1.11.2006
Artiklen er en væsentligt forkortet version af indledningen til bogen ”Publics with/out Democracy”, redigeret af forfatterne (forthcoming 2006)
Baggrunden for denne artikel er det såkaldte Modinet-projekt (Media and Democracy and the Network Society), der i løbet af de sidste fem år har bragt en række forskere sammen på tværs af faggrænserne mellem politologi, medievidenskab og sociologi. Artiklen giver et bud på en samlet ramme for et udsnit af disse forskere, hvis fælles anliggende har været at undersøge den offentlige sfæres udvikling i senmoderniteten – eller hvad man nu foretrækker at kalde vores aktuelle tilstand af accelereret og refleksiv modernitet. Dette fælles udgangspunkt indebærer et par væsentlige præciseringer i forhold til Modinet-projektets overordnede ledetråd.
For det første er genstanden for diskussionen ikke medierne i egen ret, men derimod den offentlige sfære (eller rettere offentlige sfærer). Det betyder selvsagt ikke, at medier og journalistik blændes ud af optikken, men det er ikke nødvendigvis hovedsagen. Medieteknologi og journalistisk praksis indgår ud fra et offentlighedsperspektiv alene som elementer i en diskussion, der også omfatter udviklingen i politiske regimer og politisk kultur – begge i vid forstand.
For det andet er den makrosociologiske diagnose, der ligger til grund for vores diskussion ikke begrænset til netværkssamfundet og dets centrale påstand om en medieteknologisk assisteret vækst i netværk som dominerende social morfologi. Som udgangspunkt holder vi døren åben for en række af de mere eller mindre beslægtede makrosociologiske diagnoser, der er tilgængelige i den aktuelle debat.
Denne artikels argumentation har tre led. Først diskuteres muligheden for et kritisk engagement i analysen af aktuelle offentligheder udenom den – i offentlighedsdebatten – dominerende kritiske teori og dennes metodologiske program. Vores påstand er her, at den fremherskende tendens til at sætte lighedstegn mellem offentlighed, demokrati og emancipation baseret på mere eller mindre sofistikerede ideer om magt- eller herredømmefrihed, på en og samme tid gør offentlighedsperspektivet irrelevant som magtkritik og som redskab til at identificere nye former for frihedspraksis og demokratisk innovation. Dernæst søges det at skitsere en generel offentlighedsmodel som alternativ til den implicitte eller eksplicitte generalisering af den borgerlige offentlighed, der ofte præger debatten. For det tredje diskuterer vi forholdet mellem offentlighed og politisk autoritet med udgangspunkt i en offentlighedens mediering mellem regime og kultur på den ene side – og individ og institution på den anden.
Kritisk attitude og kritisk teori
Det er næppe for meget sagt, at den kritiske teori har et ganske solidt greb om offentlighedsdebatten både i Danmark og internationalt. Det hænger selvfølgelig ikke mindst sammen med den centrale rolle, Jürgen Habermas har spillet i denne debat. På trods af, at Habermas’ vigtigste analyse på dette punkt ligger over 30 år tilbage i tiden, er han stadig et uomgængeligt referencepunkt for snart sagt enhver debat om emnet, og gennem Habermas er der blevet knyttet et stærkt bånd mellem selve begrebet om den offentlige sfære og den kritiske teori, der mere eller mindre præcist associeres med Frankfurterskolen. Der kan selvfølgelig siges meget om det filosofiske grundlag for kritisk teori både inden for og uden for Frankfurterskolen, men vores anliggende her er først og fremmest de effekter, den kritiske teori og den utopiske metode har haft på litteraturen og diskussionen om den offentlige sfære mere generelt.
