Fængselslitteratur – en produktiv genre i dagens Rusland

Når jeg snart forlader varetægtsfængslet, mister jeg kontakten til omverdenen for en tid. I toget og transit-isolationscellerne er der ingen mulighed for at give besked om, hvor jeg er. Indtil jeg ankommer til fangelejren, vil hverken mine advokater eller mine forældre vide, hvor jeg er. Hvor lang tid rejsen vil tage, er der ingen, der ved. Det er normal praksis. Jeg er klar til det og tager det helt roligt. Men for alle tilfældes skyld vil jeg gerne komme med en lille erklæring: 1) Mit helbred er fuldstændig i orden. Jeg er i god fysisk form, lider ikke af nogen kroniske sygdomme og tager ingen medicin. Det bekræftes alt sammen af en nylig lægeundersøgelse på lægeklinikken i varetægtsfængsel nr. 4. 2) Min psyke er normal, min følelsesmæssige tilstand er stabil. Jeg lider ikke af hverken nervøse anfald, depression eller apati. 3) Jeg har ingen som helst tilbøjeligheder i retning af selvmord. Ikke under nogen omstændigheder vil jeg begå selvmord. Det er fuldstændig udelukket. Ovenstående veloplagte og galgenhumoristiske, men sikkert også en lille smule alvorlige citat – de mange ”fald” fra vinduer og andre attentater i dagens Rusland taget i betragtning – er et uddrag fra den fængslede russiske oppositionspolitiker Ilya Yashins opslag på Instagram den 21. april, da hans dom på otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om krigen i Ukraine blev stadfæstet. At russiske fængsler igen skulle blive fyldt med politiske fanger, var svært at forestille sig, da jeg selv begyndte at studere russisk i slutningen af 1980’erne, dengang da Gorbatjov indførte glasnost og perestrojka i Sovjet, og landet åbnede op mod demokrati og Vesten, og man pludselig kunne tale om alt. Men efter nogle tiår med Putin ved magten er det det, der er sket, og nu viderefører nogle af de fængslede en gammel tradition for fængselslitteratur, som har rødder tilbage til 1800-tallets Rusland. Vidnesbyrdlitteratur om dramatiske og voldsomme begivenheder eller perioder kan have mange forskellige udtryk, fx holocaustlitteratur om nazisternes kz-lejre eller litteratur som den, belarusiske Svetlana Aleksijevitj har skrevet om bl.a. Tjernobyl-ulykken i 1986. Vidnesbyrdlitteratur kan være mere eller mindre dokumentarisk og mere eller mindre fiktionaliseret og befinder sig tit på et spektrum et sted derimellem. Den kan være selvoplevet, eller den kan, som i Aleksijevitjs tilfælde, være indsamlede vidnesbyrd fra andre mennesker, de egentlige vidner, som oplevede Tjernobyl-ulykken på deres egen krop. I Rusland er vidnesbyrdlitteratur stadig – desværre kan man sige – en produktiv genre, særligt er fængsels- eller lejrlitteraturen en gammel og ustolt tradition, som paradoksalt nok har skabt meget god litteratur. Traditionen indledtes i 1860-61 med Fjodor Dostojevskijs Det døde hus, en beretning om en vis Gorjantjikov, der afsoner ti år i en sibirisk tvangsarbejdslejr, en bog, som Dostojevskij skrev, da han vendte tilbage til Skt. Petersborg efter sine ti år i forvisning i Sibirien, heraf fire år i fangelejr. Traditionen går altså helt tilbage til det tsaristiske Rusland, fortsætter med sovjettidens arbejdslejre og blomstrer ulykkeligvis nu igen i det autokratiske og krigsførende Rusland. Alle de forfattere eller skribenter, jeg nævner i denne artikel, var eller er samvittighedsfanger, og dommene mod dem er i alle tilfælde uhyrlige og absurde, fra Dostojevskijs ti år i forvisning for at deltage i en liberal diskussionskreds til politikeren Ilya Yashins otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om Ruslands krig i Ukraine, specifikt om massakren i Butja i 2022. [caption id="attachment_9915" align="aligncenter" width="225"] Det Døde Hus[/caption]   Jeg vil se på nogle af de nyeste manifestationer af selvoplevede vidnesbyrd fra russiske fængsler, som de kommer til udtryk bl.a. på sociale medier. Altså ikke kun som litteratur i form af bøger, men også som skrevne vidnesbyrd med et delvist politisk