Marts 2005
Mange moderne terrorattentater er ikke i nogen specifik forstand politiske. Man tager ikke gidsler og forlanger ikke modydelser. Man udsender ikke sociale manifester. Nej, terroristens diabolske sans for skønhed, hans forkærlighed for minutiøs koordinering og veltilrettelagt iscenesættelse forvandler terrorattentaterne til æstetiske projekter. Det er ikke “de primitive” mod “de civiliserede”, det er æstetisk kraft mod teleologisk rationalitet.
Den 11. september 2001 klokken 8.45, 15.45 dansk tid, ramte American Airlines flight 11 World Trade Centers nordtårn. Klokken 9.03, 18 minutter senere, knustes American Airlines flight 175 mod sydtårnet. Ikke alene var der gået netop så lang tid, at alle New Yorks tv-kameraer var rettet mod den brændende bygning (CNN var allerede på plads på taget af en bygning tre kilometer fra World Trade Center, hvorfra de sendte live-optagelser som breaking news til stationens 160 millioner amerikanske seere plus de mere end en milliard, som fra den øvrige verden kan se stationen). Nej, med det dobbelte anslag sendte terroristerne også det budskab ud i verden, at her var der ikke tale om en tilfældig ulykke, men om et omhyggeligt planlagt attentat. Et attentat mod verdens indiskutable supermagt, mod verdens bedst kendte skyline og mod pengenes og magtens hovedsymbol. Klokken 9.30 sagde præsident Bush i en kort tale i Sarasota, Florida, at landet var ramt af et ”tilsyneladende terroristangreb”. Tretten minutter efter kom svaret: American Airlines flight 77 bragede ned i Pentagon, og klokken 10.10 forulykkede United Airlines flight 93 i Somerset County, Pennsylvania efter kamp i flyet mellem flykaprere og passagerer.
Klokken 10.05 og 10.28 styrtede Twin Towers sammen. Men det var ikke kun bygninger, der blev udslettet, og mennesker, der blev slået ihjel. Det var en ideologisk orden, der blev angrebet og hvis rådvildhed blev udstillet. Præsident Bush vidste ikke, hvem han skulle beskytte sig mod, og hvor han skulle sætte ind, for anslaget havde hverken personlig eller statslig adresse. Det Hvide Hus blev evakueret, og resten af dagen, til klokken 18.54, fløj han fra base til base i USA i Air Force 1. Den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen øgede for en ordens skyld – ja netop: for den gamle ordens skyld – bevogtningen af Amalienborg med et par ekstra gardister. Og i jagten på fortilfælde valgte de indkaldte militæreksperter det mindst dækkende af alle eksempler, nemlig Pearl Harbor (os mod Japan, atomvåben mod bombefly), antageligt fordi biograferne netop havde haft stor succes med en storfilm om dette emne.
Mediernes rådvildhed
Lige så åbenlys var mediernes rådvildhed. Konsekvensen af det ydre kaos var indre kaos: Jo større ulykken blev, des flere gange gentog man de samme katastrofebilleder. Jo større den dramaturgiske usikkerhed, des længere udstraktes den ustrukturerede sendetid. Det, man manglede, var en enkel dramaturgi, velkendte billeder, standardiserede skurke og helte. Her var ingen synlig fjende eller slagmark, men kun to fly, der surrealistisk var blevet opslugt af hver sin skyskraber. Her var ingen fjende, der kæmpede med åben pande, men alene et anonymt netværk af ondskab, en slags sikkerhedsmæssig nedsmeltning i den bedste af alle verdener: Et stål- og betonpalads, der sugede fly til sig for derefter at eksplodere i en ildkugle. Her var ingen rationel krig som politikkens forlængelse, men blot en usynlig fjende, der tilsyneladende uden nogen målrettet strategi udløste sit had i terror. Derfor lod man billederne køre, mens man researchede for åben skærm og kimede eksperter ned.
