26.06.2020
Klimaproblematikken er overdrevet, uligheden mindsket, og i virkeligheden går alting bedre end nogensinde før.
Variationer af den fortælling fremføres jævnligt af en række markante akademikere, kommentatorer og, måske mindre overraskende, politikere. Herhjemme spreder blandt andre Martin Krasnik, chefredaktør hos Weekendavisen, det glade budskab. På tærsklen til det nye årti manede han eksempelvis til besindighed og foreslog, at vi, trods dommedagsprofeternes skingre og fejlagtige varsler om en civilisation på afgrundens rand, kollektivt fortsatte fejringen af den vestlige verdens triumferende udviklingsmodel (Krasnik 2019). En model, som ifølge den danske journalist har ført et globalt samfund til et hidtil uset niveau af velfærd, og som bliver ved med at bære frugt – selv i mødet med tilsyneladende ildevarslende fænomener, klimaforandringer inklusive.
Perspektivet vil være ganske letfordøjeligt for de fleste. Eksempelvis har nulevende generationer i et land som Danmark intet erfaringsmæssigt grundlag, der får et koncept som samfundskollaps til at vække intuitiv genklang. Samtidig har den vestlige model rigtigt nok affødt en særlig form for ressource- og energirig eksistens hos en stor del af den globale befolkning. Har man hele livet befundet sig i den virkelighed og været omgivet og formet af den tænkning og handling, der har givet anledning til den, kan det endda være enormt svært at gå kritisk til de gældende logikker. Hvorfor fikse noget, som tilsyneladende fungerer glimrende? Spørgsmålet virker særligt naturligt med tanke på, at vi – i hvert fald i det globale nord – indtil videre ikke for alvor er stødt på eller har fået øjnene op for modellens langsigtede og mindre flatterende konsekvenser. Konsekvenser, der dog, som jeg diskuterer senere, nødvendigvis må vise sig med en grundlæggende reduktionistisk og kortsigtet tilgang til verden.
Siden Krasniks nytårsskriv er vi som bekendt havnet i en global pandemi med Covid-19, der på ganske voldsom vis har skubbet til en hverdag og en række processer, vi ellers har taget for givet. Men selv i mødet med en så relativt omfattende stresstest af samfundet går det dominerende og måske mest ambitiøse spørgsmål på, hvordan vi bedst og hurtigst får tingene – ikke mindst økonomien – under kontrol og tilbage på det sædvanlige, rette spor (Regeringen.dk 2020). Virussen forvandles til den udefrakommende fjende, og nedkæmpelsen af denne og dens forskellige samfundsmæssige følgevirkninger vil være ensbetydende med, at vi kan genetablere den velfungerende normal. Måske er der en nødvendig, kortsigtet ræson i det perspektiv, men man kunne spørge, om det er den eneste eller den vigtigste historie at fortælle? Det tror jeg ikke nødvendigvis, det er.
Weekendsavisens chefredaktør identificerer selv, hvordan krisen blotlægger visse allerede eksisterende begrænsninger blandt de vestlige lande, og han kalder i den forbindelse på “fornyet samarbejde og bevidsthed” (Krasnik 2020). Men også her er der tale om en begrænset ambition, der mest af alt handler om en tilbagevenden til et potentiale i den vestlige model, som, ifølge Krasnik, på det seneste er blevet udfordret. Som jeg kommer ind på nedenfor, skal vi i mine øjne være langt mere modige. Eksempelvis kan virusudbruddet og dets konsekvenser, i sammenhæng med andre begyndende megakriser, ses som tegn på en række mere grundlæggende problematiske forhold og skrøbeligheder, der er dybt indlejrede i vores tanker og handlinger som global civilisation, hvilket giver anledning til en fundamental genovervejelse af, hvordan vi bevæger os videre herfra.
Vejen frem synes snorlige med skyklapper på
Den eksplicitte og insisterende lovprisning af status quo – forsvaret af ideen om, at den aktuelle systemopsætning har sejret, og at al reelt fremskridt må være genoprettelse af eller udvikling indenfor de eksisterende rammer – er en ganske populær aktivitet. Martin Krasnik gør sig således til dansk repræsentant for en udviklingsfortælling, der succesfuldt bæres frem af blandt andre de såkaldte “nye optimister” (“new optimists”), når han beklager, hvordan nuværende generationer i overdreven grad bekymrer sig over “[…] den vestlige verdens og demokratiets krise” og ikke i tilstrækkeligt omfang anerkender det som et “faktum”, at verden nu er et bedre sted, end den nogensinde har været, at “menneskeheden er mindre fattig, bedre uddannet, sundere, lever længere […]” end tidligere (Krasnik 2019).
De nye optimister er en løs gruppering af særligt europæiske og nordamerikanske intellektuelle, som med anerkendende nik til oplysningstanken og den videnskabelige metode udbreder et begejstret syn på centrale elementer af den moderne vestlige samfundsmodel og dens angiveligt overvejende positive, både indfriede og fremtidige, potentiale. Steven Pinker, den canadisk-amerikanske kognitive psykolog og populærvidenskabelige forfatter til for eksempel Enlightenment Now: The Case for Reason, Science, Humanism, and Progress, samt nu afdøde Hans Rosling, svensk læge og videnskabskommunikatør, har været blandt bannerførerne (se f.eks. TED 2006; Weintraub 2018). Og med højtprofilerede støtter som eksempelvis Bill Gates (2018) får den optimistiske position, hvis ideer markedsføres som “neutrale” og “databaserede”, ikke så lidt opmærksomhed.
