Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Enøjet teknologisk optimisme: En virkelighedsflugt
 

Enøjet teknologisk optimisme: En virkelighedsflugt

01.05.2017

Af Vanessa Bowns Poulsen

Fremtidens teknologi er et emne, der traditionelt ledsages af skepsis og begejstring, hvilket også er tilfældet i dokumentaren ”The Future of Work and Death”, af den britiske instruktørduo Sean Blacknell og Wayne Walsh. Ud fra en vifte af perspektiver giver filmen os et indblik i mulige konsekvenser af den hastigt accelererende teknologiske udvikling. Helt konkret peges der på livsforlængelse og digital udødelighed samt massearbejdsløshed som følge af automatiseret arbejde. Filmen bevæger sig helt bevidst på grænsen mellem det faktuelle og det spekulative, men adresserer først og fremmest et etisk og politisk behov for stillingtagen til den fremtid, der venter os. Under festivalen mødte jeg Blacknell og Walsh for at høre mere om de emner og problemstillinger, deres debutfilm kaster lys over. Interviewet blev til en springende diskussion, der afspejlede den uafklarethed, som fremtidsprognoser nok altid vil være ledsaget af.

Et kritisk blik på innovation for innovationens skyld

Blacknell lægger ud med at karakterisere ”The Future of Work and Death” som et visuelt essay, der belyser menneskets forhold til teknologi. Udtalelser fra fagpersoner inden for og på grænsen til den videnskabelige verden suppleres af skuespiller Dudley Suttons dannede, britiske dialekt og bakkes op af en strøm af gamle klip fra film-, tv- og reklameverdenen, som en collage, der på underholdende og levende vis blander humor og alvor. Første scene er et klip med biokemiker og sci-fi-forfatter Isaac Asimov, der, med hvidt skæg og et gennemborende blik bag det sorte brillestel, spørger os: ”Even if we can change human beings, in what direction do we want to change them? Do we want to change them this way or that way?” Allerede her forberedes man på en film, der leger med eksistentielle temaer og bevæger sig i krydsfeltet mellem sci-fi, videnskab, filosofi og politik. Ifølge Blacknell og Walsh reflekterer filmen over menneskets forhold til tid, som i dag, og måske altid, har været styret af et arbejde, der skulle passes og en død, der var ufravigelig.

Walsh: ”Vi har undersøgt, hvordan fremtidige teknologier grundlæggende vil påvirke de centrale vilkår for menneskets liv, som arbejdet og døden er. Hvad sker der, når ikke bare fabriksarbejdere, men også folk i kontorjobs og intellektuelle jobs, udskiftes med robotter? Hvad sker der, når teknologien kan forlænge vores levetid? Det er vigtigt at tale om, hvor vi er på vej hen. Vi ønskede at få sat fokus på, hvad disse teknologier kan på nuværende tidspunkt, hvad man planlægger, at de skal kunne fremadrettet, og hvilke forandringer det vil skabe på et socialt og økonomisk plan.”

Vi har erfaret, at de fleste af os er skyldige i at blive revet med af innovation for innovationens skyld. Det er eskapisme, når vi drømmer os hundrede år frem i tiden, men ikke tænker over de praktiske detaljer omkring, hvor vi kommer til at befinde os politisk og socialt.

Blacknell og Walsh fortæller, at de selv, som mange andre, har gjort sig skyldige i at romantisere fremtidens teknologi, og at de med filmen vil indikere, at man skal være forsigtig med udelukkende at være begejstret. Man bør ifølge instruktørerne sørge for at indtage en mere forebyggende position og tage kritisk stilling til det opbrud, der er på vej.

Et spekulativt vidensfelt

Når det handler om fremtidens scenarier bliver mange tolkninger og påstande uundgåeligt spekulative. Blacknell fortæller, at han og Walsh altid har interesseret sig for forskere, der beskæftiger sig med fremtid og innovation, og som ofte befinder sig lidt ude i periferien, på grænsen af videnskab. Han illustrerer, hvordan mængden af repræsentanter til filmen voksede hen ad vejen: ”like a mushroom basically”, men at det at inddrage en bred og blandet række af repræsentanter, er et helt bevidst valg:

”Det er nemt nok at bede en håndfuld forskere fra det samme projekt om at diskutere nye svar på det, de efterstræber, men vi ønskede at vise uenighederne. Derfor lod vi emnet være bredere repræsenteret. Ikke kun ud fra et videnskabeligt perspektiv, men også ud fra et socialpolitisk. Vi talte blandt andet med filosoffer, sociologer, opfindere, fremtidsforskere, neuroforskere, økonomer og andre offentlige meningsdannere.”

