævnt, er imidlertid, at idéen om et teatersamfund også implicerer en overdreven organisering af det sociale liv grænsende til det totalitære, som ikke stemmer overens med de flestes erfaringer af dagligdagen. Man risikerer altså at forudsætte uden nærmere undersøgelse, at det, der eksempelvis foregår på sociale medier i dag, er tilrettelagt til mindste detalje, skrevet på forhånd som i et teaterstykke, hvilket Goffman ikke havde til hensigt med sin metafor.

Aldrig helt herre i eget hus

Som Michael Hviid Jakobsen også kommer ind på i sin introduktion, opfandt Goffman med sin kreative skrivestil hundredvis hvis ikke tusindvis af nye begreber til at beskrive sociale fænomener i løbet af sit forfatterskab. Jakobsen nævner blandt andet begrebet situationsdefinition (definition of the situation) som det, at der blandt sociale aktører ofte opstår en form for løbende konsensus om, hvad det egentlig er for en situation, som man befinder sig i sammen – er der f.eks. tale om en undervisnings- eller eksamenssituation, så forudsætter det i første omgang, at aktørerne i den situation er med til at definere det som sådan. Et andet og mere vanskeligt oversætteligt begreb, der er mindst lige så interessant, er begrebet keying, som henviser til det, at man i en social situation kan ‘tone’ og dermed skifte en meningsramme i en bestemt retning med brug af forskellige symboler og konventioner – eksempelvis kan man ændre en almindelig samtale til et skænderi ved sådan noget som at ændre sit toneleje eller gestikulere på bestemte måder. Mens nogle begreber fremstår som klare og skarpe hos Goffman, synes andre til gengæld at være mere vage. Men uanset hvad kan Goffmans enorme begrebsapparat bruges til at vise og fortolke, hvordan normer gennemsyrer vores sociale liv – også selv når disse normer i sig selv er uklare og anses af de sociale aktører selv som problematiske. Den sociale aktør er aldrig helt herre i eget hus ud fra Goffmans perspektiv.

Som Michael Hviid Jakobsen nævner, har der hersket en vis ‘goffmani’ i flere årtier inden for sociologi og beslægtede discipliner, hvor han særligt blandt studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser nærmest har opnået kultstatus. Man kan dog spørge til, om dette egentlig skyldes, at Goffmans ‘beundrere’ har læst og diskuteret hans resultater og tilgange i dybden – eller om det snarere er, fordi man ofte bruger ham til at bekræfte sine egne fordomme om, at det sociale liv f.eks. er ét stort teater. At særligt politik fungerer gennem dramaturgiske virkemidler, er i hvert fald blevet så stor en kliché i dag (“det hele er et stort show!”, som mange vil sige), at Goffman nemt risikerer at blive brugt til blot at bekræfte den forestilling. Det betyder selvfølgelig ikke, at der slet ikke er noget om snakken i forhold til nyere teser om ‘teatersamfundet’ – men som Goffman selv betonede igen og igen, er det fra et sociologisk perspektiv essentielt at gå til sagen selv i stedet for at hvile sig op ad ens egne forestillinger eller vidensautoriteter. Som Jakobsen citerer Goffman for at have bemærket til en kollega: “Sociologi er noget du gør, ikke noget du læser” (s. 106). Men Erving Goffman om nogen stiller os stadig over for den spænding, som kan siges at være indbygget i enhver sociologi; at vi alle er viklet ind i sociologiens genstandsfelt, det sociale liv, og derfor ikke bare kan undersøge det helt udefra. Jakobsen bemærker i den forbindelse, at mange oplever en høj grad af genkendelighed af at læse Goffmans tekster: “Vi kan alle, på næsten uhyggelig vis, se vores eget hverdagsliv og vores egne hverdagssituationer genspejlet i det, han skriver” (s. 107). Denne genkendelighed gør Goffman relevant for stort set alle og enhver – men givet at meget af det sociale liv i hverdagen også foregår på mindre genkendelig vis, så at sige ‘bag vores rygge‘, er det muligvis også den største fare i forhold til dét at læse Goffman i dag og bringe hans indsigter ind i en nutidig kontekst.