Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Offentligheden i de digitale mediers tidsalder
 

Offentligheden i de digitale mediers tidsalder

1.11.2006

Artiklen er en forkortet og oversat version af et bidrag til Modinets forskningspublikation om nye offentligheder –  ”Publics with/out Democracy” (forthcoming 2006).

Fremkomsten af digitale medier – ikke mindst Internettet – har forårsaget udbredt spekulation over offentlighedens fremtid. Mange af refleksionerne har fokuseret på de ændrede oplevelser af tid og rum, der følger med fremkomsten af nye medier.
Der har været forskellige forventninger til, hvordan Internettet ville påvirke – og blive påvirket af -offentligheden, og der har været endnu flere forskellige forventninger til de bredere politiske konsekvenser. Optimister som Howard Rheingold (1996) har beskrevet, hvordan nye fællesskaber (uafhængigt af tid og rum, men baseret på delte værdier og interesser) dukker op på Internettet. Han hævder, at konsekvensen kan blive en revitalisering af offentligheden, fremkomsten af ”et Athen uden slaver”

Den slags forventninger står i modsætning til de udbredte bekymringer over offentlighedens nuværende tilstand, hvor det ofte hævdes, at vi er vidner til en undergang. Således har Alan McKee (2005: 2) identificeret tre typiske beklagelser over offentligheden ved overgangen til det nye tusind: den er trivialiseret, kommercialiseret og fragmenteret. Derudover grunder den sig på skuespil frem for argumenter, hvorved borgerne bliver apatiske mht. offentlige spørgsmål.

Mange af de pessimistiske forventninger er imidlertid baseret på den traditionelle habermasianske forståelse af offentligheden, der betragtes med udelukkende politiske briller, som et medierende sted mellem borgere og politikere. Denne forståelse er blevet lidt af en myte, et eventyr om en gylden fortid, som offentlighedens nuværende tilstand skal vurderes i forhold til.

Andre steder hævdes det, at en sådan forestilling nok er for simpel i netværkssamfundets tidsalder. Det hævdes, at det er nødvendigt med bredere offentlighedsbegreber for at kunne medregne det moderne samfunds omskiftelige landskab – ikke mindst mht. fremkomsten af de nye medier og mediekonvergensen. Internettet udgør store udfordringer til en traditionel offentlighedsforståelse. Jeg vil forsøge at demonstrere en bredere forståelse af offentligheden, der skal kunne omfatte en mangfoldighed af online-fænomener, som ikke tilhører offentligheden i en traditionel opfattelse, men som ikke desto mindre er grundlæggende politiske og derfor retmæssigt tilhører offentligheden. Jeg vil hævde, at en sådan bredere forståelse af offentligheden måske kan hjælpe til at anerkende, at Internettet kan komme til at betyde en udvidelse af – snarere end en undergang for – offentligheden.

Kort sagt vil jeg diskutere offentlighedens ændringer i Internettets tidsalder mht. dens sted(er) og funktion(er). Jeg vil diskutere, hvor vi skal placere ”offentligheden” i et samfund, hvis medielandskab er blevet karakteriseret med ord som ”fragmentering” og ”mediekonvergens”. Men jeg vil også diskutere, hvilke af offentlighedens funktioner det er relevant at omfatte, når politisk relevante tendenser i Internettets kølvand skal forstås. Denne fremgangsmåde skulle muliggøre en mere balanceret vurdering af ”online-offentlighedens” tilstand.

Når man diskuterer Internettets rolle i offentlighedens udvikling, er det relevant at definere, hvad man forstår ved ”internet”. Det er dog ingen nem opgave, da ingen definitioner er ukontroversielle. Det er indlysende, at både tekniske og sociale definitioner er mulige.

Teknisk set skal “Internettet” forstås på den bredest mulige måde. Fokus er her ikke blot på e-mails og websites, men også på alle de lokale og globale informations- og kommunikationsteknologiske netværk. Først og fremmest kan Internettet defineres som et globalt netværk af forbundne computere. Udtrykket ”the web” [”nettet”] refererer til dets fysiske form af millioner af forbundne computere og netværk.

Med så simplificerede definitioner er det fristende at prøve at måle Internettets konsekvenser for samfundet. Konklusionerne vil nemt blive enten overvældende optimistiske eller pessimistiske, og en deterministisk opfattelse af udviklingen er sandsynlig. Jeg hævder, at Internettet ikke kan forstås som en ekstern enhed, som har direkte og afgørende effekt på samfundet. Internettet er et socialt produkt, opfundet og udviklet i en social kontekst, og dets form og sociale betydninger er konstant genforhandlet i samspillet mellem forskellige sociale praksisser. Konsekvenserne er aldrig givne, men altid foranderlige gennem brug, diskurser og nye teknologiske opfindelser. To udbredte metaforer lader til at være særligt relevante, når man diskuterer nettet i relation til demokrati, politik og offentlighed: rummet
og mediet.