Instruktørerne erkender dog, at der kan være visse vanskeligheder forbundet med at bevæge sig ind på et så spekulativt område:

Blacknell: ”Man kan sige, at filmen præsenterer kvalificerede gæt, der i nogle tilfælde underbygges af studier, der sandsynliggør dem. Det bliver mere tåget og spekulativt, når emnet falder på ‘digital udødelighed’ og idéen om at uploade bevidsthed til siliciumsubstrat. Det krævede ikke megen research at opdage, hvor yderst omstridt et emne det er, også inden for videnskaben. I forhold til spørgsmålet om livsforlængelse er der altså fortsat enormt mange modstridende teorier”.

 

Foto: Prelinger Archives

 

Walsh eksemplificerer de divergerende opfattelser ved at referere til neuroforsker Rudolph Tanzi, som vi møder i filmen:

”Tanzi tilslutter sig ikke teorien om, at vi kan uploade bevidsthed digitalt. Han tror ikke på, at minder kan lagres i fedt og hjernemasse. Min personlige mening er: Hvorfor ikke? Hvis nogen for eksempel er udsat for en bilulykke, slår hovedet, og bliver hukommelsessvækket, må det da uden tvivl være fordi, minderne er lagret i hjernen. Det er ligesom, hvis man beskadiger hukommelseskortet i sin mobiltelefon. Jeg forstår de modstridende argumenter for, hvad bevidsthed er, men der er intet, der kommer tættere på end ‘Brain Mapping’-studierne, der muligvis kan bevise, hvor minder lagres.”

Blacknell: ”Et andet eksempel er Professor Murray Shanahan, som vi også møder i filmen. Han forsker i robotvidenskab, og mener, at hjernen ikke rummer nogle mysterier. Ud fra hans tolkning af hjernen, findes der kun årsag og virkning. Han udelukker ikke nødvendigvis, at bevidsthed eksisterer, men han mener i så fald, at bevidstheden er en del af kroppen, frem for at være et mysterium. Det er ret interessant at Shanahan taler om det med en sådan grad af overbevisning, når Rudolph Tanzi, der også har forsket i hjernen, fremlægger en så modstridende holdning. Det viser, at det er en filosofisk diskussion. Jeg er tilbøjelig til at være skeptisk over for den cartesianske filosofi, der adskiller bevidstheden fra resten af kroppen, men jeg aner ikke, hvad svaret er, og det er der dybest set heller ikke nogle af filmens repræsentanter der gør.”

Teknologisk optimisme må ledsages af stillingtagen

Blacknell og Walsh understreger, at de med filmen ingen agenda har i forhold til at bestemme den positive eller negative værdi af teknologisk innovation. De gør det også klart, at de ikke selv er kvalificerede til at tilbyde løsninger, men først og fremmest har dedikeret sig til dette projekt, fordi de finder det alarmerende nødvendigt, at offentligheden, virksomheder og politikere begynder at tænke mere fremadrettet, så potentielle negative konsekvenser af den teknologiske innovation kan foregribes.

Blacknell: ”Vi har erfaret, at de fleste af os er skyldige i at blive revet med af innovation for innovationens skyld. Det er eskapisme, når vi drømmer os hundrede år frem i tiden, men ikke tænker over de praktiske detaljer omkring, hvor vi kommer til at befinde os politisk og socialt.”

Det kan godt være, at man ejer noget teknologisk udstyr, der kan en hel masse, men verdens problemer eksisterer stadig. Der er spædbørn, der dør af aids, fordi der ikke er tilgængelig medicin, og så taler vi om at forlænge livet med yderligere fem år.

Instruktørerne problematiserer de teknologiske optimisters (inklusiv transhumanisternes) argument for teknologisk innovation, der går på, at teknologien med tiden forplanter sig nedefter i samfundet. I dokumentaren retfærdiggøres den teknologiske innovation af forskeren Aubrey de Grey, der drager en parallel til den industrielle revolution, der ifølge De Grey, på trods af lidelse for nogle generationer, medførte bedre livsvilkår. De Grey forsker i biomedicinsk gerontologi (alderdomsforskning), og tror fuldt og fast på muligheden for en ekstrem grad af biologisk livsforlængelse og dermed en fundamental og positiv forandring af vores forestilling om aldring og døden. Et andet optimistisk argument kommer fra fremtidsforsker og opfinder Ian Pearson, der ser automatiseringen af rutinejobs som et afsæt for, at vores menneskelighed endelig kan komme mere til udtryk. Instruktørerne anerkender argumenterne, men kan ikke acceptere den ligegyldighed over for aktuelle problemer, som argumenterne ledsages af.

