I det tidlige forår 1881 modtog overprokurator i Den Hellige Synode, den russisk-ortodokse kirkes øverste forvaltningsorgan, Konstantin Pobedonostsev, to breve, hvoraf kun det ene var til ham. Brevet var kort og indeholdt en bøn til Pobedonostsev om at overdrage det andet, noget længere, brev til en svært tilgængelig person, som han som en af de eneste havde personlig adgang til. Denne anden person var selveste den nyudråbte Alexander III, der i de dage, ellers havde rigeligt at tænke på.
Tidligere på måneden var hans far, kejser Alexander II, blevet myrdet i et bombeattentat udført af medlemmer af den revolutionære gruppe Folkets Vilje, og tronfølgeren måtte nu uden varsel indtage pladsen som enevældig hersker i, hvad der også dengang, var verdens største land. Mange svære opgaver ventede, men den første var ganske let at løse: fastlæggelsen af straf for attentatmændene. Kun én dom var passende for kejsermord, og det var dødstraf. Og netop fordi denne straf var selvindlysende, var det så meget desto mere overraskende, at afsenderen af de to breve inderligt argumenterede imod denne dom. Han skrev, hvordan henrettelserne ikke ville afskrække oprørerne, men blot ægge dem til at udføre yderligere terrorhandlinger. Han skrev, at verden ikke havde brug for vold, men næstekærlighed. Men først og fremmest skrev han, at dødsdommen ikke blot var tåbelig – den var ukristelig.
Ingen, som havde læst evangelierne og kaldte sig kristen, kunne nå frem til en anden konklusion, end at alle former for vold var i direkte strid med Jesu lære, og at tsaren, som den russisk-ortodokse kirkes overhoved, ikke kunne føre dommen ud i livet. Istedet foreslog afsenderen, at tsaren offentligt stillede sig op over for attentatmændene, rakte dem hånden og tilgav dem deres forbrydelser. En sådan storslået handling, mente afsenderen, ville røre alle så dybt, at ingen fremover ville kunne slå hinanden ihjel, og man ville kunne påbegynde opbyggelsen af et fredeligt samfund baseret på broderskab, ligeværd og næstekærlighed.
Det er ikke til at sige, hvad tsaren ville have sagt til brevet, for Pobedonostsev viderebragte det aldrig. Attentatmændene blev henrettet, og efter megen betænkningstid skrev overprokuratoren et svar til afsenderen med teksten: ”Deres Kristus er ikke vores Kristus.”
Afsenderen var den russiske forfatter Lev Tolstoj. Han var blevet verdensberømt for sine store romaner Krig og fred og Anna Karenina, men en åndelig krise midt i livet ledte ham til at udforme sin egen kristent-anarkistiske filosofi, som han brugte sin alderdom på at sprede gennem filosofiske skrifter og politisk aktivisme. Mange er bekendte med den sene Tolstojs omvendelse, men færre kender til den store indflydelse, som filosofien fik, både i Tolstojs egen samtid og i det tyvende århundrede.
Liv og forfatterskab
Lev Tolstoj blev født i 1828 ind i en højadelig familie som nummer fire i en søskendeflok på fem. Men på trods af de højadelige privilegier var hans barndom kendetegnet af usikkerhed og store omvæltninger. Moderen døde, da han var to, faderen, da han var ni, og resten af barndommen tilbragte han hos forskellige værger spredt ud over det store Rusland. Han studerede kortvarigt på universitet i Kazan, men droppede hurtigt ud. Han lod sig senere indrulle i militæret og tjente som officer under Krim-krigen (1853-56) og skrev værket Sevastopol fortællingerne om sine oplevelser. Allerede som ung forfatter oplevede han anerkendelse blandt både kritikere og læsere, men det var med de to hovedværker Krig og fred og Anna Karenina, at han for alvor blev verdensberømt. Under færdigskrivningen af sidstnævnte fik han imidlertid en voldsom eksistentiel krise, hvilket på overfladen kan virke underligt.