Internettet som rum

Metaforen “space” [“rum”] eller “cyberspace” stammer fra William Gibson, der i 1984 karakteriserede Internettet som “Cyberspace. A consensual hallucination experienced daily by billions of legitimate operators. . . . A graphic representation of data abstracted from the banks of every computer in the human system. Unthinkable complexity” (Gibson, 1984).

Denne rumlige vending er fokuseret enten mod det fysiske rum og dettes mulige rekonfigurationer eller det mentale rum, dvs. hvordan rum konstrueres socialt. Socialt rum forstået som de praktiske konsekvenser af fysiske, mentale og sociale relationer behandles kun sjældent (Saco: 2). Det betyder, at mange teoretikere, der ellers er strålende og innovative i andre sammenhænge, ikke kan forklare Internettets sociale mekanismer, som disse formes i et samspil mellem perceptioner, diskurser og praksisser.

Selvom Internettet også påvirker det fysiske rum, er det vigtigt at forstå, at en sand forståelse af Internettets fulde demokratiske potentiale nødvendigvis involverer begreber, som normalt ikke er forbundet med fysisk eller kropslig interaktion mellem mennesker. Præcis som Benedict Anderson (1983) viser os, at de stærkeste fællesskaber godt kan være de forestillede, hævder jeg, at vigtige sociale rum godt kan eksistere udelukkende i bevidstheden på de mennesker, der er involverede i interaktionerne, om disse så er fysiske eller ikke-fysiske. Det interessante fokus, når man diskuterer Internettet som et rum, er med andre ord ikke fænomenets empiriske eller metafysiske aspekter, men hvad det gør ved rummets (og ikke mindst det sociale eller demokratiske rums) billeder, perceptioner og praksisser.

Modsætningen mellem fysisk og socialt rum kan også findes i diskussioner om offentlighed. Traditionelt har demokratisk tænkning været forbundet med begreber om fysisk rum (Saco, 2002:xvii). Eksempler herpå kunne være Hannah Arendt’s agora i Athen eller Jürgen Habermas’ kaffesalon i London eller Paris. Hvis den slags definitioner tages for pålydende, finder ideel demokratisk rådslagning kun sted i det fysiske, face-to-face møde mellem mennesker.

McKee (2005: 4) fortæller os imidlertid, at den slags begreber bør forstås metaforisk. Offentligheden er virtuel. Interaktioner kan finde sted mellem individer, der er fysisk tæt på hinanden eller meget langt fra hinanden. Det er ikke nyt, men har gældt for offentligheden siden massemediernes (ikke mindst de elektroniskes) ankomst. Offentligheden er således summen af sociale, relevante interaktioner, der gør borgere til borgere, fællesskaber til fællesskaber og nationer til nationer. Offentligheden er derfor også mere end blot ”massemedierne”, der ellers er en gængs definition i litteraturen (McKee, 2005: 5).

Ligesom i cyberspace er sociale interaktioner i offentligheden ikke kropslige. Fysisk tilstedeværelse er ikke er en forudsætning. De individer, der interagerer online eller i offentligheden (eller i online-offentligheden) er selv placeret i et fysisk rum, mens interaktionerne finder sted. Man bør ikke lede efter offentlighedens interessante fænomener på det fysiske rådhus eller i borgernes bevidsthed. Det er derimod i samspillet mellem fysisk rum og sociale konstruktioner blandt individerne, det sker. Offentligheden finder kort sagt sted i sociale praksisser.

Internettet som medium

Når Internettet forstås som medie, er det første og mest relevante spørgsmål: på hvilke måder adskiller Internettet sig fra eksisterende (masse)medier? Det spørgsmål er blevet stillet fra mange forskellige forskere med mange forskellige forskningsdagsordner. Hvorom alting er, der finder tydeligvis teknologiske ændringer sted.

William Mitchell (1996) hævder, at Internettet repræsenterer en materiel ændring, hvor bits snarere end atomer bliver standardmediet for udveksling. Fra et medieperspektiv er det imidlertid ikke nødvendigvis en afgørende ændring, idet elektroniske medier (fx radioen eller fjernsynet) i årtier har været baseret på ikke-fysiske transmissioner via de elektromagnetiske bølger. Fra et kulturelt perspektiv lærer Lev Manovich (2001) os, at Internettets fremkomst har indlysende ligheder med filmmediets fremkomst omkring begyndelsen af d. 20. århundrede.

