Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Det mikropolitiske moment
 

Det mikropolitiske moment

12.11.2020

I den østrigske forfatter Stefan Zweigs Verden af i går (1941) fortælles blandt andet om tiden op til udbruddet af Første Verdenskrig. Zweig beretter særligt om, hvorledes han fandt Wien i en helt anden tilstand efter, at Østrig havde erklæret Serbien krig. Pludselig syntes hele byen at emme af begejstring med spontane optog i gaderne og høj musik dagen lang. På trods af sit had til den krig, der var ved at gå i gang, må Zweig selv indrømme, at han blev ‘smittet’ af denne begejstring:

“Og hvis ret skal være ret, må jeg tilstå, at der var noget storslået, noget uimodståeligt medrivende, ja endda forførende over massernes første opbrud … Hundredtusinder følte nu det, de hellere skulle have følt i fredstid: At de hørte sammen.”
(Zweig 2018: 216)

Selvom det givetvis var en unik situation i 1914, synes denne ambivalens mellem på den ene side en kritisk stillingtagen og på den anden side en sammenholdsfølelse stadig at være relevant over hundrede år efter. Man kan med andre ord både se fællesskab fra et positivt lys og samtidig have et kritisk blik på, hvad det retter sig mod – særligt når sidstnævnte anses som moralsk problematisk. Hvad enten det handler om at indgå i det lokale nabolags aktiviteter eller at deltage i nationalistiske bevægelser, kan der således opstå et spørgsmål om, hvorledes et fællesskabs samhørighed bør afvejes og vurderes i forhold til dets konkrete praksisser.

I følgende essay vil jeg argumentere for, at en sådan ambivalens er et eksempel på såkaldt mikropolitik, fordi det ikke indgår i en allerede etableret politisk praksis, men alligevel på skrøbelig vis udfolder den sammenfletning af konflikt og konsensus, fællesskab og kritik, der kendetegner politik som sådan. Som jeg vil redegøre for, forstås ‘mikropolitik’ ofte som lokale konfliktsituationer i modsætning til ‘makropolitik’, der derimod foregår på nationalt eller internationalt plan. Jeg vil imidlertid hævde, at dette er udtryk for et forfejlet fokus på størrelsesforhold, og at vi snarere bør anvende det grundlæggende skel mellem ‘mikropolitik’ og ‘makropolitik’ ud fra en strukturel optik. Mikropolitik kan i den forbindelse forstås som en uudfoldet åbning af det politiske rum, der endnu ikke har opnået samme stabile karakter som en makropolitisk praksis. I dette essay vil jeg særligt udfolde og konkretisere en sådan adskillelse ved at skitsere to hovedformer for mikropolitik og dermed komme lidt mere i dybden med, hvordan mikropolitik viser sig for os i forskellige situationer – som f.eks. når man stiller sig selv det flygtige spørgsmål, om man egentlig bør afvise det fællesskab, man ellers aktivt støtter. Mikropolitik består i alle de situationer, hvor et politisk rum stadig mangler at udfolde sig, hvad enten det handler om krigsmodstand under Første Verdenskrig eller nuværende konflikter som flygtninges rettigheder og global opvarmning. Mikropolitik er politikkens stadigt gentagne begyndelse og derfor lige så relevant for os i dag, som det var på Stefan Zweigs tid.

