Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Adfærdsregler for offentlig debat?
 

Adfærdsregler for offentlig debat?

1.11.2006

Via syv velkendte eksempler fra den danske debat og en tour de force gennem argumentationens filosofi argumenterer Christian Kock for at der er brug for adfærdsregler i den offentlige debat. Alt for ofte tales der bevidst forbi hinanden. Standpunkter fordrejes eller “opfindes” ligefrem til skade for såvel sagen som tilhører eller vælger. Derfor må offentlig debat tjene til at belyse de relevante argumenter i en sag. Ikke for at debattørerne selv skal nå frem til en konsensus, hvilket hverken kan eller skal forlanges men derimod for tilhørernes skyld. Reglerne skal altså tjene til sagens oplysning og dermed hjælpe vælgerne til at træffe mere kvalificerede valg.

Adfærdsregler for offentlig debat? Har vi behov for dem? Ville det ikke være smagsdommeri? Skal vi nu have flere begrænsninger af ytringsfriheden og mere selvcensur? Jeg mener vi har brug for adfærdsregler, men ikke for censur hverken af os selv eller andre. Ingen censur; mere kritik. Årvågenhed over for offentlige debattørers måde at debattere på. Når den er for dårlig, må der godt være nogen der siger det. Og journalister og studerende og skoleelever må gerne lære denne slags årvågenhed. Så kan politikere og andre offentlige debattører måske også lære det.

Men først skal vi have et gennemtænkt grundlag for at bedømme argumentation. Man kan også kalde det en teori. Hvordan den skal se ud, er et varmt emne for den voksende skare af folk rundt om i verden der ser sig selv som argumentationsforskere. Her kommer et bud på den.

Men først ser vi på nogle eksempler, så teoretiserer vi ud fra dem. Sådan arbejdede den første argumentationsforsker, Aristoteles, og jeg tror det princip holder endnu.

Eksempel 1. Muhammedsagen

“der er direktører, chefredaktører, partiformænd, succes-forfattere, tidligere udenrigsministre – you name them – som er mere optaget af ‘flerkulturel mangfoldighed’ end af [at] stå fast på vores værdier. Det er folk, der opfordrer til ‘samtale’ og ‘forståelse’. At dialogen skal foregå med islamister, der støtter håndsafhugninger og stening af kvinder, anfægter ikke disse folk. For dem er ‘dialogen’ hellig – uanset hvilke formørkede typer man samtaler med.”

“Det er nyttigt (og ganske uhyggeligt) at vide, at der findes danskere, som ser sådan på verden. Nyttigt at vide, at stærke og indflydelsesrige kræfter her i landet mener, at vi burde have undskyldt for nogle harmløse tegninger, blot fordi nogle truende islamistiske regimer kræver det.”

Henrik Qvortrup, Mange tak til Jyllands-Posten, metroXpress 9.3.2006

Hvad ser vi her? Nogle standpunkter kritiseres, f.eks. at vi “burde have undskyldt” for de tegninger. Men hvem er “vi”? Det synes at være “dette land”. Og hvem har dette standpunkt? Det fremgår at bl.a. “tidligere udenrigsministre” har det. Dem er der en lille håndfuld af i Danmark, f.eks. Uffe Ellemann-Jensen. Mig bekendt har ingen af dem fremsat at vi “burde have undskyldt”.
 

Eksempel 2. Karen Jespersens “øde ø”

I 2000 fandt politiet at visse asylsøgere, især fra den tidligere østblok, begik mange tyverier og sendte tyvekosterne retur til hjemlandet.

“Man er nødt til at gøre noget håndfast. Ellers risikerer vi, at fænomenet vokser. Hvis de har begået en lovovertrædelse af en vis grovhed, så undersøger vi nu, om de kan blive placeret på et særligt center på et øde beliggende område. Man kan f.eks. tage en ubeboet ø,” siger Karen Jespersen og nævner Middelgrundsfortet ud for København som en mulighed.

Berlingske Tidende 25.8.2000.

Det med øen blev et stort tema. Stig Dalager skrev Politiken, 24.11.2001:

“Når en dansk indenrigsminister noget tid før valgkampen lufter en straffeekspeditions­lignende forestilling om at lejrplacere særligt besværlige personer med indvandrer­baggrund til observation på en øde ø, så er der fra officielt politisk hold givet grønt lys for de nok så berømte indre svinehunde.”