Men måske adskiller Internettets hastighed det fra andre medier? Virilio (1998) fokuserer på, at Internettet som et medium for udveksling ”med lysets hastighed” nedbryder velkendte begreber som tid og, før eller siden, rum. På den anden side beskrev allerede Marshall McLuhan (1964, 1967), hvordan moderne elektroniske massemedier bidrog til en sådan nedbrydelse ved at transportere billeder, lyde og tekster jorden rundt på et øjeblik.

Det løfte om demokrati, som ofte forbindes med Internettet, er heller ikke nyt. Fremkomsten af radioen, fjernsynet og kabel-TV’et skabte lignende demokratiske forventninger. Den forventede, demokratiske peer-to-peer kommunikation viste sig dog ikke i det lange løb, og medierne blev (og bliver) næsten udelukkende brugt til broadcasting. (Linaa, 2003; 28)

Vigtigere endnu er det, at Internettet letter kommunikation, uafhængigt af tid og afstand. Med instant messaging og videokonferencer er synkrone, real time interaktioner kloden over nu blevet mulige, sammen med den asynkrone kommunikation, man kender fra e-mails. Traditionelt var offentligheden forbundet med de trykte mediers tidscyklus (brevene til redaktøren blev publiceret en gang om dagen) eller med de elektroniske mediers tidslogik (den politiske dagsorden sættes af nationale nyhedsprogrammer, tit om aftenen). Internettet accelerer en udvikling, hvor offentligheden er permanent, 24 timer i døgnet. Den er uafhængig af tid, men også af afstande.

Ydermere muliggør Internettet billige og nemme publikationsmåder og gør dermed enhver til potentiel udgiver. På Internettet er der ingen centraliserede redaktions- og filtreringsprocesser, som der er det hos de traditionelle massemedier. Modsat andre specifikke medier repræsenterer Internettet en mangfoldighed af publikationer. Potentialet for en eksplosion i agenda-setting er tydeligt, ligesom risikoen for en total fragmentering af offentligheden i mange små deloffentligheder, hver med sin egen dagsorden. Som medium repræsenterer Internettet bestemt noget nyt.

Det specielle ved Internettet er kapaciteten til at omfatte og integrere andre medier. På Internettet integreres tekst, tale, billeder, video, tv og radio nemt, tit indenfor samme program eller hjemmeside. Internettet er en slags meta-medium, hvor eksisterende medier smelter sammen i nye, talrige kombinationer. Nøglen er software, der gør Internettet meget mere fleksibelt end eksisterende medier, dog ofte bundet af visse grænser.

Alt taget i betragtning er Internettet ikke på alle måder så radikalt nyt, som nogle hævder, men det er tydeligt, at de langt større muligheder for udgivelse og Internettets fleksibilitet og meta-status gør det til noget særligt i en mediesammenhæng. Fra et offentlighedsperspektiv er det især interessant, hvordan Internettet kan være i stand til at interagere med andre medier.

Offentligheden – sted og funktion

Ovenfor har vi set, hvordan det kan være nyttigt at diskutere Internettet både som rum og som medium. Denne distinktion er ikke tilfældig. Rum og medium er traditionelle nøglebegreber i forståelsen af offentligheden. Jeg vil her hævde, at rum lader til at have en privilegeret position i diskurser om offentligheder, ligesom det har i demokratiteori i det hele taget. Vi er fristede til at forestille os offentligheder som demokratiske forsamlinger: som et fysisk rum. Billedet af det fysiske rum forbliver i vores bevidsthed, når vi går over til at prøve at forstå offentlighed i en mediesammenhæng. I Habermasianske femstillinger ses offentligheden (og dermed massemedierne) som mediatorer eller links mellem fysiske steder: hhv. det privates og det politiskes sted. Ingen af de traditionelle forståelser af rum og medie forklarer således de åbenlyst ikke-fysiske, ikke-materielle handlinger og interaktioner, der finder sted på Internettet.

I stedet for at diskutere offentlighed som rum generelt er man nødt til at skelne mellem offentlighedens fysiske rum (relateret til dets placering) og offentlighedens sociale rum (relateret til sociale interaktioner der finder sted der). Det er med andre ord nødvendigt – i Internettets tidsalder – at skelne mellem offentlighedens sted og funktion. I denne proces er det vigtigt konstant at huske omstændighederne: den ændrede medieteknologi er grunden til at revurdere forståelsen af offentligheden. Selvom vi diskuterer denne forandring i en social (og politisk) sammenhæng, bibringer Internettet, forstået som digitalt netværksmedie, det materielle grundlag for offentlighedens rumlige rekonfigurationer og funktionelle forandringer.

