1.4.2005
I de tider Karl Marx skrev om i Das Kapital fra 1865 var det store problem at beskytte mod udbytning af arbejdskraften. At nogen udnyttede andre hverken var – eller er – just en ny sag. Og egentlig heller ikke mere det store problem. I dag er problemet at sikre, at arbejdskraften bliver udbyttet på en ordentlig måde. Årsagen er, at vores forhold til arbejdet har forandret sig: Fra husholderens ret til at tvinge mennesker til at pukle sig ihjel som simple husholdningsslaver til arbejdskraftens ret til at få del i udkommet af arbejdsindsatsens værdiforøgning. Det presserende spørgsmål er, hvordan en win-win-forbindelse mellem at udnytte dig og din selvrealisering gennem arbejdet skabes. Presset er ikke længere det ydre pres i form af adfærdsregulering. Det primære pres er det indre.
Socialisationsteoretikerne fra 1970-erne fik på en måde ret. Presset på arbejdskraften handler såvel om udnyttelse som om identitetsproduktion. Det gør det, fordi vi let bliver for optaget af vores arbejde. I takt med, at arbejdet bliver vores realisationsmedium bliver koloniseringen af personligheden til en udfordring. På godt og på ondt: Udnyttelsen af mig skal give mening – også for mig. Grænserne er indre. Og det moderne velfærdsproblem handler om bæredygtighed – om at den enkelte ikke lader den indre kolonisering tage overhånd. En gang til: Det er ikke arbejdsklassens klassiske farlighed, der er problemet, men belastningen af det psykiske miljø, der opstår i takt med, at råstofferne rykker ind i hovederne på os – og i forholdet mellem os ikke at forglemme.
I dag formuleres retten til at blive udbyttet på en ordentlig måde, derfor som et spørgsmål om et godt arbejdsmiljø. Folk klager ikke over deres løn, skønt de per definition vil have mere. Folk klager kun fåmælt til obligatoriske sikkerhedsudvalg over de fysiske rammer, som selvfølgelig skal være bedre, men det tager udvalget sig så af. De klager over miljøet. ”Der skal herske ordentlige forhold i udbytningsmiljøet” lyder en moderne tillidsmands malmrøst. Det gør den, fordi de fleste menneskers bekymring er at have et ordentligt arbejde. Værdien af arbejdet som sådan er kun et problem for gammeldags marxistiske teoretikere.
Én af forkæmperne – Karl Marxs svigersøn Paul Lafargue – udgav i 1880 bogen Retten til dovenskab med undertitlen Gendrivelse af Retten til arbejde af 1848. Undertitlen demonstrerede foragten for de pompøse borgerlige Menneskerettigheder og det franske proletariats revolutionære princip: Retten til arbejde . Efter Lafargues opfattelse var retten til arbejde det samme som at kræve retten til at sælge sig som slave. I stedet talte han varmt for igen at tage antikkens og grækernes forhold til arbejdet op som forbillede. De, grækerne, havde taget ved lære af oldtidens filosoffer, der foragtede arbejdet som nedværdigelse af det frie menneske, lovpriste dovenskaben som gudernes gave og anerkendte legemsøvelser og åndelig leg. Lafargues forslag var at gøre op med den dødsmærkede arbejdsliderlighed ved at vedtage en ubøjelig lov, der forbød at arbejde mere en tre timer om dagen for at komme svækkelsen af legemet og ånds-tunghed til livs.
Paul Lafargue var altså godt gammeldags optaget af hvor længe, der skulle arbejdes. Først i anden omgang var han optaget af, hvor hårdt – altså fysisk nedslidende – det var, og af virkning på den enkeltes åndelige niveau. Det psykiske niveau vil vi kalde det.
Arbejdet har hele tiden handlet om beskyttelse. Om ”protection of property”. Og pointen er, at vi har indført en beskyttelseslovgivning mod fysisk nedslidning, har glemt lønkampen og koncentrerer indsatsen om det psykiske arbejdsmiljø. Derfor spørger vi: ’Hvordan har du det på din udbytningspost?’ og ’hvordan sørger vi for, at du udbytter – og stresser – dig selv på bæredygtig vis?’.