“Den eksplicitte og insisterende lovprisning af status quo – forsvaret af ideen om, at den aktuelle systemopsætning har sejret, og at al reelt fremskridt må være genoprettelse af eller udvikling indenfor de eksisterende rammer – er en ganske populær aktivitet.”
Dog er det angiveligt faktuelle belæg, der anvendes som grundlag for positionen, inklusive dele af den overordnede forståelsesramme, den bygger på, isoleret set lige så ideologisk ladet og potentielt problematisk, som det på overfladen er pænt (Burkeman 2017). Det er problematisk både som billede på, hvordan verden i øjeblikket ser ud, og som inspiration til, hvordan vi i flok bevæger os ind i fremtiden.
Først og fremmest er det ikke givet, at de ofte citerede beviser for “det er aldrig gået bedre”-argumentet holder vand. Som den britiske antropolog Jason Hickel (2019) har vist, så kræver det eksempelvis en ganske selektiv analyse at påstå – hvilket blandt andre Steven Pinker gør – at absolut fattigdom er faldet markant på verdensplan, og at statistikken nu har nået et niveau, vi også som indbyggere i det globale nord kan have det godt med. På samme måde kan det være svært at se fornuften i positionens ofte delvise negligering af alt fra miljøsammenbrud til fysiske umuligheder i uendelig økonomisk vækst (Monbiot 2018).
Det fundamentale problem med den samling relaterede ideer, som chefredaktøren for Weekendavisen og mange andre stærke stemmer på forskellige måder advokerer for, er dog bredere end som så og drejer sig ikke blot om validiteten af enkelte datapunkter eller frasorteringen af ubelejlige indsigter. Det handler endnu mere basalt om, at ideerne på ganske markant vis reproducerer og styrker en række uheldige, ofte implicitte grundantagelser, der vedrører vores forståelse af og tilgang til verden. Antagelser, som de fleste af os i større eller mindre grad lever efter, men som det – i hvert fald hvis de fungerer som eneste pejlemærke – bliver farligere og farligere at lade sig forblænde af.
Den delvise sandhed
En af grundantagelserne er, at man kan anskue vores menneskeskabte systemer som fundamentalt adskilte fra og mere betydningsfulde end de ikke-menneskelige processer omkring os, “naturen”. Den form for perspektiv gør det blandt andet muligt at forholde sig isoleret til et samfunds aktuelle økonomiske situation – typisk målt på vækst i BNP – og derudfra vurdere, om det mere overordnet er sundt og på rette kurs. Her kan eksempelvis klimanedbrud eller tab af biodiversitet afvises som baggrundsproblematikker; eksterne ulejligheder, vi måske i nogen udstrækning er tvunget til at håndtere konsekvenserne af, men dét primært for at beskytte og videreføre vores eget så udviklede show i mere eller mindre uændret form. En anden central og nært beslægtet formodning er, at det ligeledes giver mening at anskue visse mennesker og grupper af mennesker som fundamentalt adskilte fra og mere betydningsfulde end andre sådanne. Forskellige manifestationer af antagelsen findes overalt, men de kan være svære at se eller virke selvfølgelige, blandt andet fordi de er til stede som aspekter af selv de mest trivielle hverdagsaktiviteter. Eksempler på kategoriseringsmarkører er nationalitet, køn, hudfarve og relativ økonomisk situation, og blandt de domæner hvor formodningens dynamikker kommer i spil på måske særligt tydelige (og kyniske) måder, kan nævnes forskellige former for ulige rolle- og ressourcefordeling på tværs af diverse produktionskæder og økonomiske systemer, politisk undertrykkelse samt væbnet konflikt.
Der er tale om en tilgang til verden og menneskets rolle i den, som styres af en “opdelingens fortælling” (Eisenstein 2013). Fortællingen er langt fra ny og har i forskellige former været dominerende som grundlæggende ramme for forståelse og handling gennem en ganske stor del af menneskets historie (Lent 2017). Og mens Vesten har fungeret som det primære arnested for dens udvikling og idealisering, så har forståelsesmodellen påvirket livet på tværs af mange kulturer. Senest har den fået særdeles gode eksistensvilkår i takt med udbredelsen af et globaliseret økonomisk system og den neoliberale ideologis voksende dominans (Monbiot 2016).
Størstedelen af menneskets tænkning foregår på et ubevidst plan, og eksempelvis kulturelle forståelsesmodeller – som i høj grad styrer vores adfærd – har en tendens til at være mere eller mindre usynlige for de, som bærer rundt på dem (Lakoff og Johnson 1999). Sådan forholder det sig også med opdelingens fortælling, der som en efterhånden dybtforankret individuel og kollektiv forståelsesramme er kendetegnet af en nærmest naturgivet selvfølgelighed. Det gør den svær at få øje på og måske endnu sværere at problematisere direkte. Men når først dens logikker er spottet, er det omvendt svært ikke at se dem i spil overalt i samfundet og i den enkeltes hverdag. Fortællingen er især manifesteret i hierarkiske, dominansprægede handlingsmønstre, som har gjort mennesket i stand til at behandle forskellige dele af verden omkring sig som noget eksternt, og som noget hvis trivsel ofte ses som mindre vigtig end eller endda som stående i direkte kontrast til et givet individs eller en given gruppes egne interesser. Ligegyldigt om det så handler om eksempelvis forholdet til konkurrerende aktører på markedet eller et miljø, der skal tæmmes og udnyttes.
