Et charter – fra tanke til handling

Ivy York Möller-Christensen kaster i \’et charter – fra tanke til handling\’ et tilbageblik på Netværk Ny Litteraturhistories aktiviteter gennem det sidste år og stiller det oplagte spørgsmål: Hvad så nu?

1.12.2014

Foredrag ved Netværk Ny Litteraturhistories 2. konference, afholdt på Københavns Universitet

Man får mange dejlige oplevelser, når man kommer ud at se med vores allesammens DSB. Men at samme selskab udover togture, med eller uden nedbrud og forsinkelser, tillige er leveringsdygtigt i næsten eksistensfilosofiske dybsindigheder, var dog nyt for mig. For nylig blev jeg over højttalerne afbrudt under læsningen af en myndig kvindestemme, der lød: ‘Rejser du på rejsekort: Husk at tjekke ind igen, hvis du rejser videre. Husk først at tjekke ud, når du slutter din rejse!’ Sjældent kloge ord. Jeg vil senere vende tilbage til dem og de tanker, de satte gang i hos mig.

Netværk Ny Litteraturhistorie – et lille tilbageblik: Det er i morgen nøjagtig et år siden, vi første gang mødtes i dette auditorium på Københavns Universitet for at gøre opmærksom på litteraturhistoriens miserable tilstand med timebeskæringer og nedprioriteringer i studieordningerne rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner. Det var prof. Johnny Kondrups tiltrædelsesforelæsning om den historiske betragtning af litteratur tidligere samme år, der havde givet startskuddet til initiativet, for vi var nogle stykker, som i lang tid havde båret rundt på samme bekymring, og som var enige om, at det måtte man gøre noget ved! Som mange vil vide, iværksatte vi blandt gode kolleger rundt omkring i landet nogle selvbestaltede undersøgelser, og de værste anelser blev bekræftet. Nedsmeltningen af litteraturhistorien som faglig disciplin er i løbet af de seneste årtier foregået med bekymrende hast. Og vi skrev i aviser og tidsskrifter, fx i Dansklærerforeningens blad Dansk Noter (No. 1, 2014), ligesom det udmærkede internet-tidsskrift Turbulens.net publicerede en række indlæg.

Vi gjorde ikke blot opmærksom på den timemæssige nedskæring, men søgte også at blotlægge årsagerne til den generelle nedprioritering af disciplinen. I forbindelse med den lange række af begrundelser og forklaringer, som blev fremført, kan man konstatere, at der for det første peges på årsager i de ændrede samfundsmæssige behov – for nu at udtrykke tingene lidt diplomatisk. Her er der tale om de velkendte toner fra erhvervslivet, som går på en forvandling af unyttig til nyttig viden, og som går hånd i hånd med en danskfaglig glidning fra et dannelsesbegreb til et kompetencebegreb. Denne forvandling har man fx kunnet følge i rækken af gymnasiale bekendtgørelser siden 1980’eres begyndelse. Danskfaget er på vej til at blive et nyttigt redskabsfag.

Og alt dette er sket ud fra en tro på, at erhvervslivets satsning på industriel-teknisk innovation og konkurrencedygtighed ikke blot har hårdt brug for alle disse nyttige redskaber og kompetencer, men at de også kan stå alene, altså uden at landets industrielle købmænd og sælgere samtidig har dannelsen, historien og historierne med i bagagen. Ja, uden at de ved forretningsmiddagen i Japan, Kina, Rusland eller for den sags skyld Sydafrika er i stand til at konversere om andet og mere end den mad, der står på bordet og måske priserne på de lokale liebhaverboliger. Men nye vinde blæser: Erhvervslivets guruer og marketingsteoretikere taler i stigende grad om såkaldt branding og narrative strategier som de værktøjer, der skal bane vejen frem til større salg, indtjening og succes. Og det er godt for os.

