01 Apr Logikken bag den politiske frygt
1.4.2006
Oversat og redigeret af Jørgen Hinsby
Som supplement til beskrivelsen af vilkårene for en kapitalistisk markedsøkonomi i Rusland bringes her i uddrag en artikel, som er skrevet af politologen Lilia Sjevtsova. Artiklen blev bragt i den ansete avis Nezavisimaja Gazeta (Den uafhængige Avis) tirsdag den 13. december 2005 og giver et særdeles tankevækkende og kritisk signalement af den kultur, der gør sig gældende i russisk politik i dag.
I denne artikel vil jeg se på, hvorledes grundlaget for landets udvikling i den nærmeste fremtid tilvejebringes. På den ene side er det klart, hvad den herskende klasse ønsker: en garanteret national genrejsning. Men på den anden side kan det system, vi har udviklet i Rusland, kun garantere én ting: uvished som eksistensform. Derfor kan man i Rusland ikke være sikker på, at det, der sker i morgen, er en fortsættelse af det, der skete i dag. .
Pragmatikere mod idealister
Lad os begynde, – ikke med virkeligheden, men med den måde, vi opfatter virkeligheden på. I dag kan de iagttagere, der beskæftiger sig med Rusland opdeles i to grupper: pragmatikere og idealister. Den første gruppe hævder, at Rusland har den stat, den fortjener. Man kan ikke på én gang springe fra totalitarismen over i et liberalt demokrati. Når først der er opstået en middelstand, vil befolkningens velfærd stige, og så kan vi begynde at tale om et liberalt demokrati. Korts sagt: først økonomi og kapitalisme. Derefter demokrati og alle de andre behageligheder.
Pragmatikerne finder vi først og fremmes i Rusland. Heriblandt personer der er tæt knyttet til Kreml som propagandister for regeringens politik. De, der forsøger at forklare, at det er Vesten som er skyld i det russiske demokratis fiaskoer, er også at finde blandt pragmatikerne.
Idealisterne, derimod, mener, at i dagens Rusland er politik vigtigere end økonomi. De er overbeviste om at det russiske samfund ikke længere udgør en hindring for, at man kan bevæge sig i retning af liberalt demokrati. Problemet består i at finde frem til en forening af frihed og orden på et retsstatsligt grundlag. Efter deres opfattelse er Ruslands modernisering dømt til at lide skibbrud, hvis magtudøvelsen fortsat knyttes til enkeltpersoner. Idealisterne, til hvem jeg selv hører, er i mindretal i selve Rusland.
Realiteterne synes at give pragmatikerne ret: befolkningen støtter Putin og er altså tilfreds med tingenes tilstand, medens præsidentens popularitet er egnet til at fremkalde misundelse hos hans kolleger i ”de Otte”. Oppositionens håb om, at systemet snart vil brase sammen og masserne drage ud på gaderne for at kræve frihed, minder efterhånden mere og mere om en paranoikers drøm. I erkendelse af grænserne for deres indflydelse på landets udvikling foretrækker den vestlige verden et stabilt Rusland. Også selvom det ikke er demokratisk. Visse ledere som for eksempel Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder og Italiens premierminister Berlusconi påtager sig frivilligt rollen som Kremls talsmænd, når de forklarer deres landsmænd, hvorfor Rusland ikke er modent til demokrati.
Hvad har idealisterne at sige til dette? Jovist støtter russerne landets styre og leder, men enten som det mindste onde eller i håb om indførelsen af gradvise reformer. Mange stemte givetvis på Putin i 2004 i forventning om, at han ville sørge for, at der skete en forening af frihed og orden. Jo, siger de, folket tier, fordi det er muligt for den enkelte at overleve uden at gribe til kollektive protest-aktioner. Men denne tavshed kan næppe tages som tegn på, at man godkender den førte politik, når kun omkring 30 % af de adspurgte i en meningsmåling mener, at Rusland bevæger sig i den rigtige retning. Folket tier også, fordi det ikke kan få øje på alternative kræfter, det kan have tillid til, og som ville kunne føre landet ud af den blindgyde, det befinder sig i. Men regeringskoalitionen kan vel næppe være holdbar på længere sigt, når 49 % af de adspurgte udtaler mistillid til regeringen, og kun 16 % nærer håb om, at den vil forbedre deres situation. Det vigtige er, mener idealisterne, at det russiske folk for første gang i historien er parat til en ny samfundsorden. Miseren består i, at eliten ikke er det.