“Størstedelen af menneskets tænkning foregår på et ubevidst plan, og eksempelvis kulturelle forståelsesmodeller – som i høj grad styrer vores adfærd – har en tendens til at være mere eller mindre usynlige for de, som bærer rundt på dem”
Det er en måde at tænke på, som – om ikke andet fra “vindernes” perspektiv og vurderet på de innovative og effektive resultater – da også kan synes en bragende succes. For eksempel er det enormt svært at forestille sig, at den globale arbejdsdeling, antibiotikabehandling og industrielt landbrug ville eksistere i deres nuværende form uden den samtidige eksistens af et verdensbillede, der reducerer forskellige dele af virkeligheden til mere eller mindre isolerede enheder og opererer med en kortsigtet horisont. Og der er ingen tvivl om, at de samfundsmæssige effekter af disse og en lang række andre processer og opfindelser på mange måder er imponerende. Anvendelsen af dem har i nyere tid accelereret store dele af menneskehedens muligheder og relative velvære samt gjort den vestlige videnskabelige model til et de facto standardideal for design og udvikling.
Men trods deres tydelige styrke fra ét perspektiv, fremstår mange af de mest sofistikerede og elegante løsninger ekstremt begrænsede, når de vurderes under et andet lys. Et af de centrale kendetegn ved vores moderne civilisation er den forfinede evne til at designe effektive værktøjer og procedurer, der vedrører tilsyneladende veldefinerede, afgrænsede problemer. Dette selvom de samfundsmæssige eller planetære systemer, løsningerne aktiveres i, typisk er enormt komplekse og derfor ofte bredere set vil reagere uforudsigeligt og uhensigtsmæssigt på vores tiltag (f.eks. Green 2016). Populært sagt er der således ganske stor risiko for, at man ved at løse ét problem samtidig skaber 100 andre.
Et illustrerende eksempel er Londons såkaldte “hestelortskrise” (se f.eks. Johnson 2015). I slutningen af det 19. århundrede var man nået til et punkt, hvor mængderne af afføring fra byens dengang primære transportmiddel tårnede sig op i en sådan grad, at de både praktiske og helbredsmæssige udfordringer efterhånden var svære at ignorere. Løsningen? Den dengang nyligt udviklede forbrændingsmotor. En opfindelse, hvis muliggørelse af motoriseret transport ikke kun begrænsede Londons hestemøg, men også åbnede op for en lang række andre processer. Effekterne har dog ikke kun været positive – og mange af dem, i hvert fald for over 100 år siden, var ganske uforudsigelige. Lort i gaderne er muligvis nok en udfordring for indbyggernes sundhed, men det er store mængder forurening fra motoriserede køretøjer også. Derudover kan nævnes en lang række andre delvist afledte problematikker. Herunder øget udvinding og afhængighed af knappe råstoffer, ikke mindst fossile brændsler, påvirkningen af klima- og miljø på måder, der virker tilbage på samfundssystemer, de videre konsekvenser af alt dette, eksempelvis geopolitisk rivalisering og konflikt, tvungen migration og så videre.
Der findes utallige andre eksempler på lignende mønstre. Her kan man måske undre sig over, hvorfor vi – trods allerede nævnte blindhed overfor vores egne guidende forståelsesmodeller – i tidens løb ikke har været mere opmærksomme på de mindre heldige, ja potentielt eksistentielle konsekvenser af vores ofte forsimplede og reduktionistiske idérigdom. Dog skal man huske på, at det først er for ganske nylig, at den form for adfærd og effekterne af den har fået en sand verdensomspændende og til dels derfor måske særlig synlig og seriøs karakter.
De bredere konsekvenser af den, i nogle sammenhænge, årtusindelange forelskelse i at fremme kortsigtet vinding ved at behandle omgivelser og andre mennesker som lige dele uudtømmelig værdikilde og bundløs skraldespand har i første omgang ikke været store eller i hvert fald ikke øjeblikkeligt mærkbare. Det skyldes i høj grad den relativt lille skala, menneskelig aktivitet har fungeret på igennem størstedelen af vores historie – blandt andet som funktion af teknologiens begrænsede påvirkningskraft og den begrænsede mængde mennesker, som har anvendt den. Vores tidlige forsøg udi agerbrug begyndte for mere end 10.000 år siden, men mens vi særligt siden dengang har påvirket Jordens økosystemer markant (Boivin et al. 2016), skabt komplekse og ulige samfund (Kohler et al. 2017) samt gennemlevet civilisationskollaps snarere som regel end undtagelse (Motesharrei, Rivas og Kalnay 2014), så er der tale om mønstre, som indtil for nylig er optrådt med forholdsvis lille effekt og geografisk udstrækning. De har altså ikke i katastrofal grad kunnet påvirke stabiliteten af den totale biosfære eller menneskeheden som sådan.
En kompleks virkelighed banker på
Det er først indenfor de seneste måske syv årtier, at der med den såkaldte “store accelleration” og en egentlig global civilisation er sket et radikalt skifte, hvad angår omfang og påvirkningskraft i menneskets adfærd (Steffen et al. 2015b). Dette har samtidig medført eller styrket en række tilsvarende risici – alt fra atomkrig til selvforstærkende destabilisering af klimaet – som truer et verdensomspændende samfund. Endda et yderst skrøbeligt ét af slagsen, da det ikke længere kun er geografisk afgrænsede sociale strukturer, som kan påvirkes, men i stedet et komplekst globalt netværk af sådanne.