sigte. Jeg har valgt at fokusere på Nadja Tolokonnikovas Sådan starter man en revolution og Ilya Yashins opslag på de sociale medier Facebook og Instagram (NB: Jeg bruger her undtagelsesvis den engelske, ikke danske, translitteration af hans navn, da det er sådan, det skrives på sociale medier). Nadja Tolokonnikova er forsanger i punkbandet Pussy Riot og politisk aktivist, Ilya Yashin er en fængslet russisk oppositionspolitiker, som har nogle folk uden for fængslet, som bl.a. sørger at lægge hans opslag på sociale medier. At jeg har valgt at se på hans opslag og ikke den mere kendte fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs, skyldes, at Ilya Yashin har en mere gennemført ”litterær” stemme på sociale medier. Det er altså ikke, fordi jeg mener, at Yashins dom er mere uretfærdig eller absurd end andre fængslede i Rusland. Ak nej. For at kunne sætte disse to stemmer ind i en historisk og litterær ramme vil jeg først beskrive nogle vigtige værker inden for den ældre russiske og sovjetiske fængselslitteratur, fordi de nyere vidnesbyrd ofte refererer til genrens klassikere. Russisk litteratur er i det hele taget kendetegnet ved en høj grad af intertekstualitet – referencer til ældre russiske forfattere og til temaer og figurer, som iscenesættes på en ny måde og i nye rammer, men med tydelige referencer til ældre værker. Man refererer til sine forgængere af respekt, for genkendelighedens skyld og for at indskrive sig i traditionen, men også for tydeligt at kommentere på traditionen og vise, hvor lidt der ændrer sig i en given problematik, eller for at sætte på spidsen, hvilke forandringer der trods alt finder sted. Også russiske læsere er – overordnet set – velbevandrede i deres egen litteratur, kender deres klassikere og vil genkende referencer til fx Dostojevskij, når de støder på dem.   Forfattere om fangelejren: Dostojevskij, Solzjenitsyn og Sjalamov Den allerede nævnte roman Det døde hus af Fjodor Dostojevskij er fiktion, men det er indlysende, at den bygger på Dostojevskijs egne oplevelser i et sibirisk tugthus. I romanen iagttager den adelige straffefange Gorjantjikov, uden at afsløre sine egne følelser og reaktioner, på en distanceret, til tider nærmest antropologisk måde sine medfanger, de ”jævne” folk, som er hans medindsatte i fangelejren. Det er svindlere, desertører, mordere, pantelånere og tyve. Fortællingen er uden et egentligt plot – og er heller ikke som sådan kronologisk, bortset fra at den begynder med den første og slutter med den sidste dag bag tremmer. Den rummer forskellige tableauer, fx den groteske beskrivelse af fangernes årlige vaskedag i badstuen eller glæden over at skabe en fælles teaterforestilling, og har skarpt tegnede psykologiske portrætter af såvel fangevogtere som medfanger, fra sadister og psykopater til de undertrykte og forsagte nederst i hierarkiet. Der er ikke noget heroisk, knap nok noget sympatisk, ved personerne i bogen. Dostojevskij er kendt for at have givet udtryk for, at et menneske kan lutres moralsk gennem straf og soning af sin forbrydelse, men i dette værk, skrevet og udgivet umiddelbart efter hans egen afsoning, er der intet lutrende eller moralsk ophøjende ved fængslet og tvangsarbejdet: Fangelejren er snavset og stinkende, arbejdet er ofte meningsløst og nedværdigende, og kedsomheden er dræbende. Man bliver ikke et moralsk bedre menneske af tvangsarbejde i det døde hus, fremgår det bl.a. i denne passage, som i bedste Dostojevskij-stil snarere lyder som et indlæg i den aktuelle samfundsdebat om fængselssystemet end som fortællerstemmen i værket: Tugthuset og tvangsarbejdssystemet forbedrer selvfølgelig ikke en forbryder, det straffer ham kun og beskytter samfundet mod misdæderens angreb på dets sikkerhed fremover. Tugthuset og det hårdeste tvangsarbejde udvikler kun had, grådighed efter forbudte nydelser og en forfærdelig letsindighed i forbryderen. (Det døde hus, s. 34). I sovjettiden kom tvangsarbejdslejrene i brug igen: De to sovjetiske forfattere Aleksandr