Politisering og afpolitisering

Politik er i sig selv et begreb med en langt fra selvindlysende mening. Som især Oliver Marchart har påvist, implicerer vores daglige brug af politikbegrebet ofte både et såkaldt dissociativt’ og et ‘associativt’ element – at politik både peger på et element af konflikt og et element af samarbejde eller konsensus (Marchart 2007: 39-45). Men hvorledes fordelingen af disse to bør være for, at der netop er tale om politik, er ikke altid åbenlyst. Det ses tydeligt, når begrebet anvendes ud fra en kritisk optik om, at der foregår en ‘afpolitisering’ eller at noget bliver ‘postpolitisk’ i visse samfundsmæssige kontekster. Den slags kritik implicerer nemlig, at der ikke gives plads til debat og konflikt, hvilket synes at identificere politik mere med netop konflikt end dets modsætning. Men hvorfor betegner vi ikke også udbrud af vold, f.eks. det tidligere nævnte krigsudbrud, som en åbenlys og muligvis endda den ultimative form for afpolitisering? Uanset synes det klart, at politik er en særlig form for modsætningsfuld praksis, der både kan opstå og forsvinde igen. Politik opstår således i alle de tilfælde, hvor det associative og dissociative element fletter sig sammen til en skrøbelig enhed, uden at den ene har forrang frem for den anden. Politik finder sted, når vi samarbejder om at være uenige med hinanden og er uenige om at samarbejde. Når vi er fælles om dét, der adskiller os, og samtidig delte om dét, som vi har til fælles.

Det er en vidtrækkende diskussion, hvorledes og i hvor høj grad politik bør anses som en værdifuld praksis. Det er ikke formålet med dette essay at gå i dybden med det spørgsmål. Det vil dog antages, at det har værdi for os på forskellige måder, at politik består i et dynamisk forhold mellem f.eks. uenighed omkring økonomisk ulighed og en fælles platform, hvorudfra vi kan håndtere denne uenighed. Det siges ofte i dag, at ‘demokrati’ handler om at sætte en mere fredelig ramme op for konflikter, der ellers kunne udvikle sig voldeligt og ukontrollabelt. Men dette er givetvis kun den ene side af det politiske moment i et samfundsmæssigt system, såsom hvad vi kalder for demokrati. Den anden side af et sådant moment er nemlig, at der også gives plads til, at konflikter kan opstå og udvikle sig inden for de eksisterende rammer. Når en mere demokratisk nationalstat f.eks. giver plads til, at løsrivelsesbevægelser kan stille op til det nationale parlament eller deltage i offentlige debatter, er der ingen endelig garanti for, at dette politiske moment ikke til sidst fører til krig og vold. Men politik er den løbende proces, hvorigennem vi kan forsøge at håndtere sådanne usikkerheder på en forhåbentligt bedre måde, end vores foreløbige historie viser os. 

Hvorfor snakke om mikropolitik?

‘Makropolitik’ som begreb anvendes efter alt at dømme oftere end ‘mikropolitik’, selvom ingen af de to synes at være særligt udbredte på hverken dansk, engelsk eller andre sprog. En altoverskyggende grund til begge forhold er sandsynligvis, at dét, man normalvis forbinder med makropolitik i form af enten nationale eller internationale anliggender, ofte er lig med, hvad vi forbinder med politik i første omgang. Selvfølgelig snakker vi også om ‘lokalpolitik’, ‘regionalpolitik’ og ‘kommunalpolitik’, men det gør vi i høj grad, fordi samfundsforhold som kommuner og regioner er etablerede enheder inden for nationalstaten. Jo længere væk vi kommer fra alle de processer, roller og institutioner, som vi forbinder med nationalstatens virke, jo sværere synes det således at snakke om ‘politik’, selvom der stadig er tale om konflikt og samarbejde, magt og modstand. Dertil giver det fortsat mening at tale om mikropolitik for at fremhæve oversete politiske praksisser inden for f.eks. virksomheder, foreninger eller familier – samt for at diskutere, om de bør reguleres af nationalstatslige rammer. På den måde kan det at tale om mikropolitik gøre op med en idé om en nationalstatslig container, som er Ulrich Becks udtryk for tendensen til at tænke alle samfundsmæssige spørgsmål inden for den nationalstatslige ramme (Beck 2000).

