Tabuer i Tyrkiet

1.6.2006

Af Marie Büchert

Canan Şenol (f. 1970) tilhører en generation af unge tyrkiske kunstnere, der med socialt engagement og globalt udsyn forholder sig kritisk til det tyrkiske samfundssystem, og som kombinerer en underdrejet sans for humor med slagkraftig provokation og æstetisk refleksion. I hendes univers optræder den nøgne krop på uanstændige måder, mens dukker begår seksuelle overgreb og torturofre beskriver hvilke fysiske og psykiske lidelser, de er blevet påført. Denne artikel introducerer Şenols kunst med udgangspunkt i tre kulturelle tabuer, hun ofte beskæftiger sig med: religionens, familiens og retssystemets magt over individet. 

Det kontrollerede menneske

Individets begrænsede råderum

Canan Şenol definerer sin kunst med feministernes slagudtryk fra 1970erne ”det private er politisk,” men kalder ikke sine værker feministiske. Til Turbulens siger hun:

“Jeg opfatter mig selv som feminist, men når jeg beskriver min kunst, siger jeg ikke, at jeg laver feministisk kunst. Jeg kalder min kunst politisk.”

Hun hævder, at slagudtrykket er aktuelt, fordi religiøse, familiære og politiske strukturer i samfundet i meget høj grad kontrollerer og undertrykker individets private råderum. Det bekymrer hende imidlertid, at tyrkere – og folk i andre kulturer – generelt fornægter strukturernes tilstedeværelse. På den måde accepterer de stiltiende, at undertrykkelsen eksisterer, og bidrager indirekte til at opretholde den. I sin kunst undersøger Şenol de forskellige strukturer og deres effekt på individet ud fra en kunstnerisk målsætning om at skabe refleksion.

“Det, der provokerer mig mest, stammer fra virkeligheden. Det meste af det, vi ikke vil se, kommer fra virkeligheden. Jeg vil gerne have, at folk ser virkeligheden i øjnene.”

Şenol, untitled, 2000, fotografi

Panoptikonet som model

Canan Şenol er inspireret af den franske filosof Michel Foucault og hans bog om overvågning og straf. I den udvikler Foucault bl.a. en forestilling om nutidens samfund som et disciplineret og normaliseret samfund, hvor alle forsøger at lægge bånd på sig selv og leve op til usagte forventninger.

Foucault bruger filosoffen Jeremy Benthams panoptiske bygning som et billede på det disciplinerede og normaliserede samfund. Bentham beskriver panoptikonet som et rundt fængsel med et rum i midten, hvor fængselsbetjenten opholder sig. Fængslets celler er aflange rum, der strækker sig fra bygningens centrum til dens yderkant, og som kun har små strategisk placerede vinduer. De indsatte kan hverken se hinanden eller fængselsbetjenten, mens betjenten til gengæld har frit udsyn over dem alle. De indsatte føler sig konstant overvågede og opfører sig naturligt som sådan: de disciplinerer sig og tilpasser deres adfærd efter det, de tror, fængselsbetjenten forventer.

Jeremy Bentham, Panoptikon, 1791, arbejdstegning. Trykt med tilladelse fra Wikipedia.

Panoptikonet er imidlertid ikke kun et fængsel, men en model for andre bygninger, hvor få personer har brug for at overvåge mange med en minimal indsats – hospitaler, skoler, kaserner osv. Foucault hævder ligefrem, at panoptikonet er en abstrakt model for alle hierarkiske strukturer i samfundet. I overensstemmelse med det udsagn bruger Şenol panoptikonet som et billede på, hvordan religion, familie og stat disciplinerer individet i dets private liv.

“Jeg tror, at alle ind imellem føler, at de befinder sig i et panoptikon. Vi bliver konstant påvirket af andre, af staten og religionen, og vi prøver ofte at ændre vores naturlige tilbøjeligheder, når vi lever med andre mennesker. Vi prøver at tilpasse vores bevidsthed og blive, hvad andre forventer af os.”

Individet er ikke frit, men normaliseres i forhold til sociale konventioner, når det indtræder i et samfund. I sin kunst beskæftiger Şenol sig med de situationer, hvor samfundets normalisering og disciplinering fremstår som reelle overgreb på individets integritet.