Solzjenitsyn og Varlam Sjalamov var begge politiske fanger i Sovjetunionens GULAG-lejre. Solzjenitsyn afsonede otte år i arbejdslejr (1945-1953) for nogle kritiske kommentarer om Stalin i et brev fra fronten og derefter nogle år i forvisning i Kazakhstan, et mønster, vi jo genkender fra Dostojevskijs forvisning. I tøbrudsperioden efter Stalins død, under Khrusjtjov, udkom Solzjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (ru: 1962, da: 1963), en kortroman, der beskriver en ”helt almindelig” dag i en straffefanges liv, hvor Ivan Denisovitj den dag synes, at hans arbejde – at bygge en mur – giver ham mening og glæde. De fleste af Solzjenitsyns efterfølgende værker kunne først udgives i Rusland under og efter perestrojka. Hans andet mest kendte værk, GULAG-Øhavet, er et monumentalt dokumentarisk værk i syv dele, en kæmpe mosaik bestående af rapporter, interviews, officielle udtalelser, dagbøger, retsdokumenter og Solzjenitsyns egne erindringer. Solzjenitsyn tilegner sit mammutværk til ”dem, som ikke levede længe nok til selv at fortælle om det”. Dette er også et vigtigt træk for store dele af vidnesbyrdlitteraturen – forfatterens moralske forpligtelse til at fortælle det, man ved, også på vegne af dem, der ikke selv kan. Varlam Sjalamov er nok mindre kendt i Vesten end Solzjenitsyn, men hans forfatterskab er efter min mening i langt højere grad et bekendtskab værd. Han skrev i årene 1954-1973 i alt 145 ret korte, nøgterne og lakoniske fortællinger fra sine sammenlagt tyve år i sovjetiske arbejdslejre, hvor han sad først i 1929-1932 og derefter fra 1937 og 17 år frem. De sidste 17 år i det koldeste og mest barske område af Sibirien, i Kolyma. På dansk er der indtil videre kun udkommet en enkelt samling: Fortællinger fra Kolyma. Sjalamovs fortællinger er dokumentariske, men ikke kronologiske, der er ingen fast hovedkarakter, ingen autoritativ stemme. Det fornemmes som en bevidst ”uddelegering” af fortællerpositionen, så fortælleren ikke har monopol og ikke er hævet over begivenhederne og det, der beskrives, ikke kan ordne det kronologisk og ikke kan lægge en ”mening” ned over det, der sker. Der er nemlig ingen mening: Arbejdslejrene og alle de spildte liv er meningsløse, og i modsætning til Solzjenitsyn mener Sjalamov ikke, at man forlader arbejdslejrene som ”moralsk genfødt” gennem lidelsen. Som Christel Brinkløv skriver i efterordet til sin oversættelse af fortællingerne: For Sjalamov var det vigtigt at formidle, at intet menneske bliver moralsk bedre af at opholde sig i lejrene. At lejrerfaringen i enhver henseende er en negativ erfaring. Dette kan forekomme indlysende for en vestlig læser, men det var et radikalt brud med en lang tradition i russisk litteratur fra Dostojevskij til Solzjenitsyn, som har som forudsætning og grundopfattelse, at mennesket gennem lidelsen kan opleve en moralsk genfødsel. Sjalamov mente ligefrem, at Solzjenitsyn i sine værker om gulag kom til at idealisere lejrene på grund af denne tankegang, og han understregede, at mennesket kun bliver nedbrudt – såvel fysisk som psykisk – af at være i lejr.   Nadja Tolokonnikova: Fra Pussy Riots punkbøn til aktivisme i fængslet Under glasnost og perestrojka i slutningen af firserne blev der skrevet åbent om alt, også forholdene i de russiske fængsler, som i de år tømtes for politiske fanger. I de senere år er politiske fanger, ”politzeki”, igen begyndt at fylde op i fængslerne. Pussy Riots Nadja Tolokonnikova lever nu i eksil ”et sted uden for Rusland” som mange andre russiske politiske aktivister og kunstnere, der har forladt Rusland de seneste fem-ti år som følge af et stadig mere giftigt, autokratisk og heller ikke ufarligt miljø. Hun blev i marts i år føjet til en officiel russisk liste over eftersøgte kriminelle, dog uden angivelse af, hvilke forbrydelser hun er eftersøgt for. Lad os gætte på, at det nok har noget at gøre med hendes og Pussy Riots optrædener imod Putin og indsamlinger til fordel for Ukraine.