Ifølge den kritiske teori skal den offentlige sfære opfattes som en: “(…) comparative standard or a radical democratic vision at the normative level, allowing for the critique of actually existing democracies” (Splichal 1999: 14, kursiv tilføjet). Essensen af den kritiske teoris tilgang anvendt på spørgsmålet om offentlighed er kort sagt at udvikle og styrke den offentlige sfære som et demokratisk ideal inden for rammerne af en deliberativ demokratiteori eller sågar en universel moralfilosofi, i forhold til hvilken faktisk eksisterende demokratiers utilstrækkeligheder kan måles og vejes. Kritik, således forstået, handler altså om muligheden for at måle afstanden mellem offentligheden (forstået som et regulativt ideal) og politisk kommunikation, som den faktisk udfoldes i diverse empiriske sammenhænge. Denne tilgang kan selvfølgelig varieres og lede til forskellige betoninger, men som flere oversigtsværker har betonet, har det ofte handlet mere om diskussion af den optimale udformning af offentligheden som regulativt ideal end den underliggende metodologi (Splichal 1999, Roberts & Crossley 2004).
Kernen i den kritiske attitude, som vi forsøgsvis kalder det, handler derimod om analysen af forskellige offentligheder under aktuelle omstændigheder ud fra den pointe, at disse med fordel kan iagttages som kontingente og partikulære formationer i en kæde af forskellige historisk etablerede offentligheder. Sagt på en anden måde er hensigten at analysere offentligheder baseret på en ’historisk bevidsthed’ om hvad, vi observerer, såvel som måden, vi observerer på. Vores formål er således ikke at tilbyde udmålinger af hvor langt, diverse politiske institutioner, journalister eller interessenter befinder sig fra et regulativt ideal om offentligheden, men snarere at undersøge aktuelle offentligheders partikularitet i relation til tidligere historiske offentligheder.
Sondringen mellem kritiske attitude og kritisk teori har vi lånt fra James Tully, der har anvendt den som grundlag for en diskussion af ligheder og forskelle (mest sidstnævnte) mellem Habermas og Michel Foucault (Tully 1999). Vores greb er i denne sammenhæng enkelt, nemlig at overføre Tullys sondring mellem de to koryfæers værker mere generelt til diskussionen af offentlighed. Vi lægger derfor heller ikke megen vægt på den værkorienterede diskussion af den kritiske attitude, som den udspiller sig hos Foucault – og for den sags skyld hos mere eller mindre beslægtede repræsentanter så som Gilles Deleuze og Jacques Derrida. I generelle termer kan sondringen mellem kritisk attitude og kritisk teori ses som en sondring mellem to forbundne fortolkninger af ’oplysningsprojektets arv’ (Tully 1999: 109), der ikke desto mindre er afgørende forskellige. Som sådan kan Hegel, Nietzsche, Weber og for så vidt også flere medlemmer af Frankfurtskolen siges at have praktiseret en kritisk attitude.
Blandt sidstnævnte finder vi faktisk også Habermas. At Habermas som tidligere nævnt har spillet en afgørende rolle for ægteskabet mellem offentlighedsbegrebet og den kritiske teoris program skyldes således i høj grad også receptionslitteraturens behandling. I hvert fald vil vi hævde, at det er muligt at identificere en spænding mellem kritisk attitude og kritisk teori i Habermas’ eget arbejde. Som en iagttager observerede allerede for godt 25 år siden, er der i selve hovedværket Borgerlig offentlighed en spænding mellem offentlighed som ’paradigme for analysen af historisk forandring’ og ‘normativ kategori for politisk kritik’ (Hohendahl 1979). Habermas selv har siden bemærket, han ikke var “(…) careful enough in distinguishing between an ideal type and the very context from which it was constructed” (Habermas 1992: 463). Hvad disse antydninger mere grundlæggende dækker over, er det forbløffende forhold, at den grundlæggende spænding mellem undersøgelsen af offentlighedens mange konkrete former i tid og rum og udkrystalliseringen af offentligheden som et formativt rationalitetsprincip, der går bag om ryggen på alle tænkelige generationer, kun i ringe grad er gjort til genstand for opmærksomhed.
Det hænger formentlig sammen med, at Habermas selv og den altovervejende del af offentlighedsdebatten med ham siden hen primært har orienteret sig mod sidstnævnte og den kritiske teoris program. Hvad vi foreslår her, er imidlertid at fastholde den grundlæggende spænding i Borgerlig offentlighed og den alternative vinkel på offentligheden, der hermed åbnes. Faktisk kan man med en vis ret hævde, at Habermas med Borgerlig offentlighed var tættere på den kritiske attitude end den kritiske teori. Selve sondringen mellem de to fortolkninger af oplysningsprojektet kan selvfølgelig forfølges langt tilbage sit filosofiske grundlag, men en kort artikel som denne er ikke det rette format til denne type af diskussion. Med udgangspunkt i James Tullys diskussion trækker vi i stedet tre afgørende skæringspunkter op mellem kritisk attitude og kritisk teori.
