Mathias Hee Pedersen
Fascister i fåreklæder?
Baggrund, 2021
01.03.2022
Fascister i fåreklæder? er et aktuelt og ambitiøst forsøg på at indkapsle, hvad det vil sige at være højreradikal i dag. Det er et omfattende værk om, hvordan de højreradikale har forsøgt at genfinde sig selv og genvinde deres plads i verden, efter fascismen og nazismen efterlod ikke bare Europa i ruiner men også højreradikalismens omdømme i 1940’erne.
I dette værk tager Mathias Hee Pedersen os med igennem efterkrigstidens mislykkede militante forsøg på at storme tilbage på scenen til, at særligt den franske, politiske filosof Alain de Benoist op igennem 1970’erne og forfatter Guillaume Faye igennem 1990’erne og 00’erne er med til at antænde højreradikalismens flamme på ny. En flamme som i dag holdes i live af mange forskelligartede grupperinger, hvor særligt den tværnationale bevægelse Generation Identitær står som en central aktør. En bevægelse der med inspiration fra Benoists tanker om vigtigheden af den metapolitiske og kulturelle kamp har satset hårdt på, at de igennem en massiv tilstedeværelse på nettet, en poleret ‘rebranding’, fokus på højreradikale forlag og politisk aktivisme vil kunne legitimere høreradikalismen på ny. Den ambition hænger sammen med ideen om, at en forudsætning for, at de højreradikale igen kan opnå real politisk indflydelse, er, at de først må flytte samfundsstemningen imod det yderste højre, så det igen kan blive anset for at være en legitim stemme i befolkningen, der tages alvorligt. Denne metapolitiske strategi fra nogle af fløjens mest prominente aktører og bevægelser viser tydeligt, at højreradikalismen ikke længere begrænser sig til militante mænd, der går i takt gennem gader og stræder, men også eksisterer i nettets skumle afkroge og bag pæne facader, som dommedagsprofetierne, særligt teorien om den store befolkningsudskiftning og drømmen om en ny verdensorden, gemmer sig bag.
Hvem er de identitære, og hvad kendetegner dem?
Det nye højre dækker over de højreradikale bevægelser og strømninger, der med de Benoist og Faye opstår i slutningen af det 20. århundrede, hvis navn er inspireret af det gamle højre, der bestod af 1930’erne og 40’ernes fascister og nazister. Det nye højre kommer til at fungere som hovedinspiration for den såkaldte identitære bevægelse, som opstår i begyndelsen af 00’erne, hvor Generation identitær må anses for at være hovedbevægelsen. Pedersen inddeler groft sagt de identitære i to dele: “En hård del” og en “blød del”, hvor særligt den biologiske racisme og antisemitismen er det, der adskiller den ‘hårde’ del fra den ‘bløde’. Fælles for de to er, at de er inspireret af det nye højre, som Faye og de Benoist er hovedaktører i, og tankegodset fra den konservative revolution i 1920’erne samt Nietzsches tanker. Derudover deler de identitære bevægelser og strømninger ideen om, at det er på den metapolitiske kampplads, at kampen skal stå. Altså at kampen for indflydelse først og fremmest må gå igennem at påvirke kulturen, samfundsstemningen og debatten frem for den “det gamle højres” paramilitære, magtpolitiske strategi. Det er ligeledes denne tanke, som grundlæggende er med til at adskille de hårde identitære fra eksempelvis nynazistiske og fascistiske grupper i dag, som Pedersen også kommer ind på i bogen. Selvom de ofte flirter med fascismens og nazismens tanker.