Og Thomas Bredsdorff skrev i en tv-anmeldelse, Politiken, 28.11.2001:

“Karen Jespersens skændsel er ikke så meget det, hun udrettede, som det, hun sagde hun ville udrette, men ikke kunne. Hun ophidsede den ene halvdel af befolkningen ved sin uhumske retorik om øde øer til kriminelle indvandrere, den anden halvdel ved ikke at levere øerne, når det kom til stykket.”

Her har vi samme manøvre som før, bare fra den modsatte politiske fløj. Se på den oprindelige udtalelse og dens kontekst, derunder formålet med den omtalte idé, nemlig at begrænse tyverier begået af bestemte asylansøgere, som er grebet i kriminalitet, og som formentlig vil blive hjemsendt. Se så på gengivelser som Dalagers “straffeekspeditions­lignende forestilling om at lejrplacere særligt besværlige personer med indvandrer­baggrund til observation på en øde ø”. Her er i hvert fald seks små, men vigtige forskydninger af hvad der er blevet sagt og ment, og Bredsdorff kan derpå referere til Karen Jespersens “uhumske retorik om øde øer” som om den var et givet faktum.

Et andet centrum-venstre-ikon, Carsten Jensen, råbte med i koret og skrev på selve valgdagen 2001 i en artikel Farvel til Socialdemokratiet, fordi Karen Jespersen havde ført sig frem med “ideer om øde øer som opholdssted for kriminelle udlændinge”

At tillægge folk standpunkter de aldrig har fremsat og sikkert ikke deler, kaldes at “opstille en stråmand”. Piet Hein kalder det “At dutte folk en mening på / hvis vanvid alle kan forstå”. I næste eksempel går det ud over Carsten Jensen selv.

Eksempel 3. Debatmoral

Der er en trist logik i at debattører der forvansker andres standpunkter og udtrykker sig som om deres afskyelighed var en given ting, får samme behandling. En forfatter var fejlagtigt sat på som medunderskriver til et indlæg fra Dansk Forfatterforening om indvandrerdebattens dårlige “tone”. Han skrev i et læserbrev:

“jeg ønsker at holde på min ret til at tage afstand fra kvindeundertrykkelse, æresdrab, dødstrusler mod forfattere og henrettelse af filminstruktører på åben gade uden af den grund at få skudt i skoene, at jeg bidrager til et underlødigt debatniveau. Jeg ønsker heller ikke at blive slået i hartkorn med en hykler som Carsten Jensen, som det ene øjeblik fromt prædiker om ordentlig debatmoral for derpå at omtale en folkevalgt politiker som ‘Dronning af skraldebøtterne’ eller noget i den retning. Hvad Carsten Jensen end måtte mene om Pia Kjærsgård, har hun ret til samme behandling i debatten som de voldsmænd, mordere, kvindeundertrykkere etc., Carsten Jensen har så travlt med at tage i forsvar.”

Én ting er at man som her forvansker modpartens standpunkter. En anden ting, der er beslægtet, er hvordan man fremstiller modpartens argumenter. Hvis man da gør det.

Eksempel 4. Højtlønnedes dagpenge

Da regeringen i finanslovforhandlingerne 2003 planlagde at begrænse højtlønnedes ret til dagpenge ved arbejdsløshed, skrev en læser ved den 11.11. i Berlingske Tidende et “åbent brev” til sine børn, hvor han opfordrede dem til at forlade landet:

“Jeg havde ellers sat min lid til skattestoppet som en første station på vejen til at reformere vores skattesystem. Ganske vist var det skuffende at måtte erkende, at marginalskatten ikke for tiden kan angribes, så det batter noget. Men jeg accepterede dog, at det måtte vente en stund endnu. Med den nye finanslov har man imidlertid gjort dagpenge indtægtsafhængige sandsynligvis med den begrundelse, at vellønnede kan klare sig selv.”

Læserens argument er helt klart: forskelsbehandling af forskellige indtægtsgrupper er urimelig. Efter et par dage svarer B eskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:

“Vi har haft skattestop i over 700 dage, og der bliver gennemført de første skattelettelser fra 1. januar. Det burde du glæde dig over. Det dagpengesystem, vi har i Danmark, er verdens bedste. Det giver de højeste ydelser, og det hviler på, at skatteyderne finansierer langt hovedparten af ydelserne. Så du har ingen grund til at råde dine børn til at søge til udlandet. Fremtidsudsigterne bliver lyse i fremtiden – også for højtuddannede.”

