1.11.2006
Teksten er en bearbejdet og oversat version af hendes bidrag til Modinet-antologien om nye offentligheder. Oversat af Tina Guldbrandt Jakobsen.
Åbenhed og gennemsigtighed er blevet et punkt på den politiske dagsorden i forbindelse med leveringen af offentlige serviceydelser inden for policy-områder som uddannelse, sundhed og det sociale område. Vi ser inden for disse områder en stigende tendens til, at de nationale myndigheder såvel i Danmark som andre vestlige lande offentliggør de serviceproducerende institutioners præstationer, f.eks. ventelister til sygehuse og folkeskolens og gymnasiernes karaktergennemsnit.
Først og fremmest skal mere åbenhed og gennemsigtighed forbedre indblikket i eller forståelsen for fælles problemer, dvs. et demokratisk argument for åbenhed og gennemsigtighed. For det andet skal kvaliteten af offentlige serviceydelser forbedres ved at styrke konkurrencen mellem serviceproducerende institutioner og brugernes muligheder for frit valg. Åbenhed og gennemsigtighed giver i den sammenhæng information, som brugerne kan anvende til at træffe et valg mellem forskellige institutioner. Målet er at myndiggøre brugerne og øge de offentlige institutioners responsivitet og ansvarlighed gennem frit valg. Endelig har de nationale myndigheder gennem et større indblik i serviceleveringen mulighed for at kontrollere og overvåge den pågældende service. Gennemsigtighed og åbenhed betragtes således som en styreform.
De nationale myndigheders initiativer til at fremme gennemsigtighed og åbenhed danner nye offentligheder. Disse offentligheder er indbyrdes forbundet med hinanden på flere måder. Internettet er det medie, der anvendes til at fremme gennemsigtighed og åbenhed inden for den offentlige sektor.
Derudover tager de traditionelle medier også del i processerne vedrørende gennemsigtighed og åbenhed, når de f.eks. offentliggør ranglister over den offentlige sektors output såsom skolernes præstationer målt ud fra elevernes testresultater eller gennemsnitskarakterer eller faciliterer offentlige debatter om hospitalernes ventelister eller de ældres frie valg mellem forskellige hjemmehjælpsordninger.
Selv om de nye offentligheder søger at øge gennemsigtighed og åbenhed, kan det ikke antages på forhånd, at de nye offentligheder er demokratiske eller i stand til at myndiggøre borgerne. De repræsenterer også en ny styreform og introducerer en specifik borgermodel – brugeren eller forbrugeren af offentlig service, hvorved ikke alle borgere, men kun de, som betragtes som brugere af en offentlig service, tildeles særlige rettigheder. Det demokratiske argument for gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige service er baseret på en rationalitet, der ser offentlighedssfæren som en forudsætning for at løse fælles problemer, hvorimod frit valg og styring hviler på ganske andre rationaliteter.
Frem for at sætte lighedstegn mellem offentlighed og demokrati er der behov for at udvide vores forståelse af offentlighed for at forstå karakteren af kollektiv problemløsning i den offentlige sfære. Flere forskellige offentligheder er snarere på spil. De enkelte offentligheder definerer måske samme problem på forskellige måder eller har forskellige opfattelser af karakteren af offentlig service.
Offentligheden som en enhed undermineres
Ved offentliggørelsen af de offentlige institutioners præstationer er offentlighederne abstrakte, når de udfolder sig i det virtuelle rum eller i medierne, der debatterer emner vedrørende præstationer i den offentlige sektor. Men de kan udvikle sig til fysisk tilstedeværende offentligheder, hvis offentligheden, dvs. borgerne, engagerer sig i drøftelser face-to-face med udgangspunkt i de informationer, der er tilgængelige på internettet. Differentieringen af det sen-moderne samfund medfører en løs kobling mellem de mange forskellige offentligheder. Som sådan undermineres opfattelsen af offentligheden som en samlet, rationel og normativ integrerende magt medieret via offentlig deliberation eller rådslagning mellem suveræne borgere. Den opfattelse af offentlighed begrænser ligeledes den politiske handling til en bestemt offentlig sfære og stiller bestemte krav til måden borgerne kommunikerer på (se Habermas 1996).