Begrebet om mikropolitik kan således åbne vores blik på ny. Men i samme bevægelse, som den gør dette, opstår der et problem, idet skellet mellem mikropolitik og makropolitik underminerer selvsamme blik ved at betegne mikropolitik som ‘mindre’ end dets modsætning. Ud fra en geografisk og statistisk optik er det åbenlyst, at en diskussion blandt familiemedlemmer finder sted på et mindre område og vedrører færre mennesker end et nationalt valg. Men normalvis ønsker vi også at forstå og diskutere politiske praksisser frem for blot at kortlægge dem ud fra kvantitative målestokke. Samtidig kan de sidstnævnte målestokke give os et forvrænget billede af en given form for politik, da noget mindre ifølge én målestok sagtens kan være meget større ifølge en anden. Familiekonflikter er sandsynligvis et godt eksempel på dette, da de er mindre hver især end f.eks. international handelspolitik, men alligevel ‘større’ givet de utallige eksempler på dem verden over.

Hvis mikropolitik skal bruges ud fra førnævnte optik, bør det således tages med et forbehold om, at det ikke kan træde i stedet for en mere kvalitativ fortolkning af de politiske praksissers betydning og kontekst. Det gælder især med hensyn til det psykologiske aspekt af politiske forandringer, der kan være svært at ‘måle’ og synes mindre betydningsfuldt udefra. Men ofte forandrer makropolitik sig på baggrund af en ophobning af mikropolitiske spændingspunkter såsom ellers adskilte enkeltindividers uenighed med en given regering – som når en meningsmåling blandt befolkningen får en regering til at ændre holdning på et givent område. Men sådanne tilfælde viser samtidig det utilstrækkelige i dét at skelne mellem politiske ‘former’ eller ‘typer’ ud fra størrelsesforhold. Det væsentlige aspekt i en proces, hvor magthavere ændrer regeringsudøvelse af hensyn til meningsmålinger, handler nemlig ikke om en integration af sporadiske holdninger til én meningsblok, der kan blive så stor og betydningsfuld, at den kan forandre en regering. De mikropolitiske spændingspunkter i den slags situationer forbliver stadig adskilte både fra hinanden og fra et mere magtfuldt politisk niveau, hvor de fleste borgere som oftest ikke deltager. En meningsmåling skaber i stedet en makropolitisk repræsentation; en nogle gange fejlagtig fremstilling af enkeltindividers holdninger set ud fra et helhedsperspektiv, der netop som repræsentation kan have afgørende indflydelse på selv magtens ‘allerhøjeste’ niveauer.  

De mindre dyr på savannen 

Skellet mellem mikropolitik og makropolitik synes således på systematisk vis at forfordele mikropolitik som ikke blot mindre i målestok men også af mindre betydning. Dette er ikke bare, fordi det som tidligere nævnt retter vores blik mod bestemte arenaer såsom nationalstaten og dermed nemt får os til at overse andre institutioner og samfundssfærer, hvad enten det foregår på et mere lokalt eller globalt plan. I det hele taget giver det et indtryk af, at det er de ’store dyr’ på den politiske savanne, som vi bør fokusere på, i stedet for de utallige andre og nogle gange mere aktive arter af mindre slags. På grund af disse betænkeligheder vil jeg derfor foreslå, at vi omfortolker særligt mikropolitik ud fra en anden optik, der er åben over for, at det mikropolitiske moment nogle gange er mindst lige så betydningsfuldt som det makropolitiske. Mikropolitik kan nemlig også forstås som en åbning af det politiske rum, der måske hurtigt lukkes igen, men alligevel udfolder politik på en helt ny måde – i modsætning til makropolitik, der altid hviler på mere fast etablerede praksisser og traditioner. I den forstand kan mikropolitik forstås som enhver ny politisk praksis’ spæde begyndelse, men samtidig som en tærskel til en mulig afpolitisering. 

