Smagsdannelse – mellem pædagogik og sanselighed – en introduktion

Pædagogikken har et mellemværende med sanseligheden og sanseligheden har et mellemværende med pædagogikken. Dette fokus på såvel pædagogik som sanselighed udspringer af pædagogikkens idehistorie, hvori i tendensen er, at sanseligheden er blevet udgrænset for at tjene udviklingen af menneskers fornuft fx bogligt, rationelt eller intellektuelt.
Bestræbelsen har blandt andet handlet om at gøre pædagogikken comme il faut i en verden hvor den akademiske vidensform er blevet gjort til den mest velansete form for fornuft, man kan besidde. Alene de tilbagevende udgrænsningsforsøg viser med al tydelighed, at sanseligheden ikke er sådan at slippe af med i pædagogikken. Derimod har sanseligheden ikke haft problemer med at slippe af med pædagogikken, dersom pædagogikken netop ikke har villet vide af sanselige forholdsmåder i det pædagogiske felt. Dette på nær pædagogiske tænkninger, der udmærker sig i det sanselige felt inden for bl.a. musik, drama, kulturarv og billedekunst. I disse læringsarenaer dyrkes det sanselige aspekt af læringen i stor stil som et særligt pædagogisk omdrejningspunkt, hvor der er mere fokus på den pædagogiske proces end påudfaldet af processen dvs. produktet. Her falder sanselighed og pædagogik sammen, idet det sanselige bliver gjort til pædagogik og pædagogikken bliver gjort sanselig.
I sådanne læringsarenaer handler det ikke nødvendigvis om hvad, der skal læres, men mere om måden, der læres på. Der er ikke en bestræbelse på at opnå et bestemt outcome, men derimod at sætte læreprocesser i gang, der kan tage forskellige drejninger undervejs. Det betyder også at processerne er i bevægelse uden at være udstanset som det nødvendige i at skulle følge en stringent linje fra punkt A til punkt B.
Det ikke stringente, men nærmere uberegnelige eller urene aspekt i sådanne pædagogiske læringsarenaer udgør det kreative omdrejningspunkt og bliver gjort efterstræbelsesværdigt, fordi det har en såkaldt \”wow-effekt\”: \”Hold da helt op! Kan man også gøre sådan! – wow!\”. Det er tillige i disse læringsarenaer, at man kan finde børn og unge, som ikke har kunnet klare sig i den rene, rendyrkede eller stuerene pædagogiske praksis, som praktiseres i stor stil i fx folkeskoler og på ungdomsuddannelser. Udelukkende med det resultat, at børn og unge ekskluderes fra de traditionelle undervisningsmiljøer, for i de urene læringsarenaer at kunne føle sig inkluderet, fordi måden at lære på er sanseligt orkestreret.
Aktuelt ser vi således tegn på, at udgrænsningen af sanseligheden for længst har udtømt sit potentiale for at fremme læring blandt fx børn og unge. Vi tænker her på diagnosticeringen af børn, der ikke passer ind i skolens pædagogiske praksis, og deraf på skolens problemer med at inkludere alle børn. Man kan sige, at udgrænsningen producerer en række problemer for pædagogikken, som ikke er acceptable i en tid, hvor vi har erkendt, at det er pædagogikken, der må tilpasse sig den lærendes måde at lære på og ikke omvendt. Når fokus er på læring og den lærende må underviseren nødvendigvis forholde sig til hvordan sanseligheden spiller en ikke uvæsentlig rolle i den pædagogiske praksis.
I forskningsprogrammet Pædagogiske Samtidsdiagnostik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet har vi igennem mange år forholdt os til pædagogikkens mellemværende med sanseligheden som et afgørende omdrejningspunkt, hvis vi vil fatte samtidens pædagogik – dvs. forstå hvad der er på spil i den pædagogiske praksis og komme med anvisninger på hvordan situationen bedre kan håndteres.
Vores interne diskussioner har fået enkelte medlemmer af forskningsprogrammet til at angribe tematikken om pædagogikkens mellemværende med sanseligheden, på højst forskellig vis, hvilket afspejler sig i denne klynge af artikler som Turbulens har valgt at publicere.
Udgrænsningen af sanseligheden i fx sundhedspædagogikken er et aktuelt og iøjnefaldende eksempel. Tre af artiklerne går i lag med forskellige aspekter af sundhedspædagogikken i spisningens felt og en strategi fremanalyseres: Hver gang vi putter noget i munden bør det ske på baggrund af rationelle valg forankret i viden om ernæring. Men er det overhovedet muligt endsige ønskeligt at tage sanseligheden som fx nydelsen ud af spisningen, spørges der til i de tre artikler af henholdsvis Frank Juul Agerholm, Anders Kruse Ljungdalh og Christian Stenbak Larsen.
Sanselighed gør sig ikke kun gældende i forhold til vores forhold til fx mad: Lars Geer Hammershøj ser på hvorfor musik betyder så meget for mange af os.
Alle artiklerne komme således til at handle om smagsdannelse, om hvordan vi danner smag for noget og afsmag for andet i vores sanselige omgang med verden. Smagsdannelse er således den pædagogiske udfordring i mange forskellige læringsarenaer, hvor den lærende ikke altid lærer det underviseren har sat sig for at eleven, den studerende eller blot den lærende skal lære. At der læres noget i forskellige sammenhænge kan ikke betvivles, og med
sanseligheden som perspektiv, vil det være muligt at undersøge forskellige forholdsmåder i det pædagogiske felt som smagsdannelser.