Ministeren peger på nogle fortrin ved regeringens skattepolitik og ved dagpengesystemet som det er både før og efter forslaget. Men der er intet om læserbrevsskribentens argument: at forskelsbehandlingen af de vellønnede er urimelig. Den vrede læsers argument forties, i stedet bruges pladsen på en anprisning af regeringens politik som intet har med argumentet at gøre.

Hvorfor er det dårligt at ministeren svarer sådan? Det er der to slags grunde til:

Den ene slags handler om at på denne måde bliver det politiske stridsspørgsmål dårligt belyst. Dels ville vi gerne have hørt hvorfor ministeren f.eks. mener at forskelsbehandlingen af de vellønnede er okay, eller i det mindste hvorfor den er et mindre tungtvejende argument imod forslaget end argumenterne for det. Men de nævnes jo heller ikke!

Dels underbelyses emnet også fordi ministeren “svarer” som om vi helst skal glemme forskelsbehandlingen. Han nævner jo hverken argumentet imod den eller nogen argumenter for den, men taler intenst om noget andet. I sin konsekvens ville det føre til at alle argumenter imod et politisk forslag blev ignoreret af vælgerne. Med alle argumenterne for et forslag ville det gå på samme måde, det skulle modparten nok sørge for. Kort sagt, alle relevante argumenter i enhver sag, både for og imod, ville blive ignoreret og til sidst glemt.

Så er der den anden slags grund til at disse manøvrer er skadelige: De undergraver de forudsætninger som menneskelig samtale hviler på. Den slags forudsætninger har flere store tænkere været inde på. Jürgen Habermas har talt om gyldighedskrav som skal være opfyldt for at der er tale om ægte kommunikativ handling. H.P. Grice har talt om maximer der gælder for alle sproglige ytringer, bl.a. at vi forventer de skal være relevante. Lad os bare slå fast at jo mere folk taler med hinanden som Claus Hjort Frederiksen her gør, desto mere vil samtalens mening forsvinde. Ministeren ytrer sig som han gør af hensyn til det indtryk det vil give på læserne, vælgerne. Og det var netop også af hensyn til dem at vi kunne opstille den første slags adfærdsregler: Det er for dårligt når offentlige debattører debatterer en sag på en måde der belyser sagen ringere end publikum har brug for, – eller som ligefrem kaster mørke over den.

I det næste eksempel ser vi en anden manøvre som også tit bruges over modpartens kritiske modargumenter: fordrejning af deres argument.

Eksempel 5. 24 års-reglen

En læserbrevsskribent kritiserer den radikale udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen fordi hun har skrevet forord til en pjece der viser hvordan man kan omgå loven som forhindrer sammenføring med en udenlandsk ægtefælle før det 24. år –

“Nu vil mange selvfølgelig sige, at der er så mange, der bryder loven, men at Det Radikale Venstres udlændingeordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, har medvirket direkte med et forord i denne pjece – det er uforståeligt! Fru Nielsens deltagelse vidner ikke om den store forståelse for det lovgivende demokrati.”

Hvad er kritikpunktet her? Det fremgår klart af ordlyden at det er et folketingsmedlems medvirken til at omgå den lov som folketinget har vedtaget. Her er folketingsmedlemmets “svar”:

“Det burde være logik for enhver, at politikere ikke skal bøje sig, fordi et flertal har en anden mening. Jørgen Bülow Hansen (28.7.) mener imidlertid, at jeg ikke kan tillade mig at skrive forord til en pjece, fordi pjecens indhold er i strid med flertallets holdning. Jeg er selvfølgelig lodret uenig med JBH.”

Men JBH har jo ikke sagt at politikeren ikke må støtte noget som er imod ”flertallets holdning”. Hun gør det som Piet Hein kalder ”At dutte folk en mening på / hvis vanvid alle kan forstå.”

Her er det igen klart at forsyndelsen er noget med dårlig oplysning af sagen, ja med direkte og aktiv formørkelse af den. Vi har at gøre med en underart af stråmanden; men det der forvanskes her, er ikke selve modpartens standpunkt, det er derimod hans argumenter for sit standpunkt.

Det kan man gøre på mindst to måder. Eksemplet viser den tumpede stråmand, for det argument som politikeren her tillægger sin modpart, er tumpet. Alt imens glemmer vi så måske det mere plausible argument modparten faktisk har fremført. Publikum, vælgerne og læserne, der måske ønsker at tage stilling til den danske lovgivning ved at overveje argumenterne for og imod, bliver dermed atter snydt.