Bogen fungerer generelt bedst i mine øjne, når Pedersen har fokus på, hvordan de forskellige blødere identitære grupper såsom Generation Identitær forsøger at påvirke det metapolitiske og flytte overton-vinduet. Det vil sige ‘vinduet’ for, hvad der anses for værende politisk acceptabelt for den gennemsnitlige befolkning. Dette fokus er blandt andet interessant grundet den forskydning mod højre, vi har set herhjemme og rundt i den vestlige verden de seneste 5-10 år, når det kommer til spørgsmålet om indvandring og integration. En udvikling bedst eksemplificeret Dansk Folkeparti, der er gået fra at være dem, som man helst ikke ville tale med, når det kom til udlændingeområdet til at være dem, som alle pludselig ville ligne på selvsamme område. Selv landets største parti. Dette viser, hvor effektivt det metapolitiske fokus kan være, og hvordan bevægelser og aktører kan have held med, at langsomt rykke overton-vinduet, hvis de rammer ned i en tidsånd og er effektive i deres eksekvering. På den måde fremstår bogen yderst vedkommende og relevant, når den har fokus på, hvordan mere radikale og ekstreme kræfter som Generation identitær kan have held med at være med til at fremme sådanne udviklinger, som vi eksempelvis har set på udlændingeområdet. En type udvikling som vi har det med at bilde os selv ind, at vi som enkelte individer og befolkning alene har stået for, når virkeligheden måske nærmere er, at der har været aktører og bevægelser, som vi ikke kender eller støtter, der har skubbet os i en bestemt retning, uden vi var bevidste om det.
Identitarisme – en glidebane ud i ekstremisme?
Der er for mig at se ingen tvivl om, at det store fokus på det metapolitiske i bogen er både berettiget og relevant. Anderledes kritisk forholder jeg mig til Pedersens til tider omfattende afdækning af det mere mudrede felt, der er den mest yderliggående højrefløj. Fløjen som trækker tydelige tråde til fascismen og nazismen i 1930’erne og 40’erne, hvor voldsparate, kvindefjendske og stærkt antisemitiske grupperinger fødes og dør som bølger, der rammer strandbredden for så at fødes på ny uden på noget tidspunkt at vinde rigtig momentum. Omvendt er kendskabet og afdækningen af det ekstreme højre, der strækker sig fra ensomme internetkrigere til nynazister, der traver i takt til fortidens toner, vigtigt i den forstand, at det muligvis kan give os et fingerpeg om, hvad den blødere del af det nye højre og de identitære i virkeligheden ønsker at opnå med at flytte debatten. Ligesom det kan give et muligt indblik i, hvad en øget tilslutning til bevægelser som Generation Identitær kan være en glidebane ud i.
Pedersen giver da også en strøm af eksempler på, hvordan et stærkt chauvinistisk, racistisk og til tider voldsparat ansigt har gemt sig bag hovedaktører fra den mere polerede, veluddannede identitærbevægelse. En pointe der knytter sig til bogens titel: Fascister i fåreklæder. Ligesom Pedersen skriver om, hvordan tanker og aktører fra den blødere del ofte har været inspiration til og blevet støttet af stærkt ekstremistiske højreradikale, der i højere og højere grad dominerer statistikkerne, når det kommer til terrorisme i vesten. Derfor kan den til tider omfattende afdækning af det mest ekstreme højre i bogen forsvares med, at fællesskaber som Generation Identitær og de tanker, de spreder, kan fungere som en glidebane ud i det ekstreme såsom terrorisme, selvom dette ikke er bevægelsens målsætning.
I forlængelse af dette stiller Pedersen spørgsmålstegn ved, om de blødere dele af den identitære bevægelse med det tankegods, de særligt spreder på nettet, kan holdes medansvarlige for det øgede antal af højreradikal terrorisme, som vi har set de seneste år. Det er en interessant diskussion Pedersen åbner op for med dette spørgsmål, der foranlediger det mere generelle spørgsmål om, hvor hadsk og krigerisk en retorik man som bevægelse eller offentlig aktør kan føre imod en bestemt kultur eller gruppe af mennesker uden at stå til ansvar for, hvilke potentielle konsekvenser i form af hærværk, chikane og i sidste ende vold denne adfærd kan føre med sig, selvom det ikke er den endelige hensigt. Det er dog samtidig en diskussion, jeg mener, at man skal være varsom med at åbne for, hvis ikke man er klar til at nuancere og undersøge den nærmere. Det mener jeg, da man risikerer at pådrage individer og bevægelser, der i princippet blot gør brug af deres demokratiske ret til at ytre sig, medansvar for frygtelige handlinger. Pedersen dykker indirekte ned i den diskussion med sit fokus på de idehistoriske tråde, som forbinder de metapolitiske og mere militante grupper, men jeg mener, at det havde været relevant og interessant, hvis han i højere grad havde undersøgt i hvor grad de metapolitiske aktører kunne holdes ansvarlige for militante bevægelser og individuelle ekstremisters handlinger.
