1.5.2009
Socialøkonomiske virksomheder som Proremus og Specialisterne, der beskæftiger henholdsvis sindslidende og autister, eller en virksomhed som Dugnad, som arbejder med stofbrugere på Vesterbro, er ikke enkeltstående tilfælde. Ifølge Lars René Petersen er de udtryk for en tendens og eksempler på en ny, rivende udvikling inden for socialøkonomisk iværksætteri. I dag er alt fra kommuner til politikere, iværksættere og medier bevidste om, at den socialøkonomiske virksomhedsform kan noget helt særligt i udviklingen af velfærdsstaten. Men hvad kan den, og hvilken udvikling er det, vi ser?
Kritikere siger ofte, at den socialøkonomiske virksomhedsform er gammel vin på nye flasker. Korrekt er det da også, at socialøkonomien træder i fodsporene efter tidligere store folkelige bevægelser med udspring i civilsamfundet. Som organisationsform trådte socialøkonomiske virksomheder deres første spæde skridt i anden halvdel af 1800-tallet, hvor politiske partier, fagforeninger, brugsforeninger, velgørende foreninger og de store folkelige og kirkelige bevægelser brød frem, mens kimen til egentlige socialøkonomiske virksomheder blev lagt i andelsbevægelsen, kooperativerne og de selvejende institutioner. Socialøkonomiske virksomheder hænger dermed uløseligt sammen med den danske tradition for et stærkt civilsamfund, hvor almindelige borgere engagerer sig i løsningen af de samfundsmæssige udfordringer.
En socialøkonomisk virksomhed arbejder ud fra et socialt eller miljømæssigt formål. Det kan være at skabe beskæftigelse til en udsat gruppe som Specialisterne. Eller det kan være at skabe bedre vilkår for en brugergruppe som Dugnad. Samtidig reinvesteres profitten i virksomheden, der arbejder på et økonomisk gennemsigtigt grundlag. Medarbejdere og det omgivende samfund inddrages aktivt i beslutningsprocesser og produktudvikling, og helt centralt står det, at man indgår partnerskaber med interessenter fra andre sektorer det være sig eksempelvis kommuner eller erhvervslivet. Netop sidstnævnte aspekt gør den socialøkonomiske virksomhedsform særligt interessant. For i den traditionelle aktørtrekant mellem stat, civilsamfund og marked placerer den socialøkonomiske virksomhed sig midt imellem. Virksomhedsformen har ben i alle lejre. Det er en virksomhed, der i sin ide og opståen udspringer af og bygger på civilsamfundet. Det er en virksomhed, der trods reinvestering i virksomheden, drives i højere eller mindre grad på markedsvilkår. Og det er en virksomhed, der ofte rekvirerer kunder eller brugere fra det offentlige, eller som er leverandør af nye velfærdsløsninger. Og netop fordi man indgår i partnerskaber med alle sektorer, er den socialøkonomiske virksomhed en unik rugekasse for udvikling af innovative ideer og løsninger. I de senere år er der sket en forskydning i den danske velfærdsmodel og aktørtrekanten mellem stat, marked og civilsamfund. Traditionelt set har ansvaret for social service overvejende ligget i den offentlige sektor, men med de senere års kritik af den offentlige sektor, og med New Public Management-bølgen skyllende ind over landet, er der kommet en fornyet interesse for private aktører, herunder socialøkonomiske virksomheder, frivillige foreninger og civilsamfundets generelle inddragelse i opgaveløsningen – både når der tales om at gøre opmærksom på nye sociale udfordringer, og når der tales om at komme med nye bud på innovative løsninger. New Public Management-bølgen har medført øget fokus på udlicitering og inddragelse af andre aktører i løsningen af velfærdsopgaver som rengøring, hjemmepleje, børnepasning o.a. Opgaver vi i stigende grad ser varetaget at socialøkonomiske virksomheder. Samtidig er der på det beskæftigelsespolitiske område sket en inddragelse af socialøkonomiske virksomheder som leverandører af aktiveringspladser m.v. Beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken synes dermed på nogle områder at være smeltet sammen i dette økonomiske rationalitetsfokus.