Den løse kobling mellem flere forskellige offentligheder medfører en afvisning af adskillelsen mellem generelle og partikulære emner, hvorved politik netop ikke begrænses til en bestemt offentlighed (se også Barnett 2003, 67-8; Philips 1995; Young 2000). Borgere, der kommunikerer med en offentlig institution, kan som brugere af institutionen, fremsætte partikulære og subjektive krav som vedrører den enkeltes liv og som på aggregeret niveau også vedrøre det politiske liv, f.eks. uddannelsen af vores børn eller plejen af de ældre.
De mange forskellige sfærer for offentligheder bør dog være i stand til at kommunikere med hinanden. Koblinger mellem offentlighederne bør dannes gennem diverse sub-offentligheders interaktion, udveksling og diskussion, hvorved de gensidigt påvirker hinanden og statens politik og indsats (se Young 2000, 172). De mange offentligheder er koblet til en flerhed af forskellige kommunikationsformer, hvorigennem interesser, behov, identiteter og ønsker legitimt kan artikuleres (Barnett 2003, 67).
Når en institutions præstation eller ydelse offentliggøres på internettet, konstitueres en eller flere offentligheder ved, at informationerne håndteres, anvendes og cirkuleres offentligt. Det er ikke tilstedeværelsen af informationer om institutioners præstationerne, der konstituerer en offentlighed. En eller flere offentligheder konstitueres gennem myndighedernes, de professionelles (f.eks. lægers, sygeplejerskes, læreres), mediernes og borgernes diskursive brug af informationerne. Offentligheder ændrer sig, i takt med at offentliggørelsen af institutionernes præstationer bliver genstand for offentlig debat, meningsdannelse og beslutningstagning. Brugen af informationerne rejser spørgsmål ved, hvilken slags offentlighed der konstitueres, eller hvilken offentlighed informationerne inddrages i. Brugen af informationerne sætter også grænser for medlemmerne af og indholdet i den pågældende offentlighed.
Oversete politiske handlinger
Fokus bør rettes mod uoverensstemmelserne mellem forskellige offentligheder og deres meningsdannelse og kommunikation (Barnett 2003, 70). For at forstå “…the forms of self-management, interpublic coordination, and political accountability that are essential to a democratic and egalitarian society” (Fraser 1997, 136) er en sondring mellem stærke offentligheder og svage offentligheder relevant (Fraser 1997, 137). I de førstenævnte finder meningsdannelse og beslutningstagning sted, mens kun meningsdannelse finder sted i de sidstnævnte (Fraser 1997, 136). Denne sondring indfanger ikke den komplekse og dynamiske relation mellem beslutningstagning og meningsdannelse på tværs af og mellem de forskellige offentligheder. En bedre forståelse for de mange forskelligartede offentligheder kan opnås ved at opbløde den skarpe adskillelse mellem input- til outputpolitik, dvs. fra en skarp adskillelse mellem beslutning og implementering, til en anerkendelse af en tættere forbindelse mellem de to faser. Vi kan ydermere ikke forstå de offentligheder, som konstitueres som resultat af den øgede fokus på gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige sektor, hvis vi reserverer politisk handling til en bestemt sfære, f.eks. stærke offentligheder eller input-politik. Handlinger i svage offentligheder kan også være politiske, når de vedrører outputpolitikker, når borgere og professionelle kommunikerer med hinanden, eller når borgere tager beslutninger vedrørende deres eget liv. Kommunikationen mellem borgere og professionelle, og de beslutninger borgere træffer i forhold til offentlige institutioner, har på aggregeret niveau indflydelse på ikke kun outputpolitikker og svage offentligheder, men også på inputpolitikker og stærke offentligheder. Derudover bevæger nationale myndigheder sig fra input- til outputpolitik i deres forsøg på at regulere svage offentligheder, hvorfor forholdet mellem stærke og svage offentligheder påvirkes af skiftet fra input- til outputpolitikker.
Derudover konstitueres offentlighederne på forskellige niveauer som mikro-offentligheder på subnationalt niveau og offentligheder på nationalt niveau også kaldet meso-offentligheder (Keane 1995, 8). Keane (1995, 8) opererer også med en makro-offentlighed på det internationale niveau. Dette niveau er dog ikke inkluderet, da det i denne sammenhæng er af mindre relevans for at forstå processerne vedrørende gennemsigtighed og åbenhed Fra et normativt demokratisk synspunkt er de kommunikative koblinger mellem meso- og mikro-offentligheder vigtige.