Andre gange består tricket i at udskifte modpartens argument med en tandløs stråmand – en version af argumentet der er ukontroversiel, fordi den har fået fjernet det som virkelig kunne gøre ondt.

Det leverede Anders Fogh Rasmussen et subtilt eksempel på ved et pressemøde den 21. februar 2006. Han var blevet anklaget for at han havde mistolket et brev fra 11 muslimske landes ambassadører. Mistolkningen, og den følgende afvisning af deres ønske om et møde, var ifølge kritikere en medvirkende årsag til ”Muhammed-krisen”. Fogh svarede bl.a.: ”Så er der nogen, der har sagt, at man kunne have oversat brevet på en anden måde”. (Politiken 22. februar 2006).

Men dette udsagn forvansker på afgørende vis argumentet mod hans handlemåde. Argumentet var jo ikke at brevet kunne oversættes anderledes, men at det skulle oversættes anderledes. Han havde altså læst forkert, dvs. ageret inkompetent. Men det var ikke det han svarede på.

Man ser igen i disse to eksempler, hvordan en forskydning som umiddelbart kan ligne en ren nuanceforskel, gør at parterne, muligvis fuldt bevidst, taler helt forbi hinanden.
Her kommer et konkret eksempel på en avisdebat – for at være taktfuld har jeg valgt én mellem to politikere der ikke mere er i Folketinget. Den angik brugen af genetisk modificerede planter (GMO’er).

Eksempel 6. GMO-majs

Helga Moos (V) skrev i Politiken 20.4.2004 om et forsøg hun havde set i Mexico med GMO-majs der kunne tåle tørke. Det lovede godt for verdens sultproblemer hvis vi tillod disse planter, mente hun.

Det fik Enhedslistens Keld Albrechtsen på banen (26.4.04). Han havde set de samme to forsøgsplanter som Helga Moos på en studietur for politikere. Han skrev: “Ærlig talt, jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at medlemmer af Folketingets Miljøudvalg kunne drage konklusioner på så løst et grundlag.”

Her søger han bevidst at fremstille modstanderen som idiot – en standardmanøvre i offentlig debat. Naturligvis bygger Moos ikke sit forsvar for GMO’er alene på to planter – hun bruger dem som eksempel, ikke som videnskabelig dokumentation. Senere nævner Albrechtsen en række punkter der rejser tvivl om at GMO’er er et entydigt gode. Det er fint – men han får ikke kommenteret et eneste af de argumenter Moos gav for at de kan brødføde den fattige verden.

Ikke at kommentere modpartens gode argumenter er standard i politisk debat. Man fortegner dem, eller man fortier dem. Albrechtsen gør begge dele.

Moos er ikke et hak bedre i sit svar 1.5.04. Nu er hun sur og tegner et totalt tumpet stråmandsbillede af modparten:

“Enhedslisten reagerer, som om gmo-planter åbner porten til Helvede; det store uvisse truer, hvis vi så meget som flytter et gen under fuld kontrol … Derfor mener Keld Albrechtsen, at udviklingslandene skal satse på døde planter frem for levende. …Partiet elsker fattigdom, bare det er ‘de andre’, der er fattige” – osv.”

Til gengæld får hun ikke lige kommenteret de relevante kritikpunkter mod GMO’er som også indgik i Albrechtsens indlæg.

Har vi ikke brug for at de gode argumenter i vigtige sager som indvandring eller GMO – og det vil både sige argumenterne for og imod – kommer frem? Og får det meste af pladsen? Og ikke bliver fortiet eller fortegnet, men hørt og besvaret?

Kun hvis får det, kan vi bedømme hvor gode de to siders argumenter er. Kan vi ikke det, handler vi i blinde.

At tillægge modstanderen ekstreme synspunkter som de ikke har givet udtryk for, eller forvanske og mistolke deres udsagn i den retning, er beslægtet med at man tillægger modparten hemmelige planer og motiver.
 

