I indeværende serie om posthumanismer undersøger vi de forskelligartede bestræbelser – inden for filosofien, kunsten, samfundsteorien og litteraturen – på at sætte parentes om ‘mennesket’. Spørgsmålet om humanisme overfor posthumanisme er fuldkommen centralt i forhold til, hvilken retning humanistisk forskning generelt skal gå: Hvordan skal vi definere det generelle videnssubjekt og de forskellige typer af videnskabsproduktion, der finder sted på tværs af forskellige videnskabelige felter som Environmental Humanities, Digital Humanities, Bio Humanities, og så videre? Skal magtteorier inden for samfundsvidenskaberne tage afsæt i andet end menneskelige relationer? Hvad betyder det for kunstteoriens fortolkningsværktøjer, når mere og mere kunst vender sig bort fra det menneskelige subjekts forestillingsrum og mod materialiteten? Hvilke typer af viden påkræves midt i den planetære krise, som mange hævder er blevet til på baggrund af et historisk snævert fokus på det menneskelige subjekts kategorier og behov? Det er den slags spørgsmål, Turbulens stiller i indeværende serie.
Bankende svinehjerter, hofteknogler og levende celler fra kyllingelår. I denne tekst ser vi, hvad posthuman kunst eller biokunst kan indebære ved at dykke ned i forholdet mellem teknologi, naturvidenskab og kunst igennem to kunstnere, der udforsker den posthumane krop: Helen Pynor og Guy Ben-Ary.
Tænk hvis man kunne ændre på sit ansigts form og udseende og dermed ændre på betingelserne for sin tilværelse. Denne tanke leger den danske forfatter Hans Peter Madsen med i den kortprosatekst, som vi her bringer i forbindelse med Turbulens tema om posthumanisme. Hans Peter Madsen udgav sidste år den anmelderroste novellesamling Brænd huset ned, giv træet vand. I denne kortprosatekst skriver han om samfundets uforanderlige strukturer, en mand der kan omarrangere sine ansigtstræk efter behov og også lidt om international finanskapitalisme.
Nymaterialismen er trådt ind i sin anden fase. Denne standhaftige påstand udtrykkes af Tobias Skiveren i nærværende anmeldelse af Jane Bennetts nye bog Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman. Bogen indtræder, ifølge Skiveren, som et centralt værk i en ny tendens om at gentænke viden, immaterialitet og bevidsthed i materialistisk kritisk teori. Men hvilken indflydelse har denne tendens på nymaterialismens kritiske potentialer? For Skiveren står det klart, at bogen i og for sig tilbyder flere diffuse antydninger end klare retningslinjer, men i et større perspektiv bør vi også bifalde dens bidrag til nymaterialismens fortsatte udbredelse af nye analysestrategier. Anmeldelsen er en fordanskning af Skiverens ”New Materialism’s Second Phase” udgivet af Wayne State University Press.
Bør vi fokusere på at finde alternativer til graviditet såsom ‘ektogenese’ – hel eller delvis udvikling af et foster uden for en livmoder – for at gøre det muligt at få børn uden, at man nødvendigvis gennemgår den sædvanlige graviditetsperiode og fødsel? Dette undersøger Andrea Bidoli i sit Ph.d.-projekt ud fra et feministisk perspektiv på reproduktiv autonomi. Som en del af Turbulens’ tema omkring posthumanisme har vi interviewet Bidoli for at blive klogere på, hvordan vi på graviditetens område også kan udfordre og diskutere, hvad der ellers anses som et uomgængeligt menneskeligt vilkår: At ethvert nyt menneske begynder sit liv i en livmoder.
07.07.2022 “I en eller anden afsidesliggende krog i det i talløse solsystemer flimrende og udhældte verdensalt, fandtes der engang en stjerne, hvor kloge dyr opfandt erkendelsen. Det var det mest indbildske og løgnagtige minut i “verdenshistorien”, men det...