Men indrømmet – denne form argumentation for dannelsesfaget og litteraturhistorien er jo ligeledes båret frem af kræmmer-ånden, den form for åndfuldhed, som for os danske er så velkendt, ja, onde tunger kunne påstå, nærmest genetisk forankret. Man kunne hævde, at den bygger på sund fornuft og et nyttefilosofisk grundlag. Og det er da også en argumentation, som rundt omkring i den vidt forgrenede brugsforening, som salig Palle Lauring i fællesmarkedsdebattens tid kaldte Danmark, nok kan overbevise en og anden. Og derfor skal argumentet selvfølgelig også bruges, til trods for, at det hos mange her sikkert udløser en lignende form for ubehag, som når man bliver bedt om at forklare en vittighed, for litteraturens og litteraturhistoriens værdi grunder jo i noget helt, helt andet…

Lad os da holde fast i, at litteraturhistorien ikke kun skal fastholdes for, at danske bacon- øl- og smørkræmmere skal kunne optimere salget, når de er i stand til at fortælle gode historier om det sted og den kultur, de kommer fra. Lad os holde fast i, at litteratur og kunst også har en funktion blot i kraft af det at være kunst. Ved at kunne give berusende og omvæltende oplevelser af skønhed, genkendelse, forløsning, forståelse, empati osv. osv. Men når vi i den brede offentlighed vover os ud i en argumentation af denne art, oplever man oftere, end godt er, at en del tilhørere og politikere får et temmelig tåget og fraværende blik. For os her i salen fremstår sådanne argumenter formodentlig lige netop som særdeles overbevisende, ja som de bedste overhovedet, men af mange opleves de desværre som langtfra tilstrækkelige. Endnu vigtigere for at forstå litteraturhistoriens krise er efter min opfattelse det faktum, at historisk forankrede diskurser de seneste år har været under generelt og massivt pres fra vekslende strømninger inden for samfundsteori, litteraturteori og -metodik. Især prof. Hans Hertel har i denne forbindelse oplistet en række teoridannelser, der siden 1930’erne på forskellig vis har trukket i denne retning. For nu blot at nævne nogle ganske få: Nykritik, strukturalisme, ideologikritik og dekonstruktivisme.

Endelig har vi i Netværk Ny Litteraturhistorie forsøgt at samle en lang række argumenter for en retablering af en acceptabel plads for litteraturhistorien som disciplin samt for en revitalisering af samme. Lad mig blot nævne nogle stikord: Litteratur som mulighed for intertekstuel forståelse, udvikling af menneskelig empati, litteratur i forbindelse med demokratiseringstiltag, litteratur som adgang til forståelse af sig selv, den anden, af det fremmede og ukendte osv. osv.

Og nu står vi så her. Vi har masser af sympatitilkendegivelser i ryggen, ikke mindst fra unge kolleger. I dette auditorium er der i dag repræsentanter og vigtige meningsdannere fra alle dele af uddannelsessystemet, og jeg kan spore en udbredt velvilje overfor de tanker, der kommer til udtryk i charteret for Netværk Ny Litteraturhistorie.

Hvad nu?

Titlen på mit foredrag Et charter – fra tanke til handling indikerer, at de tanker og holdninger, som vi i det seneste års tid har arbejdet for at udbrede, uvilkårligt følges af et krav om fortsat handling. Og for mig at se må den udfolde sig i to parallelle spor: For det første et helt praktisk, som går ud på at arbejde for en konkret styrkelse af disciplinen. Dette er ret ligetil. Om den er der ikke så meget mere at sige, end at vi skal arbejde for, at timetallet skal sættes op! Og her vil jeg atter understrege, at vi ikke er på jagt efter nedskæringer i andre af fagets dele; vi vil for alt i verden undgå en ufrugtbar, intern faglig strid om disciplinernes indbyrdes vægtning i relation til krav om konkrete timetal. Men hvis den folkelige og politiske vilje er til stede, burde retableringen på denne måde være mulig.

Til dette praktiske spor hører også den yderst vigtige satsning på udvikling inden for hele det didaktiske område: Vi skal arbejde for nye, konsistente, tværfagligt vinklede og frem for alt inspirerende formidlingsformer, som inddrager al den nyttige teknik, som i de senere år næsten er blevet hvermandseje.

