17.2.2014
Den historiske læsning af litteratur er trængt i det danske undervisningssystem. Professor i Nordisk Litteratur ved Københavns Universitet Johnny Kondrup er en af initiativtagerne bag ’Projekt Ny Litteraturhistorie’. Han fremlægger her nogle nedslående nøgletal fra det sted, der skulle være litteraturhistoriens stærkeste bastion: danskuddannelserne på de danske universiteter. I forlængelse af tallene peger han på nogle af de udfordringer, som litteraturhistorieundervisningen står over for, og på nødvendigheden af at fastholde det historisk fremmede som dannelseselement.
Den historiske betragtning af litteratur er for tiden trængt i det danske undervisningssystem. Det viser sig både ved, at der generelt bliver mindre tid til at fordybe sig i den ældre litteratur, og ved, at disciplinen litteraturhistorie får tildelt færre undervisningstimer end tidligere. Mens andre artikler vil gøre rede for situationen i folkeskole og gymnasium, er mit fokus i det følgende universiteterne. Hermed tænker jeg mere specifikt på danskstudiet. Jeg vil indledningsvis fremlægge nogle tal, der kan dokumentere, at de danskstuderende igennem de sidste årtier har fået færre timer i litteraturhistorie. Derefter vil jeg pege på nogle af de udfordringer, som litteraturhistorieundervisningen står over for, og på nødvendigheden af at fastholde den historisk fremmede litteratur som dannelseselement.
Om baggrunden for de konkrete tal kan jeg oplyse, at jeg sammen med to kolleger i initiativgruppen ‘Projekt Ny Litteraturhistorie’ (Ivy York Möller-Christensen og Hans Hertel) har kontaktet lærere på fire danske universiteter og spurgt, hvordan undervisningstimetallet i litteraturhistorie, fortrinsvis på grunduddannelsen, har forandret sig i de sidste 15 år eller mere. Selv er jeg ansat på det femte universitet, Københavns, så her kendte jeg tallene i forvejen. De lærere, vi brugte som informanter, har alle været ansat på deres respektive steder længe, så de kunne huske tidligere studieordninger og overskue udviklingen.
Når man foretager sådan en undersøgelse, kan man gøre det på flere måder, og vi har valgt den enkleste: at bede om de absolutte tal. Vi har i almindelighed ikke undersøgt den relative fordeling af timer mellem litteraturhistorie og andre discipliner, hvad enten det er litterær analyse, sprog, medier, videnskabsteori eller valgfrie emner. Dels ville det kræve en større, historisk-sammenlignende undersøgelse af studieplaner og eksamensordninger, og dels ville resultatet hurtigt blive uoverskueligt. Men når vores informanter har gjort opmærksom på særlige omstændigheder, har vi forsøgt at tage hensyn til dem, og jeg vil også nævne dem i det følgende.
Lad os få tallene på bordet. Nogle vil nok finde dem ophidsende, men jeg nærer ingen illusion om, at mange vil finde dem underholdende. Jeg vil begynde med Københavns Universitet og gøre det relativt detaljeret.
København
Da jeg blev ansat på det daværende Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet i 1998, underviste vi efter en studieordning, der gav 4 semestres litteraturhistorie på grunduddannelsen – som i dag hedder bacheloruddannelsen. De første to semestre skulle dække litteraturen fra oldtiden til 1870, de sidste to fra 1870 til i dag. Hvert semester var på 15 uger, og der blev undervist i 3 timer om ugen. I alt (4 x 15 x 3 =) 180 timer. Dertil kom, at man i fjerde semester gav 1 times ekstra vejledning om ugen, ikke til den enkelte, men til hele holdet, i forbindelse med en litteraturhistorisk projektopgave. Altså endnu 15 timer, i alt 195.
I 2005 lavede man studieordningen om, så nu blev der kun undervist i litteraturhistorie i 3 semestre. Første semester skulle dække litteraturen fra oldtid til 1825; andet semester fra 1825-1900 og tredje semester fra 1900 til nutiden. Samtidig var semesterlængden blevet nedsat til 14 uger. Til gengæld var timetallet fordelt noget anderledes: I første og tredje semester blev der undervist 4 timer om ugen, i andet semester kun 2 timer. Det gav (2 x 14 x 4 = 112, samt 14 x 2 = 28) i alt 140 timer. Projektvejledningstimerne forsvandt.