Eksempel 7. UVVU (Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed)

Da Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed i januar 2003 kritiserede Bjørn Lomborg for ”objektiv uredelighed”, kom der debat i onsdagsspørgetiden i Folketinget om hans egnethed som direktør for Institut for Miljøvurdering. Her sagde Statsministeren bl.a.:

“Det, fru Pernille Blach Hansen, det, hr. Jørn Jespersen, det, hr. Keld Albrechtsen er ude efter, er overhovedet ikke spørgsmålet om videnskabelig redelighed eller uredelighed. Det er jo almindelig heksejagt på Bjørn Lomborg. Sådan har det været, lige siden instituttet blev oprettet, for venstrefløjen ønsker ikke, at der bliver en kritisk debat om dansk miljøpolitik. Venstrefløjen ønsker ikke, at der foretages en kritisk vurdering af, hvordan vi får mest mulig miljø for pengene. Og det er det, det her handler om.
Så dækker man sig ind under alt muligt formelt sniksnak. Men det, det handler om, er, at man ikke ønsker instituttet.”

Allerede inden da havde regeringens folk været ude i medierne med denne teori om motiverne til kritikken, bl.a. skrev Venstres miljøordfører Eivind Vesselbo sådan her i Jyllands-Posten d. 13. januar:

“Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har med sin afgørelse i forbindelse med Bjørn Lomborgs bog indledt næste fase i den useriøse politiske kamp mod Institut for Miljøvurdering.”

“Der er stærke kræfter, som arbejder ihærdigt på at få lukket instituttet, fordi de frygter, at seriøse økonomiske beregninger af miljøindsatsen vil kunne rykke bevillingerne på miljøområdet fra et felt til et andet.
På denne måde vil de, der sidder på flæsket i dag, kunne miste både penge og indflydelse.
Det er derfor, kampen mod miljøinstituttet lige fra starten har været så hård og kompromisløs.”

Her tillægges kritikerne ikke alene skjulte motiver til deres kritik, der tales også om en regulær sammensværgelse af kræfter med fælles motiver – en konspiration af både politiske modstandere, og forskere, derunder Udvalget.

I filosofiske lærebøger siger man gerne at det er en ”fallacy” at tale om personen og dennes motiver frem for om ”sagen”. Det er ”ad hominem” argumentation. Men vi ved jo fra vidneudsagn i retssager og fra f.eks. den historiske kildekritik at motiverne til hvad folk siger, kan være relevante at tage i betragtning. Så er der egentlig noget galt med Foghs og Vesselbos argumentation her? Ja, men det gale er ikke egentlig at de angriber kritikernes påståede motiver, selv om angrebet er ret spekulativt; det gale er igen at man ikke svarer på selve kritikken mod Lomborg, og de heftige angreb på kritikernes skjulte og konspiratoriske motiver kan let ses som en manøvre der skal bortlede opmærksomheden fra denne kritik og fra det manglende svar på den.

Igen har forsyndelsen altså at gøre med at man så at sige svigter sin oplysningspligt. Ligesom Albrechtsen og Moos forsømmer Fogh og Vesselbo at hjælpe tilhørerne, som i princippet er det danske folk, til at kunne vurdere hvor tungtvejende kritikken mod Lomborg er. 

Tilslutning – ikke tvang

”Fallacies” er nøglebegrebet i den traditionelle tilgang til læren om god og dårlig argumentation. Den traditionelle definition af fallacies er at det er følgeslutninger som synes at være gyldige, men som ikke er det. Tænk på Erasmus Montanus’ ”En sten kan ikke flyve – Morlille kan ikke flyve – Ergo er morlille en Sten”. For Morlille synes det at være en logisk gyldig slutning, men kender man lidt til aristotelisk logik, ved man jo at det ikke holder en meter.

Men denne definition af fallacies – som modsvarer det danske ord ”fejlslutninger” – holder ikke selv en meter. Det dårlige ved de argumenttyper vi har set eksempler på, er ikke at de er logisk ugyldige. Logisk gyldig vil jo sige ”logisk tvingende”. I politisk argumentation forekommer der sjældent logisk “gyldige” slutninger. Dét ligger i politiske sagers natur. Politik er at vælge. Man har lov at vælge både det ene og det andet. Der er ingen tvingende argumenter, der siger at vi skal vælge den ene politik frem for den anden.

En lidt bedre model af politisk argumentation er billedet af en vægt med lodder på begge vægtskåle. I de fleste politiske sager er der relevante argumenter både for og imod. Spørgsmålet er hvilken vægtskål der er de tungeste lodder på, og dén afgørelse er op til en enkelte vælger, for det kan ikke beregnes objektivt, automatisk eller filosofisk.

