Marts 2005
Krigsførelsen i Tjetjenien bliver i Rusland hyppigt beskrevet som terroristbekæmpelse. Stramninger i det politiske system og krigens grusomhed finder her sin legitimitet. På denne baggrund har befolkningens opbakning til krigen været stor. I takt med at krigen trækker i langdrag, er denne opbakning dog nu for stærkt nedadgående, men de synspunkter, Sergej Mikhajlov giver udtryk for i sin artikel, vinder stadigvæk stor tilslutning.
Nys ankommen til Moskva i oktober 2004 står jeg i forhallen til en af byens metrostationer. En politipatrulje har stoppet en sydlandsk udseende mand for at kontrollere hans papirer. Af hans ydre fremgår tydeligt, at han er fra Kaukasus. Jeg haster videre og tænker ikke nærmere over denne dagligdags episode, før jeg nede på perronen ser den samme mand blive standset af en ny politipatrulje. Med sammensunkne skuldre og et resigneret udtryk i ansigtet rækker han nok engang sine papirer til betjentene. ”Gud ved, hvor mange gange endnu, han bliver standset på vejen hjem?” tænker jeg uvilkårligt.
Inde i toget står vi mast sammen krop mod krop. Kun når toget accellererer eller bremser op, kommer der bevægelse i den fastlåste flok, og vi i en bølgeagtig bevægelse som én organisme svajer bagud eller fremover.
Min taske er tung, og jeg ønsker at lette det smertende pres på min højre hånd ved at skifte den over i venstre. Men det er umuligt. At sætte tasken på gulvet er der ikke mulighed for på grund af presset fra mængden. Da får jeg lidt til højre for mig øje på en ung mand, som har en rygsæk på maven. Pludselig ser jeg med en frysende fornemmelse i kroppen, at han fumler med nogle ledninger, der er forbundet med et lille teknisk udseende apparat. Hjulpet godt på vej af min klaustrofobiske sindsstemning husker jeg som i et glimt selvmords-terroristerne i Nord-Ost Teatret, Beslan og bomberne i togene på de sydrussiske banestrækninger. Først da jeg ser, at han stikker ledningernes propper ind i ørerne for at lytte til musikken i det, der er en moderniseret udgave af en walk-man, falder min puls til ro. Da jeg efterfølgende fortæller min ledsager, som er indfødt moskovit, om min reaktion, svarer hun, at man kun kan leve en normal hverdag, hvis man fortrænger spørgsmålet om terror. Selv tidsskrifter og aviser skriver ikke om det. Alle opfører sig, som om der er normale tilstande i landet, og det i så påfaldende en grad, at en af TV-kanalerne for ikke så længe siden bragte en udsendelse om denne måde at reagere på, tilføjede hun.
Man kan ikke lave omelet uden at knække skallen på nogle æg
Hvor 11. september i USA har legitimeret en lovgivning, der medfører indskrænkninger i de civile rettigheder, dér har krigen i Tjetjenien i vid udstrækning tjent som begrundelse for en lignende udvikling i Rusland. Således har Putin i sin embedsperiode formået at reformere Jeltsin-systemet, der i en vis udstrækning var kendetegnet af pluralisme. Statsapparatet accepterede storentreprenører, de såkaldte ”oligarker”, som medspillere med stor indflydelse ikke blot på økonomien, men også på det politiske system.
Putin vendte sig imod Jeltsins magtsystem og opbyggede i stedet en bureaukratisk og semi-autoritær styreform. Statsapparatets og magtstrukturernes rolle er blevet styrket, han har på ny centraliseret de administrative kontrolredskaber og formindsket indflydelsen fra de store industriforetagender på statens ledelse. Desuden har han begrænset mulighederne for kritisk reportage i massemedierne. Fra vestlig side er Putin blevet bebrejdet, at han ikke har ændret noget grundlæggende ved det ”russiske system”, men at han tværtimod har styrket de væsenstræk, der består i
* personliggørelse af magten,
* magtens monolitiske karakter og
* manglende kontrol af magten fra samfundets side.
