1.5.2007
Oversat af Esben Hjuler
”Hvilken ide ville, hvis den fik bred tilslutning, udgøre den største trussel mod menneskeheden?” Det spørgsmål stillede redaktørerne af www.foreignpolicy.com i deres september/oktober-udgave til otte fremtrædende, politiske intellektuelle, deriblandt Francis Fukuyama, professor i international politisk økonomi ved John Hopkins School of Advanced International Studies og medlem af Præsidentens Bioetiske Råd. Og Fukuyamas svar? Transhumanisme, ”en underlig frigørelsesbevægelse”, hvis ” korsfarere sigter langt højere end borgerrettighedsforkæmpere, feminister eller fortalere for homoseksuelles rettigheder.” Denne bevægelse, siger han, ønsker ” intet mindre end at frigøre menneskeracen fra dens biologiske begrænsninger.”
Det ville nu være mere præcist at sige, at transhumanister er fortalere for øget støtte til forskning i, hvordan man radikalt forlænger et sundt livsforløb, og for udviklingen af medicinske og teknologiske midler til at forbedre hukommelse, koncentration og andre af menneskets evner. Transhumanister fremfører, at enhver burde have mulighed for at benytte den slags midler til at forbedre visse dimensioner af deres kognitive, emotionelle og fysiske velbefindende. Dette er ikke blot en naturlig udvidelse af de traditionelle formål med medicin og teknologi; det er også en stor humanitær mulighed for virkelig forbedring af menneskets forhold. Men ifølge transhumanister burde valget, om man vil benytte sig af disse muligheder for forbedringer eller ej, ligge hos det enkelte individ. Transhumanister er bekymrede for, at Præsidentens Bioetiske Råds prestige bruges til at promovere en begrænsende, biokonservativ holdning, der forholder sig direkte fjendligt overfor målet om at tillade folk at forbedre deres liv ved at forbedre deres biologiske anlæg.
Så hvorfor udpeger Fukuyama det transhumanistiske ideal om at arbejde frem mod universaliserede forbedringsmuligheder som verdens farligste ide? Hans fjendtlighed overfor den transhumanistiske position er så stærk, at han ligefrem ønsker sine fjender døde: ”transhumanister”, skriver han, ”er sådan cirka den sidste gruppe, jeg ønsker at se leve evigt”. Hvorfor er det egentlig så skræmmende for Fukuyama at forestille sig, at mennesker kunne finde på at bruge teknologi til at blive klogere eller leve længere og sundere liv?
Indædt modstand har før fulgt med teknologiske eller medicinske gennembrud, der har tvunget os til at gentænke visse aspekter af vores verdenssyn. Præcis ligesom bedøvelse, antibiotika og globale kommunikationsnetværk fundamentalt ændrede vores syn på de menneskelige forhold, kan vi forudse, at vores evner, håb og problemer vil ændre sig, hvis de mere spekulative teknologier, som transhumanister diskuterer, bærer frugt. Men bortset fra vage følelser af uro, som vi alle i nogen grad kan dele, hvilket specifikt argument fremfører Fukuyama egentlig, der kan retfærdiggøre at give afkald på de mange fordele ved at give folk lov til at forbedre deres grundlæggende anlæg?
Fukuyamas indvending er, at forsvaret for lige juridiske og politiske rettigheder er uforeneligt med at gå ind for menneskelig forbedring: ” Under denne ide om lige rettigheder er troen på, at vi alle har en menneskelig essens, der mindsker tydelige forskelle i hudfarve, skønhed og endda intelligens. Denne essens og det synspunkt, at individer derfor har værdi i sig selv, ligger i hjertet af den politiske liberalisme. Men netop modificeringen af denne essens er kernen i det transhumanistiske projekt.”
Hans argumentation hviler således på tre formodninger: (1) der findes en unik ”menneskelig essens”; (2) kun de individer, der har denne mystiske essens, kan have værdi i sig selv og fortjener lige rettigheder; og (3) de forbedringer, som transhumanister går ind for, ville udrydde den essens. Heraf slutter han, at det transhumanistiske projekt ville ødelægge grundlaget for lige rettigheder.