Blacknell: ”Da Ian Pearson sagde det, mindede det mig om et citat af Camus: ”The welfare of humanity is always the alibi of tyrants”. Man kunne fortsætte ad dette spor og sige, at alle disse nye teknologier vil gøre os mere humane. Men det er farligt, for der er en risiko for, at vi glemmer resten af verden. Vi må ikke glemme, at der findes milliarder af mennesker, som befinder sig i lande med massiv korruption, eller som knapt nok kan få deres basale behov opfyldt. Efter min mening kommer den bedste pointe i filmen fra Will Self, da han siger: ”Vi lever i en teknologisk diskontinuerlig verden. Verden vil altid være teknologisk diskontinuerlig”. Det kan godt være, at man ejer noget teknologisk udstyr, der kan en hel masse, men verdens problemer eksisterer stadig. Der er spædbørn, der dør af aids, fordi der ikke er tilgængelig medicin, og så taler vi om at forlænge livet med yderligere fem år.”

 

Foto: Gadfly Productions

 

I dokumentaren skønnes det, at fremtidens automatisering vil gøre en stor del af middelklassens stillinger overflødige. Et eksempel på en software, der ifølge instruktørerne langsomt vil fortrænge og eliminere middelklassens tilstedeværelse i for eksempel call centre i lande som Indien og Filippinerne, hvortil virksomheder allerede outsourcer deres arbejdskraft, er kundeservice-robotten ”Amelia”. Amelia lærer af sine erfaringer og kan tilpasse sig kundernes humør, ved blandt andet ændring af toneleje og stemmeføring. Et andet eksempel er Amazons avancerede KIVA-robotter.

Walsh: ”KIVA-robotterne håndterer alle opgaverne indtil varen til sidst sættes på plads af et menneske. Når Amazon fortsat ikke lader varehuset være fuldt automatiseret, skyldes det formentligt i højere grad en risiko for et dårligt ry, end det skyldes mangel på teknologisk kunnen.”

Hvorfor ville virksomheder pludselig udvikle et moralsk kompas? Hvorfor skulle Amazon ændre adfærd? Hvorfor skulle de ansætte flere mennesker, hvis det ikke gavner deres økonomi?

Blacknell: ”Jo mere udviklet teknologien bliver, jo større bliver problemet. Hvorfor ville virksomheder pludselig udvikle et moralsk kompas? Hvorfor skulle Amazon ændre adfærd? Hvorfor skulle de ansætte flere mennesker, hvis det ikke gavner deres økonomi? Her vil det nok blive nødvendigt med en lovgivning, der påbyder virksomhederne at ansætte mennesker, og som kun giver tilladelse til brug af et vist antal robotter.”

Blacknell og Walsh fortæller i relation til automatisering og massearbejdsløshed om deres næste filmprojekt, der skal ses som et sidestykke til ”The Future of Work and Death”. De tager i filmen ’universel basisindkomst’ op til diskussion.

Walsh: ”Der er ingen, der ved, om universal basisindkomst ville fungere i praksis. Potentielt kunne det afhjælpe fattigdomsproblemer rundt omkring i verden, men der kunne altså også opstå et kaos. Hvad gør vi for eksempel, hvis folk vælger at forlade jobs, hvis service, vi er afhængige af? Vi ønsker at sætte fokus på nogle af de her forventede fordele og ulemper.”

 

Foto: Prelinger Archives

 

Vi vender tilbage til den aktuelle film og taler om de Greys andet argument for teknologisk innovation. I tråd med idéen om, at teknologien forplanter sig nedefter i samfundet, hævder de Grey, at vi hægtes af det førende felt, når vi koncentrerer os for meget om bagtroppen. Blacknell og Walsh mener, at der er en vis sandhed i det. Blandt andet er der risikoen for, at forskningen på området kunne lande i de forkerte hænder og blive uigennemsigtig for offentligheden. Ud fra et etisk perspektiv finder de det dog svært fuldt ud at forsvare et argument som de Greys.

Walsh: “Med teknologi, der vokser så eksponentielt, som det er tilfældet i dag, tror jeg, at der er en reel risiko for at tabe det bagerste felt. Folk er nødt til at beslutte sig for, hvilken type samfund de ønsker at være en del af. Ønsker man et samfund, der tilsidesætter de mindre bemidlede på grund af en risiko for ikke at være avanceret nok? Kan man stille sig tilfreds med det komfortable liv, man i overvejende grad lever i vesten, eller efterstræber man idéen om et fremtidens paradis?” For mig handler det allermest om, hvem der driver teknologierne, og hvorvidt de vil privatisere dem og gøre dem til profitskabende maskiner, som for eksempel internettet i mange henseender er blevet.”