Det andet spor er af en langt mere tidkrævende og kompliceret art og hænger sammen med det omfattende teoretiske og filosofiske arbejde, der for mig at se er nødvendigt, hvis en holdbar revitalisering af den litteraturhistoriske disciplin skal lykkes. At gå fra tanke til handling kræver – om jeg så må sige – omtanke. Kampen for litteraturhistoriens renæssance skal som proces indlejres i den modernitetsdiskurs, som den jo også er en del af, og den skal derfor sideløbende reflekteres på et metaplan. Herved mister beskæftigelsen med litteraturhistorien ganske vist uigenkaldeligt sin uskyld, men denne selvrefleksive proces er den billedligt talt teoretiske og filosofiske drone, som vi er nødt til at sende i æteren, hvis vi skal lykkes med arbejdet. Vi er nødt til at erkende, at vi ikke længere befinder os i en tid, hvor selve beskæftigelsen med det historiske er en integreret del af en for os ubevidst hegemonisk diskurs. Vi er i dag langt fra den selvsikre og deduktivt anlagte argumentation, som den første professor i dansk litteratur, Vilhelm Andersen, formulerede i begyndelsen af 1900-tallet, hvor han skrev:

‘Vi skal hævde Lærefaget Dansk Sprog og Litteratur som den lærde Skoles humane Hoved-Fag – som det Fag, der inden for vort Sprogs og vor Stammes Grænser er bedst egnet til at løse enhver humanistisk Skoles vigtigste Opgave: at forme Mennesker.’ (Andersen 1912: 145)

Når modernitetens teoretikere – efter Lyotards mord på de store fortællinger – arbejder med undersøgelser af varierende former for magtmekanismer som bestemmende for vores liv og livsform – det være i form af diskursanalyser, af såkaldt habitus-teori om diskursive ”felter” og i form af analyser af risikosamfundet og den afmagt, der følger heraf osv., osv. – må man ofte uvilkårligt nikke genkendende – og anerkendende. For her har man jo netop ofte fat i præcise kendetegn for moderniteten, som vi selv er en del af, og analytisk formåen og præcision gør sig i høj grad gældende. Det kan derfor næppe undre nogen, at mange er tiltrukket af disse tilgange og redskaber, også når det gælder litteraturen. Stillet overfor dette udbud af analyser og diagnoser af samtiden er litteraturhistorien i fare for at fremstå som en anakronistisk aflægger af den Vilhelm Andersen’ske dannelsestanke og for nogle endog som en enten konservativ og kynisk disciplin, der tjener bestemte ideologiske formål – det kunne fx. være nationale – eller som en blåøjet, naiv beskæftigelse, hvor man blot ubevidst og frem for alt helt ukritisk overtager en éngang indgroet og fastlåst kanon.

Udfordringen er altså til at tage og føle på: Det drejer sig om intet mindre end etableringen af en filosofisk, analytisk og teoretisk platform, som skal tjene som bolværk – ikke mod modernitetserfaringen, men i pagt med moderniteten og mod en truende dehumanisering og fremmedgørelse.

*

Vi kan for tiden konstatere to indbyrdes modstridende eller konkurrerende tendenser, anskuelser eller diskurser: På den ene side den, der har autonomien som bærende princip, forstået således at individet opfattes som forbundet med øjeblikket, hvilket man satirisk kunne fremstille som en forbrugende organisme uden fortid og fremtid. Kroppen her i rummet nu. Bærende på et digitaliseret ur, der kun viser den konkrete tid lige netop nu, men ikke en urskive, der jo dog også viser et umiddelbart før og et efter. Et hedonistisk væsen, koncentreret om behovsopfyldelse, om at spise, sove, formere sig og lade sig underholde…

Og på den anden siden mennesket som værende indlejret i et kontinuum, i en historie af en eller anden art, i en personlig biografi, i en slægtshistorie, i en folkelig historie, i en social historie – for nu blot at nævne nogle mulige. I et før, et nu og en fremtid.