Når man redefinerer offentligheden, må man huske, at sted og funktion er sammenviklede: jo bredere vi definerer offentlighed i en spatial sammenhæng, jo flere funktioner må inkluderes og omvendt. Jeg hævder, at alle politisk relevante funktioner må inkluderes og dermed også de steder, hvor de finder sted.

Inden jeg forsøger at illustrere, hvordan Internettet ændrer offentlighedens sted og funktioner, vil nogle refleksioner over definitioner på offentlighed nok være nødvendige – fra et traditionelt såvel som fra et revideret perspektiv. Man må stille to basale spørgsmål angående offentlighedens grænser: for det første, hvilke steder kan defineres som offentlige, og for det andet, hvilke sociale handlinger kan siges at tilhøre offentligheden. Det første angår offentlighedens sted, det andet dens funktioner.
 

Offentligt overfor privat rum

I traditional politisk og social tænkning har det “offentlige” været defineret i forhold til det ”private”. Grænsen mellem det offentlige og det private er dog aldrig blevet fastlagt. Snarere er den konstant blevet ændret og forhandlet gennem forskellige kulturer og historiske epoker. For eksempel gav den moderne vestlige distinktion ingen mening i antik græsk tænkning, hvor private husholdninger blev opfattet som dele af det omgivende fællesskab, politisk relevante og dermed fundamentalt offentlige (Constant, 1996: 170-72)

I moderne demokratisk tænkning har der eksisteret en skelnen mellem den private og den offentlige sfære. Offentligheden har været det politiske livs domæne, hvorimod den private sfære har været et område, der skulle afskærmes fra offentlige bekymringer eller offentlig indblanding. I den offentlige sfære har individet været borger, i det private liv har han eller hun været familiemedlem eller forbruger. Denne distinktion har aldrig været skarptskåren. Som sagt var den antikke distinktion – og i det hele taget tænkning af forholdet – mellem offentligt og privat radikalt anderledes, og det er ofte blevet sagt, at visse områder af det private var af offentlig (og derved politisk) interesse. Et eksempel herpå kunne være vanrøgt af børn, hvor familiens privathed har måttet vige for den juridiske beskyttelse af det forsvarsløse barn, Diskussioner om de rette grænser mellem sfærerne har ofte taget udgangspunkt i lignende moralske eller juridiske spørgsmål. Andre områder, hvor der har været stillet spørgsmålstegn ved grænserne for den private sfære, kan findes i diskussioner om privatliv og overvågning.

Vores moderne distinktion mellem den offentlige sfære og den private er dybt sammenknyttet med moderne ideer om demokrati og personlige rettigheder. Den private sfære er privat og vedkommer ikke den offentlige (i skikkelse af politikere, autoriteter eller andre), medmindre de er inviteret. I moderne politisk tænkning opfattes husholdninger, familieliv og personlig ejendom som private rum, hvorimod offentligt rum er hvor som helst, offentligheden har adgang. Således er det offentlige rum ikke kun pladser eller kaffesaloner, som ellers var de traditionelle fokuspunkter for offentlighedstænkningen. Det offentlige findes også på markedet, gaden, stranden og endda på skolen.

Dette viser os, at definitionen på offentlighed i forbindelse med sted ikke kun er et spørgsmål om at skelne mellem forskellige fysiske lokaliteter. At definere sted er også en mental proces i individernes bevidstheder. Stedets status defineres med andre ord i det fysiske sted såvel som i det sociale rum. Det er vigtigt at huske, at sociale definitioner af offentligt og privat har eksisteret i alle kulturer. Grænserne mellem offentligt og privat er blevet (og bliver) konstant forhandlet. Også før Internettet. Men de digitale mediers fremkomst viser os, at skabelsen af og definitionen på socialt rum er vigtigere end nogensinde. I et ikke-materielt rige må offentlighed defineres udelukkende som socialt, som mentale processer indenfor og imellem individer. Når man introducerer Internettet som et medie for social interaktion, bliver det særligt svært at definere, hvornår et sted er offentligt, og hvornår det ikke er det.

Dette vil blive diskuteret nedenfor, men nu vil jeg forsøge at komme med en kort definition på offentligt sted. Jeg definerer et sted som offentligt, hvis stedet i den normale, typiske forståelse blandt borgere opfattes som fundamentalt åbent for enhver. I den forbindelse går vi altså ud fra en diskursiv perception, som ikke desto mindre er konstituerende for social hverdagspraksis.

Offentligt sted overfor offentlig sfære

Men selv når vi er i stand til at definere et sted som offentligt (enten fysisk eller socialt), er det ikke nødvendigvis en del af den offentlige sfære. For at være en del af den offentlige sfære må andre betingelser opfyldes. De relevante betingelser er forskellige fra teoretiker til teoretiker: fra meget strenge betingelser til noget løsere.