Men lige så afmægtige medierne var, lige så behændigt blev de udnyttet af en modstander, der angiveligt tilhørte en glemt middelalder-lomme i det, vi troede var et globaliseret informationssamfund. For terrorangrebets hovedeffekt var ikke, trods det store antal døde og sårede, de direkte ramte, men de millioner, der verden over lammedes af usikkerhed og fortolkningsunderskud. Effekten var ikke specifikt politisk. Man tog ikke gidsler og forlangte ikke modydelser. Man udsendte ikke manifester for en ny social orden. Nej, terrorangrebet var først og fremmest æstetisk orkestreret, og det var den mediemæssige effekt, man gik efter, fuldstændig ligesom de efterfølgende såkaldte miltbrand-attentater ikke smittede via det hvide pulver, men som medievirus. En børnehaveleder i København pålagde sit personale, at de ikke måtte forlade arbejdspladsen, hvis katastrofen skulle indtræffe. I et radiointerview forklarede hun, at gaderne efter et sådant angreb ville være kaotisk fulde af flygtende mennesker. I Ålborg blev en bybus evakueret, efter at en dame havde tabt mel på gulvet. Pulveret blev sendt til København, og begivenheden blev dækket i direkte transmissioner fra gerningsstedet.
Ny scene, samme partitur
Terrorangrebet den 11. september havde fortilfælde – æstetiske fortilfælde.
Den 20. marts 1995 var en tilsvarende koordineret og iscenesat terrorhandling blevet gennemført i Tokyo. Her var fem medlemmer af Aum Shinrikyo-kulten klokken ca. 7.45 steget på hver sit undergrundstog forskellige steder i Tokyo, alle med kurs mod centralstationen Kasumigaseki, der ligger i hjertet af byens forretningsdistrikt, kun nogle få blokke fra parlamentet, regeringen og kejserens palads. Hver af terroristerne medbragte en tilspidset paraply og en avis, der var rullet sammen over et antal plasticposer med giftstoffet Sarin. Som fulgte de et partitur, punkterede hver af de fem terrorister én station efter påstigningen deres giftposer, hvorefter de steg ud. Som giftpile fortsatte togene mod Kasumigaseki, mens passagerer desperat forsøgte at komme ud af vognene med de kvælende gasser.
I foråret 2004 var turen kommet til Madrid. Også her var våbnet undergrundstog. Men ellers var partituret tilsyneladende overtaget fra angrebet på USA. Den 11. marts ved 7.30 tiden steg fire terrorister på hvert sit tog, der var på vej ind gennem Madrid. Deres fire bomber eksploderede midt i myldretiden. To af togene blev sprængt klokken 7.39 og 7.44 på Atocha station. Et tredje tog eksploderede på Santa Eugenia klokken 7.49. I det fjerde tog blev bomberne bragt til sprængning klokken 7.54 på El Pozo. Fire tog, tre steder, nøjagtig med fem minutters mellemrum mellem hver eksplosion. Terroren var omhyggeligt koreograferet og minutiøst planlagt. Den var iscenesat som en ”Dødens triumf” for sagesløse statister.
I sin struktur svarede attentaterne i Madrid fuldstændig til terrorangrebet den 11. september 2001 i USA. Også dengang var det fire hold terrorister, der blev sendt af sted i hvert sit fly. Dengang ramte to fly World Trade Center, et tredje Pentagon og et fjerde eksploderede og styrtede ned i Pennsylvania. Denne gang var det to gange Atocha og derefter Santa Eugenia og El Pozo. Samme forestilling, samme koreografi, ny scene. Terroristerne, der angreb mål i USA, arbejdede ikke blot som organisationsfolk i en moderne, velkoordineret netværksorganisation. Nej, de var ”nærmest pedantiske” i deres planlægning, skrev Brian M. Jenkins fra RAND Corporation i en bog om 11. september.
Selv om den tyske komponist Karl Heinz Stockhausens replik efter 11. september var dårligt timet, var den derfor fuld af sandhed. Angrebet på World Trade Center var et æstetisk projekt: Totalteater med hele verden som tilskuere.