På et tidspunkt mellem 2005 og 2012 forkortede man semesterlængden fra 14 uger til 12 uden i øvrigt at ændre noget. Hvornår det skete, har jeg ikke kunnet opklare, men det betød en generel beskæring af undervisningen, og litteraturhistorie røg i den forbindelse ned på 120 timer.
I 2012 lavede man studieordningen om igen, og nu var den ‘rene’ litteraturhistorie beskåret til 1 semester, der dog igen blev forlænget til 14 uger. I hver uge skulle der undervises i 4 timer, altså 56 timer i alt. Undervisningen i dette ene semester skulle dække alt fra oldtiden til 1870. Desuden indførte man et kursus, der hed »Moderne litteratur og litteraturteori«; det skulle dels dække litteraturen fra 1870 til i dag, dels overtage en forpligtelse, der hidtil har ligget i disciplinen litterær analyse, til at indføre de studerende i en række litteraturteoretiske retninger. Det vil altså være fair at sige, at dette andet semester er delt mellem disciplinerne litteraturhistorie og litterær analyse. Derfor regner jeg halvdelen af de 4 ugentlige timer til litteaturhistorie: (7½ x 4 =) 28 timer. 56 + 28 giver 84 timer.
Men her blev der så grebet ind fra højere sted. Hele den fremlagte 2012-studieordning var så karrig med timer, at de studerende kun ville få gennemsnitligt 8 timers undervisning om ugen. Det krævede dekanen sat op til 12, og så måtte man i hast finde på noget. Løsningen blev at samle alle studerende på en årgang i fakultetets største auditorium og forelæse for dem én gang om ugen. En såkaldt fællesforelæsning på 2 timer, der på en billig måde øger de studerendes timetal i litteraturhistorie fra 4 til 6. Billig, fordi man kun skal aflønne én lærer pr. forelæsning til de 6 hold, der samles. Med fællesforelæsningernes timetal indregnet skal de 84 timer, som man ellers ville have reduceret litteraturhistorien til, opskrives til 126.
Derved får man følgende historiske udviklingsrække:
1998: 180 (+15)
2005: 140 > 120
2012: (84 >) 126
Det er en glidende reduktion på 30 %, stadig forudsat, at vi lader projektvejledningstimerne i 1998-ordningen ude af betragtning. Regner vi dem med, får vi en reduktion på godt 35 %.
Roskilde
På Roskilde Universitet er dansk et overbygningsfag, dvs. det udbydes på tredje år af bacheloruddannelsen og på kandidatuddannelsen. Her havde man i årene fra ca. 1995 til 2008 et valgfrit kursus i litteraturhistorie på 3 semestre, og der undervistes 5 timer om ugen. Hvert semester var på 12 uger, hvilket giver (3 x 12 x 5 =) 180 timer.
I 2009 skete der en drastisk nedskæring, idet der nu på 2. år af bacheloruddannelsen tilbydes et kursus i det 20. århundredes litteratur, som giver 3 timer om ugen i 10 uger = 30 timer. Desuden et kursus på tredje år, altså på det egentlige danskstudium, i litteraturen fra 1200-1900. Det består af 16 kursusgange a 2½ time = 40 timer.
I alt 70 timer mod tidligere 180. Altså en reduktion på godt 60 %.
Til gengæld skal det siges, at Roskilde altid har haft en lidt anden fordeling af undervisning og vejledning end de fleste øvrige universiteter: mindre undervisning, mere vejledning. Men det gælder jo både før og efter 2008.
Ålborg
På Aalborg Universitet havde man i talrige år et kronologisk kursus i dansk litteraturhistorie. Det strakte sig over tre semestre, hvert semester omfattede 10-12 undervisningsgange (lidt varierende gennem årene), og hver gang blev der undervist i 3 timer. Hvis vi tager mellemproportionalen af 10 og 12 gange, bliver resultatet (3 x 11 x 3 =) 99 timer.
I 2006 skete der en nedskæring til 2 timer om ugen, mens de øvrige faktorer forblev uændret. Altså fra 99 til (3 x 11 x 2 =) 66 timer, en reduktion på 33 %. Den skete imidlertid generelt på alle humanistiske undervisningsmoduler, ikke kun på Litteraturhistorie.