I den voksende kreds af forskere der beskæftiger sig med argumentation, har man kæmpet med at komme fri af den traditionelle logiks måde at definere god argumentation på, nemlig som logisk gyldig, dvs. tvingende argumentation. Men faktisk er man ikke rigtig kommet fri af det endnu. På diverse måder hænger det stadig fast at et godt argument kendes på at konklusionen følger af argumentet som en slutning følger af sine præmisser.

Vi kan ikke bruge en norm eller et sæt adfærdsregler for politisk argumentation der sætter tvingende argumentation op som mål, og heller ikke konsensus. Det er fordi politik handler om handlinger vi overvejer, ikke om udsagn som vi fremsætter.

En handling er hverken sand eller falsk. Skal 24-års-reglen afskaffes? Skal alle danskere stå i et DNA-register? Skal homoseksuelle ægteskaber tillades? Skal vi nedsætte sodavandsafgiften? At tale om “sandhed” om den art spørgsmål er filosofisk vås. I politiske diskussioner kan man søge folks tilslutning – ikke fremtvinge den. Det handler om hvad man synes. At påvirke hvad folk synes, er retorik.

Argumentationens filosofi – fra Platon til Habermas

Platon havde det dårligt med at folk syntes noget, og i hans dialoger piller Sokrates folks synspunkter ud af dem og får dem til at synes præcis det samme som Sokrates synes. Så hedder det dialektik.

Platons dialektik var inspireret af matematikken. Dér kan en sætning bevises; folk kan “tvinges” til at indse den. Platonikere mener at alle diskussioner burde være sådan.

Men politiske debatter er ikke sådan.
Det skyldes især to forhold.

1) Vi har, modsat matematikken, ikke knivskarpe kategorier som vi med sikkerhed kan sætte et fænomen, f.eks. abort, ind under. Men vi kan strides med retoriske midler om hvorvidt fænomenet mest skal ses ud fra den ene eller den anden kategori.

2) I reglen er der flere krydsende argumenter i en sag, nogle trækker den ene vej og nogle den anden, og man kan argumentere til dommedag om prioriteringen af dem. Alle kan måske enes om at det er godt at bevare alle danske sommerfuglearter. Men hvad må det koste, og hvor meget må det gå ud over andre behov? Derom findes ingen sandhed, ingen tvingende argumenter, og ingen nødvendig konsensus.

Isaiah Berlin, en filosof der er ved at blive meget læst, har talt om værdiernes pluralisme. Da han som student i Oxford læste Machiavelli, gik det op for ham ”at ikke alle de højeste værdier som menneskeheden har stræbt efter nu og i fortiden, nødvendigvis var forenelige med hinanden” (“Den ideale stræben”, 35). De værdier som et samfund hylder, kan ikke alle kan opfyldes på én gang, men kan måske virke imod hinanden. Mens ét værdibegreb taler for en bestemt handling, så taler et andet værdibegreb som man også tror på, imod den. ”Vi kan diskutere hinandens synspunkter,” siger Berlin, “vi kan prøve at nå et punkt hvor vi kan mødes, men i sidste ende kan det du stræber efter, være uforeneligt med de mål som jeg bliver klar over at jeg har viet mit liv til.” Berlin går videre og tilføjer: “Værdier kan nemt støde sammen i et enkelt individs indre; og heraf følger ikke at hvis de gør, må nogle være sande og andre falske.” (Berlin, Den ideale stræben, s. 40). Men, påpeger Berlin, ”sammenstødene, selv hvis de ikke kan undgås, kan afbødes. Krav kan afvejes, kompromiser kan nås: I konkrete situationer har alle krav ikke lige stor vægt – så meget frihed og så meget lighed … Der må foretages prioriteringer, prioriteringer som aldrig kan blive endelige og absolutte” (48).

Andre nutidige filosoffer taler om inkommensurabilitet. Ikke alene vil de værdier som den enkelte tror på, ofte trække i forskellige retninger, der er heller ingen fællesnævner mellem dem; de kan ikke omregnes til samme måleenhed. De gamle grækere fandt at visse tal ikke kan stilles op som en brøk med en hel tæller og nævner; æbler og pærer kan ikke altid tælles sammen i én beregning, for nogle synes bedst om æbler og nogle om pærer; Rundetårn og et tordenskrald kan ikke sammenlignes med hensyn til højde; de fleste synes at både personlig frihed, privatlivets fred og terrorbekæmpelse er vigtige, men når det f.eks. gælder øget brug af overvågningskameraer, synes nogle at det ene vejer tungest, og nogle synes det andet. Ingen af parterne har “sandheden”, og ingen af dem “tager fejl”; de synes bare noget forskelligt.

