Marts 2005
Termerne “terror”, “terrorist” og “terrorisme” volder store problemer. Disse ord gentages med affekt i ét væk og legitimerer radikale indgreb i retsstaten samt politioperationer i Afghanistan og Irak, men uden at de nogensinde gives et indhold og nærmere bestemmes. “Terrorisme” er blevet et slagord, som man samles om, og ved hjælp af hvilket man mobiliserer verdensopinionen. Ordet identificerer i et første moment fjenden og udpeger “ofret” for terroren, nemlig os, den vestlige verden, demokratierne og i særdeleshed USA, der skal slå igen og hævne uretten. I et næste moment samles verdenskoalitionen på baggrund af dette ord, autoriserer et amerikansk indgreb, bakker op om, hvad der præsenteres som “Krigen mod terrorisme”, og godkender hævnen. Terrorisme-etiketten reducerer situationen til et simpelt “os” mod “dem”. Derved undgår man behændigt at overveje mere komplicerede årsagssammenhænge og giver enten særligt ubehagelige individer eller hele befolkningsgrupper skylden for det, som gik galt. Modsætningsfyldte omstændigheder og komplekse sociale strukturer kan ikke klandres; det kan til gengæld individer, som mangler oplysning og fremskridt eller blot er onde. Terroren bliver fremstillet som “tilbagestående” islamisters værk, trods det at terrorgrupper som Al-Queda i forberedelserne til den 11. september forenede teknologisk viden og international kapital med destruktiv fanatisme. Men ifølge den officielle diskurs har vi med religiøse islamiske fundamentalister at gøre, som er præget af en præmoderne bevidsthed, som gik glip af Oplysningstiden, og som derfor dæmoniserer Vestens frihed og demokrati, der så svarer igen ved at spænde sin demokratiske bevidsthed til bristepunktet og forvandle sig til aggressiv usensibilitet, som det er tilfældet, når Bush forklarer situationen som en kamp mellem “det gode og det onde”.
Demokratiernes indre konflikter projekteres ud, og forbindelserne mellem de vestlige demokratier og terroren belyses ikke, men skjules i lokaliseringen af den ydre fjende. At alle fænomener i den globaliserede verden hænger sammen, og at det ikke – efter 500 års blodig kolonialisme, 150 års skånselsløs industrialisering og 10 års nihilistisk finanskapital – er muligt at finde et sted, som ikke er berørt af den transnationale finanskapital – der indtil videre ikke har gjort noget for at mindske den økonomiske forskel mellem den såkaldt tilbagestående og den rige, demokratiske del af verden – det faktum, at der ikke er noget uden for verdenssystemet, passer ikke ind i den forestilling om civilisationernes kamp, som den vestlige verdens økonomiske totalitarisme promoverer for at skjule den kapitalistiske logiks modsætninger. Desto mere pervers og mystisk terroristens aktioner forekommer, desto mere spejler de økonomiens upersonlige og blinde terror.
Volden som historiens jordemoder
Konfronteret med “Krigen mod terror” kan det være nyttigt at huske på, at terror (terreur på fransk) oprindeligt i forbindelse med den Franske Revolution betød en politisk motiveret grusomhed, der havde til funktion at afskrække og sikre revolutionen mod kontrarevolutionære kræfter. Terror som skræk, rædsel og forfærdelse og som grundlæggelse. Volden som historiens jordemoder uden hvilken ingen forandring ville finde sted. Under den Franske Revolution var en terrorist en person, som praktiserede terror. Det var en objektiv beskrivelse, og jacobinerne omtalte sig selv som terrorister. Terror blev betragtet og præsenteret som en nødvendighed i den historiske situation (kendetegnet ved borgerkrig og krig mod andre stater). Det var et spørgsmål om alt eller intet for de, som gennem opstand og siden valg havde erobret magten og nu nægtede at lade de kontrarevolutionære fjender standse og udslette revolutionen. Terroristerne ville sikre de nye værdier ved at åbne en periode med offentlig hævn. Terroren skulle grundlægge glæde, retfærdighed og lighed. Det vigtigste var derfor ikke at redde ubestemte kroppe – venner, fjender, forrædere og allierede – men at sikre menneskehedens politiske og moralske fundament, den gensidige frihed. Alternativet til terror var revolutionens afslutning, kontrarevolutionen og de riges tilbagekomst. Den politiske dyd var ikke i sig selv nok til at sikre revolutionen. Som Arno Mayer har skrevet, var de revolutionære splittet mellem at blive koldblodige for at sejre i den grundlæggende kamp om liv og død eller at udvise beherskelse og risikere for tidligt at standse den revolutionære bevægelse.
