Den intime computer – om krop, rum og relationer

1.5.2005

Specielt i 1990erne tydede meget på, at computerens stigende indflydelse ville betyde, at vi ville komme til at leve et mere og mere virtuelt liv. At vores hjerne kunne manipuleres til at blande virkelighed og virtualitet, så det kunne føles som at være der selv, når man deltog i en online tilstedeværelse. Populærkulturen – manifesteret i f.eks. Hollywood og omegn – har, som Neil Badmington skriver i “Alien Chic” (Badmington) aldrig været sen til at artikulere ‘det menneskelige’ gennem konfrontationer med ‘menneskehedens trussel’, og den virtuelle tilværelse var ingen undtagelse. Film som Terminator (1984), Strange Days (1994), Minority Report (2002) og jo også Matrix-trilogien (1999-2003), artikulerer alle modstillingen mellem den frie og den programmerede vilje – i sidste instans forskellen mellem den materielle verdens tilfældigheder og den virtuelle verdens programmerede randomness eller vilkårligheder. Især Minority Report viser dog også en anden, og nu meget mere dominerende antagelse: at vi ikke bare bliver erstattet af maskiner, men at maskinerne bliver afhængige af os for at give mening i verden. At teknologien er allestedsnærværende, men at menneskets krop, med dens kød, sanser og følelser danner tæt parløb med teknologien på en måde, hvor ingen af parterne som sådan gives forrang. Den allerede traditionelle modstilling mellem det virtuelle og det materielle er på sin vis i gang med at blive sværere at opretholde, idet det virtuelle materialiseres, og det materielle får virtuelle egenskaber, fordi teknologierne er i gang med at smelte sammen med vores ‘virkelige’ verden. Jeg vil i denne artikel undersøge, hvordan dette parløb mellem virtualitet og materialitet italesættes i kunstartefakter, der tematiserer og problematiserer computerens og kroppens samspil. Samtidig vil jeg anskueliggøre, hvordan de udvalgte kunstartefakter implicit problematiserer antagelsen om, at vores liv bliver mere og mere virtuelle, men i stedet kan siges at argumentere for, at teknologien bliver mere og mere ‘humaniseret’.

I takt med at computere formindskes og bliver mobile, bliver de rettet mindre mod hjernens produktivitet og mere mod kroppens fornøjelse. De viftes fristende foran os, indtil vi ikke kan modstå trangen til at befamle den seneste mobiltelefon, musikafspiller eller spilkonsol. Indtil for få år siden hældte man som sagt mest til forestillingen om, at computerens stigende indflydelse ville betyde, at vi kom til at leve et mere og mere virtuelt liv, men nu kunne det tyde på, at det modsatte er tilfældet. Som performanceforskeren Susan Kozel skriver, har ‘lækkerhedfaktoren’ eksempelvis stor betydning for vores omgang med digitale objekter (Kozel 306). De er blevet taktile modeobjekter for shopping-genet (se f.eks. opstandelsen omkring lanceringen Apples iPhone i januar 2007 [1] og er i høj grad også et spørgsmål om vores image og selvforståelse. Men digitiale, mobile og allestedsnærværende objekter er ikke nødvendigvis udelukkende selvspejlingsobjekter. De kan også give os mulighed for at dele vores liv og vores kroppe med hinanden, så vi på den måde kan konstruere nye bevidsthedsmæssige eller fysiske tilstande sammen med andre, omend det område, som Kozel også skriver (Kozel 306) stadig er stort set uudforsket. Så selvom udforskningen af disse nye typer af teknologiske forbindelser mellem mennesker stadig er i sin vorden, er der bestemt ikke tale om en perifér problemstilling, for den kan spores i mange kontemporære kunst- og designværker, hvilket jeg vil behandle i det følgende.

Værkerne behandlet i denne artikel tematiserer på forskellig vis den betydning, som digitale, mobile og allestedsnærværende objekter har for vores omgang med og forståelse af verden. Samtidig tematiserer værkerne objekternes betydning for vores omgang med og forståelse af os selv i verden. Hvordan iscenesætter de digitale objekter vores relationer med omgivelserne, og i hvilken udstrækning fremviser og rekonfigurerer de vores forståelse af grænserne mellem det private, det offentlige og det intime? Min hypotese er, at teknologiens allestedsnærvær er i færd med at skabe en ny form for offentlighed, hvor kroppen og det intime får en mere fremtrædende rolle.

Usynlige computere

Det lyder som en selvmodsigelse, når jeg siger, at computeren også er intim, for computeren associeres oftest med koldt beregnende elektronik indkapslet i uorganisk og hård plastik, hvorimod det intime har at gøre med det kropslige, det nære og det organiske. Ikke desto mindre skal min påstand være, at computeren og dens interface er ved at blive så integreret i vores hverdag og vores væren, at vores måde at opfatte vores væren i verden på forandres – computeren reaktualiserer intimsfæren. Det sker i forlængelse af, at computeren ikke længere udelukkende er elektronik med hård plastik, men i stigende grad også er integreret i andre genstande – den er med andre ord allestedsnærværende eller pervasive, som det også hedder.

Da ingeniøren Weiser i 1988 opfandt begrebet ubiquitous computing (et andet navn for pervasive computing eller it-i-alting på officielt dansk), var hans vision, at computere ville være fysisk allestedsnærværende – man ville ikke bare have en PC på skrivebordet, men ville også have computerkraft i mange andre ting. Han forskede selv i, hvordan man kunne have mange genstande med hvert sit formål og med indbygget computerkraft, ligesom vi typisk har mere end en slags papir på et skrivebord.

“Our preliminary approach: Activate the world. Provide hundreds of wireless computing devices per person per office, of all scales (from 1″ displays to wall sized) […] It is invisible, everywhere computing that does not live on a personal device of any sort, but is in the woodwork everywhere.” (Weiser upag.)