Den hastige og potente udvikling i både påvirkning og risici har dog ikke været ensbetydende med, at den brede, folkelige opmærksomhed på de tvivlsomme forhold er vokset med samme fart. Blandt andet har magtfulde aktører med diverse særinteresser gennem årene været ganske effektive i deres forsøg på at nedtone farerne ved den retning, vi har bevæget os i (Cook 2016). En anden medvirkende årsag til den relativt begrænsede opmærksomhed er, at der har været forsinkelse i visse af de effekter, vores aktiviteter har haft på klodens systemer – eller i hvert fald i vores viden om dem. Går vi tilbage til starten af det sidste århundrede, kan forbrændingsmotoren igen bruges som eksempel. Selvom der var tale om en ganske kraftfuld omgang mekanik, hvis anvendelse hurtigt tog fart, så har nogle af de mest problematiske konsekvenser af opfindelsen ladet vente på sig. Motoren har eksempelvis haft mere end hundrede år til relativt uforstyrret at gøre sig selv nærmest uundværlig som element i et globalt samfund, hvor en overvejende fossil transportsektor i øjeblikket står for omkring en fjerdedel af det samlede energiforbrug (EIA 2016), og som nu i stigende grad selv udfordres af blandt andet et destabiliseret klima.
Under alle omstændigheder befinder vi os i en global virkelighed, hvor det, blandt andet som kombineret konsekvens af den eksponentielle teknologiske udvikling (Kurzweil 2001), en fortsat befolkningstilvækst samt en energi- og ressourcemæssigt tung livsstil hos en stor del af klodens indbyggere, efterhånden er svært at ignorere flere markante tegn på en aktuel og potentiel ubalance i miljø og samfund. Det er ganske veldokumenteret, at vores økonomiske setup, særligt i det globale nord, har et katastrofalt “økologisk fodaftryk” (EEA 2020) og på flere områder overskrider en række grænser i Jordens systemer (Steffen et al. 2015a). Og dét vel at mærke i en situation, hvor der samtidig underpræsteres på basale sociale parametre (von Daniels, Hoogzaad og de Wit 2020). Næsten uanset ens foretrukne vision for, hvordan vi mennesker på sigt skal indrette os her på kloden, så er det efterhånden tydeligt, at vi på den korte og mellemlange bane er mere eller mindre sikret en række, blandt andet klimarelaterede, udfordringer (Bendell 2018).
“En idé som “grøn vækst”, der lover absolut afkobling af fortsat økonomisk vækst fra de miljøeffekter, det ellers måtte medføre, duer heller ikke som monolitisk løsning. Der skal mere end overfladiske og umulige trylleslag til.”
Alt dette leder forståeligt nok til en særlig form for smerte hos de, som stædigt forsøger at holde fast i et uforandret eksisterende. De trofaste beskyttere af en samfundsmodel og fremskridtsfortælling, der nu under alle omstændigheder synes at have udlevet det primære positive potentiale, og hvis dynamikker altså på en række områder samtidig står i pinlig kontrast til reel bæredygtighed og trivsel. Smerten eller, værre, en manglende forståelse og opvågnen, kommer blandt andet til udtryk i nedtoningen af udfordringerne eller en overbevisning om, at den form for krisehåndtering og fremtidssikring, der på eksempelvis klima- og miljøområdet er behov for, begrænser sig til isolerede teknologiske tiltag. En type “løsninger”, som i forsøget på at bevare det vanlige også er tilbøjelige til at afspejle nøjagtig samme tænkning, der i første omgang skabte problemerne. Det er igen fortællingen om, at vi har et samfund, og så er der en verden “derude”, som skal kontrolleres. Industriel indfangelse af CO2 fra luften, mens vi derudover fortsætter med stort set uændret kurs, er og bliver symptombehandling (Hawes 2019). En idé som “grøn vækst”, der lover absolut afkobling af fortsat økonomisk vækst fra de miljøeffekter, det ellers måtte medføre, duer heller ikke som monolitisk løsning (Parrique 2019). Der skal mere end overfladiske og umulige trylleslag til.
Vores systemiske imperativ
Stærke fremtidsvisioner må forholde sig til, ja, fremtiden. Hvis vi som menneskehed ønsker at bevæge os videre på holdbar vis og på en måde, som også afspejler vores dybeste værdier, så kunne en sund første handling være at udvide blikket og ærligt vurdere, om vi og klodens andre livsprocesser er tjent med at fortsætte “business as usual”. Selv tror jeg det ikke.
Fortsætter et delsystem over tid med at destabilisere andre dele af det samlede system, så vil “win-lose”-situationen på et tidspunkt vise sig rent faktisk at være “lose-lose”. Det, som måske umiddelbart har lignet en stærk strategi, åbenbarer sig som en selvterminerende strategi (Eisenstein, 2019). Her er det ligegyldigt, om det uforholdsmæssigt udnyttede er andre mennesker eller naturen omkring. Vi er med andre ord dybt afhængige af stabiliteten af de sammenhænge – de større systemer – vi er del af.
Dropper man tunnelsynet og en unuanceret fejring af status quo, bliver det også lettere at se en meningsfuld signalværdi i den voksende multikrise, der er udtrykt i alt fra tab af biodiversitet (IPBES 2019) og muldlag (Cosier 2019) over klimasammenbrud (Steffen 2018) til stigende ulighed (Coffey et al. 2020) samt genopblomstringen af fascistiske tendenser (EESC 2018). Og ja, pandemier tilmed (Robbins 2012). Udfordringerne vil fra et sådant bredere perspektiv ikke længere fremstå som isolerede fænomener, der må nedkæmpes for bevarelsen af en eksisterende samfundsmodel. Fænomener, som altså lægger op til kortsigtet krisehåndtering, baseret på intensivering eller effektivisering af den adfærd, vi sædvanligvis gør brug af. Modsat ville udfordringerne kunne ses som sammenkædede konsekvenser af netop vores dominerende tænkning og praksis. En invitation til at træde et skridt tilbage og overveje, hvilke elementer af det eksisterende, som rent faktisk er hensigtsmæssige og et godt fit til de værdier, vi ønsker at leve efter i forholdet til hinanden og verden omkring, hvad der eventuelt skal laves om, og hvad der mangler. Åbner man således øjnene, opfordres vi med store bogstaver til endelig at tage en åben diskussion om nødvendigheden af dybere, langsigtet samfundsforandring, inspireret af en opdateret, værdibaseret idé om, hvad fremskridt rent faktisk vil sige.