Det har, skriver vores informant, selvsagt betydet en mere skrabet gennemgang og mindre tid til fordybelse. Han oplyser også, at man i Ålborg ligesom i Roskilde har en lidt anden fordeling af undervisning og vejledning end på de ældre universiteter. Men også her gælder det jo både før og efter 2006.
Aarhus
På Aarhus Universitet har man lige siden 1973 givet 4 semestres undervisning i Litteraturhistorie på grund- eller bacheloruddannelsen. De første to semestre er i dag en forelæsningsrække fra sagaerne til samtiden; derefter følger holdundervisning, dels i en enkelt litteraturhistorisk periode, dels i et litteraturhistorisk emne (en genre, en strømning eller et motiv) på tværs af perioderne. Man underviser nu som før 3 timer om ugen, og reduktionen i timetal angår alene semesterlængden. Den er blevet skåret ned fra 15 uger til 12.
Tidligere hed det altså 4 x 15 x 3 = 180 timer.
Fra og med 2006 hedder det 4 x 12 x 3 = 144 timer.
En reduktion på 20 %, som gælder alle discipliner.
Men, skriver vores informant, i bredere perspektiv er der ikke tvivl om, at litteraturhistorie har tabt mere terræn. I 1970’erne og 80’erne havde man ud over de 4 semestres litteraturhistorie også en periodedisciplin, der strakte sig over 2 semestre. Den blev afskaffet omkring 1990, og i stedet blev disciplinen sprog udvidet fra 2 til 4 semestre, og litterær analyse gik op fra 2 til 3 semestre.
Desuden har man i Aarhus ændret kandidatuddannelsen, så der nu er flere obligatoriske discipliner og mindre plads til emner, der beskæftiger sig med et forfatterskab eller en periode. Her taber historien for alvor terræn, oplyser vores informant.
Syddansk Universitet
For Odenses vedkommende har vi ikke så gode tal, hvad angår fortiden. Men i dag gives der ligesom i Aarhus 4 semestres undervisning i litteraturhistorie på bacheloruddannelsen. Undervisningen dækker litteraturen fra oldtid eller middelalder til nutiden. Der undervises 13 uger i semesteret og 3 timer pr. uge. Det giver (4 x 13 x 3 =) 156 timer.
Tidligere var semestret på 15 uger, og hvis jeg (der selv er uddannet i Odense) husker rigtigt, var der også dengang, i 1970’erne, 4 semetres litteraturhistorie a 3 timer om ugen. For så vidt er der sket en reduktion fra 180 timer, altså på ca. 15 %, men den er generel for alle discipliner.
Vores informant i Odense mener overordnet ikke, at det er gået meget tilbage for litteraturhistorien. Der læses nok færre og kortere værker end tidligere, og man koncentrerer sig mere end før om selve tekstlæsningen, altså den analyserende og fortolkende læsning af enkeltværker. For så vidt er litteraturhistorie rykket tættere på litterær analyse; men til gengæld læses værkerne altså historisk.
Sammenfatning
Hvad viser en gennemgang som denne? Jeg hæfter mig ved, at udgangspunktet de fleste steder var fire semestres undervisning, 15 uger a 3 timer, i alt 180 timer. Det var tilfældet i København, Aarhus, Roskilde og så vidt vides også Odense.
Dette tal er i Odense blevet reduceret med 15 % og i Aarhus med 20 %, begge steder dog af generelle årsager. Til gengæld har Litteraturhistorie tabt yderligere terræn på kandidatuddannelsen i Aarhus.
I København er tallet blevet reduceret mere som led i gentagne revisioner af studieordningen, der har udsat litteraturhistorie for et domænetab på 30-35 %.
I Roskilde har man i ét hug reduceret timetallet i litteraturhistorie med 60 %.
I Ålborg, hvor udgangspunktet var et betydeligt lavere timetal end andre steder, har man af generelle årsager reduceret det fra ca. 99 til ca. 66, altså med en procentdel svarende til Københavns.