I den klassiske forståelse af offentlighed, i særdeleshed Jürgen Habermas’, ses offentligheden som en mediator mellem borgere og politikere og som et forum, hvor politiske beslutninger formes gennem rådslagning og rationel samtale. For visse teoretikere er betingelserne for en sand eller ideel offentlighed meget strenge. For Habermas (1975, 1996a, 1996b) er diskursetikken det fundamentale og styrende princip for rådslagning i offentligheden. Andre strenge kriterier kan findes hos Gutmann & Thompson (1996).

Som det fremgår andetsteds i dette temanummer, er der stærke teoretiske såvel som empiriske grunde til at afvise en så streng forklaring på offentlighed. Mht. Internettet er der mindst to grunde til, at betingelserne for den ideelle offentlighed må redefineres. For det første tilgodeser de strenge idealer for demokratisk debat deltagere, som er uddannede og vant til debat og diskussion. Dermed ekskluderes store grupper de facto fra deltagelse i offentligheden, hvilket skaber et dilemma: enten skal offentligheden rent faktisk være for de få, eller også skal betingelserne for den ideelle offentlighed være mindre strenge (Goodin, 2003: 5). Den første løsning kan findes i parlamentariske forsamlinger, den anden er massemediernes løsning. Fra et deltagerdemokratisk perspektiv kan den sidstnævnte foretrækkes, hvis massemedierne (og Internettet) skal være stedet for politiske diskussioner med potentiale til at inkludere alle.

For det andet kan sand rådslagning ifølge dem, der går ind for et strengt syn på sandt demokrati, kun finde sted i face-to-face interaktioner. Dermed er Internettets virtuelle rige principielt ikke et sted for demokratisk interaktion. Men virtuelle og i højeste grad demokratiske interaktioner har fundet sted på daglig basis siden opfindelsen af det repræsentative demokrati. Og med fremkomsten af massemedier og den medfølgende offentlige mening blev virtuelt snarere end fysisk demokratisk interaktion reglen snarere end undtagelsen.

Min forståelse af offentligheden er altså bred, rumligt såvel som funktionelt. Nedenfor vil jeg forsøge at retfærdiggøre sådan en forståelse ved at se på offentligheden i Internettets tidsalder. Hovedformålet er at vise, at Internettet gør traditionelle distinktioner mellem offentligt og private utydelige, hvilket videre påvirker offentlighedens funktioner og de eksisterende forestillinger om, hvad der er politisk og hvad der ikke er. Jeg vil spørge ind til, hvordan den offentlige sfære kan privatiseres af ekstrem brug af Internettet, og hvordan den private sfære på den anden side kan gøres gennemsigtig for offentligheden. Og jeg vil vise, hvordan nye fænomener kan være svære at placere indenfor den ene eller den anden sfære, som vi kender dem. Fænomenet weblog ligner en paradigmatisk illustration af udviklingen. Weblogs giver den ultimative mulighed for at blive sin egen udgiver eller nyhedsvært. Men samtidig har weblogs en uklar social status, der udfordrer eksisterende grænser mellem offentligt og privat. Er weblogs overhovedet offentlige?

Weblogs – udgiver og publikum

Udover at udfordre eksisterende forestillinger om sociale sfærer, muliggør internetteknologien nye rum for social interaktion med en uklar status: tilhører de det private eller det offentlige rum (eller sfære)? Et eksempel på den slags steder er chat rooms, kendt fra forskellige programmer og tjenester som Microsoft Messenger. Den interaktion, der finder sted der, minder om privat samtale, men ofte er der grundlæggende fri adgang for alle og enhver til at deltage.

Et særligt illustrativt eksempel er dog weblog’en.Grundlæggende er en weblog en online elektronisk dagbog, hvor en person kan skrive om alting, fra vedkommendes hverdag til international politik. Ofte giver weblogs mulighed for, at man kan svare; nogle gange skrives de rent faktisk af store grupper af mennesker. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt de tilhører den private eller den offentlige sfære? Som dagbøger befinder de sig traditionelt indenfor det private område, mens det, at de udgives, placerer dem indenfor den offentlige sfære.

Sociale fænomener på grænsen mellem sfærerne er intet nyt. Nogle steder kan defineres som offentlige og private på samme tid. Stranden er et klassisk eksempel på et grundlæggende offentligt sted, hvor individer med håndklæder, stole og andre markører skaber private ”understeder”. Bilen er et andet eksempel: et privat rum midt på en offentlig vej. Og bankohallen: folk er fysisk sammen, men hver især er optaget af sit eget foretagende, sit eget spil. De er bogstaveligt talt alene i den private sfære.