Effektiv, fornuftig og produktiv kritik
Det første skæringspunkt vedrører spørgsmålet om effektiv kritik, hvilket her vil sige kritik, der har effekter på konkret praksis. Påstanden er her, at den kritiske teori på grund af sin præference for rendyrket normativ teori ofte tenderer til at blive ineffektiv. Den kritiske teori vil altovervejende hævde, at den udviklingen af offentligheden som et regulativt ideal, der kan tjene som grundlag for kritik af faktisk praksis, ikke blot er effektiv, men også fuldstændig uomgængelig. Kritisk teori udviser derfor heller ikke overvældende interesse i at undersøge, om det faktisk også er tilfældet (Tully 1999: 110). Den kritiske teori synes ofte mere optaget af at finjustere et højst abstrakt ideal om offentligheden end af egentlig analyse. Med andre ord foregår den kritiske teoris diskussioner ofte på et “(…) vertiginous level of abstraction” og tenderer til at “(…) generate yet more theory, rather than anything practical” (Blaug 1997, quoted in Tully 1999: 115). Det er således også kendetegnende, at den kritiske teori ofte holder sig til meget overordnede betragtninger på niveauet for konstitutionelle rammer og basal polity snarere end konkret procedure og praksis, når den rent faktisk forsøger at tilnærme sig ’konkret eksisterende demokratier’. Vores forslag er her, at den kritiske attitudes samspil mellem begreber og hændelser i det mindste højner chancerne for effektiv kritik.
Det andet skæringspunkt handler om fornuftig kritik. Et element i den kritiske teori, som den udfoldes hos Habermas, er tanken om, at det er irrationelt at afvise påstanden om muligheden for kommunikativ rationalitet (Tully 1999: 118). Denne ide kan imidlertid rammende beskrives som en form for ’oplysningsafpresning’ (Enlightenment blackmail), der har til hensigt at tvinge eventuelle modstandere ind på en bane, hvor Habermas’ egen transcendentale pragmatik udgør de gældende spilleregler. Men selv hvis man accepterer denne afpresning, synes den underliggende påstand om, at modstanderen er fanget i en selv-referentiel fornægtelse af muligheden for universelle sprogregler, at ramme forbi den kritiske attitude (Tully 1999: 120). Den kritiske attitude er ikke motiveret af et ønske om at afvise den principielle mulighed for universelle sproglige strukturer, men drager blot andre konsekvenser af de paradokser og problemer, der har præget alle hidtidige forsøg på at identificere netop disse strukturer. Frem for at deltage i jagten på et filosofisk eller logisk system, der engang for alle kan uddrive diverse paradokser og inkongruenser fra et universelt metasprog, orienterer den kritiske attitude sig mod spørgsmålet om, hvordan konkrete sprogspil og diskurser hver især bearbejder sine egne interne paradokser og problemer.
Det tredje og sidste skæringspunkt vedrører spørgsmålet om produktiv kritik. Kort sagt er produktiv kritik en form for kritik, der evner at åbne muligheden for nye former for frihedspraksis (vi kunne også kalde det for åbning af flugtlinier) inden for forskellige sociale domæner – herunder også den offentlige sfære. Den kritiske attitudes påstand er her, at den kritiske teoris tilgang lukker snarere end åbner sådanne muligheder. Denne påstand handler i sidste instans om forholdet mellem magt og frihed. Konsekvensen af den kritiske teoris insisteren på en utopi om offentligheden som et magtfrit rum er, at man mister blikket for magtens produktive aspekt og de forskellige former for frihedspraksis inden for magtformationer, ”(…) the only kind of freedom available to humans” (Tully 1999: 131). Den kritiske attitude hviler på den pointe, at frihed kun lader sig realisere i og gennem magtrelationer, og at magt omvendt forudsætter frihed (vold undtaget). Dermed forsvinder i store træk grundlaget for den demokrati- og emancipationstænkning, den kritiske teori har investeret i den offentlige sfære. Ved at insistere på en utopisk version af offentligheden baseret i en fejlkonciperet modstilling mellem magt og frihed blænder den kritiske teori for analyser af de mangfoldige former for magt og frihed i historiske og aktuelle offentligheder.