Den metapolitiske fløjkrig i USA og nettets rolle i kampen
Selvom det til tider omfattende fokus, som Pedersen giver det mere ekstreme højre, kan forsvares og fordrer interessante diskussioner, ændrer det dog for mig ikke på, at det ofte fylder for meget, da disse grupper forekommer så ekstreme og uorganiserede, at de på ingen vis fremstår som en reel trussel til at indtage en plads af betydning på den politisk scene. Noget der ligeledes fremgår af Pedersens afdækning af dem, hvilket kan få en til at undre sig over, hvorfor han giver dem så relativt meget plads. Plads der kunne være blevet givet til, som tidligere nævnt, bogens i mine øjne i særklasse mest interessante område, der er den bløde del af det nye højre og de identitære samt deres metapolitiske kamp for at genoplive højreradikalismens storhedstid ved langsomt at flyde ind i mainstreamen.
Pedersen kommer blandt andet ind på denne metapolitiske kamp i forbindelse med den værdipolitiske debat, der har hersket i USA siden begyndelsen af 10’erne, hvor det nye højre og de identitære med blandet succes har formået at positionere sig som det rebelske modstykke til den ‘identitetspolitiske’ venstrefløjsbølge, som begyndte at skylle ind over USA i begyndelsen af 10’erne. En bølge der blandt andet ud fra standpunktsteorien om, at vi ikke kan se verden ud fra et objektivt eller universalistisk perspektiv men kun fra vores eget, har haft succes med at sætte fokus på seksualitet, køn og etnicitet. Et fokus som har medført, at der er kommet en øget bevidsthed omkring, hvordan særligt den hvide, heteroseksuelle mands manglende bevidsthed eller villighed til at gøre op med sin såkaldte privilegieblindhed ifølge nogen står i vejen for et endegyldigt oprør med fordomme og strukturel diskrimination.
Pedersen forklarer blandt andet, hvordan de identitære har formået at øge deres tilslutning i forbindelse med deres kritik af den venstreorienterede identitetspolitiske bølge ved at “kamuflere” deres holdninger med humor, hvilket, som Pedersen beskriver det, har fået deres til tider ekstreme holdninger til at “glide lettere ned” for folk, der ikke identificerede sig som højreradikale, men var frustreret og skræmt af denne bølge af venstreorienteret identitetspolitik. På den måde lykkedes de identitære og andre højreradikale med at tiltrække støtter fra befolkningssegmenter, der ikke umiddelbart sympatiserede med højreradikalismen, men som blev lokket ind af humoren og langsomt forført af højreradikales memes, talkshows og youtubere, imens de købte mere og mere ind på de ideer, som gemte sig under den humorfyldte kritik af den yderste venstrefløjs til tider absurde ideer og politiske aktioner.
Denne kamp imellem den yderste højrefløj og yderste venstrefløj ser vi om noget udspille sig i dag i USA, hvor forældre og politikere fra republikanske stater ønsker at forbyde bøger og undervisningsmateriale, der afdækker ting såsom strukturel racisme og såkaldt privilegieblindhed og bias, som den identitetspolitisk orienterede venstrefløj er lykkedes med at sprede ud. Alt imens de mere progressive studiemiljøer og stater kæmper for at fremme sådanne værker og ekskludere litteratur, som de mener er med til at fremme og fastholde strukturel diskrimination og er udtryk for “white supremacy” eller patriarkatets magtdominans. Den uhyggelige splittelse, vi ser i USA i dag, viser om noget de kræfter, der hersker på det yderste fløje, og hvordan tanker, der begynder med at blive anset for værende radikale, langsomt kan sive ind i mainstreamen. I den forbindelse placerer Fascister i fåreklæder? sig som et centralt stykke litteratur i forhold til at forstå, hvordan tendenser og strømninger, der forekom radikale i går, kan forekomme naturlige og ustoppelige i morgen.
Den store udskiftning – er fortællingen om et Vesten i krise højreradikalismens sande brændestof?