Forskellige dele af de omstændigheder, vi står i eller går i møde i den nære fremtid, kan ses som tegn på en civilisation, der med stadig voksende tendens til ubalanceret værdiskabelse og ekstremt skrøbelige, centraliserede strukturer simpelthen har nået dens naturlige grænse. På den måde befinder vi os, om vi vil det eller ej, allerede i en omfattende forandringsproces. Som det også forholder sig med andre komplekse systemer, så gennemlever menneskelige samfund en såkaldt “adaptiv cyklus”, der består af de overordnede faser 1) vækst, 2) konsolidering og bevarelse af etablerede mønstre, 3) forfald, samt endelig 4) den kreative opblomstring af nye mønstre (Holling 1986). En mulig tolkning af vores aktuelle situation ud fra den type model er, at vores globale samfund lige nu bevæger sig ind i et begyndende faseskifte – mere specifikt en overgang fra nedbrudsfasen (3), hvor eksisterende strukturer i et eller andet omfang bryder sammen, til den næste fase i livscyklussen (4), karakteriseret af reorganisering og fornyelse (Ahmed 2020).
“Åbner man således øjnene, opfordres vi med store bogstaver til endelig at tage en åben diskussion om nødvendigheden af dybere, langsigtet samfundsforandring, inspireret af en opdateret, værdibaseret idé om, hvad fremskridt rent faktisk vil sige.”
Her bliver det endnu tydeligere, hvordan de mønstre, vi i øjeblikket oplever, ikke kun er del af et gennemgribende sammenbrud, men også åbner op for et mulighedsrum, hvor den kreative energi har gode betingelser for at udfolde sig (Wahl 2019). Præcist hvor vi er i den proces, hvad den vil føre til, og hvorvidt en genkendelig form for menneskelig organisation vil være at finde på den anden side, er svært at sige. Et eksempel på et ekstremt scenarie er den totale udryddelse af vores art (Bostrom 2002), men situationen byder heldigvis også på et mindre skæbnesvangert kreativt potentiale. Sidstnævnte vil have særligt gode betingelser for at blomstre, hvis vi i tide og på hensigtsmæssig vis griber muligheden.
Det handler ikke om en enten-eller-afvisning af det, der allerede er bygget op; af de indsigter, vi – i løbet af årtier, århundreder, nogle gange årtusinder – har opnået, og de frembringelser, vi samtidig har manifesteret. Men det handler til gengæld om at gå kritisk til de dominerende formodninger og praksisser fra et bredere systemisk og værdibaseret perspektiv, da visse af vores tendenser, som nævnt tidligere, er degenerative og derfor ikke kompatible med klodens livsprocesser. Hvis de tendenser strider imod vores grundlæggende værdier, og ja, hvad der på sigt simpelthen er fysisk og socialt muligt, så er det måske på høje tid at justere vores idé om, hvad fremskridt vil sige og aktivt skabe en meningsfuld vision for årene fremover. Dette før andre og potentielt katastrofale forandringsdynamikker kommer til os og på egen hånd definerer fremtiden.
Det er ikke nogen lille opgave, for vi kan ikke nøjes med overfladiske ændringer. Mere hensigtsmæssig adfærd kræver omfattende forandring, som vedrører selv de dybeste mønstre i kulturen og vores måde at tænke på. Kort sagt er det afgørende, at vi fremmer et verdenssyn, som i højere grad anerkender en virkelighed bestående af komplekse, dynamiske systemer. Systemer, som vi hverken kan håbe at forstå eller meningsfuldt interagere med, hvis vi stædigt insisterer på at reducere dem til deres bestanddele uden samtidig at se dem som forbundne helheder og processer, hvis emergerende adfærd er “større end summen af delene” (Meadows 2008).
På dannelsesrejse ind i det uvisse
En metafor for den kollektive proces, vi må gennemgå, er et ungt menneske, der gør sig klar til at lægge teenagelivets til tider selvcentrerede og hensynsløse opførsel bag sig til fordel for voksenlivets bredere perspektiv, ansvar og stabilitet; en rolle som moden deltager og bidragyder i en større sammenhæng. Transitionen føles på den korte bane måske nok ubehagelig, da man vender det trygge ryggen, men udviklingen er samtidig (livs)nødvendig. Som nævnt ovenfor handler det ikke om en afvisning af det, som kom før; at starte forfra på livet eller samfundet. Den dybe forandring vil i stedet favne de elementer af “det gamle”, som fortsat er hensigtsmæssige og kompatible med det bredere perspektiv og større ansvar.