Som sådan er weblogs, chat rooms og e-mail-udvekslinger offentlige og private på samme tid. Grænserne og dermed deres status defineres af de folk, der udgiver. Noget er begrænset til en selv eller til et begrænset publikum, noget andet er offentligt tilgængeligt. Og når det sidste er tilfældet, kan det blive del af den offentlige sfære.

Dette efterlader os med endnu et spørgsmål: hvilken funktion har det nye sociale domæne, weblogen indenfor offentligheden. Illustrerer weblogs, at på Internettet kan enhver blive udgiver? Det er muligt for enhver at lufte holdninger, og på den måde bidrager det til yderligere inklusion sammenlignet med ”ældre medier”, hvor begrænset tid, rum og redaktionsproces gjorde, at kun få mennesker i begrænset tid havde adgang til offentligheden. Ydermere er det på Internettet muligt at være anonym, hvis man frygter reaktioner, når man offentliggør holdninger. Det er dog også en fare, da anonymiteten kan være fristende for personer eller grupper med radikale holdninger, fx nazister eller radikale muslimer. Onlineanonymiteten er et tveægget sværd (Shapiro, 1999: 19).

Under alle omstændigheder gør Internettet alle og enhver til potential udgiver, hvilket er særligt vigtigt for personer eller grupper, der kan frygte politisk undertrykkelse. Internettet muliggør skabelsen af ”deloffentligheder” eller ”modoffentligheder”, der sætter deres egen politiske dagsorden. Der er eksempler på, at deloffentligheder har integreret sig i den bredere offentlighed og fokuseret dennes opmærksomhed på gruppens problemer og dagsordner. Et eksempel kunne være Zapatisterne i Mexico, der havde held med at bringe international opmærksomhed på den undertrykkelse, den mexicanske regering udsatte dem for (Olesen, 2002). De alternative nyhedsmediers platform, Indymedia (www.indymedia.org), er et andet eksempel, hvor bl.a. antiglobaliseringsbevægelsen har sikret sig en platform ud fra hvilken, de kan sprede deres historier og dagsordner.

Således giver weblogs og andre midler til online-publicering stemme til de undertrykte og gør generelt alle i stand til at blive udgiver og deltage i offentligheden som producent snarere end blot som forbruger. Derved kan eksisterende samfundsmæssige magtstrukturer udfordres. Det er imidlertid kun den idealiserede forventning. Man er nødt til ikke kun at se på udgivelsesmuligheden, men også det publikum, som skal forbruge udgivelsen. Hvor interessante, udfordrende og demokratisk nyttige weblogs -eller websites i det hele taget – end er, er det kun en del af offentligheden, der lytter – hvis overhovedet nogen gør det. Det er blevet sagt, at de fleste weblogs kun tiltrækker et ”nano-publikum”, hvor altså kun meget få læser eller lytter. Hvis det er tilfældet, er weblogs grundlæggende private fora, der ikke relaterer sig til den generelle offentlighed.

Inden for offentlighedens traditionelle medier er publikummet kendt. TV-kanalerne, radiostationerne og dagbladsredaktionerne har noget eller endog meget kendskab til publikummet. På Internettet kender ingen sit præcise publikum, da hjemmesiden er grundlæggende åben for enhver, og de besøgende svære eller umulige at spore. Ingen ved præcis hvem, der kigger, hvilket er en kæmpe udfordring for velkendte former for publikumsforskning og PR-strategier.

Et andet interessant karakteristika ved online fænomener er permanensen. Sålænge weblogs betragtes som dele af offentligheden, er de permanent tilstede i denne. Traditionelle aviser publiceres en gang om dagen, magasiner en gang om ugen eller måneden og TV-nyheder er kun tilstede, når de sendes. Weblogs, websites og andre online fænomener er tilgængelige døgnet rundt. På Internettet kan traditionelle institutioner, regeringskontorer, firmaer og private borgere være permanent tilstede i offentligheden.

Man kunne hævde, at weblogs ikke indgår i offentligheden, men er selvstændige deloffentligheder uden kontakt til offentligheden eller indflydelse på den politiske dagsorden. På den måde er resultatet fra et demokratisk perspektiv total fragmentering snarere end en styrkelse af offentligheden. Det er sandt, at Internettet er grundlæggende decentraliseret. Det er en af Internettets demokratiske styrker, at websites hverken er underlagt central kontrol, censur eller redaktionsproces. Men det kan selvfølgelig være en udfordring, hvis alle befinder sig i sin egen sfære og ingen kontakt har til andres.

