Wolfram Eilenberger
Friheden ild – filosofiens redning i mørke tider, 1933-1943
Forlaget Klim, 2021
19.02.2022
Wolfram Eilenbergers Frihedens ild – filosofiens redning i en mørk tid, 1933-1943 fra 2020 er noget så sjældent som en samtidig indføring i fire fascinerende filosoffers tænkning såvel som levede liv uden, at det ene reduceres til det andet. Med udbruddet af Anden Verdenskrig som den store kulisse viser Eilenberger på gribende vis således, hvordan både Simone Weil, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt og Ayn Rand hver især har noget at fortælle os i dag om forholdet mellem den enkeltes frihed og verdenshistoriens ubønhørlige gang.
Wolfram Eilenberger blev for alvor kendt som filosofisk formidler i Tyskland med det tidligere værk Troldmændenes tid – filosofiens store årti, 1919-1929 fra 2018. Efter den store opmærksomhed omkring dette værk, der omhandler fire mandlige filosoffer – Ernst Cassirer, Martin Heidegger, Ludwig Wittgenstein og Walter Benjamin – kan det nemt fremstå som en lidt for letkøbt samvittighedshandling, at Eilenberger blot to år efter udgiver et lignende værk om fire kvindelige filosoffers liv og tænkning i næsten samme periode. Som om at et sådant værk var til for at undgå kritik om at sidestille det at være filosof med at være mand. Eilenberger rammesætter det selv således, at Simone Weil, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt og Ayn Rand er værd at undersøge og præsentere i sammenhæng, fordi de hver især kæmpede med både at forstå og at praktisere frihed i en på mange måder ufri tid. Hver især var de på flugt fra magthavere og tilfældets vold, samtidig med at de på nedslidende vis forsøgte at orkestrere deres egen nødvendige og alligevel på sin vis frie ‘modflugt’, en slags åndens modstandskamp.
Men hvorfor befandt f.eks. Jean-Paul Sartre med sine egne erfaringer som krigsfange under Anden Verdenskrig eller Theodor Adorno i sit dybt fremmedgørende eksil på amerikansk grund sig ikke lige så meget midt i en splid mellem frihed og ufrihed i løbet af 1930’erne og start-1940’erne? Den tematiske tråd omkring frihed synes altså at være tynd – og dette skyldes netop, at Eilenberger ikke for alvor tematiserer det, at disse fire filosoffer alle var kvinder, og at en stor del af deres kamp for at tænke frit hang sammen med det at tilhøre et køn, der ikke blev anset som ‘tænkningsværdig’. Det er særligt dette forhold, der kan siges at gøre eksempelvis Simone de Beauvoir mere interessant end hendes livsledsager Jean-Paul Sartre – mens Sartre hurtigt fandt sig til rette i rollen som indflydelsesrig fransk intellektuel, blev Beauvoir mest af alt anset som kvinden ved hans side, og mens han fra og med udgivelsen af sit magnum opus Væren og intet fra 1943 begynder at blive anset som ophavsmand til en helt ny tradition, eksistentialisme, må hun nøjes med endelig at få adgang til stemmeret som kvinde i 1944 – selvom Beauvoir lige så vel kan opfattes som ophavskvinde til det, som vi i dag kalder for eksistentialisme inden for fransk filosofi. Men også Simone Weils køn kan siges at have spillet en særlig rolle i hendes konstante forsøg på at kæmpe på lige fod med mænd under først den spanske borgerkrig og derefter på patriotisk vis for de frie franske styrker under Anden Verdenskrig. Med sin jernvilje og lynende intelligens er det ikke til at sige, hvad Weil ville have opnået i en anden tid og et andet sted. For hende var det ultimative mål en verdensrevolution, der ville sikre alle mennesker mad på bordet – men i vejen for sådan en verdensrevolution stod millioner og atter millioner af mænd med både magt, våben og tankeløshed.