Det betyder at hver enkelt, stillet over for en beslutning, må afgøre hvilken værdi der vejer tungest. Man kan ikke regne sig frem til det. Forskellige mennesker kan hylde de samme værdier, men vægte dem forskelligt. Det betyder igen at meget ofte vil en debattør faktisk være enig i sin modparts værdier og argumenter, men uenig i hans politik.

På den ene side har min modpart altså ofte argumenter som er relevante, også for mig, og det er derfor min pligt at anerkende dem; på den anden side synes jeg jo at mine egne argumenter trods alt vejer tungere. Derfor er det min pligt at forklare hvorfor jeg synes mine vejer tungere end hans, og det kræver at jeg sammenligner dem og vejer dem op imod hinanden.

Sagt på en anden måde, der er ofte lodder (argumenter) på begge sider; men modsat lodderne på en købmandsvægt har politiske argumenter ikke en ”objektiv” vægt. De har derimod en ”fænomenologisk” vægt. Da der ikke er en objektiv fællesnævner for hvordan man beregner vægten af forskelligartede (”inkommensurable”) argumenter, har de for hver enkelt (vælgeren) den vægt som vedkommende synes de har. Lige så vel som det kan være min pligt at anerkende nogle af modpartens argumenter, så er det derfor min ret at synes at de skal vægtes anderledes.

Men lever vi mennesker så bare i hver sin egen lille private værdi-boble? Kan vi så ikke diskutere politiske og moralske afgørelser fornuftigt med hinanden? Ja, det var det faktisk det spørgsmål vi startede med. Svaret er: Jo vi kan, og det skal vi. Bare fordi jeg ikke kan bevise at folk burde tilslutte sig det jeg synes, kan jeg godt prøve at vinde deres tilslutning alligevel. Og det skal jeg prøve på, så sagen kan blive belyst. Måske bliver nogle folk overbevist, bare lidt. Jeg kan f.eks. prøve at udpensle hvordan livet er for børn i tørkeramte ulande; jeg kan gøre det mere nærværende og påtrængende for folk, og dermed få nogle af dem til at synes at ulandshjælp skal prioriteres højere. Eller hvis dét er min holdning, kan jeg prøve at gøre argumenterne for lavere sodavandsafgift mere tungtvejende på tilsvarende vis.

At tale sammen på den måde er retorik. Det er at vi med ord og tegn søger at vinde større tilslutning fra andre til det vi selv synes skal gøres, vel vidende at vi ikke kan tvinge dem, og at de hver for sig vælger frit.

Personer med forskellig prioritering af værdier kan altså debattere så meget de vil, og det skal de, og de kan gøre det med fuld overholdelse af alle gode adfærdsregler – men de bliver ikke nødvendigvis enige. Det er legitimt at enhver gerne vil have sine værdibegreber og prioriteringer til at vinde fremme. Vi kan opstille adfærdsregler for sådan en debat, men vi kan ikke kræve at den fører til konsensus.

Hvad vi heller ikke kan, selv om Habermas argumenterer for det, er at sige at folk ikke må argumentere “strategisk”. Det er at man taler for at opnå en virkning, f.eks. at overbevise andre. Det er forkert, mener Habermas, man skal tale sammen alene for at kommunikere og opnå forståelse, og så vil vi ideelt set opnå konsensus i kraft af det bedre arguments “ejendommelige tvangfrie tvang”.

Men nej, de begreber kan vi ikke bruge som adfærdsregler for debat, for vi har lige set at de værdier vi mennesker argumenterer ud fra, ikke alle kan opfyldes på én gang, endvidere at vi prioriterer dem forskelligt, og at de er inkommensurable, så at prioriteringen ikke kan beregnes filosofisk; altså er det legitimt at tale for den prioritering man synes er rigtig; altså er strategisk kommunikation også legitim, og konsensus kan ikke kræves eller forventes.

Adfærdsregler

Efter dette sidespring ind i argumentationens filosofi, lad os så vende tilbage til om man kan opstille adfærdsregler for offentlig debat. Eksemplerne vi har set, viser at der er behov for det. Det som politikere og andre offentlige debattører tillader sig, er ikke til at holde ud; de spreder vildledning og mørke over de emner vi skal træffe beslutninger om, og de undergraver betingelserne for at tale sammen.