En strøtanke: Jeg kommer til at tænke på fjernsynsprogrammerne – nogle stikord: Boligsalg, liebhaverboliger, gæt hvem der bor her, genbrugsjagt, indretning af hjemmet og havemiljøet, madlavning, desserter, quiz, endnu engang quiz osv. osv. Og samtidig iler i tusindvis af danskere til skærmen, når der sendes vedkommende, moderne familiesagaer. Også denne tendens begyndte for mange år siden; lad mig blot nævne Matador og Krøniken.

Endnu en strøtanke: Jeg stødte her i sommer på et pudsigt lille eksempel på det moderne autonome menneskesyn, som for blot nogle ganske få årtier siden ville have været en utænkelig overskrift. Den optrådte på Børsens netudgave den 28.8.2014: ‘Tre forskere i økonomi udtaler: ‘Landets pensionister risikerer at dø meget rige’. Sådan lyder advarslen fra tre forskere i forhold til den kommende regulering af afdragsfrie lån…’ Hmm.. Vi skal ikke længere tilbage end til mine bedsteforældres generation, hvor det kunne være en æressag at efterlade arvingerne en større formue, end man selv havde fået overleveret. Blot et enkelt eksempel på, hvorledes fx slægtsfølelsen eroderer.

Men som før antydet, kan man i disse år samtidig iagttage en overvældende interesse for det historiske i alle afskygninger: Biografier, selvbiografier, populariserede og narrativt konciperede faghistoriske udgivelser (som fx Tom Buk-Swientys historiske fremstillinger af 1864-krigen), familiekrøniker,slægtsforskning, fejring af historiske begivenheder (parentes: 1864), filmproduktioner med historiske emner (fx Struensee-filmen og nu aktuelt Bornedals 1864-serie). Hertil kommer et stort antal lokalhistoriske foreninger og publikationer. Alle disse former for historieskrivning vinder i disse år massivt frem. Både unge og ældre har en stor trang til at forstå fortiden, at se sig selv som led i en større kæde.

Paradoksalt nok sker dette samtidig med, at vi fra flere sider kan konstatere store bestræbelser på enten at aflive den historiske bevidsthed gennem nedskæringer eller sørge for at gøre beskæftigelsen med den odiøs. Dette er nok en overvejelse værd. Og yderligere refleksioner ville uvægerligt føre ind i politiske minefelter – som vi, godt udrustet, i den kommende tid bør forberede os på at træde ind i.

Friedrich Nietzsche (1844-1900) stod i sin tid i den helt modsatte situation. Han var dødtræt af den samtidige, monumentale – og som han også kalder det – antikvikariske dyrkelse af den store historiske tradition. Stående midt i den strømning, vi kalder historismen, kunne han ikke få luft og havde fået nok af dyrkelsen af en stivnet og, som han siger, blodløs historisk tradition. Folk skulle ikke gå rundt som omvandrende encyklopædier! Derfor skrev han i den anden af de i alt fire dele af værket Unzeitgemässe Betrachtungen fra 1874 det kritiske indlæg Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben. Og hvad ville han så?

Jo, historien skal ‘stå i livets tjeneste’; han taler om ‘en kritisk historie’ (Nietzsche: 49-50), hvor mennesker ikke kun dyrker og indterper historien, men også bliver i stand til selv at skabe historie (Nietzsche: 78). Hos Nietzsche går det aldrig stille for sig: Essensen i hans argumentation for den kritiske historie er, at beskæftigelsen med historien altid skal relateres til livet her og nu og aldrig må blive et tungt og skolemesteragtigt åg, som nulevende og kommende generationer skal slæbe rundt på.