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Opslag fra Pussyriots officielle Instagram. Efter at Pussy Riot opførte en punkbøn iført elefanthuer i Frelserkatedralen i Moskva i 2012, blev to af gruppens medlemmer, bl.a. Tolokonnikova, idømt to års straffekoloni. Efter sit fængselsophold skrev hun en ”vejledning” til, hvordan man starter et oprør, Sådan starter man en revolution, hvis mest interessante del efter min mening er beskrivelsen af netop fængselsopholdet. Bogens styrke ligger ikke så meget i de politiske og samfundsmæssige analyser, som i det selvoplevede, det autentiske, vreden, humoren og den sproglige kraft. Særligt giver kapitlet ”Fangeflugt” om opholdet i kvindearbejdslejren i Mordova en grum indsigt i fangernes elendige vilkår med fordærvet mad, 16-timers arbejdsdage, mangel på de mest nødvendige ting, bl.a. livsnødvendig medicin, vilkårlige straffe, organiseret tæsk og torturlignende behandling. Nadja Tolokonnikova bruger en montagemetode, der minder om Solzjenitsyns, i sin bog: Her er uddrag af korrespondance med hendes forældre, hendes advokat og filosoffen Slavoj Žižek, udtalelser fra politikere, sangtekster, nyhedsnotitser, slogans og citater fra andre, tidligere politiske fanger, bl.a. Sjalamov og Solzjenitsyn. Parallellerne til Stalintidens udrensninger og referencerne til tidligere politiske fanger er tydelige. Nadja Tolokonnikova slap med ”kun” to års fængsel for sin kirkepunkoptræden og formåede at tage sin aktivisme med i fængslet, hvor hun bl.a. korresponderede med Slavoj Žižek, forsøgte at gøre omverden opmærksom på forholdene i kvindefængslet og på et tidspunkt sultestrejkede for at opnå et minimum af rettigheder for de indsatte: ”Lige meget hvad du gør, vil det være ubetydeligt. Men det er meget vigtigt, at du gør det.” Det er Gandhi. Og du og jeg kan ikke bestride, hvad Gandhi har sagt. Kravene fra min sultestrejke i september-oktober 2013: - Forkort arbejdsdagen til otte timer - Reducer antallet af politiuniformer, vi skal sy pr. arbejdsdag - Indfør to fridage om ugen - Straf og fjern lejrens souschef, der har truet med at myrde mig og andre fanger, der har kritiseret forholdene i lejren - Lad være med at forfølge og lægge pres på dem, der skriver klager over lejren (Sådan starter man en revolution, s. 211). Ligesom Dostojevskij gav udtryk for, at det var nødvendigt at reformere fængselsvæsnet i 1860’erne, og ligesom han ønskede, at Det døde hus kunne være et indlæg i den debat, er det også Tolokonnikovas mål at forbedre forholdene i især kvindelejrene, som hun hævder er endnu værre end mandelejrene: ”Mens folk i en mandelejr ved, hvordan man skal protestere, er kvindelejre autoritære samfund, hvor folk foretrækker at sluge alle embedsmændenes ulovligheder …” Og med sultestrejke og med venner, der kører informationskampagner ude i friheden, opnår hun til sidst at blive ringet op af præsidentens ombudsmand, mens hun er indlagt pga. sin sultestrejke, og er med til at få hævet fangernes løn.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Instagram-opslag i forbindelse med at Den Internationale Straffedomstol i Haag udstedte arrestordre mod Putin som mistænkt for krigsforbrydelser i Ukraine. Som noget nyt i russisk fængselslitteratur er der hos Tolokonnikova også et særligt blik for den chikane, som kvindelige fanger oplever fra personalet oven i deres fængselsstraf, alene fordi de er kvinder. Det kommer til udtryk, ved at de fx ikke får udleveret hygiejnebind, som de har krav på, og ved at gravide tvinges til at arbejde lige så meget som de andre. Derudover må de finde sig i sexisme og patroniserende attituder, også bare fordi de er kvinder. Sådan her gengiver Tolokonnikova en samtale med lejrchefen: Min nye chef begynder at irritere mig. ”Måske vil der blive fortalt legender om Dem, som det nu sker for revolutionære, men nu er De her. Sammen med os.” Han ser sig om med ejermine. ”Det må De ikke glemme. Så hold Deres synspunkter for Dem selv, mens De er her. Tænk på Dem selv. Det er bedst for Dem ikke at sige noget. Tænk på Deres nære. Hvem er De måske? De er først og fremmest en, der skaber liv.” ”Typisk mandeattitude.” Jeg trækker på skuldrene. ”?” ”Jeg sagde, at De netop har demonstreret en typisk mandeattitude, og det er ikke så mærkeligt. Incitamentet til emancipation findes kun hos kvinderne, fordi mændene fra starten af befinder sig i den dominerende position.” ”Nu skal De ikke glemme, hvem De er!” Chefen fór op. ”Hvem De er, og hvem jeg er!” (Sådan starter man en revolution, s. 177).   