Religionens kontrol af det seksuelle

– Homoseksualitet før og nu

I februar 2006 udstiller Canan Şenol værket ”Eyes Cannot Cognize” (Øjne kan ikke erkende, 2006) i København. Værket handler bl.a. om, hvordan religiøse dogmer griber ind i privatlivet og kontrollerer individets seksuelle adfærd.

”Eyes Cannot Cognize” består bl.a. af et stort maleri, som forestiller et homoseksuelt par, der har sex. Maleriet hænger i en glasmontre, som Şenol har dækket med en særlig grøn farve, der har religiøs betydning i den islamiske kultur. Farven bruges normalt ved ceremonier i moskeen, så det er en markant symbolsk handling, at Şenol benytter den uden for det hellige område – og stærkt provokerende, at hun kombinerer den med et erotisk fænomen.

“Homoseksuelle forhold er jo fuldstændig naturlige, men nogle vil ikke anerkende den slags forhold. De forbinder dem med skam. I Tyrkiet diskuterer vi konstant, om der har været homoseksuelle i den Ottomanske Periode eller ej, men man kan ikke benægte det. Der har altid været homoseksualitet.”

I dag vækker homoseksualitet stærke følelser i Tyrkiet, hvor islam fordømmer dens eksistens, og hvor de homoseksuelle som regel skjuler sig for offentligheden. Samtidig byder den tyrkiske kunsthistorie ofte på forestillinger om homoseksualitet, og Şenol har bevidst brugt det traditionelle vægmaleri som forlæg for ”Eyes Cannot Cognize.” I sit værk kombinerer hun to vidt forskellige værdisæt i tyrkisk kultur, et aktuelt og et historisk, og sætter en positiv og en negativ indstilling til homoseksualitet i spil med hinanden. Man kan sige, at Şenol kritiserer et undertrykkende dogme i islam ved at indskrive det i en større historisk sammenhæng.

 

Şenol, Eyes Cannot Cognize, 2006, installation 

Beskueren inddrages

I Canan Şenols øjne gælder det også i et bredere perspektiv, at religionen disciplinerer individet.

“Min pointe er ikke kun knyttet til de homoseksuelle, men i højere grad til privatlivet. Det er det vigtigste.”

Den grønne farve i ”Eyes Cannot Cognize” dækker glasmontren, så det ikke umiddelbart er muligt at se maleriet i den, men Şenol har lavet huller i malingen, som nysgerrige kan kigge igennem. Hun har både lavet huller i de homoseksuelles kroppe i selve maleriet, som beskueren udfylder, når vedkommende kigger ind, og overfor maleriet, så han eller hun kan iagttage den intime sexscene. Beskueren kan på den måde vælge mellem at være den overvågede, der disciplinerer sit eget sexliv, og den overvågende, der kontrollerer andres sexliv.

Uanset hvilken position beskueren vælger, indgår han eller hun i en magtrelation, der forholder sig til det islamiske tabu om homoseksualitet og seksualitet i det hele taget. I begge tilfælde sætter vedkommende sit eget privatliv på spil og tvinges til at overveje religionens kraft – nøjagtig som i det virkelige liv.

Rollemønstre i familien

Stereotype kønsroller

Canan Şenol sætter tyrkernes privatliv til diskussion i flere andre værker. Ofte benytter hun sin fysiske krop til at pege på rollemønstre, individet ubevidst overtager i familielivet.

Fotoserien ”Pain” (Smerte, 2000) viser en nøgen og højgravid Şenol, der er krumbøjet af veer og skriger af smerte, mens videoen ”Fountain” (Springvand, 2000) fokuserer på hendes fyldige bryster efter fødslen. Videoen vender diskussioner om Duchamps berømte urinal af samme navn på hovedet: hvor den livløse urinal kun er springvand i kraft af mandens stråle, drypper Şenols bryster uophørligt af mælk og næring. Samfundet opdrager manden til den udadvendte rolle i livet, mens det identificerer kvindens behov med hendes ufødte børn, mener Şenol. Hendes værker er slagkraftige udsagn om kvinden som en frugtbarhedsgudinde, der tynges af byrden fra fødsel og amning.