Mod et generelt offentlighedsbegreb
Skridtet fra kritisk teori til en kritisk attitude gør det nødvendigt at erstatte den normative teori om offentligheden som et regulativt ideal med et begreb om offentligheden. I stedet for et sæt af universelle regler for en utopi, har vi brug for et generelt begreb om offentligheden, der gør det muligt at indfange forskellige historiske offentligheders partikularitet. Selv om der er talrige bidrag til Habermas oprindelige analyse at finde i debatten, tager de fleste bidrag tager for givet, at offentlighedens essentielle karakteristika må lokaliseres på niveauet for demokratiske normer og værdier, og/eller foreslår en generel model, der i alt væsentligt er en reproduktion eller mindre modifikation af den borgerlige offentlighed, som oftest drevet af forsøget på at vurdere nye mediers (med internettet som det mest nærværende eksempel) eller nye aktørers bidrag til den oprindelige model (Crossley & Roberts 2004). Resultatet er en offentlighedsmodel, der på en og samme gang er for universel og for specifik.
Et alternativt offentlighedsbegreb kan uden tvivl formuleres på talrige måder. Vores temperament hælder imidlertid til en form for funktionalisme – bredt forstået som sociologiske iagttagelser af samfundets differentiering under synspunkt af funktionel ækvivalens. Dermed bliver vores væsentligste kilde til denne del af diskussionen Niklas Luhmann snarere end Foucault eller andre kilder til den kritiske attitude som analysestrategisk fænomen. Heller ikke her er der imidlertid grund til at overbetone modstillingen til Habermas’ værk. Snarere tværtimod: i sit sociologiske hjørne er Habermas – præcis som Luhmann – rundet af funktionalismen i traditionen for Talcott Parsons, uden dog at reproducere dennes monumentalt futile taksonomier. Og faktisk kan man – cirka 30 år efter udgivelsen af ’borgerlig offentlighed’ – finde et særdeles glimrende udgangspunkt for formuleringen af et generelt begreb om offentligheden med udgangspunkt i netop denne tradition i “Fakticität und Geltung”:
“The public sphere is a social phenomenon just as elementary as action, actor, association or collectivity, but it eludes the conventional sociological concepts of ‘social order’. The public sphere cannot be conceived as an institution and certainly not as an organisation. It is not even a framework of norms with differentiated competences and roles, membership regulations and so on. Just as little does it represent a system; although it permits one to draw internal boundaries, outwardly it is characterized by open, permeable and shifting horizons. The public sphere can best be described as a network for communicating information and points of view (i.e. opinions expressing affirmative of negative attitudes); the streams of communication are, in the process, filtered and synthesized in such a way that they coalesce into bundles of topically specified public opinions” (Habermas 1996: 360).
“Fakticität und Geltung” følger imidlertid den konventionelle sociologiske sondring mellem differentiering og integration i sin søgen efter domæner med et integrativt potentiale i det senmoderne og stærkt differentierede samfund. Og selv om værket ganske vist handler mere om rettens og lovens domæne, tilbyder det dog også en kort diskussion om offentligheden ud fra dette perspektiv. Offentligheden identificeres her med integration som social funktion, ikke mindst ud fra Parsons AGIL-skema. I tråd med sociologiens arketypiske præferencer indtager integration en privilegeret position, der som forudsætning for samfundets fortsatte eksistens under forudsætning af differentiering får karakter af en normativ standard. Relationen mellem offentlighed og integration bliver således den sociologiske ækvivalent til relationen mellem offentlighed og demokrati i de mere politisk teoretiske værker. Med andre ord finder vi spændingen mellem kritisk teori og kritisk attitude gentaget i sociologiske termer. Sociologiens og funktionalismens terminologi tenderer således til at understøtte offentligheden som regulativt ideal, men kan omvendt også siges at levere elementerne til et egentligt generelt begreb om offentligheden.