Et tomt ord
Forbindelsen mellem terror, den politiske vold, og grundlæggelsen af et andet politisk system var eksplicit i den Franske Revolution, som den også var hos tidligere tænkere som Machiavelli, Bodin og Montesquieu. For Machiavelli var terror et nødvendigt greb for herskere, som ønskede at etablere et nyt politisk regime. Bodin gjorde terror til massens våben mod de regerende eliter, mens terror for Montesquieu var den frygt, som despoten regerede med. Disse forskellige og overlappende betydninger af ordet terror er forsvundet – nu er ordet terror næsten tomt og er derfor så labilt, at det kan bruges til at kriminalisere enhver opposition til den etablerede orden. Propagandaen er det eneste, som er tilbage. Nu er det blot selve aktionsformen, der er bestemmende for betydningen. Terror udføres af hemmelige ikke-statslige grupper. Terroraktionen er som oftest spektakulær og har til hensigt at dræbe både civile og soldater eller politifolk. Læren er simpel: attentaterne på World Trade Center og Pentagon var terrorangreb udført af en fundamentalistisk islamisk gruppe, Al-Queda; den amerikansk ledede operation i Irak er ikke terror, og amerikanske styrker terroriserer ikke det irakiske folk, de befrier det og leder efter masseødelæggelsesvåben. Konklusion: ordet terror umuliggør nu en egentlig analyse af den politiske situation.
Frihedskæmperen Bin-Laden – terrorens mange ansigter
Grænserne mellem terrorgrupperne, statsadministrationen og efterretningstjenesterne er, som den italienske filosof Giorgio Agamben har analyseret, for længe siden blevet flydende, og disse organisationer lader sig ikke længere adskille. Den første terrororganisationen efter 2. Verdenskrig, OAS (Organisation de l’Armée Secrète), blev således også oprettet af den franske general Raoul Salan, der “patriotisk” kæmpede for franske interesser i Algeriet og Indokina. Terrorgrupperne, statsadministrationen og efterretningstjenesten benytter sig da også af identiske arbejdsmetoder: skånselsløst at forfølge og jagte individer og præsentere dem som trofæer til en skræmt og opkørt televisualiseret offentlighed.
Den individuelle terror har i moderne tid været de svages og de undertryktes våben (fra Narodnaja Volja i Rusland i 1870’erne til Tupamaros i Uruguay i begyndelsen af 1970’erne), mens statsterror og økonomisk terror har været de stærkes våben. Nu findes der tilsyneladende kun den individuelle terror, der udføres af onde, fundamentalistiske og tilbagestående individer. De politiske implikationer i terroren er forsvundet, og de fordømte her på jorden forbliver stumme. Statsterror og økonomisk terror er ikke længere terror, det er jo “os”, de gode, den demokratiske vestlige verden, som er nødsaget til at udføre den for at hjælpe tilbagestående lande og individer ind i verdenssystemet, hvor de om ikke andet kan spille en rolle ved at stifte gæld.
USA har ellers siden 1947 været foregangsland inden for forebyggende statsterror. I konkurrence med det statskapitalistiske Sovjetunionen har USA i løbet af Den Kolde Krig undergravet regeringer rundt om i verdenen, planlagt og gennemført politiske likvideringer og oprettet og finansieret dødspatruljer og såkaldte frihedskæmpere (som f.eks. Bin Laden). USA stod bag likvideringen af Allende i Chile og Lumumba i Congo og har forgæves forsøgt at dræbe Fidel Castro, Gaddafi og Saddam Hussein. Disse aktioner, bakket op af embargoer, blokader og luftangreb, etc., blev altid udført i frihedens, demokratiets og retfærdighedens navn.
Legitimation fremfor analyse
Nu synes alle, også politologer, sociologer og filosoffer, at være enige om, at politisk vold og terror er en afvigelse. Hæren bliver politi, fjenden bliver terrorist – den anti-nazistiske terror under besættelsen, den antiimperialistiske terror i 1960’erne. Analyse erstattes af legitimation. Den sociale ontologi falder sammen med den etablerede ordens legitimationskategorier, og den politiske vold fremstår dermed ikke blot som afvigende, men som illegitim. At staten også udøver politisk vold skjules. Statsterror og økonomisk terror præsenteres som uheldige bivirkninger i et ellers optimalt fungerende system. Det væsentlige er selvfølgelig, at der ikke bliver stillet spørgsmål ved det demokratiske samfunds struktur og dets sociale reproduktion. Vi er med andre ord i en situation, hvor de kapitalistiske demokratiers interne politiske fjender ikke blot er blevet besejret, de er gennem konstitueringen af undtagelsestilstanden blevet slettet og erstattet med billedet af den kriminelle.