Ilya Yashin: Vidnesbyrd bredes ud til de sociale medier Tolokonnikovas måde at korrespondere fra fængslet på har siden dengang i 2013 udviklet sig rent teknologisk til især at omfatte sociale medier. De tre mest kendte fængslede oppositionspolitikere i Rusland lige nu – Navalnyj, Yashin og Vladimir Kara-Murza – kommunikerer alle med omverdenen via sociale medier, som bestyres af folk uden for fængslet. I nogen grad fungerer dette sandsynligvis også som en slags livline og livsforsikring som i det citerede opslag fra Ilya Yashin først i denne artikel. Denne galgenhumoristiske muntre ”forsikring” (i dobbelt forstand) er kendetegnende for mange af hans opslag, som ofte er små vignetter med nedskrevne optrin og samtaler med andre indsatte. Lidt i stil med Sjalamovs korte fortællinger og scener, dog langt lettere i tonen og mere agiterende.   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Ilya Yashin Ilya Yashin skriver i øjenhøjde med de fleste. Han smiler altid på de billeder, der bliver lagt op af ham på sociale medier, og ligner virkelig en glad og positiv ung mand. Han skriver ikke indviklede samfundsanalyser, men enkle og direkte budskaber om, at han elsker Rusland, at Rusland vil blive frit en dag, hvordan Rusland kan sone skylden for krigen og betale krigsskadeserstatning, og hvordan Rusland kan blive et bedre sted at være. At sandhed er stærkere end løgn. Han driver også agitation inden for fængslets mure blandt de andre indsatte, og i modsætning til Dostojevskijs distancerede fortæller, hvis reaktioner vi aldrig rigtig hører om, er Ilya Yashin i allerhøjeste grad til stede som person. De seneste måneder er Yashin også begyndt at tegne små skitser af de situationer, han gengiver, hvis der er tale om samtaler med de andre indsatte. Et relativt nyt opslag ser sådan her ud:   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Opslag med soldaten Grisja (oversat til dansk nedenfor). I efteråret var der masser af straffefanger, som tog fra fangelejrene til fronten. Men nu er tendensen omvendt: Hjemvendte fra krigen ender stadig oftere bag tremmer. Endnu en af mine medindsatte har været soldat, sad indtil for nylig i skyttegravene i Luhansk, men bebor nu en fængselscelle, anklaget for handel med våben. Grisja er ikke ung længere, han bliver snart 57. Bag sig har han to tjetjenske krige, hvor han var skarpskytte. På kroppen har han maleriske hjemmelavede tatoveringer: døden med et maskingevær i stedet for en le, et dødningehoved i rød baret. I juni sidste år underskrev han en kontrakt og havnede i Izjum. Han kunne ikke længere blive ansat som skarpskytte på grund af synet, så han blev udnævnt til seniorsergent i infanteriet. Fra den allerførste dag havnede han i helvede: beskydninger, bombardementer, talløse tab. Han fortæller, at de gik ind i en landsby og kom under beskydning. En anden soldat fik sprængt underbenet af, Grisja trak ham ind i en busk og tilkaldte evakuering. Mens de ventede, krøb katte, der var vanvittige af sult, ud fra de forladte huse og begyndte at æde af benstumpen … En måned senere blev Grisja selv såret [ …] Indtil november var han indlagt på et hospital og kunne læse på nettet, at hans kammerater flygtede fra det forladte Izjum og efterlod alt maskinel. [ …] Jeg spørger Grisja, hvorfor han overhovedet tog til fronten, fordi jeg prøver at forstå hans motivation. Men der er ikke nogen. Myndighederne bryder han sig ikke om. ”Zelenskyjs naziregime” tror han heller ikke på. De militære befalingsmænd og deres ”kødhakker-taktikker” foragter