Udviklingen gik hurtigt, og i 1999 var formålet – med reference til Weisers arbejde og argumentation – med brugergrænsefladespecialisten Don Normans bog The Invisible Computer, at overbevise læseren om, at designerens fremmeste formål måtte være at få computeren til at ‘forsvinde’ såvel fysisk som perceptivt. På samme måde som mange ting har elektricitet og små maskiner i sig, uden at vi tænker nærmere over det – eller som Norman selv formulerede det:

“I don’t want to use a computer. I don’t want to do word processing. I want to write a letter, or find out what the weather will be, or pay a bill, or play a game. I don’t want to use a computer, I want to accomplish something. I want to do something meaningful to me […] I want computing that fits my activities. I want the technology hidden away, out of sight. Like electric motors.” (Norman 75)

Norman videreførte dermed Weisers visioner i en interfacedesign-kontekst. Som det fremgår af ovenstående ultrakorte sammenfatning, betegner pervasive computing flere ting på en gang. For det første er det den tekniske udvikling, hvor computerkraften bliver så billig og kræver så lidt plads, at den kan være alle vegne. En følge af det er, at computeren kan integreres i andre ting, som dermed bliver bedre til at gøre deres job. For eksempel at vaskemaskinen selv kan finde ud af, hvor meget vand der skal bruges til en vask, og om tøjet er så beskidt, at det må vaske lidt længere. For det andet betegner pervasiveness en perceptiv kvalitet, hvor computeren ikke alene er fysisk integreret i andre ting, men også er så integreret, at vi ikke behøver at allokere tankekraft til betjeningen af den. Dette andet punkt er sammenvævet med det udbredte ønske om, at computeren skal være en usynlig tjener, der umærkeligt assisterer os med at nå vores mål – fuldstændig som Normans motorer.

I det omfang at det giver mening at tale om en forskningsretnings selvforståelse, vil pervasive computings selvforståelse således traditionelt være, at teknologien er alle steder uden at være til stede, og mange kommercielle produkters selvopfattelse kan bedst beskrives som en materialisering af ordsproget “Ude af øje, ude af sind”. Det er naturligvis en floskel, men som med alle floskler har den et gran af sandhed i sig: computeren er i mange tilfælde vitterligt forsvundet ud af syne, selvom dens regnekraft – dens computerchip – findes i snart sagt alting, og selvom rigtig mange af verdens computerchips er forbundet i netværk, hvor de kan kommunikere med hinanden uden at være afhængige af vores bevidste mellemkomst i form af fx museklik. Vi kan eksempelvis automatisk blive koblet på internettet via mobiltelefonen, hvis computeren ikke kan finde et trådløst netværk, og automatikken betyder, at vi ikke selv behøver at skride til handling, og at vi ikke selv behøver tænke over, hvordan vi forbindes til internettet.

Usynlighedsparadigmet er dominerende inden for den tekniske del af pervasive computing, men anlægger man et kulturelt eller æstetisk blik på de nye teknologier, åbenbarer der sig en helt anden fortælling. Det fysiske fravær medfører nemlig bestemt ikke et perceptivt fravær – også usynlige computere har en materialitet, som kan erkendes, og som indvirker på de omgivelser og den kultur, som computeren gemmer sig i. Det betyder eksempelvis, at computeren, trods sit nærmest usynlige allestedsnærvær, påvirker og forandrer rumlige og sociale forhold, som også Kozel argumenterer for.

Generelt ser vi kun virkningen af pervasive computing og nogle gange ikke engang det. Den brandmand, hvis krop overvåges med sensorer under slukningsindsatsen (“Ip Firefighter – Den Elektroniske Brandmand”), skal jo bestemt ikke bruge sine kræfter på at interagere med de sensorer, der skal sikre, at indsatslederen eksempelvis kan monitorere brandmandens sundhedstilstand. Pointen er, at hvis der er noget galt med manden, slår elektronikken alarm, og først da skal teknologien måske ænses. På samme måde, men i negativ forstand, ænser vi teknologien, når den svigter, eller når mobiltelefonstrålingens eventuelle sundhedsskadelighed italesættes. Her går det op for os, at der er teknologi allevegne, også selvom den findes ‘i luften’ og er usynlig for vore sanser. I forhold til såvel det enkelte menneske som samfundet som helhed drejer det sig dog ikke bare om, at de nye teknologier er fjernet fra vores åsyn, det drejer sig i langt højere grad om, at de er forsvundet fra vores perceptive radar. Oftest tænker vi ikke over, at f.eks. mobiltelefonen eller det trådløse internet har rykket ved nogle offentlighedsgrænser. Det kan naturligvis være irriterende, at fremmede mennesker taler om deres kærlighedsliv eller irriterende kolleger i en mobiltelefon lige over for os i IC3-toget, men det betyder ikke, at vores forståelse af, hvad der er acceptabelt eller ej i det offentlige rum, ikke har ændret sig. En af hovedårsagerne er, at teknologien integrerer sig umærkeligt i vores hverdag, og at dens kulturelle virkning og konsekvenser i mange tilfælde er perceptivt usynlig. Vi har ganske enkelt ikke opdaget, at grænserne mellem det private og det offentlige rum (det nære og det fjerne) er i forandring, bl.a. som konsekvens af teknologien. Derudover forandres de sociale og intime dimensioner af vores væren, efterhånden som teknologiens udvikling medfører, at vores teknologimedierede kommunikation ikke udelukkende behøver at være domineret af verbale og visuelle paradigmer, men at de også kan inkludere kropssprog og fysiske eller latente kommunikationslag. Det vil jeg se nærmere på i det følgende, hvor problemstillingen vil blive udfoldet vha. nogle kunstværker, der tematiserer den kulturelle betydning af pervasive interfaces.

Iscenesatte rum

Arkitekten og mediekunstneren Usman Haque arbejder med de rum, vi ikke kan se, men som stadig formes og approprieres af os. Haque kalder sin arkitektur og dermed det pervasive rum for “softspace” i modsætning til “hardspace”:

“Traditionally, architecture has been thought of as hardware: the static walls, roofs and floors that enclose us. An alternative approach is to think of architecture as software: the dynamic and ephemeral sounds, smells, temperatures even radio waves that surround us. One might also consider the social infrastructures that underpin our designed spaces. Pushing this analogy even further, we can think of architecture as a whole as an “operating system”, within which people create their own programmes for spatial interaction.” (Haque “Hardspace, Softspace and the Possibilities of Open Source Architecture” upag.)