Tja, først må det understreges, at vejen frem ikke er at gå tilbage. En revitalisering af traditionelle organiseringer af arbejdsliv og fritidsliv er ikke en relevant redning. Udsigten til at uddanne sig i 30 år, arbejde i 30 år og leve sit otium i 30 år står nemlig ikke længere til troende som livskaldsudgaven af tidligere tiders fordeling af døgnet i tre gange otte timer. Frihed og fritid frigør dig ikke længere. Hvorfor? Jo, selv om tidens undersøgelser om vort forhold til at arbejde demonstrerer en næsten babylonisk forvirring om folk hellere vil arbejde end at dyrke familie og fritid, så er tendensen, at arbejdet også bliver til rum for fri tid og dermed for selvrealisering. Aldrig har familier samlet set lønarbejdet så meget som for tiden. Vi identificerer moral med arbejdsmoral, vi er protestanter og som sådanne, tager vi os betalt. Tidligere kunne vi sige, at vi arbejdede for at leve – i perioder sågar for at overleve. Som samtidige må vi sige, at flere og flere af os lever for at arbejde. Dermed er Karl Marxs ideer om arbejdet som det primære livsbehov rykket inden for rækkevidde. I 1850’erne kaldte han det ’den rige individualitet’.
Det gudelige er blevet skammeligt
I 2005, i en moderne videnøkonomi, er den gode idé at tænke i at danne en rig og livsduelig personlighed, der formår at mestre livslang læring gennem kompetenceudvikling på bæredygtig vis. Det hænger sammen med, at arbejdspladser bliver mindre materielt orienterede. I stedes fremhæves de som læringsmiljøer ved siden af så mange andre, for eksempel uddannelsessystemet. Arbejde og udvikling falder sammen i læring, og læring foregår i selvøjemed. Arbejdet bliver næsten lønnen i sig selv. Af samme grund er otium ikke en situation, hvor man er ’løst af lære’, men hvor man lærer for sin egen skyld. Til tider for sin egen nydelse ved at udvikle spændende kompetencer hinsides arbejdspladsens krav om kvalifikationsudvikling. Det betyder, at en lærende organisation med udviklende arbejde ændrer otiumforestillingen. Og det er denne nye forestilling, der er udfordret til at demonstrere sine bæredygtige former i en ny velfærdshorisont.
Til forskel fra ordet pension bruger de store kultursprog faktisk ikke kategorien otium. Men i dansk litteratur har vi en reference til kategorien, der lyder: ’Otium est pulvinar diaboli’. På latin anvendes ’otium’ om den tid, vi har fri fra vores daglige pligtarbejde; dels om fritid og ferie og dels om tiden efter, at vi har trukket os tilbage fra vores stillinger; ja også om lediggang. Vi bruger mest ordet om efter-tiden, men talemåden bruges om lediggang. Oversættelsen af det latinske udtryk kan være at ’lediggang er djævelens hovedpude’. Og det er her den protestantiske parallel finder indpas. Hos os siger vi, at ’lediggang er roden til alt ondt’. Og det er interessant, at vi har gjort den pude guderne var inviteret til at hvile sig på til kilden til alt ondt. Hos os bliver det gudelige skammeligt. Lediggængeren er ikke ophøjet men unyttig; hans ’human ressource’ står ikke til at udnytte og fremhæve. Hos os hylder vi altså ressourcen: ’Også du min ven er ung, også din ressource kan kapitaliseres. Du skal blot finde din virksomhed!’. Det forsøger vi så, hver i sær og livet igennem. Godt hjulpet på vej af mangel på tiltro til, at vi kan forlade os på gammelkendte pensionssystemer. Selvbestemt pensionering træder frem og spiller for.
Det betyder, at pension og otium falder fra hinanden. Også i dit otium må der arbejdes. Du er blevet herre i eget hus. Slave af din egen personlige frihed. Er der noget at gøre ved det? Næppe. Kan vi gøre noget ved det? Ja, vi kan respektere, at det psykiske arbejdsmiljø kræver sin form for beskyttelse i et nyt århundrede. Hvad betyder det ’at ta’ en slapper’? Det må vi til at træne i. Hvor er de nye grænser, når du skal bære din stress på bæredygtig – livsduelig – vis? Lad os finde dem – før de finder os!