I resten af essayet vil jeg med ovenstående udgangspunkt karakterisere to hovedformer for mikropolitik, som hver især kan siges at være værdifulde med hensyn til at give plads til udforskning af nye politiske spørgsmål og udvikling af nye praksisser eller måske endda traditioner. Den ene finder sted dér, hvor en konflikt allerede er til stede, men hvor der mangler en mere etableret ramme eller platform, hvorigennem konflikten kan mediere. Den anden derimod opstår, hvor der allerede eksisterer en sådan ramme, men hvor den givne konflikt kun findes på ‘lavt blus’, et absolut minimum, hvorfor den nemt kan dø ud igen. Mens den første således har karakter af at være faldende eller svævende uden et fast grundlag under fødderne, er den sidste mere fastlåst og selvomklamrende. De er derfor også begge i fare for at forsvinde igen, at afpolitisere sig selv, på grund af deres skrøbelige natur. Men dermed peger de samtidig på to forskellige former for afpolitisering af det mikropolitiske; mens den sidstnævnte er i fare for at implodere indadtil, består den førstnævntes forsvinding i en eksplosion af spænding og modstand. De kan af denne grund skelnes fra hinanden som henholdsvis implosiv og eksplosiv mikropolitik.

Et langsomt snigende indbrud

Den mest genkendelige form af disse to er højst sandsynligt den implosive mikropolitik, da vi allerede er vant til at tænke politiske udviklinger og forandringer på baggrund af en etableret scene, hvorpå de foregår – en ‘debatkultur’, en ‘offentlighed’, et ‘demokrati’. Særligt i forbindelse med demokrati som både styreform og ideologi kan det endda siges at være indbygget i den demokratiske tankegang, at dets grundlæggende værdier er til stadig forhandling. Demokrati konstituerer i den forstand en ramme, der igen og igen giver plads til, at nye konflikter kan udfolde sig. Med den franske filosof Étienne Balibars ord er det en demokratisk grundtanke, at idealer om sådan noget som lighed, frihed og solidaritet altid findes i flertal og derfor er en gentagen kilde til konflikt og uro – en tanke, der dog bør holdes i live ved at demokratisere demokratiet selv eller, med andre ord, at minde de siddende magthavere om, at de ikke endegyldigt kan tage patent på at have defineret, hvad et ‘demokrati’ indebærer (Balibar 2002: 173). Demokrati kan således siges at være et eksemplarisk moderne begreb, da det indeholder, hvad den tyske begrebshistoriker Reinhard Koselleck kalder for historisk-filosofiske flugtlinjer i sin forventningshorisont; en idé om, at der også i demokratiets kommende historie vil opstå brud og måske endda revolutioner, der kommer til at redefinere, hvad vi forstår ved ‘demokrati’ i første omgang (Koselleck 1972).

Men spørgsmålet er, om vores eksisterende forståelse af demokrati og dets tilhørende praksisser hjælper os til at forstå, hvorledes implosiv mikropolitik opstår og udvikler sig? I princippet handler demokrati netop om at give mere plads til mikropolitiske åbninger for nye konflikter ved eksempelvis diskussioner inden for en offentlig debatkultur. Alt andet lige er det mere demokratisk, at en hvilken som helst person kan gå ud på gaden eller på de sociale medier og udtrykke en kontroversiel holdning end, at den eneste farbare mulighed for dette er at gå igennem enkelte censurerede medieplatforme. Men viser et sådant intuitivt billede af én, der bare ‘spreder sit budskab’ i offentligheden med enkle virkemidler, ikke tydeligt, at vi tenderer til at forstå nye åbninger af det politiske rum som en direkte indtræden i makropolitik? Problemet er nemlig, at det normalvis ikke fungerer således. F.eks. bærer en makropolitisk debatkultur som oftest, hvis ikke altid, præg af, at det er de samme ideologier, standpunkter og aktører, der går igen og igen, fordi de er med til at konstituere selvsamme debatkultur. En given offentligheds ‘sprog’ er ikke bare en neutral ramme, men et flydende sæt af implicitte spilleregler, der lige præcis kan være dét, som en implosiv mikropolitik stiller spørgsmålstegn ved. En implosiv mikropolitik kan derfor ikke tænkes som et vulkansk udbrud fra neden, da sådanne udbrud placerer sig direkte inden i et givent makropolitisk felt. Snarere end et udbrud bør den implosive mikropolitiks påvirkning på makropolitik beskrives som et langsomt snigende indbrud