Sky Ear (figur 1) fra 2003-6 og efterfølgeren Open Burble fra 2006 fremviser og tematiserer elektromagnetismens usynlige, men virkningsfulde rum ved gennem lyd og lys at fremvise det elektromagnetiske rums materialitet. Det elektromagnetiske felt er betegnelsen for de magnetiske felter, der dannes af f.eks. lys- og lydbølger, som opererer på forskellige frekvenser. Et felt er aldrig konstant, er altid lokalt og kan måles med en gauss-måler, opkaldt efter matematikeren Carl Friedrich Gauss (1777-1855).

Figur 1: Usman Haque, Sky Ear (2003-2006)

Sky Ear er en flyvende ballonskulptur. Et stort antal hvide heliumballoner er bundet sammen med mobiltelefoner, gauss-målere, lysdioder og små højtalere i en struktur, som f.eks. er blevet sendt til vejrs ved en performance i en park i Greenwich i London. Sensorerne, som er placeret flere forskellige steder i strukturen, måler styrken af den elektromagnetiske stråling og oversætter det til lyd og en farve i lysdiodernes spektrum. Resultatet er en stor sky af balloner, som fremviser et elektromagnetisk felt i konstant forandring. Publikum kan ringe til mobiltelefonerne i ballonstrukturen for at høre lyden af elektromagnetismen, men fordi opkald til en mobiltelefon påvirker det elektromagnetiske felt, vil skyen ændres, når publikum ønsker at lytte. Sky Ear er altså et eksempel på, hvordan et ‘immaterielt’ rum kan iscenesættes og formes og således er et arkitektonisk rum i lighed med det murstensmaterielle rum, som vi normalt forstår ved arkitektur.

Sky Ear opererer med mange forskellige relationer til det rum, skulpturen findes i. For det første repræsenterer og afspejler skulpturen rummet, idet det elektromagnetiske rum bliver stillet til skue gennem en anden modalitet, end det normalt optræder i. Remedieringen af rummet muliggør, at vi som tilskuere er i stand til at forstå denne nye rumlige dimension. Vi kan jo ganske enkelt se, at det findes, og vi kan se, hvordan det ændres som resultat af vores påvirkning. Konsekvensen af repræsentationen er, at tilskuerens rumforståelse ændres. Rum er ikke kun noget, som vi kan se, men det er også noget, som eksisterer uden for vores sansers begrænsninger. Vi ved godt, at hunde kan høre mere, end vi kan, og her kan vi ved selvsyn konstatere, at den blå himmel bogstaveligt talt slet ikke er blå, samt at parkens stilhed er et resultat af vores sansers begrænsninger.

For det andet iscenesætter Sky Ear rummet gennem at fremføre det. Værkets performance af rummet er netop ikke bare tørre målinger afbilledet på en graf, men er derimod en minutiøst iscenesat fremstilling. En graf er også en fremstilling, men den er ikke på samme måde tænkt performativt. Skulpturen er altså ikke kun en repræsentation, men er også en iscenesat repræsentation, der iscenesætter både rum og tilskuer som del af en performance i en park i London.

Udover at fremvise det elektromagnetiske rum konstruerer og former Sky Ear også rummet. Det er i dette perspektiv, at skulpturen kan forstås som arkitektur. Når publikum telefonerer til mobiltelefonerne i ballonskyen, kan de ikke blot høre de lyde, som det elektromagnetiske felt skaber, men de forandrer og påvirker samtidig lydene. Skulpturen konstruerer således også i konkret betydning relationen til tilskueren, fordi der fysisk etableres forbindelse mellem to mobiltelefoner, og fordi den forbindelse tydeligvis former den skulptur, som tilskueren oplever. Sky Ear aftegner på den måde de ellers usynlige fysiske spor af kommunikationen, og peger dermed også på det kulturelle kommunikationslag. På den måde er publikum til Sky Ear på flere niveauer selv med til at konkret skabe og konstruere det rum, som skulpturen fremviser, og som de selv iagttager. Værket er altså ikke blot en besnærende repræsentation af et usynligt rum, men er også en arkitektonisk formgivning af de fysiske og kulturelle dimensioner af computermedieret kommunikation. Værket understreger for det første, at kommunikation afsætter sig fysiske spor og for det andet, at der er mange aspekter af kommunikation, som de færreste mennesker havde tænkt over, før de overværede og deltog i fremførelsen og repræsentationen.

Sky Ear er med andre ord et skulpturelt interface, hvor publikum bogstaveligt talt approprierer, transformerer og reorganiserer kommunikation. Et interface som muliggør, at tilskueren kan tilegne sig, interagere med og i den mest banale forstand få adgang til de data, der former de omgivelser, som omgiver os i dagligdagen. Eftersom det elektromagnetiske rum og dermed Sky Ear formes gennem tilskuerens handling, og eftersom værkets performative dimension består af ganske dagligdags kommunikative handlinger, understreger værket, at tilskueren også i dagligdagen påvirker sine omgivelser. Dermed understøtter Sky Ear, at tilskueren gennem værket approprierer, transformerer og reorganiserer sin perception og forståelse af dagligdagsomgivelserne. Som Haque selv skriver:

“Sky Ear encourages people to become creative participants in an electromagnetic performance; as an architecture project, the experiment makes visible our daily interactions with the invisible topographies of electromagnetic space.” (Haque “Vsmm04” upag.)

Men Sky Ear er mere end en skulptur, der fremhæver relationen mellem rum og tilskuere. I mere symbolsk forstand kan Sky Ear ses som en konkretisering af de mange immaterielle rum, der omgiver os. Skulpturen viser ikke bare det elektromagnetiske rum, men er i et bredere perspektiv eksponent for, at et rum også har ‘usynlige’ egenskaber. Et rum består ikke bare af mure og gader, men eksempelvis også af elektromagnetisme og kommunikative spor og, hvis man går længere endnu, af sociale eller kulturelle aspekter. Alle er de egenskaber eller dimensioner, hvis effekt kan føles og erkendes, men hvis form ikke er synlig med det blotte øje. I denne forbindelse tjener Sky Ear således som en konkretisering af et fysisk og meget håndgribeligt rum, som dog er i flux, og som normalt ikke findes på vores perceptive radar. Sky Ear er i denne forbindelse et visuelt eksempel på, hvordan rummets usynlige dimensioner kan konstrueres og erkendes. Sky Ear illustrerer og konstruerer mange rum, hvoraf det ene naturligvis er det rum, der synliggøres af ballonerne, mens et andet udgøres af de relationer mellem tilskuere og skulptur, som opstår, når tilskuerne ringer ind. Sky Ear opererer altså på flere rumlige niveauer – med flere typer arkitektoniske rum – og giver ikke blot mulighed for at erkende det elektromagnetiske rums egenskaber. Skulpturen tematiserer også rum mellem mennesker, idet deres private telefonforbindelser til skulpturen er del af et større, socialt orienteret netværk, som Sky Ear forholder sig til i kraft af, at tilskuerne både som individer og i flok bidrager til skulpturens fremtræden.