I de offentligheder, der opstår som følge af offentliggørelsen af præstationsbaserede informationer på internettet, kan medlemmerne være politiske eller administrative myndigheder, medierne, professionelle og borgerne.
De offentligheder, der kan udfoldes, er for det første meso-offentligheder, hvor nationale myndigheder, landsdækkende medier og befolkningen generelt er medlemmer. Dernæst kan udvikles mikro-offentligheder, hvor brugere, lokale myndigheder, professionelle forstået som de ansatte på offentlige institutioner, eventuelt lokale medier og lokale borgere er medlemmer. Koblingen eller ikke-koblingen mellem forskellige offentligheder vedrører koblingen eller ikke-koblingen mellem disse niveauer. Meso-offentligheder kan ses som stærke offentligheder, mens mikro-offentligheder danner svage offentligheder. Dog er det vigtigt, at erindre, at politik ikke kun finder sted i stærke meso-offentligheder. Der er en tendens til at overse politiske handlinger i de mange svage offentligheder, hvis demokrati kun vurderes i forhold til en overordnet offentlighed.
De offentligheder, der opstår som følge af offentliggørelsen af offentlige institutioners præstationer og den diskursive brug af informationerne, kan manifesteres på henholdsvis meso- og mikroniveau. Dannelsen af offentligheder på de to niveauer diskuteres nedenfor. Processerne, der udvikles i offentlighederne, kan være mere eller mindre demokratiske (Dahl 1989).
I denne henseende kan demokrati fremmes ved at fremhæve åben administration, responsivitet og ansvarlighed som en del af offentliggørelsen af de offentlige institutioners præstationer.
En anden del kan dog modvirke demokrati. For det første på grund af den selektive repræsentation af institutionernes præstationer, dvs. informationerne der offentliggøres vedrører kun nogle få af de mange parametre, der må tages i betragtning for at vurdere en institutions præstation. Dernæst på grund af manglende kommunikative koblinger mellem de forskellige offentligheder.
Informationerne opnår eget liv
Gennemsigtigheds- og åbenhedspolitik er ikke et borgerinitieret projekt, men et projekt iværksat og besluttet af myndighederne. Nationale myndigheder har i stor udstrækning besluttet formen for og indholdet i den virtuelle åbenhed og gennemsigtighed, dvs. udformningen af informationerne (Andersen 2006). Hermed menes præsentationen, organiseringen og kontekstualiseringen af informationerne. Dette inkluderer måden, hvorpå data introduceres, i hvilket navn, hvordan de udvælges og organiseres, forstået som statistisk design og tabeller, og hvilken hjælp gives til forklaring af dataene (Andersen & Dahler-Larsen under udgivelse). Overordnet har befolkningen ikke bedt om denne form for gennemsigtighed og åbenhed (Andersen & Dahler-Larsen under udgivelse). På den måde konstitueres offentligheder ikke kun uden for og i opposition til bureaukratiske systemer, men også inden for disse systemer (Barnett 2003, 69-70).
Offentliggørelsen af præstationsbaserede informationer på internettet, kan ses som myndighedernes strategiske brug af sproget.
De informationer, der stilles til rådighed for offentlighederne, er måske kun en del af de informationer, borgerne eller brugerne har brug for, for at kunne træffe et kvalificeret valg og danne en kvalificeret mening om den tilgængelige offentlige service (se Andersen & Dahler-Larsen under udgivelse, Dahlgren 2003, 158-9). Informationerne om den pågældende offentlige service fremstilles selektivt og inkluderer kun informationer, der kan måles og er sammenlignelige. Myndighedernes såkaldte ’forpligtelse’ på at være ’gennemsigtige’ afslører måske snarere behovet for ægte kommunikation mellem myndigheder og borgere, hvilket de præstationsbaserede informationer ikke nødvendigvis er i stand til at skabe (O’Neill 2004). Alligevel bliver de præstationsbaserede informationer en del af vores kollektive viden.
Selv om myndighederne forsøger at regulere de offentlige institutioner ved at offentliggøre deres præstationer, er det ikke det samme, som at myndighederne er i stand til at kontrollere institutionernes handlinger og præstationer. Når informationerne om de offentlige institutioners præstationer indgår i de forskellige offentligheder, opnår de deres eget liv. Myndighederne er ikke i stand til at kontrollere denne diskursive brug af informationerne.