I tilgift til at være en berømt forfatter og rig godsejer var han familiefar for en stadigt voksende familie, og alt syntes således lagt frem til et liv i familielykke og social anerkendelse. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. I flere år savnede og søgte han livets mening. Han søgte i kunsten, i videnskaben, i religionen, men intet sted syntes han at kunne finde noget, der kunne udfylde det rum af tomhed dér, hvor han mente, at meningen med livet burde findes; en åndelig søgen, som han senere beskrev i det læsværdige Bekendelser. Efter sine studier nåede han frem til den dystre konklusion, at livet er meningsløst, og at det eneste rationelle er at tage sig af dage. Men han konstaterede samtidig, at han var for stor en kujon til at begå selvmord, og indstillede sig derfor på at leve i meningsløsheden, indtil tiden gjorde arbejdet for ham.
Det er ikke til at vide, om hans liv ville være fortsat i den retning, for en tilfældig dag, da han inspicerede landsbyen ved sit gods, gjorde han en opdagelse, der skulle ændre hans liv. De russiske bønder var ubegribeligt fattige. De levede hårde, korte liv i den største armod og døde ofte under store lidelser. Alligevel, konstaterede Tolstoj, var alt i den russiske bondes liv, lige fra de simpleste hverdagshændelser til store livsbegivenheder, gennemstrømmet af en dyb oplevelse af mening. Tolstoj havde omsider fundet, hvad han søgte.
Den enorme analytiske kapacitet, som hans læsere kendte fra de skønlitterære værker, rettede han nu med den russiske bondes liv for at udlede en essens, som han ved en slags filosofisk alkymi kunne blande med sine egne ræsonnementer og udlægge en slags model for det gode, meningsfyldte liv. Han nåede frem til, at grundlaget i den russiske bondes livsførelse var en dyb religiøsitet. Men det var ikke den form for kristendom, gennemsyret af ritualer og dogmatik, som Tolstoj kendte fra den ortodokse messe. Hvad han derimod fandt, var en praktisk næstekærlig, uhøjtidelig åndelighed, som ikke tog sit udgangspunkt i teologiske doktriner, men den faktiske virkelighed og naturen, som bønderne levede i. Erkendelsen udløste et veritabelt Big Bang i Tolstojs tænkning, og stort set alt hans senere tankearbejde, hvad end der er tale om pacifisme, kritik af ægteskabet eller vegetarisme, kan på den ene eller den anden måde føres tilbage hertil.
Tolstoj udfoldede sine tanker over mange år og i mange forskellige afhandlinger, artikler og også i skønlitterære udgivelser. Men tankegangen, der leder fra bøndernes liv til den pacifistiske overbevisning, som med tiden nærmest skulle gøre ham til statens fjende nummer et, kan udlægges således: Bøndernes liv er kendetegnet ved en stærk kristen religiøsitet. Kernen i kristendommen er næstekærlighedsbuddet. At realisere næstekærlighedsbuddet er kun muligt gennem pacifisme. Pacifisme er uforeneligt med tanken om en stat. Derfor bør staten nedlægges. Den russiske kirke understøtter staten og repræsenterer derfor ikke den sande kristendom. Altså bør kirken nedlægges. Tolstojs vision var at etablere fredelige anarkistiske fællesskaber, som var baseret på næstekærlighed og bøndernes simple livsførelse og religiøsitet. En livsførelse, der indebar et afkald på bylivets konformitet og lagde vægt på hårdt fysisk arbejde, fællesskab og ligeværdighed.
Dengang som nu var tiden præget af en stigende sekularisering og individualisering, hvor særligt den veluddannede elite i stigende grad vendte den ortodokse kirke ryggen og søgte nye spirituelle livstydninger. Den særlige klarhed i Tolstojs tænkning kombineret med hans uforlignelige evner som formidler, og øvrige kendisstatus, faldt på et tørt sted for mange åndeligt fremmedgjorde russere, og inden for få år kunne antallet af tolstojanere tælles i tusinder.