Udøvet rum

“Space is a practiced place”, skriver Michel de Certeau i The Practice of Everyday Life (Certeau 117). Han er blot en af mange, der beskæftiger sig med, hvordan et sted ikke blot er en fast, arkitektonisk størrelse, men også konstrueres af perceptionen og af de mennesker, der indtager stedet i længere eller kortere tid. At rum er et udøvet sted betyder, at rum er et approprieret og beboet sted – og at et sted kan have så mange rum, som der er mennesker, der bebor det. Figur 2 [nordsvensk by] kan tjene som et banalt eksempel: Det er en gammel by i Nordsverige, som – foruden at være et konkret sted, der kan udpeges på et kort – består af mange usynlige rum, der gør stedet til et levende monument over levet liv, herunder de minder, som folk måtte have om stedet. For mig er det en historie om sommer, om ferie og om en is, der blev indtaget i solen. I mere de Certeausk forstand består stedet af de rum, som aftegner de mennesker, der har indtaget det: der er f.eks. nedtrådt græs og slidte vindueskarme.

Figur 2. Nordsvensk by

Dette approprierede og beboede sted fortæller dog også en anden historie om rum, nemlig den om det offentlige og det private rum. For de folk, der bor i byen, er der den offentlige vej, hvor jeg som turist får lov til at gå, og så er der de private rum, som er gemt bag murenes og vinduernes afskærmning. Vinduerne er specielt interessante i deres dobbelttydighed. Ligesom murene markerer de tydeligt grænsen til de private rum, men samtidig demarkerer de også grænsen, fordi de er transparente og således tillader et smugkig ind i de private ellers mere utilgængelige rum. (se f.eks. (Scmidt) Det skal her være min pointe, at vinduets simultane afskærmning og afsløring kan genfindes i det digitale rum, som bl.a. Sky Ear fremstiller det. Sky Ear foregår oppe i luften, og er så langt væk fra tilskuernes sanser, at de må ringe til den. De kigger så at sige ind ad vinduet. Netop det, at de må ringe til skyen for at få adgang til skulpturens lydside, skaber et nyt rum nede på jorden: mange tilskuere har hver deres private oplevelse, men den er også fælles i og med, at de netop står i samlet flok. Sky Ear fremtvinger på den måde en ændring fra parkens sted til det oplevede, sociale og individuelle sted, fordi skulpturen fordrer tilskuernes aktive tilegnelse af rummet og gennem denne tilegnelse, forandres og skabes rummet. Haque har på sin vis fremstillet en skulptur, der repræsenterer en konkret fortolkning af de Certeaus forståelse af stedet. Som også Haque siger:

“We begin to read cities as more than just a collection of destinations – they are overlapping fields of differing experiences and logics.” (Haque “Invisible Topographies” upag.)

Sky Ear er også interessant, fordi værket fremtvinger tilskuerens stillingtagen ved at pege på noget, der umiddelbart ligger uden for tilskuerens rum (nemlig luften over parken), men som viser sig at være relevant og nærværende, idet tilskuerne i samlet flok, men hver for sig, trækker rummet sammen om sig ved at telefonere til skulpturen. Det fjerne skaber det nære, og det nære drejer sig pludselig om den individuelle krop i rummet, for de bølger, skulpturen visualiserer, findes jo også der, hvor tilskuernes telefoner gløder i natten.

Det private og det offentlige rum

Sociologen Erving Goffman undersøger i Behavior in Public Spaces (Goffman), hvordan folk forholder sig til – eller desperat forsøger at ikke forholde sig til – andre mennesker i det offentlige rum. Det handler om at iagttage, at man bliver iagttaget og om at opleve at blive oplevet. Som Goffman siger: “each giver is a receiver and each receiver is a giver” (Goffman 16). Den gensidige tilpasning til situationen er den vigtigste egenskab ved ansigt-til-ansigt kommunikation. Goffman udstikker en forskel på fokuseret og ufokuseret interaktion, hvor det første er, når folk taler til hinanden (eller på anden måde er i hinandens fokus), mens ufokuseret interaktion er, når folk er i det samme rum, men stadig formår at holde sig nogenlunde bevidste om hinandens tilstedeværelse. I en ufokuseret interaktion gælder det om at passe ind eller populært sagt om at ‘falde i et med tapetet’. Man ønsker at blive opfattet som en, der er opmærksom på, at man deler rum med andre (fordi alt andet ville være uhøfligt), men samtidig skal man ikke tiltrække sig opmærksomhed. De fleste af os bruger det meste af vores tid på at ‘passe ind’; når vi er med bussen, sidder til et foredrag (selvom det er fokuseret interaktion mod foredragsholderen), handler i supermarkedet el.lign. En af grundene til, at vi normalt ønsker at passe ind, er, at vi på den måde bibeholder et lille privat rum omkring os – vi får lov til at være os selv. Den absolutte modsætning er naturligvis mennesker, som er berømte nok til, at de bliver tiltalt, fotograferet eller på anden måde bemærket, når de går på gaden.