Medierne faciliterer et virtuelt rum, hvor udvekslingen af synspunkter om præstationerne i de offentlige institutioner kan finde sted. Kommunikative koblinger mellem eksperter og lægfolk, myndigheder og borgere, kan opstå i kraft af medierne. Medierne kan også fungere som opposition til myndighederne ved f.eks. at kritisere informationerne på internettet som værende for utilstrækkelige til at vurdere institutionernes præstationer.
Offentliggørelsen af karaktergennemsnit
En case om offentliggørelsen af danske folkeskoleelevers gennemsnitskarakterer kan illustrere dette. I medierne udfoldedes en offentlig debat om offentliggørelsen af folkeskoleelevers gennemsnitskarakterer. I dette tilfælde blev en offentlighed tilvejebragt gennem medierne. I denne offentlighed foregik en afbalanceret offentlig debat om offentliggørelsen af gennemsnitskarakterer (Andersen & Dahler-Larsen, under udgivelse). Siden 2003 er gennemsnitskaraktererne i folkeskolen blevet offentliggjort af Undervisningsministeriet en gang årligt. Hver gang har de trykte medier tilvejebragt en platform for en offentlig debat om informationerne. Derfor var det muligt at studere udviklingen i den offentlige debat over tid (se Andersen & Dahler-Larsen under udgivelse). Over tid har den offentlige debat udviklet sig fra primært at fokusere på det rimelige i at offentliggøre gennemsnitskarakterer som et mål for præstationer til at reflektere over f.eks. den social arvs betydning for en elevs præstation, og til at tilvejebringe undersøgelser af udviklingen i karakterer over tiden og evalueringer, der generelt fremhæver behovet for yderligere og supplerende information for at kunne vurdere skolernes præstationer. Repræsentanter fra skoler med f.eks. mange tosprogede elever, fik typisk mulighed for at forklare de særlige omstændigheder ved lige netop deres skole, der måtte påvirke elevernes præstationer. Dermed var producenten af informationer ikke kun Undervisningsministeriet. Forskere, konsulenter og medierne selv leverede yderligere informationer i form af undersøgelser og andet materiale. Men samtidig blev gennemsnitskarakteren over tid accepteret som et relevant kvalitetsmål i den offentlige debat. Dermed understreges vigtigheden af, hvorledes myndighederne har været i stand til at udforme data, der kunne sætte et centralt aftryk på dagsordenen, hvorved eksisterende magtstrukturer reproduceres.
Over tid ændredes deltagerne i den offentlige debat sig imidlertid fra primært at inkludere nationale politikere, repræsentanter fra interesseorganisationer, eksperter og skoleledere til at inkludere lokale myndigheder, forældre, elever og lærere. På den måde blev meso-offentligheden mindre elitære og mere omfattende. Kort sagt har den offentlige debat om offentliggørelsen af præstationer ikke kun drejet sig om resultater, men også om rimeligheden i at offentliggøre resultater, hvad konsekvenserne er, hvilke incitamenter som fremmes i denne proces, etc. Politikere, professionelle og brugerne har deltaget i debatten i medierne.
Dog er det væsentligt at fremhæve, at mediernes fremstilling af skolernes præstationer også er en selektiv repræsentation af disses præstationer. F.eks. rangordnede medierne skolerne ud fra deres præstationer. Undervisningsministeriet præsenterer ikke selv informationerne i rangsordnede tabeller.
Kommunikationen i og mellem offentlighedssfærer, kombineret med den lette transformering af digitale og medieinformationer, indikerer, at vores kollektive viden ikke er en stabil enhed. I stedet er den kollektive viden dynamisk og mulig at ændre og dermed mindre kontrollerbar for f.eks. administrative myndigheder. Medierne og internettet er vigtige facilitatorer af offentligheder. Medierne bidrager med deres selektive repræsentation af det politiske liv, lige som informationsteknologien bliver mere og mere relevant, efterhånden som flere folk benytter disse muligheder og indarbejder dem som en del af deres politiske praksis (Dahlgren 2003, 158-9), hvorved demokratiet udvikles. Dog synes internettets rolle at være mest fremtrædende, når det fungerer sammen med andre medier, som i tilfældet med den offentlige debat om offentliggørelsen af folkeskolernes gennemsnitskarakterer. Internettet som medium bestemmer ikke, om vi er inden for eller uden for en offentlighed. Det er brugen af internettet og brugen af de tilgængelige informationer, der definerer den pågældende offentlighed, uanset om den er fysisk til stede eller abstrakt.