han. ”Hva’ pokker lavede du der så, Grisja?” ”Jeg savnede krigen,” smiler han skævt. ”Nå ja, og pengene … Hvis man bliver såret, får man tre millioner. Hvor kunne jeg ellers have tjent det?” […] Vi tilbragte flere lange dage med at snakke og diskutere. Jeg fortalte ham om Butja, Mariupol, bombardementerne af Kyiv og Odesa. Jeg råbte, forklarede, fortolkede. ”Ilja, hør nu her,” sagde Grisja til sidst. ”Hvis jeg tager i krig igen, så bliver det som chauffør. Jeg tager ikke våben i hænderne mere. Det lover jeg.” Det er da altid noget, Grisja. Det er da noget. (Opslag fra Ilya Yashins Instagramprofil fra ca. 7. maj 2023).   Kampen fortsætter i fængslet Hverken Ilya Yashin eller Nadja Tolokonnikova giver udtryk for, at der er noget som helst lutrende ved et fængselsophold, eller at man kan forlade det moralsk stærkere, end da man kom. De udtrykker begge to, at det er et sygt system, et mikrokosmisk spejl af det omgivende syge samfund. Men de har begge to følt en moralsk forpligtelse til at tage deres aktivisme med ind bag murene og forsøge at ændre den del af det syge samfund indefra, fx hvad angår indsattes basale rettigheder som ordentlig mad og adgang til lægebehandling. Det er ikke ufarligt at være i russisk fængsel, heller ikke i dagens Rusland, og at fremtrædende russiske oppositionspolitikere har ”valgt” at sidde i fængsel – de har sandsynligvis kunnet leve i eksil i udlandet i stedet – har ikke været et nemt valg. Dybest set handler det måske om gennem et meget håndgribeligt martyrium at vise den russiske befolkning, at der stadig er noget at kæmpe for i Rusland. Så moralsk genfødsel – nej, men idealisme og aktivisme – ja. Ud over de selvoplevede vidnesbyrd, jeg har nævnt her, findes der i russisk litteratur lige nu et væld af skønlitteratur, som tematiserer Sovjetunionens voldsomme historie, især 1930’ernes udrensninger. Som om litteraturen ønsker at bearbejde og forstå det, som det officielle Rusland har haft travlt med at bagatellisere de sidste årtier. Der er forfattere som Sergej Lebedev og Guzel Jakhina, der i fiktion følger enten fangevogternes spor tilbage til lejrene eller ofrene for tvangskollektiviseringen, som blev sendt til Sibirien. Deres bøger bliver i skrivende stund fjernet fra russiske biblioteker sammen med mange andres, også vestlige forfatteres, ikke per dekret, men gennem anonyme telefonopkald til bibliotekscheferne med besked på at fjerne den og den forfatter og sende deres bøger til makulering. Men det er en anden historie.   Litteraturliste: Aleksijevitj, Svetlana (2018). Bøn for Tjernobyl, Lindhardt og Ringhof, oversat af Katja Hansen Volkova. Et ud af fem værker, som tilsammen udgør cyklussen Det røde menneske. Utopiens stemmer. Brinkløv, Christel (2008). Brinkløvs efterskrift til sin egen oversættelse af Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter. Dostojevskij, Fjodor (2016). Det døde hus, Sisyfos, oversat af Trine Søndergaard. Jacek, Kasper Mikael (2021). Litteraturen i tredive minusgrader. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Roesen, Tine (2021). De døde og de levende i Sibirien. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Sjalamov, Varlam (2008). Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter, oversat af Christel Brinkløv. Solzjenitsyn, Aleksandr (1963). En dag i Ivan Denisovitjs liv, Gyldendal, oversat af Edith Frey. Solzjenitsyn, Aleksandr (1974-76). GULAG-Øhavet, Gyldendal, oversat af Ole Husted Jensen Tolokonnikova, Nadja (2016). Sådan starter man en revolution, Rosinante, oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen Yashin, Ilya (u. årstal). Hans profil på Instagram og Facebook. Opslag oversat af denne artikels forfatter.   Forfatterbio: Trine Søndergaard, cand.phil. i russisk filologi. Litterær oversætter og formidler af russisk litteratur. Har oversat bl.a. Dostojevskij, Tolstoj, Bunin, Ulitskaja og Petrusjevskaja fra russisk. (red.: Billedet af Trine Søndergaard i artiklens begyndelse er taget af fotografen Anne Steen)...