En af Goffmans mest interessante pointer er, at vi tager alskens remedier til hjælp. Avisen er et godt eksempel: den tillader os at være i et rum, uden at vi åbenlyst behøver at stirre på andre folk. Samtidig skaber den nærmest en fysisk barriere i kraft af den måde, hvorpå den holdes foran kroppen. Vi har noget at give os til, og vi ligner en person, der slår lidt tid ihjel. Når vi læser i en avis, er vi med andre ord i interaktionsmæssig sikkerhed – vi kan kontaktes, men vi er ikke ubeskæftigede, vi er i rum sammen med andre, men vi har skabt en lille fysisk boble omkring os. Selv i myldretiden i Londons travle undergrund kan fænomenet betragtes: Uagtet hvor fyldt undergrundstoget er, og altså uagtet hvor tæt man står, er langt de fleste rejsende i gang med at læse en avis eller en bog og kan på den måde siges at have deres eget private rum, selvom de bogstaveligt talt står oven på andre rejsendes fødder (figur 3 [londons undergrundstog]). Goffmans bog blev skrevet lang tid før, mobiltelefonen blev almindeligt tilgængelig, men mobiltelefonen er nutidens avis. Når en person står med en mobiltelefon i hånden, udfylder mobilen den samme sociale funktion som Goffmans avis: man er til stede, men man er ikke påtrængende, og man er fraværende, men ikke utilgængelig. Man bærer på sin vis et semi-privat eller semi-offentligt rum med sig rundt, hvad enten det er avisen eller mobiltelefonen, og dette rum minder igen om husets vindue, idet man er tydeligt afskærmet uden dog at være usynlig.

Figur 3. Londons undergrundstog

Goffmans undersøgelser af ansigt-til-ansigt interaktion beskriver således også forskellen mellem det private og det offentlige rum. Der er handlinger, der egner sig til det offentlige rum, og der findes handlinger, der kun er egnet til det private rum. Adskillelsen mellem de to sfærer er til begge områders bedste: en udskilning af det offentlige, fordi vi ikke behøver at relatere til for mange aspekter af folks privatliv, og en afgrænsning af det private fordi nogle aspekter ikke kommer andre ved. Selvom nogle af Goffmans iagttagelser og konklusioner kan synes gammeldags nu, fordi samfundsnormer er i konstant forandring og derfor har ændret sig, er selve distinktionerne og adfærdsmønstrene aktuelle nok. Det kan illustreres med en scene fra en lufthavn i Rom, hvor hovedpersonen var en mand, der talte i mobiltelefon, og bipersonerne var alle os andre. Manden talte længe og foretog flere opringninger. Det interessante var, at han sørgede for at beholde sin privatsfære. Han sad med et sædes mellemrum til de nærmeste personer, og han talte ikke specielt højt. Vigtigst af alt bibeholdt han sin privathed ved at holde mobiltelefonen fast til øret med modsatte hånds langfinger, så resten af hånden dækkede over munden. Venstre hånd til højre øre og omvendt. På den måde havde han fuld kontrol over, hvem der kunne forstå hvor meget af hans telefonsamtale, for medmindre man var virkelig tæt på (og det ville han opdage), havde han sin egen boble af privatliv bag den hånd, der holdt mobiltelefonen. En boble der svarede til, at han stod i en gammeldags telefonboks, som i dette tilfælde var en performativ gestus udført i vanlig elegant italiensk stil.

Til toppen

Offentlig privathed

Italienske mænd er ikke de eneste, der fokuserer på mobiltelefonens grænseoverskridende potentialer. Private Public (figur 4) er skabt af Joe Malia, en designstuderende fra Royal College of Art i London, og er et rundstrikket halstørklæde, der er hult i midten, og som man kan tage på som en hue.

Figur 4: Joe Malia, Private Public

Når man har trukket halstørklædet op over hovedet, dækker det ansigtet, mens man selv kan se ud gennem den lange tube – for enden kan man så placere en mobiltelefon eller en bærbar spilkonsol, så kun man selv kan se, hvad der er på skærmen og så ingen andre kan iagttage en, mens man interagerer med teknologien. Malia siger selv om objektet:

“It highlights the privacy we sacrifice when using mobile technological devices in public spaces. Users of the wearable mobile phone scarf can venture into public spaces confident that if the need to compose a private text message were to arise the object could be pulled over the face to create an isolated environment.” (Malia upag.)

Objektets materialitet ligger i de sfærer, det konstruerer, og i at det manifesterer et krav om en sfære – et relationelt rum – som kun brugeren kan indtage. Designet er baseret på kroppens størrelse og indhyller kroppen i en struktur, der gør brugeren til en amorf eksistens i forhold til den omkringliggende verden: En slags halshugget krop der er anonym og bemærkelsesværdig på samme tid.

Private Public peger på, at små private sfærer kan opstå i det offentlige rum vha. en slags forhandlinger, hvor striktubens forhandling blot er en fysisk manifestation af en implicit kommunikativ handling, som altid foregår, når nogen skaber deres eget handlingsrum mens de befinder sig i det offentlige rum. Private Public bliver på den måde en konkretisering af Goffmans “territories of the self” altså den måde man skaber plads, territorier, for sig selv i det offentlige rum. Som Branaman skriver:

“Territories of the self are simultaneously material and ideal, consisting of the physical spaces over which a person can command use as well as the rights to privacy and the claims on social space that a person is entitled to make”.(Branaman lvi)

Der er mange måder at skabe et territorium i offentligheden på, f.eks. er “the stall” en slags bås, som altid er markeret af genstande (f.eks. hvis man sidder på en stol), men den kan også være mere mobil, som f.eks. et badehåndklæde man kan markere sin lille del af en offentlig strand med (Goffman 56). Goffman forklarer båsen som en genstand, der giver “external, visible, defendable boundaries for a spatial claim” (Goffman 57), hvilket man vel må sige er lige præcis, hvad Private Public er, omend værket med vilje udpensler båsen så tydeligt, at værket opløser de normalt implicitte kommunikative handlinger og gør dem overdrevent explicitte.

Kunstværket handler om, hvordan kroppen iscenesættes og formes i det kommunikative rum ved hjælp af ny teknologi. Værket artikulerer, hvordan computer-objektets allestedsnærvær redefinerer og ændrer vores personlige sfærer eller nærmeste omgivelser. Det er politisk, idet det omhandler de nærmest ukendte ulemper ved allestedsnærværende teknologi, men det er ikke en markering af, at noget må ændres. Snarere artikulerer værket en bevidsthed om de forskellige rum, der eksisterer, når teknologi bruges blandt andre mennesker og peger på, at selv hvis man forsøger at gemme sig i mængden på gammeldags strudsemanér, vil man altid være synlig. Værket peger desuden på, at privathed ikke kun drejer sig om avancerede krypteringsalgoritmer, som sikrer, at ingen kan afkode de data, man sender trådløst rundt ved hjælp af sine allestedsnærværende computere. Private Public understreger, at privathed ift. brug af allestedsnærværende teknologier også drejer sig om, hvad man vil vise, til hvem man vil vise det, og hvornår man vil vise det.