Nye relationer
Offentligheder kan også være lokale og skabe en platform, hvorfra borgerne lokalt kan diskutere med hinanden samt med lokale politikere og offentligt ansatte om emner vedrørende de offentlige institutioners præstationer og resultater. Vi kan ikke på forhånd antage, at mikro-offentligheder er face-to-face offentligheder. De kan også opstå som virtuelle offentligheder i det lokale samfund. Offentligheder på mikroniveau kan etablere forbindelser mellem f.eks. offentlige ansatte og brugerne. Herved er åbenhed og gennemsigtighed og den tilknytning til brugernes frie valg placeret i, hvad der kan kaldes en indre periferi på kanten af det administrative myndighedsområde, da disse processer typisk vedrører institutioner, som har fået tildelt selvstyrerettigheder gennem delegation fra staten ( Habermas 1996, 355). Processerne omkring åbenhed og gennemsigtighed og deres medfølgende dynamik sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes mulighed for at kontrollere og styre områderne.
I konteksten af den nyere modernitets kompleksitet opstår nye relationer mellem borgere som lægfolk og fagfolk som eksperter. Forholdet mellem brugerne og de ansatte på institutionerne er etableret som et resultat af, for det første en trussel om, at brugerne vil vælge en anden institution, hvis ikke den pågældende institution præsterer sit bedste. Dernæst at institutionerne skal indgå i en fælles styring med brugerne, når brugerne anvender informationer om institutionens præstationer som grundlag for kommunikationen med de ansatte eller benytter deres mulighed for fravalg af institutionen. På denne måde deltager brugerne og de professionelle i en vedvarende politisk diskurs om policy-områderne uddannelse, børnepasning, ældrepleje og sundhed.
Det er en diskurs, som i kraft af processerne om gennemsigtighed og åbenhed skal involvere borgerne og brugerne samt pålægge en ikke ubetydelig disciplinerende effekt på de professionelle for at få dem til at agere mere responsivt og effektivt og derved leve op til såvel borgernes som myndighedernes forventninger til deres præstationer. Dette kan resultere i et skifte i tillidsbalancen mellem professionelle og brugere (Jordana & Leve-Faur 2004, 15). De professionelles praksis og viden må komme i konflikt med statens evalueringskritierier, f.eks. karaktergennemsnit, fra oven og brugernes handlekraft og medbestemmelse fra neden.
En pessimistisk og en optimistisk udgave
I mikro-offentligheder kan politikken meget vel involvere at udtrykke det partikulære. Vi kan netop ikke forstå de demokratiske processer, hvis vi anser dem for fuldstændig berøvet for alle partikulære argumenter. Opbygningen af mikro-offentligheder mægler mellem og kobler brugerne af de offentlige institutioner og de professionelle, der er ansat ved de offentlige institutioner, sammen, vel og mærket hvis de er i stand til at forene brugernes hverdagssprog og de professionelles fagsprog.
Gennemsigtighed og åbenhed skal ses som en forudsætning for, at brugerne er i stand til at træffe et valg og udleve deres individuelle livsprojekter. Pessimistisk set er problemet, at gennemsigtighed og åbenhed er koblet til offentliggørelsen af de offentlige institutioners præstationer. Myndighederne forsøger at styre gennem borgernes kapacitet til at vælge og fravælge forskellige institutioner og servicer (Dean 2003). For at gøre de offentlige institutioner mere effektive tillægges brugernes altså kapacitet og kompetence, der skal kunne matche de professionelles vidensgrundlag og magtbase.
Vi kan imidlertid ikke forvente, at nye magtstrukturer, der bemyndiger brugerne, oprettes. Eksisterende magtstrukturer mellem professionelle og brugerne af offentlige tjenesteydelser risikerer blot at reproduceres. Brugerne har måske ikke kapacitet til at skabe modvægt til de professionelles magt. Derudover fokuserer den offentliggjorte information på meget specifikke aspekter ved en offentlig institution – præstation og ydelse. Mange andre informationer kan, som nævnt ovenfor, være relevante for brugerne i forhold til deres mulighed for at danne en kvalificeret mening om kvaliteten af den offentlige service. Forholdet mellem offentlige institutioner og deres brugere være kan siges at være baseret på tillid (se O’Neill 2002). Vi har tillid til, at de f.eks. kan uddanne vores børn og tage vare på pleje af de som ikke er i stand til det selv. Derfor er offentliggjorte informationer, der ensidigt baserer sig på et enkelt forhold vedrørende en offentlig institution, langt fra tilstrækkeligt for kommunikationen mellem brugere og professionelle.