Efter parlamentsvalget i december 2003 har Putin kunnet regne med støtte fra to trediedele af de deputerede i den nye Duma. Putin har desuden formået at sikre sig befolkningens opbakning til krigsførelsen i Tjetjenien, der fra officielt hold fremstilles som et opgør med terroren og dens bagmænd. Man kan ikke lave omelet uden at knække skallen på nogle æg, lyder et ofte citeret russisk mundheld. På tilsvarende vis legitimerer kampen mod terroristerne alle indskrænkninger i borgernes civile rettigheder, og kommentatorer taler i dag med rette om Rusland som ”det alt for regulerede demokrati”. (For eksempel M. Sokolov i OSTEUROPA 1/2004).
Tjetjenien er ikke som en forkølelse, der går over af sig selv
For et par år siden bragte avisen ”Argumenty i fakty” en artikel af free-lance journalisten Sergej Mikhajlov, der på glimrende vis redegør for ”det russiske synspunkt” i debatten om Tjetjenien-krigen. Mikhajlov rejser spørgsmålet, om demokrati og Tjetjenien kan eksistere side om side, eller om man må vælge. Han giver ikke noget svar, men siger at Ruslands skæbne afgøres i Tjetjenien.
Den 31. august 1996 underskrev general Lebed en fredsaftale med Tjetjenien, der i halvofficielt sprogbrug undertiden kaldes ”gangsterrepublikken Tjetjenien”.
Mikhajlov skriver:
…Tjetjenien er ikke som en forkølelse, der går over af sig selv. Svaret på den fredsaftale, Lebed underskrev med de tjetjenske banditter var de bombesprængte boligblokke i byerne Moskva, Bujnaksk og Volgodonsk et par år senere.
Putin gør det rigtige alene af den grund, at han af al magt presser på for at få løst det tjetjenske problem. Man kan formulere alle hånde krav om, hvorledes, det skal gøres, og man kan kritisere og diskutere. Men dette bør ikke få Putin til at stoppe. Det vigtigste er, at han får tilintetgjort banditterne på trods af afpresningen fra det samme USA, som så skamløst bombede Kosovo, men nu forsøger at hindre os i at holde orden i eget hus. At han fuldfører dette blodige og snavsede arbejde uden at tage hensyn til den væmmelse og utilfredshed, der kommer til udtryk hos det russiske establishment, hvis bedste løsning på enhver krise altid har været at drage til Sheremetyevo-2, Moskvas internationale lufthavn, porten til Vesten.
Putin bør presse situationen til det yderste på trods af det anderledes tænkende Europa, der snakker amerikanerne efter munden og ikke forstår, at de ikke skal holde sig til dem, men til Rusland. Det er jo netop os, der altid har været den europæiske forpost på den grænse, hvor kulturer og verdener brydes. Lige fra tidernes morgen er det netop vores land, der har beskyttet europæisk civilisation. Såvel mod de mongolske horder i middelalderen som mod det Osmanniske Imperiums stadige pres mod Vesten. Hvad vil Europa stille op, hvis Rusland bliver svækket så afgørende, at europæerne kommer til at befinde sig ansigt til ansigt med den aggressive islamiske radikalisme?
Det er klart, at det tjetjenske problem ikke kan løses med fløjlshandsker. Det er klart, at det bliver nødvendigt at skrue tommelskruerne på. Det er ikke for ingenting, at Putin har sagt, at vi er omgivet af Tjetjenien. Det er på tide at smøge ærmerne op og indføre orden.
Uanset hvad de mennesker, der i et civiliseret samfund kaldes for ”pæne mennesker”, måtte sige, så er det på tide, at vi lærer at nærme os de demokratiske værdier på en pragmatisk måde. Hvis man ikke har råd til at opfylde sine forpligtelser, kan det være, at det ikke kan betale sig at opfylde dem. For eksempel er vi nu forpligtede til at give mad og lægelig behandling til udskud, fordi vi har forpligtet os overfor Europarådet til at ophæve dødsstraffen. Men i det superciviliserede USA henretter man nu som før forbrydere, uden at der er nogen i den omgivende verden, der synes at bemærke det.