Det ville være naivt at tro, at et flertal af weblogs (og websites) er vigtige dele af offentligheden. Nogle tiltrækker stort publikum, ikke mindst de politiske partiers eller mediefirmaers, men også fx borgerrettighedsaktivisters eller i det hele taget private borgeres hjemmesider. Og der er talrige eksempler på, at offentligheder online og offline sammenblandes, hvorved websites bliver en integreret del af den politiske dagsorden. Zapatisterne i Mexico er et glimrende eksempel herpå.

Men selvom det er klart, at online fænomener har betydning for offentlighedernes traditionelle funktion som agenda-setters, er det værd at notere sig, at Internettet virker bedst, hvis andre elektroniske massemedier lægger mærke til hvad, der sker. Hvis du vil have noget ud af din tilstedeværelse på Internettet, skal du på TV! Det oplevede den amerikanske kandidat til det Demokratiske Partis primærvalg, Howard Dean, på den hårde måde i 2004. Han gennemførte en fremragende politisk performance online, og det lykkedes ham at indsamle et rekordbeløb til sin kampagne. Alle forventede, at han var favorit til at skulle stille op mod Præsident Bush i november. Men han fejlede, da han for alvor kom på TV-mediet og derigennem forsøgte at få adgang til opmærksomhed på nationalt niveau. Han holdt sin berømte tale, hvor han lignede en hyperaktiv ballon, og kampagnen var slut.

Nu skulle det være klart, at Internettet giver nye muligheder for publicering og udvider antallet af folk, der har mulighed for at påvirke offentlighedens dagsorden. Tidligere var det at sætte dagsordnen forbundet med det at kunne udgive, enten ved at eje ens eget medie eller ved at have adgang til eksisterende medier gennem breve til redaktørerne eller være inviteret til at tale på radioen eller i TV. På Internettet er der ingen centraliseret redaktionsproces, der udvælger blandt de indsendte bidrag, da rummet er ubegrænset, og der ingen regulerende autoritet er. Ydermere kan enhver publicere gratis eller meget billigt gennem forskellige teknologier (e-mails, websites, weblogs, chat rooms og nyhedsgrupper). Enhver bliver en potentiel udgiver eller forbruger af information på samme tid (Hill & Hughed, 1998). Men det er også klart, at det store spørgsmål er, om nogen lytter. Og det er relevant at spørge, om de ekstremt forskellige forsøg på at sætte en dagsorden repræsenterer en opløsning snarere end en styrkelse af offentligheden.

Set fra et demokratisk perspektiv er tilstedeværelsen af forskellige deloffentligheder intet problem, så længe det mere eller mindre lykkes dem at forbinde sig med den generelle offentlighed. Hvis de stadig vedkender sig det generelle samfunds demokratiske værdier og holder sig til spillets regler, er der ingen problemer for demokratiet. Men hvis de fjerner sig fra den fælles forståelse og udvikler sig i retning af radikale fora for terrorisme, had og intolerance, er der et stort problem. Den slags tendenser ville formentlig også eksistere uden Internettet. Men med Internettet må man bestemt anerkende, at risikoen er blevet større.

Litteraturliste:

Anderson, Benedict (1983). Imagined Communities. London : Verso.

Castells, Manuel (1996). The Rise of the Network Society. Oxford : Blackwell Publishers.

Cairncross , Frances (1997). The Death of Distance. London , Orion Publishing.

Constant, Benjamin (1996) (1819): “Antik og moderne frihed” i Peter Wivel (ed.): Tvesind – et essay om Benjamin Constant, København: Gyldendal.

Dahlberg, Lincoln (2001). „Extending the Public Sphere through Cyberspace: The Case of Minnesota E-Democracy ”. First Monday, vol. 6, no. 3. http://firstmonday.org/issues/issue6_3/ dahlberg/index.html. Accessed October 25th 2005.

Detienne, Marcel (2001). “Public Space and Political Autonomy in Early Greek Cities”, pp. 41- 52 in Marcel Henaff & Tracy B. Strong (eds.). Public Space and Democracy. Minneapolis : University of Minnesota Press.

Dryzek, John (2000). Deliberative Democracy and Beyond. Oxford : Oxford University Press.

Elster, Jon (1997). “The Market and the Forum”, pp. 3-27 i James Bohman & William Rehg (eds.). Deliberative Democracy:
Essays on Reason and Politics. Cambridge : MIT Press.

Euben, J. Peter (2001). “Aristophanes in America ”, pp. 95- 120 in Marcel Henaff & Tracy B. Strong (eds.). Public Space and Democracy. Minneapolis : University of Minnesota Press.

Gibson, William (1984). Neuromancer. London : HarperCollins Publishers.

Goffman, Erving (1991). Relations in Public. New York : Harper & Row.