Gennemsigtighed og åbenhed baseret på offentliggørelse af enkeltstående præstationsinformationer kan måske ligefrem skade tillidsforholdet. Det kan i stedet udvikles et mistillidsforhold. Man risikerer, at offentlige institutioner bliver selektive, skjuler informationer eller agerer strategiske for at håndtere gennemsigtigheden og åbenheden og imødegå myndighedernes krav i det præstationsbaserede system, hvor de kun evalueres med udgangspunkt i en lille del af deres samlede ydelser. På denne måde kan gennemsigtighed og åbenhed føre til en række utilsigtede konsekvenser og have en negativ indflydelse på, eller i hvert fald ikke forbedre, de offentlige institutioners præstationer og lydhørhed.
Fra et optimistisk synspunkt kan accepten af det partikulære som en del af politikken gøre det muligt for individer at skabe og ændre deres live nedefra. Offentliggørelsen af de offentlige institutioners præstationer på internettet erstatter hierarkisk styring med individuelle personers mulighed for at benytte informationerne til at danne en kvalificeret mening og træffe en beslutning. På denne måde kan frit valg og konkurrence potentielt myndiggøre borgerne (Rothstein 1998). Derved overskrides også sondringen mellem borgere og brugere. Folk kan skifte mellem forskellige politiske identiteter og roller (Andersen & Helgesen 2001; Clarke 2004).
Myndighederne antager, at åbenhed og gennemsigtighed gennem offentliggørelsen af institutionernes præstationer sætter borgeren i stand til at træffe en kvalificeret beslutning og derved kunne opfylde egne behov. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, at borgerne handler eller træffer beslutninger på denne måde. De offentliggjorte informationer er måske ikke de informationer, som brugerne eller borgerne efterspørger for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om offentlig service. Et tillidsforhold mellem brugerne og de professionelle kan potentielt udvikles i mikro-offentlighederne, der baserer sig på andre aspekter end de præstationsbaserede systemer iværksat af de nationale myndigheder.
Folk kan handle kollektivt som en gruppe borgere, brugere eller forbrugere. Ingen af disse identiteter er eksklusive, og situationsbetingede faktorer kan lede os fra den ene til den anden (Clarke 2004, 13). På denne måde bevæger vi os ud over den universelle borger og den individualistiske bruger. Myndighedernes mulighed for at regulere kan netop bestå i at facilitere en kommunikativ platform mellem borgere og professionelle og ikke mindst i at være i stand til at mægle mellem forskellige offentligheder. Vi kan ikke længere se borgerrollen som primært virkeliggjort i forhold til staten eller i en enkelt offentlighed, men i flere typer af private, fælles og kvasi-offentlige praksiser fra arbejde til shopping (Barnett 2003, 99). Det sætter også spørgsmålstegn ved, hvordan vi håndterer de tilgængelige præstationsinformationer, muligheden for frit valg og de partikulære argumenter fremsat af borgernes for at opfylde deres individuelle livsprojekter. Tilstedeværelsen af offentlighederne sikrer, at partikulære og måske selviske krav vurderes mod andres erfaringer (Barnett 2003, 64; Young 2000).
Konklusion
Reformer, der er rettet imod at øge gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige service, kan danne nye offentligheder. Debatten om gennemsigtighed og åbenhed manifesterer sig selv som en processuel værdi i demokrati, der strukturerer den demokratiske udveksling mellem myndighederne og professionelle på den ene side og borgere og brugere på den anden side. Debatten om gennemsigtighed og åbenhed kan potentielt danne flere lydhøre offentlige institutioner og myndiggøre borgerne. I den sene moderne kontekst refererer dette til individualiseringen af politik på bekostning af en universel og mere kollektiv forståelse for politik. De offentligheder, der opstår som et resultat af offentliggørelsen af offentlig serviceinstitutioners præstationer, kan have et ”smalt” fokus, hvor borgerne primært fokuserer på i deres egne livsprojekter. Endelig manifesterer gennemsigtighed og åbenhed sig også som en del af et forsøg på at styre den offentlige sektor.