Metaforen peger også på en anden kvalitet ved den samfundsvision, vi må aktivere. Mens opfordringen til forandring er tydelig, så er vejen frem det ikke nødvendigvis – i hvert fald ikke hvis man forventer en detaljeret køreplan. En del af modningsprocessen er således også at anerkende, at vi ikke på forhånd kan definere præcist, hvordan de “rigtige” løsninger kommer til at se ud. Nøjagtigt ligesom det i voksenlivet for de fleste bliver klart, at det i høj grad er umuligt at forudsige tilværelsen, og at en vis mængde fleksibilitet er påkrævet. Hvis vi ønsker at gå seriøst til arbejdet med de komplekse systemer, der udgør vores virkelighed, så må vi først og fremmest acceptere deres ikkelineære natur og indbyggede uforudsigelighed. Det betyder, at vi skal fravænne os den overdrevne og begrænsende tendens til kontrol, som så mange af vores nuværende forståelses- og handlingsmodeller er karakteriseret af. I stedet må vi se os selv som ydmyge og konstant lærende deltagere, der løbende tilpasser os omgivelserne og med åbent sind tilgår eksempelvis arbejdet med udformningen af bæredygtige økonomiske processer, samfundsinstitutioner og så videre. Der er med andre ord tale om en altid udviklende proces, en balanceøvelse; ikke et endegyldigt eller universelt facit.
“Vi kan i designet af alt fra enkelte produkter over landbrugprocesser til totale økonomiske systemer med fordel imitere en mængde mønstre, der ses på tværs af klodens levende systemer, herunder de decentraliserede, cirkulære og regenerative logikker, som karakteriserer alt liv”
Med det sagt, og som det forhåbentlig har været tydeligt gennem teksten, så er verdens kompleksitet og uforudsigelighed ikke ensbetydende med, at det er umuligt at udstikke en generel retning og et sæt grundlæggende principper for, hvordan vi meningsfuldt bevæger os ind i fremtiden. Et bud på et overordnet designprincip kunne gå på, at vi skal øge den type af menneskelig aktivitet, der er karakteriseret af det, vi kunne kalde systemisk bæredygtighed – et konstant bidrag til sundhed og trivsel på tværs af de forbundne livsbærende systemer, som vi og fremtidige generationer er del af og afhængige af (Wahl 2016). Blandt de mere tilgængelige modeller, som kan inspirere den form for udvikling, finder man “doughnut economics” (Raworth 2017). Tilgangen tilbyder en relativt simpel måde at konceptualisere de balancerede, bæredygtige forhold, der nødvendigvis må eksistere mellem sikring af menneskelig trivsel og en samtidig respekteren af klodens naturlige, biofysiske grænser, som vores aktiviteter altså skal fungere indenfor. Senest er værktøjet blevet en fast del af den politiske beslutningsproces i Amsterdam (Boffey 2020). Kunne man tænke sig, at vi herhjemme blev lige så modige og visionære?
Inspiration til konkrete tiltag, der kan hjælpe med at flytte os i en mere balanceret retning, er også tilgængelige. Endda overalt omkring os (og i os). Måske ikke så overraskende finder man en særdeles god inspirationskilde til helhedsorienterede løsninger i naturens processer, som over milliarder af år har udviklet sig, er blevet efterprøvet og fundet stabile – ikke mindst i kraft af deres bidrag til overordnet systemisk integritet. Vi kan i designet af alt fra enkelte produkter over landbrugprocesser til totale økonomiske systemer med fordel imitere en mængde mønstre, der ses på tværs af klodens levende systemer, herunder de decentraliserede, cirkulære og regenerative logikker, som karakteriserer alt liv (Benyus 2002; Wahl 2016). Det er vigtigt at understrege, at udviklingen af passende forståelse og praksis vil variere betragteligt fra sted til sted og i høj grad skulle tilpasses lokale miljømæssige og kulturelle forhold, men med udgangspunkt i blandt andre nævnte generelle karakteristika vil vi være godt hjulpet på vej mod reel systemisk bæredygtighed og trivsel. Den form for “biomimetisk” design vil samtidig øge modstandsdygtigheden hos mange af de menneskelige samfund, som i de kommende årtier, måske århundreder, går en række eksempelvis klimarelaterede udfordringer i møde.
Det er i udforskningen af den og relaterede tilgange til udvikling, at jeg ser potentiale for sandt fremskridt. Men det bliver en lang og hård rejse, som kræver, at vi først og fremmest åbner øjnene og begynder at se helheder frem for opdelinger; aktiverer vores iboende evne til at sanse og omfavne en “sammenhængens fortælling”. Da vil det stå klart, at gårsdagens isolerede sandheder, opfindelser og resultater ikke er endegyldige, men må forstås som del af et bredere projekt, der – motiveret af både dybfølte værdier og bydende nødvendighed – vedrører sikringen af trivsel for alt liv på tværs af samfund og miljø.
Referencer
Ahmed, N. (2020). “Coronavirus, Synchronous Failure and the Global Phase-Shift”, Insurge Intelligence [online]. Tilgængelig på: https://medium.com/insurge-intelligence/coronavirus-synchronous-failure-and-the-global-phase-shift-3f00d4552940 [Tilgået 28. maj 2020].
Bendell, J. (2018). “Deep Adaptation: A Map for Navigating Climate Tragedy”, Institute of Leadership and Sustainability, [online] IFLAS Occasional Paper 2. Tilgængelig på: http://lifeworth.com/deepadaptation.pdf [Tilgået 3. juni 2020].
Benyus, J. (2002). Biomimicry: Innovation Inspired by Nature. 3. udg. New York: HarperCollins Publishers.
Boffey, D. (2020). “Amsterdam to Embrace ‘Doughnut’ Model to Mend Post-coronavirus Economy”, The Guardian, [online]. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/world/2020/apr/08/amsterdam-doughnut-model-mend-post-coronavirus-economy [Tilgået 30. maj 2020].