Men hvad kan vi så forlange af dem, og hvad kan vi ikke forlange? Her er et bud på nogle regler. Det centrale er for det første at offentlig debat skal tjene til at belyse de relevante argumenter i en sag. Man kan bruge et udtryk fra Aristoteles og sige at debat skal gøre det muligt for os tilhørere og vælgere at overskue “de mulige overbevisende momenter i ethvert givet stof”. At kunne fremdrage dem – det er faktisk Aristoteles’ definition på retorik. For det andet er det centralt at debat skal hjælpe hver enkelt tilhører med at veje argumenterne for og imod i forhold til hinanden. For der vil jo gerne være argumenter både for og imod, og afvejningen af dem er derfor nødvendig. Man kan i høj grad debattere afvejningen, men da der mangler en objektiv, logisk målestok, kan debatten ikke bevise hvilken afvejning der er den “sande”; tilhørerne må lytte til debatten, blive klogere af den og så hver for sig vælge hvad de synes vejer tungest. Derfor er det så vigtigt at debattørerne giver reelle svar på hinandens argumenter, dvs. giver begrundede bud på hvordan de skal afvejes. Det skal de gøre for tilhørernes skyld, ikke for at debattørerne selv skal finde en konsensus, for det kan man ikke regne med. Principielt er det legitimt at de taler for at vinde tilslutning til deres synsmåde, ikke for at blive enige. Kort sagt:

Vi kan ikke forlange at debattører:

– skal bevise at deres politik er “sandheden” med tvingende logiske slutninger.

– ikke må kommunikere “strategisk”, dvs. for at vinde vores tilslutning

– skal nå frem til konsensus

Vi kan forlange at debattører:

– anerkender at en modstander legitimt kan synes noget andet end de selv

– angiver eksplicit og præcist hvilket standpunkt de forsvarer eller kritiserer.

– fortrinsvis kritiserer standpunkter som nogen har

– hvis de mener at nogen har de kritiserede standpunkter, da angiver eksplicit og præcist hvem

– ikke kritiserer nogen for standpunkter som de ikke er sikker på at de pågældende har, eller for udtalelser som de ikke er sikker på at de pågældende har fremsat.

– fremfører deres grunde eksplicit, dvs. ikke blot tager dem som underforstået eller forudsat

– begrunder deres standpunkter med grunde, dvs. med henvisninger til de fordele som de mener de vil give, eller andre konkrete grunde

– lytter til modargumenter

– svarer på modargumenter sådan som de fremføres af modparten, dvs. at de gør én af disse to ting:

enten: – 1) anerkender modargumentets sandhed og/eller relevans

– og i tilfælde heraf: at de giver grunde til at argumenterne for standpunktet trods har større vægt end det/de fremførte modargumenter

eller: – 2) kritiserer modargumentets sandhed og/eller relevans, dvs. giver grunde til at modargumentet ikke er sandt og/eller relevant

– kun angriber en modstanders person hvis det punkt angrebet handler om, har relevans for den diskuterede sag, og kun hvis debattøren tillige overholder de ovenstående krav om at svare på modpartens argumenter

Denne kodeks ville betyde at der straks blev dømt gult kort til alle de uskikke og forseelser vi har set eksempler på. I denne kodeks opfattes samtalen ikke som en platonisk dialog, men som en trialog – en proces der finder sted til glæde for tredjepart, vælgerne, som ikke selv naivt antages at være deltagere i et stort direkte demokrati der i vore samfund er uigennemførligt.

Oscar Wilde sagde at socialisme ville være fint hvis det ikke krævede så mange aftenmøder. Disse regler er ikke bygget på et ideal om direkte demokrati med utallige aftenmøder. Vi lever ikke alle i Christiania, sådan som Habermas synes at tro. Vores kodeks anerkender det repræsentative demokrati, hvor nogle få debatterer offentligt, mens resten ser, hører og vælger – hvis de gider. Og reglerne er konstrueret med det grundlæggende hensyn at hvad der end siges af debattørerne, skal være til nytte for vælgerne. De skal tjene til sagens oplysning og ikke til dens formørkelse, og dermed skal de hjælpe vælgerne til at træffe mere kvalificerede valg. Det er et forslag til adfærdsregler for offentlig debat. Er der nogen der stemmer imod?