Et skifte i logikken
Vi ser i dag ikke blot et skifte i forhold til den måde, vi tænker velfærdsstaten på. Vi ser også et reelt logikskifte, hvor forretningslogikken og den sociale logik mødes. Skabelsen af profit betragtes i dette møde nu ikke som målet, men midlet til at opfylde et socialt formål. Bevægelsen sker på den ene side fra det konventionelle erhvervsliv og på den anden side fra sociale iværksættere og NGO’ere. Erhvervslivet har på sin side behov for at udvise reel social ansvarlighed, der rækker ud over enkeltstående sponsorater til den lokale boldklub. Man ønsker i langt højere grad at integrere den sociale indsats i sit generelle virke og bidrage med kompetencer frem for blot økonomiske midler.
Derfor indgår man partnerskaber med socialøkonomiske virksomheder, lader sine medarbejdere arbejde frivilligt i arbejdstiden, laver særlige indsatser for socialt udsatte og indretter sin produktion, så den bliver socialt og miljømæssigt ansvarlig og bæredygtig. Denne arbejdsform gør det muligt at arbejde strategisk og langsigtet i forhold til virksomhedens sociale profil og ansvarlighed. Frivillige organisationer, NGO’ere, sociale projekter og indsatser m.v. kan på deres side se en fordel ved at organisere sig og drive deres foretagende som en rentabel forretning, dog med den helt afgørende forskel i forhold til den konventionelle virksomhed, at profitten i en socialøkonomisk virksomhed ikke betragtes som målet men som et middel til at opfylde et socialt formål. Profitten reinvesteres derfor i foretagendet, og på den måde sikres den økonomiske bæredygtighed i indsatsen. Afhængighed af offentlige tilskud og puljer umuliggør langsigtet strategisk planlægning. Den mulighed kan man til gengæld opnå, hvis man i forhold til driften bevæger sig hen imod den mere konventionelle virksomhedsmodel. I den socialøkonomiske virksomhedsform kan man på den måde bevare sit værdimæssige udgangspunkt og til stadighed arbejde til fordel for et socialt formål eller i forhold til en særlig brugergruppe.
Socialøkonomisk iværksætteri – også i krisetider
Vi ser i dag en rivende udvikling inden for socialøkonomisk iværksætteri. Den markante bevægelse sker netop nu, fordi den socialøkonomiske virksomhedsform er et af svarerne på den efterspørgsel, den finansielle krise har genereret. Forbrugeren vil have troværdige produkter fra troværdige producenter. Det fordrer gennemsigtighed og social ansvarlighed i indsatsen. Det fordrer, at man kan anskueliggøre økonomisk bæredygtighed. Og det fordrer, at man kan vise miljømæssig bæredygtighed i produktionen. Så hvor analyser viser nedgang i det traditionelle iværksætteri, ses en markant fremgang i det socialøkonomiske iværksætteri. Iværksættere som græsrodsorganisationen Dugnad, der laver en aktiv indsats for stofbrugere på Vesterbro, er et godt eksempel på, at socialøkonomisk iværksætteri kan lade sig De socialøkonomiske virksomheder kan nemlig være det kit, der binder de tre sektorer i det traditionelle aktørfelt mellem stat-markedcivilsamfund sammen gøre, selv i krisetider. Man har startet en café på Vesterbro for stofbrugere, man har udviklet relevante produkter til stofbrugerne, og man tjener penge ved at sælge mad til arrangementer m.v. Og man gør det i et tæt samarbejde med både det lokale erhvervsliv, der har stået for udvikling af alt fra en helt særlig stol til en æske til brugte sprøjter, med kommunen, der har etableret et sundhedsrum i relation til Dugnads cafe, og ikke mindst er hele konceptet udviklet over en længere periode i tæt samspil med 300 beboere på Vesterbro, der aktivt har bidraget til, hvordan stofbrugere og bydelens øvrige beboere kan spille positivt sammen. Proremus er et andet godt eksempel på en socialøkonomisk virksomhed i rivende udvikling. Virksomheden, der tilbyder løsninger inden for web og grafisk design, er på to år vokset til en virksomhed med 17 ansatte samt direktøren. 