Şenol, Fountain, 2000, video

“I vores privatliv erkender vi ikke altid, hvilket liv vi egentlig lever, men følger de sociale normer uden at tage stilling til, om de også skal gælde for vores liv. Mennesker der ønsker at stifte familie, forbereder sig på rollerne som mødre og fædre: kvinder uddanner sig til ansvaret i hjemmet, mens mænd prøver at være stærke og tjene penge. Hvis vi ikke tænkte sådan, kunne rollerne måske fordeles anderledes.”

Şenol sidestiller mænd og kvinder i det disciplinerede og normaliserede samfund, og hævder, at strukturerne kontrollerer mandens udadvendte rolle i lige så høj grad som kvinden indadvendte.

Fornægtede seksuelle og voldelige overgreb

Canan Şenol opfatter udbredte problemer med misbrug og vold i tyrkiske familier som endnu et tabu i Tyrkiet.

“Det er ikke normalt at kritisere familien, og folk vil ikke beskæftige sig med den slags problemer, hvis de ikke rammes personligt. På den måde retfærdiggør de i princippet, at volden findes.”

Şenol tematiserer bl.a. seksuelle overgreb i tegneserieagtige fortællinger, hvor hovedrollerne spilles af dukker med udtryksløse ansigter. I et billede misbruger en far f.eks. sin mindreårige datter, mens hans søn ser på i det skjulte. Senere gentager sønnen sin fars handling og voldtager sin søster. Şenol mener, at det kendetegner tyrkisk kultur, at ingen taler om, hvad der foregår i hjemmet, og at ingen blander sig, når der er problemer. Imidlertid udtrykker tegneserien på sin egen voldsomme måde, at sociale problemer går i arv, når man fornægter deres eksistens.

Ifølge Şenol reproducerer vi hver især samfundets strukturer, hvis vi undlader at modarbejde dem aktivt og bevidst. I overensstemmelse med det stiller hun også kvinden til ansvar for overgreb, som hendes ægtefælle og sønner begår i hjemmet – ligesom hun mener, at naboer og civilsamfund i det hele taget bærer et ansvar.

Mellem retssystem og tortur

Vold og tortur i fængslerne

Et andet stort tema i Canan Şenols kunst er forholdet mellem tyrkiske retsprincipper og den måde politi og domstole reelt håndhæver loven. Şenol har selv været varetægtsfængslet to gange som teenager, hvor politiet tilfældigt og uden begrundelse tog hende med fra gaden, og i flere af sine værker beskæftiger hun sig med indsattes vilkår.

“Det tyrkiske samfund har en virkelig god lovgivning, der bl.a. specificerer, at politiet ikke må opføre sig voldeligt overfor folk. Alligevel er det en realitet, at politiet torturerer indsatte i fængslerne fysisk og psykisk.”

Værket ”Transparent Police Station” (Gennemsigtig politistation, 1998) handler om en gruppe studerende, der blev udsat for voldsom seksuel, fysisk og psykisk tortur, mens de var fængslet pga. graffitimaleri. Det er en kommentar til Tyrkiets præsident, der i 1998 ønskede at åbne procedurerne på landets politistationer for offentligheden som led i en større demokratiseringsproces. Şenol hævder til gengæld, at det er en både synlig og velkendt situation, at systemet bruger vold mod sine borgere. I hendes øjne er der intet behov for at åbne politistationerne, når tyrkerne allerede er bekendte med, hvad der sker indenfor murene.

 

Şenol, Transparent Police Station (detalje), 1998, installation

Et korrupt retssystem

Canan Şenol vurderer, at korruption og tortur er vigtige kilder til frygt i det tyrkiske samfund, og at de bidrager til at disciplinere og normalisere det enkelte individ.

“Folk er virkelig bange for politiet, så ingen tør anklage dem for noget. Hvis forbrydere har de rigtige kontakter, frifinder retssystemet dem i stedet for at stille dem til ansvar for deres gerninger. Flere konkrete sager viser, at det gælder for alt fra fremtrædende medlemmer af mafiaen og ledende erhvervsfolk til soldater og politifolk.”