Lad os prøve spille deres spil og antage, at pragmatikerne har ret. Hvis det nu er nødvendigt med en gradvis udvikling i retning af frihed, hvorfor strammer den herskende klasse så skruerne i stedet for at åbne for systemets hermetiske tillukkethed? Lad os være enige om, at det er umuligt at modernisere Rusland med demokratiske midler. Men hvorfor mindskes den økonomiske vækst så i takt med den tiltagende centralisering af magten? Og hvorledes kan en udvikling, der går i retning af, at staten skal basere sin magt og indflydelse på råstofressourcer, kaldes for en moderniserings-proces? I deres forsøg på at overbevise os om at det var nødvendigt med en styrkelse af den udøvende magt, brugte pragmatikerne for ikke så længe siden følgende argument: ”Vent bare. Så snart der er blevet skabt et stærkt præsidentstyre, tager reformerne fart.” I dag har vi et super-præsidentstyre, som har fortrængt alle andre institutioner, men pragmatikerne kan alligevel ikke finde tid til at forklare os, hvorfor magten ikke har tid til reformer.
Vi må for øvrigt indrømme, at idealisterne heller ikke klart og tydeligt kan forklare, hvorfor en befolkning, som er parat til at leve i et frit land, tillader en elite at gennemføre en politik, som samfundet er vokset fra. Dertil kommer endelig spørgsmålet om, hvorfor de liberale kræfter ikke har haft kraft til at kunne indgå som en integreret del af Ruslands historie og endnu den dag i dag af mange betragtes som et væsensfremmed element i Rusland.
Diskussionen mellem pragmatikere og idealister er ikke kun et russisk fænomen. I forskellige overgangssamfund har der på forskellige etaper i deres udvikling været ført tilsvarende diskussioner, og i overensstemmelse med udfaldet af disse diskussioner valgte de enkelte lande så en vej, der enten førte til stagnation eller til transformation. På verdensplan har erfaringen vist, at troen på autoritære regimers evne til at gennemføre en liberal modernisering, ikke er andet end en illusion. Sydkorea løste industrialiseringsproblemet med autoritære midler, men nødvendigheden af at løse de problemer, der fulgte med den postindustrielle tidsalder, tvang landet til at demokratisere sit politiske system. I dag bekræfter eksemplet fra mange lande – fra Ægypten til Indonesien – at en autoritær statsmagt med et dominerende bureaukrati blokerer for nødvendige økonomiske reformer. Tager vi eksemplet med underudviklede lande, der, som Portugal og Polen, slog ind på vejen mod demokratisering, får vi en bekræftelse på, at overgangen til demokrati også kan finde sted i samfund uden en veletableret middelstand. Det viser sig, at når den politiske vilje er til stede og – vigtigst af alt – at den dominerende politiske klasse har en følelse af at have en mission, kan der kompenseres for manglen på sociale og økonomiske forudsætninger
Så længe pragmatikerne vurderer, at Rusland ikke er modent til et liberalt demokrati, billiger de rent faktisk den nuværende situation og, hvad værre er, de lukker af for diskussionen om, i hvilken retning den videre samfundsudvikling skal gå. Holdningen synes at være, at når alt er forudbestemt, skal man bare slappe af og flyde med strømmen. Den fører nok et eller andet sted hen. Resultatet er, at realisterne bliver til forsvarere af den regerende magt, uanset hvilken form denne end måtte tage.