13 ansatte er sindslidende. Det er disse medarbejderes behov, der er udgangspunktet for arbejdstilrettelæggelsen og virksomhedskulturen i Proremus. Man ansætter sindslidende og tager i de produkter og ydelser, man tilbyder kunder, udgangspunkt i deres kompetencer og ressourcer, frem for at tage udgangspunkt i, hvilket produkt eller hvilken ydelse, man vil tilbyde og derefter ansætter efter det. Et stigende antal iværksættere og virksomheder gør i dag som Dugnad og Proremus. Specialisterne, Skovsgård Hotel, Baisikeli og Muhabet er andre eksempler. De arbejder alle med udgangspunkt i et socialt eller miljømæssigt formål, reinvesterer profitten i virksomheden, er økonomisk gennemsigtige, inddrager medarbejderne og arbejder med afsæt i partnerskaber. Det, de opnår, er uafhængighed, mulighed for strategisk planlægning og økonomisk bæredygtighed samt et forretningskoncept, der gør, at de kan efterleve det sociale formål, der står i centrum for deres indsats. Kommunerne ser også det store potentiale i det socialøkonomiske iværksætteri, og flere og flere kommuner, deriblandt så forskellige kommuner som Kolding og Stevns, begynder derfor at udarbejde strategier på området. De kan se, at den socialøkonomiske virksomhedsform netop med sin unikke position mellem stat-marked-civilsamfund kan generere nye og innovative løsninger. Kommunerne har behov for, at der skabes beskæftigelsesmuligheder til socialt udsatte borgere, matchgruppe fire og fem, sindslidende, handicappede, etniske minoriteter m.v., men i en krisetid ser de også, at det er netop disse grupper, der er særligt udsatte. Her kan den socialøkonomiske virksomhedsform noget helt særligt, fordi man, som Proremus, indretter arbejdsplads og opgaver efter medarbejderen frem for omvendt. Kommunerne har samtidig behov for, at der findes nye løsninger på en lang række af de velfærdsopgaver, der ligger inden for deres myndighedsansvar. Det kan være etablering af plejetilbud til ældre med anden etnisk baggrund, det kan være udvikling af tilbud til stofbrugere, det kan være nye typer børnepasningstilbud. Og ikke mindst har kommunerne brug for at generere vækst og skabe et aktivt iværksættermiljø. Sidst men ikke mindst kan politikerne se, at den socialøkonomiske virksomhedsform kan være med til at videreudvikle velfærdssamfundet til velfærd vol.2., hvor der er sket en forskydning mellem de klassiske aktørfelter, og hvor det offentlige ikke længere har patent på hverken udvikling eller udbud af nye velfærdstilbud.
Fremtidens toneangivende møntfod
Vi står i dag ikke bare midt i en finanskrise, men også i en brydningstid, hvor alle ser sig om efter nye løsninger på fremtidens velfærd, klimakrisen, integrationsproblematikken og mange andre spørgsmål. I det scenarium bliver socialøkonomiske virksomheder en markant aktør. De socialøkonomiske virksomheder kan nemlig være det kit, der binder de tre sektorer i det traditionelle aktørfelt mellem stat, marked og civilsamfund sammen. De ligger i midten mellem civilsamfundet, hvori de ofte har deres udspring og mandat, i erhvervslivet, hvor de hører til som virksomheder drevet på markedsvilkår, og den offentlige sektor, hvorfra de ofte får opgaver, brugere og delvis finansiering. De skaber beskæftigelse til udsatte grupper, kommer med nye bud på løsningen af traditionelle velfærdsopgaver og ikke mindst viser de vejen i forhold til nye måder at organisere sig på i tværsektorielle partnerskaber. Derfor frigøre de netop de ressourcer, sektorerne hver især har, men som kun kan blive innovative i et samspil mellem de forskellige aktører. Den helt unikke innovationskraft, som socialøkonomiske virksomheders position mellem de øvrige aktører genererer, og deres evne til at skabe et bredt og mangfoldigt udbud af velfærdstilbud, er netop det, der gør socialøkonomien til fremtidens toneangivende møntfod.