Offentlighedens funktion
Det grundlæggende element i dette begreb er selvfølgelig offentlighedens funktion. I tråd med Niklas Luhmanns arbejde foreslår vi her at erstatte den traditionelle sociologiske sondring mellem differentiering og integration med sondring mellem differentiering og kobling. Dette giver for det første større analytisk bredde og køber offentlighedsbegrebet fri af den traditionelle historiske fortælling om differentiering som modernitetens store tragedie. Som citatet illustrerer, er der ikke langt til en sådan forståelse. Den offentlige sfære er lokaliseret ’imellem’ samfundets klart afgrænsede og sociale ordener. Som formuleret i en diskussion om den borgerlige offentlighed er denne på den ene side ikke identisk med det formelle statsapparat, men den er omvendt heller ikke ’ganske identisk’ med civilsamfundet (Postone 1992: 164). Pointen er her, at den borgerlige offentlighed på trods af den udbredte tendens til at identificere den med civilsamfundet, ikke falder klart på nogen af siderne i sondringen mellem stat og civilsamfund. Derimod muliggør offentligheden koblingen mellem stat og civilsamfund, netop i kraft af sin position ’imellem’ disse domæner.
Problemet med at udvinde et tilstrækkeligt generelt begreb om offentligheden af Habermas’ teori handler således ikke om funktionen, forudsat at den sociologiske præference for integration lader sig erstatte af kobling og mediering. Problemet handler snarere om den underliggende differentiering, som denne funktion sættes i forhold til. Til dels hos Habermas – og i særdeleshed i offentlighedslitteraturen mere generelt – sættes offentligheden som hovedregel i forhold til differentieringen mellem stat, marked og civilsamfund, hvilket i bedste fald er for begrænset og i værste fald stærkt misvisende. Vi følger på dette punkt Niklas Luhmanns pointe om, at sociologiens grundlæggende spørgsmål må være samfundets (eller det sociales) skiftende differentieringsformer, og herunder at sondringen mellem stat, marked og civilsamfund formentlig aldrig har været en duelig beskrivelse af en for samfundet grundlæggende differentieringsform. Et generelt begreb om offentligheden kan med andre ord ikke forblive bundet til stat, marked og civilsamfund som makrosociologi, eller til nogen anden enkeltstående differentiering for den sags skyld. Spørgsmålet er derimod altid, hvilken differentiering, der rent faktisk medieres i konkrete offentligheder.
Offentlighedens Framing
Den offentlige sfære identificeres imidlertid ikke blot ved sin funktion, men også ved sin form. Som citatet ovenfor illustrerer, er offentligheden morfologisk set et netværk, ikke et system, en institution, en organisation eller en anden form for social orden baseret på klare handlingsregler, adgangskriterier og rollespecifikation. I modsætning til tidligere tiders opfattelse af massekommunikation som en del af offentlighedens forfaldshistorie, accepteres det her, at ansigt-til-ansigt kommunikation i dag er undtagelsen til reglen om ”(…) the virtual presence of scattered readers, listeners and viewers linked by public media” (Habermas 1996: 361). At karakterisere offentligheden som et netværk minder os om, at vi har at gøre med et æterisk og fluktuerende socialt domæne, der ganske vist kræver en form for konstitutionel ramme, men derudover er baseret på uformelle kommunikationsregler, løse ender og polycentrisme.