Statens genrejsning: magtens overordnede opgave
Putin har haft held med at nyreformere den gamle herskende klasse ved blot at foretage en omgruppering indenfor dens rækker. Den gamle herskende klasse er trådt tilbage i andet geled, og en ny er kommet frem i forreste. På det plan hvor den undertrykkende del af den herskende klasse i Rusland befinder sig, er man nået til konsensus om spillets regler. Essensen af denne konsensus er, at man ikke længere har brug for hverken revolutioner eller store armbevægelser. Dette er alle de betydende grupperinger indenfor den politiske klasse enige om. Fra teknokraterne til folkene fra sikkerhedstjenesten i Putins følge, de såkaldte ”siloviki”. Putin står som legemliggørelsen af denne konsensus, der kan stå som en sikring af status quo. Han har kunnet imødekomme forskellige interesser. Ikke kun hos grupperinger i den førende elite, men også hos andre samfundsgrupperin-ger. Sandheden er, at den opnåede russiske konsensus baserer sig på forbigående interesser og erindringen om den seneste tids rystelser og chok. Den er ikke rettet mod fremtiden, men mod fortiden som en reaktion mod gårsdagen og ikke som en orientering mod det vordende. Det amorfe, det formløse post-sovjettiske russiske system, der for ikke så længe siden så ud, som om det bestod af en række dårligt tilpassede brikker, har fået en klar profil. De fire grundlæggende kendetegn ved det system, som vi er dømt til at leve i, er: et autoritært og bureaukratisk styre, en kapitalisme der er bygget op omkring statsapparatet, en selektiv form for social protektion samt en udenrigspolitik der peger i mange retninger.
Man bør især mærke sig tre egenskaber ved systemet, der hver især er bestemmende for, i hvilken retning det bevæger sig: dets hybride karakter, indflydelsen fra dets politiske fortid samt dets karakter af imitation. Det er et system, der forener uforenelige principper såsom marked og styring, enevælde og valg, protektion og social ligegyldighed, frihed og autoritært styre. Det altopslugende post-sovjettiske system har appel til alle lag i befolkningen, hvilket i sig selv gør fremvæksten af en opposition næsten umulig.
Hvad overtagelsen af gamle værdier angår, så klares dette problem, ved at man giver det gamle indhold en ny indpakning. ”Putin har forkastet jeltsinismen,” således lyder ledemotivet hos de hofanalytikere, der gør sammenligningen af nutiden med den nære fortid til det vigtigste argument for den nuværende magts livsduelighed. Alligevel blues de ikke ved den kendsgerning, at deres tjeneste i Kreml i sig selv dementerer deres tese om, at jeltsinismen er afskaffet. Det skal dog siges, at Putin virkelig skaffede sig af med en del af repræsentanterne for det gamle styre. Nemlig den del som opsøgte at opnå dominerende indflydelse. Desuden forkastede han den spontanitet, der prægede Jeltsin og hans ledelsesstil. Men med denne yderst skånsomme udrensning bevarede han systemets to grundpiller: personificeringen af magten og sammensmeltningen af magt og ejendom.
Endnu en bemærkelsesværdig egenskab ved det russiske post-sovjettiske system er dets forbavsende talent for imitation, der gør det vanskeligt at skille virkelighed fra fantasi og provokation. Imidlertid må vi give magten, hvad der tilkommer den: den har på bemærkelsesværdig vis tilegnet sig den teknik, der behøves for at skabe de fantomer, der får virkeligheden med alle dens aspekter til at se ud af noget, samtidig med at dens politik indskrænker sig til at være ren aritmetik. Således bliver selv det kritisk indstillede mindretal i kraft af selve dets protest tvunget til at spille med i Kremls show.