Myndighedernes initiativer vedrørende gennemsigtighed og åbenhed er orienteret mod at gøre offentlige serviceinstitutioner som hospitaler, skoler, børnehaver mere effektive. Myndighedernes indirekte styring gennem offentliggørelse af institutionernes præstationer sigter mod at pålægge offentlige serviceinstitutioner selvregulering ved at fremtvinge specifikke incitamenter gennem hvilke borgernes handlinger nedefra kan korrigere den offentlige service produktion. Offentlighed som åbenhed og gennemsigtighed kommer til at tjene flere formål og er baseret på adskillige og endda modsatrettede rationaliteter. Det er tvivlsomt, at projektet om gennemsigtighed og åbenhed kan opfylde alle de tilsigtede formål på samme tid.
Referencer
Andersen, Vibeke Normann Andersen, Vibeke Normann (2006). ”Kontinuitet og forandring. Gennemsigtighed og åbenhed i uddannelser”. Politica, 38. årg., nr. 1, pp. 40-56.
Andersen, Vibeke Normann & Peter Dahler-Larsen (under udgivelse). ”The Framing of Public Evaluation Data. Transparency and Openness in Danish Schools,” in Jonathan D. Breul, Richard Boyle and Peter Dahler-Larsen (eds.), Bringing Evaluation into Public Life. New Brunswick , Transaction Publishers.
Andersen, Vibeke Normann & Marit Helgesen (2001). ”Mellom egeninteresse og fellesskap. Nye former for demokratisk deltakelse på skoleområdet i Danmark og Norge”. Norsk Statsvitenskapelig Tidsskrift, vol. 17, nr. 4, pp. 427-451.
Barnett, Clive (2003). Culture and democracy. Media, space and representation. Edinburgh, Edinburgh University Press.
Clarke, John (2004). Creating Citizen-Consumers: the trajectory of an identity. Paper presented at the CASCA annual conference, London , Ontario , 5-9 May, 2004.
Clarke, John & Janet Newman (2005). What’s in a name? New Labour’s citizen-consumer and the remaking of public services. Paper presented at the CRESC conference: Culture and Social Change: Disciplinary Exchanges, Manchester , 11-13 July 2005.
Dahl, Robert A. (1989). Democracy and its Critics. New Haven , Yale University Press.
Dahlgren, Peter (2003). “Reconfiguring Civic Culture in the New Media Milieu,” pp. 151- 170 in John Corner & Dick Pels (eds.), Media and the Restyling of Politics. Consumerism, Celebrity and Cynicism. London , Sage Publications.
Dean, Mitchell (2003). Governmentality. Power and rule in modern society. London , Sage Publications.
Fischer, Frank (2003). Reframing Public Policy. Discursive Politics and Deliberative Practices. Oxford , Oxford University Press.
Fraser, Nancy (1997). “Rethinking the Public Sphere: A Contribution to the Critique of Actually Existing Democracy,” pp. 109- 142 in Craig Calhoun (ed.), Habermas and the Public Sphere. Cambridge , Massachusetts , The MIT Press.
Habermas, Jürgen (1996). Between Facts and Norms. Cambridge, Polity Press.
Jordana, Jacint & David Levi-Faur (2004). “The Politics of Regulation in the Age of Governance,” pp. 1- 28 in Jacint Jordana & David Levi-Faur (eds.), The Politics of Regulation. Institutions and Regulatory Reforms for the Age of Governance. Cheltenham , Edward Elgar.
Keane, John (1995). “Structural Transformation of the Public Sphere”. The Communication Review, 1, 1, 1-22.
O’Neill, Onara (2002). A Question of Trust. Cambridge , Cambridge University Press.
O’Neill, Onara (2004). “Accountability, trust and informed consent in medical practice and research”, Clinical Medicine, 4. 3, 269-276.
Phillips, Anne (1995). The Politics of Presence. Oxford , Clarendon Press.
Rothstein, Bo (1998). Just Institutions Matter. The Moral and Political Logic of the Universal Welfare State. Cambridge , Cambridge University Press.
Young, Iris Marion (2000). Inclusion and Democray. Oxford , Oxford University Press.