Men hvad er det så, som finder sted, når eksempelvis græsrodsaktivister langsomt, usikkert og møjsommeligt forsøger at konfrontere deres medborgere med en påstået uretfærdighed? Fordi den implosive mikropolitik implicerer en vis uoverensstemmelse eller friktion mellem de eksisterende sociale strukturer og den ‘slumrende’ konflikt, viser førstnævnte sig også fra deres mere statiske og uimodtagelige side. Disse strukturer har det således med at fremtræde som et urokkeligt system i al dets monolitiske fasthed. Det kan f.eks. komme til udtryk i den såkaldte ‘politikerlede’, der ofte ikke blot rettes mod enkelte politikere, men i lige så høj grad er en utilfredshed med et system, som politikerne ifølge dette synspunkt agerer som repræsentanter for. Men dermed antager implosiv mikropolitik også karakter af en indre konflikt omkring de forestillinger, som man har om et givent system og dets muligheder for at give plads til nye konflikter. Det behøver nemlig ikke altid at have noget med det politiske system i sig selv at gøre; det kan også blot være svært for den enkelte at overskue, hvor der allerede findes demokratiske åbninger, som det handler om at udfylde og udvide. Denne slags implosive mikropolitik er således et godt eksempel på, at politik er et fænomen, der sagtens kan udfolde sig inden i vores hoveder; i den indre ‘debat’ med os selv om, hvad vi kan og bør gøre ved noget, der anses som dybt uretfærdigt. Politikerlede kan i den forstand forstås som en slags indrepolitisk udmattelse, som ikke bør forveksles med den ‘ydrepolitiske’ træthed, der kan opstå, når man deltager aktivt i politik, men alligevel ikke når de mål, man efterstræber. Lidt på samme måde som såkaldt compassion fatigue (‘empatiudmattelse’) siges at opstå af hele tiden at blive konfronteret med mennesker i nød, opstår indrepolitisk udmattelse af hele tiden at forestille sig et politisk system, der synes urokkeligt.

Mikropolitik på en ‘underdramatisk’ måde

I denne forbindelse kan en øget opmærksomhed på implosiv mikropolitik muligvis skabe en fornyet tålmodighed og tiltro til, at selve eksistensen af sådanne slumrende konflikter implicerer, at der hele tiden er mulighed for, at de kan bryde mere frem og få en makropolitisk betydning. Dette betyder naturligvis ikke, at alle slags konflikter i sig selv er gode at bringe frem og udvikle, men blot at politik sandsynligvis er mere dynamisk, end man fra et systemtræt og politikerledt perspektiv kan få et billede af. Blandt visse teoretikere gives der dog nogle gange indtryk af det stik modsatte. Eksempelvis er den franske filosof Jacques Rancière berømt for at definere politik som en afbrydelse og forstyrrelse af den eksisterende orden, hvorigennem en lighedsbaseret logik bryder den hierarkiserende samfundsorden op indefra (Rancière 1995: 137). På denne måde synes Rancière også at forstå politik som en praksis, hvor en konflikt bryder frem midt i en orden, der findes i forvejen – på samme måde som inden for den implosive mikropolitik.