Boivin, N., Zeder, M., Fuller, D., Crowther, A., Larson, G., Erlandson, J., Denham, T. og Petraglia, M. (2016). “Ecological Consequences of Human Niche Construction: Examining Long-Term Anthropogenic Shaping of Global Species Distributions”, PNAS [online] Volume 113(23), s. 6388–6396. Tilgængelig på: https://www.pnas.org/content/113/23/6388 [Tilgået 28. maj 2020].
Bostrom, N. (2002). “Existential Risks: Analyzing Human Extinction Scenarios and Related Hazards”, Journal of Evolution and Technology [online] Volume 9(1). Tilgængelig på: https://www.nickbostrom.com/existential/risks.html [Tilgået 30. maj 2020].
Burkeman, O. (2017). “Is the World Really Better Than Ever?”, The Guardian [online]. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/news/2017/jul/28/is-the-world-really-better-than-ever-the-new-optimists [Tilgået 28. maj 2020].
Coffey, C., Revollo, P., Harvey, R., Lawson, M., Butt, A., Piaget, K., Sarosi, D. og Thekkudan, J. (2020). Time to Care [online], Oxfam International. Tilgængelig på: https://www.oxfam.org/en/research/time-care [Tilgået 28. maj 2020].
Cook, J. (2016). “A Brief History of Fossil-Fuelled Climate Denial”, The Conversation [online]. Tilgængelig på: https://theconversation.com/a-brief-history-of-fossil-fuelled-climate-denial-61273 [Tilgået 28. maj 2020].
Cosier, S. (2019). “The World Needs Topsoil to Grow 95% of Its Food – But It’s Rapidly Disappearing”, The Guardian [online]. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/us-news/2019/may/30/topsoil-farming-agriculture-food-toxic-america [Tilgået 28. maj 2020].
Eisenstein, C. (2013). The More Beautiful World Our Hearts Know Is Possible. Berkeley, California: North Atlantic Books.
Eisenstein, C. (2019). Daniel Schmachtenberger: Self-Terminating Civilization (E34). [podcast]. A New and Ancient Story: The Podcast. Tilgængelig på: https://charleseisenstein.org/podcasts/new-and-ancient-story-podcast/daniel-schmactenberger-self-terminating-civilization-e34/ [Tilgået 28. maj 2020].
European Economic and Social Committee (EESC) (2018). Fascism on the Rise: Where Does It Come From, and How to Stop It, with a Common European Response. Brussels: EESC [online]. Tilgængelig på: https://www.eesc.europa.eu/en/news-media/news/fascism-rise-where-does-it-come-and-how-stop-it-common-european-response [Tilgået 28. maj 2020].
European Energy Agency (EEA) (2020). Ecological Footprint of European Countries. København: EEA [online]. Tilgængelig på: https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/indicators/ecological-footprint-of-european-countries-2/assessment [Tilgået 28. maj 2020].
Finansministeriet (2020). Coronakrise giver økonomisk tilbageslag i 2020. København [online]. Tilgængelig på: https://www.regeringen.dk/nyheder/2020/%C3%B8konomisk-redegoerelse-coronakrise-giver-oekonomisk-tilbageslag-i-2020/ [Tilgået 26. maj 2020].
Gates, B. (2018). My New Favorite Book of All Time. [Blog] GatesNotes. Tilgængelig på: https://www.gatesnotes.com/Books/Enlightenment-Now [Tilgået 28. maj 2020].
Green, D. (2016). “Simple Thinking in a Complex World Is a Recipe for Disaster”, The Conversation [online]. Tilgængelig på: https://theconversation.com/simple-thinking-in-a-complex-world-is-a-recipe-for-disaster-69718 [Tilgået 28. maj 2020].
Hawes, C. (2019). “New Co₂ Capture Technology Is Not the Magic Bullet against Climate Change”, The Conversation [online]. Tilgængelig på: https://theconversation.com/new-co-capture-technology-is-not-the-magic-bullet-against-climate-change-115413 [Tilgået 28. maj 2020].
Hickel, J. (2019). “Bill Gates Says Poverty Is Decreasing. He Couldn’t Be More Wrong”, The Guardian [online]. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/commentisfree/2019/jan/29/bill-gates-davos-global-poverty-infographic-neoliberal [Tilgået 28. maj 2020].
Holling, S. (1986). “The resilience of terrestrial ecosystems: local surprise and global change”, i W. Clarkand og R. Munn (red.), Sustainable Development of the Biosphere: Interactions between the World Economy and the Global Environment [online], 1. udg. Cambridge: Cambridge University Press, s. 292-317. Tilgængelig på: http://pure.iiasa.ac.at/id/eprint/2751/1/XB-86-703.pdf [Tilgået 28. maj 2020].
IPBES (2019). Summary for Policymakers of the Global Assessment Report on Biodiversity and Ecosystem Services of the Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services [online]. Bonn, Germany: IPBES secretariat. Tilgængelig på: https://ipbes.net/global-assessment [Tilgået 28. maj 2020].
Johnson, B. (2015). “The Great Horse Manure Crisis of 1894”, Historic UK History Magazine [online]. Tilgængelig på: https://www.historic-uk.com/HistoryUK/HistoryofBritain/Great-Horse-Manure-Crisis-of-1894/ [Tilgået 28. maj 2020].
Kohler, T., Smith, M., Bogaard, A., Feinman, G., Peterson, C., Betzenhauser, A., Pailes, M., Stone, E., Prentiss, A., Dennehy, T., Ellyson, L., Nicholas, L., Faulseit, R., Styring, A., Whitlam, J., Fochesato, M., Foor, T. og Bowles, S. (2017). “Greater Post-neolithic Wealth Disparities in Eurasia Than in North America and Mesoamerica”, Nature [online] Volume 551, s. 619–622. Tilgængelig på: https://www.nature.com/articles/nature24646 [Tilgået 28. maj 2020].