Offentlig intimitet

Sky Ear og Private Public artikulerer, hvordan allestedsnærværende teknologier har indflydelse på forholdet mellem individ og omgivelser – hvordan teknologibrug bliver en stadig mere offentlig og social affære. Sky Ear frembringer en social, men stadig individuel begivenhed ved dynamisk at synliggøre ellers usynlige kommunikationsspor mellem mennesker og teknologi, og Private Public iscenesætter på meget konkret vis både begrebet ‘privathed’, og hvordan det mobile interface udfordrer distinktionen mellem det private og det offentlige. Sky Ear og Private Public peger derfor i fællesskab på forholdet mellem det offentlige og det private og på kommunikationen imellem dem.

Samtidig kan min initielle påstand om, at computeren for alvor er ved at blive kropslig og intim, spores i de to værker, idet kroppen i begge værker er omdrejningspunkt for markeringen af samspillet mellem synlige og usynlige privat- og offentligheder. Værkerne handler ikke om teknologiens ‘væsen’ eller om, hvordan teknologien er implementeret, men fokuserer på den betydning, som teknologien har for individet – på hvordan individet præges, forandres og manifesterer sig selv ift. teknologiens iscenesættelser. Hverken Sky Ear eller Private Public tager dog skridtet fuldt ud og adresserer de posthumane muligheder, som de nye allestedsnærværende teknologier giver. Begge de nævnte værker peger på kommunikationen mellem de private og de offentlige sfærer, men de nedbryder dem ikke – der skabes ikke nye forbindelser, der peges ‘bare’ på de allerede eksisterende. Andre værker tager derimod problematikken et skridt videre og nedbryder på sin vis skellet mellem krop og tegn, idet der skabes koblinger, der undslipper det reflekterende tegngivningsniveau uden dermed at etablere et automatisk cyborg-individ.

I wearable computing, som er en underkategori af pervasive computing, bliver spørgsmålet om det intime, det private og det offentlige i særlig grad prominent. Kort fortalt er wearable computing beklædningsgenstande med indbygget teknologi, og det er alt fra den i indledningen nævnte brandmandsdragt over mobiltelefon-aktiverede dildoer til tøj, der kan kommunikere følelser. Feltet, der i 90erne hovedsageligt var præget af sci-fi retorik og -visioner, med hvad det indebærer af altid-online cyborgkroppe, er her inden for de seneste år blevet ‘infiltreret’ af sociologer, kunstnere og en helt anden retorik, der i langt højere grad eksperimenterer med former for kropsmediering. Der er med andre ord ikke længere tale om en radikal sammenkobling af mennesket og maskinen, men derimod om hvordan kroppe kan formidles i og gennem tøj. Her er intimsfæren helt central, for det er tøjets mulighed for at lege med, tematisere og omgå grænserne mellem det private og det offentlige vha. den intime teknologi, som er i fokus.

whisper[s] (figur 5) er et kombineret æstetiskt, kulturelt og teknisk forskningsprojekt på Simon Fraser University, Vancouver, Canada (“whisper[s]”) . Værket er gennemgået forskellige iterationer, der alle udforsker, hvordan ellers intime fysiologiske data kan kobles til det sociale og offentlige rum. whisper[s] består af beklædningsgenstande, hvori der er syet små computere og sensorer, som er så godt skjult, at det ofte kun er selve senderen, der kan identificeres som teknologi, idet f.eks. ledninger er erstattet af strømledende stof og sytråd.

Figur 5: whisper[s]

Når aktørerne er iført tøjet, bliver deres fysiologiske data konstant målt af en teknologi, som kan skabe trådløse forbindelser mellem aktørerne. En muskelsammentrækningsmåler integreret i et par bukser kan eksempelvis få en lysdiode på et armbånd til at lyse. En vejrtrækningssensor i en festtop kan være trådløst forbundet med en vibrator i en nederdel, så én aktør kan mærke en anden aktørs vejrtrækningsrytme gennem nederdelens bevægelse. Aktøren kan også vælge at udforske sin egen vejrtrækning ved både at bære nederdel og festtop. Sammenkoblingen er baseret på trådløs teknologi (f.eks. Bluetooth), og det er aktørerne selv, som vælger sammenhængen mellem objekterne ved hjælp af RFID-tags og læsere af samme. [2]

Tøj er ikke bare noget, der beskytter kroppen mod vind og vejr eller mod nysgerrige blikke, men er også et kulturelt udsagn. Det er en del af en iscenesat og formet persona. Det købes sjældent ved en tilfældighed og fungerer som en lille bid af det private jeg, der sendes ud i det offentlige rum. En del af tøjets eksistensgrundlag er at afsende disse beskeder, og det bliver dermed en slags stille performance af bærerens personlighed, sådan som vedkommende selv ser den. Som sociologen Fred Davis påpeger :

“It can be said that in very large part our identities – our sense of who and what we are – take shape in terms of how we balance and attempt to resolve the ambivalences to which our natures, our times, and our culture make us heir. And while its primeval purpose may have been to protect us from the elements, clothing comes to share in the work of ambivalence management as much as does any other self-communicative device at our disposal: our voices, body postures, and facial expresion and the material objects we surround ourselves with.” (Davis 24-25)