*

Min antagelse er, at vi mennesker, helt basalt og ontologisk betragtet, har et indbygget behov for fortælling, at vi er udstyret med et narrativt anlæg. Selve den aristoteliske model over fortællingen som indeholdende en begyndelse, en midte og en slutning samt selve det at forstå og forklare ved at kæde hændelser sammen, altså det kausale princip, er lige så tæt knyttet til det at være menneske som at spise, sove og forplante sig. Dette princip er bundet til selve den menneskelige væren som en slags drift mod mening. Når mennesker er allerhårdest traumatiserede og ramt i deres mentale livsnerve, forsvinder evnen til at tale om det skete. Først kan man måske tegne en situation, (sådan bearbejdede små børn deres oplevelser i koncentrationslejren Theresienstadt), senere kan man gennem intensiv terapi, den såkaldte narrative terapi, blive sat i stand til at tale om det skete. Først fragmentarisk, senere mere sammenhængende. Selve den kausalitet, der er konstituerende for historien og fortællingen, virker forløsende, netop idet den forklarer. Den giver mening.

Filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) argumenterede for kategorierne tid og rum som subjektets primære erkendemateriale. Disse kategorier er erkendeformer eller såkaldte ‘anskuelsesformer’, som går forud for erfaringen, som altså fungerer a priori. Man kunne populariseret forklare det således, at verden erkendes gennem et medfødt filter, som bestemmer og farver vores sansning og oplevelse af verden omkring os. I denne forbindelse er det interessant, at vi på grundlag af den senere forskning af bl.a. den amerikanske Mark Turner måske kan supplere med endnu en slags anskuelsesform, nemlig den narrative, som dækker over menneskets evne til at forstå verden fra den platform, han kalder ‘små spatielle historier’. Han skriver:

‘…vi bruger historie (…) og parabel til at tænke med, idet vi begynder på de små spatielle historiers niveau. Ikke desto mindre opleves dette niveau (…) som så uproblematisk, at det lades ude af betragtning som prækulturelt fænomen, selv om det det er kulturens kerne.’ Senere konkluderer Turner: ‘Narrative forestillinger er vort fundamentale, kognitive forklaringsinstrument.’ (Turner 2000: 32)

Nu kunne man indvende, at der fra disse udtalelser om det narrative er meget langt til vores emne, nemlig litteraturhistorien. Men hertil kan svares, at selvom litteraturhistorien i en konkret form altid er udtryk for en bestemt selektion og derfor altid i en vis forstand vil være en form for konstruktion, udspringer også den af en for mennesket fundamental erkendeform, hvis lovmæssigheder det ville være interessant at undersøge nærmere. For erkendelsens binding til det narrative eller det, jeg vælger at kalde den narrative anskuelsesform, rækker antageligvis også ud til historieformer, der transcenderer det individuelle. Man kunne pege på narrative former som fx livshistorien, den nationale historie, kulturhistorien og selvfølgelig – litteraturhistorien.

Der ligger altså her en interdisciplinær lakune og venter på ny forskning, hvor hidtil uprøvede alliancer kunne vise sig at være interessante. Jeg tænker her på fagretninger som antropologi, neurobiologi, psykologi og i det hele taget empirisk rettede videnskaber for i højere grad, end det hidtil er sket, at undersøge feltet. Jeg har i det foregående i al beskedenhed blot antydet nogle mulige indfaldsvinkler.

*

Tilbage til litteraturen: I I.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) spørger magisteren, alias Ludvig Holberg, den gamle Marie:

‘’Troer I da ikke paa en Gud, Morlille,’ vedblev Magisteren, ’og paa det evige Liv?’
’Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.’
’Men den evige Straf eller den evige Løn, Morlille?’
’Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.’
’Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?’
’Hvordan skal jeg opstaa? Som det unge uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige haabløse Marie Færgemands, skal jeg? Og skal jeg svare til, hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde de synded’, eller skal en af dem svare for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?’
Men I har jo dog kuns havt én Sjæl, Morlille!’
’Ja, har jeg?’ spurgte Marie og sank hen i Tanker.’ (Jacobsen 1969: 172)

Det kendte citat fra et af hovedværkerne fra Det moderne Gennembrud viser netop, hvordan Marie Grubbe tager fortællingens parti, i dette tilfælde sin egen livsfortælling, overfor det moderne spørgsmål om identitetens samlende kerne, som blev udløst af magisterens udtalelse om den ene sjæl. Livet og de enkelte livsafsnit opleves af Marie umiddelbart som indbyrdes usammenhængende og atomiserede. Som meningsløse. Hun er ikke barnet, ikke den lidenskabelige fuldvoksne kvinde, ikke den gamle kone ved færgelejet. Men sandheden ligger i hele fortællingen, som har den subjektive erfaring som sit omdrejningspunkt: ‘ ’Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.’ ’