Det tredje karaktertræk ved offentligheden er et spørgsmål om kommunikationsform, eller framing med indholdsanalysens begreber. I traditionen fra den parsonianske sociologi kan dette spørgsmål i sidste instans forstås som et spørgsmål om det symbolsk generaliserede kommunikationsmedium, der styrer kommunikationen. Hos Habermas kommer denne tilgang tydeligst til udtryk i teorien om den kommunikative handlen og sondringen mellem system og livsverden, hvor systemverdenen associeres med en række ’hårde styringsmedier’ så som penge og magt, der organiserer den strategiske handlen i det politiske, økonomiske og bureaukratiske system. Overfor dette står civilsamfundets hverdagskommunikation inden for religionen, familielivet mv. og systemer, der tester validitetsaspekterne af denne kommunikation så som videnskab og kunst. (Habermas 1996: 260). Som med forholdet mellem stat og civilsamfund, falder den offentlige sfære heller ikke her på en af siderne i sondringen, men medierer derimod ud fra sit eget selvstændige medium, der som hovedregel tematiseres som rationalitet, ræson eller slet og ret fornuft. Argumentet går tilbage til Borgerlig offentlighed, hvor Habermas identificerer offentlighedens fremvækst med rationalitet som et ’historisk unikt medium’.
Hvor Habermas i sit politisk teoretiske hjørne synes at forsyne denne indledende analyse med stadigt mere rigide retningslinier baseret på hans transcendentale pragmatik, synes det sociologiske arbejde at tilbyde andre muligheder. Som det ovenstående citat illustrerer, antydes muligheden for at opfatte offentlig mening som den offentliges sfæres særlige kommunikationsmedium. Således forstået er den særlige kommunikationsform, der kendetegner den offentlige sfære, simpelthen at forstå som en kamp om indflydelse gennem offentlig mening. Denne særlige form for kommunikation kan kaldes overtalelse eller overbevisning (Habermas 1996: 363) eller sågar gensidig accept og anerkendelse (Rawls 1993), men indebærer ingen garantier for rationalitet, moralsk integritet eller konsensus. Dermed bliver det klart, at selv ikke den mest demokratiske af offentligheder bæres af muligheden for en normativ konsensus baseret på accepten af rationalitet som fælles medium.
Offentlighed og politisk autoritet
Som sagt finder vi væsentlige elementer til et generelt begreb om offentligheden i Habermas’ mere sociologiske arbejde, der hverken er umiddelbart genkendeligt som en idealisering eller af den borgerlige offentlighed eller determineret af den kommunikative rationalitets transcendentale pragmatik. Vi finder imidlertid også, at det fulde potentiale i denne retning endnu ikke er udnyttet, hverken af Habermas selv eller i receptionslitteraturen. Skal vi forsøge at sammenfatte vores forsøg på at skubbe udviklingen et skridt i denne retning kan det gøres ved hjælp af følgende figur.
Modellen udpeger to simple relationer, der konstituerer offentlighedens medierende og koblende funktion. Den vertikale relation vedrører koblingen mellem regime og kultur. I generelle termer forstår vi denne relation som en relation mellem autoritet og ikke-autoritet i et hvilket som helst system. Sondringen skal således ikke forveksles med sondringen mellem system og livsverden eller den endnu mere begrænsede sondring mellem stat og civilsamfund. Det autoritative dækker her over alt, hvad der i forhold til et givet system er defineret som formelt betydende på et diskursivt såvel som et organisatorisk niveau. Med Luhmanns termer kunne man også tale om den ’velplejede’ semantik og dennes bærere, der korresponderer til diverse systemers kernefunktionalitet. Position som ikke-autoritet tilskrives – i forhold hertil – alt, der falder uden for denne bestemmelse, hvilket så kan defineres som holdning i modsætning til viden, det almindelige i forhold til det specialiserede, som lægfolk i forhold til eksperter og elite mv.
Ethvert system producerer sine egne varianter af relationen mellem autoritet og ikke-autoritet, men selv hvis vi holder os til det politiske system og politisk autoritet, står det klart, at vi har bevæget os ud over den borgerlige offentligheds form for politisk autoritet. Den borgerlige offentlighed forlod sig på former for politisk autoritet, der er perifere eller muligvis fuldstændig irrelevante i alternative former for offentlighedsdannelse. Politisk autoritet siger i denne sammenhæng hverken mere eller mindre end, at vi har at gøre med en distinkt form for kommunikation mellem sendere og modtagere, der artikulerer bindende beslutninger i den offentlige menings medie for et bestemt felt, terræn eller publikum. Det væsentlige ved den politiske autoritet er blot, at indholdet af kommunikationen implicit eller eksplicit vedrører beslutninger, der forventes at være bindende – uanset af hvilke grunde – for dem kommunikationen er henvendt til (Easton, 1953). Denne autoritetsrelation kendetegner enhver kendt offentlighed i den politiske historieskrivning, om end på vidt forskellig vis.