Men for Rancière er politik netop et udbrud af denne egalitære logik, der skaber en tydelig og mærkbar rystelse i de hierarkiske strukturer. Politik er ikke tøvende, langsom eller fejlslagen. Når den finder sted, så gør den det med fuld kraft. Men samtidig betyder det ikke, at en politisk begivenhed altid er ‘succesfuld’ fra den egalitære logiks perspektiv – det betyder blot, at den er navnet for et sammenstød mellem disse to radikalt forskellige sociale logikker, lighed og hierarki, og at dette sammenstød er både kraftfuldt og betydningsfuldt uanset dets udfald. Rancières insisterende brug af teatermodellen som en fortolkningsnøgle til politik – en politisk begivenhed ‘iscenesætter’ en konflikt på en ny måde (Citton 2009: 129) – kan også forstås i den optik, da alt, hvad der foregår på en scene, kan siges at have en betydning for det publikum, som følger tæt med. Men dermed synes han heller ikke at være lige så opmærksom på alle de tilfælde, hvor det kun halvt eller stort set ikke lykkes at bringe en konflikt til live på den store scene, som alle tager for givet og fokuserer på. Implosiv mikropolitik består lige præcis i alle de tilfælde, hvor dele af publikum mangler, og hvor den konflikt, der skulle iscenesættes, næsten ikke kan ses.

Jacques Rancières teori kan således ses som endnu et eksempel på, at vi tenderer til at tænke politik på en overdramatisk måde – eller med andre ord, at vi er nødt til at underspille eller ‘underdramatisere’ mikropolitiske udviklinger for at bringe dem mere frem i lyset og give dem lige så stor opmærksomhed, som vi giver makropolitik. Som Oliver Marchart også har peget på, synes der nemlig at være en tendens inden for nyere politisk filosofi til at forstå politisk handling som et fænomen, der finder sted meget sjældent, da det implicerer et radikalt brud med en given situation. Politik i den forstand kan udelukkende forstås som en revolutionær praksis eller et alt-eller-intet spil; en tankegang, som Marchart selv kalder for en “fantasi om grandiøs politik”, idet politiske begivenheder dermed forestilles som både altafgørende og sjældent forekommende (Marchart 2011: 970). Uanset om der er tale om en teoretisk ‘fantasi’ eller ej, så forekommer det indlysende, at et sådant syn på politik gør det svært at få øje på alle de små forandringer, som dagligt finder sted inden for dét, vi ellers forstår som fast etablerede politiske systemer og traditioner. Samtidig kan den siges at tendere til at udviske den normative forskel mellem demokrati og andre ‘styreformer’ eller, mere bredt formuleret, andre måder at organisere og forme politisk praksis på. Som allerede udfoldet handler demokrati nemlig om at skabe mere åbne rammer for, at nye konflikter løbende kan integreres i og samtidig forandre et eksisterende system. Man behøver selvsagt ikke at erklære, at der i dag findes et perfekt demokrati i f.eks. Danmark for at indse, at der er forskelle mellem politiske styreformer og dermed også for, hvor meget plads der faktisk gives til sådan noget som den implosive mikropolitik og dets iboende skrøbelighed.

Mikropolitik som en tæmning af konflikt

Anderledes står det til med den eksplosive mikropolitik, hvor der allerede er en mere omfattende konflikt til stede. I den forstand handler det i stedet om at forstærke de svage og fragmenterede forankringspunkter, så det alligevel kan lade sig gøre at skabe en vis form for ‘system’ til at mediere og tæmme den givne konflikt. Voldelige konflikter og særligt borgerkrige er åbenlyse eksempler i den forbindelse, der samtidigt viser, at mikropolitik sagtens kan foregå i en større målestok, idet voldelige konflikter kan overskride selv nationalstatslige grænser og få en global rækkevidde. Internationale forhold er sandsynligvis også det mest tydelige eksempel i dag på en eksplosiv mikropolitik, da nationalstaters spændinger og stridigheder med hinanden ofte er præget af, at der ikke findes en fælles anerkendt platform eller ramme for at håndtere uenighed. Det er selvfølgelig en ‘gammel nyhed’, at nationalstater kan stå over for hinanden som to fremmedartede aktører uden meget til fælles. Den engelske filosof Thomas Hobbes erklærede f.eks. i sit hovedværk Leviathan (1951), at internationale forhold må betegnes som en såkaldt naturtilstand, hvor hver suveræn står over de andre som en gladiator med årvågne øjne og våbnene klar til kamp (Hobbes 1965: 98). Ud fra den optik findes der ikke sådan noget som et ‘globalt samfund’. Men ikke desto mindre befinder vi os i en tid, hvor der hele tiden forsøges at skabe samfundsmæssige broer mellem og på tværs af nationalstater, hvilket alligevel berettiger til at tale om eksplosiv mikropolitik med hensyn til disse skrøbelige rammer, der løbende arbejdes på.