Udbredelse i samtiden
Det siger sig selv, at det ikke vakte glæde hverken i den autokratiske tsarstat eller i den kirke, der støttede den, at verdens på det tidspunkt måske mest berømte og beundrede russer uforsonligt vendte sig mod dem. Tolstoj kritiserede statens handlinger nådesløst, men problemet stak dybere end det. Selv i den kraftigt censurerede samfundsdebat kunne et vist niveau af kritik af politiske beslutninger og endda også enkeltpersoner i det politiske system accepteres. Men Tolstoj stoppede ikke ved kritik af enkeltsager og -personer. Tolstoj stillede ikke kun spørgsmåltegn ved, om statsmagten var kompetent – men også ved, om den var legitim, og i et politisk klima, hvor revolutionære politiske bevægelser på trods af magthavernes bedste undertrykkelsesforsøg nød stadigt større opbakning, var Tolstojs aktivisme en alvorlig trussel.
At man skulle bekæmpe den nye bevægelse, var klart, men midlerne dertil var ikke lige åbenlyse. Man frygtede opstande og uro, hvis det kom frem, at staten forfulgte nationens mest elskede og respekterede kulturpersonlighed. En anden strategi blev derfor valgt: Man lod Tolstoj og hans nærmeste familie være, men terroriserede hans følgere. I erkendelse af at man måske ikke kunne knuse bevægelsen helt (i hvert fald ikke så længe Tolstoj levede), håbede man på, at man kunne afskrække folk fra at slutte sig til ham. Det forhindrede dog ikke bevægelsen i at vokse og snart få reel samfundsmæssig betydning.
Et af de første tegn på, at Tolstojs tanker ikke blot bevægede hans følgeres hjerter, men også deres handlinger, viste sig i 1885, da en russisk mand nægtede at aftjene værnepligt på baggrund af sin tolstojanske overbevisning.
En anden begivenhed, der skulle få stor betydning for bevægelsen, indfandt sig i 1891. På grund af tørke i Volga-regionen slog høsten fejl, og der udbrød omfattende hungersnød. Krisen blotlagde tsarstyrets ineffektive bureaukrati. Man var ude af stand til at yde nødhjælp, og historikere har endda spekuleret i, om man overhovedet opdagede, hvad der foregik. Tolstoj sad derimod ikke på hænderne, men organiserede i samarbejde med sin familie en national nødhjælpsplan.
Indsatsen stod på to ben: For Tolstoj-familiens personlige formue opstillede man suppekøkkener i de hårdest ramte regioner. Denne del blev udført af Tolstoj selv og familiens voksne børn. Dertil oprettede Tolstojs kone, Sonja, en national indsamling, så nødhjælpen kunne nå ud til så mange som muligt. Indsatsen var en stor succes. Den nåede sit højdepunkt med over 100.000 indsamlede rubler, som understøttede over 200 suppekøkkener. Regeringen reagerede ved at forbyde aviserne at skrive om det, men nyhederne spredte sig alligevel. Tolstoj og hans familie havde udstillet, at staten ikke magtede at komme sin egen befolkning til undsætning. Tsarstyret blev ydmyget, og et nyt tilnavn til Tolstoj begyndte at brede sig: Ruslands åndelige tsar.
Men hvis tsarstyret troede, at de med nødhjælpsindsatsen havde set toppen af den tolstojanske bølge, tog de fejl. I kølvandet på hungersnøden begyndte de første tolstojanske kommuner bygget på forfatterens idéer om lighed, fællesskab og næstekærlighed at dukke op i Rusland. Kort efter dukkede de første også op i England.