Tøj er altså (også) et kommunikationsmedium, hvormed personen udtrykker sin identitet. Det er en slags analogt interface til ‘mennesket bag facaden’, og det fungerer i bredere forstand også som markør af grænsen mellem det private og det offentlige. whisper[s] indskriver sig naturligvis i den diskurs i kraft af, at det er designet tøj, men samtidig bryder værket grænsen, fordi det også udstiller eller kommunikerer aktørernes kropslige intimitet. whisper[s] er et eksempel på, hvordan allestedsnærværende teknologi tydeliggør og reaktualiserer den intime sfære. Ved at bære tøjet transformeres aktøren på sin vis til en eksplicit eller ekshibitionistisk performer af egen krop og kropshandlinger. Da mange af de data, sensorerne måler, ikke er direkte kontrollérbare, blandes de forskellige offentlighedssfærer og -niveauer på nye måder – med det resultat, at de kendte offentlighedsformer omkonfigureres. I modsætning til Sky Ear, handler whisper[s] ikke om at synliggøre det altomsluttende sociale eller teknologimedierede rum, der findes ‘derude’ i luften. Det sociale rum, som whisper[s] skaber, skal først og fremmest være synligt for deltagerne selv, og det er således ikke det sociale fællesrum, der er i fokus. Her kan man føre en privat samtale, mens ens kropsrytme fremvises et helt andet sted på en anden persons armbånd, og man kan handle i supermarkedet, mens ens hjerterytme umærkeligt transmitteres via mobiltelefonen til ens bedre halvdels underbukser. Sammenkoblingen af kroppe sker således på et intimt niveau, og de usynlige datastrømme bliver ikke synliggjort på samme offentlige måde som i Sky Ear. Ej heller bliver det private rum markeret som i Private Public. whisper[s] er således et eksempel på, hvordan allestedsnærværende teknologier muliggør og iscenesætter en overskridelse af de fysiske grænser, som f.eks. Private Public  udstiller.

whisper[s] kropsliggør kommunikationen og rekonfigurerer grænsen mellem krop og teknologi. Modsat Normans og Weisers visioner foregår kommunikationen ikke usynligt eller automatisk, og interfacet er bestemt ikke underlagt funktionens tyranni, men er snarere smeltet sammen med den. Teknologien er fysisk, men ikke perceptivt usynlig, idet interfacet (i whisper[s] ‘ tilfælde tøjet) i sig selv ikke bare er en kanal eller et medie til kommunikation, der ‘trykker på knapper’ på kroppen. Tøjet i whisper[s] får derimod sin kommunikative værdi i kraft af sin stoflighed og sin nærhed til kroppen, der dermed får konkret kommunikativ værdi.

Den intime computer

Når kroppen bliver repræsenteret igennem tøj på en måde, som ikke bare er den klassiske tøjet-skjuler-men-fremhæver-også-kroppen måde, bryder modellen med vinduet mellem det private og det offentlige sammen. Der er nemlig mere på spil. Når man ser whisper[s] aktører iføre sig nederdelene, er det tydeligt, at mere intime spørgsmål trænger sig på, og at grænserne mellem det private og det offentlige bliver rekonfigureret. Hvem vil man gerne sende hvilke data, og hvornår? Hvem styrer interaktionen? Vil man overføre hjerterytmen direkte til et armbånd, eller skal man snarere bruge rytmen som en slags avanceret sms-maskine? Eller ville det bedste være, hvis man (i både konkret og metaforisk forstand) kunne koble sig direkte på f.eks. sin bedre halvdels krop, når man fik lyst? Pointen er, at de objekter, der benytter nye, kropslige teknologier, opererer med en ekstra dimension i forhold til, hvad eksemplet med den italienske mand i lufthavnen illustrerede. Naturligvis har den intime dimension eksisteret tidligere, men med fremkomsten den bogstaveligt talt allestedsnærværende computer, som kan puttes ind alle steder og hvis in- og output kan foregå på tværs af, hvad vi kan se med det blotte øje, får det intime et helt nyt spillerum, som naturligvis påvirker og samarbejder med både det offentlige og det private. Hvor avisen skaber et lille, synligt privat rum i det store offentlige, og dermed er med til at manifestere grænserne imellem disse rum, er det med allestedsnærværende teknologi muligt at skabe rum, der sprænger den synlige og fysiske rumlighed, og det reaktualiserer intimiteten.

Men hvad nu hvis man kan mærke en forbipasserendes vejrtrækning i ens bukser, eller føle sin kollegas puls, mens hun giver et vigtigt indlæg på personalemødet? Hvordan ser det private jeg så ud? Og det offentlige?

Begæret, lysten og teknologien

Teknologier som mobiltelefonen og email-programmet bekræfter og forstærker den verbale og skriftlige kultur, men der er efterhånden flere og flere eksempler på, at kroppen genindsættes i den digitale kultur (både i kraft af krops-placeringens betydning i locative media og i kraft af, at der forskes intensivt i kropsstimulation gennem teknologi). Teknologien er ikke nødvendigvis noget fremmed og uorganisk, men bliver både i applikationsområde og fysisk fremtræden mere og mere organisk. Der er ikke længere udelukkende fokus på maskininduceret hurtighed og præcision, men i stigende grad også på mere psykosociale forbindelser og egenskaber. For at trække det lidt skarpt op kan man sige, at der kommer mere og mere fokus på den teknologiske krop som bestående af sanser og sociale relationer (whisper[s] og til dels Sky Ear), i stedet for at betragte den som en påvirkelig maskine (som f.eks. Stelarcs Ping Body). I fællesskab peger værker som Sky Ear, Private Public og whisper[s] på, at forholdet mellem det offentlige og det private skabes af kommunikationen imellem dem, og at kommunikationen foregår på såvel individ- som kropsniveau. Sammenligner vi de kommunikationsmedieringer, som kommer til udtryk i hhv. den sensorudstyrede brandmandsdragt og whisper[s], bliver det tydeligt, at forskellen ligger i den måde, hvorpå kommunikationsinterfacet er indlejret. Brandmandsdragten er ligesom whisper[s] et intimt kommunikationsobjekt, men forskellen ligger i, at whisper[s] ikke etablerer et usynligt, automatisk cyborg-individ. I whisper[s] er der tegn, der skal fortolkes og omsættes til en social virkelighed. Dermed er der ikke blot tale om en materialisering af sci-fi forfatteren William Gibsons ideer om, at mennesket bliver til en slags computerchip, ej heller at man kan koble sig på andres bevidsthed, eller nærme sig værket på samme måde som når man påstår, at brandmanden med sensor-medieringen på sin vis fremstår som en brandslukningsmaskine, der lige så godt kunne have været en robot, fra hvilken man på afstand kan aflæse vitale oplysninger. I whisper[s] er deltagerne helt klart under påvirkning af og i samspil med teknologien, men selvom grænserne mellem kroppen og det kommunikative tegn på sin vis nedbrydes, så opbygger kravet om refleksiv deltagelse nye grænser og samspil mellem det offentlige, det private og det intime rum.