Tematikken omkring, hvordan de ekstreme holdninger fra det yderste højre forsøger at snige sig ind imellem det etablerede samfunds sprækker, må anses for at være et hovedfokus i bogen. Det er et fokus, som gør sig gældende i den bløde og hårde del af det nye højre, hvor der naturligvis er store forskelle i strategien for, hvordan de søger at lykkedes med det. Der er dog et grundlæggende budskab, som går igen på tværs af de højreradikale grupper. Et budskab hvis succes må anses som en forudsætning for, at de højreradikale kan lykkes med at slå igennem, og det er fortællingen om, at Vesten og den vestlige kultur befinder sig i en massiv krise. En krise forårsaget af masseindvandring fra mellemøstlige lande. En krise skabt af det moderne samfunds dekadente kultur, der har ‘deviriliseret’ den europæiske mand, hvilket har medført, at vi ikke får børn nok eller er i stand til at forsvare os over udefrakommende, mere aggressive civilisationer. En krise forårsaget af modernismen, der anklages for at have skabt en feminisering af samfundet, der har vendt os væk fra værdier såsom klare sociale hierarkier og traditionelle kønsroller, hvilket vil føre til et episk forfald. En krise forårsaget af universalismen og den kristne kulturarvs egalitarisme, der har skabt en ‘misforstået’ tanke om, at folk fra andre civilisationer er vores næste og har samme menneskerettigheder som os. Alle sammen ideer og tanker som indkapsles af den franske forfatter Renaud Camus’ teori om den store udskiftning, der postulerer, at der vil foregå en befolkningsudskiftning, hvor vestlige europæere vil se kontinentet blive overtaget af mennesker med ikke-vestlige baggrund.
Pedersen er dygtig til at trække tråde til historien for at tydeliggøre, hvor mange af disse ideer stammer fra. Fokus er blandt andet på Nietzsche og hans vitalitetsbegreb, kritik af modernitetens dekadente kultur og den kristne kulturarvs lighedstanker samt forestillingen om livet som en kamp om magt har alle været essentielle for tilvejebringelsen af det nye højre og de identitæres ideer. Pedersen trækker også tråde til, hvordan tankegodset fra den konservative revolution i 1920’erne har været med til at forme det nye højre blandt andet igennem dens tanker om, at man er nødt til at tage et grundlæggende oprør med tidens tanker og forestillinger, som de konservative revolutionære mente var så gennemsyrede af progressive værdier og modernitetens dekadence, at man ville forsvare et allerede sygt samfund, hvis man blot fulgte konservatismens ide om at bevare det nuværende. En tanke, som er i perfekt tråd med det nye højres ide om, at de vestlige samfund befinder sig i en større krise, hvor vores kultur helt ind til knoglerne er forgiftet af en islamificering, feminisering og liberalisering, der kræver et grundlæggende oprør med værdierne i vores samfund, hvis ikke Vesten skal falde i mødet med andre kulturer og ‘fremmede fjender’.
Netop fordi der er så mange lighedspunkter imellem de højreradikales tanker, ideer og samfundsfortællinger hos det nye højre og de identitære, hvor det ofte er krisefortællingen om Vestens tilstand og truslen fra de ydre fjender, som er gennemgående temaer, tænker jeg, at det havde været interessant, hvis Pedersen i højere grad havde ladet disse ideer og samfundsfortællingers udvikling være omdrejningspunktet i bogen – i stedet for at have struktureret bogen så skematisk efter at afdække, hvad hver enkelt højreradikal bevægelse mener, hvilke centrale aktører som er tilknyttet bevægelserne, og hvordan de har indrettet sig som bevægelse. Et fokus der desværre gør, at bogen lidt kan få karakter af at være et slags leksikon over aktører, bevægelser og grupperinger på det yderste højre, hvor det i virkeligheden er de samfundsfortællinger, ideologiske træk, politiske ambitioner og forskellige strategier for at udbrede disse, som er det interessante i mine øjne. Det er ærgerligt, at bogens struktur ender med til tider at gøre læseoplevelsen tung og træg, når indholdet ofte er vedkommende, velformidlet og relevant. Grundlæggende mener jeg dog, at bogen giver et rigt indblik ind i, hvad det vil sige at være højreradikal i dag, de farer som er forbundet med den, hvilke idehistoriske og ideologiske tanker den bygger videre på, og hvordan man spotter den i sine mange former og forklædninger.