Den diabolske sans for skønhed
Som sagt: Disse og mange andre moderne attentater var ikke i nogen specifik forstand politiske. Man tog ikke gidsler og forlangte ikke modydelser. Man udsendte ikke sociale manifester. Nej, det der bandt disse terrorhandlinger sammen var deres forkærlighed for koordinering, deres minutiøse orkestrering, deres veltilrettelagte iscenesættelse og deres fascination af magtsymboler. Kort sagt: Disse aktioner var æstetiske projekter.
Hvad skyldes denne diabolske sans for skønhed?
For det første er koreograferingen et tegn på attentatfolkenes overlegenhed. Såvel i Tokyo som i New York, Washington og Madrid var der ikke tale om tilfældige eller desperate handlinger, men om værker, der var planlagt og sat i scene til mindste detalje. ”Vi fra den islamiske verden kan sagtens hamle op med jer i den vestlige verden”, lød det underforståede budskab. Vi repræsenterer ikke en primitiv verden, der desperat slår ud efter den civiliserede verden. Nej, vi smadrer jer i kraft af vores overlegne æstetiske kraft. Vi handler efter skematikker, som I, der er slaver af den målrettede handling, slet ikke forstår, men kun aner konturerne af. Når man efterfølgende studerer attentatplanerne – nogle af dem blev fundet i huler i de afghanske bjerge – ligner de Stockhausens partitur for stryge- og helikopterkvartet. Dette er ikke ”de primitive” mod ”de civiliserede”, det er æstetisk kraft mod teleologisk rationalitet. Hvis vi i den vestlige kultur overhovedet har noget, der matcher, er det det sublimes æstetik: Dyrkelsen af vandmassernes, vulkanernes, naturkræfternes skræmmende skønhed.
For det andet er det medieeffekten, der er terrorhandlingernes vigtigste mål. Attentaterne er tilsyneladende iscenesat med samme omhu som lanceringen af et nyt globalt varemærke eller som en statsmands besøg i en hovedstad. De er fyldt af symbolske mønstre og photo opportunities, som når Frederik gifter sig med Mary, eller præsident Bush besøger Bruxelles. Herigennem demonstrerer attentatmændene, at de har gennemskuet den vestlige mediemaskine. Man rammer det ene tårn og venter præcist 18 minutter, før det næste vædres: Lige den tid det varer at rette alle tv-kameraer mod attentatstedet og at starte verdensomspændende live-sendinger. Gennem denne tidsforskydning demonstrerer man i et sprog, som medierne forstår, at dette er en planlagt handling, ikke en katastrofal ulykke. Gennem valget af attentatmål leverer man billeder med dybe rødder i den kulturelle ikonografi. Twin Towers: Hvem har ikke været der? Hvem kender ikke den berømte skyline fra de utallige spillefilm og politi-serier, der har brugt New York som kulisse?
For det tredje signalerer man, at afstanden mellem vold og rationalitet er afgrundsdyb. Mange i den vestlige verden har ment, at disse attentater som al anden krig ifølge Clausewitz er politikkens forlængelse med andre midler. Men nej: Her tages ikke gidsler for at opnå et specifikt mål. Her føres ikke krig som politikkens forlængelse. Her gøres volden til et æstetisk projekt. Effekten er, at man gør lidelserne meningsløse. Disse tusinder af mennesker i New York, Tokyo og Madrid døde ikke ”for a good cause”, sådan som englændere og amerikanere gjorde det under 2. verdenskrig. De døde som resultatet af et perverst æstetisk projekt.
For det fjerde maksimerer netop æsteticeringen af attentaterne derigennem deres grusomhed. Dette er ikke krig, men offerhandlinger på et guddommeligt alter. Hvis der er en mastermind bag – og det må der jo være, både fordi det hele er så velkoordineret og fordi de konspirationsdyrkende medier altid med eller uden grund konstruerer sammensværgelser – er denne mastermind af transcendental beskaffenhed. Dette er en ceremoniel handling til ære for en metafysisk instans. Til ære for vores Gud. Som straf for jeres gudløshed.