Krasnik, M. (2019). “Dommedag snart”, Weekendavisen [online]. Tilgængelig på: https://www.weekendavisen.dk/2019-52/samfund/dommedag-snart? [Tilgået 22. maj 2020].
Krasnik, M. (2020). “Vestens virus”, Weekendavisen [online]. Tilgængelig på: https://www.weekendavisen.dk/2020-13/samfund/vestens-virus [Tilgået 26. maj 2020].
Kurzweil, R. (2001). The Law of Accelerating Returns. [Blog] The Kurzweil Library. Tilgængelig på: https://www.kurzweilai.net/the-law-of-accelerating-returns [Tilgået 28. maj 2020].
Lakoff, G. og Johnson, M. (1999). Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and Its Challenge to Western Thought. Basic Books.
Lent, J. (2017). The Patterning Instinct. Amherst, New York: Prometheus Books.
Meadows, D. (2008). Thinking in Systems: A Primer. Vermont: Chelsea Green Publishing.
Monbiot, G. (2016). “Neoliberalism – The Ideology at the Root of All Our Problems”, The Guardian [online]. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/books/2016/apr/15/neoliberalism-ideology-problem-george-monbiot[Tilgået 28. maj 2020].
Monbiot, G. (2018). “You Can Deny Environmental Calamity – Until You Check the Facts”, The Guardian [online]. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/commentisfree/2018/mar/07/environmental-calamity-facts-steven-pinker [Tilgået 28. maj 2020].
Motesharrei, S., Rivas, J. og Kalnay, E. (2014). “Human and Nature Dynamics (Handy): Modeling Inequality and Use of Resources in the Collapse or Sustainability of Societies”, Ecological Economics [online] Volume 101, s. 90-102. Tilgængelig på: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0921800914000615 [Tilgået 28. maj 2020].
Parrique, T., Barth, J., Briens, F., Kerschner, C., Kraus-Polk, A., Kuokkanen, A., Spangenberg J.H. (2019). Decoupling debunked: Evidence and arguments against green growth as a sole strategy for sustainability [online]. European Environmental Bureau. Tilgængelig på: https://eeb.org/library/decoupling-debunked/ [Tilgået 28. maj 2020].
Raworth, K. (2017). Doughnut Economics: Seven Ways to Think like a 21st-Century Economist. Vermont: Chelsea Green Publishing.
Robbins, J. (2012). “The Ecology of Disease”, The New York Times [online]. Tilgængelig på: https://www.nytimes.com/2012/07/15/sunday-review/the-ecology-of-disease.html? [Tilgået 28. maj 2020].
Steffen, W., Richardson, K., Rockström, J., Cornell, S., Fetzer, I., Bennett, E., Biggs, R., Carpenter, S., de Vries, W., de Wit, C., Folke, C., Gerten, D., Heinke, J., Mace, G., Persson, L., Ramanathan, V., Reyers, B. og Sörlin, S. (2015a). “Planetary Boundaries: Guiding Human Development on a Changing Planet”, Science [online] Volume 347(6223). Tilgængelig på: https://science.sciencemag.org/content/347/6223/1259855.full [Tilgået 28. maj 2020].
Steffen, W., Broadgate, W., Deutsch, L., Gaffney, O. og Ludwig, C. (2015b). “The Trajectory of the Anthropocene: The Great Acceleration”, The Anthropocene Review [online] Volume 2, s. 81-98. Tilgængelig på: https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/2053019614564785 [Tilgået 28. maj 2020].
Steffen, W., Rockström, J., Richardson, K., Lenton, T., Folke, K., Liverman, D., Summerhayes, C., Barnosky, A., Cornell, S., Crucifix, M., Donges, J., Fetzer, I., Lade, S., Scheffer, M., Winkelmann, R. og Schellnhuber, H. J. (2018). “Trajectories of the Earth System in the Anthropocene”, PNAS [online] Volume 115(33), s. 8252-8259. Tilgængelig på: https://www.pnas.org/content/115/33/8252 [Tilgået 28. maj 2020].
TED. (2006). Hans Rosling: The Best Stats You’ve Ever Seen . Tilgængelig på: https://www.ted.com/talks/hans_rosling_the_best_stats_you_ve_ever_seen [Tilgået 28. maj 2020].
U.S. Energy Information Administration (EIA), (2016). International Energy Outlook 2016. Washington, DC [online]. Tilgængelig på: https://www.eia.gov/outlooks/ieo/pdf/0484(2016).pdf [Tilgået 28. maj 2020].
von Daniels, C., Hoogzaad, J. og de Wit, M. (2020). The Circularity Gap Report 2020. 1. udg. [pdf] Circle Economy. Tilgængelig på: https://www.circularity-gap.world/2020 [Tilgået 28. maj 2020].
Wahl, D. (2016). Designing Regenerative Cultures. Axminster: Triarchy Press.
Wahl, D. (2019). “Humanity on the Edge of Chaos: Collapse & Creative Breakthrough”, Activate the Future [online]. Tilgængelig på: https://medium.com/activate-the-future/humanity-on-the-edge-of-chaos-collapse-creative-breakthrough-29fff9cf3084 [Tilgået 30. maj 2020].
Weintraub, K. (2018). “Steven Pinker Thinks the Future is Looking Bright”, The New York Times [online]. Tilgængelig på: https://www.nytimes.com/2018/11/19/science/steven-pinker-future-science.html [Tilgået 28. maj 2020].