Hvis vi skal kunne få gjort op med Tjetjenien, vil vi måske være nødsagede til at tage nogle af vore forpligtelser overfor Europarådet op til revision eller udskyde implementeringen af dem til et senere tidspunkt.
Tjetjenien er en geopolitisk faktor og en russisk tilbagetrækning fra Tjetjenien vil ikke blot forværre situationen i hele det eurasiske rum, men føre til en sand geopolitisk katastrofe.
En tilbagetrækning af de russiske styrker fra den Tjetjenske Republiks territorium vil uundgåeligt udvide zonen for de bevæbnede banders ulovlige aktiviteter. Dagestan og Ingusjetien vil eksplodere i et flammehav, og situationen i Nordossetien vil blive skærpet dramatisk.. I Kabardino-Balkarien, Karatjaevo-Tjerkessien og Adygeja (alle i Nordkaukasus) vil separatisterne vejre morgenluft og Rusland vil langsomt, men sikkert miste det nordlige Kaukasus helt til Rostov ved Don. I denne region vil Tyrkiet komme til at spille en dominerende rolle, hvilket igen vil sige, at også Tyrkiets allierede USA og NATO vil komme til at spille en fremtrædende rolle.
Det er åbenlyst, at situationen i de russiske republikker med en muslimsk befolkning – først og fremmest Tatarstan og Bashkortostan – vil glide ud af de føderale myndigheders kontrol parallelt med begivenhederne i det nordlige Kaukasus. Det er også tvivlsomt, om den verdslige magt kan opretholdes i de centralasiatiske republikker Azerbajdjan, Uzbekistan, Tadzjikistan, Kazakhstan og Kirgisien, som alle er medlemmer af SNG, sammenslutningen af tidligere sovjetrepublikker. De talibanske islamiske fundamentalister vil støde frem mod Ruslands grænser i områderne Omsk og Orenburg. På de områder, som kommer under deres kontrol, vil de derefter oprette et styre med sharialovgivning, offentlige henrettelser og religiøs fanatisme som hos talibanerne i Afghanistan.
Den sydøstlige del af det europæiske kontinent vil i lang tid fremover befinde sig i et kaos af religionskrige, nationale opgør og borgerkrige. Store flokke af illegale indvandrere vil strømme til Vesteuropa. Den sikkerhedszone, som Rusland under udfoldelse af ufattelige anstrengelser har opretholdt for at blokere vejen for tøjlesløs kriminalitet og karavaner med narkotika og våben, vil blive udslettet.
Tabet af Kaukasus og nedbrydelsen af den verdslige magt i SNG´s centralasiatiske republikker vil uundgåeligt føre til en revolutionær situation i selve Rusland med fare for borgerkrig. Alle disse processer vil føre til national splittelse, og ”kaukasiske pogromer” vil blusse op i det russiske moderland, Sibirien og det Fjerne Østen. Russere, og russisktalende borgere i det hele taget, vil blive tvunget på flugt fra Nordkaukasus og Centralasien. Som følge heraf vil national-radikale komme til magten med paroler som ”Rusland for russere” og ”Til kamp for genoprettelse af det russiske imperiums grænser!”
Kina er vel nok det eneste land, som klart har set disse geopolitiske trusler i øjnene, og som derfor støtter os i den tjetjenske krise. De kinesiske ledere forstår udmærket, at islamiske ekstremister i givet fald ønsker at løsrive Sinkiang og Tibet fra Kina.
Hvis vi skal redde Rusland, må vi beholde Tjetjenien, idet vi må konkludere, at Tjetjenien frem for alt er et alment russisk problem. Det er et problem, som angår vores økonomi, den samfundsmæssige orden samt sikkerheden i vore hjem og på gaderne i vore byer. Det er et problem, som demonstrerer vores politiske vilje og hærens autoritet. Endvidere er det et problem, der angår 15 millioner religiøst tolerante, lovlydige og loyale russiske muslimer. Kort sagt er det et problem, der angår interesserne hos samtlige folkeslag og nationaliteter i vort land.
…. I dag består vores vigtigste opgave derfor i at bevare Tjetjenien. Kun på den måde kan vi fortsat bestå og bevare Ruslands enhed.