En sådan ”menneskelig essens” er selvfølgelig dybt problematisk. Ifølge evolutionsbiologer er den menneskelige genmasse i konstant bevægelse, og de taler om, at vores gener lader en ”udvidet fænotype” vokse frem, der omfatter ikke blot vores kroppe, men også vores frembringelser og institutioner. Adfærdsforskere har gennem de sidste par årtier afsløret, hvor meget vi har tilfælles med slægtninge blandt primaterne. Et grumset begreb om en menneskelig essens er velsagtens blevet en anakronisme. Men vi kan se bort fra disse besværligheder og fokusere på de andre to præmisser i Fukuyamas argumentation.
Påstanden om, at kun mennesker, der har den menneskelige essens, kan have værdi i sig selv, er forkert. Kun de mest ubarmhjertige ville nægte, at ikke-menneskelige dyrs velbefindende betyder bare en lille smule. Hvis en gæst fra det ydre rum ankom til vores dør, og hun havde bevidsthed og moral ligesom vi mennesker, ville vi da ikke benægte hendes moralske status eller værdi i sig selv, bare fordi hun manglede en vis udefineret ”menneskelig essens”. På lignende vis, hvis nogle personer ville omdanne deres egen biologi på en måde, der ændrer det, som Fukuyama bedømmer til at være deres ”essens”, ville så virkelig fratage dem deres moralske status og juridiske rettigheder? At ekskludere folk fra den moralske cirkel, bare fordi de har en anden ”essens” end ”os andre”, er selvfølgelig det samme som at ekskludere folk på basis af deres køn eller hudfarve.
De sidste to årtusinders moralske fremgang har i høj grad bestået i, at vi gradvist har lært at overvinde vores tendens til at foretage moralske diskriminationer på så fundamentalt irrelevant grundlag. Vi bør huske denne hårdt lærte lektie, når vi behandler udsigten til teknologisk modificerede mennesker. Liberale demokratier taler om ”menneskelig lighed”, ikke i den bogstavelige forstand at alle mennesker er lige med deres forskellige anlæg, men at de er lige for loven. Der er ingen grund til, at mennesker med ændrede eller forstærkede anlæg ikke også skulle være lige for loven; ej heller er der nogen grund til at formode, at eksistensen af sådanne mennesker vil underminere århundreders juridiske, politiske og moralske forædling.
Den eneste forsvarlige måde at basere moralsk status på menneskelig essens er ved at give ”essens” en meget bred betydning; fx som ”det at indeholde anlæg for moral”. Men hvis vi bruger en sådan definition, falder Fukuyamas tredje præmis. De forbedringer, som transhumanister slår til lyd for (længere og sundere livsforløb, bedre hukommelse, mere kontrol over følelseslivet etc.), vil ikke fratage mennesker evnen til moralsk handling. Disse forbedringer ville, om noget, beskytte og udvide rammerne for moralsk handling.
Fukuyamas argumentation mod transhumanisme er derfor forfejlet. Ikke desto mindre gør han ret i at vende opmærksomheden mod de sociale og politiske implikationer af den øgede brug af teknologi til at ændre de menneskelige anlæg. Vi må sandelig være bekymrede for mulighederne for stigmatisering og diskriminering, enten mod eller af teknologisk forbedrede individer. Den sociale retfærdighed er også på spil, og vi er nødt til at sikre, at optimale muligheder for forbedringer står til rådighed for så mange og så billigt som muligt. Dette er en af de væsentligste grunde til, at transhumanismen er opstået. På græsrodsniveau arbejder transhumanister allerede for at fremme ideer om morfologisk, kognitiv og prokreativ frihed med bred adgang til muligheder for forbedringer. På trods af de lejlighedsvise retoriske overdrivelser fra nogle af sine tilhængere, har transhumanismen en positiv og inklusiv vision for, hvordan vi etisk kan udnytte de teknologiske muligheder for at føre liv, der er bedre end ok.
Den eneste trussel, som transhumanismen udgør, er tilsyneladende den, at folk både fra højre og venstre måske vil finde den meget mere attraktiv end den reaktionære biokonservatisme, som Fukuyama, Leon Kass og de andre medlemmer af Præsidentens Bioetiske Råd står for.