Hvad der er kommet i stedet for litteraturhistorie de steder, hvor disciplinen er blevet beskåret ikke blot absolut, men også relativt, har vi ikke undersøgt systematisk. Aarhus melder som nævnt, at man på kandidatuddannelsen har udvidet undervisningen i sprog og i litterær analyse. Det svarer til situationen i København, hvor sprog i 2005 fik mere plads i forhold til litteratur, og hvor litterær analyse i 2012 øgede sin ECTS-vægt på bekostning af litteraturhistorie, så de to discipliner nu står lige.
Hvis vi holder os til den internt litterære fordeling af timerne, er det måske værd at bemærke, at mens man i København har forskudt vægten til fordel for litterær analyse, kan man også i Aarhus og Odense, hvor der ikke er sket nogen drastisk reduktion af litteraturhistoriens timetal på bacheloruddannelsen, iagttage en forskydning. I Odense læser man i højere grad litteraturhistorie som en analyserende og fortolkende disciplin, sådan at metode- og teorispørgsmålet inddrages. Fra Aarhus, hvor litterær analyse på kandidatuddannelsen er udvidet fra 2 til 3 semestre, skriver vores informant:
‘Analysedisciplinen sejrede, og det er den, de studerende har lettest ved at identificere sig med. Det er også der, de har litterær holdundervisning det første år, hvor litteraturhistorien er en foredragsrække. Det er blevet vanskeligt at forklare de studerende, hvad historiske tilgange til litteraturen kan være (ud over lidt kontekstualisering applikeret på en analyse).’
Udfordringer
Citatet peger på en udfordring for lærerne i litteraturhistorie: Vi står med et materiale, der umiddelbart kan føles fremmed og derfor mindre vedkommende end samtidens litteratur. Det er så vores opgave at gøre opmærksom på, at der er liv på den fremmede klode. Vi må åbne de værker for de studerende, som er vanskelige at gå til, fordi de er indfældet i et sprog, en historisk situation eller en tænkemåde, som med tiden er blevet fremmed for os. Her behøver jeg ikke gå tilbage til middelalderens eller barokkens sprog og tænkning, men kan bare pege på vanskeligheden ved at forstå det bevidsthedsmæssige hierarki i den litteratur, der er skrevet mellem 1800 og 1870, dvs. inden for organismetænkningens paradigme. Hvilke motiver driver personerne; hvorfor vælger og handler de, som de gør? Hvad mener de, når de fx taler om ånd, evighed, natur og inspiration?
Hvordan åbner man den slags? Måske bedst ved at udpege de tendenser i fortidens bevidsthedsformer, der peger frem mod nutidens – eller omvendt. Altså ved at betone kontinuiteten mellem fortid og nutid. I det konkrete tilfælde kan det føre til, at man fokuserer på nutidens mere eller mindre subkulturelle trends: teosofi, antroposofi, holisme, New Age og den stigende økologiske bevidsthed.
Men problemet kan også være det omvendte: at den fortidige litteratur føles indlysende, fordi de studerende ikke ved første øjekast opdager dens fremmedhed. Det kan lyde paradoksalt, men når man lige er ankommet til universitetet i en alder af 18 år, kan man jo godt læse al litteratur, som om den handler om én selv – som om den netop beskriver ens egne problemer, forhåbninger, muligheder og drømme, der jo optager én levende. Man identificerer sig med en hovedperson eller en jegstemme og spejler sig i hans eller hendes skæbne, idet man generøst læser hen over de dele af værket, som modsætter sig identifikation. Det er en form for selvspejling, og sådan læste jeg selv i mit første studieår, hvilket egentlig var herligt!
Her er det undervisningens opgave at bringe distance ind i forholdet. Vi skal som lærere så at sige nøgternisere læsningen, selv om det kan være en smertelig proces. Ved hjælp af litteraturhistorisk viden skal vi gøre opmærksom på, at værkerne er skrevet i en anden tid, under en anden horisont, måske også at de repræsenterer andre samfundsklassers bevidsthedsformer og interesser. Det er en beskyttelse af værkerne mod læsernes ubevidste overgreb, så de kan få lov til at forblive, hvad alt historisk først og fremmest er: noget fremmed, noget andet.