Værst er det i Şenols øjne, at soldater, der medvirkede ved militærkuppet i 1980, aldrig er blevet stillet for en domstol. Soldaterne myrdede mange civile tyrkere, men lever i dag et helt almindeligt liv. Tyrkerne skal forholde sig til dem som til alle andre, smile til dem på gaden og udveksle høflighedsfraser. I sin kunst spørger Şenol, om det overhovedet kan lade sig gøre: kan et samfund udvikle sig positivt, hvis dets befolkning ikke kan have tillid til systemet, og hvis befolkningens retssikkerhed altid bliver gjort til skamme?

“Alle må kende deres ansvar og vide, at hvis nogen udøver uretmæssig vold eller fordrejer lovgivningen, skal de bøde for det. Også når det er soldater eller politifolk. Regeringen og folket skal påpege, at det er forkert og tage ansvar for at fælde domme, for hvis forbrydere ikke bliver forhørt, vil problemerne fortsætte.”

Kunsten og friheden

Selvom Canan Şenols kunst ofte fremprovokerer stærke reaktioner, tror hun ikke, at kunst generelt har magt til at afhjælpe sociale problemer.

“For mig er kunst en måde at udtrykke mine ideer til andre, men jeg tror ikke, at jeg kan ændre verden gennem min kunst. Det er min måde at være fri på, jeg føler mig kun fri i min kunst.”

Paradoksalt nok bruger Şenol sin kunst til at formulere tanker og holdninger, hun ikke kan udtrykke i sit privatliv. Som samfundsborger er hun underlagt de samme normer og tabuer som alle andre, og lægger bånd på sig selv for at tilpasse sig fællesskabet. I kunsten er hun mere fri og tænker ikke så meget over de konsekvenser et værk kan afstedkomme. Som kunstner kan Şenol desuden kommunikere med langt flere mennesker, end hun nogen sinde ville kunne som privatperson. Og selvom hun overtager tabuerne omkring religion, familieliv og retssystem fra en tyrkisk sammenhæng, er budskabet til hendes publikum tydeligvis, at de sociale strukturers disciplinering og normalisering af individet er et alment menneskeligt problem.

“Jeg tror, at de problemer gælder i hele verden, ikke kun i mit land. Den slags sker i hele verden.”

I 2003 blev Şenol hentet af det tyske politi midt om natten, da de efter en række klager lukkede og censurerede en soloudstilling med hendes værker i Tyskland, selvom det var i strid med loven. Hændelsen vidner om, at magthavere også kontrollerer og disciplinerer individet i andre samfund end det tyrkiske, og at vestlige landes pletfrie selvopfattelse ikke altid svarer til realiteterne. Med sin kunst gør Şenol os derfor opmærksomme på, at vi alle må bidrage til at løse problemerne, hvis verden skal være et bedre sted at leve fremover.

Læs mere om:

Canan Şenol: www.canansenol.com

Københavns Kunsthal: www.kbhkunsthal.org

Læs også Erden Kosovas artikel Fra radikal kritik til inerti: tyrkisk kunst siden 1960erne

FAKTA:
Canan Şenol er født i Istanbul i 1970. Şenol studerede ved Marmara Universitetets afdeling for virksomhedsadministration fra 1987 til 1992, og videreuddannede sig fra 1994 til 1998 som kunstner ved universitetets afdeling for maleri.

Canan Şenol arbejder bl.a. med video, fotografi og installation. Hendes værker handler ofte om grænsen mellem privatliv og samfund, og bringer med humor og slagkraft tabuiserede kulturelle fænomener frem i lyset.

Canan Şenol medvirkede i Istanbul Biennalen 2005 og har udover Tyrkiet udstillet i lande som bl.a. England, Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien, Italien, Grækenland og Brasilien. Hun opholder sig i USA i foråret 2006, hvor hun har fået et stipendium ved The School of The Museum of Fine Arts i Boston.

I januar 2006 var Canan Şenol i Danmark for første gang. Her afholdt hun dels en fem dages workshop på Kunstakademiet i København og åbnede dels en udstilling med værket ”Eyes Cannot Cognize” hos Kbh. Kunsthal. I det værk bringer hun kulturelle fænomener som seksualitet, religion og individets kontrol frem i lyset, og reflekterer over deres problematiske status i Tyrkiet og andre lande.

”Eyes Cannot Cognize” kan opleves hos Kbh. Kunsthal, Vesterbrogade 6C (ved Steno Apoteket og SAS Radisson), 1620 København V indtil den 23. februar 2006.