Der findes også andre gode eksempler på eksplosiv mikropolitik, og i det hele taget er det oplagt, at begge hovedformer for mikropolitik bør teoretiseres og nuanceres mere, end det er muligt i dette essay. For alligevel at komme lidt mere i dybden med, hvad der er på spil i forhold til den eksplosive form, vil der i dette essay tages en ‘genvej’ ved at inddrage et eksempel fra fiktionens verden, som muligvis ikke nuancerer men i stedet provokerer til eftertanke ved at sætte den eksplosive mikropolitiks dynamikker på spidsen. Det er nemlig værd at gense en film som No Country for Old Men (2007), der stadig er relevant i dag, fordi den på kompromisløs vis kredser om det fortsatte problem, at voldelige konflikter tenderer til at løbe ud af kontrol, og at det derfor nogle gange kan synes som om, voldens spiral følger sin egen uundgåelige og dermed tragiske vej.

Den eksplosive mikropolitiks spøgelse

Filmen følger skiftevist tre hovedpersoner, hvis skæbner vikles ind i hinanden, men som alligevel ikke mødes i noget endeligt opgør til sidst. En film omkring Det Vilde Vesten (det hele foregår i den amerikanske sydstat Texas med dets sceneriske ørkenlandskaber) kan ellers forventes at lægge op til det sidstnævnte. Disse tre personer er så forskellige fra hinanden i udgangspunkt og tilgang til netop vold og interessekonflikter, at de kan siges at repræsentere tre slags tilgange til eksplosiv mikropolitik. Anton Chigurh er den psykopatiske lejemorder, som bryder enhver form for fælles forståelse ned med voldens eksplosive midler og endda slår dem ihjel, som han arbejder for. Som en anden Gud spiller han plat og krone med en mønt om folks liv eller død og fremstår dermed som den aktør, hvormed vi forestiller os, at der ikke er noget at forhandle om. Når han først træder ind i den eksplosive mikropolitik, eksploderer den fuldstændigt og forvandles til en krigstilstand. Modsat Chigurh står den aldrende sherif Ed Tom Bell som den principfaste men samtidig desillusionerede karakter, som på trods af den endeløse voldsspiral alligevel insisterer på, at lovens og dermed statens magt bør være det medium, hvorigennem denne slags konflikter håndteres. Mellem disse to står endelig Llewelyn Moss, som egentlig inddrages i voldsspiralen af tilfældighedernes spil – ved under en jagt at støde på stedet, hvorpå en narkohandel gik grueligt galt – men som både ønsker at slippe ud af volden igen samtidig med, at han stædigt holder fast i sine egne selviske motiver; navnlig at beholde de to millioner dollars, som han fandt ved det førnævnte sted. Fra et internationalt perspektiv kan disse tre tolkes som en slags metaforer for samtidens tilgange mellem nationalstater:  Chigurh som den ‘realistiske’, der udelukkende følger egne interesser; Bell som den ‘idealistiske’, der insisterer på globalt samarbejde, og endelig Moss som den ‘pragmatiske’, der synes at skifte igen og igen mellem de førnævnte modsætninger. 