Den horisontale linie beskriver offentlighedens medierende funktion som en kobling mellem individ og institution. Denne relation skal forstås som en relation mellem individuelle og kollektive subjekter, ikke mellem aktør og struktur, som man måske kunne forledes til at tro. Habermas er flere gange blevet beskyldt for at udlede transformativ kapacitet og kreativitet fra livsverdenens kommunikative struktur. Det kommer klart frem, når han spørger om “(…)the structures of the life-world-however warped, yet none the less tenacious in their own proper logic-[can] stop processes of reification or politicization” (1982: 283). Det er imidlertid et spørgsmål, der afgøres af samspillet mellem institutioner og individer. Eller sagt på en anden måde: offentligheden tegner sig ganske vist for strukturelle kvaliteter, der forbinder institutioner og individer, men det gør hverken institutioner eller individer til ikke-strukturer i sig selv. Habermas er således også den første til at anerkende, at offentligheder afhænger af ”(…) individual situations and life-projects of every single person” (2003: 56).
På trods af en tendens til at tænke offentligheden som strukturelt institutionelle kvaliteter, såsom konstitutionelle normer og kommunikationsregler, er Habermas’ arbejde åbent for relationen til det individuelle. Et væsentligt element her er det, man kunne kalde viljen til offentlighed, til at føre sig selv tilgængelig for et publikum. Offentligheder afhænger selvfølgelig på den ene side af fremtrædende og robuste institutioner, men uden individets vilje til offentlighed og evnen til at understøtte denne er offentligheden ikke-eksisterende.
Afslutning
Den ovenstående figur giver en simpel analytisk ramme, inden for hvilken forskellige offentligheders udvikling og stabilisering kan studeres oppefra og ned, såvel som nedefra og op, i begge tilfælde med et blik for den institutionelle såvel som den individuelle dimension. Sondringen mellem analyser oppefra-ned og nedefra-op er på sin vis også på spil i Nancy Frasers sondring mellem stærke offentligheder og svage offentligheder, til tider også omtalt som stærke offentligheder og mod-offentligheder. Vi foretrækker imidlertid her at reformulere denne sondring som et spørgsmål om forskellen på regimebaserede offentligheder og kulturbaserede offentligheder. I Frasers oprindelige distinktion opfattes stærke offentligheder som sammenfaldende med bestemte politiske institutioner (arketypisk parlamentet) og svage offentligheder som stående uden for det politiske system. Denne tilgang forveksler imidlertid institutioner og offentlighed. Offentlighedens særlige position som koblende led mellem forskellige domæner betyder ganske vist ikke, at offentligheden stiller sig symmetrisk imellem disse, men omvendt er det at gå fejl af offentlighedens særlige funktion at fordele offentlighedstyper på stat og civilsamfund. Man kan derimod tale om, at forskellige offentligheder kan læne sig mere eller mindre op ad hhv. regime eller offentlighed. I den forstand kan der sondres mellem offentligheder med primær forankring i regimedimensionen og offentligheder med primær forankring i kulturdimensionen.
At analysere offentligheder oppefra-og-ned handler således om at studere forskellige offentligheders regimeforankring, dvs. måden hvorpå offentligheder konstitueres og forankres i de formelle politiske procedurer, rutiner, programmer og diskurser. Nedefra-og-op falder blikket derimod på, hvordan den formelle politiske autoritets bærende programmer og procedurer bliver reflekteret og behandlet i den politiske kultur. Spørgsmålet er her, hvordan lægfolk reagerer på deres tildelte positioner og roller. Undersøgelser handler her om, hvordan lægfolk følger eller forskyder disse positioner og roller ved at tildele dem ny mening gennem egne erfaringer, der igen kan danne grundlag for dannelsen af nye refleksive fællesskaber. Der er således altid et rum for fri variation i den politiske kultur i relation til den bundne variation i regimets bærende hegemonier, der kan danne grundlag for variation og forskydning.