Den russisk-amerikanske filosof Ayn Rand, som modsat de tre andre filosoffer ikke for alvor var personligt ramt af den Anden Verdenskrigs rædsler, synes dog at stå mere for sig selv i den sammenfletning af personlige historier, som Eilenberger præsenterer. Hun var bestemt også en radikal frihedstænker – om end det kan diskuteres, hvor original og gennemtænkt hendes selverklærede filosofi om “egoisme” var – men spørgsmålet er, om hun overhovedet passer ind i det tema, som undertitlen på bogen peger på: Filosofiens redning i en mørk tid. Uanset om det giver bedst mening at beskrive Rand som filosof eller som noget andet, er det nemlig bemærkelsesværdigt, at modsat med de tre andre slutter Eilenbergers historie om Rand i 1943 lykkeligt. Rand har lige fået solgt filmrettighederne til hendes populære bog The Fountainhead til et stort beløb og fejrer straks dette med at købe en dyr pels i New York. Der er meget langt fra dette til de mørke tider i Europa, som især Simone Weil er dybt ramt af, hvilket fører til hendes død samme år på Middlesex Hospital i London.
Forpligtet til distance
Det er umuligt at give et fyldestgørende overblik over, hvordan Eilenberger præsenterer både Simone Weil, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt og Ayn Rands liv og tænkning fra 1933 til 1943. Men en underliggende pointe igennem bogen er også, at de ikke blot levede i en mørk tid men også en kaotisk tid, som især Hannah Arendts årelange flugt fra Tyskland gennem Frankrig, Spanien og Portugal til USA eksemplificerer. Særligt den tyske nationalisme blev af andre filosoffer såsom Martin Heidegger anset som en ledetråd, der kunne etablere en vis mening i sådan en tid – men for både Hannah Arendt og Simone de Beauvoir var den slags politiske projekter at betragte med stor skepsis. Som Arendt skriver i et brev til Karl Jaspers den 1. januar 1933 var hun som jødinde “forpligtet til distance” over for udbredte idéer om Tysklands genrejsning, og at denne genrejsning ifølge nogle måtte stilles foran enhver anden moralsk og politisk forpligtelse (s. 67). Dette kan i hvert fald siges at være noget, som forener alle fire filosoffer: Selvom især Simone Weil igen og igen forsøgte at kaste sig ind i kampens hede ved f.eks. at melde sig frivilligt under den spanske borgerkrig, tænkte de nemlig alle ud fra en vis samfundsmæssig distance. Selv når deres grundlæggende livsførelse var i fare, vovede de hver især at tænke kritisk om historiens udvikling.
Simone Weil er i den forstand også den mest interessante af de fire, da hun på én og samme tid forholdte sig realistisk til eksempelvis den totalitære og massive voldsudøvelse, som de to regimer i Nazi-tyskland og Sovjetunionen stod for, samtidig med at hun var mindst lige så urealistisk i forhold til sin egne forsøg på at gøre en forskel ved især at kæmpe for sit hjemland Frankrig. Under den spanske borgerkrig blev Weil eksempelvis voldsomt forbrændt, da hun på grund af sit nærsyn trådte med benene lige ned i en kogende gryde, som hendes enhed havde sat på jorden. Om nogle forstod Weil dog, hvad der foregik med Europa efter Anden Verdenskrigs udbrud – som hun selv skriver knivskarpt: “Europa lider af en indre sygdom. Europa har brug for heling” (s. 26). Om denne heling kan siges at være opnået i nyere tid, er så et mere åbent spørgsmål – i hvert fald med hensyn til Weils kompromisløse engagement er der muligvis ingen europæer i dag, som kan følge med en sådan forpligtelse over for sin tid.
I begyndelsen af bogen citerer Eilenberger Simone de Beauvoir for, at “med ethvert menneske bryder menneskeheden op på ny” (s. 19). Hvis der er en påstand, som for alvor forener disse fire kvindelige filosoffer, er det muligvis denne. For dem alle fire var menneskeheden både lig med et socialt og politisk monster, der endda fortærer sine egne børn, og en værdifuld række af konstant nye begyndelser. Menneskeheden var med andre ord både Nazi-Tyskland og den unge teaterskuespillerinde Olga Kosakiewicz, hvis spontanitet og ungdommelige vilje Simone de Beauvoir fra 1934 blev så fascineret af og forelsket i. Eilenberger er samtidig en mesterlig fortæller i forhold til at forbinde disse to perspektiver igen og igen gennem værket, selvom det nogle gange fremstår på utroværdig vis som om, at han ved præcist, hvad der foregik i deres hoveder på det og det tidspunkt af historien. I hvert fald med deres kraftfulde og stadigt relevante forfatterskaber kan Simone Weil, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt og Ayn Rand dermed siges hver især at have brudt menneskeden op på ny.