Våbnenes æstetiske skematik
Thomas Vinterbergs og Lars von Triers Dear Wendy demonstrerer denne voldens eller rettere våbnenes æstetik, som er grund-elementet i den moderne terror. Nogle har udlagt filmen som en skematisk moralsk fabel mod skydevåben. Det er at undervurdere filmen. Dear Wendy anskueliggør, hvordan teknologi transformerer voldsdiskurser til æstetiske diskurser. Den er en Bruno Latour’sk fortælling om skydevåbnet som social-aktør. Dens iscenesættelses-skematik mimer våbnenes æstetiske skematik.
Her er våbnet ikke et redskab i hænderne på en rationel aktør, der bruger det til at nå et vel-kalkuleret mål. Her er våbnet blevet besjælet med egenvilje – som revolveren Wendy der rammer plet, selv om den, der betjener den, har bind for øjnene. Her fortrænger våbenteknologien mennesket som teleologisk aktør.
Og når våbnene erobrer skuepladsen og gør de menneskelige aktører til brikker i deres spil, transformeres diskursen: Den er ikke længere rationelt målrettet, men – æstetisk. Hele sagen forvandles til et spørgsmål om skudvinkler, kuglers penetrationskraft og våbnenes skønhed. Filmens ”politiske” projekt – at en ældre kvinde uantastet skal have lov til at gå de tyve meter over en plads for at kunne drikke en kop kaffe – bliver alene det ynkelige påskud for at få lov til at opføre det ultimative drama for håndvåben.
Filmen demonstrerer, at det er en vestlig, rationalistisk illusion at tro, at teknologi er et lydigt redskab i hænderne på den suveræne menneskelige aktør. Nej, vor tids symbolske teknologier forvandler diskursen: Fra at have været intentionel i sit sigte og moralsk i sin begrundelse bliver den æstetisk i såvel hensigt som begrundelse.
I så fald er det ikke længere terroren, der er skurken, og terroristerne der handler på terrorens vegne. I så fald er også de blinde aktører i et spil med et helt andet mål: At gøre Twin Towers, Tokyos finanscenter, Madrids undergrundsbane, Boeing 717, Sarin, barberblade, skydevåben, sylespidse paraplyer – for ikke at tale om de langt mere sofistikerede højteknologiske svar på disse angreb kulminerende i himlen over Bagdad – til hovedaktører i en æstetisk performance på den verdensscene, der med den globale mediemaskine – BBC, CNN, Sky Television, DR, TV2 – som iscenesætter og hele tiden kræver nye reality shows. Dette er den pointe, som Tokyo, New York, Madrid og nu også Kabul og Bagdad lægger op til, og som Dear Wendy blot anskueliggør: At den globale mediemaskine har indfriet Heraklits spådom om, at krigen er alle tings grundlag. Eller, i den moderne version, at terror og modterror som blinde aktører i et teknologisk og medieteknologisk spil er det globale shows hovedrolleindehavere og ikke, som Clausewitz troede, politikkens rationelle redskab.
Omkring terrorisme – læs også: Anders Fogh Jensen: Krisens styresystem, Peter Laugesen: Terror og Mikkel Bolt Rasmussen: Terror, terrorist, terrorisme
I Forum Dynamo findes også følgende: Rune Lykkebergs interview med sociologen Ulrich Beck om terrorisme: Efter troen på fremskridtet og Steen Nepper Larsens Teser om terrorisme
Litteratur
Artikler af Kirsten Drotner, Lars Erslev Andersen, Bo Kampmann Walther og Lars Qvortrup, i: Lars Qvortrup (red.): Mediernes 11. september. Gads Forlag, København 2002.
Bazon Brock und Gerlinde Koschik (red.): Krieg und Kunst. Wilhelm Fink Verlag, München 2002.