Som følge af de bestræbelser designerne i Kreml har udfoldet, er der blevet konstrueret en række politiske paralleller til den stærkt centraliserede udøvende magt. Således er Statsrådet en dublet til Føderationsrådet. Folkeforsamlingskammeret dublerer Dumaen. Præsidentens administration dublerer regeringen, og endelig dublerer en række andre råd hinanden. Udefra set er det absurd, men i virkeligheden er oprettelsen af disse paralleller, der også finder sted i regionerne, en rationel handling for et system, der producerer ansvarsløshed. Ikke blot er fremkomsten af parallelle organer et plagiat med hensyn til samfundsrettet aktivitet. Den betyder også en styrkelse af formynder-klient forholdet blandt medlemmerne af den politiske klasse (du giver mig – jeg giver dig), samtidig med at den afleder opmærksomheden fra det centrum, der i virkeligheden træffer beslutningerne. Med andre ord: magten præsenterer sig for os i en isoleret indpakning. På denne måde beskytter mange agtværdige folk magten mod mulige chok fra omverdenens side. Udenfor står folk i kø for at blive medlemmer af de grupperinger, der har forstået, at medlemskab af et hvilket som helst dekorativt organ fører til optagelse i systemet. I modsat fald forbliver de udenfor systemet, hvilket af magten kan blive opfattet, som om de er modstandere af systemet med alle de følger, det kan få.
De indre konfliktmuligheder ved det ”bureaukratisk-autoritære statssystem”, der har slået rod i Rusland, er blevet defineret således:
”Det er næppe helt forkert at sige, at en sådan statsform er kendetegnet ved, at jo stærkere den bliver, jo mere svækkes dens strategiske potentiale, fordi den ved at fastfryse samfundet i en tilstand, hvor det er sønderdelt i en række enkeltstående ”objekter”, fratager det enhver kilde til inspiration og innovativ virksomhed.”
Dertil kommer, at en regeringsform baseret på situationsbestemt ledelse uvægerligt vil vise sig selv at være en imitation, der tjener som dække for en præsidentmagt, der har udskiftet de øvrige institutioner med sig selv. Men også dette sidste tjener blot som et middel for bureaukratiet til at realisere dets interesser.
Medens vi har ladets os adsprede af politisk mikrobiologi i form af daglige kommentarer til bevægelser i magtens mønstre, er der i landet sket nogle forskydninger, som vil blive bestemmende for i hvilken retning, det vil bevæge sig fremover. Og med hvilken leder. Sagen er, at man i Rusland er ved at have fuldført opbygningen af en post-sovjettisk stat, der fortsætter den russiske tradition med at gøre magten til noget ophøjet i forhold til samfundet, men nu i en teknokratisk indpakning. De nye strukturer skal garantere, at den herskende klasses position forbliver urokket.
Fremad mod udviklingen af en råstofsupermagt!
Med dets bestræbelser på at opmuntre samfundet med myten om at gøre Rusland til en ”råstofsupermagt” har den politiske elite fundet sig et nyt narkotikum. Hvor man for kun et år siden omtalte en udvikling baseret på råstofudvinding som noget nødtvungent og ærgerligt, så drejer det sig nu om en fuldstændig bevidst strategi til genrejsning af landet som stormagt. Optimisterne optæller nu med begejstring indtægterne fra olien og drømmer om, at det russiske bruttonational-produkt vil være fordoblet i 2011, medens den månedlige indtægt vil være steget til 2270 dollars pr. indbygger. ”Rusland vil vende tilbage til fordums storhed,” kværner de løs.
Således er den russiske politiske klasse i færd med aktivt at skabe den form for stat, der ude i den store verden kendes som ”petrostat”. (Råstofferne udgør allerede mere end 54 % af den samlede eksport). Andrej Illarionov, Putins tidligere chefrådgiver i økonomiske spørgsmål, har malende beskrevet følgerne for Rusland af en sådan statsform. Forgæves, selvfølgelig. Præsidenten foretrækker at lade være med at lytte til denne rådgivers advarsler. Det er også forståeligt, at præsidenten ikke lytter, for hvordan kan man forkaste en økonomisk model, der tillader én at sidde roligt ved hanen uden i øvrigt at foretage sig noget som helst.
Den ide om en ”råstofsupermagt”, som har bidt sig fast i hjernerne på vores elite, er det samme som en anerkendelse af, at forsøgene på at gennemføre en alsidig udvikling af russisk økonomi, er blevet en fiasko. Det hysteri, som har grebet verden med hensyn til faren for mangel på olie, har givet vort samfunds elite en uventet anledning til at anse fiaskoen for at være en fordel. I det mindste midlertidigt. Når man ser på præsidentens seneste udlandsrejser, får man det indtryk, at han udelukkende beskæftiger sig med ”gasdiplomati”, og Kreml så gerne, at dagsordenen for ”de Ottes” topmøde blev ændret til at være en bekræftelse af Ruslands status som supermagt på energiområdet.
Selvfølgelig er det ikke alle råstofnationer, der bliver til ”petrostater”. Det gælder for eksempel ikke for USAs, Canadas, Storbritanniens og Norges vedkommende. I det hele taget er det kun lande med et civiliseret samfund og en ansvarlig elite, der har kunnet holde til udvindingen af olie, gas og andre råstoffer. Særligt påfaldende er eksemplet med nordmændene, som på et tidspunkt besluttede sig til at tage et uhørt skridt: de begrænsede både investeringerne i det statsejede olieselskab Statoil og udbyttet fra olieproduktionen for at undgå at blive afhængige af råstofudvinding.
Den russiske statsmagt har ikke været mindre bevidst med sin satsning på råstoffer som basis for økonomisk genrejsning. Tilsvarende illusioner blev næret af nuværende petrostater som Venezuela, Niger, Indonesien og Algier. Og hvad endte det med? Med:
1. korruption,
2. fremkomsten af en samfundsklasse der som parasitter lever af olieindtægterne,
3. monopolisering af økonomien,
4. afhængighed af vestlig kapital,
5. sammensmeltning af statsmagt og erhvervsliv
Dette er de grundlæggende træk ved en petrostat. Sådanne staters skæbne er imidlertid ikke misundelsesværdig. De er dømt til forfald som i Venezuela eller til politisk sammenbrud som i Indonesien.
Alle ”benzinstater” kommer uundgåeligt i et afhængighedsforhold til de lande, som er deres kunder. At tale om suverænitet, når ens økonomi er en eksportøkonomi, skyldes enten naivitet, eller også er det et forsøg på at retfærdiggøre, at man har ignoreret de nationale interesser. Sådanne staters nationale eliter foretrækker som regel at anbringe deres penge i udlandet, og når de skal investere, optager de sædvanligvis lån i udenlandske banker. Den herskende klasse i Rusland gør det samme, ja, den nationaliserer endog privat ejendom på bekostning af udenlandske midler. En gældsat energisupermagt, – det lyder sandelig rart! For at undgå russisk diktat har man i Europa oven i købet intensiveret sin søgen efter alternative energikilder. Blandt andet ved at udbygge a-kraften. Mon ikke man også i andre dele af verden overvejer, hvorledes man kan undgå at blive gidsel hos en enkelt eksportør?
Jeg kan kun anbefale de af mine landsmænd, der er tilhængere af ideen om en ”råstofsupermagt”, at læse Paul Colliers bog ”Råstoffernes forbandelse”. ( Paul Collier er professor i økonomi ved universitetet i Oxford og direktør for Centret for studier i afrikansk økonomi ). Forfatteren giver her et rystende billede af forfald og skuffede forventninger. Netop dette er, hvad en ensidig klyngen sig til råstoffaktoren fører med sig. Imidlertid er det svært at frigøre sig fra en følelse af, at den russiske elite ved, hvad det drejer sig om. Sangen om ”råstofsupermagten” er som kaldet til at aflede samfundets opmærksomhed fra den omstændighed, at landet har mistet orienteringen. Som Jurij Trutnev, minister for naturressourcer, har indrømmet, så er75 % af alle kendte olie- og gasfore-komster i Rusland allerede i produktion, og vore oliereserver vil være udtømte om 10 år! Og for at få dem, der er faldet for ”råstofmyten”, ned på jorden:
89 % af vores udstyr til olieudvinding er forældet, og halvdelen rørledningerne er mere end 25 år gamle, medens væksten i produktionen hos ”Gazprom”, verdens største naturgasselskab, knap når op på 0,8 %. Hvordan kan man overhovedet tale om genrejsning ved hjælp af ”råstoføkonomi”?