Problemet med filmen er imidlertid, at den fikserer på Anton Chigurh som en repræsentant for ikke bare egoisme men en form for radikal ondskab. Det fremstår dermed, som om alle samfundets problemer med vold kan krystalliseres ind i denne figur, der både fascinerer og skræmmer os. Uanset hvordan man tolker Chigurhs betydning i filmen, er det dog klart, at hans konstante tilstedeværelse får Moss’ karakter og handlinger til at fremstå i et meget bedre lys. Men dermed er det også nemt at undgå spørgsmålet om, hvordan vi egentlig bør dømme Moss. Med hensyn til den eksplosive mikropolitik synes han i hvert fald ikke at repræsentere en tilgang, der kan hjælpe os til at tage kritisk stilling og enten forsøge at videreudvikle en svag men alligevel fælles ramme eller at tage den mere åbne konfrontation. Tværtimod forsøger Moss igen og igen at undvige konfliktens eksistens, indtil den til sidst presser sig så meget på, at det eneste valg synes at være en konfrontation hinsides enhver mikropolitik. Dermed er det selvfølgelig ikke sagt, at en psykopatisk lejemorder er den rette at snakke med om mulige rammer for en fælles forståelse. Men Moss tager heller ikke imod Bells udstrakte hånd i form af et tilbud om at lade politiet beskytte ham. De stjålne penge synes at være det omdrejningspunkt, som fjerner Moss fra enhver mulighed for politisk intervention. Penge er her ikke det, som styrer politik, men derimod det, som afgør, om politik i første omgang kan få lov til at opstå og transformere ellers tragiske voldsspiraler.

Eksplosiv mikropolitik kan således siges at fremvise nogle andre mønstre, spændinger og problematikker end den implosive form. Alligevel handler begge om skrøbelige situationer, hvor selve eksistensen af politisk praksis er på spil, men hvor der samtidig er mulighed for, at nye spørgsmål, tematikker og ikke mindst konflikter kan udfolde sig inden for et politisk rum. Både den implosive og eksplosive mikropolitik udgør væsentlige åbninger af politisk praksis, der bør gives plads til, selvom det samtidig bør understreges, at alt nyt, som opstår inden for politik, ikke bare er godt nyt. De fordrer med andre ord et kritisk blik – samt et sprog, der hjælper blikket på rette vej. Og hvad blev der så af Stefan Zweig under Første Verdenskrigs udbrud? Med sine kontakter som internationalt anerkendt forfatter lykkedes det at organisere en krigsmodstand i både Østrig og på tværs af Europa med en indflydelse, der var mere bestandig end den skrøbelighed, der ofte karakteriser mikropolitik. De fleste besidder ikke den samme indflydelse som verdenskendte forfattere. Men alligevel er det også i dag værd at huske på, at som i Zweigs tilfælde er det uundgåeligt sådan, at enhver form for modstand, succesfuld eller ej, altid må starte i det små.

Referencer

Balibar, Étienne (2002): Politics and the Other Scene, London & New York: Verso.

Beck, Ulrich (2000): ‘The cosmopolitan perspective: sociology of the second age of modernity’, British Journal of Sociology, vol. 51, nr. 1, pp. 79-105.

Citton, Yves (2009): ‘Political Agency and the Ambivalence of the Sensible’ i Rockhill, Gabriel & Watts, Philip (red.), Jacques Rancière: History, Politics, Aesthetics, Durham & London: Duke University Press, pp. 120-139.

Hobbes, Thomas (1965): Leviathan, or The Matter, Forme and Power of a Commonwealth Ecclesiasticall and Civil, Oxford: Clarendon Press.

Koselleck, Reinhart (2007): ’’Erfaringsrum’ og ’forventningshorisont’ – to historiske kategorier’ i Nevers, Jeppe & Olsen, Niklas (red.), Begreber, tid og erfaring: En tekstsamling, København: Hans Reitzels Forlag, pp. 27-55.

Marchart, Oliver (2011): ‘Democracy and Minimal Politics: Political Difference and Its Consequences’, South Atlantic Quarterly, vol. 110, nr. 4.

Rancière, Jacques (2004): Disagreement – Politics and Philosophy, Minneapolis: University of Minnesota Press.