Værker som whisper[s] taler til ‘menneskelige’ egenskaber som begæret, lysten og sociale sammenhænge og peger på en ny forbindelse mellem det private og det offentlige, som influeres af det intime. De værker, jeg har analyseret i denne artikel, peger blandt andet på, at kroppen – set som intim og kulturel størrelse – formes og iscenesættes af nye allestedsnærværende computere. Værkerne åbner for diskussion af de politiske og kulturelle konsekvenser af, at teknologien medvirker til at skabe nye offentlighedsformer, og de insisterer på, at kroppen er afgørende for relevansen og udviklingen af pervasive computing. De iscenesætter eller skildrer ikke, at samlivet med computeren er noget, der foregår rundt om os i parallelle computerstyrede verdener med det resultat, at vi bliver fremmedgjorte over for os selv. Værkerne iscenesætter derimod en proces, hvor man som medlevende og interaktant genfortolker sin egen betydning for en verden, der i stigende grad er præget af computerkraft. Det interessante i værkernes iscenesættelse af kommunikation er ikke, at computeren muliggør den. Det interessante er, at kommunikationen sker i et samspil mellem mennesket og computerkraften – at såvel kommunikationen som computeren er kropsliggjort og derfor vel i sidste ende humaniseret. Måske er det netop et tegn på, at kroppen (og mennesket som sådan) nu er hinsides posthumanismen? At det ikke-humane humaniseres i stedet for at de-humanisere det humane.

På samme måde som en bosættelse i Nordsverige fortrinsvist er interessant i kraft af dens spor af levet liv, er elektromagnetiske bølger først for alvor interessante, hvis de for det første kan sanses, og for det andet kan påvirkes. Altså hvis vi kan aflæse os selv og vores handlinger i det, vi sanser, som Sky Ear bl.a. tematiserer. Private Public adresserer på lignende måde, at det er muligt, at vi kan telekommunikere, men vi kan ikke undslippe vores kropslige virkelighed – at teknologien iscenesætter kroppen så andre kan iagttage os, og at selv vores sms’eri og anden interaktion med teknologi også har en fysisk side, selvom interaktionen umiddelbart fokuserer på den ‘virtuelle’ kommunikation. whisper[s] er ude i et lignende ærinde ved at insistere på, at det i sidste ende er kroppens rolle i kommunikationen, der gør teknologien interessant.

Bibliografi

Badmington, Neil. Alien Chic : Posthumanism and the Other Within. New York: Routledge, 2004.

Branaman, Ann. “Goffman’s Social Theory.” The Goffman Reader. Eds. Charles C. Lemert and Ann Branaman. Cambridge: Blackwell, 1997. xlv-lix.

Certeau, Michel de. The Practice of Everyday Life. 1984. Trans. Steven Rendall. Berkeley: University of California Press, 2002.

Davis, Fred. Fashion, Culture, and Identity. Chicago: University of Chicago Press, 1992.

Goffman, Erving. Behavior in Public Places; Notes on the Social Organization of Gatherings. 1963. New York: Free Press of Glencoe, 1966.

—. Relations in Public; Microstudies of the Public Order. New York: Basic Books, 1971.

Haque, Usman. “Hardspace, Softspace and the Possibilities of Open Source Architecture”. 2002. October 22 2006. <http://haque.co.uk/papers/hardsp-softsp-open-so-arch.PDF>.

—. “Invisible Topographies”. London, 2003. Receiver. Vodafone. 12. September 2006. <http://www.receiver.vodafone.com/09/index.html>.

—. “The Choreography of Sensations.” Hybrid Realitites and Digital Partners. 10th international Conference on Virtual Systems and Multimedia. Ogaki City, Japan, 2004.

“Ip Firefighter – Den Elektroniske Brandmand”. Systematic Software Engineering. 25 May 2007. <http://www.systematic.dk/DK/Kompetencer/Pervasive+computing/IP+Firefighter.htm>.

Kozel, Susan. Closer: Performance, Technologies, Phenomenology. Cambridge: MIT Press, 2008.

Malia, Joe. “Private Public”. 8 June 2006. RCA. 25 May 2007. <http://www.interaction.rca.ac.uk/people/alumni/04-06/joe-malia/projects/project3.html>.

Norman, Donald A. The Invisible Computer. Cambridge: MIT Press, 1999.

Schmidt, Cathrine. “Glashuse Og Åbenhedens Dogmatik”. København, April 2006. Turbulens.net. <https://www.turbulens.net/temaer/kapitalismeoghumanisme/forumdynamo/glashuseogabenhedensdogmatik/>.

“The Apple Iphone”. 9 Jan 2007. Engadget 25 May 2007. <http://www.engadget.com/2007/01/09/the-apple-iphone/>.

Weiser, Mark. “Ubiquitous Computing”. 17 March 1996. 25 May 2007. <http://www.ubiq.com/hypertext/weiser/UbiHome.html>.

“whisper[s]”. Vancouver, 2005. whisper[s] research group. 25 May 2007. <http://whisper.surrey.sfu.ca/>.
 

Noter

[1] Apple offentliggjorde detaljerne om iPhone d. 9. januar 2007 på et stort anlagt show og efter mange års spekulationer (se fx The Apple Iphone , 9 Jan 2007, Engadget: http://www.engadget.com/2007/01/09/the-apple-iphone/. ). Den 25. maj 2007 var der over 50 millioner hits på Google om telefonen, selvom den først blev introduceret i juni 2007 og i første omgang kun i USA.

[2] RFID står for Radio Frequency Identification, hvilket er en teknologi, hvor små chips med unikke identifikationsnumre kan aktiveres til at sende og modtage data fra en RFID-sender. Hver chip indeholder et identifikationsnummer og en smule data, mens strømmen leveres af senderen under kommunikationen. De er meget billige og er meget velegnede, når mange objekter med unikke egenskaber deltager i et stort netværk, f.eks. lånerkort og bøger på et bibliotek (se f.eks. Silkeborg Bibliotek eller Vatikanets bibliotek), betaling med et buskort (e.g. i Helsinki, London, Tokyo) og sågar varerne i et supermarked (se f.eks. eksperimentet Metro Future Store i Tyskland).