Den, der sidder med evnen til at fortælle og dermed danne mening – og det gør alle sunde og raske mennesker – er ved hjælp af det subjektive engagement og viljen i besiddelse af handlingens mulighed. I Nietzsches skrift om historien indleder han med at fortælle om det græssende dyr, der til forskel fra mennesket ikke besidder nogen form for historisk sans, og som derfor hviler i hvert eneste øjeblik i lykkelig glemsel. Men vi er netop ikke dyr. Spottende kunne man tilføje: Selvom det undertiden kunne se sådan ud…

En del mennesker har i de seneste tiår proklameret ikke blot fortællingens, men også historiens død. Den spådom anfægter vi. Vi er på samme tid eet med vore fortællinger og historier og adskilt fra dem; de indgår i et uophørligt og kompliceret stofskifte, underlagt forandring og aktiv konstruktion. Et dialektisk spil mellem indre og ydre, subjekt og objekt, individ og omverden. At fravælge fortællingen er paradoksalt nok det samme som at vælge den til; det er fortællingen om fravalget af fortællingen. For historien er en immanent del af livet selv.

*

‘Rejser du på rejsekort: Husk at tjekke ind igen, hvis du rejser videre. Husk først at tjekke ud, når du slutter din rejse!’ Således DSB. Vi står alle i forskellige former for liv og livssituationer, mange af os har et bestemt arbejde, nogle af os endda et, der kan engagere os. Kierkegaards etiker taler om arbejdet ideelt set som et kald og om at vælge dette kald. Idag taler vi om at engagere sig i arbejdet, at identificere sig med det og at udfylde opgaven efter bedste evne.

Vi har som mennesker og borgere af skæbnen eller Vorherre eller måske fertilitetsklinikken fået tildelt et rejsekort, en billet til en livsrejse, nogle til en længere, andre en kortere. Men som DSB siger: Vi skal

huske at tjekke ind, når vi rejser videre! Vi skal huske at være rejsende, handlende subjekter, turde være aktive, at få en historie, turde tage fortællingen på os.

Endnu er vi ikke tørnet ud på den sidste rejse; først når vi når dertil, skal vi huske at tjekke ud. Til den tid slutter vores egen historie. Men indtil da skal vi fortælle videre, give historien eller rettere historierne videre, for det hører med til at være menneske. Med en omskrivning af Descartes ”Cogito, ergo sum” (”Jeg tænker, altså er jeg”), kunne man vælge at sige: ”Dico, ergo sum” (”Jeg fortæller, altså er jeg”).


Litteratur

Andersen, Vilhelm (1912): Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning. København: Gyldendal.

Hertel, Hans (2014): ‘Da filmen knækkede. Nykritisk dogmatisme, historietab og uundværlig historie.’ I: Dansk Noter. No. 1. Marts 2014, pp.12-17.

Jacobsen, I.P. (1969): Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Kant, Immanuel (1770): De mindi sensibilis atque intelligibilis forma et principiis (Da.: Om den sanselige og intilligible verdens form og principper).

Kondrup. Johnny (2013): ‘Det fremmede. Om den historiske betragtning af litteratur.’ I: Kritik nr. 207, april 2013, pp. 133-143.

Jean-Francois Lyotard (1979): La Condition postmoderne. Rapport sur le savoir.

Nietzsche, Friedrich (1994): Historiens nytte. I: Moderne tænkere. Kbh.: Gyldendal.

Mark Turner (2000): Den litterære bevidsthed. En kognitiv teori om tankens og sprogets oprindelse. Med introduktion til den danske udgave ved Per Aage Brandt. Kbh.: P. Haase & Søns Forlag. (Mark Turner: The Literary Mind. The Origins of Thought and Language. Oxford University Press, 1996.)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *