Den sure pligt at nyde livet

Det siges, at vi lever i en hedonistisk tid, hvor vi alle er frie til at nyde, som det passer os. Men måske er denne tilsyneladende frihed ved nærmere eftersyn snarere en pligt til at nyde?
Ifølge filosoffen Rasmus Ugilt er vi ikke frisatte fra alle autoriteter, til at nyde præcis som det passer os, men snarere underkastet nye autoriteter, som påbyder os at nyde på helt bestemte måder.

13.10.2015

Af Kristian Thorup

Det siges, at vi lever i en hedonistisk tid, hvor vi alle er frie til at nyde, som det passer os. Men måske er denne tilsyneladende frihed ved nærmere eftersyn snarere en pligt til at nyde? Eksempelvis kræves det på arbejdspladsen, at vi altid skal ‘møde med et smil på læben’ og ‘nyde det vi gør’.

Ifølge filosof Rasmus Ugilt er vi ikke frisatte fra alle autoriteter, til at nyde præcis som det passer os, men snarere underkastet nye autoriteter, som påbyder os at nyde på helt bestemte måder. Dermed er vi heller ikke frie til at lade være med at nyde, men altid påkrævet at optimere vores nydelse på nye måder. Nydelsen er ifølge Rasmus Ugilt et dialektisk fænomen, som altid kan slå om i pligt eller lidelse, ligesom pligten omvendt kan slå om i nydelse. Derfor er der på paradoksal vis en skjult nydelse i askesen og en skjult pligt i hedonismen.

Da vi ikke kan håndtere det direkte møde med den rå, umiddelbare nydelse, finder vi måder at disciplinere vores sanser på, eksempelvis ved at gå op i mikrobryggerier, raffineret rødvin eller undergrundsmusik.

Med udgangspunkt i hans nye bog, Nydelse, har Turbulens talt med Rasmus Ugilt om nydelsen og dens paradoksale rolle i vor tid.

 

Hvad er det spændende og paradoksale ved nydelsen?

Det interessante ved nydelsen er, at det aldrig bare er sådan, at der på den ene side er fornuft og på den anden side sanselighed og nydelse. Derimod er det på paradoksal vis sådan, at der, hvor vi er allermest fornuftige, ikke så sjældent er der, hvor vi nyder allermest. Og der hvor vi omvendt giver os allermest hen til nydelsen, nyder vi ofte ikke.

I den fornuftige omgang med nydelsen opstår det, vi kan kalde mer-nydelse. Mer-nydelsen ligger i forskellige former for nydelse, som opstår i konfrontationen med, i overskridelsen af, eller i den asketiske tilbageholdenhed fra den mere umiddelbare nydelse, som bare følger impulserne. Så det at vi holder os tilbage fra at nyde, og lever asketisk på forskellige måder, kan ofte resultere i en anden form for nydelse, man kan kalde mer-nydelse.

Man kan se mer-nydelsen i rigtig mange populære fænomener, som folk nyder i dag; eksempelvis mikrobryggeri-øl, avantgarde musik, rødvin, eller bestemte former for madkultur.

Man kan eksempelvis ikke umiddelbart smage, at en flaske vin smager af “hø” eller “skovbund.” Det kræver træning og disciplinering, det kræver, at man underlægger sig en bestemt form for fornuftig omgang med nydelsen. Det i sig selv giver mer-nydelse. Mer-nydelsen ligger altså ikke i smagen af vinen, men derimod i disciplineringen af sanserne og evnen til at smage det, man skal kunne smage i den bestemte vin. Den kan også udspringe af, at være den der ved, at der lige er kommet et nyt New Yorker-band, som kun spiller på tre undergrundssteder i Brooklyn. Det giver mer-nydelse, og sandsynligvis langt mere mer-nydelse end musikken selv er i stand til at tilbyde.

Ofte er det sådan, at vi synes at nydelse er pinlig eller måske endda afskyelig, hvis den ikke er styret af en eller anden form for disciplinering af denne type. Alle kan finde ud af at spise chokolade og mene det er lækkert.

 

Pligten til at nyde sit arbejde

 

Hvordan kan man forklare sameksistensen af pligten til at nyde og pligten til at kontrollere sine nydelser i vores tid?

Det interessante er, at de eksisterer rigtig fint sammen. Eksempelvis på arbejdsmarkedet: Hvad kan man næsten være sikker på, der står i alle jobannoncer, som ikke rigtig har noget med jobbet at gøre? En eller anden sætning som lyder i retning af “Vi forventer, at du kommer på arbejde med et smil på læberne, for det gør vi”. Det kan meget hurtigt blive et problem, hvis han eller hun ikke nyder sit arbejde – både for en selv, men også i forhold til andre. Det kan være et ekstremt stort problem for individet, hvis han ikke nyder sit arbejde. Så er det næsten en moralsk brist ved én selv. Det kan være vanskeligt at fortælle om et arbejde, som man synes er røvkedeligt.

Men der er selvfølgelig ikke tale om nydelse af den mere umiddelbare slags. Du skal ikke nyde dit arbejde på samme måde, som du f.eks. ville nyde at smide benene op på sofaen og flade ud dagen lang. Hvis dit arbejde bestod i at slappe af dagen lang og ikke lave noget, så ville det ikke rigtig være noget at prale med og det ville også være svært at nyde. Det ville næsten være lidt pinlig eller beskidt. Nej, det vi har til opgave at nyde i vores arbejde er, at det er udfordrende, at det er stimulerende, at vi har nogle interessante relationer med vores kollegaer, at vi udvikler os og optimerer vores intellekt osv. Historierne om Fattig Karina og Dovne Robert, som har været fremme i medierne i de sidste par år, handler netop om, at vi mistænker dem for til dagligt at gå rundt og nyde på dagdriver-måden derhjemme, og bare se TV-serier eller spise chokolade. På den måde kan vi på én gang opleve en pligt til at nyde og samtidig en pligt til ikke at nyde, når det kommer til vores arbejdsliv.

 

Nye autoriteter: Nyd!

 

Hvilken forskel er der mellem den gammeldags forbuds-autoritet og den nye pligt til at nyde?

Det er en velkendt fortælling i moderniteten, at sæderne er ved at gå i forfald, at der ikke længere er autoritetstro, og, lidt apokalyptisk formuleret, at hele samfundet derfor er ved at gå i oplysning. I dag lyder kritikken, at vi lever i en hedonistisk tid, hvor alle er egoistiske individualister, kun går op i deres egen nydelse, og ikke længere har samfundssind eller respekt for samfundets autoriteter. Jeg synes det er tydeligt, hvis man medtænker nydelsen, at autoriteterne ikke er forsvundet, men at de er begyndt at sige noget andet. Den autoritet, som det hævdes er forsvundet, er autoriteten, der siger ‘Nej!’. Eksempelvis faderen, der beder børnene tie stille og lave lektier, eller lægen der befaler os at stoppe med at ryge eller spise usund mad. At der er ‘hedonisme’ og nydelsessøgen på færde i kulturen, er ikke nødvendigvis et tegn på, at der mangler autoriteter, snarere tværtimod: Autoriteternes rolle er blot blevet at kræve, at vi nyder på forskellige måder.

Det er dermed ikke blot et spørgsmål om, at vi frit og frejdigt giver os hen til forskellige former for nydelse. Vi tager derimod en bestemt form for pligt til at nyde på os. Det er meget bestemte måder, hvorpå vi bør nyde.

 

‘Fuck det! Jeg ryger kraftedeme alligevel!’

 

Var det nemmere at nyde under de gamle forbuds-autoriteter?

Det vil jeg faktisk tro. Rygning er et godt eksempel: Hvis vi antager, at den gamle forbuds-autoritet siger: ‘Du må ikke ryge, fordi det er sundhedsskadeligt’, så er en helt åbenlys vej til nydelsen bare at ryge alligevel. Så bryder man med autoriteten, og nydelsen bliver dermed både kropslig og man har den rebelske frisætterånd, som siger; ‘Fuck det! Jeg ryger kraftedeme alligevel!’. Problemet er, hvis autoriteterne multiplicerer sig, således at der både er dem, der forbyder os det usunde, og dem der byder os, at vi også skal kunne nyde livet en gang imellem. Så kan man altid finde en nydelses-autoritet, som siger ‘Det er også godt at bryde reglerne engang imellem og overskride de snævre grænser for udfoldelse. Dér mærker man, at man lever’. Det problem man står overfor er dermed, at uanset om man ryger eller ikke ryger, så er der en eller anden autoritet, man underordner sig. Enten den gamle, klassiske lægeautoritet eller ordren om at ‘være den frække dreng i klassen’. Hvordan man overhovedet skal kunne gøre noget, som ikke allerede er blevet givet som en ordre, det kan være svært at finde ud af.

 

Pligter giver mening i livet

 

Hvorfor er det blevet en pligt at nyde i vores tid?

Måske fordi Gud er død. Måske fordi de gamle autoriteter er blevet svækket. Det er øjensynligt rigtig svært for os at give mening til livet, uden at vi har en eller anden form for pligt, som vi underkaster os. Og hvis der ikke er andre, så må det så blive pligten til at nyde.

Er det nydelsen der automatisk slår om i pligt, eller er det os der prøver at håndtere den, ved at indsætte en ny form for disciplin eller pligt i forhold til den?

Det er helt sikkert os, der forsøger at håndtere den ved at indsætte den i en ny form for disciplin. Der er noget ved den rå, ukontrollerede nydelse, som skræmmer os lidt. På den anden side af grænserne for nydelsen, er der så meget nydelse, at vi ikke kan holde ud at leve med det. Hvis vi forestiller os den situation, hvor alle grænser for nydelsen forsvinder, så forsvinder vores sprog og fornuft også. Med andre ord: Alle koordinater for vores liv begynder at gå i opløsning, hvis vi skal have den rene nydelse, som hverken er forstyrret af sprog, fornuft eller relationer til andre. Der kan vi ikke længere forstå os selv som levende, eksisterende væsener.

 

Fri os fra nydelsen!

 

Du kritiserer det fænomen, at vi i vor tid altid skal optimere vores nydelse, og aldrig er frie til at lade være med at nyde. Synes du, vi bør optimere vores nydelse?

Nej, det synes jeg ikke. Der kunne være en værdi i at forsøge at opfinde praksisser, hvor vi kan være frie til ikke at nyde. Det er nemlig ret bestemte og skemafastlagte måder, vi nyder på. Indtil videre har vi talt om arbejde, vi kunne tilføje sundhed og bestemte former for kropslig disciplinering. Der åbnes konstant nye fitnesscentre, som er knyttet til en bestemt kropskultur og nydelse ved at se godt ud. Og den er også meget skemafastlagt. Man kunne udpege mange områder, hvor der virkelig er nogle dominerende måder at nyde på. Én måde at blive fri fra nydelsen er at undgå de allermest dominerende måder, hvorpå vi bliver opfordret til at nyde. Fordi nydelsen og autoriteten hænger sammen på de måder, som vi har talt om, er det imidlertid ikke nogen nem opgave.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *