Den offentlige sfære som politisk semantik

Denne artikel (og Turbulens i det hele taget) kan siges at være offentlig tilgængelig – men hvad betyder dette egentlig? Turbulens har søgt om hjælp til at opklare, hvad en offentlighed er for en størrelse, hos filosof Joachim Wiewiura, som sidste år blev færdig med sin afhandling “The Ground of Legitimacy – An Investigation of the Public Sphere as Political Semantics”. Ifølge Wiewiura er offentlighed ikke bare lig med demokrati eller en gensidig udveksling af de ‘rigtige holdninger’. Men offentlighed handler alligevel om, at der i et fælles rum skabes retfærdiggørelser og opfattelser af, hvad der anses som legitimt og illegitimt – offentlighed er med andre ord enhver legitimitets grund. 

20.10.2021

af Andreas Beyer Gregersen

Denne artikel (og Turbulens i det hele taget) kan siges at være offentlig tilgængelig – men hvad betyder dette egentlig? Offentlighed er et begreb, som bruges i daglig tale og til mange forskellige sammenhænge, men ofte er det uklart, hvad det faktisk betyder; hvad der kan siges at konstituere en offentlighed såsom den såkaldte ‘danske offentlighed’. Turbulens har derfor søgt om hjælp til at opklare, hvad en offentlighed er for en størrelse, hos filosof Joachim Wiewiura, som sidste år blev færdig med sin afhandling “The Ground of Legitimacy – An Investigation of the Public Sphere as Political Semantics”. Ifølge Wiewiura er offentlighed ikke bare lig med demokrati eller en gensidig udveksling af de ‘rigtige holdninger’. Men offentlighed handler alligevel om, at der i et fælles rum skabes retfærdiggørelser og forskellige opfattelser af, hvad der anses som legitimt og illegitimt – offentlighed er med andre ord enhver legitimitets grund.

Hvordan vil du beskrive din forskningsprofil og primære forskningsinteresser?

Mit primære forskningsfelt er overordnet set politisk filosofi. Min afhandling handler om offentlighedsbegrebet, og man kan bruge netop offentlighedsbegrebet som en nøgle til at forstå de forskellige dele af samfundet, som jeg beskæftiger mig med i min forskning. Det gælder alt lige fra spørgsmål om ytringsfrihed til forskellige slags magtkampe og hvordan magt udspiller sig i offentlige rum, og det interesserer mig også i forhold til den politiske filosofis historie. Derudover beskæftiger jeg mig med uddannelsesfilosofi, hvor offentlighed også spiller en rolle i form af, hvordan man f.eks. kan tale om uddannelse som et offentligt anliggende, og om at skoler har et offentligt liv. Et tredje forskningsfelt, som jeg arbejder med, er arkitektur/byrum og spørgsmål om, hvad det offentlige rum egentlig er for en størrelse. Der bugner det jo med politisk-filosofiske overvejelser, man kan give sig i kast med.

Din udgivne ph.d.-afhandling, “The Ground of Legitimacy – An Investigation of the Public Sphere as Political Semanctics”, handler om den offentlige sfære, legitimitet og såkaldt ‘politisk semantik’. Kan du starte med at fortælle lidt om, hvad der ligger i selve titlen på afhandlingen?

Der kan siges at være tre centrale begreber i min titel; ‘legitimacy’, ‘public sphere’ og ‘political semantics’. I den sammenhæng fungerer offentlighed eller ‘the public sphere’ som et overbegreb for ‘den offentlige mening’, som vi er nødt til at undersøge for at forstå offentligheden. Mit argument er, at idéen om den offentlige mening (som har en lang historie) i stedet kan erstattes, dvs. forklares, med det centrale begreb i min afhandling om politisk semantik. Jeg prøver at undgå at bruge udtryk som offentlig mening, ‘public opinion’ og ‘öffentliche Meinung’, som det jo kan hedde på forskellige sprog, fordi det er så værdiladet og bliver brugt i så mange forskellige betydninger – nogle forherliger det, mens andre mener, at det henviser til et udueligt kaos af meninger. Begrebet politisk semantik viser i stedet, at der er noget ved enhver offentlighed, der er politisk og samtidig ‘semantisk’ i den forstand, at det er fyldt med mening og betydning. Dette kan analyseres ud fra et analyseniveau, som jeg kalder for visibility, hvilket er alt det, som man kan høre og se i sociale sammenhænge, og som har en vis meningsfylde. Det, der ligger i semantik, er altså, at der i enhver offentlighed findes (eller kan skues for nu at bruge ‘visibility’-idéen) en række genstande, narrativer, billeder og så videre, som mennesker ‘installerer’ meninger ind i. Igennem denne produktion af politisk semantik dannes så forskellige former for legitimiteter for at vende tilbage til titlen. Offentlighedens politiske semantik skaber således den grobund, hvorfra vi kan tale om, hvad der er legitimt – deraf overtitlen på min afhandling om, at offentligheden er ’legitimitetens grund’.

Som du også forklarer i introduktionen, er din centrale tese, at den offentlige sfære kan producere en mangfoldighed af ‘legitimiteter’. Hvad betyder dette? Og hvordan kan man egentlig snakke om ‘legitimiteter’ i flertal? På dansk er det i hvert fald meget sjældent, at man overhovedet gør det.

Mit perspektiv på det i afhandlingen følger en form for politisk realisme. Sådan nogle som Jürgen Habermas og Immanuel Kant er ikke realister i denne sammenhæng, fordi deres begreb om legitimitet og demokrati (eller, hos Kant, oplysning) er én specifik ting, og så arbejder de med, hvordan den offentlige mening kan bidrage til at fremme, hvad de forstår ved dette. Habermas bygger endda hele sit demokratiske system op omkring offentlighedens begreb. Jeg mener i stedet, at man bør adskille offentlighed og demokrati fra hinanden i den forstand, at det kan godt være, at demokratibegrebet implicerer offentlighed, men offentlighed som sådan har ikke brug for demokrati for at eksistere. Hvis offentlighed er demokratiets ‘hjerte’, så kan man sige, at jeg i afhandlingen skærer offentlighed ud af demokratiets ‘krop’ og undersøger offentligheden på dens egne vilkår. Hvis man ser på offentlighed som et analyseobjekt ude i verden og ikke blot en idé, er spørgsmålet, hvad offentlighedsdynamikker egentlig er eller gør. Overordnet set skaber de normer, strukturer, fortællinger og så videre, hvori der er indlejret forskellige meninger af politisk karakter, som igen skaber ‘billeder’, der svarer til forskelligartede legitimitetsforståelser. Hvis man mener, at offentlighed kun findes, når det er demokratisk, så overser man, at enhver offentlighed danner forskellige former for retfærdiggørelse af, hvad der er gældende som god, værdifuld og legitim politik.

Relateret hertil er det tydeligt, at normalt anvendes legitimitet som et normativt begreb, der altid forudsætter en form for værdidom om dét, der beskrives som enten legitimt eller illegitimt. Men i din anvendelse lyder det som et mere deskriptivt begreb, der blot betegner fra et eksternt perspektiv, hvad forskellige individer og grupper forstår som ‘legitimt’. Er det rigtigt forstået?

Ja, det er det. Til mit ph.d.-forsvar blev jeg spurgt, om jeg ikke lukkede en vis relativisme ind i mit offentlighedsbegreb. Jeg svarede, at mit offentlighedsbegreb ikke er relativistisk i den forstand, at jeg faktisk præsenterer en specifik forståelse af offentlighed, som jeg mener er et godt bud. Men dét, som enhver offentlighed producerer, er en ekstrem relativisme i forhold til hvad der kan anses som legitimt og illegitimt. Jeg mener eksempelvis, at der fandtes en vis offentlighed i 1600-tallet, hvor sådan noget som slaveri var udbredt og netop legitimt. Offentlighed hænger ikke nødvendigvis sammen med demokrati, selvom demokrati omvendt forudsætter offentlighed.

Som allerede nævnt abonnerer du også på en ‘politisk realisme’ i forhold til din offentlighedsteori. Realisme kan selvfølgelig betyde mange ting i forskellige sammenhænge, men hvilket syn på offentlighed vil du specifikt sige, at et politisk realistisk perspektiv giver?

Jeg forstår politisk realisme som en metode, der peger på noget konkret i verden gennem en model (for ens forskningsgenstand). I min optik har der været en tendens i offentlighedsteori til at forstå forskellige offentlighedsbegreber som utopiske og urealistiske, hvilket bl.a. er blevet kritiseret af Nancy Fraser i forhold til Jürgen Habermas’ tænkning omkring offentlighed. En sådan kritik kan dog også blive lidt for nem, idet man blot kan sige, at vi jo ikke er demokratiske, rationelle og villige til at gå i dialog med hinanden i offentligheden på grund af magtstrukturer, sociale udfordringer og så videre. Mit udgangspunkt har været, at vi bør prøve at udarbejde et offentlighedsbegreb, der kan svare til og realistisk repræsentere de essentielle strukturer for, hvad der kan siges at være offentlighed ude i verden. Dette står i modsætning til bestræbelser på at finde et ‘rent’ begreb om offentlighed, et opstillet ideal som man så forsøger at rykke verden tættere på. Det kan også noget. Men jeg gør noget andet.

I løbet af afhandlingen diskuterer du samtidig i forskellige kapitler, hvorvidt offentlighed overhovedet kan ses som én sammenhængende sfære – eller om vi snarere bør skifte til at snakke om ‘offentligheder’ i flertal. Hvad tænker du overordnet set om det spørgsmål?

Det er et spørgsmål, som man næsten ikke kan undgå i en hvilken som helst diskussion om offentlighed i dag. For mig at se er det imidlertid også et spørgsmål, som er filosofisk uinteressant, fordi der findes ét offentlighedsbegreb, ligesom der findes ét frihedsbegreb, ét lighedsbegreb og så videre. Selvfølgelig findes der utallige læsninger og forståelser af disse begreber, som kan konkurrere med hinanden. Det er også åbenlyst, at der findes forskellige slags offentligheder i verden (f.eks. den amerikanske versus den danske). Nogle kritiserer f.eks. Jürgen Habermas for at hævde, at der kun findes én type af offentlighed, den borgerlige offentlighed, men det er en fejllæsning. Habermas analyserer forskellige slags offentligheder gennem tiden i det værk, der på dansk hedder “Borgerlig offentlighed”, som er en sløj oversættelse af dets tyske hovedtitel “Strukturwandel der Öffentlichkeit”. På dansk burde den egentlig hedde “Offentlighedens strukturændring”, for pointen er netop, at der finder en strukturændring sted i offentlighedsbegrebet over tid, som peger på forskellige offentlighedstyper. Habermas skriver specifikt om en ‘refeudalisering’ af offentligheden i massemediernes tid, som går tilbage til dét, som han kalder for den repræsentative offentlighed, før den borgerlige offentlighed opstod. Det filosofisk interessante er dog som sagt, hvad offentlighedsbegrebet som sådan peger på, og det er derfor, at jeg mener, at offentlighedsbegrebet er singulært, alt imens der selvfølgelig findes forskellige offentligheder. Sidstnævnte er mest af alt et empirisk spørgsmål. Det svarer lidt at spørge, hvor mange byrum der findes i Napoli. Who knows? Det afhænger af, hvordan du tæller – og der er heldigvis til sammenligning heller ikke nogen der får kritik for at tale om begrebet ’byrum’ i ental, selvom der findes mange forskellige af slagsen.

Den tyske retslærde og forfatter Ernst Ferdinand Klein (1744-1810) skrev på et tidspunkt, at skrift er en pil, der ikke kan stoppes. Dette åbner op for en essentiel karakter af dét at deltage i en offentlighed, som sagen omkring Muhammedtegningerne viser godt. Der var nemlig én kontekst, hvori disse tegninger blev publicerede, men de flyttede samtidig hurtigt kontekst, fordi de som genstande kunne bevæge sig rundt mellem forskellige offentligheder. Du kan simpelthen ikke sige én gang for alle, hvilke offentligheder Muhammedtegningerne deltager i, fordi det er så kompleks et socialt system. Dette kan så give anledning til en krise, når konteksterne er så forskellige som i tilfældet med Muhammedtegningernes bevægelser på tværs af offentligheder.

I den forbindelse refererer du blandt andet til Michael Warner’s begreb om ‘modoffentligheder’. I hvilken forstand vil du sige, at dette begreb passer ind i din teoretiske ramme om politisk semantik?

Ulempen med begrebet om modoffentligheder er, at de forstås sammen med ikke-offentlige fænomener i form af forskellige slags kulturer, klasser eller lignende. I Michael Warners fantastiske bog “Publics and Counterpublics” snakkes der eksempelvis om ‘black culture’ og ‘gay culture’, men man kan også nævne punkkultur og rapmusik som andre former for modoffentligheder. Men dermed kan man ikke tale om modoffentligheder uden, at de er forankret i en bestemt slags kultur, som forestilles at danne opposition til den ‘normale’ offentlighed. Problemet med det er, at det ikke er rigtigt, at en modoffentlighed som offentlighed nødvendigvis står isoleret fra en anden offentlighed; at de helt selv bestemmer over deres egen offentlighed. For man bestemmer selv aldrig over sin egen offentlighed: Enhver politiker, der har prøvet at være i en shitstorm, eller enhver, der udtaler sig til et medie og oplever at blive fejlciteret eller læst anderledes end ens intentioner, kan se det åbenlyse i, at man ikke er fuldt og helt herre over dét, som man producerer i offentligheden. Derfor er modoffentligheder altid mere end deres kultur – de bliver også fortolket af deres modstandere; modoffentlighedernes udtalelser er også pile, der ikke stopper, og modoffentligheder som offentlighed mister så deres fortrinsret til at fortolke på deres egne udsagn. Vilkåret for at deltage i offentligheden er, at enhver kan give mening til det, som du siger. En modoffentlighed kan dermed ikke bare selv bestemme, hvordan den vil forstås.

Politisk semantik betyder netop, at du kan have en genstand, der kan læses og forstås på forskellige måder. Barack Obama kløede sig eksempelvis i øjet til en tale med sin langfinger, hvilket Fox News straks tolkede som, at præsidenten rakte fuck-finger på tv. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan alle mulige offentlighedsfænomener kan udvikle sig i mange retninger fra den samme ting. Begrebet om modoffentligheder bygger normalt på, at der findes en privilegeret fortolkningsstatus hos en bestemt kultur, men min pointe er, at offentligheden er kendetegnet ved at være en jungle af fortolkninger; at der ikke findes ét fast fortolkningshierarki på trods af magtstrukturer. Det er derfor, at vi ser shitstorme, misforståelser og konflikter igen og igen i offentligheden. I stedet mener jeg, at vi bør forstå modoffentligheder som en slags friktion i offentlighedsmiljøet. I et ekkokammer er der meget lidt friktion, men i en konfrontatorisk offentlighed er der til gengæld meget høj friktion. Jeg mener, at dette er en bedre måde at forstå modoffentlighedsbegrebet. Det betyder også, at når man intervenerer i en offentlighed som medlem af en given modoffentlighed som f.eks. det at være en del af LGBT+-miljøet, så vil man møde en vis friktion. Jeg vil mene, at man kan måle ‘magtfeltet’, så at sige, ud fra friktionens størrelse.

Hvis politisk semantik og legitimitet(er) er tæt forbundne, hvor efterlader det så alle de idéer, holdninger og måske endda individer eller grupper, der slet ikke anses som legitime i en given offentlighed? I hvor høj grad bygger din forståelse af politisk semantik på, at der kan sættes et skarpt skel mellem det legitime og illegitime i forskellige slags offentligheder?

Jeg er enig med Nancy Fraser og Michael Warner i, at offentligheder ikke kan være enklaver, selvom de selvfølgelig kan forsøge at lukke sig mere eller mindre om sig selv. Hvis noget er en offentlighed, er der en vis mulighed for intervention på grund af dens porøse karakter. I et andet interview har jeg kaldt offentligheden for ‘samfundets porøse kerne’, fordi der altid kan sive noget ind i den. Det kan man særligt se i dag, hvor kriteriet for at deltage i en offentlighed ikke behøves at være mere end, at man skriver et tweet eller laver et opslag på Facebook. Du kan sagtens forstås som illegitim af nogle, samtidig med at du deler offentlighed med dem. Det er lige præcis dét, som jeg vil kalde for friktion. Det er derfor, at jeg mener, at offentligheder er generatorer af legitimitetsforståelser, samtidig med at disse virker tilbage på offentligheden igen. Legitimitetsforståelser dannes ikke bare men konfronterer hinanden i offentligheden selv. Selv som undertrykt har man således en vis mulighed for på trods af forskellige former for uligheder at intervenere og rykke ved andres forestillinger, bl.a. igennem sådan noget som kunst eller andre udtryksformer. Dette udelukker ikke, at det er et vigtigt empirisk spørgsmål, hvilke barrierer der kan findes for at deltage i forskellige slags offentligheder, selvom enhver barriere ikke nødvendigvis er dårlig. Dette gælder for alt lige fra sprog til alder, hvor man bor, uddannelsesniveau og så videre.

Har du en holdning til, om vi generelt i samfundet misforstår offentlighed som et politisk begreb og idé? Eller, med andre ord, i hvor høj grad er din offentlighedsforståelse og -teori anderledes end den gængse borgers intuitioner og ‘dagligdagsforståelse’?

Offentlighed diskuteres faktisk hele tiden – især med de digitale mediers fremkomst i forhold til sådan noget som fake news, ‘informationskrig’ og dét at lande som Rusland intervenerer i demokratiske valg andre steder i verden. Offentlighed er virkelig kommet på dagsordenen. I forhold til sagen omkring Muhammedtegningerne handlede meget af debatten om ytringsfrihed, og ytringsfrihed er et offentlighedsbegreb par excellence. At ytringsfrihed er ét af de emner i offentligheden, som bliver diskuteret allermest, er fra mit synspunkt positivt.

Men generelt misforstår man også ofte dette med, hvad man må og ikke må sige i en offentlighed, fordi det ikke ‘passer sig’. Der synes nemlig at være en tendens til at tænke offentlighed som dér, hvor de gode og opbyggelige ytringer befinder sig. Modsat dette er der andre, der påpeger, at offentlighed netop er dér, hvor konflikt udspiller sig, og at demokratiet har brug for konflikt. Det er samtidig noget, som mange radikale demokrater hævder, og Jürgen Habermas mener sådan set også, at diskussion er et grundelement i demokratiet – eller med Immanuel Kants ord at den offentlige brug af fornuften er et grundelement. Og denne offentlige brug af fornuften medfører kritik, hvorved kritik kan forstås som den grundlæggende motor i offentligheden. Der er imidlertid nogle, der tolker dette som, at det kun er saglig kritik, der bør indgå i en offentlighed. Jeg tror, at man kan komme ud af mange hårknuder, hvis man dropper fordringen, men ikke ønsket om, at der kun er saglig kritik i offentligheden. For når vi har ytringsfrihed, så produceres der gode og dårlige ting – hvilket igen forudsætter en standard som offentligheden ikke har.

Som Yochai Benkler siger i 2006, så kan man simpelthen ikke programmere en infrastruktur – han refererer til internettet, men det gælder også mere generelt, når man snakker om medier – som skiller det legitime fra det illegitime på forhånd. Det vil altid slå fejl. Og man kan spørge sig selv om offentligheden bærer på selve diskussionen om samfundets legitimitetsforståelse – det mener jeg at der er grund til at tro, og det kan være både opbyggeligt såvel som ganske farligt.