Tolstoj var imidlertid optaget af noget ganske andet. I flere år havde han arbejdet på et manuskript: en afhandling om vigtigheden af næstekærlighed og ikkevoldelig modstand. Da manuskriptet omsider var færdigt og havde fået navnet Guds rige er inden i jer, var det Tolstojs mest gennemarbejdede værk. Over 13000 manuskriptsider havde han skrevet, før de mange udkast blev distilleret ned til den mærkbart kortere tekst. Det er mere, end manuskripterne til Krig og fred og Anna Karenina til sammen. Værket kunne ikke udgives i Rusland, men blev hurtigt oversat til engelsk. Bogen nåede den unge indiske frihedskæmper Mohandas Gandhi, som startede en brevkorrespondance med den aldrende forfatter. Tolstoj var ikke Gandhis eneste inspiration ud i pacifismen, men der er ingen tvivl om, at Tolstoj har haft en vis indflydelse på den måde, hvorpå den indiske uafhængighedskamp senere udfoldede sig.
Udbredelse i Sovjettiden og i dag
I samtiden var det imidlertid ikke kun Tolstojs bevægelse, der nød tiltagende opbakning. Også de revolutionære socialistiske grupperinger blev stadigt stærkere. Bolsjevikkerne og tolstojanerne havde et kammeratligt, men bestemt ikke uproblematisk forhold. Bolsjevikkerne havde stor respekt for Tolstojs nådesløse kritik af tsaren og kirken, og de var imponerede over tolstojanernes vilje til civil ulydighed – selv når det bragte dem store personlige omkostninger. Man havde dog intet tilovers for deres religiøse tilbøjeligheder og særligt ikke deres ikkevoldelige indstilling. Da revolutionen kom i 1917, troede tolstojanerne, at de ville få mere fred til at afprøve deres idéer, men de tog fejl. Det kommunistiske styre undertrykte bevægelsen hårdere, end tsarstyret nogensinde havde gjort, og i løbet af Sovjetunionens første årtier forsvandt tolstojanismen som bevægelse i ophavsmandens hjemland.
Som forfatter og særligt som tænker er Tolstoj omdiskuteret i dagens Rusland. Denne ambivalens ser man tydeligt i den igangværende krig i Ukraine. Krigstilhængere citerer gerne passager fra de skønlitterære værker ude af kontekst som opbakning til deres politiske agenda, men Tolstoj er samtidig blevet et symbol i den russiske krigsmodstand. I dagene efter krigens start begyndte et meme at florere på det russiske internet, som forestillede forsiden på Krig og fred, men hvor der i stedet for ”krig” stod ”special militær operation” (spetsoperatsija) – en kommentar til de russiske myndigheder, der kort forinden havde påbudt de russiske medier at omtale krigen på denne måde.
I marts 2022 blev en demonstrant anholdt i byen Krasnodar for at holde et skilt med et antipatriotisk Tolstoj-citat. Anholdelsen skete med begrundelsen, at citatet opfordrede til oprør mod myndighederne. Meget rammende, eller måske endda ironisk, er det, at myndigheder og demonstrant tilsyneladende var enige i fortolkningen af citatet.
Afrunding
Som både forfatter og fredsfigur er Tolstoj en kilde til beundring såvel som forargelse. Om det var i hans egen samtid, i sovjettiden eller i det moderne Rusland har Tolstoj været en for magthaverne uregerlig figur. Som et uomgængeligt navn i verdenslitteraturen er han en uudslukkelig kilde til national stolthed. Kun hans samtidige landsmand Fjodor Dostojevskij gør ham rangen stridig som den russiske litteraturs største navn.
Men at gøre Tolstoj til nationalforfatter er ikke nogen let sag, for det er nærmest umuligt at skabe et statsligt og nationalt fællesskab om en kulturpersonlighed, der på så utvetydig manér vendte sig mod magthavere og nationsfællesskaber af enhver art. Ofte har man forsøgt at adskille forfatteren Tolstoj fra tænkeren og aktivisten, men har gang på gang måttet sande, at de to ikke uden videre lader sig skille ad.
Peter Bock Nielsen er ph.d.-stipendiat ved Lunds Universitet og Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Københavns Universitet. Desuden aktiv foredragsholder, lejlighedsvis oversætter og formand for russolit, som er et ekspertnetværk af eksperter i russisk og russisksproget litteratur.
Baggrundsbillede: Ilya Repin, Leo Tolstoj arbejder, 1887. Public Domain