Dannelse
Men det er faktisk også en fordel for de studerende, fordi det lærer dem at trække deres projektioner til sig. Processen peger på selvets grænser, og i det samme gennembryder den horisonten. Den horisont, som de studerende har med sig hjemmefra, og som i de fleste tilfælde er eminent nutidig, bliver brudt ved mødet med det historisk fremmede. I den forbindelse får de mulighed for at opleve, at fortidens litteratur repræsenterer andre måder at tænke, føle, sanse og forstå på, end dem, vi umiddelbart benytter os af. Måder, som ikke nødvendigvis er overhalet, men blot anderledes. (Et af de forestillingsmønstre, som kendskabet til fortidens litteratur er egnet til at gøre op med, er jo troen på det lineære fremskridt). I bedste fald oplever de studerende, at disse andre måder kan bruges som ventiler og som alternative perspektiver i en nutid, der føles klaustrofobisk eller orienteringsløs.
Fortidens litterære værker repræsenterer altså et potentielt kritisk blik på nutidens måde at opleve og forstå verden på. Egentlig er det ikke anderledes end den måde, som kendskabet til andre kulturer fungerer på inden for nutidens egne grænser. ‘Fortiden er et fremmed land: De gør tingene anderledes dér’, skrev den engelske forfatter L.P. Hartley i sin roman The Go-Between (Hartley 1953: 9, min oversættelse). I betragtning af, hvor vigtigt vi finder det, at unge mennesker rejser ud i verden og ser andet end den hjemlige provins, er det mærkeligt, så lidt vægt vi lægger på, at de rejser i fortiden. Men litteraturhistoriens tilbud til de studerende er netop at undgå provinsialisme i tid. Hvis man ønsker et andet begreb for dette tilbud, er dannelse en mulighed.
Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer udtrykker det ved at sige, at det andet eller
den anden erfares som ‘en gennembrydning af min selvrådighed, hvorigennem jeg lærer at anerkende det virkelige.’ […] ‘For netop i dette – i anerkendelsen af den anden [eller det andet] – lærer vi at anerkende det virkelige, det være sig fjerne tider eller fremmede folk’ (Gadamer 2000: 47-48). I denne anerkendelse af det andet ligger dialogens nødvendighed, og i dialogen ligger muligheden for at få udvidet sin egen horisont.
Den store vanskelighed er, ifølge en anden formulering af Gadamer, at ‘overvinde de illusioner, der hele tiden genopstår af selvfølelsen – enten hos den enkelte eller hos den gruppe, det folk eller den kultur, han tilhører og lytter til – og at se det, som er’ (2000: 49).
Dermed har jeg også givet mit foreløbige svar på spørgsmålet, hvorfor det er skadeligt, at litteraturhistorien bliver nedprioriteret. Det er en prioritering, som fremmer provinsialismen i tid, øger vores selvtilstrækkelighed, slører blikket for vores egne, nutidsbundne grænser. Den lader stadig større dele af fortidens litteratur ligge hen som et land, ud over hvilket vi ubevidst kan projicere vores nutidige måde at tænke, føle, sanse og opleve på – hvis vi da ikke omvendt frastødes af dens umiddelbare fremmedartethed. Men begge reaktionsmåder, både afvisningen af det fremmede og den projicerende selvspejling, er jo udtryk for selvtilstrækkelighed. De er udtryk for de ‘illusioner, der hele tiden genopstår af selvfølelsen’, for at bruge Gadamers ord – enkeltpersonens, gruppens, folkets eller periodens selvfølelse. Den historiske læsning af litteratur kan bidrage til at overvinde disse illusioner.
Litteratur:
Hartley, L.P. (1953): The Go-Between, London: Hamish Hamilton & The Book Society.
Gadamer, Hans-Georg (2000): ‘Teoriens lovprisning’, i Teoriens lovprisning. Taler og artikler, oversat af Arne Jørgensen, Århus: Systime (tysk original: Lob der Theorie. Reden und Aufsätze, Frankfurt a.M.: Suhrkamp 1983).
Kondrup, Johnny (2013): ‘Det fremmede. Om den historiske betragtning af litteratur’, Kritik nr. 207, pp. 133-143
Om Johnny Kondrup:
Johnny Kondrup, dr.phil., professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.
Har bl.a. skrevet disputatsen Erindringens udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi (1994) og Editionsfilologi (2011). Medudgiver af Søren Kierkegaards Skrifter (1997-2013) og Grundtvigs Værker (2010 ff).
