1. februar, 2005
”Vi skal følge med!” Det er den lære, der kan uddrages af Poul Nyrup Rasmussens (PNR) artikel “Dannelsens ny forbindelse”. Vi – og altså dannelsen – skal i dag først og fremmest følge med globaliseringen. Men hellere et bedre samfund af frie individer end et nyt fællesskab.
Med en giftig historiens ironi repeterer Socialdemokraterne i skikkelse af PNR de dårligste sider af den 150 år gamle teori hos den Karl Marx, som Eduard Bernstein, den tyske socialdemokratiske chefideolog, afsværgede allerede i 1899 .
Eduard Bernstein skriver i sit skrift om Socialismens forudsætninger og socialdemokratiets opgaver at udviklingen, den teknologiske og kapitalistisk økonomiske – det, der i dag kaldes ’globaliseringen’ – ikke er til at standse. Vi kan højst bremse lidt ned for tempoet og mildne dens virkninger en smule. Men den økonomiske og teknologiske udvikling foregår i princippet med jernhård nødvendighed.
Heller ikke PNR sætter i sit bidrag Dannelsens ny forbindelse fundamentale spørgsmålstegn ved denne globalisering: ”Globaliseringen er kommet for at blive”, hævder han. Og det er ikke til at se af denne sætning eller andet i artiklen, om Nyrup fatalistisk, apatisk eller med jubel konstaterer globaliseringens uimodståelige, nødvendige eksistens. Men måske er svaret på det, at han som så mange andre har lært at elske sin skæbne. Hvorom alting er: Vi kan ikke kæmpe imod, vi må nødvendigvis følge med, ifølge Nyrup.
Det dannelsesbegreb, som udkrystalliserer sig af denne opfattelse, er: tilpasningsdygtighed (’fleksibilitet’), arbejdsetos, (temmelig ensidig) stræben efter naturvidenskabelig og teknologisk viden. Konventionalisme eller mainstream-mentalitet vil uden tvivl vise sig som vigtigt epifænomen hos de således dannede individer.
Grundlæggende må vi altså ifølge PNR tilpasse os en ’ny tid’, ’nye forhold’, vi tilskyndes ikke til at forme bedre tider, bedre forhold. Mærker man trods alt ikke i al denne Nyrups tale om ’det nye’ – f.eks. også ’ny dannelse’ – ikke en uudtalt, resigneret kølighed hos PNR over for alt det, han ellers anbefaler? Thi den, der holder af noget, vil ikke bare binde sig til dette, fordi det er nyt; han/hun vil kun binde sig til det bedre, hvis det ellers er muligt. Men det er det altså tilsyneladende ikke her for PNR, derfor anbefaler han det nye, i grunden af det, han opfatter som ren og skær nødvendighed. Det skal dog på den anden side bemærkes: I talen om ’det nye’ ligger iboende tillige det lønlige, underdrejede håb, at fremtiden måske bærer på noget, der viser sig bedre end den gamle elendighed.
Imidlertid reproducerer PNR, hvis humanisme der ikke er grund til at betvivle, også det gamle socialdemokratiske dilemma – som i øvrigt også er de fleste liberale og socialliberale partiers.
PNR ønsker nemlig en udvikling af demokratisk bevidsthed – ’kompetence’ ville PNR måske selv foretrække som betegnelse – hos samfundets medlemmer. Men hvordan nu forene samfundsmedlemmernes radikale selvbestemmelse og deres konsensus-beslutninger – det, at de gør, hvad de kan blive enige om – med det, at globaliseringen/kapitalismen/højteknologien sætter sig igennem med ubønhørlig nødvendighed i forhold til samfundsmedlemmernes beslutninger?
Det giver PNR ikke noget svar på, og det har endnu ingen socialdemokrat eller andre mig bekendt da heller hidtil formået! PNR’s og Socialdemokraternes demokratiske dannelses-ideal må følgelig blive en dannelse, der anerkender globaliseringens overhøjhed, dens ophøjethed i forhold til befolkningernes beslutninger. Underordnede beslutninger af modererende betydning for globaliseringens uheldige virkninger kan så tages af samfundsmedlemmerne.
Som medicin imod tidens almene splittethed anbefaler PNR: ”Tidens politiske dannelse må rettes mod sammenhæng! Den ny sammenhæng”. Her var gamle Karl Marx faktisk noget mere ’liberalistisk’ sindet, idet sammenhængen for ham måtte være ’individernes fri sammenslutning’. Klart og tydeligt sagde han altså, at en sammenhæng i grunden ikke kunne være en legitim sammenhæng uden at den var resultatet af individernes, dvs.: samtlige individers, uden undtagelse, bevidste beslutning. At tænke sammenhæng uden om det enkelte individ går ikke; at tænke sammenhæng som globaliseringens – eller nationalstatens, for den sags skyld – diktat hen over hovedet på individerne går ikke. Ejheller er det legitimt at lade befolkningens angst for og utryghed ved samfundets splittelse bestemme en flugt ind i det brudløst sammenhængende samfund. Det er forsøgt før i historien og med katastrofale følger for menneskeheden.
Dannelse i dag må altså, hvis noget, sigte på styrket bevidsthed om individernes autonomi, om individets rettigheder og om, at legitim politik er at gøre det, man kan blive enige om. Dette betyder i sin konsekvens også: styrkelse af vægringen ved at underkaste sig den store verdenshistoriske bevægelses, herunder globaliseringens, uopsigelighed. Og det betyder også, at intet menneske er forpligtet til at skrive under på såkaldte værdier, som vedkommende ikke selv kan se fornuften i. Ingen ’værdi’, intet ’værdifællesskab’ kan nogensinde immunisere sig over for kritik.