Goodin, Robert (2003). Reflective Democracy. Oxford : Oxford University Press.

Graham, Gordon (1999). The Internet:// a philosophical inquiry. London : Routledge.

Gutmann, Amy & Dennis Thompson (1996). Democracy and disagreement. Cambridge : Belknap Press of Harvard University Press.

Gutmann, Amy & Dennis Thompson (2003). “Deliberative Democracy Beyond Process”, pp. 31- 53 in James S. Fishkin & Peter Laslett. Debating Deliberative Democracy. London: Blackwell.

Habermas, Jürgen (1975) (1962). Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall: henimot en teori om det
borgerlige samfunn. Oslo : Fremad.

Habermas, Jürgen (1996a). Between Facts and Norms. Cambridge , Polity Press.

Habermas, Jürgen (1996b). Teorien om den kommunikative handlen. Ålborg: Aalborg Universitetsforlag.

Henaff, Marcel & Tracy B. Strong (2001). “The Conditions of Public Space. Vision, Space and Theatricality”, pp. 1- 32 in Marcel Henaff & Tracy B. Strong (eds.). Public Space and Democracy. Minneapolis : University of Minnesota Press.

Hill, Kevin A. & John E. Hughes (1998). Cyberpolitics – Citizen Activism in the Age of the Internet. Lanham: Rowman & Littlefield.

Hoff, Jens & Flemming Bjerke (2004). ”Politik, magt og demokrati i informationssamfundet. En teoretisk ramme”, pp. 22-70 in Jens Hoff (ed.). Danmark som Informationssamfund. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Linaa, Jakob (2001). “Politisk offentlighed på Internettet – perspektiver og hidtidige erfaringer”. Politologiske Studier, 4. årgang, nr. 4, pp. 46-57.

Linaa, Jakob (2003). Den digitale demokratiske dialog. Århus: Systime Academic.

McLuhan, Marshall (1964). Understanding Media: The Extensions of Man . New York : McGraw Hill.

McLuhan, Marshall & Quentin Fiore (1967): The Medium is the Massage. New York : Bantam

Manovich, Lev (2001). The Language of New Media. Cambridge : MIT Press.

Mathiesen, Thomas (1997): ”The viewer society : Michel Foucault’s ‘Panopticon’ revisited.” Theoretical Criminology, vol. 1, nr. 2, pp. 215-234).

Mitchell, William J. (1996). City of bits : space, place and the infobahn. London : MIT Press.

Negroponte, Nicholas (1996). Being Digital. New York : Vintage Books.

Nørretranders, Tor (1997). Stedet som ikke er: fremtidens nærvær, netværk og internet. København: Aschehoug.

Olesen, Thomas (2002). Long Distance Zapatismo. Globalization and the Construction of Soli-darity, Ph.d. dissertation. Aarhus: Department of Political Science, University of Aarhus . 267 pp.

Saco , Diana (2002). Cybering Democracy. Public Space and the Internet. Minneapolis : University of Minnesota Press.

Sennett, Richard (1992). The Fall of Public Man. New York : Norton.

Shapiro, Andrew L. (1999b). “Internet”. Foreign Policy, Summer 1999, pp. 14-28.

Slayden, David (1999). “Vicarious Realities – Internet Discourses and Narratives of the Future”, pp. 267- 287 in David and Whillock Rita Kirk Slayden (editors). Soundbite culture: The Death of discourse in a wired world. Thousand Oaks : Sage Publications.

Smith, Marc A. & Peter Kollock. Communities in Cyberspace. London : Routledge.

Sobchack, Vivian (1996). “Democratic Franchise and the Electronic Frontier”, pp. 77- 89 in Ziauddin Sardar & Jerome R. Ravetz (eds.). Cyberfutures. London : Pluto Press.

Soya, Edward W. (1989). Postmodern Geographies: The Reassertion of Space in Critical

Social Theory . London : Verso.

Spencer, George (1996). “Microcybernetics as the Metatechnology of Pure Control”, pp. 61-76 i

Ziauddin Sardar & Jerome R. Ravetz (eds.). Cyberfutures. London : Pluto Press.

Turkle, Sherry (1995). Life on the Screen – Identity in the age of the Internet. New York : Simon and Schuster.

Virilio, Paul (1998) (1996). Cyberworld – det værstes politik. København: Introite! Publishers.

Wilhelm, Anthony G. (1998). „Virtual Sounding Boards – How deliberative is online political discussion?”. Information, Communication & Society, vol.1, no. 3, pp. 313-338.

Young, Iris Marion (2003). “Activist Challenges to Deliberative Democracy”, pp. 102-120 i James S. Fishkin & Peter Laslett. Debating Deliberative Democracy. London: Blackwell.